søndag den 30. april 2017

Vine fra Álvaro de Castro

Mit andet besøg i Dão gjaldt en anden mester, når vi taler om kunsten at lave vin i denne region, Álvaro de Castro. I 1980 arvede Álvaro de Castro den familieejede ejendom Quinta da Pellada, der sammen med Quinta de Saes leverer vinmarker og dermed druer til hans vine. Pellada ligger lige for foden af Sierra de Estrela – og som det gælder de fleste vingårde i Dão er der i modsætning til i Alentejo ikke de store skilte, der viser én på vej, så jeg måtte spørge et par gange, inden jeg fandt stedet.


En tur ud i markerne viste igen det barske landskab med granit og marmorblokke strittende op mellem markerne – betingelser som føder de dejlige Dão-vine. Vinmarkerne er tilplantet med både enkeltdruer og med vinhas velhas, som er blandende druesorter i samme mark – 12 forskellige hvide og 18 forskellige røde sorter. Et værre rod, som dog giver fremragende materiale til gode vine – både på grund af vinstokkenes alder og på grund af et ofte unikt blend. Når en vinplante dør, bliver den da også erstattet af akkurat samme sort og samme klon, så det særlige ”field-blend” forbliver det samme.


Derefter blev det til en fin smagning på verandaen foran et lille gæstehus på ejendommen. Álvaro de Castro bruger ikke meget fadlagring, da han ikke ønsker at camouflere frugten bag træ og fad. Helt fint for en som mig, som ikke er til overdrevet fadpræg. 


Smagningen omfattede vine fra begge ejendomme:
Quinta de Saes Rosé 2016: Lavet på et blend af Alfrocheiro, Tinta Roriz, lidt Baga og Cabernet Sauvignon. Meget lys rosé, let perlende lige efter opskænkning. Blomster og andre vegetale noter samt lidt grøn peber. Let og frisk, men med fin smag, lav alkohol.
Quinta de Saes Reserva Branco 2014: Blend af Encruzado, Bical og Cercial, uden fadlagring. Frisk duft med vegetale noter som asparges, men også lidt tropisk frugt. Mineralsk, frisk og elegant, men måske lidt kort.
Quinta da Pellada Primus 2014: Blend direkte fra marken fra gammel vinhas velhas med især Encruzado. Lagret på ståltank og på lidt egetræsfad til sidst. Meget intens i næsen med citrus, æble og lidt banan. Flot frugt, men også salt og mineraler og ok med syre. En kompleks vin med flot struktur.
Quinta de Saes Tinto 2014: Et blend af Alfrocheiro, Jaen, Touriga Nacional og Tinta Roriz. Rubinrød, men ikke så intens. Fin duft af kirsebær og andre røde bær. Frisk med god frugt og godt med syre samt bløde tanniner. Lidt som en ung Bourgogne.
Quinta de Saes Tinto Reserva 2013: Lavt halvt på vinhas velhas og halvt på andre druer. Fin rubin. Mere elegant i næsen med røde bær, viol og florale noter. Godt med frugt, fin struktur og bløde tanniner.
Quinta da Pellada 2012: Lavet på vinhas velhas, herunder Touriga Nacional og Tinta Roriz, lagret to år på fad og to år på flaske. Rubinrød, ikke så intens i farven. Duft af ren frugt og røde bær. En elegant vin i flot balance og med bløde tanniner.
Quinta da Pellada Carrosel 2011: 100 % Touriga Nacional fra gamle vinmarker med op mod 20 forskellige kloner. Og skulle man være i tvivl om, at den druesort kan levere god kvalitet som enkeltdruevin, fjerner Carrosel al skepsis. Mørkere og mere intens i farven. Mørke bær og violer i næsen. Rig på frugt, men med stor elegance og flot struktur. Bløde, indsmigrende og meget bløde og integrerede tanniner. Lang, let krydret eftersmag. En virkelig topvin fra en stor producent. Og skal jeg være ærlig, er det den bedste Touriga Nacional, jeg nogensinde har smagt.



Vinene fra Quinta de Saes fås hos Portugisisk Vinkælder. Læs mere om Quinta da Pellada her.

