onsdag den 25. juni 2014

Portvin og broderskab

De følgende dage i Porto forløb planmæssigt. Gode besøg, stor gæstfrihed, dejlige smagninger og så optagelsesceremoni og gallamiddag i portvinsbroderskabet, Confraria de Vinho do Porto.
Fredagens første besøg var hos Sogevinus i Burmesters lodge. Efter en lille rundvisning var der gensyn med Sonia Figueira og winemaker Carla Tiago, som havde planlagt en dejlig smagning i deres smukke smagelokale med udsigt over floden.


Først hvid og rød Dourovin fra Kopke, hvor især den hvide var dejlig frisk og indbydende. Derefter følgende portvinsrække: Burmester Vintage 2011, Kopke 10 års Tawny, Burmester Colheita 1998, Kopke 20 års hvid, Kopke Colheita 1989, Kopke 40 års hvid og Barros Special Edition Port Colheita 1974. Den nye Vintage fra Burmester var endnu meget tilgængelig med god næse og frugt, men vil sikkert snart lukke ned som de andre fra 2011. 20 års hvid var elegant og med en fin balanceret kokos duft og lidt orange. 40 års hvid havde betydelig mere fadpræg, men stadig med samme karakteristiske kokosnoter og stadig med syre og frugt. Bedste vin var dog Colheitaen fra Barros, som blev tappet i år til ære for 40 året for Nellikerevolutionen. Flasken var da også udstyret med et digt formet som en rød nellike. Fint med mandelpræg, men også stadig med frugt.
Fra Burmester gik det direkte til Sandeman, hvor Ligia Marques og Vasco Magalhães tog imod og viste os lidt rundet i museet, hvor vi bl.a. så reklameskilte og gamle flasker. Derefter blev vi budt ovenpå til en smagning, hvor også Mr. George Sandeman himself deltog.
Vi smagte først vertikalt og derefter horisontalt: Sandeman Vintage 1977, 1994 og 2003 efterfulgt af Vintage 2011 fra henholdsvis Offley, Ferreira og Sandeman – de tre store huse fra Sogrape. 1977 var allerede ældet, men med fine krydderi, cedertræ og stadig med syre. 1994 havde stadig frugt og røde bær, men var desværre lidt oxideret. 2003 var i fin balance, med dog lidt lukket, pænt med frugt, solbær og andre mørke bær. Forskellen i de tre mærkers stil var tydelig ved smagning af 2011. Offley lidt mere endimensional men med fin blommepræg, Ferreira mere elegant og mere karakterfuld, røde frugter og blomster, robuste tanniner og fin krydret, bl.a. lidt karry. Sandeman mere potent og kraftfuld, masser af rå frugt og tanniner, cassis og cedertræ.


Efter smagningen nød vi en fin middag med Bolso de Bacalhau, and og mandelkage serveret med 30 års Tawny fra Sandeman og så gensyn med de fire vintage fra sammen hus. Herligt, velsmagende og i godt selskab.
Men dagen var ikke slut endnu. Om aftenen mødtes vi med chefwinemaker for Fladgate, David Guimaraens, på Taylor, hvor vi så deres imponerende vintagekælder. 


Bagefter spiste vi sammen med David på Hotel Yeatman. Menuen bestod bl.a. af østers, tørret skinke, fisk og ost efterfulgt af en længere række portvin: Fonseca 1994 og 1977, Taylor´s 1985 og Quinta da Eira Velha 2008 og 2011.   


Lørdag morgen besøgte vi Churchill´s. Efter en lille rundvisning præsenterede Maria Campos et fint udvalg af husets vine. Først en dejlig frisk hvidvin baseret på især Rabigato og Viosinho og så flere udgaver af rød Douro herunder en enkeltdruevin på Touriga Nacional. Derefter Dry White Port, som faktisk er en 10 års, LBV 2007, 10 og 20 års Tawny samt Vintage 2011. Især deres 20 års Tawny imponerende, blød på tungen og flot mandelpræg. Deres Vintage havde god rå frugt og solbær. Linjen i husets vine var tydelig for såvel bordvine som portvine. En tør stil med ren frugt og god mineralitet.
Ved middagstid mødtes vi så med klubbens gode vej, Gustavo Devesas fra Symington. Vi så først Cockburns nyåbnede lodge, som jeg jo også besøgte i marts i år. Her havde Gustavo sammensat en smagning med såvel Tawny som Vintage. Vi fik først 10 og 20 års Tawny, hvor især sidstnævnte var behagelig med mandler og lidt orange. Derefter husets Reserva og LBV og endelig Canais Vintage 2007 og Vintage 2011. Canais havde bløde tanniner og lidt grønne noter bag frugten og var faktisk et indbydende glas. 2001 med god frugt, brombær og andre mørke bær.


Bagefter spiste vi sen frokost med Gustavo på restaurant Gaveto i Matosinhos. Et dejligt sted, hvor vi fik skaldyr og grillede fisk, ost og kage samt selvfølgelig frisk Vinho Verde fra Soalheiro, Graham´s Late Harvest fra 1982 og Smith Woodhouse Vintage fra 1999.
Om aftenen fulgte så programmet hos Confraria do Vinho do Porto med optagelsesceremoni, procession, gallamiddag og godt med Vintage 1994. Endvidere smagte vi også Confrarias egne Tawny i såvel 10 års som 20 års udgaven.



