Tabu – en filmanmeldelse

I går indledte Cinemateket i København deres filmserie ”Ny portugisisk film – på kanten af virkeligheden”. Resten af december vil der være visning af de fire forskellige film, der indgår i serien, herunder åbningsfilmen ”Tabu”, som vises igen søndag den 28. december.

Det er meget sjældent, at der er mulighed for at se portugisiske film i Danmark, og derfor endnu mere sjældent, at de opnår medieomtale. Derfor kan jeg – som gammel filmanmelder – ikke lade være med at bringe denne lille omtale af ”Tabu”, som er instrueret af Miguel Comes. Men ikke kun af den grund. Den er også en omtale værd!

Filmen er opdelt i en prolog og to afsnit: Paradise Lost og Paradise. Prologen fortæller en lille fabel om en opdagelsesrejsende, som vælger at kaste sig ud til krokodillerne på grund af ulykkelig kærlighed. Siden da har man jævnligt set en bedrøvet krokodille og en smuk kvinde sammen ved floden, lyder det.

Første del foregår i nutidens Lissabon og har den hjælpsomme Pilar og hendes naboer, den ældre kvinde Aurora og hendes afrikanske tjenestepige Santa, i centrum. Aurora lever mest i sine drømme, og da hun kommer på hospitalet, beder hun Pilar om at opsøge en mand, Gian-Luca Ventura. Det er denne mand, der fortæller filmens anden del, som er et tilbageblik på 60´ernes kolonitid i Afrika, nærmere bestemt Mozambique. Her havde Aurora en farm, arvet efter faderen, og her mødte hun sin mand og siden den unge levemand Ventura, som hun får en fatal affære med.

”Tabu” er anderledes fortalt i sort-hvid, hvilket passer fint til en historie, som mest af talt udspiller sig i erindringen. Og så emmer den af ulykkelig kærlighed, melankoli og længsel efter det tabte paradis – det portugiserne ynder at kalde for saudade.

Titlen kan forstås på flere måder. Det kunne selvfølgelig være en påstand om, at Portugals forhold til kolonitiden er tabuiseret, men filmens ærinde er hverken politisk eller et historisk opgør, selv om kolonikrigen sniger sig nærmere i filmen. Men titlen er derimod klart en henvisning til F. W. Murnaus gamle film ”Tabu”, der lige som denne er opdelt i to afsnit med samme titler – og som tematisk også har ligheder.

Endelig er titlen også en konkret henvisning til bjerger Tabu. ”Aurora havde en farm i Afrika for foden af Mount Tabu”, som fortællerstemmen forkynder på helt Karen Blixens vis. Men heldigvis er kolonihistorien ikke ren ”Out of Africa”, men nærmere Blixens egen måde at konstruere mytiske fortællinger. Eller Hemingway for den sags skyld, når han lader sine romaner og noveller udspille sig blandt europæere og amerikanere i Afrika. The Short Happy Life of Francis Macomber for blot at nævne en enkelt titel.  

I sin form er ”Tabu” ikke en film for det bredde publikum. Men det er en gribende og godt fortalt kærlighedshistorie, hvor der også er plads til humoren. Det er en – måske lidt vel romantisk – hyldest til gamle fortællemåder. Og så er det ikke mindst en stemningsfyldt film, hvor musik, de flotte billeder og selve historien harmonerer fint. 

Ny Portugisisk Film i Cinemateket

Portugisiske film finder desværre sjældent vej til de danske biografsale eller til tv-kanalerne. Samtidig har landet generelt stået i skyggen af de større filmlande som Spanien og Frankrig.

Fra og med i dag har man dog chancen for at se et lille udvalg, idet Cinemateket i København i samarbejde med Den Portugisiske Ambassade viser en lille række af nye portugisiske film.

I aften gælder det ”Tabu” af Miguel Gomes, som har været vist i en række europæiske lande, men altså ikke Danmark. Filmen foregår dels i nutidens Lissabon og dels i 1950´ernes Mozambique, hvor kolonilandet dannede rammen for en ikke glemt kærlighedshistorie.

