torsdag den 28. juli 2016

Vin fra fade

I Cima Corgo nær byen Pinhão ligger vingårdene tæt og udgør en perlerække af kendte navne. Vi passerer navne som Bomfim, Seixo og Pego for at køre til Quinta São Luiz, som jeg aldrig har besøgt før. Vingården er knyttet til Kopke og dermed Sogevinus, og det var da også Sonia Figueira, som var vores vært sammen med en meget engageret winemaker Ricardo Macedo. Ricardo er ansvarlig for koncernens bordvine, som netop vinificeres og lagres på São Luiz.


Når man er i Douro, hvor druerne gror, bør man selvfølgelig starte med en tur i marken. Så vi tog en lille vandretur opad med udsigt ud over de skønne vinranker – plantet på terrasser som såvel gamle Socalhos som Patamares eller som Vinha ao alto – og ned over Douro til markerne på den modsatte side. En herlig udsigt.    


Ricardo fortalte om druesorter, skifferjord, de forskellige plantningsmetoder, hældningsgrader og meget mere. Vi talte selvfølgelig også om årets høst, som nok desværre ikke bliver blandt de store. Som det var tilfældet hos Infantado har sygdomme hærget på grund af meget nedbør – så meget at det ikke var muligt at nedkæmpe dem med diverse kemiske virkemidler. Med andre ord tegner alt til en meget ringe høst. Generelt i Douro tales der om 30 % mindre udbytte og på São Luiz om 10 % mindre.


Indenfor i bygningerne, som ligger i flere etager ned af skråningen, var ståltanke og fade til gengæld heldigvis fyldt op. Og Ricardo var i sit gavmilde hjørne. Vi blev alle udstyret med et glas, og derefter gik turen rundt fra etage til etage, fra fad til fad, fra vin til vin. Først hvide druesorter som Rabigato, Viosinho, Arinto, Gouveio, Malvasia Fino etc. lagret i forskellig tid og på forskellige fade, hver for sig eller i forskellige blandingsforhold. Derefter eksperimenter på forskellige træsorter og fx en rød drue, Rufete, vinificeret med meget kort skindkontakt og derfor af udseende som en hvidvin. Og endelig røde sorter som Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz etc., lagret hver for sig og i forskellige blends.


Det var meget spændende at opleve en engageret winemaker præsentere en lang række af tangenterne fra tastaturet, og ved den efterfølgende middag på quintaens stamrestaurant lidt længere oppe af bjergsiden smagte vi så nogle af de endelige blends.
Da der var tale om fadprøver og hurtige smagsprøver under middagen, har jeg ingen noter, men det bør nævnes, at vi smagte Tavedo Douro DOC Branco 2015 (Malvasia Fina, Gouveio, Rabigato, Fogazão og Cerceal), Kopke Douro DOC Branco 2014 (Arinto, Gouveio og Rabigato), Veedha Douro DOC Tinto 2012 (Touriga Nacional, Touriga Franca og Tinta Roriz), Tavedo Douro DOC Tinto 2015 (Touriga Franca, Tinta Roriz, Tinta Cão, Tinta Barroca og Touriga Nacional) og Kopke Douro DOC Tinto 2013 (Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz og Tinta Cão).  At Douro laver gode rødvine har længe været kendt, men hvidvinene imponerer også mere og mere med deres gode kombination af frugtfylde og friskhed.
Desværre måtte vi haste fra den ellers dejlige frokost, da vi havde endnu en aftale – faktisk lige på den anden side af floden på Quinta do Crasto, men med en times kørsel – hvorfor vi måtte tage en hurtig afsked. Men heldigvis inviterede Sonia på et besøg i Gaia, så vi kunne smage de portvine, hun faktisk havde fragtet hele vejen ud.


Dagen efter mødte vi derfor op i Gaia hos Calém, hvor Sonia gav en hurtig rundvisning. Vi så blandt andet de mange fade, der skal blive til Caléms 10 års Tawny – nogle som færdige blends og andre med et ”P” (for para) foran, hvilket altså betyder, at de endnu ikke er helt færdigblandede, men skal blive til 10 års Tawny.
Fra Calém gik vi ind i nabobygningen, som huser udstilling, butik og smagelokaler for Kopke, hvor Sonia havde linet de flasker, vi ikke nåede at smage dagen før, op. Flasker, men dog stadig med vin fra fade, idet der var tale om forskellige udgaver af fadlagrede portvine. 


