lørdag den 6. april 2019

Porto og Douro april 2019


Det blev alligevel til en tur langs kajen i Vila Nova de Gaia. Det havde jeg ikke regnet med, men i eftermiddags var der tid til at gå langs floden med alle portvinshusene til den anden side. Det blev også til et par besøg, selv om jeg ikke havde lavet aftaler på forhånd, men et par steder, jeg gerne ville se, blev rundet og efterfulgt af en Prego-sandwich og en fadøl i Ribeira på den anden side af floden og med udsigt til den smukke dobbeltdækkerbro.


Jeg er på researchtur til Porto – eller rettere sagt til Douro-regionen – da jeg skal lave en artikel om bordvin fra Douro DOC til vinbladet Din Vinguide. Derfor har jeg planlagt en række besøg hos gode producenter, hvor der skal beses vinmarker, tales om vin, smages og interviewes.


Turen startede i går med to besøg i Douro Superior – underregionen længst ude, tæt ved grænsen til Spanien. Først besøgte jeg Ferreiras Quinta da Leda sammen med husets winemaker Luis Sottomayor, som afhentede mig på banegåden i Pocinho efter den smukke, men noget langsommelige togtur, som dog klart kan anbefales. Luis er ikke alene ansvarlig for portvinen fra ejeren Sograpes tre store brands, Ferreira, Sandeman og Offley, men også for bordvinene fra Casa Ferreirinha, som især produceres på netop Quinta da Leda. Jeg fik en køretur hele vejen rundt på den store quinta, som ligger smukt i en lille floddal ikke så langt fra Vila Nova de Foz Côa. Vi så også produktionsfaciliteterne, inden vi smagte på en længere række af vine.


Næste stop sidst på eftermiddagen var Quinta do Vale Meão, hvor det ligeledes var winemakeren, som viste rundt. Francisco Olazabal driver stedet sammen med den øvrige familie herunder selvfølgelig sin far Vito Olazabal, som i 1994 overtog quintaen, der i mange år havde leveret til Ferreira. Fem år senere begyndte egenproduktionen, hvorefter alle druer nu bliver til vin under eget navn.


Og, ja. Der er et tæt historisk bånd mellem de to quintaer. Casa Ferreirinhas legendariske rødvin Barca Velha blev nemlig i sin tid produceret på Vale Meão, men efter familien Olazabal overtog vingården, flyttede produktionen til Quinta da Leda.


Efter en rundtur på Vale Meão, en spændende smagning og en god middag efterfulgt af et nats søvn på den flotte quinta, gik turen så tilbage til Porto. Jeg ankom lidt tidligere, end jeg havde regnet med, hvorfor det altså blev til en vandretur på Gaia-siden.


Første besøg var i Real Companhia Velhas nye museum og enotek. En fin historisk udstilling både generelt om Douro-regionen og ikke mindst demarkeringen samt selvfølgelig om husets historie. Undervejs fik jeg også set en sjov romantisk og propagandaagtig film fra 1955. Filmen indledes med glade høstarbejdere, som smilende og syngende, ja nærmest trallende som de syv små dværge, vandrer ud i vinmarken til dagens arbejde. Speakeren fortæller om de stærke mænd og de smukke kvinder, som udfører arbejdet – og som på optagelserne ser ud som om de har det noget så dejligt i deres nystrøgede tøj. Lidt morsomt, hvis man kender til de hårde arbejdsforhold, der herskede på vingårdene – og gør du det ikke det, kan jeg anbefale at læse Miguel Torgas roman, Vindima (Grape Harvest) fra 1945. Men ellers en fin udstilling, som passende kan efterfølges af et besøg ovenpå i vinbaren, hvor der sågar er indrettet et særligt hjørne til de, der elsker at kombinere cigarer og portvin.
Næste stop var hos Vasques de Carvalhos Brand House i Gaia, som ligger på det lille torv ved kirken lige bag Ramos Pinto. Et fint lille og smukt indrettet sted med gårdhave, hvor de skænker prøver på såvel portvin som bordvin.


I morgen søndag skal der skrive og slappes af, inden det mandag morgen går op i Douro-dalen igen til flere besøg.

onsdag den 3. april 2019

Fadostjener til jazzfestival Danmark


Jeg har tidligere på denne blog udtrykt ærgrelse over, at de store navne i portugisisk fado som regel ikke har Danmark med i deres turnéplaner. Sådan har det desværre været i mange år, men det synes som om, at der er nye tider på vej.
Kunstmuseet Louisiana har i flere år med støtte fra Portugals ambassade i Danmark afholdt årlige koncerter – i november gjaldt det således Katia Guerreiro – og ringene synes at sprede sig. Et navn som CristinaBranco har f.eks. være på besøg flere år i træk – både på Louisiana, i DR´s koncerthus og sågar tre dage i træk på Jazzhus Montmartre.
Lige nu er fire spændende kunstnere på vej til Danmark – alle i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival, som for alvor har fået øjnene op for det portugisiske fadomusik.


Første besøg er netop Cristina Branco, som lørdag den 25. maj giver koncert i Studie 2 i DR´s Koncerthus – altså inden selve festivalen, som finder sted den 5.-14. juli, men med festivalen som arrangør.


Dernæst følger fadosangeren Camané og jazzpianisten Mário Laginha, hvilket foregår i kulturhuset Viften i Rødovre lørdag den 6. juli. Camané er blandt de største mandlige sangere i fadoen, mens Mario Laginha bl.a. er kendt for sig fremragende samarbejde med jazzsangeren Maria João. Spændende at to så erfarne herrer nu arbejder sammen om et projekt, de selv kalder for ”Aqui-Está-se Sossegade” (Her er vi stille).


Ligeledes som et led i jazzfestivalen gæster den vel nok største fadostjerne DR´s koncertsal den 9. juli. Hun hedder Mariza og har vundet en lang række priser gennem sin karriere, som startede omkring årtusindeskiftet. Debutpladen ”Fado em mim” kom i 2001 og solgte over 100.000 eksemplarer i Portugal alene. Seneste album kom sidste år og bærer blot hendes navn. Hun kan varmt anbefales.
Koncerterne finder alle sted i København, men sidste år var Cristina Branco også i Musikhuset i Aarhus, og som odenseaner kan jeg da håbe på, at landets tredje største by også snart får fado på programmet. Det kunne måske være en udfordring for festivalen Jam Days, som jo netop omfatter såvel jazz- som folkmusik – et felt, som mange af samtidens fadonavne boltrer sig i.