Asterix i Lusitanien

 

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget

 

Den lille gæve galler Asterix og hans tro følgesvend Obelix har efterhånden rejst mange steder i verden. Egypten, Spanien, Grækenland, Amerika og Storbritannien for at nævne en håndfuld. Nu er de på rejse igen og denne gang til Lusitanien – det gamle navn for Portugal.

Da jeg så det nye Asterix-album foromtalt vakte det selvfølgelig min nysgerrighed. For det første har jeg i mine yngre dage læst mange tegneserier og har stadig en forkærlighed for dem, hvad enten vi taler om humoristiske, kulørte album eller mere alvorlige graphic novels. For det andet var jeg spændt på at se, hvilke historiske, kulturelle og sproglige referencer albummet på vanlig vis ville have med. Og, lad det være sagt med det samme, hvad det sidste angår blev jeg ikke skuffet.

Asterix blev skabt i 1959 af tekstforfatteren René Goscinny og tegneren Albert Uderzo og dukkede op første gang i det fransk-belgiske tegneserieblad Pilote. Siden fulgte en lang række albumudgivelser, som også udkom i Danmark fra og med 1969. Efter Goscinnys død i 1977 stod Uderzo også for teksten, men siden overtog andre tegnere og manuskriptforfattere serien. Det nye album, som er nummer 41 i rækken i Danmark, er således tegnet af Didier Conrad og har tekst af Fabcaro.

Nok tegneseriehistorie og da persongalleriet og den historiske tidsramme sikkert er velkendt af de fleste, skal det nu gælde det nye album.

Lusitanien er det gamle romerske navn for en provins, som nogenlunde svarer til det nuværende Portugal. Folket, der levede der, blev benævnt lusitanere. Men navnet forsvandt ikke med romerne. Således hedder Portugals mest berømte episke digt skrevet af Luis Vaz de Camões ”Os Lusíados”, ligesom der tales om lusofoni som et fælles kulturelt og sprogligt træk ved de portugisisk talende lande i verden.

Afsættet for historien er, at en lusitaner ankommer til gallerbyen ombord et fønikisk handelsskib. Han fortæller, at hans gode ven, garum-producenten Minustres, er arresteret og anklaget for at have forsøgt at forgifte selveste Cæsar. Men som han udtrykker det: ”Det ligner en konspiração”.

Allerede her dukker de første referencer op. Portugal var vitterligt den gang berømt for den fermenterede fiskesauce garum, som blev fremstillet og bl.a. eksporteret til Rom. Besøger man f.eks. Casa dos Bicos i Lissabon kan man se arkæologiske udgravninger fra gammel garum-produktion. Den sproglige finurlighed med at sætte et ”ção” (c udtales her som s) i enden på ord er gennemgående i albummet. Sprogligt stammer endelsen fra latin, og den benyttes flittigt i nutidens portugisisk. Andre eksempler herpå i albummet er fascinação, restauração, recepção og pakkenellike-revolução – sidstnævnte altså ovenikøbet men henvisning til Nellikerevolution i 1974. Endelsen er i øvrigt ikke den eneste sproglige reference, idet Asterix på et tidspunkt omtales som Asterixinho med den typiske portugisiske diminutiv-endelse ”inho” for lille.

Lusitaneren beder gallerne om hjælp til at befri Minustres, inden han skal kastes for løverne, og ikke overraskende bevæger Asterix, Obelix og hunden Idéfix sig afsted mod Lusitaniens hovedstad Olisipo – det gamle romerske navn for Lissabon.

Derefter går det så over stok og sten med handlingsmønstre kendt fra de mange Asterix-albums. Undervejs på sørejsen til Lusitanien møder vores venner de vanlige sørøvere, ligesom en del romerske legionærer skal bekæmpes undervejs – for Asterixes vedkommende ved hjælp af trylledrik, mens Obelix som bekendt faldt i gryden som barn.

De portugisiske referencer er mange. Vi møder hanen fra Barcelos, de berømte små brosten fra fortovene, keramikhandlere, sporvogn nr. 18, karaveller og fadosang, som gør tilhørerne triste, og som selvfølgelig bliver sunget af Amalia. Vi hører om oprørslederen Viriathus og kulinariske specialiteter som bacalhäo (Obelix foretrækker selvfølgelig vildsvin frem for klipfisk), carne de porco à alentejana, pasteis de nata, vinho verde og portvin, der omtales som ”vin fra Portus Cale, som er lavet på druer fra Douro-dalen.”

Alt ender selvfølgelig hvor det plejer. Minustres bliver befriet, hvorefter Asterix og Obelix kan drage hjem til en fortjent vildsvinefest om det runde bord, mens Trubadurix selvfølgelig er bundet og bastet til et træ og har bind for munden.

Slutteligt kan jeg da lige tilføje, at portugisiske kokke i dag har genopdaget brugen af garum, så rejsende kan selv få mulighed for at smage det gamle produkt, hvilket selvfølgelig også gælder de andre omtalte portugisiske specialiteter.

 

Asterix i Lusitanien er udkommet på forlaget Cobolt.

N.R.P. Sagres i Esbjerg

 

I disse dage besøger det internationale sejlskibs event, Tall Ships Races, havnen i Esbjerg. De deltagende sejlskibe fra 17 forskellige lande har været på en rundtur fra Le Havre i Frankrig over Dunkerque, Aberdeen og Kristiansand til målet i Esbjerg, hvor der i går var optog med besætningerne rund om i byens gader og præmieoverrækkelse på torvet.

Foruden de sejlbåde – store som små – der deltog i sejladsen, var der også andre flotte sejlskibe i havnen. Et af dem var det portugisiske N.R.P. Sagres, som tilhører søværnet og bruges som skoleskib til officersskolens kadetter. Det imponerende flotte skib kom sejlende direkte fra Lissabon, hvor det er hjemhørende i flådebasen Alfeita på sydsiden af Tejo-floden. Herfra sejler det ud på togter med den unge kadetaspiranter ombord, som et led i deres uddannelse.

Lige nu er skibet altså i Esbjerg, hvor der i går aftes blev afholdt reception og middag ombord på invitation fra skibets kaptajn José Sousa Luis og Portugal ambassadør i Danmark João Maria Cabral – et event, jeg selvfølgelig deltog i med glæde.

Først fik vi lov til at gå rundt på dækket, hvorefter der blev serveret velkomst drink, vin, Moscatel de Douro, portvin og kolde øl – selvfølgelig af mærket Sagres, når nu skibet bærer samme navn. Dertil fik vi serveret diverse petiscos, skinke, ost, frugt og Bacalhau à Brás, som efter sigende skulle være fodboldikonet Cristiano Ronaldos favoritret.

N.R.P. Sagres er fra 1937 og er et ud af flere søsterskibe, som blev bygget af Blohm & Voss i Hamburg for den tyske krigsmarine. Efter 2. verdenskrig var skibet ejet af U.S.A., som i 1948 solgte det til den brasilianske flåde. I 1961 overtog Portugals flåde så ejerskabet og etablerede det som skoleskib. Af type er det en såkaldt bark, som betegner et tre til fem masters fartøj. Sagres er 89 meter langt og har tre master.

Under besøget fik vi en god snak med løjtnant Joana Costa, som arbejder på kadetskolen. Hun fortalte om livet ombord på skibet, og hvordan det blev brugt i uddannelsesforløbet.