I løbet af måneden følger så tre andre film. ”This Side of Resurrection” om et søskendepar, hvor brodere lever som munk i et kloster ved Guincho-stranden. ”Historic Center”, som et en episodefilm i fire dele, der hylder Guimarães. Blandt bidragsyderne er finske Aki Kaurismäkis og den portugisiske nestor Manoel de Oliveira. Endelig vises João Botelhos filmatisering af Fernando Pessoas ”Rastløshedens bog”, som er en række dagbogsagtige notater nedfældet af Bernardo Soares – en af Pessoas mange såkaldte heteronymer. Filmversionen er ført op til vore dages Lissabon.

Læs mere om filmene på Cinematekets hjemmeside.

Butler Nephew & Co.

For nogen tid siden landede endnu en prøvepakke med vin sendt fra Portugal. Dejligt, når man som jeg, altid er nysgerrig efter at smage nyt. Denne gang kom pakken fra firmaet Christie´s, som producerer bordvine og portvine under henholdsvis navnene Castelinho og Butler Nephew & Co. Pakken bestod da også af et par flasker rødvin og en fin æske med prøver på fem forskellige fadlagrede portvine.

Portvinshuset Butler Nephew & Co. har aner tilbage i 1700-tallet, da det er grundlagt af ejerkredsen bag Burmester, Nash & Co. I 1789 blev James Butler partner og senere kom John Nash´s nevø til, hvorefter navnet blev til Butler Nephew & Co. Efter 2. verdenskrig var huset ejet af Gonzales Byass, som i 1979 blev købt af Stephen Christie. Familien har produceret portvin gennem to generationer og ejer Quinta Dona Mafalda.

Her er lidt noter på de smagte vine:

Castelinho Reserva 2011: Douro rødvin lavet på druerne Touriga Nacional og Touriga Franca samt druer fra gamle vinmarker. Fin rubin med godt med frisk frugt, solbær og brombær. Lidt marmeladeagtig med tydelige, men ikke overdrevne noter fra fadlagringen. Dog lidt vel meget vanille efter min smag. Bid, men med bløde tanniner. Lang pebret eftersmag. Fint drikkeklar.

10 års hvid: Gylden med duft af mandler, tørret frugt, lidt orange og noter fra fadet. Delikat smag med bl.a. mandler og appelsinskal. Sød, men også med friskhed og god balance.

Finest Reserve Tawny: Lavet på vin lagret i gennemsnit 7 år. Granatfarvet med duft af frugt og mørke bær. Syltede kirsebær, krydret og let syrlig. Ligefrem og uden kompleksitet.

10 års Tawny: Mørk rødbrun med duft af kirsebær og valnød samt noter fra fadet. Cremet, måske lidt ordinær og ikke helt harmonisk, men med fin eftersmag.

20 års Tawny: Lys rødbrun. Fin duft af nødder, valnød og diskret orange samt lidt vanille. Blød med fine tørrede frugter og god syre. Harmonisk og velsmagende med lang eftersmag.

40 års Tawny: Brun. Valnødder, mandler og honning i næsen. Tørrede frugter og vanille. Stadig fin syre til at balancere sødmen. Lang flot eftersmag.

Huset er så afgjort bedst på 10 års hvid og de længst lagrede, 20 og 40 års Tawny. Foruden de smagte portvine producere Butler Nephew LBV og Vintage samt en 20 års Prestige-udgave.

Læs mere her

Den gamle dame er kommet til byen

En glædelig nyhed indløb for et par uger siden. Jeg har længe været ærgerlig over, at portvinshuset Ferreira har været svært at finde på det danske marked. De har godt nok haft en importør, men denne har mest gjort det i engrossalg og salg til Duty Free Skandinavien – og ikke i detailhandel. Derfor har det udmærkede, traditionsrige portugisiske mærke desværre mest glimret med sit fravær.

Det ændrer sig forhåbentligt nu. Portugisisk Vinhandel i Odense har fået agenturet for det gamle portvinshus, hvorfor de i forbindelse med deres sidste halvårlige udsalg inviterede til smagning. Jeg benyttede mig af lejligheden til at smage de ni forskellige portvin, de nu har fået på hylden. Men først lidt om huset.

