onsdag den 26. december 2012

Port and the Douro


Jeg har efterhånden fået mig en større samling af bøger om portvin. God lekture, som giver et godt afsæt for at forstå, smage og nyde. Den bedste er og bliver Richard Maysons Port and the Douro, som nu er kommet i tredje udgave. Den er grundig og fuld af viden. Den giver overblik og dybde. Og den er skrevet af en kender og portvinselsker.

Richard Mayson har været del af vinbranchen siden 1984 og skriver i dag jævnligt for tidsskriftet Decanter. Han har begået flere bøger om vin og har specialiseret sig i Portugal. Foruden Port and the Douro er også The Wines and Vineyards of Portugal yderst læseværdig, ligesom han har skrevet en bog om Dow´s historie. Og så har Mayson ikke mindst en godt førstehåndskendskab til landet og dets vin, idet han driver sin egen vingård i Alentejo.

Bogen er opdelt i 8 kapitler foruden forord og efterskrift. Først en grundig gennemgang af portvinens historie efterfulgt af et kapitel om vingårde og vinsorter samt beskrivelser af en lang række af de vigtigste quintaer. Derefter gennemgås selve vinproduktionen og de forskellige portvinstyper. Et særskilt kapitel gennemgår vintage med årgangsbeskrivelser fra 1844 til 2011 med personlige anbefalinger for hvert høstår. Endelig følger en oversigt over de største portvinsfirmaer, et kapitel om den voksende bordvinsproduktion i Douro og afsluttende lidt rejseinformationer.

Listerne over quintaer og producenter er selvfølgelig ikke komplet. Der er flere end 34.000 vinproducenter i Douro, hvoraf en stor del godt nok udelukkende sælger deres druer til kooperativer eller større producenter – og måske laver vin til eget forbrug. Men siden det i 1986 blev tilladt at eksportere portvin direkte fra Douro, er der kommet mange flere navne på markedet herunder flere udmærkede single quinta huse. Det er altså forståeligt, at det kun er et bredt udvalg, der beskrives i bogen. Dog kan det undre, at en brand som Hutcheson, der laver solide Colheitas ikke er omtalt, ligesom danskejede Quinta do Pego og opkomlingen Quevedo savnes.   

Opbygningen i denne nye udgave er ikke meget forskellig fra de tidligere, men indholdet er blevet revideret, ligesom bedømmelser af huse og årgange selvfølgelig er blevet justeret og ajourført. En række farvefotos og tekstbokse og har lettet opsætningsmæssigt – herunder bokse med overskriften Men who shaped the Douro, hvor vi møder personligheder op gennem historien fra Baron Forrester og Dona Antónia Ferreira til Peter Symington og Bruce Guimaraens.

Bogen er ikke spækket med smagenoter – dem må man finde andre steder. Men bedømmelser er selvfølgelig underbygget af enkelte notater og gode argumenter, som man kan være enig eller uenig i.

Har man læst andre portvinsbøger, bør man alligevel give sig i kast med Port and the Douro. Har man ikke, er det et godt sted at starte, da den trods sin seriøsitet er let læselig. Og så leverer den faktisk ny viden om vinproduktion, druesorter og vinstokke. Vel er der ikke tale om en flot coffee table book som Henrik Oldenburgs danske portvinsbog, men Mayson bør have sin plads på reolen.

Efterskriftet omhandler de seneste års udvikling og dermed fremtiden. Siden år 2000 er salget af portvin faldet samtidig med at omkostningerne er steget. Krisen rammer desværre hårdt i Dourodalen, men trods de noget pessimistiske toner, slutter Richard Mayson med at konkludere, at Douro vil vedblive at være en af de mest fascinerende vinregioner i verden og portvinen blandt de største vine. Og heri kan man jo kun erklære sig enig.

torsdag den 6. december 2012

Portvin fra DR


Det kunne ikke undgå at overraske, da jeg pludselig så en portvinsflaske, hvor der på etiketten med store bogstaver stod DR. Som mangeårig medarbejder ved Danmark Radio var der mildest talt noget genkendeligt ved den forkortelse. Og selv om der jævnligt snakkes om nye platforme, havde jeg da ikke hørt, at statsradiofonien ligefrem var begyndt også at producere portvin.