Og så blev vi ikke mindst overrasket, da David Guimaraens ved præsentationen af portvinen mindedes den afdøde formand for The Vintage Port Club, Henning Jensen og gjorde hele forsamlingen opmærksom på vores tilstedeværelse. En flot gestus og en flot finale på en lang dag.

fredag den 20. juni 2014

Tilbage i Porto

Floden, portvinshusene, de stejle brostensbelagte gader og så en lille kop kaffe og en croissant til morgenmad. Jeg ankom til Porto i går i selskab med andre fra bestyrelsen i The Vintage Port Club. Vi er på en lille studietur, som omfatter møder og smagninger ved forskellige portvinshuse samt deltagelse i den årlige ceremoni og gallamiddag i portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto. Vi bor på et nyt hotel i Ribeira-kvarteret, tæt ved Douro og har derfor ikke langt over til Gaia siden.
Første besøg fandt da også allerede sted i går. Der er jo ingen grund til spilde tiden. Det blev et gensyn med Alvaro van Zeller fra Maynards, som først på året gæstede os i Danmark ved klubbens Winemakers Dinner. 


Vi startede i smagelokalet og fortsatte siden på lageret, hvor den altid gæstfrie Alvaro skænkede direkte fra fadene. Rækken af colheitas og tawnies var lang: 2003 i to udgaver, 2003 og 2004 hvid, 10 års hvid, 1998, 1970, 1963, 1951, 1947 og 1934. Det gik stærkt, så noterne er lidt få, men lad mig her blot fremhæve at toppen var 1963, som altid er fremragende og i flot balance, og 1947, som var mørk, fyldig, koncentreret og helt karamelagtig, men stadig med en vis friskhed. Den friskhed savner jeg netop ved de ældste, som er uhyre koncentrerede og med masser af balsamico i smagen.


Endelig smagte vi også to udgave af hvid colheita 1989, da vi har bestilt en særlig klubvin hos Alvaro, som skal bruges i forbindelse med klubbens 25 jubilæum senere i år. 1989 var altså året, hvor klubben blev stiftet, og selv om det rent portvinsmæssigt ikke er et stort år, var det lykkes Alvaro – i anden omgang – at få blended en udmærket portvin til os. Vi inspicerede fadet og valgte flasken, som det skal tappes på. Nu skal vi så i gang med – sammen med de dygtige folk hos Maynards – at designe label med klublogo.
Aftenen sluttede på restaurant Bacalhau i Ribeira, som Alvaro har familiemæssige relationer til. Her fik vi et herligt udvalg af portugisiske småretter inklusiv bacalhau, chrorizo, svinekæber og gode oste. Samt selvfølgelig gode vine og portvin.

En god start på en kort tur, som kun varer til søndag. 


tirsdag den 3. juni 2014

Gisela på Louisiana

Nyligt kunne det store fadotalent Gisela João opleves på Louisiana. Museet har tradition for at arrangere en årlig fadokoncert, hvilket er blevet til besøg af bl.a. Mísia, Ana Moura og Christina Branco. Et prisværdigt initiativ, da fadosangeres turnéplaner desværre oftest forbigår Danmark.
Der reklameres ikke meget for koncerterne, hvis publikum synes at være halvt herboende portugisere og halvt stedets faste koncert- og museumsgæster. Sådan var det også, da Gisela João var forbi sammen med sine tre musikere, Ricardo Parreira på portugisisk guitar, Francisco Gaspar på basguitar og Nélson Aleixo på guitar. De to førstnævnte medvirkede også på hendes nye plade (anmeldt her den 14. april 2014), som er blevet hendes helt store gennembrud.


Sangene ved koncerten var netop hentet fra det seneste album, som vist blev fremført fra start til slut. Det gjaldt også Carlos Paredes komposition Canto de Rua, hvor Gisela overlod scene til de tre dygtige musikere – en fin gestus, som hun selv begrundede med, at guitaristerne ikke altid får den opmærksomhed, som de vitterligt fortjener. Og så fik vi ellers sange som Meu Amigo Está Longe, Voltaste, Não Venhas Tarde og (A Casa da) Mariquinhas samt de lystige folkemelodier Malhões og Bailarico Saloio, som hun sang dansende.  
For det var en meget levende Gisela João, man kunne opleve. Hun havde svært ved at sidde stille og brugte både arme, ben og krop til at udtrykke sig. Ind i mellem satte hun sig på stolen i forgrunden, for så snart efter at springe op, smide skoene og danse rundt eller bevæge armene i store fortællende fagter. Livligt, muntert og uden den alvor, der ellers kan præge fadosang, men samtidig med dybde og uden på nogen måde at øve vold mod traditionen.
Gisela satte ind i mellem nogle få ord på sangene, men sagde også, at fado ikke skal forklares, men opleves. Selv om påstanden er lidt af en kliche, rummer den en vis sandhed. Man kan sagtens fornemme og sanse de mange følelser, fadoen rummer, selv om man ikke kan portugisisk, men samtidig udbygger et vist kendskab til genren, formen og indholdet oplevelsen og forståelsen.
Og en oplevelse var det. Koncertsalen på Louisiana er en fin ramme for fadokoncerter, da den med sin størrelse og opbygning formår at fastholde den nødvendige intimitet, som vi kender den fra de små fadosteder i Lissabon. Publikum sidder i bedste amfiteaterstil på to sider om den lille scene, tilstrækkeligt tæt til nærvær og direkte kommunikation. Store koncerter i store sale kan selvfølgelig også være gode oplevelser, men det er og bliver noget andet end fadostedernes intimitet. Gisela sagde da også, at stedets ramme gjorde, at hun følte, at hun havde inviteret os alle med hjem.

Det takker vi for i håb om, at vi må komme igen.