mandag den 27. maj 2019

Honorær konsul for Region Syddanmark


Mit engagement i Portugal ændrede nyligt gear. Den 15. marts 2019 blev jeg udnævnt som Portugals honorære konsul i Odense med jurisdiktion i Region Syddanmark. Dermed har jeg mere officielt forpligtet mig til at beskæftige mig med landet og fungere som bindeled mellem regionen og Portugals ambassade i København.


Det har været en langvarig proces, idet der er gået mere end et år siden jeg blev spurgt, om det var noget, jeg ville sige ja til. Og det ville jeg selvfølgelig, da jeg ser det som en stor ære. Portugals ambassade i Danmark har hidtil kun haft honorære konsuler udnævnt i Tórshavn, Færøerne samt i Litauen, som ligeledes hører under ambassaden i København. Den nuværende ambassadørs forgænger, Rui Macieira besluttede at udvide dette. Men da den slags tager tid, blev det altså først nu under den nuværende ambassadør Rita Laranjinha, at udnævnelsen blev effektueret.
Der vil ikke blive tale om konsulatfunktioner med hensyn til udstedelse af visa, pas eller kørekort mv., men udelukkende mere repræsentative opgaver. Det gælder om nødvendigt i forhold til herboende portugisere samt i forhold til erhvervs- eller kulturlivet mv. Her skal jeg fungere som en form for bindeled mellem regionen og ambassaden og understøtte initiativer og samarbejder de to lande imellem samt informere om landet. På sin vis ikke helt ulig det jeg faktisk allerede har praktiseret de senere år, hvor jeg har haft et godt samarbejde med ambassaden, men nok fremover i øget omfang og altså officielt.


I forbindelsen med udnævnelsen modtog jeg også det portugisiske flag og et officielt skilt, som nu pryder husfacaden i Vindegade i Odense. Tidligere i maj var ambassadør Rita Laranjinha i Odense, hvor vi sammen besøgte Rådhuset, hvor viceborgmester Tim Vermund tog imod. Derefter gik turen til det portugisiske firma Efacec, som er involveret i konstruktionen af Odense Letbane og efter en frokost blev konsulatskilte besigtiget i selskab med mit gamle portugisisklærer Pedro De Vallera Pepe.

