fredag den 26. februar 2016

Bairrada – hjemstedet for Baga

Nogle vinområder er nærmest synonyme med bestemte druesorter. Toscana og Sangiovese, Bourgogne og Pinot Noir samt Piemonte og Nebbiolo for at nævnte tre oplagte eksempler. Sådan er det også med den lille region Bairrada, der ligger i midt i Portugal – vest for det mere bjergrige Dão og kun adskilt fra Atlanterhavet af en stribe pinjeskove. Navnet på druen er Baga – en sort, som er både elsket og hadet. Og det fordi det siges, at den kan producere både de bedste og de værste vine, der findes. Herhjemme er den nærmest ukendt, og det er ærgerligt, selv om den nok aldrig vil vinde stor udbredelse.

Druen
Baga – hvilket faktisk betyder bær på portugisisk – er også plantet i andre regioner i det midterste Portugal herunder naboen Dão, men det er så afgjort Bairrada, som er dens hjemsted. Her menes den at indgå i omtrent halvdelen af vinproduktionen. Druen er lille, blåsort og med tyk skal, modnes sent og gror bedst i sandet jord eller kalkstensområder. Den giver højt syre- og tannin-niveau, hvorfor den også ofte sammenlignes med Nebbiolo.
Foruden enkeltdruevine og diverse blends bruges Baga også til fremstilling af Espumante og rosévin som den berømte Mateus, hvor skindkontakten jo er kortvarig, hvorfor de kraftige tanniner undgås. Den giver aromatiske vine med røde bær som kirsebær, men også mørkere bær, blomme og lidt tobakspræg. Som unge kan vinene ofte virke skarpe og umodne, men de ældes fint og vinder både kompleksitet og elegance.


Regionen
Der har været dyrket vin i Bairrada siden romertiden. Området fik DOC status i 1991, men regler og krav er meget stramme, hvorfor en del producenter vælger at fremstille vin under mindre rigide regler som IGP Beira Atlantico.   
DOC-regionen er på 110.000 hektar, hvoraf ca. 15.000 er tilplantet med vin. Jorden er kalkholdig og forholdsvis flad, og der er varme somre, men også en del luftfugtighed fra havet og en del regn. Kystklimaet giver generelt højt syreindhold, hvorfor regionen er førende, når det gælder Espumante – Portugals mousserende vine, fremstillet efter Méthode Traditionelle. Endvidere betyder det sen modning af druerne.
Frem til revolutionen i 1974 var regionen mest kendt for at lave bulkvin, solgt til Portugals afrikanske kolonier og produceret af forskellige kooperativer uden den store omhu, når det gælder såvel plukningstidspunkt som vinifikation. Med få undtagelser var der fokus på kvantitet og ikke kvalitet. Siden er der heldigvis kommet en række mindre producenter til, som har arbejdet ihærdigt på at højne kvaliteten i hele processen. Det gælder ikke mindst Luis Pato, som om nogen har kæmpet for Bagas renommé.

Vinene
Foruden Baga dyrkes der lidt Câmarate, Alfrocheiro, Jaen og Touriga Nacional samt en smule internationale sorter. Dertil kommer hvide druesorter som Bical, Maria Gomes (også kendt som Fernão Pires), Cercial og Arinto – både med henblik på Espumante og hvidvin. Hvad angår Baga er det faktisk næsten halvdelen af regionens ca. 2.000 vindyrkere, der høster tidligt og sælger deres druer til Sogrape, den store koncern bag Mateus Rosé. Andre har valgt at fremme kvaliteten af rene Baga-vine bl.a. ved at indføre mere moderne metoder som fx grønthøstning og frasortering af stilke mv. inden vinificeringen samt ved at eksperimentere med lagringsmetoder. Resultatet har været en række anderledes vine, som nok har bevaret deres ungdommelige høje syreniveau og stadig har godt med tanniner, men ikke er nær så rå i stilen som tidligere. Men som stadig har stort lagringspotentiale, så de kan udvikle sig til det fremragende.



I de følgende poster vil jeg se nærmere på to af regionens væsentligste producenter, nemlig Luis Pato og Filipa Pato, som også er far og datter. Begge indgår også i den samling af producenter, som står bag Baga Friends – et netværk, som kæmper for udbredelsen eller måske nærmere bevarelsen af Baga, og som samtidig producerer vin i fællesskab. Men mere herom snarest sammen med smagenoter.

tirsdag den 9. februar 2016

Kopke i alle farver

De var hvide, gyldne, brune og røde. Fra lyse nuancer til tæt på det uigennemsigtige. Det hele var portvin, og det hele var fra Kopke – verdens ældste stadig eksisterende portvinshus, som blev grundlagt i 1638 af tyske Cristiano Kopke. Ejerskabet var først i familien Kopkes hænder, siden i engelske og hos familien Barros-Almeida og nu hos den store koncern Sogevinus.