Uden jeg på nogen måde er kyndig ud i sejlads, kan man ikke andet end blive imponeret over så smukt et skib, og det var en stor oplevelse af være på besøg. Og nej, det var selvfølgelig ikke det eneste af de mange sejlskibe, som var værd at beundre i havnen i Esbjerg.

Søfareren - en rejse gennem Portugals tabte imperium

 

Anmeldereksemplar tilsendt af forlaget

 

Der findes rejseberetninger, som simpelthen er en nydelse at læse. Både fordi de er skrevet med sprogligt overskud som en indlevende og medrivende fortælling, og fordi de på glimrende vis formidler de besøgte steders historie, kultur og geografi.

En sådan bog er ”Søfareren” af norske Erika Fatland, som tager os med på en rejse så at sige jorden rundt i kølvandet på de portugisiske opdagelsesrejsende. Titlen refererer da også til manden, der grundlagde Portugals storhedstid som søfartsnation, prinsen Henrik Søfareren.

Henrik Søfareren (1394-1460) fik ikke selv rejst meget, men organiserede og deltog i  portugisernes erobring af Ceuta i 1415. ”Så historien om det verdensomspændende portugisiske imperium begyndte altså her, ved den nøglehulsformede kalifatport i Ceutas bymur, i august 1415,” som det hedder i bogen.

Derefter igangsatte han flere sørejser, hvor de lette og navigationsdygtige portugisiske karaveller bevægede sig længere og længere mod syd langs Afrikas vestkyst. Nogle nåede også langt ud i Atlanterhavet for at kunne opnå gunstige vinde, når de skulle sydpå. Resultatet var, at øer som Madeira, Azorerne og Cap Verde blev opdaget, selv om vikingerne dog havde været på Azorerne før portugiserne. Og turen ned langs Afrikas kyst, førte dem siden rundt om kontinentets sydligste punkt, Kap Det Gode Håb, og derefter op langs østkysten, hvorfra rejserne fortsatte trin for trin mod østen, Indien, Kina, Indonesien og Japan.

Det fjerne østen, hvorfra krydderier, muskatnødder, nelliker og andre varer kom, var hele tiden målet – foruden en vis ambition om at kristne de folkeslag, de mødte på deres vej. Kunne portugiserne finde søvejen til Indien, kunne de springe uden om alle mellemhandlerne i form af arabiske og venetianske handelsmænd. Her var kilden til stor rigdom gemt.

Undervejs blev der anlagt handelsstationer, som langt senere udviklede sig til kolonier som Guinea-Bissau, São Tomé og Principe, Angola, Mozambique, Goa, Macau og Østtimor. Sidstnævnte blev først selvstændig i 2002  i modsætning til de afrikanske kolonier, der fik selvstændighed efter Nellikerevolution og afskaffelsen af diktaturet i Portugal i 1974.

Bogen har en rammefortælling, hvor Erika Fatland befinder sig ombord på store fragtskibe, der sejler fra Europa, rundt om Afrika og til det fjerne østen – altså omtrent samme rejse, som de opdagelsesrejsende udførte trin for trin over mange år, hvortil kommer et afsluttende afsnit om Brasilien. Beskrivelserne af denne rejse og livet ombord afbrydes så af besøg på de øer og i de byer og lande, som de gamle søfarere besøgte, eller hvor de etableredes sig. Disse besøg er dog udført på andre rejser, da skibet, hun sejler med, kun anløber få havne undervejs.

Målet er kort fortalt at få svar på det enkle spørgsmål: ”Hvilke spor findes stadig af portugisernes næsten glemte imperium?” Men ikke kun det. Forfatteren leverer også en gang samtidshistorie om de besøgte steder, byer og lande – og hun beretter om indbyggerne og deres kultur med mange små interessante og sjove detaljer, så både den store og den lille historie fortælles. Vi hører om fado i Portugal, morna på Cap Verde og om samba i Brasilien. Vi hører om forfattere og politik – og om krigsveteraner fra kolonikrigene, en eneboer på Sankt Helena og skjulte kristne i Japan. Og vi hører om portugisernes omfattende slavehandel:

”Portugiserne stod for halvdelen af den transatlantiske slavehandel, seks millioner mennesker i alt. Til sammenligning havde Portugal lidt over fire millioner indbyggere i 1867. Omkring fem millioner af de afrikanske slaver, der blev sendt over Atlanten, endte i Brasilien. De fleste af dem kom fra Angola. Intet andet land mistede så mange mennesker til den transatlantiske slavehandel.”

Men hvad er så arven efter det portugisiske imperium? For det første er der fysiske aftryk i form af bygninger, ruiner og de stensøjler (såkaldte padrões), sømændene rejste, hvor de kom frem. Derefter er der sproget, idet portugisisk stadig tales i de tidligere kolonier, samt kulturen og historien. Eller som Fatland formulerer det: ”Imperiet er indgraveret i deres efterkommeres gener, sprog og erindringer.”

Men det portugisiske søimperium var faktisk også starten på den moderne verden, påstås det i bogen:

”Det hele startede med dem, ved du,” sagde han fra sin pude. ”Den moderne verden, som vi kender den, startede med dem. De var de første, de allerførste. De åbnede verdenshavene. De forbandt Europa med Afrika og Asien og Amerika. De drog også nordpå, ved du, til Grønland og Newfoundland, hvor de fiskede efter torsk i konkurrence med baskerne. De var overalt. Den globaliserede verden begyndte med portugiserne! Columbus er bare en parentes sammenlignet med de portugisiske opdagelsesrejsende. Alt begyndte med Portugal.”

Portugal var en global stormagt den gang. Nu er det et lille land på randen af Europa. ”Længslen og melankolien er det eneste, der er tilbage af det vældige imperium,” som det lyder i bogen, der dog også skyder med skarpt på landets måde at omgås historien:

”Opdagelsestiden bestod af modige og epokegørende opdagelser, men mest af alt bestod den af forlis, krig, vold – og slaveri. Selvom portugiserne alene stod for halvdelen af den transatlantiske slavehandel, er der i Lissabon ikke et eneste monument til minde om slavernes skæbne.”

”Søfareren” er klart anbefalelsesværdig, hvad enten man som jeg har en forkærlighed og stor interesse for Portugal og landets historie eller blot kan lide at læse spændende rejseberetninger. Den er til at blive klogere af og udvider ens horisont – både bogstaveligt og i overført betydning. Tænker også jeg vil give mig i kast med andre af Erika Fatlands rejsebøger som ”Højt”, ”Grænsen” og ”Sovjetistan”.

 

Erika Fatland: Søfareren. En rejse gennem Portugals tabte imperium. Informations Forlag 2025

Andresen – et portvinshus med danske aner

 

Historisk set er portvin udviklet i et samarbejde mellem England og Portugal. Det var englændernes jagt på vin, som kunne erstatte den fra krigsmodstanderne Frankrig, der førte til ”opfindelsen” af portvin. Vinen klarede bedre den lange sørejse hjem, hvis der blev tilsat lidt brandy. I dag tilsættes druesprit under gæringen, så denne stopper, og resultatet bliver en sødere vin med en alkoholprocent på omkring 20 %.

Af denne grund har de fleste portvinshuse i dag engelske eller portugisiske navne. Blandt de første er Sandeman, Taylor´s, Dow´s og Graham´s. Blandt de sidste Ferreira, Ramos Pinto, Barros og Cálem. Men der er også portvinsnavne, der vidner om andre landes engagement i datidens handel med vin. Det gælder f.eks. tyske Kopke og Burmester, hollandske Niepoort og norske Krohn. Og så er der Andresen, som har danske aner.