Carlos Lucas og Magnum

Sammenligningen bliver ved med at dukke op – både i glassene og i de samtaler jeg har. Dão er Portugals Bourgogne, og ligheden gælder både hvad angår hvidvin og rødvin.


Efter nogle dage i Alentejo kørte jeg nordpå over Coimbra mod Viseu. Næste region, som jeg skal portrættere til Din Vinguide er Dão, hvor jeg havde planlagt tre besøg. Det første sted var Quinta do Ribeira Santo og Winemagnum hos winemaker Carlos Lucas, som tidligere har været drivkraft hos Dão Sul, men nu har sit eget. Her blev jeg budt velkommen af en gammel bekendt, nemlig Sonia Figueira Calheiros, som har arbejdet i 10 år hos Sogevinus, og som jeg derfor har mødt adskillige gange i portvinssammenhæng. 
Landskabet i Dão er meget anderledes end Alentejos store åbne vidder. Regionen ligger skjult på et plateau mellem tre bjergkæder og derfor i læ for diverse vinde. Det er meget kuperet og med en del skove og granitklipper. Vinmarkerne er små og ligger spredt mellem skove og klipper, hvorfor produktionen også er anderledes lille.


Winemagnum blev etableret i 2011 og omfatter Quinta do Ribeira Santo i Dão, Baton i Douro og Maria Mora i Alentejo. Efter ankomst til førstnævnte gik vi direkte i vinkælderen, hvor Carlos Lucas venligt bød på forskellige fadprøver. Han kalder sig selv for en ”architect of wine”, da han hele tiden tænker på at gå nye veje og eksperimentere med fremstillingen og lagringen. Eller som han også udtrykte det, er han både til rock, pop og jazz – og fremstiller i dag vin for egen fornøjelses skyld.


Vi smagte forskelle fadprøver af et blend af Encruzado, Arinto og Sercial, som senere vil blive brugt til det endelig blend. Carlos Lucas fortalte, at han i dag har mest fokus på hvidvin, selv om produktionen stadig er nogenlunde halvt af hver. ”Hvid er en større udfordring med store forskelle. Rødvin er mere simpelt at lave”, fortalte han.
Vi prøvede også en 100 % Encruzado, som ikke havde været på fad, men ståltank. Meget lys i forhold til de strågule og fadlagrede af slagsen. Og endelig en fadprøve på en ren Pinot Noir vin – endnu en eksperiment fra hans hånd.
I laboratoriet og smagerummet ovenpå smage vi efterfølgende disse vine:
Ribeira Santo Escola Branco 2007: Blend af Encruzado og Sercial. Flot gylden farve. Moden pære, citrus, blomster og lidt eksotiske noter næsen. Fyldig og moden i munden med præg af lagringen.


Automatic Branco 2016: Økologisk vin, men dog (endnu) uden certifikat, lavet på Encruzado. Meget lys med ren frugtsmag og uden fadnoter.
Encruzado 2016: Enkeltdruevin ligeledes på den førende hvidvinssort i Dão. Lagret halvt på ståltank og halvt på fad. Grøngul med lemon og florale noter i næsen. Frisk og fyldig i munden, tør, let krydret, mineralsk og flot balanceret med syre.
Vinho da Neve 2014: Lavet på en blend af Encruzado og Sercial (10 %) fra en særlig vinmark med udsigt til Sierra Estrella, hvor der gerne er sne (neve) på toppen. Frisk og mineralsk, men også med intenst frugtpræg. Flot syre og struktur, lidt krydret. En stor vin.


Ribeira Santo Reserva Tinto 2013: Rubin. Godt med frugt og fylde, mineralsk og med diskret fadpræg samt tanniner. Krydret fin hale. 
Ribeira Santo Touriga Nacional 2013: Laves kun i de bedste år. Flot og ekspressiv næse med de typiske karaktertræk som mørke bær og violer. Stadig meget rå, har brug for tid.
Vinha Neve Tinto 2012: Dyb rubin med bær og florale noter i næsen. Mineralsk, elegant, balanceret og med bløde tanniner. En stor og flot vin.
Ribeira Santo Automatic Tinto 2014: Økologisk med solbær, hyldebær og florale noter i næsen.


