lørdag den 29. marts 2014

Gensyn med Lisboa

Ankom lidt senere til Lissabon i går end planlagt. Derfor var der ikke tid til så meget. Fik dog vandret lidt rundt i Alfama og kiggede indenfor på et par fadosteder. Sluttede at med en drink i Bairro Altos minefelt.
I dag tillod jeg mig at sove længe, men har alligevel nået en del. Hos Viniportugal smagte jeg en udmærket Malvasia fra Colares – et vindistrikt, som ligger i nærheden af Sintra, ude ved kysten lidt nordvest for Lissabon, og netop er kendt for hvide vinstokke, som vokser i sandet jord. En speciel vin, grøn i stilen og med en mindelse om tør sherry. Fik også tid til at nyde solen lidt for foden af ryttestatuen på Commercio-pladsen, hvilket jeg efterhånden har gjort mig for vane.
Derefter det obligatoriske stop i Fnac for at købe nogle nye fadoplader. Lyttede først lidt til Dead Combos nye album ”A Bunch of Meninos”. Meget spændende guitarmusik kogt sammen af blues, fado, rock og så lidt gamle westerns og en smule David Lynch. Vil prøve at rekvirere pladen til anmeldelse. Købte i stedet fire CD´er: En med Fernando Maurício, som jeg har manglet i min samling, en ældre med Carlos do Carmo, ”Mais do quer amor é amar”, hvor han synger fado af portugisiske forfattere, den seneste af Carminho, ”Alma”, og endelig António Chainhos ”Lisgoa”, hvor han blandet sin portugisiske guitar med indisk musik. Titlen er da også en sammentræning af Lisboa og Goa – den gamle portugisiske koloni i Indien.
I eftermiddags har jeg tilbragt tre timer i Tasca de Jamie i Graca. Stedet er omtalt grundigt i Lila Ellen Greys bog ”Fado Sesounding”, som jeg anmeldte her den 6. marts. En god bog, så jeg synes jeg måtte besøge stedet, og jeg blev ikke skuffet. En længere række fadosangere af skiftende kvalitet, men alle med den rigtige indstilling og vilje til at synge fado amador. Tog en masse noter, som måske vil indgå i en kommende bog om fado.

I aften regner jeg så med at gense Helder Moutinho, som har inviteret mig til sit nye fadosted, ”Maria de Mouraria”, indrettet i Maria Severas hus i Rua de Capelão ikke langt fra min lille pension.

fredag den 28. marts 2014

Udflugt til Quinta do Seixo

Min sidste dag i Porto var lagt i hænderne på Joana Pais fra Sogrape. Joana er journalist og kendte faktisk ikke så meget til portvinsbrancen, før hun valgte et job som presseansvarlig hos den store koncern, som tæller portvinshusene Sandeman, Offley og Ferreira samt ikke mindst det kendte vinhus Mateus.
Joana mente, at det ville være rart med en lille udflugt op til Douro, hvor vi kunne besøge Sandemans besøgscenter på Quinta do Seixo, og samtidig havde hun inviteret gruppens chefwinemaker Luis de Sottomayor med på turen, så kan kunne forklare om vinene.


