mandag den 30. juli 2012

Sommer i Portugal 3 – Porto



De røde tage fylder godt i billedet. Fra flodens bred og op ad bakken. Fra broen, jeg står på, og til højen i baggrunden. Broen bærer det royale navn Dom Luis I eller blot Ponte D. Luis. Den tilskrives ofte fejlagtigt franske Gustave Eiffel, men er bygget af det belgiske firma Société de Willebroeck med ingeniøren Teófilo Seyrig i spidsen. Seyrig havde også stået for den nærtliggende jernbanebro Maria Pia, som netop blev skabt i samarbejde med den berømte Eiffel. Der skal da heller ikke være tvivl om, at eleven Seyrig havde et godt øje til Eiffels jernkonstruktioner.

Ponte D. Luis er med sine to etager blevet et vartegn for Porto, hvor den sidste uge af vores ferie blev tilbragt. Vi havde lejet et hus ved Praia de Salgueiros i Vila Nova de Gaia, byen på sydsiden af Douro, som faktisk med tiden har vokset sig større end selve Porto. Tæt ved stranden og med gode busfornindelser til Gaia centrum og Porto.

Vi krydser Douro på det øverste dæk af broen for at nyde udsigten. Her kørte der tidligere biler, men i dag er overgangen forbeholdt metrolinien og promenerende fodgængere. På Gaia-siden kan vi se ned over de store portvinslagre med de røde tage og rækken af Barcos Rabelos ved kajen. Bådene er tydeligt inspirereret af de vikingeskibe, der i sin tid gæstede kysterne i området. De blev i mange år benyttet til at fragte portvinstønder ned fra quintaerne i Douro – en farefuld bådfærd, som blev erstattet af store lastvogne, da infrastrukturen i dalen blev udviklet. I dag ligger bådene mest til pynt som store vuggende visitkort for portvinshusene. Hvert år den 24. juni sætter de dog sejl og kappes indbyrdes i en sejllads fra flodudmundingen til Ponte D. Luis. I år var det båden fra Warre´s, som løb af med den prestigefyldte sejr.

På Porto-siden ligger det farverige Ribeira-kvarter og øverst den gamle katedral. Tættest ved broen er Ribeira med årene blev lidt vel turistpræget med fortovsrestauranter og souvenirbutikker side om side, men bydelen har nu stadig sin charme og er et besøg værd. Her kan man spise en omgang caldo verde, bacalhau eller byens specialitet, Tripas à moda do Porto, kallun med kylling og hvide bønner. Eller man kan besøge den hyggelige portvinsbar, Vinologia - La Maison des Porto, hvis franske ejer har specialiseret sig i vine fra mindre quintaer. Vinbaren ligger lige overfor Factory House – en søjleklædt bygning, der ikke skilter med sit indhold. Men det er her de engelske portvinsskippere holder til. 

Lidt længere væk rager Clérigos tårnet op ved kirken af samme navn. Den gæster vi senere for at kravle helt til tops og kigge ud over byen. Bagefter går vi rundt om hospitalet til Museu Nacional de Soares dos Reis, som byder på en fin lille samling af portugisisk kunst fra 1700 og 1800-tallet. Det store museum for moderne kunst, Fundacão Serralves er placeret lidt længere ude, ligesom musikhuset, Casa da Música, tegnet af Rem Koolhas er et besøg værd med sin særprægede arkitektur og de mange skæve vinkler.

Vi shopper lidt rundt i gaderne omkring Clérigos, i tværgaderne for enden af Praca da Liberdade samt ikke af forglemmet i gågaden, Rua de Santa Catarina. Undervejs bliver det også til et obligatorisk besøg på São Bento banegården med de flotte, historiske azulejos-panoramer, som nyligt er blevet restaureret.

Porto et en spændende og varieret by at besøge. Fra de små skumle gyder omkring katedralen til de flotte avenuer. Bakke op og bakke ned og ikke mindst langs floden med de mange gamle som nye broer. Og så selvfølgelig ikke mindst de mange portvinslagre i Gaia, som vi også fik besøgt nogle stykker af. Herom følger i den sidste beretning.  

fredag den 27. juli 2012

Sommer i Portugal 2 – Douro



Udsigten er ikke mindre end fantastisk. Under os rækker af vin, etage efter etage hele vejen ned mod Douro-floden. Grønt i brunt, men afbrudt af de hvide bygninger. På den anden side af floden går det op igen, og også dér ligger der vingårde rundt mellem skråningernes marker.

