onsdag den 29. august 2012

Europas nødudgang - The Lisbon Route


Hvis du husker slutscenen i filmklassikeren Casablanca, husker du måske også, at flyet letter gennem tågen med kurs mod Lissabon. Det var ikke en tilfældig destination.

Portugals stærke mand, António de Oliveira Salazar, valgte at holde landet neutralt under 2. verdenskrig. På den ene side havde Portugal flere århundrede gamle bånd til England, som det ønskede at bevare. På den anden side lå diktaturet politisk set tættere på Tyskland, ligesom portugiserne frygtede, at nabolandet Spanien ville vælge tyskernes side og invadere Portugal.     

Det var en svær balancegang med pres fra begge sider og med den konsekvens, at Lissabon udviklede sig til et transitland for flygtninge og en spionrede. Agenter fra begge sider samt Portugals eget hemmelige politi – alle holdt de øje med hinanden, rapporterede og spillede dobbeltspil.

En af dem var den senere forfatter, Ian Flemming, som faktisk menes at være blevet inspireret til sin første James Bond roman, Casino Royale, da han i 1941 var på opgave i Estoril uden for den portugisiske hovedstad. Estoril var netop et af mødestederne. Her havde nazister, englændere og jødiske flygtninge badekabiner ved siden af hinanden på stranden, ligesom de sad omkring samme bord i kasinoet om aftenen.

Om alt dette kan man læse i Ronald Webers bog ”The Lisbon Route”, hvor han bl.a. kalder Portugal for Europas  
”nødudgang”. Og den nødudgang var der mange, der benyttede sig af – såvel jøder som ikke-jøder på flugt fra krigen først til det neutrale Portugal og derefter videre, hovedsageligt mod England eller USA. Flygtningestrømmen tog kraftigt til, da nazisterne okkuperede Frankrig. Her menes den portugisiske konsul i Bordeaux, Aristides de Sousa Mendes, at have udstedt visa til hele 30.000 mennesker heraf 10.000 jøder – og det trods en ordre fra Salazar om at stoppe for ikke at provokere tyskerne.

Bogens første del udgøres af en lang række portrætter af skæbner på flugt – kendte som ukendte. Blandt de mere prominente, som i kortere tid ophold sig i Lissabon under krigen, var Hertugen af Windsor, Peggy Guggenheim, kunstneren Max Ernst, skuespilleren Leslie Howard og forfatteren Arthur Koestler, der efterfølgende brugte sine oplevelser i romanen ”Arrival and Departure”.

Selv om destinationen for alle var Lissabon, fokuser forfatteren dog i højere grad på ruten derned og trængslerne undervejs. Det er som om han mister interessen for dem, så snart de ankommer til Portugal. Som dokumentation kan det selvfølgelig være interessant, men det er også en noget tung læsning, hvis ens indfaldsvinkel mere er interesse for Portugal end for 2. verdenskrig. Tålmodigheden belønnes dog, da bogens anden del byder på afsnit om Portugals neutralitetspolitik, propagandakampen mellem Tyskland og de allierede samt den for Portugal indbringende eksport af wolfram – metallet som blev brugt i våbenindustrien. Her bliver man for alvor klogere på Portugal og på Lissabons status under 2. verdenskrig.

Ronald Weber er amerikaner, hvilket skinner igennem. Synsvinklen er konsekvent amerikansk eller engelsk – ikke blot hvad angår de benyttede kilder, men også indholds- og holdningsmæssigt. Vi hører meget om, hvordan engelsksprogede korrespondenter, forfattere og politikere opfattede Lissabon, men næsten intet om, hvordan portugiserne selv så på situationen og byens status som ”nødudgang”.        

Trods dette er det lærerig læsning. Svært at forestille sig i dag, hvordan det var at komme fra krigens rædsler til den oplyste by, hvor der blev danset, gamblet og intrigeret. En by, hvor der godt nok blev kæmpet om indflydelse og magt. Men hvor krigen foregik i skyggerne fra det hvide lys.