Dagen startede i Gaia med et lille besøg hos Offleys. Her fik jeg en lille rundvisning, hvorefter vi smagte et bredt udvalg af husets produkter. Først deres basisprodukter i form af hvid port, ruby og tawny for lige at skyde sig ind på stilen. Her var den hvide faktisk blandt de bedre af slagsen, jeg har smagt, med en god balance og uden for megen sødme.
Derefter fulgte Offleys 10 års Tawny, som straks havde mere fadpræg end den almindelige tawny. Gulbrun i farven og en duft af mandler og vanilla. Igen fin balance mellem sødme og syre. En frisk vin, men dog ikke så karakterfuld.
Samhørigheden var tydelig i de næste to vine, LBV 2009 og Vintage 2011. LBV´en er ufiltreret, mørk med rød kant og har godt med frugt. En duft af solbær, iblandet lidt hyld. Bløde tanniner. Den unge vintage var selvfølgelig meget skarpere og med en duft af solbær, cassis og lidt kaffe. Lilla kant og afsættende farve i glasset på grund af sin unge alder. Ikke så kompliceret, men ligefrem og indbydende.
Luis de Sottomayer forklarede, at stilen de tre huse imellem er lidt omvendt, hvad angår henholdsvis Tawny og Ruby. Taler vi Tawny er Sandeman mere elegant i stilen, Offley er mere rustik og Ferreira et sted imellem. Modsat med ruby og Vintage, hvor Sandeman er langt mere robust og kraftigere end Offley, som tilstræbes at være mere ligefrem og tilgængelig. Lette at drikke, som han selv udtrykte det. Og igen med Ferreira et sted imellem.
Med denne lille introduktion til et hus, hvor de lette kategorier har et pænt marked i Danmark, gik turen så mod Douro. Som så ofte var der regn på toppen af Serra do Marão, som netop deler det nordlige Portugal mellem kystklimaet og vinho verde området og så Douro i de indre land.


Quinta do Seixo blev istandsat som besøgscenter i 2007. Den ligger med udsigt til Pinhão og strækker sig over 70 hektar med såvel nyplantede som gamle vinmarker. Navnet betyder klippe, og netop derfor valgte man under restaureringen at bevare en stor klippe og bygge uden om den, så den i dag indgår i udstillingen. En rundtur starter i mørket med lidt Don-mystik, fortsætter gennem vinifikationscentret og ender i lyset i et flot lokale med store vinduespartier, hvorfra udsigten ned over Douro kan nydes samme med et glas eller to.
Foruden at være besøgscenter er quintaen vinifikationscenter for alle tre mærkers portvine af kvalitet. Et stort anlæg med robotlagares vidner om en stor produktion – ligesom stedet i sig selv klart signalerer, at vi ikke taler om en lille producent.


Efter en dejlig middag med grønsagssuppe, blæksprutter og ost – serveret med en fin frisk hvidvin Planalto, den røde Callabrica Douro 2010 fra Quinta da Leda, lavet på de traditionelle portvinsdruer, samt en Offley Colheita 1997, var det tid for en vandretur i markerne.
Første rækker nedenfor den skifferbeklædte bygning er Touriga Nacional, men derefter følger en større mark med ca. 80 år gamle vine med blandede sorter. Disse gamle marker giver altid høj kvalitet, så druerne herfra indgår altid i de bedste produkter. Beskæringen er overstået, så der kun sidder to grene med enkelte friske skud, der viser, at der nok skal komme blade og druer igen i år.


Inden turen går tilbage mod Porto nyder vi lige Sandemans Tawnyserie, bestående af hele rækken. Som Luis de Sottomayer selv havde forklaret det, er stilen lidt mere feminin og elegant end Offleys. Selv startede Luis på netop Quinta do Seixo tilbage i 1989. I 2007 blev han så chefwinemaker for alle koncernens quintaer, men med et team under sig, som han nu skal mødes med for at inspicere vinmarkerne på samtlige quintaer.

Af de fire gange Tawny foretrak jeg deres 20 års, som er lys mahogni, diskret i næsen, men med god smag af mandler og fin balanceret. 30 års var mere brun med lys gulgrøn kant, mere fadpræg og lidt orangeskal i duften. Betydelig mere cremet end de yngre udgaver, men balanceret. 40 års fortsatte stilen, men mere intens og koncentreret og yderligere fed og cremet. Så afgjort også et flot glas, men også betydeligt tungere.


onsdag den 26. marts 2014

Smagning hos Burmester

Burmester åbnede deres nye besøgscenter for et par år siden. Det ligger lige på venstre hånd, når man kommer over broen fra Porto, hvilket nok skal give en del ekstra besøgende.

