torsdag den 31. januar 2013

Snu Seidenfaden - en dansker i Lissabon



Der er dramatisk stof til en hel spillefilm over danske Snu Seidenfadens liv og skæbne. Kærlighed, ambitioner, rejser rundt i verden, politiske omvæltninger og pludselig død.
Cândida Pintos biografi om Snu, som netop er kommet i dansk oversættelse, startede da også med billeder, idet den portugisiske journalist i 2005 stod bag en tv-dokumentar om Snus liv. Siden er materialet og de mange interviews blevet udbygget til bogform.  
Under et kostskoleophold i England møder Snu portugiseren Vasco Abecassis, som hun gifter sig med. I 1962, hvor Snu er 22 år, flytter parret til Lissabon, hvor hun efterfølgende etablerer forlaget Dom Quixote. Her blev der udgivet politisk og polemisk litteratur, hvilket gentagne gang bragte forlaget i søgelyset hos PIDE, Salazar-diktaturets hemmelige politi. Men som Snu selv formulerede det, da hun tog initiativet: "Jeg vil starte et forlag, Portugal skal åbnes op, og det skal være min måde at bidrage på”.
Samfundsengagementet havde hun med i bagagen. Snu var datter af det engagerede journalistpar Jytte Kaastrup-Olsen og Erik Seidenfaden og dermed halvsøster til afdøde Tøger Seidenfaden. Moderen forlod siden faderen til fordel for den svenske bogforlægger Tor Bonnier, som bliver en slags mentor for Snu, og i hvis fodspor hun altså vandrer.
Missionen lykkedes. Portugal blev senere åbnet, da Nellikerevolutionen fjernede Estado Novo i 1974, og Snus forlagsvirksomhed har da givet været en medspiller ved at gøde jorden for demokratiske tanker blandt intellektuelle og politiske engagerede. For som Cândida Pinto skriver: ”Det er Snu, der lægger forlagslinjen: via bøgerne vil hun bringe den aktuelle internationale omverden til det lukkede Portugal.”
Flytningen til det ellers lukkede Portugal og revolutionen i 1974 er ikke de eneste store omvæltninger i Snus liv. Ægteskabet holder ikke, da de vokser fra hinanden, og Snu samtidig forelsker sig i advokaten, politikeren og stifteren af det portugisiske socialdemokrati, Francisco Sá Carneiro. Han er dog ligeledes gift, men hvor Vasco er indforstået med skilsmisse fra Snu – ja faktisk beholder de et varmt venskab efterfølgende – forholdet det sig anderledes med Sá Carneiro, som har rødder i det katolske etablissement i Porto. Trods separation nægter hustruen at lade sig skille, da det strider mod religionen og samfundsnormerne.
Dette afholder dog ikke Snu og Sá Carneiro fra at etablere og præsentere sig som par, hvilket vækker en del opstand i konservative kredse. Modstanden bliver ikke mindre, da Carneiros politiske karriere gør ham til premierminister i januar 1980. Tiden på toppen og dermed Snus tid som – offentlig, men delvist uofficiel – førstedame bliver kort. I forbindelse med kampagnen for præsidentvalget samme år, flyver parret i december til Porto i et lille privat Cessna-fly. Efter 38 sekunder styrter flyet ned i Lissabon bydelen Camarate. Alle omkommer.  
Siden har der været spekuleret en del i, om det var en tragisk ulykke eller et politisk motiveret attentat, hvilket hele ni nedsatte kommissioner endnu ikke har kunnet klarlægge. Konspirationsteorier og mystik har givet været med til at holde liv i mindet om såvel premierministeren som hans elskede Snu – på samme måde som mordet på Kennedy og Olaf Palme vedbliver at være omdiskuterede.
Bogen fortæller deltaljeret og medrivende om Snus liv og skæbne. Måske til tider lidt for detaljeret, ligesom en vis tomgang melder sig, når det fx utallige gange bliver slået fast, at Sá Carneiro hustru ikke vil lade sig skille. Samtidig giver biografien indsigt i Portugal historie og politiske udvikling – ikke mindst i tiden lige før og efter revolutionen i 1974. Vi hører om kampen mellem Estado Novo og de demokratiske kræfter, om de konservative, katolske normer over for liberalt og nordisk frisind samt om valget af fremtid for det nye demokrati. For udenforstående kan det dog være svært helt at følge med og forstå den politiske situation, da holdninger og modsætninger – fx mellem Sá Carneiro og præsident António Ramalho Eanes aldrig bliver formidlet tydeligt.
Biografien er ikke ene om at fortælle om Snus liv. I de senere år har der været fornyet interesse om hende i Portugal, hvilket har ført til udstillinger og teaterstykke. Og hendes forlag eksisterer stadig. På min reol står fx Manuel Halperns bog om fado novo, O Futuro da Saudade, udgivet i 2004, ligesom originaludgaven af Cândida Pintos bog blev udgivet på Snus forlag.