Efter forbavselsen kom nysgerrigheden, og da mærket endnu ikke importeres til Danmark, blev en prøveflaske rekvireret fra Portugal i form af en 10 års Tawny.

Det endte faktisk som en positiv overraskelse. Forventningerne var ikke voldsomme til en nyt og herhjemme ukendt mærke, men de blev opfyldt til fulde og mere til.

Vinen er lavet på Touriga Nacional, Touriga Franca, Tinta Roriz og Tinta Barroca – samt ifølge bagsideetikken, men ikke den tilsendte produktinformation – Tinto Cão. Så de fem mest brugte sorter er alle med. Farven er mørk mahogni, med fin klarhed og ikke overdrevet fedme. Duften har appelsinskal og figen som fremtrædende ingredienser, mens smagen også byder på valnød. Lidt sprittet uden dog at være over grænsen, ligesom den brænder en del. Fin lang eftersmag fuld af pepper.

Alt i alt et let tilgængeligt, men dejligt velsmagende bekendtskab – ikke mindst taget i betragtning, at salgsprisen fra eksportøren er godt 10 Euro og dermed under 100 kr. 

Vinen er fremstillet på Quinta da Levandeira do Roncão, som har 40 hektar vinmarker ved landsbyen Vilarinho de Cotas lidt nordøst fra Pinhão. Området, Roncão, har lagt navn til flere Quintaer, hvor Quinta do Roncão, der i sin tid tilhørte brødrene Robertson, nok er den mest kendte.

Quinta da Levandeira do Roncão blev overtaget af den nuværende ejer så sent som 2001, men skulle stamme fra 1850. Ved overtagelsen blev store arealer renoveret og nyplantet, men de bedste vinmarker med 60-70 år på bagen blev dog bevaret.

Den første høst under den nye ejer er fra 2001. Men med selve Quintaen overtog ejeren også en kælder fuldt af gamle fade med vin, hvilket er årsagen til at firmaet kan sælge Tawny med alder og Colheitas, som er ældre end dem selv. DR findes således også som 20 års, 30 års og mere end 40 års Tawny foruden de faktisk med afsæt i en samling fade, der alle er over 80 år, har blended en såkaldt vinho velho. Dertil kommer almindelig ruby og tawny, LBV og Vintage. Så der er altså allerede tale om en fuld palet, hvorfor mærket da også er på vej til at blive lanceret på det europæiske marked.

DR tilhører den store underskov af portvinsmærker, som findes i dag i divisionerne under de store kendte producenter. Udviklingen startede allerede i 80´erne og tog for alvor fat efter 1986, hvor det blev tilladt at eksportere portvin direkte fra Douro, så de ikke skulle omkring Vila Nova de Gaia først. Mange mindre quitataer lavede i forvejen portvin i mindre mængder til eget forbrug, men optimerede nu produktionen. Nogle af dem har siden vundet anerkendelse og udbredelse – og flere vil givet følge. Og tak for det, da det giver den mangfoldighed, som jeg i al fald elsker og nyder. Hvem ved, måske bliver DR en af de næste i rækken. Hvis de øvrige flasker har samme niveau som deres 10 års Tawny, er potentialet i al fald til stede.  

torsdag den 29. november 2012

På rejse i vinlandet


På min rejser i Portugal har jeg besøgt adskillige vingårde – især i Douro, men også syd for Lissabon og i Alentejo. Det allerførste besøg var hos et kooperativ i Lagoa, men den gang var det nu ikke for at udforske deres kunnen, men blot for at tanke op i den store dunk, der forsynede os med billig vin til aftenens fest.