Kort efter dukkede winemaker og blender Carla Tiago op, så vi fik en god snak om stilarter hos koncernens portvinshuse, årets høst og meget mere. Sonia og Carla fortalte bl.a. at mærket Feist, som vi ikke hører så meget til i Danmark længere, stadig produceres i kraft af de mange fade, der er på lager. Men der laves ikke nye vintage ligesom, der heller ikke lagres ny vin på fade med henblik på fremtidige Colheitas og Tawny. Med andre ord vil mærket nok langsomt blive udfaset efterhånden, som fadene tømmes.   


Af portvine smagte vi:
Kopke 10 års hvid: Lys ravgylden. Duft af mandel og orange. Frisk appel, stadig med frugtpræg og god balancerende syre.
Kopke 30 års hvid: Ravgul, lidt mørkere og med lys kant. Duft af tørrede frugter og mandel. Dejlig blød og sprød smag af tør abrikos. Frisk og fint med syre.
Kopke 10 års Tawny: Mørkere tawnyfarvet. Duft af orange og lidt mandel, men stadig også rest af frugt. Blød med god smag af tørrede frugter og let krydret. Ikke så fyldig.
Feist 30 års Tawny: Mørk med orange kant. Nødder og tørrede frugter i næsen. Figner og udpræget fadsmag. Mere elegant i stilen, blød og indbydende.
Feist Colheita 1976: Mørk brun. Fin duft af tørrede frugter og nødder. Lidt sødere og med mindre syre, men blød og indbydende og med god eftersmag.
Kopke 1966: Som altid et meget indbydende glas. Intens, mørk og koncentreret. Duft af orangeskal, nødder og karamel og med god balance mellem sødme og syre.



Tak til Sonia, Ricardo og Carla for et par dejlige besøg

fredag den 22. juli 2016

En aften med Infantado

Når en vingård er grundlagt i 1816, kan den jo fejre 200 års jubilæum i år. Men det har Quinta do Infantado endnu ikke gjort det store nummer ud af, men måske er der noget spændende på vej. Sådan lød det i al fald fra João Roseiro med et skælmsk glimt i øjet, da vi forleden tilbragte en lang aften med ham på vingården.
Navnet, Quinta do Infantado, henviser til titlen Infante, som blev båret af prinser, der ikke var først i rækken til at arve kongetronen. Det kendes f.eks. fra Infante Dom Henrique, som måske bedre er kendt som Henrik Søfareren. Vingården, der ikke ligger så langt fra Pinhão blev grundlagt eller skænket til prins Dom Pedro IV, som var søn af João VI. I 1904 blev den solgt til familien Roseira, som stadig ejer den med altid venlige João Roseira i spidsen.


Det var netop João, der tog imod os, da vi vandrede den korte vej gennem vinmarkerne fra Chanceleiros til Infantado, som skjuler sig i bunden af en lille dal. João viste os først rundt, og i marken kunne vi desværre konstatere, hvor dårligt et år 2016 synes at blive. Vinbønderne i hele Douro, ja selv dem i det ellers varme og tørre Douro Superior har haft et meget vådt forår, hvorfor vinplanterne har været plaget af især meldug, men også andre sygdomme, hvilket vil give et ringe udbytte.


Vi kiggede også ind til de gamle lagares i underetagen, hvor der nu er stablet fade med bordvin, der lagrer. Årsagen er på etagen over, hvor Infantado for nogle år siden fik etableret en stor mekanisk robot og nye stålkar, så presningen altså ikke længere foregår med fødderne med maskinel kraft. Ifølge João handler det om økonomi og mangel på arbejdskraft. Endelig så vi det store gamle lagerlokale med såvel store tønder som små pipas.