Et lærerigt besøg og en god introduktion til de muligheder råmaterialet og druesorterne giver – og dertil såvel et rart nyt bekendtskab med Carlos Lucas og et altid dejligt gensyn med Sonia. Efter smagningen og et god gang bacalhau til frokost med pasteis de nata og egen portvin til dessert, gik turen videre til næste producent.
Læs mere om Magnum her.


lørdag den 29. april 2017

Orange vin hos Roquevale

På vej hjem fra Herdade de Mouchão kørte jeg over Redondo for at gøre et kort stop hos Roquevale. Firmaet blev grundlagt i 1989 og er en af de større, som bl.a. producerer meget vin på 3 liters kartoner. Men de laver selvfølgelig også vin på flaske og i højere kvalitet, men stadig til meget rimelige priser. Deres primære markeder er Portugal, Brasilien og Macão.


Jeg blev budt velkommen af Frederico Rosa, som bl.a. står for kvalitetskontrollen hos Roquevale. Han viste mig de store produktionsfaciliteter, som var helt anderledes end besøget tidligere på dagen. Her er der ingen granitkar, men store tanke og flere flaskebånd.
Efterfølgende fik jeg en lille smagning med to hvide og to røde:
Roquevale Reserva Branco 2014: Blend af Fernão Pires, Roupeiro og Arinto. Flot strågul. Citrus, frugt, blomster og lidt smør i næsen. Noter fra træ, men ikke lagret på fade. Frisk og fyldig med ok syre og lang fin hale.
Branco de Curtimenta 2015: Fermenteret med skind og derfor gulorange i farven. Ifølge Frederico er der kun få producenter i Portugal, der har forsøgt sig med orangevin, og han kendte ikke andre i Alentejo. Fersken i næsen. Fyldig struktur med god frugt, taktil fornemmelse i munden. God balance mellem friskhed og frugt og en spændende eftersmag.


Tinto da Talha 2016: Vin i stil med de amforalagrede vine, men fremstillet på anden vis. Rubinrød, ikke så intens i farven. Syrnede kirsebær, mineralitet og jord i næsen. Fint med frugt, godt med syre.
Grande Reserva 2009: Blend af Aragonez, Alicante Bouschet og Tinta Caiada. Dyb rubin, næsten uigennemsigtig. Flot næse med mørke, modne bær. Ikke overdrevet fadkarakter efter 24 måneder på brugte fade. Modne kirsebær, bløde tannier og ok balancerende syre. Fin lang hale. Er fin til prisen. Kan drikkes nu, men også lagret.



Læs mere her. Vinene importeres af upportugal.dk

fredag den 28. april 2017

Herdade de Mouchão og Alicante Bouschet

Alentejo er den vinregion i Portugal, som har gjort det mest i internationale druesorter ved siden af de portugisiske. Cabernet Sauvignon og Syrah, ja sågar Pinot Noir. Og så er der Alicante Bouschet, som er en krydsning af de franske sorter Petit Bouschet og Grenache. Druen var tidligere meget udbredt i Frankrig, men har nu fundet sit andet hjem i netop Alentejo, hvor klimaet synes at være ideelt til den tykskindede druesort, som giver meget farve, men også kan virke rustik, hvis den ikke blødgøres af andre sorter, fadlagring eller tid.


En producent, som har stor succes med Alicante Bouschet, er Herdade de Mouchão ved Casa Branca, nær Estremoz. Vingården har 41 hektar vinmarker, som selvfølgelig også byder på andre sorter så som Trincadeira, Aragonês. Touriga Nacional, Touriga Franca og Syrah blandt de røde og Antão Vaz, Arinto og Perrum blandt de hvide. Men halvdelen af de røde druer udgøres af Alicante Bouschet.


Da jeg forleden besøgte Herdade de Mouchão blev jeg budt velkommen og vist rundt af Iain Reynolds Richardson, som står i spidsen af den familieejede ejendom. Den første Reynolds, Thomas Reynolds ankom til Alentejo fra Porto først i 1800-tallet og tre generationer senere blev ejendommen købt af hans barnebarn. Oprindeligt blev der kun produceret kork, men siden blev der også plantet vin. I dag produceret der stadig kork, ligesom der avles får og laves vin.


Efter en tur i marken og vineriet med åbne lagares og store og små træfade linede Iain op til en god smagning, som omfattede såvel bordvine som et par hedvine i stil med portvin. 