For ja, Danmark har faktisk også sat sit aftryk i portvinens historie. Det skyldes en ung dansker, eller rettere friser, fra øen Føhr, som frem til 1864 hørte under det danske kongerige. Jan Heinrich Andresen var hans navn, hvorfor man den dag i dag herhjemme kan købe portvin med navnet Andresen – et navn, som mange portugisere udtaler på samme måde som navnet på den verdensberømte digter H.C. Andersen, som i øvrigt selv besøgte Portugal i 1866.

Jan Heinrich Andresen blev født i den lille landsby Øvenum på Føhr den 29. januar 1826. Han blev konfirmeret i 1841, hvorefter han tog hyre på et skib, der sejlede til Porto, hvortil han ankom som kun 15-årig. Han besluttede sig for at blive og fik snart arbejde i et handelsfirma.  

I 1845 etablerede han sit eget handelsfirma J.H. Andresen, hvor J.H. nu stod for det portugisiske João Henrique. Han blev da også portugisisk statsborger i 1854. I et første kortvarigt ægteskab fik han to sønner, som først blev sendt tilbage til Føhr og siden emigrerer til USA. I 1860 gifter han sig på ny og får endnu otte børn.

Firmaet ekspanderede og fik med tiden sin egen skibsflåde, der sejlede varer til lande som England, Tyskland og Rusland, men især USA og Brasilien. Varesortimentet var bredt: petroleum, korn, ure, keramik og drikkevarer herunder vin. Fra en filial i Brasilien blev der eksporteret gummi.

Vin udgør med tiden en betydeligt del af handlen, hvorfor han også erhverver vingårde i Douro. Tallene taler om en kraftig vækst i salget af portvin. I 1863 blev der eksporteret 210 såkaldte pipas på hver ca. 550 liter, hvilket i 1872 steg til 557 pipas og igen til 1.150 i 1875. Blandt modtagerlandene var Danmark, hvilket også gælder i dag.

João Henrique Andresen blev en veletableret og velrenommeret del af Portos handelsliv, udnævnt til præsident for handelskammeret og sent i livet konsul for både Oldenburg og Venezuela. Det var da også en større arv, han gav videre til børnene ved sin død i 1893.

I det nye århundrede fulgte verdenskrige, børskrak og økonomiske problemer. Med tiden frasælger familien dele af den vidtforgrenede virksomhed, og i 1942 sælges portvinsfirmaet til Albino Pereira dos Santos. I dag drives portvinshuset af dennes efterkommere med Carlos dos Flores som direktør. Selv om de danske aner ligger langt tilbage i tiden, skatter Carlos på dem og besøger jævnligt Danmark for at skænke portvin fra Andresen ved portvinsfestivaler.

Jan Heinrich Andresen er da heller ikke glemt i Portugal. For et par år siden fik han sin første biografi, skrevet af den portugisiske historiker Gaspar Martins Pereira. Bogen fortæller dels om hans liv og virksomhed og dels om efterkommerne frem til 1942. En af dem er den kendte portugisiske forfatter Sophia de Mello Breyner Andresen, som levede fra 1919 til 2004 og i 1999 modtog landets store litterære pris, Prémio Camões.

Sophia, som hun kort og godt kaldes i Portugal, skrev især digte, men også eventyrlige fortællinger, hvoraf et par bind er kommet på dansk. I ”Sophias Julefortællinger” kan man f.eks. læse om ”Ridderen fra Danmark”, som drager på pilgrimsfærd til det hellige land. I en anden fortælling, ”Saga”, som dog ikke er oversat til dansk, fortæller Sophia om den unge sørejsende Hans, der ankommer til Porto. Historien er tydeligt baseret på erindringer om oldefarens ankomst til Porto. 

I dag kan vi danskere altså læse fortællinger skrevet af en efterkommer til Jan Heinrich Andresen. Og vi kan nyde et glas portvin fra det portvinsfirma, han grundlagde.

The Carnation Revolution – ny bog om revolutionen i Portugal

Der findes historiebøger, som er fyldt med citater, kildehenvisninger og masser af fakta og tal og derfor også meget lidt medrivende at læse. Og så er der historiebøger, som fortælles dramatisk og spændende, så de er svære at lægge fra sig, som var der tale om en thriller.

I forbindelse med 50 året for Nellikerevolutionen, som fandt sted den 25. april 1974, læste jeg lidt op på Portugals historie i forskellige bøger. I min research stødte jeg også på flere nye udgivelser herunder ”The Carnation Revolution” af Alex Fernandes. Altså en engelsksproget bog, men der er selvfølgelig også udkommet flere på portugisisk.

Bogen indledes i nutidens Belém, nærmere bestemt ved det store monument for opdagelserne, Padrão dos Descobrimentos. Derefter bringes vi tilbage i tiden til 1940, hvor monumentet (ikke det nuværende, men et midlertidigt) blev opført i forbindelse med en udstilling, der skulle hylde landet og Salazars Estado Novo, som vi derefter får beskrevet.

Metoden er typiske for bogen. Et konkret sted eller en konkret hændelse beskrives og forklares, hvorefter historien bredes ud. ”The Carnation Revolution” er skrevet scenisk og dramatisk, som var forfatteren til stede som fluen på væggen under de mange begivenheder før, under og efter selve revolutionen. Et metode, der kræver grundig research og valide kilder.

I sit forord kalder forfatteren selv metoden for synekdotisk – altså hvor dele fremhæves og gør det ud for helheden. Vi hører altså ikke om alle de historiske begivenheder, men om udvalgte. Vi følger ikke alle implicerede personer, men nogle af de centrale så som den store strateg Otelo Saraiva de Carvalho og kaptajn Salgueiro Maia, som siden regnes for den helt store helt fra revolutionen – nok både fordi, han ikke var udpræget politisk, og fordi han var i begivenhedernes centrum både ved en konfrontation med styrets militære enheder ved Praça do Comércio og efterfølgende på Carmo-pladsen, hvor Salazars efterfølger Marcello Caetano havde forskanset sig. Men med disse udvalgte begivenheder og personer formår forfatteren alligevel at skabe en spændende helstøbt helhed og dermed ”a story of the Carnation Revolution” – altså en historie og ikke historien.

Og vi kommer vidt omkring. Vi bliver taget med helt ind i PIDEs torturlokaler og med til planlægningsmøder i Movimento das Forças Armadas (MFA, De væbnede styrkers bevægelse) – den gruppe af laverestående officerer som stod bag Nellike revolutionen. Vi er med ved nogle af centrale begivenheder som førnævnte konfrontationer, og da budskabet om revolutionen blev proklameret i radioen af flere omgange. I første omgang blev Portugals bidrag til Det Europæiske Melodi Grand Prix i 1974, Paulo de Carvalhos "E depois do adeus", således afspillet som signal om, at aktionen ville finde sted som planlagt. Og efterfølgende kl. 20 minutter over midnat den 25. april fulgte så José Afonsos ”Grândola, Vila Morena”, som signal til at igangsætte det hele – en sang, der siden er blevet indbegrebet af revolutionen.