 

Ronald Weber: The Lisbon Route. Ivan R. Dee 2011, 358 sider

fredag den 24. august 2012

Fin vinrække i Nyborg


Det var en fin lille portvinssmagning, Vinspecialisten Nyborg havde sat sammen torsdag aften. Gode årgange fra gode huse i behageligt selskab med venner, stamgæster og kolleger fra The Vintage Port Club.

Først kunne vi skylle munden i Graham´s The Tawny, som har lagret på fad i 7-9 år. Den smager sådan set fint, som den blev serveret godt afkølet. Men prisen er tæt på, hvad en 10 års koster, så jeg ved nok, hvad jeg vil foretrække.

Derefter fulgte så det egentlige program med seks forskellige vintage samt en indlagt pause med gode oste fra den lokale leverandør deriblandt en meget velsmagende og moden stiltonost, som passede vin til vintage – dog nok bedst til de yngre årgange. Rækkefølgen for aftenen var de ældste først. Da der ikke var helt unge vine med, som ville bedøve smagssanserne, kunne man ligeså godt have valgt modsat.

Første vin var Ferreira 1963. Huset, som i 1800-tallet blev ledet af legendariske Dona Antónia Ferreira, er i dag næsten usynligt på det danske marked. Derfor er det faktisk kun få gange, jeg har smagt – senest dog i sidste uge, hvor årgang 1977 blev åbnet til et bestyrelsesmøde i portvinsklubben. Vinen var meget klar og flot lysebrun i farven. Lidt farin i smagen, pænt med frugt og en lidt stikkende eftersmag. En stadig levende og velsmagende vin, som gav lyst til flere.

Derefter fulgte to vine fra 1970, først Grahams og derefter Fonseca. Begge flasker var flotte og klare. Grahams 1970 – den første vintage efter Symingtons overtog firmaet – så afgjort mest i balance og med den genkendelige sødme samt frugt og blommer i smagen. Fonseca 1970 var – som vanligt – langt mere rå og rustik. Desværre også i næsen, som desuden havde tendens til kærnemælk. Kunne dog ane nogle kirsebær. Meget kraftfuld vin, som kan holde længe endnu.

Næste vin var fem år yngre, Fonseca 1975. Klar og rubinrød. Ligeledes harsk i næsen og med en lang og pebret eftersmag. Lidt bedre i balance end 1970´eren, men ikke så stor en vin.

Så fulgte Taylor 1985, som tidligere har skuffet ved smagninger. Det gjorde den desværre også her. Flot i farven, men med en fæl og uharmonisk næse, som både duftede af fortynder og jordslået. Bedre i smagen, men uharmonisk og uden elegance.

Sidste vin på programmet var Dow´s 1994, som er og forbliver en flot vin i årene fremover. Mørkerød mod det sorte, tør i stilen, duft og smag af mørke bær, godt med tanniner og en flot lang eftersmag. Dog også her lidt kærnemælk i næsen.

Vinene var desværre ikke dekanteret på forhånd, hvilket kan forklare, at flere af dem ikke var så indbydende i næsen. Havde flaskerne været åbnet og dekanteret om eftermiddagen, ville de have haft tid til at ilte tilstrækkeligt. Jeg valgte at lade et par glas stå lidt over, og da jeg vendte tilbage til dem lidt senere, var de allerede mere behagelige at dufte til.

En skønhedsplet på en ellers flot smagning i det hyggelige kombinerede lager og smagelokale i baghuset midt i Nyborg. Jeg kommer gerne igen en anden gang.

onsdag den 22. august 2012

Børsen 2012


Så er der sat kryds i kalenderen ud for den 5. november, hvor turen igen går til Børsen i København.  Årets Portvinsfestival finder sted i smukke omgivelser i de gamle sale, men det kan være, hvad det er, hvis ikke også indholdet er i orden. Det plejer det at være, så mon ikke der er spændende bekendtskaber at gøre og nye portvine at smage igen i år?