De fleste større portvinshuse har en lang historie, hvor der optræder mange personligheder. To personer overskygger dog alle andre, når portvinens historie bliver skrevet. Baron Joseph Forrester, hvis navn er knyttet til Offley og kortlæggelsen af Douro samt Dona Antónia Ferreira. De to var i øvrigt gode bekendte, og det var netop på en fælles sejltur på Douro, at Baron Forrester druknede, da deres båd kæntrede ved Cachão de Valeira. Den gang var floden ikke opdæmmet og rolig som nu, men med adskillige fald og strømhvirvler. Legenden fortæller, at det var Dona Antónias krinoline, der bar hende oppe i den brusende flod, hvorimod Forrester blev tynget ned af sit bælte med sølvmønter.

Huset Ferreira blev grundlagt i 1751 og fik sin storhedstid under Dona Antónia, som levede 1811-96. Selv om hun var lille og fik kælenavnet Ferreirinha (den lille Ferreira), var hendes betydning for såvel firmaet som hele regionen stor. Under hendes lederskab voksede Ferreira til at eje hele 24 quintaer herunder så velrenommerede som Quinta de Vargellas (nu Taylor), Quinta do Vesúvio (nu Symingtons) og Quinta do Vale do Meão. Endvidere stod hun bag investeringer i infrastruktur og social udvikling af området og grundlagde bl.a. hospitalet i Régua.   

Siden har et par andre personligheder været knyttet til Ferreira. Winemakeren Fernando Nicolau de Almeida, som med Barca Velha var den første til at lave rødvin af kvalitet i Douro, og Francisco ”Vito” Olazabal, som i dag laver udmærket rødvin og portvin på Quinta do Vale do Meão. I 1997 blev huset overtaget af Sogrape, som også ejer Sandeman og Offley.

Bordvinsproduktionen spiller stadig en stor rolle, men er i dag uskilt som Casa Ferreirinha, hvor Portugisisk Vinkælder i øvrigt også sælger den udmærkede rødvin Callabriga (2011). Jeg smagte den senest (dog i årgang 2010) i foråret på Quinta do Seixo sammen med Sograpes winemaker Luís de Sottomayor, som også er manden, der står bag de dejlige portvine. Her er lidt noter:

Dry White: Lys med duft af abrikos, nødder, florale toner og lidt parfumeret. Flot og tør, men ikke knastør som andre af slagsen. Restsukkerindhold er 85 g/l, hvor Taylors Chip Dry fx kun har 34,6 g/l.

Lagrima: Sød, hvid port. Gylden og ravfarvet. Smag af abrikos, honning, blomster og krydderier. Fin balance, da sødmen ikke føles overvældende og opvejes af lidt syre. God lang eftersmag. Restsukker er her 139,5 g/l.

D. Antónia Reserve White: Opkaldt efter legenden. Gylden i farven. Tørret frugt, blomster og krydderier i næsen. Lavet på vin lagret i gennemsnit 7 år og har da også begyndende fadpræg. Fin balance mellem syre og sødme.

10 års White: Flot gylden ravfarvet med fadpræg. Frisk med fin frugt og krydderier samt en god lang eftersmag.

D. Antónia Reserve Tawny: Næsten ruby i farven, men dog begyndende fadpræg. Stadig en del bær, abrikos og anden frugt i smagen. Fint balanceret, men også lidt anonym.

10 års Tawny, Quinta do Porto: Brunlig og med duft af mandler og krydderier, men også lidt frugt- og blomsterpræg. Et flot, fyldigt glas med fin balance og lang eftersmag.

20 års Tawny, Duque de Braganca: Brun og med en dyb duft af nødder og tørret frugt samt lidt diskret orange. Dejlig i munden med god karakter og dybde, men stadig også med en vis friskhed. En af de rigtig gode 20 års på markedet.

LBV 2009: Ruby med godt med røde frugter, men også lidt røget og krydret. Fin harmonisk, men godt med tanniner. Kan drikkes nu eller lagres.

Vintage 2011: Rød og lille i farven. Dyb og koncentreret med masser af fin, ren frugt, brombær og tanniner til et lagt liv. Krydret og pebret ende. En årgang, der er værd at have liggende i reolen.

Dejligt at få muligheden for at smage. Og det er i al fald ikke sidste gang for mit vedkommende. 

Besøg Portugisisk Vinkælder her 

Festival på Børsen

Som omtalt i mit seneste indlæg, begyndte Portvinsfestivalen med en stor smagning i selskab med Cristiano van Zeller og Quinta Vale de Maria. Cristiano var selvfølgelig efterfølgende til stede på selve festivalen, som traditionen tro bød på en lang række store og små importører og et fint udvalg af portvinshuse.

