fredag den 4. juni 2021

Gensyn med Portugal


For det par uger siden havde jeg den fornøjelse atter at befinde mig i Portugal. Sidste gang var i februar måned sidste år kort tid før nedlukningen.  

Jeg var inviteret til Portugal af brancheorganisationen Wines of Portugal, som hvert år afholder en stor vinkonkurrence, Concurso Vinhos de Portugal. Her kan landets vinproducenter indsende vine, som så bliver blindsmagt og bedømt af en større jury bestående af såvel portugisiske som internationale vinskribenter, sommeliers og winemakere – og jeg havde den ære at være del af den internationale jury. Det blev til tre dage med blindsmagning af en lang række vine efterfulgt af et par dage med besøg på vingårde og middage med producenter samt afslutningsvis en gallamiddag med prisoverrækkelse, hvilket man kan læs mere om på min vinblog.



Vi boede først nogle dage i Santarém ca. 80 km nordøst for Lissabon – en by jeg indtil nu må indrømme kun at have passeret på min vej nordpå og heller ikke fik det store kendskab til denne gang, da programmet kun levnede få korte pauser på egen hånd. Dernæst fulgte et par dage i Setúbal, som det er adskillige år siden, jeg har besøgt sidst.



Som i så mange andre byer er havnefronten i Setúbal blevet udviklet, og promenadealléen er et dejligt grønt åndehul med mange sjove skulpturer. Antallet af fiskerestauranter er stort, og det siges, at de bedste grillede sardiner fås i Setúbal.



Det blev også til et besøg i det flot restaurerede Jesu kloster – en slags forløber til det mere kendte Jerónimos-kloster i Belém – hvor gallamiddagen blev afholdt i klostergården. Og det blev til et gensyn med São Filipe fortet, hvor der blev afholdt en lille reception med smagning af vine fra forskellige mindre producenter fra regionen. Fortet blev opført i 1590, som forsvar mod englændere og pirater. Foruden den dejlige udsigt ned over byen og over mod Troia-halvøen på den anden side af Sado-flodens udmunding er kapellet også et besøg værd med sin flotte Azulejos-udsmykning.



Vi besøgte også nogle vingårde. Setúbal-regionen er især kendt for sine rødvine på druesorten Castelão (som Periquita) samt den søde hedvin Moscatel de Setúbal. Vi besøgte tre producenter, som gør det i alle genrer, Casa Ermelinda Freitas, José Maria da Fonseca og Bacalhôa, hvor de to sidstnævnte ligger side om side i vinbyen Azeitão midt på Setúbal-halvøen. Besøg begge steder kan højt anbefales, hvis man er på de kanter eller som en udflugt fra Lissabon.



søndag den 30. maj 2021

Helena Gonçalves´ rødder



Det er desværre ikke så ofte, at vi har mulighed for at se portugisisk kunst herhjemme. Men lige nu er chancen der i Aarhus, hvor den portugisiske fotokunstner Helena Gonçalves er aktuel med udstillingen Raiz på Galleri Image. Udstillingen blev åbnet i fredags af Portugals ambassadør i Danmark, João Maria Cabral, og kulturrådmand i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad. 




Raiz betyder rod eller rødder, og der er på den ene side tale om nogle meget personlige iscenesatte fotografier som en form for erindring eller dagbogsnotater. På den anden side er billederne meget åbne for tilskuerens indlevelse og egen fortolkning - og overskrider derved også det personlige.

”De er lavet ud fra erindringen og optaget i Algarve, hvor jeg kommer fra,” fortæller Helena Gonçalves, som deltog i ferniseringen online fra Lissabon, hvor hun i dag bor og arbejder.




En kvinde der går med en kuffert af en vej og taber en masse skeer fra kufferten. Et gammelt og småmuggent stykke brød, der ligger på en vej. To ældre mennesker siddende i en mark med ryggen til. En stabel af gamle opmagasinerede møbler. En kvinde med flagrende rødt hår, der skjuler ansigtet.




Genfortalt som ovenfor virker motiverne enkle, men billederne er symbolladende og samtidig er kun det mest nødvendige oplyst og derfor synligt i mørket, hvilket er en bevidst strategi fra kunstnernes side.

”Jeg har optaget om natten. Det, synes jeg, er bedre, da jeg så kun sætter lys på det, jeg vil vise og dermed skaber scenariet. Jeg kan gode lide at arbejde med mørket, når jeg komponerer et billede. Jeg maler med lyset,” forklarer Helena Gonçalves.




Vi ser altså kun, hvad fotografen ønsker, at vi skal se. Men mørket udenom er ikke bare en ramme eller en kontrast, men også betydningsbærende i sig selv.

Helena Gonçalves er født i Portimão og underviser i dag ved Ar.Co (Centro de Arte & Comunicaçâo) i Lissabon. Hun er endvidere medstifter af Black Box Atelier, fotograf for Grupo de Teatro Utero og har udstillet i Portugal, Spanien, Frankrig, Italien og Tjekkiet samt altså nu i Danmark.