Udstillerlisten er endnu ikke helt på plads. Rygter vil vide, at Fladgate-gruppen, hvilket vil sige gode huse som Taylor, Fonseca og Croft, har meldt pas i år. Det er selvfølgelig ærgerligt, men med alle de producenter og importører, der er på markedet, skulle der være rigeligt at komme efter alligevel – både hvad angår kvantitet og kvalitet.

Dagen indledes med en lukket pressesmagning, som i år vil fokuserer på Burmesters Colheitas – altså fadlagret tawny med årstalsangivelse. En rapport herom vil følge efter festivalen.   

Det er som vanligt forfatteren til den danske ”portvinsbibel”, Henrik Oldenbrug og Forlaget Smag, der står bag. Nærmere information og billetsalg sker via www.forlaget-smag.dk

De foregående år har arrangøren meldt udsolgt, så man skal nok ikke vente til sidste øjeblik…

onsdag den 15. august 2012

Ny sæson starter


I Danmark er de allerede i gang. Nu kommer turen til Portugal. Den 17. august spilles første kamp i den portugisiske fodboldliga, Liga Zon Sagres. Åbningskampen er mellem Olhanense og Estoril fra henholdsvis Olhão i Algarve og casinobyen ved kysten lidt vest for Lissabon. 

Dagen efter følger to kampe, hvoraf den ene har min store interesse. Benfica tager hjemme på Estádio da Luz mod Braga – en spændende kamp, da de to hold sluttede seneste sæson som henholdsvis nummer to og tre. Såvel Sporting Lisboa som sidste års vinder, F.C. Porto spiller dagen efter igen. Sidstnævnte mod G. Vicente, hvilket burde være en overkommelig modstander.

F.C. Porto har – desværre – siddet solidt på tronen de senere år. I 09/10 lykkedes det dog Benfica at genvinde mesterskabet, men de sidste to sæsoner har det altså igen være rivalerne fra nord, der sluttede øverst i tabellen.

Ses bort fra enkelte undtagelser – senest Boavista i 00/01 – har de tre store klubber fordelt alle mesterskaber mellem sig. Vi skal dog helt tilbage til 01/02 for at finde det sidste mesterskab til Sporting Lisboa. Braga har de senere år klaret sig fint uden dog at nå helt til tops. 

De portugisiske aviser har hele sommeren fulgt udviklingen med hensyn til transfers tæt. Antallet af klubskifter er mange, og deriblandt er der også nogle større handler. Senest har Sporting købt argentineren Marcos Rojo fra Sparta Moskva for 4 millioner Euro. F.C. Porto har bl.a. rustet sig med colombianeren Jackson Martínez. Benfica med Ernesto Cornejo fra Barcelona og hollænderen Ola John, som blev købt af Twente for 9 millioner Euro.

Seneste nye er skandalen om Benficas anfører Luisão, som efter sigende skulle have overfaldet dommeren i den af samme grund afbrudte træningskamp mod tyske Fortuna Düsseldorf. Ifølge sportsavisen Record risikerer Luisão fire års karantæne. Men vores eget Ekstra Bladet mener at dokumentere, at der ligeså meget er tale om en dommer, der overdramatiserer.

Det skal blive spændende at følge såvel afgørelsen som sæsonen. Og hvis nogen skulle være i tvivl, håber jeg selvfølgelig, at Benficas investeringer giver fuld valuta, ligesom jeg satser på, at Óscar Cardozo igen bliver topscorer i ligaen.  



torsdag den 2. august 2012

Sommer i Portugal 4 – Portvinshuse i Gaia


Portvinshusene læner sig op ad hinanden på Gaia-siden af Douro. Flere gange i løbet af vores sidste ferieuge vandrer vi over den underste etage af Ponte D. Luis, kanter os forbi de mange tilbud om sejlture og turistrundvisninger for at besøge caves og smage. Et par af besøgene er arrangeret hjemmefra – andre er spontane.