Vi kommer også længere tilbage i tiden, ja helt tilbage til tilbageerobringen af landet fra maurerne og de store opdagelsesrejser og senere de tidligere oprørsforsøg i 1927, 1959 og ikke mindst 11. marts 1975, hvor det første kupforsøg fandt sted uden succes, da koordinationen haltede. Og så får vi selvfølgelig også forhistorien og dermed den kritik af diktaturet og ikke mindst de blodige kolonikrige, som var den direkte årsag til officererne oprør.

Efterdønningerne og de to år med politisk uro og et par yderligere kupforsøg bliver også beskrevet, og her skal man have spidse ører og øje for ordforklaringerne først i bogen, da de mange bevægelser, fraktioner og politiske partiers forkortelser kan virke noget forvirrende. Når det er sagt, giver bogen et fint indtryk af de uenigenheder og indre modsætninger, der fulgte i tiden efter – først og fremmest mellem den udpegede præsident António de Spínola og MFA, men også mellem disse og de politiske partier.

I sin epilog sender Alex Fernandes en lille hilsen til nutidens aktuelle politiske situation i Portugal ved at nævne det højrenationale parti CHEGA (nok!), som ved det nylige valg til parlamentet fik godt 18 % af stemmerne og dermed blev det tredjestørste parti. Partiets slogan er ”Gud, Fædreland, Familie og Arbejde”, hvor de tre førstnævnte svarer til Salazar og Estado Novos slogan.

Det er nok også i det lys, at bogens dedikation skal læses: “To all who carried the torch during Portugal’s long night, and to all the anti-fascists out there who carry it now.”

 

Alex Fernandes: The Carnation Revolution, Oneworld Publications, 380 sider.

Alex Fernandes (Photo: Mark Crawford)

Adriano Centenário

 

Den omtalte vin er sponseret af producenten

 

Den første flyvetur over det sydlige Atlanterhav – nærmere bestemt fra Lissabon til Rio de Janeiro – fandt sted fra den 30. marts til den 17. juni 1922. Det var kun få år efter den første flyvetur over Atlanten overhovedet og fem år før Charles Lindbergs berømte non-stop flyvetur. Ombord var de to portugisiske piloter Gago Coutinho og Sacadura Cabral, som dog måtte bruge tre forskellige vandflyvere at typen Fairey 400 ”Rools Royce Eagle VIII” – et fly de i øvrigt navngav ”Lusitânia” efter det gamle navn for Portugal.

Flyet, som i øvrigt kan ses som model i Belém uden for Lissabon, var udstyret med 220 gallons benzin og 15 gallons olie (1 gallon = 3,78 liter), navigationsudstyr og et par kufferter. Med sig havde de desuden en kasse med uniformsfrakker og kasketter, et eksemplar af nationaldigtet ”Os Lusíados” af Luis de Camões, et brev fra Portugals præsident António José de Almeida til Brasiliens præsident Epitácio da Silva Pessoa samt en flaske portvin – nærmere bestemt en Adriano fra Ramos Pinto af typen Reserva Tawny og dermed et blend af 6-8 år gamle fadlagrede portvine.

På det tidspunkt var navnet Adriano nærmest synonymt med portvin i Brasilien. Da Ramos Pinto blev grundlagt af Adriano Ramos Pinto i 1880, havde firmaet især det brasilianske marked for øje – og netop Adriano blev den største salgssucces. Faktisk sad Ramos Pinto snart på halvdelen af det sydamerikanske marked, og der blev hurtigt lavet en række efterligninger, så Ramos Pinto hele tiden måtte indlede juridiske sagsanlæg.

Sidst i 1800-tallet var der i Brasilien en epidemi af gul feber, og da Adriano Ramos Pinto var overbevist om, at en tonisk og nærende portvin kunne afhjælpe sygdommen, blev dette påført etiketten, hvor der tidligere stod at læse: ”Adriano – toni-nutritivo”.

Det var altså ikke en tilfældig flaske portvin, som var med på flyveturen, men så at sige indbegrebet af portvin i Brasilien, hvorfor det var en god gave at have med for de to piloter.

Flyveturen var ikke uden stop undervejs, da der f.eks. skulle tankes op flere gange. Første etape gik over Kanarieøerne til Cabo Verde øerne, hvorefter de mellemlandende ved forskellige øer inden de nåede fastlandet i Brasilien. Det gjaldt også den lille øgruppe Penedos de S. Pedro e S. Paulo, hvor de måtte nødlande og vente på at ledsageskibet ”Rebública” skulle nå frem med en ny vandflyver, som de kunne benytte til det sidste af turen. Om ventetiden har de siden fortalt, at de sad og filosoferede over livet og døden, mens et par hajer svømmede omkring i havet. Derfor fik de behov for at trøste sig med flasken, som de drak. Efterfølgende efter ankomsten til Rio signerede de flaskens label, og den blev sendt retur til Ramos Pinto med beklagelse over, at de ikke kunne overbringe gaven og efter sigende med ”taknemmelighed for den opmuntring, dens indhold gav dem.”

Da Adriano Ramos Pinto var visionær, når det gjaldt PR, hvilket alle kan forvisse sig om ved et besøg på portvinsfirmaets museum i Vila Nova de Gaia, udnyttede han selvfølgelig historien og begivenheden markedsføringsmæssigt. Den originale flaske indgår den dag i dag i museets samling.

I øvrigt fortælles det som en ekstra kuriosum til historien, at et af de navigatoriske instrumenter, som var ombord på flyet, var indgraveret med de latinske ord ”IN HOC SIGNO VINCES”, hvilket på dansk betyder "i dette tegn skal du sejre". Det er tilfældigt det samme motto, som Ramos Pinto benytter på deres bomærke rundt om kristuskorset.

Det er altså i år 100 året for Gago Coutinho og Sacadura Cabral historiske flyvetur. Det har Ramos Pinto markeret ved at fremstille en jubilæumsudgave af Adriano med det fulde navn: Andriano Centenário da 1. Travessia Aéira do Atlântico Sul. Der er tale om 50 cl. flasker som kopi af den originale underskrevne flaske i et paphylster med de to piloter og flyet gengivet udenpå.

Jubilæumsudgaven er fremstillet i 12.000 eksemplarer – kun med henblik på det portugisiske og brasilianske marked for at hylde de gode relationer og altså ikke til salg her i Danmark, hvor vi må klare os med den almindelige udgave af Adriano.

Der er samtidig tale en særligt blend fortæller winemaker Thomas Rogerson, som har stået for blended sammen med masterblender Ana Rosas.

”Dette særlig blend er i gennemsnit 9 år gammelt og har ekstra blødhed og kompleksitet over på den rige og frugtige stil, som Adriano er kendt for,” fortæller Thomas Rogerson og fortætter.

”Blendet i Adriano er ellers det samme som altid, men denne er altså et særligt blend. ligesom tidligere jubilæumsudgaver også har været lavet for sig selv.”

Jeg fik fremsendt et eksemplar af 100 års jubilæumsudgaven af Adriano for at smage den, men også for at have flasken i samlingen. Jeg smagte vinen over to dage ved lidt forskellige temperaturer. Her er mine noter:

Mørk rødbrun med rubin kerne og lys kant med orange skær. Stadig med primær frugt og bær samt begyndende fadnoter, ribs, mærkekirsebær og hasselnødder. Blød og rund i munden med mørke bær, syltede kirsebær, tørrede frugter og lidt nødder, let krydret, fin syre. Et ok glas, som dog ikke kan måle sig med deres udmærkede 10 års Tawny (88).