Han var heldigvis ikke den eneste portugiser på Børsen. Han havde følgeskab af sin fætter Alvaro van Zeller fra Barão de Vilar og Maynards, Ana Rato fra Ramos Pinto, Sonia Figueira fra Sogevinus, Isabel Vieira og Joana Duarte fra Bulas samt Gustave Devesas fra Symington Family Estates, som havde valgt at introducere Cockburns på det danske marked.

Dejligt at se så flot et fremmøde af såvel kendte ansigter som for mig nye. Med al respekt for dygtige og entusiastiske importører, er der noget særligt ved at få skænket portvin af producenterne selv og samtidig på en lille snak.

Med de mange mennesker til den åbne smagning var det svært at koncentrere sig i forhold til at skrive noter. Derfor skal her kun følge nogle enkelt bemærkninger til nogle af de vine, jeg smagte.

Jeg lagde ud med en glas hvid reserva fra Casa Santa Eufêmias og to udmærkede Colheitas fra Dow´s. 2002, som stadig havde en del frugt og røde bær i behold til at balancere tawnykarakteren med de mørkere nuancer af nødder og figner, samt 1992 med hasselnødder, honning og karamelpræg. Et flot glas.

Derefter var jeg forbi Bulas og fik en snak med Isabel Vieira. Det familieejede portvinshus ejer de to vingårde, Quinta da Fozceira og Quinta de Costa de Baixo. De har været repræsenteret på Portvinsfestivalen i flere år takket været importør Torben Mandrup fra DrikPortvin, som også har været flink til at arrangere smagninger i eget regi. Og efter at have smagt på varerne, kan man jo ærgre sig over ikke at have sagt ja tak noget før.

Jeg fik først deres Vintage 2011, som kun er nummer to i rækken (den første var år 2009). Ung og rig på frugt og mørke bær, men også mere grønne noter, en fin struktur og flotte tanniner til et langt liv.

Derefter smagte jeg deres 20 års og 30 års tawny. 20 års var dejlig rig på frugt, en duft af orange og tørrede frugter samt fin syre til at balancere. En elegant vin. 30 års havde samme linje, men mere udpræget fadkarakter. Stadig en duft at orange, men også tørret frugt, mandler og kaffenoter. Blød og cremet, dejlig i munden og med en fin eftersmag. Et par elegante og spændende vine og et hus, jeg da helt sikkert vil udforske nærmere i nær fremtid.

Slutteligt kan det også nævnes, at jeg smagte Ferreira 10 års hvid og Vintage 2011 hos Strandgården. Ferreira har netop fået ny importør i Danmark og mere herom vil følge i et andet indlæg snarligt. Endelig var jeg også forbi Ramos Pinto og fik smagt Quinta de Ervamoira Vintage 2005 – netop Ervamoira gjorde det flot i den store 1994 smagning i The Vintage Port Club nyligt og 2005 udgaven levede helt op til dette.

Som altid en god dag med god portvin. Lidt vel hektisk, hvorfor der var masser af vine, som ikke blev smagt. Men dem har jeg jo så til gode til næste år. Henrik Oldenburg har allerede offentliggjort datoen, så sæt kryds ved mandag den 2. november 2015.

Cristiano van Zeller på Børsen

En stor mand bag store vine. Sådan kan det kort og godt siges. Cristiano van Zeller fylder godt fysisk, så det kan virke lidt morsomt, at han faktisk udgør en af drengene i ”Douro Boys” – de fem producenter (Quinta do Crasto, Niepoort, Quinta do Vallado, Quinta Vale Meão og Zellers egen Quinta Vale de Maria), som først i det nye årtusinde gik sammen både for at hjælpe og inspirere hinanden, men ikke mindst også for i fællesskab at markedsføre deres vine. Og jeg skriver netop vine. For selv om alle fem også laver portvin, er det med deres Douro vine, at de har opnået størst berømmelse sammen.

Derfor var 15 af de i alt 24 glas, som blev serveret ved smagningen på Børsen i forbindelse med Henrik Oldenburgs store Portvinfestival faktisk bordvine, mens de sidste ni var portvine. Rækken var altså lang, og inden da fortalte Cristiano om sig selv og Quinta Vale de Maria samt hans syn på den aktuelle udvikling i Douro.