Et par repræsentanter fra Sogevinus var da også taget til Danmark for at medvirke til den årlige Winemakers Dinner i The Vintage Port Club, som fandt sted fredag den 5. februar i fornemme omgivelser i Odd Fellow Palæet i Odense. Deltagerne var winemaker Carla Tiago og Sonia Figueira, som er ansvarlig for eksporten til bl.a. det danske marked samt importør af Kopke, Marco Andreis fra ViniPortugal.
Som altid blev dagen indledt med en stor smagning af såvel hvid portvin med alder, tawny med alder og colheitas samt enkelte vintage herunder en Single Quinta Vintage fra Quinta de São Luíz, som firmaet købte i 1922 og i dag er et af koncernens centrale vinifikationscentre, og som leverer druer til husets bedste vine, hvad enten vi taler om portvin eller bordvin.
Vi kom altså hele spektret rundt, men ingen tvivl om, at husets store styrke er de fadlagrede portvine. 


Følgende vine blev smagt:

10 års hvid
Orange, gylden. Duft af mandel og lidt appelsinskal. Stadig med frugtpræg, men også lidt mandel og honning. Meget syre, hvilket giver er lidt for skarpt præg samt sprittet hale (84).

20 års hvid
Orange, gylden – måske lidt lysere i farven. Frisk duft med tydelig appelsinskal efterfulgt af lidt mandel. Blødere og med mere karakter. Stadig godt med syre, men i betydelig bedre balance og en god, lang eftersmag. Fin harmonisk, hvor sødmen balanceres af syren. En fornøjelse i munden (92).

30 års hvid
Gylden med orange kant, lidt mørkere. Madelpræg i næsen, men også fint krydret. Ligeledes krydret i smagen og med betydeligt mere fadkarakter og dybde. Et flot og spændende glas (93).

Hvid Colheita 1935
Gylden og klar. Duft af mandel og orangeskal. Meget fyldig i munden, hvor den i første omgang nærmest eksploderer med nøddepræg og ekspressive krydderier, men også fin friskhed. Skifter så karakter og efterlader en lang, tør eftersmag, som henleder tankerne på tør sherry. Måske ikke helt så balanceret, men spændende (92).



Hvid Colheita 2003
Gylden. Fin præg af mandler. Ikke så kompleks, men i god balance om end noget kort. Havde det lidt svært oven på de andre (88).

10 års Tawny
Rødbrun. Intens duft af mandel og lidt orange. Frugtkarakter i munden, let krydret og med en pebret hale. Blød, men også lidt vel simpel (88).

40 års Tawny
Mahognibrun med lidt orange kant, klar. Intens i næsen med mandel og karamelpræg. Blød i munden, men også med stor intensitet og godt krydret med noter af kanel. En meget flot og harmonisk glas (94).

Colheita 1966
Mørk brun, intens og flot. Ikke så ekspressiv i næsen i første omgang, men kom sig. Mandel, lidt orangeskal og karamel. Blød og harmonisk i munden. Intens smag, hvor sødme og syre balancerer hinanden fint. Et rigtigt godt glas, som viser at koncentreret kraft og friskhed godt kan gå hånd i hånd (95).

Colheita 1978
Mahognibrun. Godt med mandelpræg i næsen. Meget blød og behagelig med tørrede frugter, fint krydret og med pebret hale. Også et flot harmonisk glas, men jeg foretrak den ældre udgave (90).

Colheita 1985
Brun med lidt rødligt skær. Ikke helt god i næsen, da den havde lidt sæbepræg, som desværre også gik igen i munden. Ellers med mandelpræg og fadnoter. Der var tale flaskevariation, da de var aftappet i forskellige år. Det var ikke decideret skæv, men heller ikke god (80, men præsterer normalt bedre).

Late Bottled Vintage 2011
Så kom der et voldsomt stilskifte. Mørk dyb, næsten sortlilla. Hyldebær, solbær og frisk frugt i næsen. Kraftig som alt fra årgangen med frisk frugt, mørke kirsebær og solbær. Godt med tanniner og en tør stil. Fin harmonisk, men bør nok ligge et par år (88).

Kopke Vintage 1989
Ruby, rød med begyndende brun kant. Duft af modnet frugt og tørrede kirsebær. Fin i munden med lidt røget stil. Flot drikkelig (90).