Jeg fik en kort rundvisning, som bl.a. bød på gamle maskiner der har været brugt til fremstillingen som fx en flaskerenser. Derefter fulgte en fin smagning i selskab med winemaker Carla Tiago. Jeg mødte Carla første gang for et par år siden ved portvinsfestivalen på Børsen, hvor hun præsenterede de mange colheitas fra Burmester. Smagningen hos Burmester var til gengæld bredere, da den også omfattede andre af de mange portvinsmærker, som Sogevinus har under sin hat – nemlig Cálem, Kopke og Barros. Her er smagerækken og lidt noter:
Cálem Vintage 2002: Stadig ung og rig på frisk frugt, men kun få tanniner. Duft af solbær, men tynd i smagen og med sød eftersmag. Cálem var et af de få huse, som deklarerede i 2002, andre lavede single quinta vintage. Dette glas overbeviste mig ikke om, at de tog den rette beslutning.
Cálem Vintage 1985: Bedre kvalitet fra et bedre år. Pænt med krydderier under frugten. Stadig med syre til at balancere sødmen. Denne vin har ellers ikke haft det bedste rygte, da den ofte har opført sig underligt, men drukket her i går, var den faktisk udmærket, uden dog at være hverken stor eller med potentiale til et meget længere liv.


Burmester 10 års Tawny: Lidt cremet, let og elegant, som vi kender den. God duft af nødder og begyndende fadpræg. Pæn syre til at balancere.
Kopke 10 års Tawny: Mere diskret i næsen end Burmester, men kraftigere og med en lang flot hale. Dog lidt mangel på syre.
20 års Kopke: Et flot glas. Toastet med nødder, vanilla og lidt orange i næsen. Carla fortalte, at den får lidt tid på ung eg mod slutningen af sin fadtid for at give lidt friskhed, hvilket lykkes fint.
Burmester 40 års Tawny: Så kom det tunge skyts frem. Nødder og dadler, men også friskhed og elegance i stilen. Pænt med syre til at balancere sødmen.
Kopke Colheita 1984: Rødbrun og meget lettere stilen. Havde det lidt svært efter 40 års vinen. God friskhed, men slet ikke så intens, som en vin med 30 år på bagen kan være.
Burmester Colheita 1966: Smagt før og atter et flot glas. Kraftigt, fyldig og frisk og derned i god balance.
Cálem Colheita 1961: Lidt mørkere i stilen og kraftigere. Flot, men måske med lige lidt nok syre. En god lang pebret eftersmag.
Barros 100 år. Ikke en vin med 100 år på bagen, men en vin lavet sidste år for at fejere husets 100 års fødselsdag. I snit har den ca. 65 år i sig, fortalte Carla Tiago. Flot, mørk og med godt med karamel og balsamico. Intens og imponerende. En eksklusiv, men også flot vin.



Slutteligt bør det måske lige nævnes, at den spanske bank, som ejer Sogevinus har sat selskabet til salg. Sådan har det været i længere tid, og hvordan det ender vides ikke. Nogle jeg har talt med, mener at de vil finde en samlet køber, andre at de bliver splittet op. Men hvem ved – måske kan det fortsætte som nu længe endnu.

tirsdag den 25. marts 2014

Besøg i Factory House

Feitoria Inglesia.  Alene det portugisiske navn er sigende. Det er ikke for alle. Det er for englænderne.
Ingen tvivl om, at englænderne har spillet en stor rolle i portvinens historie. Derfor har de også deres eget hus i Porto. Factory House for de engelske handelsmænd blev allerede etableret i Porto i 1727. I 1790 blev den stadig benyttede bygning så opført med John Whitehead som arkitekt.
Formålet var at mødes, dele erfaringer, snakke forretninger samt have socialt samvær. I perioder var de engelske portvinsskippere direkte i opposition til portugiserne, som ikke altid var glad for de privilegier, de forskellige handelsaftaler havde givet briterne.  I dag er det stadig en engelsk klub, hvor portugisere kun er med som gæster.


