Branco af Branco

Hele tre dage på Jazzhus Montmartre i København – nærmere bestemt her den 3.-5. maj – efterfulgt af endnu en koncert den 8. maj i Musikhuset i Aarhus. Så store har mulighederne for at høre portugisisk fadomusik i Danmark aldrig været før. Hidtil er det kun blevet til få enkeltstående koncerter, så måske får fadoen endelig sit gennembrud i Danmark? Det kunne i al fald være dejligt, hvis vi fast blev medtænkt i turnéplanerne hos de store kunstnere.

Det er pladeaktuelle Cristina Branco, som står bag koncertrækken i maj, og hun er da også nok den, der har været flittigst til at besøge os gennem årene. Det nye album hedder kort og godt ”Branco”, hvilket både er hendes efternavn og portugisisk for hvid. Begge dele spiller ind ifølge noterne til coveret, hvor hun skriver, at hvid – eller rettere hvidt lys – er foreningen af hele spektret af synligt lys, og hun fortsætter:

”Branco is the album in which I promise to rid myself of any bias, bringing together realities that gradually become a new-normal where anything is possible and the alternatives are clear, distinct.”

Hun taler altså om en slags nulstilling - en starten forfra. Ja, måske. Men samtidig er det også hende selv. ”Branco” er Branco.

Albummet er hendes 14. album og følger efter ”Menina”, som var en hyldest til kvinden som så. Flere af hendes udgivelser har været tematiske som f.eks. ”O Descobridor”, hvis hun sang digte af den hollandske forfatter Jan Jacob Slauerhoff, ”Ulisses” som kredsede om rejsen og ”Abril”, hvor hun hyldede José Afonso.

Selv om Cristina Branco repræsenterer den portugisiske fado, er der ikke tale en fadoplade i traditionel forstand. Kun den sidste sang ”Minha Sorte” kan vel betegnes som så. Her får den portugisiske guitar lov til at udfolde sig, mens den på det meste af albummet ikke håndteres som i traditionel fado, hvor den indleder og derefter spiller andenstemme, men mere fungerer rytmisk og jazzet i samspil med bas og klaver.

Trioen bag Cristina Branco er den samme som på det forrige album. Og ganske symptomatisk for albummets samlede udtryk kommer to af musikerne, kontrabassist Bernardo Moreira og pianist Luis Figueiredo, begge fra jazzens verden, mens Bernardo Couto på portugisisk guitar selvfølgelig er hjemhørende i fadoen. En dejlig fasttømret trio af kompetente musikere.

Albummet virker meget helstøbt, afvekslende i tempo fra skæring til skæring og hele tiden med Cristinas store stemmerepertoire i front. En af de mere muntre sange er den lille svømmelektion, ”Aula de Natação”, hvor for traditionel fado så usædvanlige ord som time-sharing, hidroginástica (vandaerobic) og varizes (åreknuder) afsynges i hurtigt tempo. Symptomatisk for albummets opbygning afløses sangen af den mere rolige kærlighedssang ”Namora Comigo”, hvor hendes stemme får lov til at stå alene gennem første vers, ses bort fra lidt fuglefløjt.

Cristina Branco benytter sig som på forgængeren ”Menina” igen af en lang række tekstforfattere og komponister med forskellige baggrunde – fra helt unge nye navne til veteraner som komponisten Mário Laginha og Sérgio Godinho, som hun har sunget adskillige sange af gennem karrieren. Hans sang ”Armadilha” er også blandt albummets bedste, ligesom Luis Severos ”Minha Sorte”. Et meget anderledes og afdæmpet lyd finder man på ”Perto”, skrevet af Afonso Cabral fra indiebandet You Can´t Win Charley Brown.

