søndag den 20. februar 2011

Ramos Pinto

Ugen bød på stor smagning af Ramos Pinto i Den Fynske Portvinsklub. Ramos er nok mit favorithus blandt de mange store porvinshuse. Ikke fordi det er det bedste, selv om det da laver udmærkede vintagevine og meget spændende årgangstawnys. Men fordi firmaets historie og profil interesserer mig.
Ramos Pinto hviler historisk set på to store søjler, vinproduktion og kultur, som winemaker João Nicolau de Almeida forklarede mig det for snart et par år siden. Samme med klubben var jeg inviteret til frokost på Quinta da Ervamoira i den fjerne ende af Douro-dalen eller rettere i Côa-dalen tæt ved grænsen til Spanien. Ramos Pinto købte ejendommen i 1974, da de tidligere ejere efter revolutionen endelig gerne ville skille sig af med ødegården midt i det golde skifferlandskab. Nu ligger den som en smuk, grøn oase langt fra byer og asfalterede veje og i et område, der i dag er fredet, da det på grund af fund fra stenalderen og romertiden er erklæret for arkæologisk nationalpark. Dermed blev en plan om et stort dæmningsprojekt, som ville oversvømme hele dalen, for evigt skrinlagt til stor glæde for portvinshuset, der som tak indrettede en museum på stedet. Og det var helt i firmaets ånd.
Ramos Pinto blev stiftet af den godt 20-årige kunstner Adriano Ramos Pinto i 1880 med henblik på at erobre det brasilianske marked. Det lykkedes snart, både fordi han valgte at eksportere bedre portvin end konkurrenterne, men også som resultat af en effektiv markedsføring, hvor ikke mindst de mange flotte kunstplakater spillede en stor rolle. Det var da faktisk også en af disse, der i sin tid førte mig på sporet af Ramos Pinto, nemlig den berømte ”Kysset” med de to ansigter, hvis læber kun adskilles af en lille glas portvin, som en amorfigur holder op. Under en vinsmagning for mange år siden, fik jeg udleveret en pose med dette motiv til alle mine papirer og reklamebrochurer. Den var flot, og den blev gemt. Og den førte til et nærmere studie af såvel husets historie, de mange plakater og selvfølgelig også portvinen selv.
Smagningen forleden bød på 12 forskellige vintageårgange fra 1924 til 2004 og det med både højdepunkter og rene skæverter. Aftenens samlede vinder blev år 1955, en mørk rødbrun sag med stor kraft. Min egen favorit var fra det gode år 1970, som fik en samlet andenplads. Kraftigt smagende med nuancer af mandler og marcipan og en lang blivende eftersmag. Tredjepladsen gik til den gamle vin fra 1935, som faktisk stadig var levende og vital. Den var helt lys og ikke så kraftig med lidt karamelsmag. At en så gammel vin stadig kan have en nutid og måske en fremtid er herligt.
Endelig var jeg også meget glad for årgang 1994, som var en specialitet, da der var tale om en single quinta vintage fra netop Ervamoira. En meget kraftig sag, som stadig kan og vil udvikle sig, selv om den nok ikke er langtidsholdbar som 1970 eller 1935. Samlet fik den en femteplads, så det var åbenbart ikke kun mig, der holdt af dens ungdommelige kraft.