I dag fik jeg besøgt Factory House, som ligger på et hjørne i den tidligere Rua Novo dos Inglesias  ved Ribeira. Bygningen er flot med sine søjler, men er egentlig meget diskret i bybilledet. Indenfor emmer det af lang tids historie i flere etager. Kortrum og billardrum. Balsal og bibliotek med 20.000 bind. 


Og så ikke mindst de to spisesale, som benyttes hver onsdag, når medlemmer af det britiske selskab mødes over en god middag. I den ene spises der, hvorefter alle rejser sig og finder plads ved bordet i rummet ved siden af for at nyde deres portvin.



Oppe på øverste etage ligger det gamle køkken, hvorfra maden måtte bæres ned af en stejl trappe, så den kunne serveres. Køkkenet har dog ikke været i brug længe, men er afløst af en mere moderne udgave… i kælderen. Traveturen er stadig lang, men min rundviser, husets bestyrer Olga Lacerda forsikrer mig om, at suppen ikke er kold, når den når frem.



Traditionen foreskriver, at portvinen serveres blindt ved middagen hver onsdag, så medlemmerne kan gætte sig frem til, hvad der er i glasset. Det har efter sigende fremkaldt en del røde ører, hvis man mente, at en fremragende portvin var fra konkurrentens hus.

Portvinen hentes i kælderen, som alle medlemmer skal give deres bidrag til – både når de som enkelt personer bliver optaget og så hver gang, deres hus erklærer vintage. Så på hylderne kan man finde flasker fra alle medlemmernes huse og kontrollere, hvad de enkelte medlemmer bidrog med, da de blev optaget. Dertil kommer den særlige blendede Factory House Vintage.

En lille rundvisning i en verden, som på den ene side er af i går med al sin upstairs and downstairs og portugisisk vs. engelsk. Men det er også en verden, hvor traditioner holdes i hævd, og som stadig spiller en rolle for det sociale liv i den engelske del af portvinsbranchen samt for de gæster, som er heldige at blive inviteret med til onsdagsmiddagen. Det sociale dominerer over det politiske i dag, men mon ikke der stadig snakkes lidt forretning ind i mellem. Pass the port, please.

En lang dag i Gaia


Havde en lang mandag i Vila Nova de Gaia. Hos Ramos Pinto var jeg inviteret med i deres smagerum. Altså ikke der, hvor gæster kan smage forskellige portvine efter et besøg, men i laboratoriet, hvor vinen bliver til. Vært var Ana Rosas, som er blender af husets portvine, hvad enten vil taler om vintage eller tawny med alder. Det første er der ikke den store udfordring i, sagde Ana Rosas. Det er ikke meget anderledes end ved almindelig vin, hvor du blender fra forskellige marker og snart er det på flaske. Det er ved tawny, den store og spændende udfordring ligger. Her arbejder man ikke bare med årets høst, men med vine fra over 100 år, spændende over flere generationer, lød det.
Dagens udfordring for Ana Rosas og João Soares var de sidste forberedelser til en omgang 20 og 30 års tawny, som snart skal på flaske. Kunsten er at ramme den samme stil og smag hver gang. Derfor er udgangspunktet den seneste udgave, som er kommet på flaske, og så et basisblend bestående af en blanding af vine fra fire forskellige år. Men der mangler endnu lidt karakter i form at små mængder af gammel vin. Derfor er basisblandingen tilføjet forskellige ældre vin som fx gammel og meget koncentreret  Colheita fra 1900 og 1909. Vi smager os igennem rækken. Nogle falder i god jord – andre ikke. Nogle vil blive smagt igen i morgen sammen med nye blandinger – en proces som kan gentages sig i et par uger, og som kræver stor tålmodighed.