Alt i alt et glimrende, meget helstøbt og lytteværdigt album fra Cristina Branco, som debuterede i 1998 som en af flere eksponenter for fado novo. Fado novo var unge kunstnere, der rehabiliterede fadoen efter årtier, hvor den levede et mere stille liv i tiden efter revolutionen i 1974. Meget symptomatisk var Brancos første album en koncertoptagelse fra Amsterdam – hendes anden hjemby. Som hun turnerer ofte i Holland, kan vi håbe på at koncertrækken her i maj i Danmark er begyndelse til endnu flere besøg.

Cristina Branco: Menina

Det overordnede indtryk er lyst, let og muntert, men visse steder synes der at foregå en kamp mellem lys og mørke på Cristina Brancos nye album, Menina. Det gælder tempoet i melodierne, det gælder instrumenterne og det gælder sangstemmen, som spænder fra det dybe, melankolske til det mere lyse – og det flere gange inden for samme sang som fx på den skønne, varierede ”A meio do Carminho” og på Luís Severos ”Alvorada”.

Severo er manden bag projektet Cão da Morte, og det er netop et kendetegn for det nye album, at Cristina Branco, hvad angår tekst og musik, har allieret sig med en bred vifte af forskelligartede kunstnere. Det gælder fx pianisten og komponisten Mário Laginha, som bl.a. har arbejdet sammen med jazzdivaen Maria João. Langinha har komponeret to skæringer, hvoraf den ene, ”Quando Julgas que me Amas” har tekst af forfatteren António Lobo Antunes. Det gælder også den altid fremragende Ana Bacalhau fra Deolinda, som har leveret teksten til den stille og melodiøse ”O gesto dela”, men dertil kommer også en række nye og yngre navne som Jorge Cruz, Lúis Gomes og Kalaf fra Buraka Som Sistema. Endelig skal også nævnes, at en enkelt fadoklassiker med tekst af selveste Amália har fundet vej til albummet, nemlig ”Ai, esta pena de mim”, der i modsætning til Amálias version indledes med en dejlig, langsom og følsom bas, inden de øvrige instrumenter supplerer, og tempoet sættes op.  

Er der således mange forskellige bidragsydere, hvad angår tekst og musik, udgøres det faste akkompagnement af kun tre musikere: pianisten Luís Figueiredo, contrabassisten Bernardo Moreira og Bernardo Couto på portugisisk guitar. Denne tætte, ja nærmest lidt puritanske besætning udgør en fin sammentømret og harmonisk enhed.

Menina, der betyder pige, er et yderst lytteværdigt album, som efter min mening vil indskrive sig som et af hendes bedste album i en efterhånden lang karriere, der blev indledt med livepladen ”In Holland” fra 1997 og siden tæller spændende album som ”O Descobridor” (2000) med tekster af den hollandske digter Jan Jacob Slauerhoff og ”Não há só Tangos em Paris” (2011), hvor hun sang både fado og tango. Og nej, der er trods titlen intet lillepigeagtigt over hendes sang, som fremstår moden og med stor spændvidde. Men rent tematisk kredser sangene om kvinder og kvindelighed, eller som det portugisiske blad Visão formulerede det, præsenterer albummet de mange kvinder, der bor i Cristina Brancos stemme. I interviewet siger hun selv herom:

”Tanken med albummet er at tale om det kvindelige univers gennem sange som præsenterer kvindens styrker og forskellighed. Men denne pige er ikke kun mig, men mange piger og drenge”.

Cristina Branco udforsker nye territorier sammen med de nye komponister og tekstforfattere, men uden at det stritter i forskellige retninger og med hendes dejlige og altså varierede vokal som gennemgående samlingspunkt. Skal jeg fremhæve nogle enkelte skæringer er det foruden den allerede nævnte ”Alvorada” åbningssangen ”E às vezes dou por mim” og den meget smukke, hymneagtige ”Deus À”, skrevet og komponeret af Lúis Gomes fra Cachupa Psicadélica – et af de nye, spændende navne fra Cap Verde øerne (cachupa er Cap Verde øernes nationalret).

  

”Menina” er udkommet på Universal Music. Læs mere om Cristina Branco her