Van Zeller familien kom til Portugal i 1700-tallet og etablerede sig som portvinsfirma i 1780. I nyere tid har familien været forbundet med den berømte Quinta do Noval, da familien giftede sig ind i Vasconcellos-familien, som ejede quintaen. Men såvel firmaet Van Zeller & Co. som Quinta do Noval blev solgt i 1993, hvorefter de enkelte familiemedlemmer måtte afstå fra at producere portvin i fem år. I stedet begyndte Cristiano at samarbejde med familien Roquette, som ejer Quinta do Crasto, og de andre venner i det, der siden blev til Douro Boys. I 1996 erhvervede han Quinta Vale de Maria, som har tilhørt hustruens familie. Vale de Maria, som ligger ved Torto-floden, er efter grundig renovering i dag hjemsted for produktionen af såvel portvin som bordvin. I 2006 blev også firmaet generhvervet, så det nu igen tilhører van Zeller familien.

Selv om quintaen er nyrenoveret, er de gamle dyder i højsædet. Druer til såvel de bedste bordvine som de bedste portvine fodtrædes i lagares, og Cristiano afslørede, at han snart vil skifte de sidste ståltanke ud med endnu flere nyopførte og derfor temperaturkontrollerede granitlagares. Nyplantninger på markerne sker med blandede druesorter i stil de gamle vinmarker, da det giver de bedste resultater. Vinene påvirker så at sige hinanden, som fx forskellene i modningsgrad og dermed høsttidspunkt mindskes i forhold til, hvis de var plantet hver for sig. Han er også en flittig bruger af de mindre udbredte sorter og altså ikke kun ”the big five” (Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Cão og Tinta Barroca). Endvidere fortalte han, at han prioriterer enkeltmarker (med altså netop ikke enkeltdruemarker) højt, for at udnytte quintaens forskelligartede terroir.

Smagningen omfattede såvel hvidvin og rødvin som portvin samt nogle fadprøver fra forskellige brands.

Vi indledte med to hvide. Først en meget frisk, syrerig og ligefrem Rufo Branco 2013, som blev efterfulgt at en lidt tungere VZ Branco 2003 med tydeligt fadpræg i såvel næse som mund. Den sidste er lavet på en blanding af Viosinho, Rabigato, Codega og Gouveio, havde mindre syre, men var stadig fint balanceret og en langt mere kompleks vin med en næste burgundisisk stil.

Derefter fulgte en lang række røde i forskellige årgange. Først Rufo 2011, som er enkel og ligefrem, men god ekspressiv duft af røde bær. Derefter de mere komplekse, fadlagrede og tanninrige vine fra Quinta Vale D. Maria og ikke mindst Van Zellers CV, som vi smagte i både 2012 og 2011. CV er en fremragende, intens og dyb vin med mørke bær, kirsebær, lettere florale noter og krydret med hårde kraftige tanniner til en langt liv.

Vi smagte også to enkeltmarksvine. Vinha do Rio 2012, der, som navnet siger, er fra en mark tæt ved Torto, er lettere i næsen, men med god duft at mørke kirsebær, en kraftig smag med hindbær, frugt og bløde tanniner. Vinha Francisca 2011 fra en mark opkaldt efter datteren var lidt tilbageholdende i næsen, men med frisk frugt og kraftige tanniner. En mere elegant vin.

Et par ældre årgange, 2009 og 2007, af Quinta Vale D. Maria fulgte. Den første var endnu meget lukket, hvorimod 2007 havde åbnet sig til et dejligt glas.

Derefter fulgte en lille lektion i produktion af vin og portvin – nemlig tre forskellige udgaver af vin fra samme mark med samme druer (Touriga Franca) høstet på samme tidspunkt (2013). Den første var fra ståltank, den anden fra lagares og den tredje var en port. Der var klare ligheder, men også forskelle. Den første havde mere grønne tanniner og var lidt skarp i næsen, men den fodtrådte udgave var mere åben og drikkelig, mere koncentreret og med blødere tanniner. Portvinen var så at sige en forstærket udgave heraf.

