mandag den 9. oktober 2023

Smag vin og portvin fra Portugal

 


Den 25. oktober afholdes vinfestivalen Wines of Portugal i Langelinie Pavillonen i København. Her besøger 16 portugisiske vinproducenter Danmark og skænker smagsprøver på deres forskellige vine fra portugisiske regioner som Vinho Verde, Dão, Alentejo og Douro – ligesom der sikkert også bliver budt på lidt portvin. Læs mere her.

Arrangør af festivalen er Wines of Portugal, som er en brancheorganisation, der markedsfører portugisisk vin rundt om i verden. I 2019 vendte de tilbage til Danmark, som de ellers havde forbigået i en årrække. Og siden har de – coronapausen fraset – hvert år afholdt festival og stået bag andre arrangementer og smagninger i Danmark målrettet såvel forbrugere som professionelle i form af importører, sommeliers og pressefolk.

Som vinskribent med speciale i portugisisk vin og portvin – og som honorær konsul for Portugal – er det et glædeligt initiativ, som har haft og har min fulde opbakning. Portugisisk vin er stadig ikke helt værdsæt i forhold til kvaliteten, hvilket såvel Wines of Portugal som jeg selv i al beskedenhed prøver at gøre noget ved. Efter arrangementet vil du derfor kunne læse mere om smagningen på min vinblog, Vin med Mouridsen.

Wines of Portugals festival er dog ikke den eneste mulighed for at smage portugisisk vin og portvin i Danmark. Lejlighedsvis finder der andre festivaler sted f.eks. med fokus på Vinho Verde, ligesom jeg selv også har afholdt flere smagninger rundt om i forskelligt regi. Og så findes der landet rundt adskillige messer og festivaler med særligt fokus på portvin.

Listen er lang og med fare for at have glemt nogen, vil jeg lige kort remse mulighederne op:

Portvinsfestivalen på Børsen i København blev afholdt første gang i 1988 og er dermed landets ældste. Samtidig er den en slags rollemodel for mange af de andre portvinsfestivaler og -messer. Den finder altid sted den første mandag i november og i år altså mandag den 6. november. Der er tre smagerunder af hver to timers varighed samt en pressesmagning for særligt inviterede. Arrangør er Henrik Oldenburg, som også er forfatteren bag den danske ”portvinsbibel”. Læs mere her.


Fra tidligere Portvinsfestival på Børsen sammen med Jorge Rosas fra Ramos Pinto

To dage inden finder Odense Portvinsmesse sted, hvilket vil sige lørdag den 4. november i DOK5000 ved Odense Havn. Konceptet er nogenlunde det samme som på Børsen, men dog kun med to smagerunder. Billetten giver således adgang til at smage ved alle stande, mens mere dyre og eksklusive portvine kan tilkøbes. Læs mere her.

Lørdag den 11. november i år afholdes Nordjysk Port- og hedvinsfestival i Aalborg HK´s Idrætshal, arrangeret af Nordjysk Vinimport. Som navnet oplyser er der ikke kun fokus på portvin, men også andre hedvine som madeira og moscatel, der ligeledes er portugisiske. Billetten giver adgang til fire timers smagning. Læs mere her.

Den næstældste festival i Danmark er Portvinsmessen i Roskilde, som har fundet sted siden 2015. Den er placeret i marts måned i Roskilde Kongrescenter med to smagerunder af hver to timers varighed. Næste gang er derfor lørdag den 2. marts 2024. Læs mere her.

Portvinsfestival.dk startede i Odense, men blev i år afholdt i Helsingør, Vejle, Odense, Aarhus og Svendborg. De vender givet retur næste år i Odense og andre byer. Konceptet er lidt anderledes. For det første er det primært lokale vinhandlere og importører, der inviteres med. For det andet giver billetten adgang til et bestemt antal glas, mens yderligere kan tilkøbes. Læs mere og hold øje med datoerne her.

I Aarhus har der tidligere været forskellige tiltag. Nu gælder det Portvinens Dag, som afholdes i såvel Aarhus som København i henholdsvis foråret og efteråret. Næste gang er således i Aarhus lørdag den 3. februar i Centralværkstedet. Læs mere her.

Horsens har også fået sin egen festival under navnet A Taste of Port. Festivalen afholdes i september og finder sted næste gang lørdag den 28. september 2024 i Forum Horsens. Igen er der tale om to smagerunder a to timers varighed. Læs mere her.

God fornøjelse med smagningerne.