Det er ikke en stor udstilling rent omfangsmæssigt, men spændende, hvis man interesserer sig for fotokunst.

 

Udstillingen Raiz af Helena Gonçalves kan ses på Galleri Image, Vestergade 29 i Aarhus frem til den 27. juni.

onsdag den 13. januar 2021

Ny bog af Richard Mayson: The Wines of Portugal

 Omtalte bog er tilsendt af forlaget

 

Richard Mayson har efterhånden en del vinbøger om Portugal bag sig, og nogle af dem er kommet i flere reviderede udgaver. Det gælder først og fremmest hans nok mest kendte bog, ”Port and the Douro”, som selvsagt har fokus på portvin og sidste år udkom i fjerde udgave. Efter min mening en af de bedste bøger overhovedet om emnet. Han har også skrevet en indsigtsfuld bog om ”Madeira” samt et par generelt om portugisisk vin.


Bøgerne om portvin og madeira er begge udkommet i den udmærkede vinserie, The Infinite Ideas Classic Wine Library, som kommer langt omkring geografisk. Her er bogen ”Wines of Portugal” netop udkommet som en form for opdatering af Richard Maysons tidligere bøger ”Portugal´s Wines & Winemakers” fra 1992 og ”The Wines and Vineyards of Portugal” fra 2003. Og lad det være sagt med et samme. Det var tiltrængt med en ny bog, da udviklingen i portugisisk vin er gået meget stærkt de sidste årtier.

”Wines of Portugal” er en glimrende bog, som giver et godt overblik over portugisisk vin historisk set, de mange druesorter og de forskellige vinregioners karakteristika. Den er brugbar både til at blive læst fra ende til anden og efterfølgende som opslagsværk om regioner, druesorter eller producenter.

Det indledende historiske kapitel er fyldigt og sammenkæder på bedste vis landets politiske og økonomiske udvikling med udviklingen indenfor dyrkning og fremstilling af vin. Den store historie og den lille historie er i fin dialog. Noget er selvfølgelig gentagelser fra tilsvarende afsnit i bøgerne om portvin og madeira, da hedvinene jo spiller en stor rolle for Portugal som vinnation, men sådan må det være. Til gengæld er egentlig omtale af portvin og madeira næsten udeladt, da de to vintyper jo har deres egne anbefalelsesværdige bøger.

Som et nyt aspekt i forhold til de andre bøger bygger ”The Wines of Portugal” også på egne erfaringer. I 2004 købte Richard Mayson Quinta do Centro i underregionen Portalegre i Alentejo, men efter nogle år måtte han sande, at det krævede fuld opmærksomhed, hvorfor han i 2018 solgte vingården til Sogrape.




Afsnittet om druesorter er grundigt og fyldigt med glimrende beskrivelser, som fint rammer druernes karakteristika. Han har udvalgt alle de væsentligste af de mere end 340 forskellige druesorter, som IVV (Instituto da Vinha e do Vinho) oplister. Man kunne måske ønske sig, at de ikke var listet efter kvantitet, men også vægtet efter kvalitet.  Blandt de hvide skal man f.eks. et stykke ind i oversigten over ”andre hvide sorter”, før man når til en så væsentlig drue som Encruzado, der gemmer sig mellem langt mere ukendte navne som Douradinha og Escana Cão.

Efter således at have sorterne på plads følger de forskellige regioner – såvel DOC-regioner som Vinho Regional (IGP) – opdelt i fire hovedområder:

Altantic Wines fra Vinho Verde i nord, over Bairrada og Lisboa til Algarve – den sidste dog ofte også karakteriseret som værende med Middelhavs-klima, selv om den jo faktisk ikke ligger ved Middelhavet.

Mountain Wines med det indre af den nordlige del af landet herunder de vigtige regioner Douro og Dão.

Wines of the Plains – altså slettelandet som udgøres af især Tejo og Alentejo.

Island Wines, som omfatter Madeira og Azorerne, som begge dog får meget korte omtaler. Produktionen er nu heller ikke stor, men dog voksende, og især vine fra Azorerne har de senere år vundet hæder – og det ganske fortjent.

Man vil altid kunne diskutere valget af producenter, som portrætteres i de forskellige regioner. Som Mayson skriver i indledningen, er det hans personlige valg, og producenterne er ”chosen because of what they are doing now, due to their contribution to history, or both.” Ud over de beskrevne følger dog for hver region en lille liste over andre producenter, som det også er værd at lægge mærke til.

Listen er sådan set udmærket, men dog også lidt ”konservativ”, idet der hovedsagelig er tale om mere etablerede producenter og i langt mindre grad om nye spændende navne, men det kan jo skyldes dels en skæven til tilgængeligheden på det engelske marked eller dels et ønske om, at nye navne lige skal have tid til at etablere sig på sigt.

Blandt nyere navne, jeg personligt kan savne, er f.eks. Quinta de Santiago i Vinho Verde, Quinta de Ventozelo i Douro og Pedro Marques og hans Vale da Capucha i Lisboa, ligesom Herdade do Rocim i Alentejo havde fortjent ikke kun at blive nævnt ved navn.