Efter blendingseancen, som senere vil blive beskrevet mere uddybende i Vinbladet, blev det til et kort møde hos Taylor, hvor jeg også lige fik smagt deres 1964 Single Harvest med 50 år på bagen.
Tredje stop var hos Churchill´s som åbnede besøgscenter i 2011. Her fik jeg en længere snak med manager og salgsansvarlige Maria Emilia Campos, som også bød på en smagning. Først deres hvide portvin, som faktisk har 10 år på bagen og derfor også en gylden farve og pænt fadpræg. Derefter tre af husets udmærkede rødvine fra 2011. Den almindelige og drikkeklare udgave, en ren Touriga Nacional og endelig Grade Reserva, som først er på vej på flaske nu. Og endelig fire portvine. Reserva, som er husets begynderniveau, LBV 2007, 20 års tawny og Vintage 2011.


Husets tørre og elegante stil var tydelig hele vejen igennem. Fremragende kraftige Douro-vine baseret på gode portvinsdruer, en LBV af høj kvalitet, mørk med masser af solbær og noget frisk mynte. Fint balanceret og en god lang eftersmag. Husets 20 år tawny er let og lys i stilen – uden den tyngde, som mange andre i samme alder har. Vintage 2011 meget potent, mørk og lilla, dog bløde tanniner, elegant og tør og en lang hale.

Churchill´s er et lille hus, som satser på høj kvalitet. Har tidligere deltaget i smagning af deres vintage gennem årene. Tror det er et hus, der skal holdes øje med.

søndag den 23. marts 2014

Søndag med museer

Mit planlagte program for denne tur til Portugal begynder først i morgen. Men med tre museumsbesøg på samme dag, kan man vel ikke kalde dagen for ren afslapning.
I formiddags gjaldt det først Museu de Serralves, som jeg har besøgt før. Museet åbnede i 1999 i en park halvvejs ude mod kysten (buslinje 201 er en god forbindelse). Bag står Serralves Fonden, som blev stiftet i 1989 netop med det formal at drive et nationalt museum for moderne kunst. Foruden museet her i Porto skaber fonden også udstillinger rundt om i landet med afsæt i sin egen omfattende samling.


Serralves Museet viser ikke selv sin permanente samling, men skiftende udstillinger. Derfor er det aldrig helt til at vide, hvad man præsenteres for. I dag var der to store udstillinger – en retrospektiv med den brasilianske kunstner Mira Schendel og en med 12 portugisiske samtidskunstnere.
Mira Schendel (1919-1988) var schweizisk-født, men flyttede i 1949 til Brasilien hvor hun snart slog sig ned i São Paulo og blev en del af landets scene for moderne kunst. Udstillingen omfattede mere end 200 værker spændende fra tegninger over malerier til skulpturer.
Blandt de 12 samtidskunstnere var der især to værker, som jeg fandt interessante. Carla Filipes store installation ”Why Railways” med en lang række citater, udsagn og dokumenter – herunder en stor mindetavle med navnene på jernbanearbejdere, som mistede livet under 2. Verdenskrig. En anden del af installationen omhandlede, at billetpriserne i England er langt højere, hvis man køber sin togbillet på stationen i stedet for at købe den over nettet. Som Carla Filipes skrev: ”In this County I don´t feel independent. Everything has to be bought by internet and with time advance”.
Det andet værk, jeg brugte tid på, var en film af Gabriel Abrantes og Benjamin Crotty, optaget i Angola. Titlen ”Liberdade” var dobbelt, da det dels var navnet på hovedpersonen og dels betyder frihed. Filmen var en lille Romeo og Julie historie om den fattige unge, sorte mand og den rige unge kinesiske kvinde, der forelsker sig – en fortælling om fattigdom, klasseforskelle og ikke mindst præstationsangst.


