onsdag den 11. februar 2015

Sandeman med Sandeman

Årets Winemakers Dinner i The Vintage Port Club havde besøg af selveste Mr. George Sandeman. Og med det navn er der nok ikke mange, som er i tvivl om, hvad der blev smagt. Der var såvel Sandeman Vintage og Vau Vintage som Tawny med alder på programmet, og ved den efterfølgende middag – flot kreeret af holdet på restaurant Kok & Vin i Odense – blev der smagt endnu et par portvine samt vine fra Sogrape-koncernen, som ejer Sandeman.


Portvinshuset blev grundlagt i 1790, da skotten George Sandeman lånte 300 pund af sin far og etablerede sig som vinhandler i London og importør af portvin. Siden ekspanderede firmaet, og i 1811 indrettede det sig i den store arkadebygning ved torvet i Vila Nova de Gaia. I 1928 tegnede kunstneren George Massiot Brown den kendte Sandeman Don til en reklame, og figuren blev siden firmaets logo. Don´en bærer de portugisiske studenters kappe og en spansk caballero hat, da firmaet også producerer sherry. Hvor sherry tidligere udgjorde en større andel af produktionen end portvinen, er det i dag omvendt, fortalte George Sandeman under smagningen i fredags.
George er syvende generation af Sandeman-familien og står i spidsen for firmaet, som dog ikke længere ejes af familien. I 1980 overtog spirituskoncernen Seagram ejerskabet, og fra og med 2001 har huset altså været en del af Sogrape, som også ejer portvinshusene Ferreira og Offley samt en række producenter og vingårde, der laver bordvin heriblandt det kendte varemærke Mateus, som stadig sikrer koncernen en god indtjening.
George Sandeman indrømmer selv, at der i en periode i især 80´erne var for meget fokus på volumen og for lidt på kvalitet. Dette har sikkert været medvirkende til, at huset har haft et mindre godt ry i portvinskredse herhjemme, hvilket ikke er helt retfærdigt. Deres Tawny med alder har altid været udmærket, ligesom kvaliteten af deres Vintage tidligere var og nu igen er ganske høj. Dette skyldes såvel et skift i fokus som ansættelsen af chefwinemaker Luis de Sottomayor. Jeg har smagt deres Vintage 2011 flere gange, og den er meget potent og flot. 2011 var dog ikke med på denne smagning, men det var til gengæld en lang række andre vine af stor kvalitet.


Følgende vine blev smagt i nævnte rækkefølge:
Sandeman Vintage 2000: Mørk rubin med god frugt, modne kirsebær og lidt cigarkasse. En fin smag med god balanceret syre og frugt samt en fin pebret hale. Bløde tanniner, men stadig med kraft til at udvikle sig.
Sandeman Vintage 1994: Præsterede bedre end ved klubbens 1994 smagning nyligt. Rød med brun kant. Først lidt mælket i næsen, men også kirsebær og andre røde bær. Fin moden og i god balance, men ikke så kompleks.
Sandeman Vintage 1982: Her var den ene flaske desværre med fejl. Men ellers lys og uklar i glasset. En vag smag af røde bær, men anonym og uden kraft.
Sandeman Vintage 1977: Rød med mahogni kant, lidt uklar. Ikke så kraftig og med en lidt mistænkelig apotekerduft i næsen. Fin nok i smagen med mere kompleksitet, ikke kraftig, men moden og i fin balance.
Sandeman Vintage 1975: Lys tawnyagtig, men med god duft af røde bær. En enkel og fin, men dog noget enstrenget smag og god pebret hale. En god vin til morgenmad, som George selv udtrykte det.
Sandeman Vintage 1970: Rød med lys kant. Mere rig på frugt og fedme og med en god duft af mørke bær og cigarkasse. Et flot modent glas Vintage.
Sandeman Vintage 1966: Lidt uklar, men med fin rød farve og meget intens alderen taget i betragtning. Frugt og røde bær i næsen samt igen lidt cigarkasse. En flot struktur og stadig med megen frugtkarakter, fine krydderier og en fin balance. Faktisk en fremragende vin.
Sandeman Vintage 1934: Tawny karakter såvel i farve som i næsen. Måske lidt tilbageholdende i næsen, men med flot koncentration og intensitet i smagen, som også havde tawny- og chokoladenoter.


Vau Vintage 1988: Den første Single Quinta Vintage fra Vau, som siden blev et varemærke, som skulle tilfredsstille markedet for hurtigere modne Vintage. Mørk og rubinfarvet. Lidt mælket i næsen og stadig med kraftige tanniner og flot frugt, så den kan udvikle sig.
Vau Vintage 1997: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig og med duft af mørke bær. Ligefrem og kraftfuld med bløde tanniner.
Vau Vintage 1999: Mørk rubin. Lidt mere anonym i næsen, men kom sig. Ikke så frugtfyldt som 1997, men igen bløde tanniner og fin struktur.
Sandeman Vintage 2003: Mørk rubin, grænsende til det uigennemsigtige. Intens i næsten med duft af solbær og andre mørke bær og med saft, kraft, krop og tanniner til en langt liv.
Sandeman Vintage 2007: Rubin og lilla og med klar duft af frugtsaft og druejuice med også krydderier. Med andre endnu for ung og med frugt og kraftige tanniner til et langt, lovende liv.
Sandeman 10 års Tawny: Mahogni rød og med duft af såvel bær som nødder og fadpræg. Et fint glas, men dog ikke med den store kompleksitet.
Sandeman 30 års Tawny: Brun med gule nuancer, dog duft af orange, vanille og honning. Intens og cremet i munden, ligeledes med fin balanceret orangepræg, men også hasselnødder og tørrede frugter.