Efter rundvisningen havde João venligt inviteret på smagning og middag samt en god snak om landets historie, den aktuelle økonomiske situation, Brexit og meget mere. Vi smagte såvel bordvine som portvine, mens vi nød en række dejlige retter: Suppe, rokke-filet, kylling, ost og appelsinsorbet. Da det var mere hyggemiddag end smagning, er noterne lidt kortfattede. Men vinene var:


Quinta do Infantado Douro tinto 2008 og 2010 (Green label): Organisk og fra vinmarker med mindre skiffer og mere almindelig jordbund, lagret på ældre fade. Lys rubin med frisk duft af kirsebær og lidt blomme, højt syreniveau og stor friskhed i stilen. 2008 lidt mere afrundet i smagen.
Quinta do Infantado Douro tinto 2012: Fra vinstokke plantet i 1988. Rubin, mørkere i farven. Mørke bær og hyldebær i næsen, mere krop og højere alkohol, bærer præg af at have fået mere sol og varme.
Roseira Tinto 2011: Blend af Touriga Nacional og Touriga Franca. Lettere i stilen med frisk syre og florale noter.


White Port, semi dry: Lys og gylden i farven. Orange og let frugt i næsen. Flot kombination af frugt og fylde, en tør stil. Fungerede fint med suppen.


LBV 2011: Mørk rubin. Frisk og fyldig frugt samt mærke noter. Tør stil, kraftig i smagen, men samtidig let og fin drikkelig nu. Klart med potentiale til lagring.
Vintage 2013: Mørk rubin med lilla kant. Lidt lukket i næsen, men fin drikkelig. Mørke bær i næsen, mere fyldig og kompleks og med en flot struktur. Dog stadig vel ung.


10 års Tawny: Lys mahognibrun. Flot duft af figner og lidt nødder. Lidt mere sødme end vanlig for huset, men fint balanceret med syre. Passede fint til appelsinsorbeten.

Colheita 2005: Lidt mørkere og kraftigere. Tørrede frugter, figner og nødder. Mere rustik i stilen. 

mandag den 18. juli 2016

Minho og Douro


Vi forlod Porto i går morges for i en lejet bil at tage på firedags udflugt. Først gik det nordpå mod Braga, hvor vi gjorde holdt ved det spektakulære valfartssted Bom Jesus do Monte lidt uden for byen. Stedet er kendt for den særprægede lange trappe, der leder op til kirken øverst. Her er der på afsatser små kapeller, der fortæller Jesu lidelseshistorie, samt altre, statuer og fontæner, og øverst bag kirken er der et lille parkområde, som bruges til udflugtsmål om søndagen.


Derfra gik turen mod øst ind mod naturparken Gerés ved bjerget af samme navn. Efter et stop på en lille lokal restaurant, hvor vi nød en fin omgang bacalhau med vinho verde og kaffe til den rørende pris af 11 euro per person, indlogerede vi os på en pousada i Canicada for at dyrke lidt afslapning. 


En lille tur ned til de kunstige søer, som er fremkommet i forbindelse med opdæmning af nogle af floderne, der gennemskærer Minho, blev det dog til.  Vi fik også set adskillige vinmarker her i Vinho Verde land, men det blev dog ikke til besøg denne gang.
Dagen efter gik det sydpå og så mod øst, gennem den nye lange tunnel under Marão-bjerget som adskiller Minho fra Douro. Ved Regua tog vi vejen langs Douro med udsigt til stejle skråninger med rækker af vin og hvide quintaer. Vi krydsede floden i Pinhão for at køre lidt tilbage på højre bred, da vores opholdssted de næste par dage er Chanceleiros – en herlig oase, som jeg kan vende tilbage til gang på gang. Også her vil der bliver tid til afslapning, da det jo er ferie. Men der er selvfølgelig også planlagt nogle besøg på Quintaer med rundvisning og smagning.


lørdag den 16. juli 2016

Sandeman - her og der

Lidt foran os går en gruppe anført af en kappeklædt guide og ligeså bag os. Vores guide er dog hverken klædt i kappe eller med sombrero som den kendte ikoniske Don. Til gengæld kender han nok portvinskælderen bedre end de fleste, da han er 7. generation af familien bag portvinshuset Sandeman.


