torsdag den 30. juni 2011

Krise i Douro

Vinavlerne i Dourodalen beklager sig. Den globale krise mærkes hårdt. Det kniber med at få indtægterne fra salget af druer til at balancere med stigende udgifter til produktion, vedligeholdelse etc. Og samtidig virker det gamle beneficio-system som lidt af en stavnsbinding, lyder klagen.

Sådan er i korte træk essensen af John Abbotts interessante artikel i juliudgaven af det ansete engelske vinmagasin, Decanter.

Beneficio-systemet har længe været omdiskuteret. Kort fortalt går det ud på, at Portvinsinstituttet hvert år fastlægger, hvor stor en del af høsten, som må bruges til at fremstille portvin. Dette sker med afsæt i mængden af ikke solgt portvin, det foregående års salg og høstudsigten. Det samlede tal fordeles så ud på de forskellige vinavlere og deres marker, og her er der stor forskel på, hvilken kvalitetskategori marken er bedømt til at være. Markerne inden for det demarkerede område er opdelt i seks kategorier – fra den bedste A til F. Denne kategorisering er lavet ud fra forskellige parametre som højde, beliggenhed, produktivitet, jordbund, druetyper og alder etc. Det er druer fra A-marker, der bruges til fremstilling af vintage.

Der er altså tale om en form for licenssystem, hvis rammer og regler kom til verden i 1948. Derfor er der en del, der finder det forældet på samme måde, som man med god grund kan finde Bordeaux-klassifikationerne ude af trit med den faktiske kvalitet i dag. En af anklagerne lyder fx, at Portvinsinstituttet ikke har opdateret viden om, hvilke druesorter, der vokser hvor, da Casa do Douro, som står for registreringen beholder tallene for sig selv.

Problemet for vinbønderne er, at prisen på druer til portvinsproduktion ikke er steget i samme takt som udgifterne. Vinavlerne, som videresælger deres høst til kooperativer eller direkte til de store portvinsproducenter, tjener altså mindre. Ifølge artiklen er indkomsten faktisk halveret siden 2002. De helt små og mere fritidsbaserede vinavlere er dog knap så hårdt ramt, da de ikke skal lave af det.

Men så kan farmerne vel bare bruge jorden til noget andet? Eller fx sælge druerne til den voksende produktion af bordvin i Douro? Jo, men så ville værdien af deres jord falde, da jord klassificeret til portvin jævnfør Beneficio-systemet er langt mere værdifuldt. En del vælger dog at forlade branchen, hvilket de store portvinshuse selvsagt ikke er glade for, da det jo kan true drueforsyningen på sigt. En anden bekymring er, at nogle farmere er begyndt at spille på to heste. De sælger den kvote til portvinsproduktion, som de må, men vælger de dårligste druer. De gode druer sælger de så til almindelig vinproduktion. En sådan løsning er ikke ligefrem fremmende for kvaliteten af portvinen.

Om løsningen så er en afskaffelse af beneficia-systemet til fordel for det frie marked skal være usagt. Men så radikalt lyder faktisk forslaget fra Adrian Bridge fra The Fladgate Partnership, der står bag store portvinslabel som Taylor og Fonseca. Paul Symington fra Symington Family Estates med labels som Graham´s, Warre´s, Dow´s og senest Cockburn er lidt mere forsigtigt, men taler i artiklen i Decanter om nødvendigheden af øget strategisk planlægning.

En del tyder i al fald på, at der skal handling til. Sker der intet, kan man forestille sig at udviklingen vil bevæge sig imod små fritidsavlere på den ene side. Og så store vingårde ejet af de store portvinsproducenter på den anden side. De lokale vinbønder mellem disse to yderpoler går derimod hårde tider i møde.

tirsdag den 14. juni 2011

Den gamle mester, Oliveira

Jeg skal med det samme og med skam indrømme, at det kun er få film af Manuel de Oliveira, jeg har set. Hovedårsagen er, at de stort set aldrig bliver vist i Danmark, ses bort fra særprogrammer i Cinemateket. I den danske udgave af Wikipedia fylder omtalen af Oliveira meget symptomatisk godt en linie med angivelse af fødeåret 1908 og konstateringen af, at han ”tilsyneladende” er verdens ældste aktive filminstruktør. Så er der i al fald ikke sagt for meget.

Men det er vitterligt også imponerende, at han i en alder af 102 år stadig instruerer film – og efter sigende endnu med en stor portion friskhed og kreativitet. Her til oktober forventes der således at være premiere på hans nyeste film, A Igreja do Diabo om en ung mand, der rejser til Rio de Janeiro for at studere og indlogerer sig hos en mand, som åbenlyst er sin kone utro – et tema, som det ikke er første gang, Oliveira berører. Filmen er ifølge The Internet Movie Database nummer 57 i rækken som instruktør!