Første aftale gælder Graham´s, som gemmer sig lidt oppe ad Rua Rei Ramiro. Oprindeligt var det planen, at vi skulle mødes med min gode ven Gustavo Devesas, men han havde dagen forinden brækket armen i en fodboldkamp for husets ansatte. I stedet er det Delphine Armand, som viser os rundt og forestår smagningen. Delphine er fransk, men har boet i Danmark og taler faktisk glimrende dansk.

Graham´s er i gang med en større opbygning. Reception og smagelokale er færdigt, og snart følger en ny restaurant. Delphine viser vej gennem de mange små og store fade samt ind i kælderrummet, hvor flaskerne med vintage fra 1868 til i dag ligger gemt. Undervejs fortæller hun om firmaets quintaer, de forskellige portvinstyper og fremstillingen heraf.

Efterfølgende havde Gustavo planlagt en god og bred smagning. Six Grapes og LBV 2007, 10 og 20 års tawny, Malvedos Vintage 1999 og Grahams 2003 samt som afslutning en 40 års tawny. Grahams 2003 var meget mørk og frugtfyldt og selvfølgelig med pæne tanniner. Flot potentiale fra en årgang, som det skal blive spændende at følge. Malvedos 1999 var i god balance og drikkeklar. Måske ikke så dyb som 2003, men klart et bedre glas her og nu.

Næste store besøg er hos Ramos Pinto, hvor man ikke kun kan se portvinslageret, men også museet, der byder på såvel kunst som et historisk indblik i huset. Grundlæggeren Adriano Ramos Pinto var langt forud for sin tid, hvad angår markedsføring og events.

Vi bliver vist rundt af en smilende Ana Isabel Pereira, som fortæller et udvalg af anekdoter. Om kunstinteressen, de mange gaveartikler, provokationerne og de flotte plakater. Om tronstolen, hvor husets forretningsforbindelser blev placeret, så de følte sig som noget særligt. Og om den første flyvetur over Atlanterhavet til Brasilien, hvor piloterne medbragte gaver heriblandt et par flasker Ramos Pinto, da portvinshuset havde sponseret turen. Flyet havde vi tidligere set ved kajen i Belém ved Lissabon – nu fik vi den fulde historie. Piloterne måtte nødlande undervejs og drak portvinen. I et brev til Ramos Pinto beklagede de, men ellers havde de ikke overlevet. Og det udsagn blev så udnyttet til et endnu større reklamestunt.    

Efterfølgende dukker Ana Rato også op. Hende har jeg mødt i Danmark et par gange, da hun er ansvarlig for salget i England og Danmark. Sammen havde de planlagt en flot smagning – og igen med bredde, da det jo var familiebesøg. Adriano White Reserva og Adriano Reserva (tawny) fra deres nye ”Style”-serie, der gør flot brug af kunstplakaterne på etiketterne. 10, 20 og 30 års tawny – en fornem serie, som præsenterer huset på glimrende vis. Collector Reserva (ruby), LBV 2007, Vintage 2000 og som en fremragende afslutning Vintage 1982. Selv om 82 ikke er blandt de største år, viste årgangen sig her fra sin bedste side. Flot, moden og drikkeklar.   

Det blev altså til to gode besøg med venlig gæstfrihed, charmerende værter og flotte smagninger. Derudover var vi også hos Krohn´s, hvor det blev til et par glas, vi kiggede ind til Oscar Quevedo og skævede ind hos Croft. Og endelig nød vi en 40 års tawny hos Noval, som afslutning på en ferie, der i høj grad stod i portvinens tegn. Ikke kun, da der også skulle være tid til badeture, sightseeing, læsning samt almen familie- og feriehygge.