Vi er på Quinta do Bomfim – en af mange vingårde ejet af Symington-familien. Her produceres der Dow´s portvin af den bedste slags. Men da det er juli måned, er der ikke travlt i markerne. Det er der til gengæld på selve vingården, hvor håndværkerne bruger de stille sommermåneder på at istandsætte og male. 

Joana Serôdio kører os op i markerne, så vi kan nyde udsigten. Ind i mellem er der meget stejlt, og alle fire hjul må til for at forcere skifferskråningerne. Derefter går det ned igen mod selve quintaen, hvor vi kigger inden for i bygningen, hvor vindruerne afstilkes, presses og gæres. Og bagved eller rettere under ser vi også lagerrummet, hvor sidste års høst stadig opbevares på kæmpe fade, inden den fragtes ned til Vila Nova de Gaia. Vores værter byder på en fadprøve. Imødekommende og overraskende drikkeklar samt med et flot potentiale, der bekræfter forudsigelserne om en fremragende årgang 2011. Det er med stor sandsynlig en kommende vintage, vi slubrer i os, men det skal de endelige prøver senere på året klargøre.  

Efter et par sommerdage i Lissabon fulgte et par dage i Douro, nærmeste bestemt på Chanceleiros, et flot og eksklusivt sted, hvor jeg før har boet med Den Fynske Portvinsklub. Der er alt, hvad man kan ønske af luksus – og ikke mindst udsigten ud over de omkringliggende vinmarker. Og så er der venlige værter og et godt portugisisk landkøkken, som den ene aften fremtryller en meget lækker lammeret fra ovnen.

En lille spadseretur væk, nede om hjørnet, ligger Quinta do Infantado. Hvor Bomfim er en flot og stor quinta i en stor koncern, er Infando nærmere den lille lokale vinbonde, men dog med en betydelig produktion såvel kvantitativt som kvalitativt. En aften vandrer vi på uanmeldt besøg og møder ønolog Fátima Ribas, som trods træthed efter dagens arbejde byder os på en lille rundtur på den rustikke quinta og ikke mindst en lille smagning i det flotte lokale, som de lod indrette for et par år siden. João Roseira, hvis familie ejer quintaen, er ikke til stede, men Fátima gør en glimrende erstatning. Hun fortæller, at de stadig videreudvikler på den robot, de fik et par år siden. Infantado har ellers hidtil benyttet den gamle metode med fodpresning i lagares, men da det var svært altid at få tilstrækkeligt med fødder til at trampe i druerne, valgte også de at investere i et automatisk system. En robot kan trods alt arbejde dag og nat, og den har temperaturkontrol, så gæringen bedre kan styres.

Efter et kig ind i lagerbygningen byder Fátima på et lille udvalg af deres portvin heriblandt hvid, 10 års tawny, Reserva Especial, LBV og en yngre Colheita. En fin introduktion, når man kommer uanmeldt, og en fornem afslutning på et besøg hos en venlig og imødekommende vært. Vi takker.

Det blev kun til et par nætter på Chanceleiros før vores vanlige kasketklædte taxachauffør kørte os ned til stationen i Pinhão igen. Vi nød de flotte azulejos-billeder inden toget tog os med retur til Porto, hvor den sidste uge af ferien fulgte.   

onsdag den 25. juli 2012

Sommer i Portugal


Sommerferien gik ikke så overraskende til Portugal sammen med familien og min brors familie, som aldrig havde været der før. Vi startede med et par dage i Lissabon, hvor det blev til nogle obligatoriske oplevelser for debutanter: En tur i sporvogn nr. 28, besøg på Castelo, vandretur i Alfama, Baixo, Chiado og Bairro Alto og en tur ud til Belém inklusiv smagning af nybagte Pasteis de Belém. Uhmm.

Vi fik også besøgt fadorestauranten, Parreirinha de Alfama, som ejes af Argentina Santos, som jeg har portrætteret i min bog, ligesom jeg har lavet radioreportage fra stedet. Det er derfor en restaurant, jeg ynder at vende tilbage til, da stedet har charme og autenticitet og altid byder på god fado. Argentina var desværre ikke selv til stede, hvilket hun efter sigende sjældent er i dag, da helbredet ikke er, som det var. Men personalet tog sig godt af os, musikken og sangen var god, og vi nød en udvalg af fiskeretter med kølig vinho verde til.

Det blev også til en lille tur indefor i Portvinsinstittutet for bogstaveligt talt at tage forsmag på de kommende dage. For efter et par hastige dage i hovedstaden gik turen nordpå med toget fra Santa Apolonia til Campanhã i Porto og derfra direkte videre med Linha do Douro, den smukke togtur langs Douro-floden og frem til Pinhão. Mere herom snarest.