Følgende vine, som i øvrigt fodpresses på traditionel vis, blev smagt:
Dom Rafael White 2015: Blend af især Arinto og Antão Vaz, navngivet efter en af forfædrene. Gulgrøn. Citrus og lidt ananas i næsen. God frisk frugt, fyldig og med fin syre. Ikke en kompleks vin, men et fint glas.
Dom Rafael White 2016: Ung. Duft af citronskal og florale noter samt igen lidt ananas. Fin syre og frugt og med lang hale.
Dom Rafael Red 2014: Husets andenvin lavet på et blend af Trincadeira, Aragonês, Castelão, Syrah og lidt Alicante Bouschet. 12-18 måneder på fad, men kun en del af tiden på nye fade. Mørk rubin med lilla kant, ikke så intens. Fin næse med godt med frugt, kirsebær og lidt florale noter. Lidt fadpræg, bløde tanniner, fin syre og en krydret hale.
Ponte das Canas 2013: Lanceret første gang i 2004, som en vin i lidt mere moderne stil. Blend af Touriga Nacional, Touriga Franca og Syrah. Mørk rubin. Violer, brombær og andre mørke bær i næsen, God krop, krydret, stadig med en del bid og lidt rå, men ikke afskrækkende tanniner.
Mouchão 2011: Primært lavet på Alicante Bouschet, men også med 15 % Trincadeira. Tilbringer 24 måneder på store fade og derefter endnu 2-3 år på flaske før frigivelse for at give Alicante Bouscheten tid til at modnes lidt. Dyb, mørk rubin. næse med bær, florale noter, mynte og eukalyptus. Bær, mørkere tonere og mineralitet, pænt med tanniner. Flot struktur og godt med bid. Et fint balanceret.og spændende glas, som kan drikkes nu, men har også gode år foran sig.
Mouchão Tonel nr. 3-4 2011: Laves kun i store år. 100 % Alicante Bouschet. Dyb rubin, mørk og næsten uigennemsigtig. Ikke så ekspressiv i næsen, men med bær, eukalyptus og lavendel. Lidt af en monstervin med 15½ % alkohol. Kraftig og rå, men også kompleks. Kraftige tanniner, har nok brug for fem år mere.


Vinho Licoroso 2011: Sød dessertvin, som kan minde lidt om oversøiske forsøg ud i hedvin lavet som portvin. Lagret på store fade i mindst fire år. Sød og velsmagende.
Efterfølgende smagte jeg også en fadprøve på en kommende hedvin, som lå meget tæt op af en rigtig portvin i såvel smag som struktur. Det skal blive spændende at følge forsøget.
En god smagning gennem det meste af repertoiret og et dejligt møde med Iain. Dom Rafael er et fint indgangslevel, men tyngden og husets kendetegn er de to vine på Alicante Bouschet.



Læs mere om Herdade de Mouchão her. Vinene importeres af VinoGaudium

torsdag den 27. april 2017

Storhed med kvalitet hos Esporão

Defesa, Monte Velho, Esporão Reserva, Private Selection, Colheita. Alene rækken af navne signalerer volumen. Herdade de Esporão er da også en af Portugals største vinproducenter, og står man på terrassen ved deres restaurant og kigger ud over Alentejos vidder, er der vinmarker og oliventræer til alle sider. 576 hektar vinmarker og 40.000 besøgende hvert år.


Men heldigvis behøver kvantitet og kvalitet ikke at være modsætninger – og det er de ikke i tilfældet Esporão. Det vidste jeg i forvejen, da jeg altid har flasker liggende i reolen, og det samme indtryk fik jeg efter en smagning på stedet i går i deres lille atriumgård.
Esporão var første stop på min lille rundtur i Alentejo og Dão, hvor jeg samler indtryk og besøger vinproducenter med henblik på artikler i Din Vinguide. Jeg blev vist rundt af winemaker Sandra Alves, der sammen med chefwinemaker David Baverstock står bag vinene. 


Vi så produktionsfaciliteterne, den gamle store kælder og udstillingen med billeder, som har været anvendt til etiketter på nogle af vinene. 