Siden er der sket meget – både med mig og med vinlandet Portugal. Hvor vinene tidligere var knap så imødekommende, har udviklingen og professionaliseringen af vinproduktionen sendt Portugal i top på mange vinlister og ved mange smagninger. Senest finder man fx en Touriga Nacional 2009 fra Quinta do Vallado placeret på en flot 13. plads på Wine Spectators top 100 for i år.

Quinta do Vallado – en af de berømte The Douro Boys, der for alvor har bragt regionen i front, hvad angår bordvin – er en af mange vingårde, som bliver besøgt i bogen En opdagelsesrejse i vinlandet Portugal. Bogen blev udgivet på dansk i 2007 af reklamebureauet Bistro og med brancheorganisationen ViniPortugal som afsender. Bogen er altså ikke uvildig, men det forhindrer den ikke i at være en fin og flot illustreret rundtur i de forskellige regioner.

Bogen giver indledningsvis nogle generelle betragtninger om udviklingen og om de mange druesorter. Det spændende ved vinlandet Portugal er de hele 500 forskellige druesorter, som efter sigende kun findes dér. Der er altså tale om en unik mangfoldighed, som ikke er blevet – og forhåbentlig aldrig bliver – fortrængt af internationale druesorter som Chardonnay, Cabernet Sauvignon, Merlot og Syrah. I stedet taler vi om førnævnte Touriga Nacional og de andre kendte portvinsdruer, der altså også bruges flittigt i rødvine. Vi taler om andre røde sorter som Baga fra Bairrada, Castelão og Ramisco og om hvide sorter som Alvarinho, Arinto, Verdelho, Loureiro og Moscatel de Setúbal. Nogle steder eksperimenteres der selvfølgelig med importerede sorter både i ren form og i blandinger for at ”blødgøre” de mere rustikke portugisiske druer. Men hovedtendensen er heldigvis, at man fastholder originaliteten og rent faktisk producerer et stigende antal enkeltdrue-vine som vinen fra Quinta do Vallado vidner om.

Bogen giver bogstaveligt talt en rundtur. Med udgangspunkt i Lissabon fører den os sydpå over Setúbal-halvøen til Algarve og op igen gennem Alentejo, Ribatejo, Estremadura, Beiras, Douro og Minho for til sidst at besøge øerne. Hvert distrikt får en indledende beskrivelse efterfulgt af rejsetips, hvorefter følger opslag med besøg hos udvalgte producenter.

Det gælder fx José Maria da Fonseca, som er kendt for sine Periquita- og Moscatel-vine og Adega do Cantor i Algarve, der ejes af Cliff Richard. I Alentejo besøges bl.a. Quinta do Carmo og Herdade do Esporão, hvis hvid- og rødvine jeg selv er en stor ynder af, men også kooperativet i Borba. Nord for Lissabon nævnes selvfølgelig området Colares, hvor de gamle vinstokke (fra før vinlusens hærgen) vokser i sandklitter, og længere oppe igen de tre store områder Dão, Bairrada og Beira Interior. Endelig helt mod nord de fremstormende rødvinsproducenter i Douro og Vinho Verde, som jeg næsten altid har liggende på køl.

Slutteligt snydes vi ikke for kapitler om Madeira og Portvin. Sidstnævnte afsnit skæmmes dog af nogle unøjagtigheder. Fx nævnes det, at en 20-årig Tawny Port er lavet på druer fra høsten 20 år før tapningsdatoen. Nej, det er en blanding af ældre som yngre druer i det forhold, som huset ønsker skal karakterisere deres 20 års Tawny, hvorimod Colheitas er fra det år, som står angivet på flasken og derefter lagret i mindst syv år, men gerne mere.