Cândida Pinto: Snu Seidenfaden. People´s Press 2013, 330 sider


lørdag den 19. januar 2013

Vintage 1983



1983 regnes ikke for et af de store vintageår og står derfor lidt i skyggen af 1985. Men faktisk scorer flere af vinene gode point forskellige steder. F.eks. hos James Suckling, som i sin bog ”Vintage Port” giver Cockburn hele 97 point.
Den slags pointgivning er jo ikke facitlister og afhænger selvfølgelig af, hvornår vinen er smagt og af hvem. Men Cockburn blev faktisk også samlet vinder, da The Vintage Port Club torsdag aften bød på smagning af 14 forskellige udgaver af vintage 1983. En fin smagning med flere gode flasker, som dog også bød på nogle skuffelser undervejs delvist på grund af et par halvskæve flasker. 
Flere – bl.a. Roy Hersh – nævner netop Cockburn 1983 som god, men ujævn, da der er mange defekte vine imellem. Vi havde åbenbart heldet med os, da begge flasker var gode. Mørk mahogni i farven, lidt tilbageholdende i næsen, men både med mørke bær og vanilje. God fyldig smag og stadig med spræl i.
Smagningen var tilrettelagt som blindsmagning, hvilket førte til flere overraskelser. Dow, som ellers regnes for en af årgangens bedste, var denne aften meget svag. Allerede meget afbleget, duft af kirsebær, en vis sødme og pæn eftersmag, men uden den kraft, der burde kendetegne Dow. Den havde jeg aldrig gættet. En anden skuffelse var efter min mening Fonseca, som var fæl i næsen. Det kan skyldes flasken, da det i al fald ikke nåede at fortage sig efter nogen tid i glasset.
Aftenens andenplads blev delt mellem Nieport og Smith Woodhouse – det sidste måske lidt overraskende. Det var en pænt glas, men den var nu langt fra i min top 5. Selv havde jeg Taylor som favorit efterfulgt af Graham, Warre, Nieport, Ramos Pinto og Cockburn. Taylor var i fin balance og absolut drikkeklar, men har nok ikke et langt liv. Nieport var let skjult i næsen, men med lang pebret eftersmag og flotte tanniner. Ramos Pinto og Warre havde ligeledes stadig tanniner og kraft.
Samlet set en noget uens smagning, hvor ingen vine slog benene væk under én. Nok var der gode portvine imellem, men der var også skuffelser. Havde man meget lave forventninger til årgangen, kunne man sagtens lade sig positivt overraske. Flere af vinene er også stadig levedygtige en del år frem, mens andre – som Borges og Feist – nok nærmer sig at have haft deres tid.  
Klubben har for vane at stemme om vinene, således at alle afgiver tre stemmer. Nr. 1 får tre point, nr. 2 to point og nr. 3 ét point. Der blev stemt, inden vinene blev navngivet, hvilket førte til følgende resultat:
Cockburn: 23 point
Nieport og Smith Woodhouse: 20 point
Ramos Pinto, Warre og Gould Campell: 18 point
Taylor: 13 point
Graham, Fonseca og Quarles Harris: 11 point
Feist 5 point
Borges og Ferreiras Quinta do Seixo: 2 point