Da jeg nyligt blev udnævnt til Caveleiro i portvinsbroderskabet af dets førstemand, George Sandeman, havde jeg nu arrangeret et besøg hos det store hus, som ligger flot placeret ved kajen i Gaia. Og da logistik og kalender gik op i en højere enhed, tilbød George venligt at være vores vært. Vi fik derfor først en rundvisning i udstillingen, der fortæller om husets – og dermed også familiens – historie og efterfølgende i kælderen blandt de mange fade og i husets vintagekælder. En god tur, da det faktisk er mange år siden jeg selv har været på besøg, og da resten af selskabet ikke havde været der før.


Efterfølgende fik vi en god smagning, som viste den store spændvidde i husets portvine. Smagningen omfattede Old Invalid Ruby, Founders Reserve, LBV 2011, Vau Vintage 2003, Vintage 2000 samt den fulde Tawny serie bestående af 10, 20, 30 og 40 års Tawny.


De første viste faktisk fin karakter med god frugt og selvfølgelig med stigende kvalitet og intensitet. LBV 2011 var kraftfuld, som årgangen jo gerne er, men med balancerede modne tanniner, så den er fin at drikke nu. Vau Vintage havde en dejlig krydret stil og en god struktur. Som tilsigtet modnes den tidligt og var fint drikkeklar nu, men også med lagringspotentiale. Vintage 2000 havde en fantastisk flot næse og god kompleksitet, røde frugter og blommer, bløde integrerede tanniner og delikat. Fint drikkelig nu, men også med 20 års yderligere modning foran sig.
Tawnyserien vinder hos mig mere og mere respekt. En elegant og blød stil med en fin balance mellem friskhed, syre, appelsinskal, mandel og de tungere fadnoter, som selvfølgelig stiger i intensitet med alderen. Denne dag vil jeg nok pege på 20 års 40 års som de største oplevelser – den første med flot balance mellem friskhed og intensitet, den sidste fortættet og koncentreret, så den kunne smages længe efter.



En flot smagning, som blev efterfulgt af en meget spændende middag hos en helt nyåbnet restaurant i det øvre Gaia, The Blini, hvor vi fik en fremragende fiskemenu med vine fra Sogrape-koncernen, som Sandeman er en del af. En frisk og fyldig Vinho Verde på Alvarinho-druen fra Morgadio da Torre, en fin rosévin, Vinha Grande fra Casa Ferreirinha, en fyldigt og skøn hvidvin på Encruzado fra Quinta dos Carvalhais i Dão og endelig en 20 års Tawny fra Sandeman til desserten.

fredag den 15. juli 2016

Sommer i Porto – Ramos Pinto

Er tilbage i Porto. Denne gang gælder det sommerferie med familie. Når man som jeg har rejst meget i Portugal og flittigt berettet om det, får man selvfølgelig henvendelser fra familie og venner, som gerne vil med på en tur. Derfor er vi nu to par, som skal tilbringe 10 dage i Porto og Douro-dalen – inklusiv nogle besøg hos portvinshuse i Gaia og quintaer i dalen. Men også med gode restauranter, museer, afslapning, en tur i en pool og alt det andet, der hører en god sommer til.


Første portvinsbesøg fandt sted i dag, hvor vi så museet hos Ramos Pinto efterfulgt af en smagning. Samtidig fik vi hilst på den nye eksportansvarlige for Danmark, Mariana Tavares, som har afløst Ana Rato. Forklaringen ligger i det ledelsesskifte Ramos Pinto lige har gennemført, hvor Joâo Nicolau de Almeida er gået på pension, hvorefter husets ledelse er overtaget af Jorge Rosas, hvis job som eksportchef Ana Rato har overtaget. Voilá, kabelen går op.


Mariana Tavares, som ud over at være i salgsafdelingen faktisk er uddannet winemaker, viste os rundt i de gamle kontorlokaler og museet, ligesom vi var forbi kælderen med en lille del af firmaets fade. Selv om jeg har været der adskillige gange, er historien om Adriano Ramos Pinto og hans fænomenale evner til markedsføring stadig lige fascinerende, ligesom jeg aldrig bliver træt af at kigge på de mange kunstplakater.
Efter rundvisningen fik vi en god smagning.


