Omtalte bog er tilsendt fra forlaget.
Kulturhistorien er rig på såvel lykkelige som tragiske
kærlighedshistorier. En af sidstnævnte omhandler den østrigske kunstner Oskar
Kokoschka, som forelskede sig passioneret i komponisten Gustav Mahlers enke
Alma. Det blev til en kort affære, hvorefter hun afviste ham. I stedet lod han
fremstille en dukke i naturlig størrelse som en kopi af Alma, klædte den på og
gav den samme parfume, som hun havde brugt. Og siden myrdede han den.
Dukken og historien bag optræder i portugisiske Afonso Cruzes
roman ”Kokoschkas dukke”. Men tro ikke, at bogen udelukkende omhandler affæren
og dens efterspil. Historien om dukken fortælles i en lille roman i romanen,
trykt på gråt papir og med egen bogforside. Denne del af bogen er skrevet af en
af personer i rammefortællingen, og i den optræder også en detektiv med navnet
Filip Marlov.
”Adele gik op ad den lyse trappe der førte til Filip
Marlovs kontor Udsmykningen var så latterlig at den ikke engang ville have
passet på et femstjernet hotel. Adele tog plads i et venteværelse med fjernsyn
og forældede ugeblade.”
Sådan er bogen. Som en russisk babusjka-dukke, hvor der hele
tiden er en ny fortælling gemt inden i. Og hvor personerne refererer til
hinanden på kryds og tværs, ligesom der refereres til såvel virkelige personer
som Kokoschka og fiktive som Chandlers Philip Marlowe.
Det er en morsom leg med fiktionen, som tager ”papirspersoner,
der er lige så tynde som de sider de lever på, og giver dem en eksistens”,
som det lyder.
Rammefortællingen er ellers alvorlig nok og handler om
jødeforfølgelse, krig og bombning af Dresden. Her møder vi Isaac Dresner, der
gemmer sig i kælderen i en fuglebutik, efter at en tysk soldat har skudt hans
ven i hovedet. Butikkens indehaver, som selvfølgelig hedder Bonifaz Vogel,
hører derefter en stemme dybt nedefra.
”Bonifaz Vogel gik altid med sandaler, selv om vinteren,
og han kunne mærke hvordan ordene sneg sig op forbi de gullige tånegle og
tæerne der var sammenkrummede i bestræbelsen på at mærke hele sætninger banke
mod hans fodsåler, klatre op gennem hans hvide, magre ben og blive holdt
tilbage i hans hoved på grund af hatten.”
Afonso Cruz gæstede nyligt Danmark i forbindelse med den danske oversættelse af romanen – nærmere bestemt i Litteraturhuset ved Vandkunsten i København, hvor han var han i dialog med Politikens Erik Jensen og læste lidt op.
Cruz, som er født i 1971 og har boet i Lissabon, men nu
lever på landet i Alentejo, er lidt af en multikunstner. Han er egentlig uddannet
fra kunstskole som grafiker og illustrerer selv egne og andres bøger, og
foruden forfattergerningen optræder han som sanger og musiker i bandet The
Soaked Lamb, ligesom han brygger sine egne øl.
”Jeg har arbejdet med billeder hele mit liv, men kan lide at
skifte lidt. Jeg har ikke min egen stil, men prøver helt tiden noget nyt. Nogle
gange går det galt – andre gange bedre,” siger han med et smil og fortsætter:
”Musikken lå i og for sig i familiegenerne. Min bedstemor
var fadoguitarist, hvilket var usædvanligt den gang, hvor kvinderne kun sang,
men mere almindeligt i dag. Min onkel er også musiker. Jeg startede selv med at
spille guitar som 18-årig og var ikke særlig talentfuld. Alle i familien synes,
jeg var dårlig som musiker.”
Ironi er også med til forfatterens udtryksmåder sammen med absurditet
og en sproglig opfindsom, som gennemsyrer hele ”Kokoschkas dukke”, der udkom på
portugisisk i 2010 og bibragte forfatteren EU´s Litteraturpris i 2012. Derfor
kan det også være svært at genfortælle handlingen, da den springer i tid og
sted, har mange tråde og mange personer, hvis veje krydses på forskellig vis.
”Ofte har mine bøger en enkelt handling, men ikke denne. Det
er min anden roman, men jeg regner den for det første rigtige. Bogen er lidt
som en labyrint, siger folk. Da jeg afleverede den til forlaget var alle
kapitlerne i tilfældig rækkefølge, men det blev dog lavet om, da forlaget mente
det ville være for svært for læserne,” forklarer Alonso Cruz.
”Som forfatter ønsker man ikke at åbne alle døre. Alt skal
ikke være direkte og indlysende. Der må godt være noget hemmeligt,” tilføjer
han.
Selve idéen opstod, da hans læste nogle af Kokoschkas
efterladte breve.
”Et af dem var dem var til den dukkemager, der skulle
fremstille dukken af Alma Mahler. Jeg kunne lide historien. Alma var lidt af en
hjerteknuser, som efterlod mange ulykkelige forelskelser. Brevet beskriver,
hvordan dukken skal laves med mange teknisk detaljer. Det er den smukkeste
kærlighedserklæring, jeg har læst,” fortæller han.
Som bogen refererer til Kokoschka, nævner den også den
portugisiske digter, Fernando Pessoa og alle hans heteronymer. Inspirationen
herfra er da også tydelig - både direkte i form af de mange opdigtede
forfattere, som kommer til orde i bogen, og indirekte i den labyrintiske
struktur. Afonso Cruz har også selv som Pessoa udgivet digte under andre navne.
Han har f.eks. lavet en encyklopædi over ting, der ikke eksisterer, hvor han
også opfinder forfattere, der henviser til hinanden.
”Jeg elsker digte, men har ikke selv publiceret nogen i eget
navn. Jeg bruger i stedet digternavne, jeg selv har fundet på.”, siger Cruz og
fortsætter:
”Pessoa gjorde i litteraturen, hvad videnskaben havde gjort.
Der er ikke længere noget centrum i universet, centralperspektivet opløses. På
samme måde som kubismen skildrer flere perspektiver samtidig uden renæssancen
fixpunkt, gør Pessoa det i digtekunsten.”
Der leges med perspektivet og fortællerstemmerne er
mangfoldige hos Afonso Cruz. Foruden Pessoa kan man drage sammenligninger til Italo
Calvino, der f.eks. har skrevet en bog om usynlige byer, og til Jorge Luis
Borges, der ligeledes har benyttet labyrintiske strukturer.
Det er underholdende, opfindsomt og eftertænksomt. På en
gang let læseligt og utroligt svært af få rede på. En bog, der indbyder til
genlæsning.
Afonso Cruz: Kokoschkas dukke. Oversat af Ole Eistrup. Jensen & Dalgaard 2020, 197 sider.