torsdag den 9. maj 2019

Portugals mørklagte attentat


Den 4. december 1980 – blot tre dage før præsidentvalget – omkom Portugals premierminister Francisco Sá Caneiro og seks andre, da deres lille fly brød i brand og styrtede ned få sekunder efter, det var lettet fra lufthavnen i Lissabon. Med i flyet og blandt de omkomne var også forsvarsminister Adelino Amaro da Costa og den danske forlægger Snu Seidenfaden, som dannede par med Sá Caneiro.
Den officielle forklaring, som hurtigt blev fremsat og siden var gældende i mange år, lød, at der var tale om en tragisk ulykke. Det var der ikke. Det var et politisk motiveret attentat.
Journalist Eva Henningsens nye bog om attentatet er spændende som en politisk thriller. Kærlighed og politik – spioner, bombemænd, militærfolk og korrupte embedsfolk. Samtidig virker den meget redelig, selv om forfatteren ikke er helt uvildig. Nyankommet til Portugal blev Eva Henningsen i januar 1980 ansat som PR-medarbejder på forlaget Publicações Dom Quixote, som bl.a. udgav små debatbøger om aktuelle og politiske emner, hvilket i tiden inden Nellikerevolutionen i 1974 bragte dem på kant med Salazarstyrets hemmelige politik, PIDE.
Forlaget var grundlagt i 1965 af Snu Seidenfaden og hendes daværende mand, men blev i 1980 drevet af Snu alene. Hun var blevet skilt, efter hun i 1976 traf lederen af Socialdemokratiet, PSD, Francisco Sá Caneiro, og de forelskede sig. Sá Caneiros hustru ønskede derimod ikke at lade sig skille med henvisning til katolicismen, hvor der skulle gå seks års separation først. Alligevel begyndte Snu snart at optræde ved Sá Caneiros side og siden som førstedame, da hans parti i et samarbejde med det kristelige demokratiske parti, CDS, vandt valget i 1979.
Portugal var plaget af politisk uro i tiden efter revolutionen. MFA, Movimento das Forças Armadas (De væbnede styrkers bevægelse) var godt nok helte fra revolutionen, men dele af militærfolket var ikke meget for at afgive magten til demokratisk valgte politikere, ligesom det dengang stærke kommunistparti havde deres egen politiske agenda.
Den nye regering blev derfor presset fra flere sider og mødte stor modstand. Bl.a. ønskede den at afskaffe det såkaldte Revolutionsråd, der bestod af 25 militærfolk og sad på en stor del af magten helt frem til 1982, ligesom den ønskede af slette nogle klausuler i forfatningen om ”eviggyldige nationaliseringer” og en ”socialistisk samfundsudvikling”. Da forsvarsministeren så samtidig opdagede, at folk fra militæret via hemmelige fonde og imod internationale aftaler solgte og transporterede våben til lande som Iran og Irak, kom de for alvor på kollisionskurs.
Regeringen ville stoppe våbensalget og undersøge de hemmelige fonde, hvilket militærfolket ville modsætte sig med alle midler. Samtidig var CIA, den nyvalgte præsident Reagan og hans udenrigsminister Henry Kissinger involveret, idet det forlyder, at de forhandlede frigivelsen af gidslerne på den amerikanske ambassade i Teheran fri mod, at våbenleverancerne til Iran skulle fortsætte, mens leveringen til Irak skulle stoppe, nu da de to lande var kommet i krig. Kissinger rejste således til Lissabon og lagde efter sigende pres på forsvarsministeren for at få ham til at fortsætte leveringen til Iran.
Med andre ord var der flere parter, som havde deres grunde til at skaffe såvel premierministeren som forsvarsministeren af vejen. Lejligheden bød sig til, da de to sammen ville flyve til Porto for at støtte deres præsidentkandidat. En bombe blev anbragt.
Eva Henningsen bygger sin gengivelse af historien og ikke mindst sine konklusioner på en lang række dokumenter, samtaler med involverede samt ikke mindst hemmelige akter og materialet fra de i alt 10 kommissioner, som blev nedsat i årene 1982 og helt frem til 2015 – og hvis arbejde hun refererer kommission for kommission i bogen. Hun blev selv udpeget som Snu Seidenfadens families repræsentant i den sidste kommission, hvorfor hun fik direkte til adgang til de mange papirer, undersøgelsesdokumenter, afhøringer mv.
At kommissionernes arbejde tog så mange år, vidner om den modstand, der var i systemet mod at nå frem til en fuld opklaring af sagen. Det gjaldt de involverede militærfolk og deres politisk allierede, men også politi og domstole, som så at sige havde verificeret den første forklaring om, at der var tale om en ulykke.
Der blev dog aldrig rettet anklager mod konkrete bagmænd for attentatet. I den officielle rapport fra 2015 konkluderes det godt nok langt om længe, at ”det nok var Portugals militær og CIA´s fælles involvering i et stort, ulovligt internationalt våbensalg, der var motivet for attentatet, men at det ikke var lykkedes kommissionen at bevise det”. Bagmændene havde haft alt for mange år til at skule og fjerne beviser. Og ikke nok med det, ”… ingen af de portugisiske våbenhandlere blev nogensinde stillet til regnskab.”
Historien om Snu Seidenfaden og hendes forhold til Francisco Sá Caneiro er tidligere fortalt i den portugisiske journalist Cândida Pintos biografi ”Snu Seidenfaden – kærlighed, bøger og politik”, som udkom i 2011 og blev oversat til dansk i 2013. Men konklusionerne mangler, idet bogen blev skrevet, inden kommissionernes arbejde var til ende og i det hele taget kun omtales kort.
Det er derfor vigtigt, at Eva Henningsen fuldender historien med sin glimrende bog. Den bør læses af alle med interesse for Portugals historie eller politiske intriger. Og for udenforstående er den forsynet med en grundig ordliste over involverer personer, institutioner og begreber.

Eva Henningsen: Det mørklagte attentat. Forlaget Vandkunsten 2019, 193 sider.