Tak Susie! Sådan hedder en ny lille publikation, der beretter om politiske flygtning fra Portugal i Danmark. Bogen blev nyligt præsenteret ved et lille arrangement i København, hvor der blev talt om såvel baggrunden for eksilet som hvorfor og hvordan, det foregik.
Irene Pimental, som er historiker ved universitetet i Lisboa og specialist i nyere portugisisk historie og tiden under Estado Novo, fortalte om ”the forced silence” – altså den tavshed, som prægede tiden under diktaturet. Tavsheden var en konsekvens af Salazars såkaldte ”revolution of mind”, hvor propaganda, censur mv. bragte oppositionen til tavshed.
”Propagandaen
sagde, at alt var godt i Portugal. Der var ingen sult, ingen selvmord, ingen
influenza, ingen homoseksualitet, ingen massakrer i Afrika, ingen slum og ingen
aborter etc.,” lød det bl.a. fra Irene Pimental.
Tavsheden
blev også fremtvunget af sikkerhedspolitiet PIDE og den tortur, som også blev
anvendt.
”Tortur
handler ikke kun om at få folk til at tale, men også om at få andre til at tie.
Det er en advarsel til andre,” som Irene Pimental formulerede det.
Den konkrete
anledning til at mange emigrerede var dog krigene i kolonierne i Afrika.
Portugiserne skulle aftjene fire års militærtjeneste, hvoraf de to år skulle
afvikles i kolonierne. I 1964 kæmpede f.eks. 100.000 unge portugisiske soldater
i Afrika.
Da mange var
modstandere af kolonikrigene, nægtede en del at tage del. I 1971 var det f.eks.
25 % af de unge, som ikke gik ind i hæren, selv om de blev indkaldt, og en del
af dem emigrerede.
Fra 1962 til
1973 emigrerede således 1½ million portugisere. Destinationen var især lande
som Frankrig, men under 100 af dem endte også i Danmark. Det gjaldt bl.a. Carlos
Neves, Joaquin Saraiva og Jorge Leitão, som var til stede ved præsentationen,
og alle har bidraget med deres personlige fortællinger i bogen.
”Jeg ville
ikke med i den idiotiske krig, hvor man slog mennesker ihjel på et andet
kontinent,” som Carlos Neves, der flygtede, da han i 1970 blev udtaget til
tjeneste i Guinea-Bissau, direkte udtrykte det.
”At
desertere var civil ulydighed. Hver gang en deserterede var det et nederlag for
regimet,” supplerede Jorge Leitão, som flygtede i 1971 – først til Paris og
derefter til Danmark, da der begyndte at være rygter om, at Frankrig ville
sende desertører retur til Portugal.
Flugten til
Danmark foregik ved hjælp af menneskesmuglere, og som det også fremgår af
fortællinger fra danskere, som tog imod flygtningene, endte de ofte i
venstrefløjsmiljøet i København og Aarhus.
”Jeg kom fra
et land, hvor man ikke kunne snakke, til et land, hvor man talte hele tiden –
især om politik for sådan var tiden,” som Carlos udtrykte det.
Fra venstre:Carlos Neves Joaquin Saraiva og Jorge Leitão
Generelt blev
der taget godt imod de portugisiske desertører af såvel frivillige som organisationer
som Dansk Flygtningehjælp. Som Joaquin Saraiva, der efter en tur til Sverige
endte i Aarhus, beretter i bogen:
”Jeg vil
gerne fremhæve effektiviteten i den støtte, som vi fik af flygtningehjælpen.
Udover indkvartering, måltider, et månedligt beløb til lommepenge og personlige
fornødenheder støttede de os med sprogkursus i dansk, der var en betingelse for
at kunne arbejde eller studere.”
Bag
udgivelsen af bogen står det EU-støttede projekt #ECOS – Exílios, contrariar o
silêncio” (landflygtighed, at bryde tavshed), som her i tiden op til 50 året
for Nellikerevolutionen i 1974 har opsporet personlige erindringer fra tiden,
hvor portugisere drog i eksil i Europa. Beretningerne er en del af Portugals
historie, men altså også en del af Danmarks historie, som vi ikke har hørt
meget til.
Og så til
slut. Titlens Susie er hverken navnet på en portugiser eller en kvinde, som tog
imod dem efter flugten til Danmark. Det er navnet på en hund, som blev luftet
ved grænsen til Tyskland af en dansk mand, som Jorge Leitão skulle møde efter
at have krydset grænsen. Når Jorge hørte manden kalde på sin hund, vidste han,
at han kunne komme frem og komme i sikkerhed.
Læs mere om
projektet her.