 

Artiklen har tidligere været bragt i Vinbladet

Portugisere i eksil i Danmark

Tak Susie! Sådan hedder en ny lille publikation, der beretter om politiske flygtning fra Portugal i Danmark. Bogen blev nyligt præsenteret ved et lille arrangement i København, hvor der blev talt om såvel baggrunden for eksilet som hvorfor og hvordan, det foregik.

Irene Pimental, som er historiker ved universitetet i Lisboa og specialist i nyere portugisisk historie og tiden under Estado Novo, fortalte om ”the forced silence” – altså den tavshed, som prægede tiden under diktaturet. Tavsheden var en konsekvens af Salazars såkaldte ”revolution of mind”, hvor propaganda, censur mv. bragte oppositionen til tavshed.

”Propagandaen sagde, at alt var godt i Portugal. Der var ingen sult, ingen selvmord, ingen influenza, ingen homoseksualitet, ingen massakrer i Afrika, ingen slum og ingen aborter etc.,” lød det bl.a. fra Irene Pimental.

Tavsheden blev også fremtvunget af sikkerhedspolitiet PIDE og den tortur, som også blev anvendt.

”Tortur handler ikke kun om at få folk til at tale, men også om at få andre til at tie. Det er en advarsel til andre,” som Irene Pimental formulerede det.

Portugals ambassadør i Danmark, João Maria Cabral, bød velkommen ved boglanceringen

Den konkrete anledning til at mange emigrerede var dog krigene i kolonierne i Afrika. Portugiserne skulle aftjene fire års militærtjeneste, hvoraf de to år skulle afvikles i kolonierne. I 1964 kæmpede f.eks. 100.000 unge portugisiske soldater i Afrika.

Da mange var modstandere af kolonikrigene, nægtede en del at tage del. I 1971 var det f.eks. 25 % af de unge, som ikke gik ind i hæren, selv om de blev indkaldt, og en del af dem emigrerede.

Fra 1962 til 1973 emigrerede således 1½ million portugisere. Destinationen var især lande som Frankrig, men under 100 af dem endte også i Danmark. Det gjaldt bl.a. Carlos Neves, Joaquin Saraiva og Jorge Leitão, som var til stede ved præsentationen, og alle har bidraget med deres personlige fortællinger i bogen.

”Jeg ville ikke med i den idiotiske krig, hvor man slog mennesker ihjel på et andet kontinent,” som Carlos Neves, der flygtede, da han i 1970 blev udtaget til tjeneste i Guinea-Bissau, direkte udtrykte det.

”At desertere var civil ulydighed. Hver gang en deserterede var det et nederlag for regimet,” supplerede Jorge Leitão, som flygtede i 1971 – først til Paris og derefter til Danmark, da der begyndte at være rygter om, at Frankrig ville sende desertører retur til Portugal.

Flugten til Danmark foregik ved hjælp af menneskesmuglere, og som det også fremgår af fortællinger fra danskere, som tog imod flygtningene, endte de ofte i venstrefløjsmiljøet i København og Aarhus.

”Jeg kom fra et land, hvor man ikke kunne snakke, til et land, hvor man talte hele tiden – især om politik for sådan var tiden,” som Carlos udtrykte det.

Fra venstre:Carlos Neves Joaquin Saraiva og Jorge Leitão

Generelt blev der taget godt imod de portugisiske desertører af såvel frivillige som organisationer som Dansk Flygtningehjælp. Som Joaquin Saraiva, der efter en tur til Sverige endte i Aarhus, beretter i bogen:

”Jeg vil gerne fremhæve effektiviteten i den støtte, som vi fik af flygtningehjælpen. Udover indkvartering, måltider, et månedligt beløb til lommepenge og personlige fornødenheder støttede de os med sprogkursus i dansk, der var en betingelse for at kunne arbejde eller studere.”

Bag udgivelsen af bogen står det EU-støttede projekt #ECOS – Exílios, contrariar o silêncio” (landflygtighed, at bryde tavshed), som her i tiden op til 50 året for Nellikerevolutionen i 1974 har opsporet personlige erindringer fra tiden, hvor portugisere drog i eksil i Europa. Beretningerne er en del af Portugals historie, men altså også en del af Danmarks historie, som vi ikke har hørt meget til.

Og så til slut. Titlens Susie er hverken navnet på en portugiser eller en kvinde, som tog imod dem efter flugten til Danmark. Det er navnet på en hund, som blev luftet ved grænsen til Tyskland af en dansk mand, som Jorge Leitão skulle møde efter at have krydset grænsen. Når Jorge hørte manden kalde på sin hund, vidste han, at han kunne komme frem og komme i sikkerhed.

Læs mere om projektet her.

 

Portugals mørklagte attentat

Den 4. december 1980 – blot tre dage før præsidentvalget – omkom Portugals premierminister Francisco Sá Caneiro og seks andre, da deres lille fly brød i brand og styrtede ned få sekunder efter, det var lettet fra lufthavnen i Lissabon. Med i flyet og blandt de omkomne var også forsvarsminister Adelino Amaro da Costa og den danske forlægger Snu Seidenfaden, som dannede par med Sá Caneiro.

Den officielle forklaring, som hurtigt blev fremsat og siden var gældende i mange år, lød, at der var tale om en tragisk ulykke. Det var der ikke. Det var et politisk motiveret attentat.

Journalist Eva Henningsens nye bog om attentatet er spændende som en politisk thriller. Kærlighed og politik – spioner, bombemænd, militærfolk og korrupte embedsfolk. Samtidig virker den meget redelig, selv om forfatteren ikke er helt uvildig. Nyankommet til Portugal blev Eva Henningsen i januar 1980 ansat som PR-medarbejder på forlaget Publicações Dom Quixote, som bl.a. udgav små debatbøger om aktuelle og politiske emner, hvilket i tiden inden Nellikerevolutionen i 1974 bragte dem på kant med Salazarstyrets hemmelige politik, PIDE.

Forlaget var grundlagt i 1965 af Snu Seidenfaden og hendes daværende mand, men blev i 1980 drevet af Snu alene. Hun var blevet skilt, efter hun i 1976 traf lederen af Socialdemokratiet, PSD, Francisco Sá Caneiro, og de forelskede sig. Sá Caneiros hustru ønskede derimod ikke at lade sig skille med henvisning til katolicismen, hvor der skulle gå seks års separation først. Alligevel begyndte Snu snart at optræde ved Sá Caneiros side og siden som førstedame, da hans parti i et samarbejde med det kristelige demokratiske parti, CDS, vandt valget i 1979.

Portugal var plaget af politisk uro i tiden efter revolutionen. MFA, Movimento das Forças Armadas (De væbnede styrkers bevægelse) var godt nok helte fra revolutionen, men dele af militærfolket var ikke meget for at afgive magten til demokratisk valgte politikere, ligesom det dengang stærke kommunistparti havde deres egen politiske agenda.

Den nye regering blev derfor presset fra flere sider og mødte stor modstand. Bl.a. ønskede den at afskaffe det såkaldte Revolutionsråd, der bestod af 25 militærfolk og sad på en stor del af magten helt frem til 1982, ligesom den ønskede af slette nogle klausuler i forfatningen om ”eviggyldige nationaliseringer” og en ”socialistisk samfundsudvikling”. Da forsvarsministeren så samtidig opdagede, at folk fra militæret via hemmelige fonde og imod internationale aftaler solgte og transporterede våben til lande som Iran og Irak, kom de for alvor på kollisionskurs.