Næste stop var et museum, jeg faktisk må indrømme aldrig at have besøgt før trods min store interesse for portvin. Museu do Vinho do Porto ligger lidt ude langs Dourofloden og er indrettet i et gammel pakhus, som i sin tid netop tjente som vinlager. Udstillingen er ikke omfattende og handler mere om portvinens betydning for byen Porto – end vinen selv: Om varehusene og portvinslagrenes historie, fund fra gamle udgravninger, om portvinbranchens betydning økonomisk set, om toglinjen op gennem Douro samt lidt om flaskernes historie. Har man besøgt adskillige portvinshuse, som jo efterhånden alle har deres egne små museer, er der ikke så meget nyt at hente. Men en fin lille indføring og vel ”et must” for nørder.
Efter en gang bacalhau til middag i Ribeira-kvarteret overfor portvinshusene i Gaia, besøgte jeg så endelig Henrik Søfarerens fødehjem, som netop ligger i Ribeiro. Huset havde i sin tid to tårne og fremstod den gang som en hel fæstning. Gårdspladsen er fra 1325, men helt tilbage i romertiden var der bebyggelse viser udgravninger. Huset tjente som kongens forlængede arm, hvorfra man kontrollerede handelen mellem byens havn og Europa. I dag er det et moderne indrettet museum, som ikke fortæller meget om Henrik Søfareren selv, men mest om selve huset og byens udvikling. Henrik Søfareren blev efter sigende født i huset i 1394, og han hyldes da også som bysbarn, hvilket netop er en væsentlig grund til at portvinsbroderskabet iklæder sig den karakteristiske store hat, som Henrik Søfareren selv er afbildet med på malerier.
Tre forskellige museer. Og alle på Porto-siden af Douro. Selv om udsigten over mod Gaia var indbydende, havde jeg besluttet mig for ikke at krydse broen. Det vil jeg så til gengæld gøre de næste tre dage, hvor adskillige portvinshuse skal besøges. Flere indlæg vil derfor følge de nærmeste dage.


torsdag den 20. marts 2014

Hvad betyder åbningstiden for portvin?

Teknisk smagning. Alene ordene signalerer, at vi er ude i det nørdede område. Geek Alert!, som portvinskenderen Roy Hersh skrev på min Facebook-side, da jeg annoncerede smagningen.
Det var selvfølgelig The Vintage Port Club, der stod for invitationen. Målet var at undersøge åbningstidens betydning for fire forskellige portvin. Dufter, føles og smager de forskelligt, alt efter om de er åbnet og dekanteret 12 timer inden, 4 timer inden eller blot er proppet op lige før smagningen?
De fire vine var to vintage-typer og to colheitas og nærmere bestemt: Grahams Malvedos 1995, Fonseca Guimaraens 1984, Dalva Colheita 2000 og Dalva Colheita 1985. Vinene blev serveret en af gangen, men altså i flights med tre forskellige udgaver af hver, så vi i alt fik 12 glas.