En ros for måden vine omtales på. Der nævnes såvel topvine som entry-level og med få ord får forfatteren karakteriseret vinene uden, at der er tale om egentlige noter, som risikerer at blive forældet efter få år.

Bogens sidste kapitler handler om rosévin og espumante – Portugals mousserende vin. Det sidste er fint, men måske kunne rosévinen lige så godt indgå på lige fod med hvidvin og rødvin. Samtidig har kapitlet stort set kun fokus på de to store kommercielle brands, Mateus og Lancers, fra henholdsvis Sogrape og José Maria da Fonseca, mens andre kun omtales i noteform. De er betydningsfulde, hvad angår volumen og indtjening, og derfor værd at berette om. Men som i så mange andre vinlande bliver der faktisk i dag lavet meget god og seriøs rosévin i Portugal, så her kunne der være udbygget lidt.

Afslutningsvis følger et mere omfattende register over druesorter, en ordliste og en fyldigt stikordsregister – altså sammen udmærket, når bogen også skal bruges som opslagsværk.

Alt i alt en væsentlig bog om portugisisk vin, som bør være at finde i ethvert fyldigt vinbibliotek. Set med danske øjne kunne man ønske sig, at portvinens store popularitet og udbredelse fik flere og flere til at få øjnene op for de store kvaliteter i portugisisk vin.

 

Richard Mayson: The Wines of Portugal. Infinite Ideas 2020, 356 sider.

Bogen kan bestilles via forfatterens hjemmeside.

lørdag den 2. januar 2021

Farvel til manden i og fra byen

Ved nytår sagde vi farvel til 2020 og bød velkommen til 2021, som forhåbentligt vil blive et bedre år. Men begyndelsen var nu trist, da allerede årets første dag bragte meddelelse om, at Portugal havde mistet en af sine største fadostemmer. Carlos do Carmo døde på Hospital de Santa Maria i Lissabon den 1. januar – kort tid efter sin 81 års fødselsdag.




Overskriftens ”manden i byen” refererer til hans vel nok mest kendte album ”Um Homem na Cidade”, som udkom i 1977, og hvor Carlos do Carmo sang tekster om Lissabon skrevet af digteren José Carlos Ary dos Santos. Titelsangen blev lidt af en signatursang for ham, og såvel den som hele albummet var en indirekte hyldest til den nyvundne frihed efter Nellikerevolutionen i 1974. ”Eu sou um homem na cidade, que manhã cedo acorda e canta, e por amar a liberdade, com a cidade se levanta”, som omkvædet lød. Fadoen var ellers sendt til hjørne efter revolutionen sammen med så meget andet, der kunne forbindes med det gamle styre. Og jo, Estado Novo brugte fadoen politisk, akkurat som der også gennem historien er sunget revolutionære og anarkistiske fadosange. Så heldigvis blev musikformen populær igen, da det hele kom lidt på afstand, hvilket Carlos do Carmo selv var en medvirkende årsag til.




Carlos do Carmo blev så at sige født ind i fadoverdenen, men prøvede dog at undvige, da han som ung studerede sprog og hotelmanagement i Schweitz. Han blev født den 21. december 1939, og moderen var den kendte fadosangerinde Lucília do Carmo, med hvem han i 1974 udsendte pladen ”Fado Lisboa – An Evening at the Faia". Forældrene havde i 1947 etableret fadohuset ”Adega da Lucília”, som senere tog navneforandring til ”O Faia”, og som man kan besøge i Bairro Alto den dag i dag. Da faderen døde i 1962 vendte Carlos do Carmo hjem til Lissabon for at overtage administrationen af fadohuset.




Hans egen pladedebut fandt sted i 1964, og karrieren tog for alvor fat i 70´erne. I 1976 repræsenterede han sågar Portugal ved det Europæiske Melodi Grand Prix, hvor han sang ”Uma flor de verde pinho”. Det store succesalbum ”Um Homem na Cidade”, som var en stor hyldest til livet i Lissabon, blev senere efterfulgt af albummet ”Um Homem no País” med sange fra de forskellige regioner i Portugal, ligesom en film og et opsamlingsalbum har båret titlen ”Um Homem no Mundo”, hvilket også var titlen på en stor udstilling, som Museo de Fado stod for i 2003. For ja, nok er fadoen født og opvokset i Lissabon, og nok leverer den så at sige byens musikalske udtryk. Men fadoen har samtidig ladet sig influere af og selv spredt tråde ud i hele landet og i verden. Den er også global.

Carlos do Carmos lange karriere blev indstillet i 2019, hvor han annoncerede, at han trak sig tilbage fra scenen. Inden da havde han optrådt med yngre kolleger som Mariza og Camané, ligesom han tog aktivt del i kampagnen, der i 2011 førte til, at fadoen blev godkendt af UNESCO som kulturel verdensarv. Han fik da også lov til at synge sin signatursang i spanske Carlos Sauras flotte film Fados fra 2007, hvorfra det øverste foto er hentet.

Carlos do Carmos betydning for fadoen kan næppe overvurderes, og han vil blive savnet. Æret været hans minde.