Regeringen ville stoppe våbensalget og undersøge de hemmelige fonde, hvilket militærfolket ville modsætte sig med alle midler. Samtidig var CIA, den nyvalgte præsident Reagan og hans udenrigsminister Henry Kissinger involveret, idet det forlyder, at de forhandlede frigivelsen af gidslerne på den amerikanske ambassade i Teheran fri mod, at våbenleverancerne til Iran skulle fortsætte, mens leveringen til Irak skulle stoppe, nu da de to lande var kommet i krig. Kissinger rejste således til Lissabon og lagde efter sigende pres på forsvarsministeren for at få ham til at fortsætte leveringen til Iran.

Med andre ord var der flere parter, som havde deres grunde til at skaffe såvel premierministeren som forsvarsministeren af vejen. Lejligheden bød sig til, da de to sammen ville flyve til Porto for at støtte deres præsidentkandidat. En bombe blev anbragt.

Eva Henningsen bygger sin gengivelse af historien og ikke mindst sine konklusioner på en lang række dokumenter, samtaler med involverede samt ikke mindst hemmelige akter og materialet fra de i alt 10 kommissioner, som blev nedsat i årene 1982 og helt frem til 2015 – og hvis arbejde hun refererer kommission for kommission i bogen. Hun blev selv udpeget som Snu Seidenfadens families repræsentant i den sidste kommission, hvorfor hun fik direkte til adgang til de mange papirer, undersøgelsesdokumenter, afhøringer mv.

At kommissionernes arbejde tog så mange år, vidner om den modstand, der var i systemet mod at nå frem til en fuld opklaring af sagen. Det gjaldt de involverede militærfolk og deres politisk allierede, men også politi og domstole, som så at sige havde verificeret den første forklaring om, at der var tale om en ulykke.

Der blev dog aldrig rettet anklager mod konkrete bagmænd for attentatet. I den officielle rapport fra 2015 konkluderes det godt nok langt om længe, at ”det nok var Portugals militær og CIA´s fælles involvering i et stort, ulovligt internationalt våbensalg, der var motivet for attentatet, men at det ikke var lykkedes kommissionen at bevise det”. Bagmændene havde haft alt for mange år til at skule og fjerne beviser. Og ikke nok med det, ”… ingen af de portugisiske våbenhandlere blev nogensinde stillet til regnskab.”

Historien om Snu Seidenfaden og hendes forhold til Francisco Sá Caneiro er tidligere fortalt i den portugisiske journalist Cândida Pintos biografi ”Snu Seidenfaden – kærlighed, bøger og politik”, som udkom i 2011 og blev oversat til dansk i 2013. Men konklusionerne mangler, idet bogen blev skrevet, inden kommissionernes arbejde var til ende og i det hele taget kun omtales kort.

Det er derfor vigtigt, at Eva Henningsen fuldender historien med sin glimrende bog. Den bør læses af alle med interesse for Portugals historie eller politiske intriger. Og for udenforstående er den forsynet med en grundig ordliste over involverer personer, institutioner og begreber.

Eva Henningsen: Det mørklagte attentat. Forlaget Vandkunsten 2019, 193 sider.

Gamle skibe, 200 års portvin og broderskab

Det er ikke hver dag, man inviteres til en udstilling af modeller af gamle sejlskibe, smagning af portvin med i alt 200 år på bagen samt en optagelsesceremoni i et vinbroderskab. Men sådan lød programmet sidste torsdag på Børsen i København for et arrangement, som Quinta da Boeira, AICEP og den portugisiske ambassade i Danmark havde inviteret til. Og da en venlig opringning fra ambassaden gjorde mig opmærksom på, at de havde indstillet mig til optagelse i sammenslutningen af portugisiske vinbroderskaber, mødte jeg selvfølgelig op.

Men først lidt om Quinta da Boeira. De senere år er der dukket mange nye navne op i portvinens verden. Nogle er mindre quintaer, som i stedet for at levere druer til de store firmaer begynder at producere portvin under eget navn. Andre er firmaer, som ikke selv ejer jord, men opkøber druer eller især gamle fade rundt om i Douro.

Det lidt specielle ved Quinta da Boeira er, at quintaen ikke ligger i Douro, men midt i Vila Nova de Gaia. Foruden den flotte hovedbygning er der vinkælder, bar og smagelokaler i en bygning formet som et flaske og om et par år følger et hotel – alt sammen noget, der signalerer vinturisme.  Quintaen kan dateres tilbage til 1850, og der har været handlet med vin og portvin siden 1920.  I 1999 kom der nyt ejerskab til, hvorefter der har været arbejdet ihærdigt for at synliggøre firmaet under slogans som ”Wines with History” og med fokus på kunst og kultur samt fra og med i år også som eksportør af portvin under eget navn. Quintaen udstiller f.eks. en samling på 23 håndlavede skibsmodeller, fremstillet af den tidligere fisker og sømand Albino Costa. Samlingen skal fejre 500 året for den første jordomsejling, som Fernão Magalhães foretog i 1519, hvorved han også opdagede søvejen nedenom Sydamerika. 

En del af de flotte skibsmodeller var fragtet til Danmark og blev udstillet i de flotte omgivelser på Børsen – et sted, der jo kender til portvin i forvejen, da det er her Henrik Oldenburg afholder sin årlige portvinsfestival første mandag i november. 

Quinta da Boeira har både bordvin og portvin i deres portefølje. På portvinsområdet koncentrerer de sig udelukkende om vin med årgang eller alder: Tawny Reserve, 10, 20, 30 og 40 års Tawny samt en Very Old Tawny, Colheita og Vintage. De annoncerede 200 års portvin dækkede over fem glas, nemlig tawnyserien og så den helt gamle, som angiveligt skulle have en gennemsnitsalder på ca. 100 år.

Her er mine smagenoter:

10 års Tawny: Rødbrun med orange kant, klar. Duft af modne kirsebær og lidt røde bær samt tørrede frugter. Stadig med frugt og god friskhed, fin syre og balance, måske lidt vel ligefrem og let, lidt sprittet hale.

20 års Tawny: Brunrød med lys orange kant. Ikke så ekspressiv i næsen, tørrede frugter, marmelade, rosiner og lidt karamel. Mere fyldig og cremet i munden med tørrede frugter og lidt orange samt fin balance.

30 års Tawny: Flot tawnybrun med lys orange kant. God og intens duft af rosiner, nødder, honning og orangeskal. Dejlig fyldig med også med friskhed og i god balance, orange, mandel og lidt kaffe samt et fint syresvip med halen. Faktisk en flot vin.

40 års Tawny: Mørkere, brun. Lidt lukket i næsen, åbnede dog op for nødder, tørrede frugter og marcipan. Tungere, mere fyldig og med mere kompleksitet. Pænt balanceret med nok syre til at kontrastere de lidt tungere fadnoter. Ok hale med mandelsmag.

Very Old Tawny: Brun med lidt grønt skær. Koncentreret og intens, men måske og lidt sprittet i næsen. Tørrede frugter, valnød, lidt orangeskal og balsamico. Cremet fyldig struktur, kompleks og med flot syre, alderen taget i betragtning. Tørrede frugter og kaffe, flot friskhed og en lang eftersmag.