Generelt var forskellene ikke voldsomme, men der var dog nogle tydelige og også overraskende tendenser. Først lidt kommentarer til de enkelte vine.
Grahams Malvedos 1995 var dybrød, nærmende sig det violette. Endnu meget ung og med kraftig frugt duft. Fint med bid og tanniner, men også visende en god struktur, peber og mørke bær. Ved de to, der var åbnet senest fandt jeg den for unge vintage typiske karakteristiske mælkeduft, som dog var mest udpræget ved den nyåbnede flaske. Flasken, der var åbnet fire timer inden, var mere harmonisk og mere elegant i stilen. 12 timers flasken var lidt kraftigere i smagen.
Fonseca Guimaraens 1984 var tydeligvis en ældre vin. Lysere og rødbrun i farven. Den kraftige frugt var forsvundet til fordel for en fin duft af røde bør og et let røget præg. Stadig med syre til at balancere den cremede, bløde stil. Flasken, der var åbnet fire timer før, var efter min mening lidt bedre balanceret end den nyåbnede. Den længst åbnede havde mistet noget af duften og var tyndere i eftersmagen og med et lidt sprittet præg.  
Dalva Colheita 2000 var vag i næsen, men dog med nødder og lidt begyndende fadpræg. Der var ikke de store forskelle de tre flasker imellem i duften. I smagen var det dog tydeligt, at den længst åbnede havde samlet sig og var blevet tungere og fyldigere, hvorimod den nyåbnede var lidt vel sprittet.
Dalva Colheita 1985. Mere fadpræg og en langt mere delikat vin. En flot duft af svesker og nødder, let brændte toner. Cremet og fyldig. Igen var tendensen den samme. Den nyåbnede flaske var mere sprittet og ikke så godt balanceret. Den med længst tid på bagen var flottere og mere harmonisk.
Den normale opfattelse er ellers, at Tawny og Colheita ikke behøves at dekanteres og åbnes i god tid, inden den drikkes. Aftenens smagning viste faktisk det modsatte. Dalva i begge årgange vandt helt sikker ved at være åbnet lang tid i forvejen og have fået en tur på karaffel i modsætning til den første udgave, som blev skænket direkte fra flasken. Det er som om, at den bedre finder sig selv med tiden og viser sin fulde kvalitet.
Ved vintage er faren derimod, at for lang tid i åbnet tilstand, kan medføre en risiko for at noget af kraften i såvel duft som smag og eftersmag forsvinder. Men samtidig skal de have noget ilt inden servering. Her foretrak jeg begge gange flasken, der var åbnet fire timer inden, men flertallet blandt deltagerne havde dog Malvedos med 12 timer bag sig som favorit.
Hvordan svarer det så overens med andre erfaringer?
I en tilsvarende teknisk smagning tilbage i år 2010 indgik kun vintage port: Fonseca 1963, Grahams 1970, Warre 1985 og Quarles Harris 1997. Her blev flaskerne åbnet henholdsvis 24 timer, 8 timer og 1 time før smagning. Ved de ældste vine var mange glade for flaskerne, der var åbnet 8 timer før, mens det hos de yngste faktisk var 24 timers flasken, der fik flest stemmer.
I vinbladet Decanter i december sidste år deltog bl.a. portvinsskribenten Richard Mayson i en lignende test, hvor forskellige dekanteringstidspunkter (1 time, 2 timer og 4 timer) blev afprøvet på samme vintage vine. Her lød nogle af konklusionerne, at én til to timer var det mest sikre, mens fire timer var for meget. Men også, at selve vinens karakter ikke ændres.
Vi er altså ude i detaljer for nørder, som måske nok kan duftes og smages, når du sidder med tre glas foran dig, men som du nok ikke vil lægge mærke til, hvis du bare nyder en enkelt god portvin.

Og det sidste er vigtigt. Nok kan vi være tekniske ved særlige lejligheder og lære og erfare. Men vi skal også huske, at nydelsen ikke forsvinder i nørderiet.  