Og inden da smagte vi os igennem en længere række af vine:


Monte Velho Branco 2016: Et blend af grønne druer og især Antão Vaz, Roupeiro og den mere sjældne Perrum. Gulgrøn med fin frugt. Let eksotisk i næsen, fin fyldig i munden og med fin balancerende syre.
Verdelho 2016: Lys grøngul med duft af mandarin, citrus og lidt melon. God friskhed, men ikke så fyldig.
Esporão Colheita 2016: Lys grøngul, organisk, fermenteret delvist i stål og cementanke. Citrus og ananas i næsen (Antão Vaz). Mineralsk, god friskhed og en meget flot afslutning.
Esporão Reserva 2015: Blend af Roupeiro, Arinto og Antão Vaz. Strågul. Kraftig duft af moden pære og mere eksotiske frugter. Fyldig med god cremet struktur. Tydeligt fadpræg, men ikke overdrevet. 30 % lagret på ny fransk eg, resten i ståltanke. Krydret og flot.


Vinha de Talha 2015: Lavet på druesorten Moreto og fermenteret på gammeldags vis i store amfora krukker. Rubin og medium intens. Duft af kirsebær og andre røde bær. Syrnede kirsebær, mineralsk og jordpræget, godt med bid. Spændende, men har brug for mad.
Monte Velho Tinto 2016: Blend af Aragonez, Touriga Nacional, Trincadeira og Syrah. Rubinrød. Kirsebær og andre mørke bær i næsen. Let frugtig og ligefrem.
Esporão Colheita 2015, Tinto: Rubin, mørk. Moden frugt og mineralitet. Pænt med tanniner.
Esporão Reserva 2014,Tinto: Blend af Aragonez, Trincadeira og lidt Cabernet Sauvignon. Som altid flot og velsmagende og fint balanceret med tydeligt, men ikke overdrevet fadpræg.
Aragonez 2013: Enkeltdruevin. Mørk rubin med lilla kant. Brombær og solbær i næsen, men også florale noter. Cremet i munden med god fylde og bløde tanniner.
Alicante Bouschet 2013: Druen siges at have de bedste betingelser i Alentejo. Mørk rubin med lilla kant. Mørke bær i næsen. Fin frisk frugt, men meget hård og rustik. Har brug for tid til at modnes.
Private Selection 2013: Blend af druer, bl.a. Aragonez. Mørk rubin. Flot og meget ekspressiv duft af mørke bær og krydderier. Flot frugt og i god balance. Bløde tanniner. Vinificeret og fodpresset i lagar – åbne kar. En stor og flot vin.



En flot smagning i godt selskab. Og på vejen derfra gjorde jeg selvfølgelig lige stop ved det gamle tårn, som var et led i forsvaret vendt mod Spanien tæt ved.

tirsdag den 25. april 2017

Atelier-Museu Júlio Pomar

For en del år siden faldt jeg pladask for maleren Júlio Pomar. Det har jeg bl.a. skrevet om i min bog ”Mit andet hjemland”. Siden har jeg også mødt ham, da jeg var til åbningen af en stor udstilling af hans fadoinspirerede malerier må fadomuseet i Lissabon.


Derfor har jeg også længe gerne villet besøge Atelier-Museu Júlio Pomar i Rua do Vale i Lissabon. Oprindeligt var det faktisk meningen, at stedet også skulle fungere som hans atelier, men indretningen ved arkitekten Álvaro Siza Vieira trak lidt ud. I stedet er det nu blevet et udstillingssted, som dels viser værker af Júlio Pomar fra stedets egen samling, dels viser dialogudstillinger med unge samtidskunstnere og dels fungerer som debat- og mødested for billedkunst.


Jeg havde håbet at se flere værker af ham selv, men den aktuelle særudstilling bød nu også på flere interessante værker – ikke mindst i form af João Pedro Vales gigantiske skæve fyrtårn i sand og jern.
Et par enkelte værker af mesteren selv var der dog selvfølgelig. Og det ene, ”Almoco do Trolha” (Murerens frokost) bød også på en god historie. Billedet stammer fra Pomars neorealistiske periode og er skabt i 1946, men blev i første omgang ikke malet færdig. I mellemtiden blev Júlio Pomar arresteret og fængslet i Forte de Caxias, hvor også den senere premierminister og præsident Mário Soares sad. Flere af Pomars værker blev ligeledes beslaglagt af Salazar-styret. Værket blev første gjort færdigt i 1950.