Efter smagningen fulgte optagelsesceremonien i vinbroderskabet. Sidste år havde jeg den ære at blive optaget i portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto. Denne gang gjaldt det Federacão das Confrarias Báquicas de Portugal, som er en sammenslutning af de forskellige vinbroderskaber i landet herunder portvinsbroderskabet. I forbindelse med arrangementet på Børsen holdt de en lille optagelsesceremoni, hvor bl.a. Portugals ambassadør i Danmark, Rui Macieira, blev optaget. Ambassaden havde indstillet mig til optagelse som æresmedlem grundet mine skriverier om portugisisk vin, hvorfor jeg også blev kaldt op og modtog en medalje og et diplom, hvorefter jeg skrev under i broderskabets store bog.

Quinta da Boeira var ikke ene om at være til stede på Børsen den dag. Der var også mulighed for at smage gode portugisiske oste og vine fra andre regioner. Her smagte jeg bl.a. hvid- og rødvine fra Manzwine fra Cheleiros ved Mafra i Lissabon-regionen samt en spændende hvid hedvin fra Villa Oeiras fra det gamle vindistrikt Carcavelos, som nærmest ligger i storbyen Lissabon og derfor har kæmpet en brav kamp for overlevelse. Et spændende bekendtskab, som jeg vil studere nærmere en gang i fremtiden.

Læs mere om Quinta da Boeira her.

Dia de Portugal

De våbenklædte, ædle helteskare,
som kjæk drog bort fra Lusitaners Rige,
på have, som end ej besejlte vare

I dag den 10. juni fejrer portugisere i hele verden Portugals nationaldag. Eller rettere de fejrer Dia de Portugal, de Camões e das Comunidades Portuguesas, som dagen officielt hedder. Den 10. juni er nemlig dødsdagen for landets nationaldigter, Luís Vaz de Camões, hvis episke digt Os Lusíados (Lusiaden) fortæller om landets historie og ikke mindst de mange opdagelsesrejser.

Camões døde i 1580, men er stadig det store referencepunkt såvel i litteraturen som i nationens selvforståelse. Hans dødsdag har derfor længe været markeret, men det var under Salazars Estado Novo, at fejringen udviklede sig en national begivenhed i form af Dia de Camões, de Portugal e da Raça – altså dagen for Camões, Portugal og det portugisiske folk. Raça kan dog også betyde race, så det var naturligt at dagen blev nedtonet med revolutionen i 1974 og siden omdøbt til sit nuværende navn, hvor det altså i højere grad handler om fællesskaber. 

Siden 1977 har det været tradition i Portugal at fejringen foregår rundt om i landet, ligesom portugisere i andre lande har taget idéen til sig og fejret dagen. I Danmark har nationaldagen i mange år været fejret i København både officielt med den portugisiske ambassade som vært og blandt herboende portugisere. Den nuværende ambassadør Rui Macieira har valgt at indføre traditionen fra Portugal, så også andre byer bliver del af fejringen. I dag foregår den officielle fejring derfor med en reception i Aarhus, og næste år er det planen, at Odense skal være værtsby. 

Dagen fejres dog også i København, nærmere bestemt i Verdenskulturcentret, hvor Portugisisk Forening i Danmark har inviteret til sammenkomst med kulinariske smagsprøver.

Og, ja. Jeg møder selvfølgelig op i Aarhus for at tage del i fejringen, da ambassadøren har indbudt mig.

Tabu – en filmanmeldelse

I går indledte Cinemateket i København deres filmserie ”Ny portugisisk film – på kanten af virkeligheden”. Resten af december vil der være visning af de fire forskellige film, der indgår i serien, herunder åbningsfilmen ”Tabu”, som vises igen søndag den 28. december.

Det er meget sjældent, at der er mulighed for at se portugisiske film i Danmark, og derfor endnu mere sjældent, at de opnår medieomtale. Derfor kan jeg – som gammel filmanmelder – ikke lade være med at bringe denne lille omtale af ”Tabu”, som er instrueret af Miguel Comes. Men ikke kun af den grund. Den er også en omtale værd!

Filmen er opdelt i en prolog og to afsnit: Paradise Lost og Paradise. Prologen fortæller en lille fabel om en opdagelsesrejsende, som vælger at kaste sig ud til krokodillerne på grund af ulykkelig kærlighed. Siden da har man jævnligt set en bedrøvet krokodille og en smuk kvinde sammen ved floden, lyder det.

Første del foregår i nutidens Lissabon og har den hjælpsomme Pilar og hendes naboer, den ældre kvinde Aurora og hendes afrikanske tjenestepige Santa, i centrum. Aurora lever mest i sine drømme, og da hun kommer på hospitalet, beder hun Pilar om at opsøge en mand, Gian-Luca Ventura. Det er denne mand, der fortæller filmens anden del, som er et tilbageblik på 60´ernes kolonitid i Afrika, nærmere bestemt Mozambique. Her havde Aurora en farm, arvet efter faderen, og her mødte hun sin mand og siden den unge levemand Ventura, som hun får en fatal affære med.

”Tabu” er anderledes fortalt i sort-hvid, hvilket passer fint til en historie, som mest af talt udspiller sig i erindringen. Og så emmer den af ulykkelig kærlighed, melankoli og længsel efter det tabte paradis – det portugiserne ynder at kalde for saudade.

Titlen kan forstås på flere måder. Det kunne selvfølgelig være en påstand om, at Portugals forhold til kolonitiden er tabuiseret, men filmens ærinde er hverken politisk eller et historisk opgør, selv om kolonikrigen sniger sig nærmere i filmen. Men titlen er derimod klart en henvisning til F. W. Murnaus gamle film ”Tabu”, der lige som denne er opdelt i to afsnit med samme titler – og som tematisk også har ligheder.

Endelig er titlen også en konkret henvisning til bjerger Tabu. ”Aurora havde en farm i Afrika for foden af Mount Tabu”, som fortællerstemmen forkynder på helt Karen Blixens vis. Men heldigvis er kolonihistorien ikke ren ”Out of Africa”, men nærmere Blixens egen måde at konstruere mytiske fortællinger. Eller Hemingway for den sags skyld, når han lader sine romaner og noveller udspille sig blandt europæere og amerikanere i Afrika. The Short Happy Life of Francis Macomber for blot at nævne en enkelt titel.  

I sin form er ”Tabu” ikke en film for det bredde publikum. Men det er en gribende og godt fortalt kærlighedshistorie, hvor der også er plads til humoren. Det er en – måske lidt vel romantisk – hyldest til gamle fortællemåder. Og så er det ikke mindst en stemningsfyldt film, hvor musik, de flotte billeder og selve historien harmonerer fint. 

Fremragende bog om fadoens historie

A History of Portuguese Fado. Sådan hedder den engelske oversættelse af Rui Vieira Nerys bog om fadoens historie. Og lad det være sagt med det samme: Det er en fremragende bog.

Teksten blev oprindeligt skrevet til avisen Públicos antologi med 20 CD´ere med fado, som blev udsendt i sommeren 2004. Forfatteren bearbejdede og udbyggede derefter teksterne, så de kunne samles i bogen ”Para uma História de Fado”.

Bogen bevæger sig kronologisk frem fra fadoens fødsel til starten af det nye årtusinde samt i et forord til den seneste udgave helt frem til i dag. Ja, faktisk begynder den før fadoen blev til, nemlig med rødderne i Brasilien i form af de afro-brasilianske danse, som frigivne slaver bragte med sig til Lissabon i løbet af 1800-tallet. Her blev de budt velkommen i de gamle kvarterer Mouraria og Alfama, hvor arbejdere, løsgængere, sømænd, prostituerede, kriminelle og ligesindede havde deres daglige gang. Der blev danset og snart også sunget på gader og i taverner og bordeller.