Først en dejlig potent LBV 2011, som så afgjort er værd at stifte bekendtskab med. Mørk rubin med lilla kant, godt med mørk frugt og hyldebær, kraftige med balancerede tanniner. Lidt lukket og så afgjort med lagringspotentiale.
Næste glas var Vintage 2005, som faktisk var fin drikkelig og åben. Mørk rubin, godt med tanniner. Mørke bær, krydret, men også med florale noter. God, lang eftersmag.
Derefter fulgte de tre fremragende tawnies i alderen 10, 20 og 30 år. Koncentrationen og de typiske fadnoter øges gennem rækken, men især 10 og 20 års har altid imponeret mig med deres gode balance. Ja det er vist ingen hemmelighed, at jeg regner 20 års fra Ramos Pinto for en af allerbedste af slagsen. 30 års er selvfølgelig også et dejligt glas, men taler vi om value for money har jeg altid foretrukket 20 års.

En fin start på ferien, som vil blive efterfulgt af flere besøg.

fredag den 1. juli 2016

Dagen, hvor jeg blev Cavaleiro

Nu har jeg forpligtet mig. Både med min underskrift og ved højlydt i vidners påhør at fremsige et løfte. Jeg har lovet at støtte portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, og jeg har erklæret, at jeg fortsat vil kæmpe for portvinens sag og udbrede kendskabet til denne herlige vin.
Det skete i lørdags under en højtidelig ceremoni i den gamle børsbygning, Palácio da Bolsa, i Porto, hvor jeg blev optaget i portvinsbroderskabet med rang af Cavaleiro. Det samme gjaldt i øvrigt endnu en fynbo, idet Per Stenaa, som er mangeårig kasserer af den fynske portvinsklub, The Vintage Port Club, nu også kan kalde sig Cavaleiro.


Medlemmerne af Confraria er opdelt i to overordnede grupper – nemlig aktive medlemmer fra portvinsbranchen og æresmedlemmer. Begge er igen opdelt i flere kategorier. De aktive medlemmer kan udnævnes til Mestres (for direktører eller ejere af portvinshuse) og Expertos (for andre ”top management staff”) og vælger blandt sig broderskabets ledelse (Chancelaria) bestående af fem personer herunder den øverste rang, Chanceler, som siden år 2010 har været George Sandeman. Æresmedlemmer opdeles i tre kategorier:
  • Cancelários for statsoverhoveder og royale som vor egen Prins Henrik.
  • Infancões for repræsentanter for institutioner eller personer, der indtager særlige prestigemæssige positioner.
  • Cavaleiros for personer, der på forskellig vis har dedikeret sig til og tjener portvinens sag.
Selv om det kan lyde som et levn fra fortiden, har broderskabet faktisk ikke eksisteret så længe, idet det blev dannet så sent som i 1982. Idéen om et portvinsbroderskab blev godt nok fostret allerede i 1964, men Salazars korporative Estado Novo bød ikke den slags uafhængige foreninger og selskaber velkommen, så det var først efter Nellikerevolutionen i 1974, at der kunne arbejdes videre med planerne.
Umiddelbart kan det jo virke som blot pomp og pragt, da portvins-
broderskabet ikke har nogen egentlige beføjelser ud over sit eget virke. Men man skal på ingen måde underkende den markedsføringsværdi, der ligger i at have sådan et broderskab og dermed brødrenes indsats for at udbrede kendskabet til portvin og på anden vis fremme portvinsbranchens interesser. Dertil kommer, at alle brancher jo har behov for fra tid til anden at fejre sig selv.
Foruden den årlige optagelsesceremoni afholder broderskabet en regatta, hvor de gamle portvinsbåde, Barcos Rabelos, sejler om kap fra Douros udmunding og ind til en mållinje ud for Sandemans lodge. Og endelig står det bag deklareringen af en særlig Confraria Vintage, hvilket dog kun finder sted i de år, hvor der er bred deklarering blandt portvinshusene. Her må alle huse aflevere deres del til det særlige Confraria blend. Alle tre begivenheder foregår omkring Sankt Hans, hvor Porto fejrer deres elskede São João. Endelig rejser broderskabet også jævnligt ud i verden for at optage nye medlemmer og gør opmærksom på sig selv og portvinen. For kort tid siden var det således på besøg i den gamle koloni Macao i Kina.