Quinta de São Luiz Vintage 2012
Mørk ruby, tæt ved lilla og uigennemsigtig, farver glasset. Hyldebær og ren frugt i næsen samt lidt ungdommeligt mælkepræg. Marmelade, fin frugt og syre. Fyldig, krydret og med pebret hale. Modnede tanniner. Stadig lukket og stadig for ung, men med fint potentiale (88)

Kopke Vintage 1997
Fin ruby og klar. Jordbær og andre røde bær i næsen. Fin i munden, let og elegant. Ikke så kompleks, men et dejligt glas her og nu (89)



De sidste fire flasker havde det lidt uretfærdigt hårdt oven på den mange gamle tawnies og colheitas. Kopke er ikke et udpræget vintagehus, men de to modnede var faktisk rimelig gode og fint drikkelige på nuværende tidspunkt. Hvad angår fadlagret er stilen portugisisk, men sødmen balanceres af flot syreniveau, så det aldrig bliver for opulent. De fleste flasker var friskt aftappet til lejligheden.  
Efter smagningen fulgte middagen, kreeret af restaurant Palæet, hvortil der også blev serveret vine fra Kopke:

Forret: 
Rimmet laks, fennikel, radiser, syrnet fløde, urtesalat og brød. 
Reserve Branco Douro DOC 2014.

Hovedret: 
Rosastegt oksefilet, hvidløg, honning, persillebagte rodfrugter, bagte rosenkål, pinjekerner, 
bacon, rødløg, pommes Anne samt portvinssauce. 
Reserve Tinto Douro DOC 2011 og Vinhas Velhas Douro DOC 2010.


Dessert: 
Tre slags oste med hjemmesylt og knækbrød. Bagt mandelkage, vanilieis, syltede svesker og knas. 
Kopke Vintage 2003 og Kopke Colheita 1989.

søndag den 7. februar 2016

Mit andet hjemland i nyt oplag

For snart seks år siden besluttede jeg mig for, at jeg gerne ville udgive en bog om Portugal og især om portugisisk kultur. Som journalist havde jeg beskæftiget mig en del med emnet, lavet reportager til Danmarks Radio og skrevet artikler for aviser og magasiner. Men jeg havde også en del aldrig publiceret materiale liggende – såvel næsten færdige artikler som løse skitser – ligesom jeg havde friske idéer.
Foruden at udbrede kendskabet til portugisisk kultur skulle bogen forsøge at besvare det spørgsmål, jeg så ofte fik stillet. Hvad det dog lige er ved Portugal, der får mig til at rejse derned igen og igen? Derfor skulle der også være tale om mere personlige beretninger og en tilgang, hvor jeg investerede min egen fascination af landet og heriblandt ikke mindst af digteren Fernando Pessoa, af fadoens univers og af den dejlige portvin – tre emner, som har været med til at udvikle mit forhold til landet, og som jeg gennem årene har forsøgt at gøre mig til specialist i.
Jeg gennemskrev derfor nogle af teksterne og skrev en form for programerklæring, som siden i forkortet version blev til bogens forord. Og så indgik jeg et samarbejde med Forlaget Ørby, som jeg i forvejen kendte lidt til. Det drives af den herboende portugiser Jorge Brage, som gennem en del år har sendt bøger på markedet – oftest oversættelser af portugisisk litteratur herunder ikke mindst af Agustina Bessa-Luís.
Resultatet udkom i 2011 i form af bogen “Mit andet hjemland – Rejser i Portugals kultur”, som har været udsolgt i et par år. Derfor er jeg meget glad for, at den nu genudgives i andet oplag. Samtidig er formatet ændret en smule, og der er kommet nyt omslag med flapper, hvilket gør den lidt mere indbydende.
Bogen fik i sin tid en udmærket lektorudtale, hvor det bl.a. hed:
“Fortrinlig rejse- og reportagebog med udvalgte temaer om Portugals kultur, identitet og steder… God personlig essaybog om Portugal med vægt på især Lissabons særlige charme og kultur.”
Det sker da også med mellemrum, at jeg gennem de sociale medier får en henvendelse fra folk, som skriver, at de har læst min bog og gjort brug af den på en rejse til Portugal. Det varmer selvfølgelig altid, når nogen har glæde at noget, man har skrevet. Men det varmer ekstra, da det jo netop var målet med bogen fra starten. Den skulle ikke konkurrere med almindelige guidebøger, men henvende sig til kulturinteresserede rejsende, som gerne vil vide lidt mere. Den skulle give læserne lyst til at opsøge de samme steder og stifte bekendtskab med den portugisiske kultur.
Det nye oplag udkommer nu den 13. februar, hvilket markeres i boghandelen Ræven og Pindsvinet, Vesterbrogade 176 på Frederiksberg, hvor jeg vil fortælle om Portugal og om bogen. Så hvis du har lyst til at høre mere om Portugal og om, hvad der fascinere mig ved landet, skal du være velkommen på lørdag fra kl. 11.

Bogen vil kunne fås gennem boghandlere og netboghandlere og kan i øvrigt allerede nu bestilles via forlaget.