søndag den 13. januar 2013

António Zambujo: Quinto



Når jeg lytter til António Zambujo, kommer jeg til at tænke på Casa do Alentejo – en lille oase af en restaurant, beliggende i hjertet af Lissabon, tæt ved Rossio. Stedet var oprindeligt et klub for tilflyttere og tilrejsende fra Alentejo-provinsen, men alle kan i dag nyde en kop kaffe eller et måltid i de flot udsmykkende lokaler med imponerende azulejos og en maurisk inspireret overdækket gårdhave.
Og hvorfor så det? Jo, Zambujo er født i Beja, og selv om han har taget hovedstadens traditionelle fadomusik til sig og samtidig formået som mange andre at modernisere den og kombinere den med jazz og bossa nova, er han stadig ambassadør for Alentejo. Tydeligst i hans vibrerende sangstil, som er influeret af cante alentejano, en traditionel polyfonisk folkesang fra regionen. Men også i tekster og temaer. Et af numrene på debutpladen fra 2002 hedder fx ligefrem Trago Alentejo na voz, jeg bærer Alentejo i stemmen.
Denne anderledes stil er også tydelig på hans seneste og femte album, som kort og godt hedder Quinto og byder på 16 glimrende sange, hvoraf enkelte er skrevet af ham selv. CD´en rummer såvel fadosange som brasilianske kompositioner, da Zambujo har optrådt en del i Brasilien og samarbejdet med flere brasilianske musikere, ligesom han også er inspireret af sangeren Caetano Veloso – en af flere brasilianere, som medvirkede i Carlos Sauras film Fados.
Spændende og mere overraskende er Zambujos brug af trommer og blæsere som trombone og klarinet – et instrument han i øvrigt selv er uddannet i. Dette gælder ikke mindst en dybt vibrerende basklarinet, der på numre som A casa fechada og den tangoinspirerede Algo estranho acontece nærmest virker som et udråbstegn i hælene på Zambujos stille, underspillede, melankolske stemme. Ligeledes hentet fra jazzen er Mário Delgados fremragende elektriske guitar på Não vale mais um dia.
Alentejo, Brasilien og jazz. Fadoen er skabt af verden og tilhører verdensmusikken. Og fadoen er så sandelig også til stede på Quinta – såvel i stemmens saudade som i den flittige brug af guitarra portuguesa. Det er et imponerende flot femte album, Zambujo har begået. Og så vinder det faktisk for hver gennemlytning.
Som man ikke bør snyde sig for et besøg i Casa do Alentejo, bør man ikke undlade at stifte bekendtskab med Zambujo.

tirsdag den 8. januar 2013

Ana Moura: Desfado


Ana Moura (født 1979) har siden sin debut i 2003 udviklet sig til en af de mest markante unge fadostemmer. Ja, ikke alene det. Hendes popularitet og musikalitet rækker ud i verden. Hun har optrådt med stjerner som Rolling Stones og Prince (se links nedenfor), ligesom hun har sunget ved jazzfestivaler rundt om i verden.

Det grænseoverskridende aspekt er markant på hendes nye og femte album Desfado, hvilket forstavelsen ”des” netop signalerer. Hun dekonstruerer så at sige fadoen. Tre numre synges således på engelsk. Det gælder fx en fin og lettere jazzet udgave af Joni Mitchells A Case of You, hvor Mouras vokale spændvidde udfolder sig flot. Albummet er da også indspillet i Los Angeles og produceret af Larry Klein, som bl.a. har produceret netop Mitchell, men også Tracy Chapman og Herbie Hancock. Dermed har Moura forladt sin faste samarbejdspartner og mentor, Jorge Fernando. Herbie Hancock er faktisk gæstemusiker på Ana Mouras egen komposition Dream of fire, ligesom saxofonisten Tim Ries, der i sin tid førte Moura sammen med Rolling Stones, også medvirker.

Den internationale tilgang er altså ført hele vejen igennem denne gang. Men det betyder modsat ikke, at Desfado har fjernet sig helt fra Portugal og fadoen. Nok dekonstruerer hun, men hun destruerer ikke traditionen. Hun synger materiale af nye spændende navne som Virgem Suta og Luísa Sobral samt fadosangerne Aldina Duarte og António Zambujo, ligesom flere af skæringerne er gamle fadosange i nye forklædninger. Det gælder fx Fado Primavera og Fado Santa Luzia, som begge er indspillet af adskillige kunstnere, men her har fået nye tekster – sidstnævnte, ”O espelho de Alice”, med en hilsen til Alice i Eventyrland.

Så selv om Ana Moura udfordrer fadoen, bruger utraditionelle instrumenter og bevæger sig ud over de traditionelle grænser, byder Desfado på såvel guitarra portuguesa samt saudade i stemning og tekst. Det gælder fx den stille, smukke Havemos de Acordar, hvor Tim Ries saxofon får fint modspil, og ikke mindst Pedro Abrunhosas Fado Alado, som tager os på rundtur i Portugal med ordene Sou um Comboio de Fado, Sou um Comboio de gente.  Når Ana Moura er spændt for, tager jeg gerne med på den tur.

Links:
Ana Mouras egen hjemmeside: http://www.anamoura.net/
Ana Moura: Desfado: http://www.youtube.com/watch?v=GKCJgDCA5Bo
Ana Moura og Rolling Stones: No Expectations: http://www.youtube.com/watch?v=8wd3DaljPXk
Ana Moura og Prince: http://www.youtube.com/watch?v=HycPaSV68JU
Luísa Sobral: http://mit2hjemland.blogspot.dk/2011/11/luisa-sobral.html