Endelig sluttede vi med portvinene. Først flere udgaver af Reserva Ruby og LBV – begge ufiltreret, men god frugt og fylde. Derefter Vintage 2003, 2009 og 2011. 2003 var faktisk allerede blød og elegant med mørke modne frugter og afrundede tanniner. De to andre var unge og kraftfuld med masser af frugt og mørke bær, men samtidig i deres umodenhed også med en vis elegance.

Afslutningsvis prøvede vi et par colheitas fra Van Zeller & Co. lavet i samarbejde med fætrene fra Barão de Vilar og dermed blender Alvaro van Zeller. 1970 var intens og i flot balance, en duft af tørret frugter og figner, mens 1997 var lidt mere anonym, men dog med noter af appelsin.

Efter denne store smagning, fortsatte jeg ved selve Portvinsfestivalen. Mere herom senere.

Læs mere om Quinta Vale D. Maria her. Vinene distribueres gennem Atomwine og ViniPortugal

Dead Combo

Sergio Leone og Ennio Morricone tilsat lidt ekstra kitsch og en omgang postmoderne Quentin Tarantino, omdannet til en god gang rytmisk instrumental guitarmusik med referencer til latin og jazz, den traditionelle portugisiske guitar og ikke mindst mesteren Carlos Paredes.

Sådan kunne en opskrift på den portugisiske folkrock duo Dead Combo (ikke at forveksle med det finske band af samme navn) lyde. Ja, se bare coveret på deres seneste album, A bunch of Meninos, hvor en lettere afklædt femme fatale står i højre side, mens duen selv sidder på en hotelseng – den ene i jakkesæt og med en pistol i hånden, den anden med bøjet hoved og høj bedemandshat. Det er som et stillbillede fra en film – en kulørt udgave af et film noir drama om gangstere og skønne, fatale kvinder eller lydsporet til en portugisisk spaghettiwestern. Den lille tekst i coveret følger i samme spor. Hør bare indledningen, som kunne være taget ud af et filmmanus eller en Dashiell Hammett roman: They went out through the back door, into the thick fog that hat glued itself to the city´s skin. The already dim street light had transformed itself into ghosts that vanished. I stayed sitting in the blood coloured sofa, aiming the revolver at that bunch of meninos”. 

Dead Combo blev dannet i 2003 i forbindelse med udgivelsen af et hyldestalbum til komponisten og guitaristen Carlos Paredes. Duoen består af de to guitarister Tó Trips og Pedro Gonçalves, som dog får hjælp af diverse andre musikere såvel på indspilninger som ved koncerter. De udsendte deres debutalbum Vol. I i 2004, og siden er bl.a. fulgt album som Lusitãnia Playboys (2008) og Lisboa Mulata (2011), som blev vel modtaget uden for Portugal. Endvidere medvirkede de på Misías seneste album Delikatessen, ligesom de har optrådt sammen med fadosangeren Camané.

Gruppen leverer instrumental guitarmusik i skiftende tempo, fra hurtige, svedige og mere bluesinspirerede udgaver til stille og melodiøse, hvor fadoen og førnævnte Carlos Paredes ligger gemt som underlæggende inspiration. Det sidste gælder fx det nye albums åbningsnummer ”Waiting for Nick at Rick´s Café”, hvis titel jo også sender en hilsen til filmverdenen – nemlig til Humphrey Bogart som Rick i Casablanca. Tilsvarende med anden skæring ”Povo que cais descalco”, en meget flot, afdæmpet og melodiøst stykke guitarmusik. Mere tempofyldt er numre som den country og western prægede ”Miúdas e Motas”, ”Dona Emília” og ikke mindst det herligt swingende titelnummer ”A bunch of Meninos”, hvor den elektriske guitar nærmest skriger hen over den skiftende solide rytme.

Af andre numre der bør nævnes er den dystre, melankolske ”Mr. Snowden´s dream” og den nærmest valsende ”Waits”, som givet er en hyldest til Tom Waits, hvis nummer ”Temptation” duoen før har optrådt med.

Ved første gennemlytning kan det synes lidt for enkelt og ens, men ved flere lytninger kommer variationerne frem – fra det smukke og stemningsfulde til det swingende og humørskabende.

Dead Combo optræder i morgen ved Oslo World Music Festival. Spændende, hvis de kunne blive inviteret til Danmark også.