torsdag den 6. marts 2014

Fado Resounding


Endnu en bog om fado, landede i postkassen. Dejligt. Lystlæsning og læring. Hvor den forrige var en grundig gennemgang af fadoens historie skrevet af en portugiser (se post fra januar 2014), er ”Fado Resounding” en etnografisk og sociologisk analyse af fadoens betydninger ved den amerikanske professor i musik ved Columbia University, Lila Ellen Gray.
Når bogen indledes med en længere redegørelse for den videnskabelige metode og afsluttes med mere end 35 siders noter, kan man frygte, at den er for tør og teoretisk i sin tilgang og for lidt konkret. At den udelukkende analyserer fadoen udefra uden at opleve og sanse den indefra. Men Lila Ellen Gray formår at gøre begge dele. Jo, det er et etnografisk og musiksociologisk studie, men det er også skrevet af en kvinde, som har boet i Lissabon, opholdt sig i fadomiljøet gennem længere tid, lyttet og sågar selv prøvet at synge fado. Hun skriver på basis af levet erfaring og ikke kun studeret viden.
To meget forskellige lokaliteter spiller en større rolle i bogen. Tasca do Jaime i bydelen Graça og Museu do Fado i Alfama. Det første sted bliver hendes foretrukne. Her møder hun den ægte amatørfado, hun lytter, føler og lærer, og hun taler med en lang række optrædende og synger sågar selv. På fadomuseet ser hun selvfølgelig udstillingen om fadoens historie, men tager også sangundervisning på museets fadoskole og interviewer underviserne.
Hvor det første sted repræsenterer den mere folkelige udgave af fadoen og dermed traditionen, er det sidste sted eksponent for den professionelle tilgang – to poler som fadoen netop er udspændt imellem. Vil man være fadosanger kan professionel sangundervisning selvfølgelig være nødvendigt og givende, men den uformelle læring i fadomiljøet er mindst lige så vigtig. Det er på de små fadosteder, at overleveringen og de uskrevne regler kan erfares, og hvor myterne florerer på godt og ondt. For Lila Ellen Gray formår fint at vise, at en del af de ”sandheder”, som fadohistorien og -kulturen er rig på, netop ikke er objektive sandheder, men erfaringer og fortællinger overleveret fra mund til mund og gennem generationer.
Lila Ellen Gray kommer omkring emner som historien, byen, følelserne, teksterne, melodierne, fadoens position i verdensmusikken og kønsproblematikken. Vi hører om de mandlige musikere og de kvindelige sangere, om tekster hvor kvinden er underlagt manden og om luder-madonna komplekset, personificeret i den første fadostjerne Severa og tilstedeværende i mange fadotekster.

Et par emner får særlig behandling, nemlig fadoen stilling under Salazars Estado Novo og Amálias eftermæle som stjerne og ikon. Som bogen så rammende beskriver det, er Amália til stede overalt. Hendes billede står som relikvie i montre på fadorestauranter, og hun er den store reference, som alle sammenlignes med, og hvis repertoire af samme grund er respekteret, så det kræver mod at synge hendes kendte sange. Hun høres som muzak i stormagasiner og i turistvogne på gaden, og hun dyrkes i dragmiljøet.
”Her name was everywhere, invoked as a divine musical standard, as patrimony, as culture, as nation, as place: My daughter is a veritable Amália. You should hear her sing. The voice of Amália is the voice of national patrimony”, som Lila Ellen Gray beskriver og citerer det.
Fadoens forhold til Estado Nova har været og er stadig meget omdiskuteret. Lila Ellen Gray redegør fint for samspillet mellem opblomstringen af de mange casas de fado og Estado Novos folkloristiske og nationale kultursyn samt om styrets censur, der forbød tekster med politisk indhold, hvilket ellers var fremherskende. Men hun viser også at billedet ikke er entydigt ved at referere til revolutionære og oppositionelle fadosange og ved bl.a. at præsentere en kunstner som José Manuel Osório. Ligeledes med Amálias eftermæle, da hun kritiseres for at have været en del af systemet, men samtidig også sang ”oprørske” sange.  
Når fadoens kan inspirere til bøger som ”Fado Resounding”, skyldes det, at der jo ikke blot er tale om en musikgenre. Fadoen er også en urban udviklingshistorie – en musikform og livsform, som har eksisteret under og i opposition til et samfund, som gennem de sidste 200 år har gennemgået mange omvæltninger. Den har overlevet og har i dag stor betydning – både for de små lokale miljøer som det omkring Tasca do Jaime og for den mere kommercielle musikindustri og den globale verdensmusik.
Eller som Lila Ellen Gray skriver i første kapitel om Tasca do Jaime:
”There are places in Lisbon that gather fado and fadistas: places where the talk of fans and singers, the photographs on the walls, and the songs and the stories told through singing merge and spin off of one another, teaching and reinscribing what fado is and its relation to history – both its own history as a genre and Portuguese history writ large. These places teach one to listen to fado, how to feel saudade, and teach one how to have soul”.


Lila Ellen Gray: Fado Resounding. Duke University Press 2013.