Maleriet viser den fattige murer sammen med sin hustru og deres barn i gang med deres beskedne frokost. Mandens hænder og fødder er malet store for at understrege, at han er håndværker og bruger sig krop til at skabe sig en beskeden tilværelse. En neorealistisk arbejderhelt.
Jeg vender helt sikkert tilbage til stedet en anden gang og gerne, når de viser flere værker fra samlingen.
Læs mere her.


Romariz i København

Når man er på vej til Portugal for at skulle besøge vingårde i Alentejo og Dão og skal flyve tidligt fra Kastrup, kan man jo lige som godt bruge aftenen før til noget fornuftigt. Da københavnske ”Portvinsklubben af 1981” havde smagning af Romariz Vintage, fik jeg lov til at deltage som gæst. Klubben er landets ældste af slagsen – min egen fynske The Vintage Port Club blev f.eks. først etableret i 1989.


Smagningen blev afholdt i Frederiksberg Medborgerhus og omfattede syv forskellige vine spændende fra 1985 til 2009. Romariz var tidligere større på det danske marked, men er nu sjældent set, ligesom ejerne siden 1987, Fladgate Partnership, ikke kan siges at gøre det store ud af mærket i dag. De synes at koncentrere sig om flagskibene Taylor, Fonseca og Croft. Det skal derfor blive spændende at følge den seneste erhvervelse, det hædersfulde Tawny- og Colheitahus Krohn´s. Man kan vel desværre ikke helt lade være med at frygte, at det vil lide samme skæbne som Romariz, som i øvrigt blev stiftet tilbage i 1850 af Manoel da Rocha Romariz.


Følgende vine blev smagt:
Vintage 1985: Rødbrun, lys tawnyagtig, uklar. En noget fæl lugt af acetone og oxidering, som dog aftog lidt og afslørede røde bær. Meget spinkel, tawnyagtig og uden den store saft og kraft. Har ikke mere at give af og burde være drukket for adskillige år siden.
Vintage 1991: Mørk rødbrun, aldret. Duft af modne frugter og mørke bær, men ikke så ekspressiv. Måske lidt tynd på frugt, men faktisk i ok balance og med godkendt eftersmag. Udviklede sig positivt, da den fik lidt tid i glasset.
Vintage 1994: Rubin med brunlig kant. Let oxideret med lidt duft af våd karklud, men det aftog heldigvis. God kraft med bløde, men stadig tilstedeværende tanniner, pebret og krydret. En ok glas, som dog mangler lidt finesse.
Vintage 1997: Rubin med brunlig, lys kant, ikke så intens. Lidt sur i næsen med syrnede kirsebær. Kirsebær og røde bær i smagen, en noget skarp og pebret hale. Lidt kedelig og mangler såvel frugt som tanniner til et langt liv.
Vintage 2000: Rubin med lidt lys kant. Mørke bær i næsen, brombær og hyldebær, men også lidt chokolade. Fint i balance med frisk frugt og lang pebret eftersmag. Et ok glas, men også lidt enstrenget og uden finesser.
Vintage 2007: Dyb rubin med lilla kant, intens og ungdommelig. Hyldebær og frugt i næsen. Godt med frisk frugt, fint med syre, krydret med bløde tanniner. Lidt vel ligefrem og enstrenget.
Vintage 2009: Mørk rubin med lilla kant. Duft af ribena, lidt kirsebær og hyldebær. Godt med ren frugt og pænt med bid, lidt vel pebret og sprittet. Ukompliceret, har brug for mere tid, men ikke med det store potentiale.

Vinene blev serveret semiblindt. Den største positive overraskelse fra min side af var nok, at 1991 stadig holdt sig og efter min mening var blandt aftenens bedste vine (sammen med 1994 og 2000). Vintage fra Romariz er ukomplicerede, men så afgjort da drikkelige. Smagsmæssigt var det ikke den helt store oplevelse, men det er prisværdigt, at der også bliver sat fokus på mindre kendte huse. Og så fik jeg da selvfølgelig en god snak med flere bekendte fra Portvinsklubben af 1981.