Optagelsesceremonien finder sted i midtergården i børsbygningen, hvor tilskuerne på forhånd er på plads i salen, ligesom jeg har været det de tre foregående år, hvor jeg har deltaget i festlighederne sammen med venner fra The Vintage Port Club. Medlemmer og vi kommende medlemmer mødtes først i lokaler ovenpå, hvor vi fik tildelt vores rette plads under indmarchen og dermed også i salen. Først marcherer medlemmerne ind i procession anført af Chancelaria i fuld uniform. Derefter indleder Chanceler ceremonien og beder om, at de nye medlemmer hentes ind, så deres optagelse kan finde sted.



I år blev der dog først afholdt en særlig ceremoni, idet der blev underskrevet en venskabs- og samarbejdserklæring mellem Confraria og det tilsvarende broderskab i Champagne, Ordre des Coteaux de Champagne. Begge organisationer kæmper den samme kamp for forsvar af deres demarkation, da det især kniber for USA at anerkende, at champagne kun må hedde champagne, hvis det er produceret i Champagne, ligesom portvin kun må hedde portvin, hvis det er fremstillet i Douro.

Derefter fulgte optagelsen af alle de nye medlemmer. Det mest almindelige er, at optagelsen foretages af en repræsentant fra et portvinshus, som også står bag indstillingen af det nye medlem. Selv havde jeg den særlige ære, at det var Chancelaria – altså broderskabets ledelse – der havde indstillet mig, hvorfor det var George Sandeman i sin egenskab af Chanceler, der skulle stå for optagelsen. Det samme gjaldt bl.a. for Commandeur Antoine Roland-Billecart fra Ordre des Coteaux de Champagne, lederen af Napa Valley Vintners Emma Swain samt – som den første i rækken – ingen ringere end Portugals premierminister António Costa, som blev optaget som Cancelário.

Proceduren er ellers den samme for alle. Først oplæses motivationen, hvorefter det kommende medlem bevæger sig ad den røde løber frem foran podiet. Her fik vi først hængt et rødt og grønt bånd med en medalje – en tro kopi af en gammeldags drikkekop – om halsen, hvorefter vi skal skrive under i ”Livro do Honra” (the book of honour). Endelig får vi udleveret et diplom samt et slips og en reversnål med Confrarias symbol som bevis på vores medlemskab. Den røde kappe og hatten, som er en kopi af Henrik Søfarerens hat, udleveres ikke til Caveleiros, men kun til Cancelários, Infancões og fuldgyldige medlemmer fra selve portvinsbranchen. Efterfølgende sværgede vi alle troskab, og hele forsamlingen udbragte en skål ”for portvinen, for broderskabet og for brødrene” – og det med Confrarias egen 10 års Tawny i glasset.


Efter ceremonien gik vi alle i procession med orkester og ryttergendarmer i spidsen ned mod Transportmuseet lige ved Dourofloden, hvor der efterfølgende var reception og gallamiddag med musik og dans. 


Ved middagen havde jeg den ære at være placeret ved højbords i fornemt selskab med Chanceler George Sandeman, præsidenten for portvinsinstituttet Manuel Cabral, Portugals miljøminister João Pedro Matos Fernandes og repræsentanterne for Champagne-broderskabet og Napa Valley Vintners samt påhæng. Fornemt selskab, men der blev selvfølgelig også tid til at hilse på de mange gode bekendtskaber jeg efterhånden har i portvinsbranchen samt venner og kolleger fra Danmark.
Og ja, jeg agter at tage min forpligtelse til at kæmpe portvinens sag seriøst. Det har jeg nu allerede bestræbt mig på i adskillige år – både ved at tilbyde foredrag og arrangere smagninger og ved at skrive om portvin såvel her på denne blog som i aviser, tidsskrifter og vinblade. Det vil jeg blive ved med. Så er I advaret.