Efter smagningen havde køkkenchef Steffen Falkesgaard og hans team lavet en meget lækker 5-retters menu, hvortil vi fik serveret fine vine fra Sogrape-koncernen samt endnu et par portvine fra Sandeman.
Menuen lød:
  • Brandade af letrøget torsk med syltet fennikel. Hertil en Vinho Verde, Morgadio da Torre 2013.
  • Pocheret torskeryg med brunet smør, selleripuré, syltet selleri og urter. Hertil en Quinta da Carvalhais ”Encruzado” 2013 fra Dão.
  • Braiseret oksetykkam i egen braiserlage med svampe, flæsk og tomater. Hertil to rødvine: Quinta da Carvalhais ”Touriga Nacional” 2011 fra Dão samt Quinta da Leda 2010 fra Douro.
  • BrillatSavarin, Lagret Comté og Stilton med hjemmesylt og maltbrød. Hertil et gensyn med Sandeman Vintage 2000.
  • Mørk chokoladegateau med sveskeis og fynske æbler. Hertil Sandeman 20 års Tawny.

Da notehæftet blev lagt under middagen, skal det kun konstateres, at vinho verden var fremragende, frisk og rig på frugt, nuanceret og en god repræsentant for Alvarinho-druen. Den hvide ”Encruzado” havde mere frugt, fylde og fadpræg, mens de to røde vine også var flotte repræsentanter for henholdsvis Dão og Douro – især Quinta da Leda, som jeg heldigvis har smagt flere gange.  

tirsdag den 3. februar 2015

Sange fra A Naifa

A Naifa blev dannet i 2004 som en af flere grupper, der fusionerer fadoen med andre musikgenrer –
i dette tilfælde især pop. Traditionalister indenfor fadoen bryder sig selvfølgelig ikke om det og protesterer gerne, når selv anerkendte fadosangere inkluderer den salgs crossover på deres udgivelser, hvilket fx Ana Moura senest har måttet sande. Jeg har ikke noget imod det, så længe den traditionelle fado stadig trives og dyrkes, og det gør den i høj grad.
Gruppen består af guitaristen Luis Varatojo og sangeren Maria Antónia Mendes, som begge har været med fra starten og nu suppleres af trommeslageren Samuel Palitos og bassisten Sandra Baptista, som afløste João Aguardela, der døde af kræft i 2009
Selv om A Naifa nu har fem album bag sig, må jeg indrømme at have hørt meget lidt til dem. Det blev der heldigvis lavet om på, da jeg – med nogen forsinkelse – fik tilsendt deres seneste album, ”As Cancões D`Naifa”, som består af genindspilninger af ældre sange, der har inspireret dem, og som de gennem årene har fremført live.
Nu er de altså også kommet på album, og fra de første toner er vi i fadoens verden. Guitarra portuguesa og en følsom stemme, men snart supplerer de øvrige instrumenter, og melodien fjerner sig fra fadoen. Nogle af de mere stille passager kan minde om Madredeus, mens andre er betydelig mere hårdtslående og i hurtigere tempo. Det sidste gælder fx sangen ”Alfama” – en titel, der jo ellers signalerer fado.


Blandt de genindspillede numre finder vi bl.a. ”Libertacão”, som er en gammel Amália sang og ”Imenso”, der er skrevet af den punkede fadofornyer Paulo Braganca og har melodi af veteranen José Cid. Andre tekster er leveret af forfatteren António Lobo Antunes og digteren Ary dos Santos, hvis digte er blevet sunget af adskillige store fadokunstnere. A Naifa har indspillet ”Desfolhada Portuguesa” og ”A Tourada”, som repræsenterede Portugal ved det europæiske Melodi Grand Prix i henholdsvis 1969 og 1973. Men hvor de originale versioner af henholdsvis Simone de Oliveira og Fernando Tordo i dag kan virke noget antikverede, er A Naifas udgaver dejligt friske og samtidige. De er sange af A Naifa, som albumtitlen siger – ikke blot covernumre. Den voldsomme patos, som Simone de Oliveira fx leverede i 1969, er her smukt afmålt og balanceret af Maria Antónia Mendes.
Melodi Grand Prix og fado. Det lyder måske som en uskøn blanding, men når selveste Carlos do Carmo, fadoens grand old man, kan repræsentere Portugal ved Melodi Grand Prix, hvad han gjorde i 1976, må A Naifa for min skyld også gerne genindspille de gamle sange, så længe resultatet er godt. Og det er det. De fleste sange er utrolig iørefaldende, vekslende i tempo, men hele tiden med en flot og frisk poetisk tilgang. Et godt bekendtskab, som jeg helt sikkert vil lytter mere til i fremtiden.


A Naifa: As Cancões D`Naifa, Parlophone Music Portugal 2013