Med tiden vandt sangen over dansen, som først blev til bevægelser og positurer og siden forsvandt helt. Fadoen, som vi kender den i dag, var født, men dens udøvere var stadig prostituerede, alfonser og andre i de mere skumle miljøer.

Siden undergår fadoen mange transformationer. Den finder vej til de fine saloner, hvor den ledsages af klaverakkompagnement, til varietéteatrene og endelig til de mange fadohuse og såkaldte casas tipicas, som opstår under Estado Novo og især i tiden efter 2. verdenskrig.

Rui Vieira Nery balancerer fint mellem det biografiske og det musik- og samfundshistoriske. Vi hører om landets udvikling og de mange politiske omvæltninger, om melodi, rytmer og fadoens standardrepertoire, om instrumenterne og teksternes fra de burleske over de politiske til kærlighedssange, der emmer af saudade. Vi besøger teatrene, pladeselskaberne, radiostationerne, spillefilmene og ikke mindst fadohusene. Og vi stifter bekendtskab med en lang række af fadoens udøvere fra Severa og andre pionerer over ikoner som Alfredo Marceneiro, Maria Teresa de Noronha, Amália Rodrigues og Carlos do Carmo til de nye stjerner som Mariza, Ana Moura og Camané. Teksten bevæger sig flot frem og tilbage mellem den store og den lille historie, så fadoen hele tiden placeres i sin samtid.

Ikke mindst redegør Rui Vieira Nery for nogle af de store diskussioner, der har været gennem tiden, med det mål ligefrem at afmytologisere. Det gælder fadoens oprindelse, hvor han som nævnt fastslår, at oprindelsen var i de brasilianske danse og ikke i fx gamle sømandsviser, selv om havet så afgjort har inspireret tekstmæssigt. Han gør også omhyggeligt rede for de meget politiske fadosange fra slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Et lille eksempel herpå kunne være disse få linjer i den engelske oversættelse:

”Lives poor the poor worker

Who labours night and day…

Lives rich the wealthy usurer

In the bosom of the Bourgeoisie!”

I begyndelsen af 1900-tallet mødte fadoen da også stor modstand i intellektuelle kredse, som tog afstand fra såvel tekster som det miljø, der havde fostret den – en modstand der faktisk varede helt frem til midt af århundredet, hvor især en stjerne som Amália begyndte at benytte tekster af velansete digtere heriblandt den gamle nationalskjald Camões.

På tilsvarende vis redegør bogen fint og redeligt for fadoens status under Salazars Estado Novo, hvor den først ikke fik megen opmærksomhed, da den stadig var knyttet til miljøet omkring arbejderklassen, men siden blev dyrket som et væsentligt element i den nationale kultur, hvorfor den også blev renset for politisk indhold gennem censur. Alligevel endte det ikke i ren tandløshed og konformitet, da fx netop Amália brød med de vante rammer – ikke mindst gennem sit samarbejde med komponisten Alain Oulman.

Såvel Amália som Carlos do Carmo hyldes fortjent som store fornyere, der er med til at forhindre, at fadoen stivner i ren folklore – på samme vis som de seneste 20 års fornyelse, der vedbliver at eksperimentere og blande genrer og stilarter uden at vende ryggen til traditionen. Den traditionelle fado castico synges stadig, ligesom jazzen, tangoen og boleroen bydes op til dans, men nu også rocken og rapmusikken. Fadoen har fundet sin flotte plads på verdensmusikkens scene og har stor udbredelse, ligesom ungdommen igen har taget den til sig. Det er da også efterhånden de færreste, der afviser fadoen som et produkt af Estado Novo, som det naturligt hed sig i tiden lige efter revolutionen i 1974.

Historier og perspektiver er der således mange af hos Nery. Samtidig er bogen flot illustreret, hvilket ikke mindst skyldes et tæt samarbejdet med Museu do Fado. Og rent personligt, er det jo en fryd, at forsiden på denne engelske udgave, er et maleri af Júlio Pomar forestillende digteren Fernando Pessoa og fadosangeren Alfred Marceneiro – tre navne, som jeg holder meget af.

Jeg har læst en del bøger og artikler om fadoens historie – nogle bedre end andre. Rui Vieira Nerys bog er ikke blot repetition, men også ny læring og viden fortalt på en ligefrem måde. Jeg tror ikke, at jeg tager munden for fuld ved at kalde A History of Portuguese Fado det autoritative værk på området.

Rui Vieira Nery: A History of Portuguese Fado. INCM (Impresa Nacional-Casa da Moeda) 2012.

Grândola vakt til live

Det gælder Grækenland, det gælder Spanien, og det gælder Portugal. Befolkningen protesterer mod de besparelser, som regeringerne har måttet iværksætte på grund af den økonomiske krise.

I Portugal har protesterne fået et særligt udtryk, idet den gamle revolutionssang, ”Grândola, Vila Morena”, har fået en stor renæssance som protestsang. Midt i februar blev sangen sunget fra tilhørerpladserne i landets parlament, mens premierminister Pedro Passos Coelho stod på talerstolen. 

 Og det blev ikke kun til det ene comeback for sangen, idet den siden er dukket op ved demonstration efter demonstration – ligesom citater fra teksten bruges på bannere og males på murene. Den 2. marts var mere end en million portugisere i 40 byer på gaden for at protestere mod regeringen. Også her lød stroferne fra den gamle revolutionssang om broderskab:

Grândola, vila morena

Terra da fraternidade

O povo é quem mais ordena

Dentro de ti, ó cidade

Sangen er af José (Zeca) Afonso – Portugal store protest- og folkesanger, som egentlig startede sin karriere som fadosanger i Coimbra. Den blev skrevet som en hyldest til folket efter en koncert i byen Grândola, som ligger i Alentejo syd for Setúbal. Sangen blev snart populær og var derfor også på repertoiret ved en koncert i Coliseu i Lissabon den 29. marts 1974, hvor nogle af officererne fra Movimento das Forças Armadas var blandt tilhørerne. De valgte den efterfølgende som det ene af to musikstykker, der skulle indlede revolutionen. Det andet var Paulo de Carvalhos bidrag til Europæisk Melodi Grand Prix i 1974, E depois do Adeus. Sidstnævnte blev spillet lidt før midnat den 24. april som signal til at indlede aktionen, mens Grândola, Vila Morena fulgte 20 minutter over midnat som besked om, at militæret skulle indtage vigtige strategiske bygninger og steder rundt om i landet.

Sangen indgår selvfølgelig også i filmen Capitães de Abril (April kaptajnerne), som skildrer revolutionen ligesom den benyttes i traileren til filmen.

Når man lytter til sangen forestår man udmærket, at den siden er blevet et symbol for protest, oprør og revolution. Den stille start med lyden af de marcherende støvler. Den langsomme opbygning og koret, der slutter op. Teksten, der taler om broderskab og om folket, der bestemmer – og som gentages i vers efter vers, idet hvert andet vers udgøres af de samme strofer som verset før blot i omvendt rækkefølge. Opbygning mod klimaks, gentagelser, stemmer i kor – kan det blive mere revolutionært?