Karrieren startede i 1931 med dokumentarfilmen Douro, Faina Fluvial, som portrætterer arbejdslivet på og langs Douro-floden i fødebyen Porto. Efter endnu nogle kort- og dokumentarfilm spillefilmsdebuterende Oliveira i 1942 med Aniki Bóbó, hvis underlige titel er hentet fra en børneremse, og som da også har børn som hovedpersoner. Derefter blev det kun til endnu et par spillefilm de næste årtier, da han var i opposition til Estado Novo og derfor var forhindret i at lave de film, han gerne ville. Men efter revolutionen i 1974 gik det stærk, og han lavede mindst en film om året, som om energien havde hobet sig op gennem årene.

I bogserien ”Contemporary Film Directors” (udgivet på University of Illinois Press) giver Randal Johnson fra University of California en fin gennemgang af Oliveiras livsværk, film efter film med handlingsreferater og små analyser og indplacering i filmhistorien. Spændende læsning, når nu filmene er svære at opdrive. Svært tilgængelige er filmene også, hvilket selvfølgelig kan være medvirkende til de manglende premierer herhjemme. Ofte karakteriseres hans film som talefilm eller filmede skuespil og ofte af den lange slags, helt op til den 6 timer og 40 minutter lange, Le Soulier de satin (1985) efter Paul Claudels skuespil.

Oliveira har til dels udforsket og udfordret filmen som kunstart, dels filosoferet over temaer som troen og den umulige kærlighed og dels taget favntag med nationale fænomener som de store opdagelsesrejser, krige og ikke mindst den messianistiske sebastianisme – opkaldt efter den unge Kong Sebastian, som forsvandt i ørkenen ved Alcacer Quibir i 1578 under sit eget felttog mod de vantro. Man fandt dog aldrig liget, hvorfor der snart opstod den myte, at han ville vende tilbage og genvinde landet dets storhedstid.

Læsningen af bogen har i al fald overbevist mig om, at der er en række af film, som jeg snarest skal have set. Foruden de to nævnte debutfilm gælder det bl.a.:

Non ou a Vã Glória de Mandar (1990), som omhandler en række store krige i Portugals historie, fra kampen mod romerne over førnævnte slag ved Alcacer Quibir til kolonikrigen i Angola.

Vale Abraão (1993) om Ema, der som en anden Emma Bovary finder sin egen sensualitet og udfordrer sit ægteskab. Filmen, der foregår i den skønne Douro-dal, bygger på Agustina Bessa-Luís roman ”Abrahams Dal”, som er udkommet på danske på Ørbys Forlag.    

Porto da Minha Infância (2001), som er en hyldest til instruktørens barndom i Porto og rummer såvel dokumentaristiske som fiktive træk.

Um Filme Falado (2003), som skildrer samtaler mellem en historieprofessor og hendes datter samt en række personer fra forskellige sydeuropæiske lande, men de sejler fra Lissabon gennem Middelhavet og Suezkanalen på vej mod Bombay – en odyssé gennem den vestlige civilisation og kulturs vugge, men også mod dens undergang.

fredag den 10. juni 2011

Carne de Porco à Alentejana

Så har jeg lige vendt kødet. Svinekødet er i tern og ligger i en marinade af hvidvin, salt, peber, paprika, koriander, hvidløg og et laurbærblad, hvor det får lov til at trække i 3-4 timer. Derefter skal det steges med løg, rød peberfrugt, hvidløg og tomat. Når det er mørt tilsætter jeg muslinger de sidste minutter, og så skal det serveres med ris, citronbåde og masser af frisk koriander.

Carne de Porco à Alentejana er en af de retter jeg altid vender tilbage til, hvad enten jeg er i Portugal eller i køkkenet hjemme i Danmark. Kombinationen af det marinerede svinekød og muslingerne kan virke underlig, men er fremragende, da de to forstærker hinanden. Som navnet siger stammer retten fra Alentejo, men i dag kan den nu fås på restauranter over hele landet og er ofte også på menuen på min stamrestaurant i Lissabon. Kvaliteten svinger alt efter kokkens formåen - fra det jævne til det fremragende.

Min hjemlige variation er lidt anderledes. Det bedste er selvfølgelig, hvis jeg kan få friske små hjertemuslinger, men det er ikke lige nemt altid. Derfor må jeg gerne erstatte med almindelige blåmuslinger, hvilket ikke er helt det samme, men dog brugbart.

Og så skal det hele selvfølgelig skylles ned med portugisisk vin. Jeg foretrækker hvidvin, men rødvin er også helt fint. I aften bliver det hvidvin fra Vale Barqueiros i netop Alentejo. Så er der ligesom orden på sagerne.