fredag den 16. maj 2014

Huset Fonseca i ord og billeder

”As regards these low offers by Portuguese Houses we cannot compete, as we do not ship such a poor quality of very indifferent so-called Port. In order to see what is being shipped I have got samples (through a broker) from the house you named … and other houses, and assure you I have never tasted such filth, there really is no other word for the concoction they describe as Port”.
Sådan stod det at læse i et brev fra 1923 fra Alex Guimaraens til en hollandsk importør, som havde taget imod et billigere portvinstilbud. Konkurrencen var hård og bedømmelsen af andres produkter sikkert ikke altid lige objektiv. Men samtidig vidner brevet om et firma, som havde og stadig har kvaliteten for øje frem for kvantiteten.


Citatet er hentet fra bogen Fonseca Porto, som The Fladgate Partnership udgav i 2012. Bogen beskriver huset Fonsecas historie, dets Quintaer samt ikke mindst dets portvin gennem tekst og billeder – samt afsluttende gennem smagenoter. Firmaets nuværende profiler, Alistair Robertson, Adrian Bridge, David Guimaraens, Natasha Bridge og Nick Heath, har smagt sig gennem husets portefølje herunder Fonseca Vintage fra 1908 til 2003. 
Fonseca historie begynder i starten af 1800-tallet. Ældste dokument, som nævner navnet er fra 1815, mens selve grundlæggelsen af huset regnes for at være 1822, hvorefter Manoel Pedro Guimaraens bliver partner i firmaet. Guimaraens-navnet har siden været tæt tilknyttet firmaet, hvilket også gælder i dag, hvor husets chefwinemaker på vintageområdet er David Guimaraens. Faktisk er husets vintage lavet af kun fire personer siden 1896. Først Frank Guimaraens, derefter Dorothy for et enkelt år og så altså far og søn, Bruce og David.
De historiske afsnit er interessant læsning og når mere i dybden end generelle portvinsbøger har mulighed for. Et par små historier relateret til Danmark er der også blevet plads til. Således kan man læse om den danske væddeløbshest Fonseca, som firmaet sponserede, samt om en kongelig vinsmagning i København med deltagelse af prinserne Gorm og Christian samt selvfølgelig Bruce Guimaraens, som de sidste år af sit liv agerede omrejsende ambassadør for Fonseca. Dette nød den fynske portvinsklub, The Vintage Port Club, også godt af i 1994, hvor Bruce besøgte klubben og kommenterede en smagning. Det samme gjaldt sønnen David i 2012, hvor klubben holdt Winemakers Dinner med afsæt i Fonseca.


Efter den historiske del af bogen følger afsnit om husets tre Quintaer, Quinta de Santo António, Quinta do Cruzeiro og ikke mindst Quinta do Panascal, som blev købt i 1978. Her beskrives druetyper, marker, mikroklima etc. og en folde-ud illustration anskueliggør produktionen fra druerne ankommer til vinen lagres.


Sidste del af bogen fokuserer på de forskellige portvinstyper og redegør fint for forskellene mellem de tre typer af Vintage, huset produceres: Quinta do Panascal Vintage, som er husets Single Quinta Vintage. 
Guimaraens Vintage, som laves i gode år, hvor der dog ikke deklareres egentlig vintage, og som er et blend af druer fra alle tre Quintaer – og derfor en form for andenvin. Og endelig altså Fonseca Vintage Port, som regnes blandt de bedste af slagsen.

Fonseca Porto er en fin og grundig bog for alle portelskere – og selvfølgelig især for de, der har Fonseca blandt sine favoritter.