Tilbage står dog, at bogen giver et godt indtryk af de forskellige regioners særkender. Og så giver den i høj grad lyst og god inspiration til at besøge langt flere vingårde i fremtiden. At den er fra 2007 gør selvfølgelig, at den ikke er helt opdateret, men selv om udviklingen går stærkt, hvad angår vinproduktionen i Portugal, går den trods alt ikke så stærkt, at bogen er uaktuel.

onsdag den 14. november 2012

A Fado for the River


Titlen dukkede pludselig op under en internetsøgning. A Fado for the River. Og med min fascination af fado, kan den ikke andet end at vække nysgerrighed. Af den korte beskrivelse fremgår det, at der er tale om en spændingsroman, skrevet af sydafrikanske Geoffrey Wells. Bogen foregår dels i nutiden under en filmfestival i Lissabon og dels i Mozambique i 1974 – året, hvor Nellikerevolutionen fandt sted, hvilket førte til selvstændighed for den sydafrikanske koloni, men desværre også til mange års borgerkrig.

Fortælleren, Raf for Raffaello, rejser fra Los Angeles til Lissabon for at være jury ved en filmfestival. Straks efter ankomsten til sit hotel modtager han et anonymt afpresningsbrev. Afsenderen vil have 500.000 dollars for at tie om, at Raf i sin tid myrdede en ung kvinde.

Anklagen er falsk, men afsenderen kender åbenbart mere end ønskeligt til Raf´s fortid, hvor han som ung sammen med en ven opholdt sig i Lorenzo Marques – det tidligere navn for Maputo. Og herefter springer handlingen frem og tilbage mellem nutidens Lissabon og fortidens Mozambique, så vi afsnit for afsnit får afklaret, hvad der virkelig hændte.

Foruden at være en lille spændingsroman er bogen også en kommentar til emner som kolonialisme, ulandsstøtte, apartheid og oprørsbevægelser. Intrigen udspiller sig midt mellem de to parter i borgerkrigen, Renamo og Frelimo, samt Estado Novos hemmelige politi og MFA (Movimento das Forças Armadas), som stod bag revolutionen i Portugal i 1974. Store, stridende kræfter og et politisk spil, som ikke er helt gennemskueligt for den unge Raf, som alligevel lader sig involvere på blodig vis.

Og det er alt dette, der nu vender tilbage for at få sin endelige afslutning. Nok valgte Raf et nyt og andet liv, men erindringen har han ikke kunnet udviske. Den har siddet dér siden som smerte, savn og sorg. Tudo isto existe, Tudo isto é triste, Tudo isto é fado, som Geoffrey Wells citerer Amálias gamle fadosang. Alt dette er fado. Raf får da også besøg flere fadorestauranter – både i Maputo og i Lissabon, hvor juryen spiser middag i Café Luso i Bairro Alto, ligesom vi kommer rundt til andre velkendte lokaliteter.

Her som i andre bøger, bruges fadoen altså til at tydeliggøre en stemning af saudade – den blanding af længsel og vemodighed, som karakteriserer fadosangen. Eller som Raf selv konkluderer det:

“I now understand the sadness of the fado; the lament lurking in the shadows of our human psyche, shared by all of us who must bear witness to our collective suffering”.

Et par enkelte tråde blafrer fortsat efter endt læsning, men overordnet har Geoffrey Wells begået en medrivende bog, som både er spændende og giver et godt indtryk af de urolige tider omkring revolutionen i Portugal og især i den samtidige spændte situation i Mozambique. Men sin opvækst i Sydafrika kender forfatteren mærkbart til forholdene. Han besøgte da også selv nabolandet kort før revolutionen og sejlede på Limpopo River for at se på flodheste – en tur, som spiller en ikke uvæsentlig rolle i bogen.

Bogen er udkommet som E-bog. Læs mere her: http://www.geoffreywellsfiction.com/a-fado-for-the-river/

tirsdag den 6. november 2012

Børsen og Burmester


Den årlige portvinsfestival på Børsen er vel overstået. Der blev smagt god portvin – og det både hvid, tawny, Colheita, LBV og vintage. Og måske lige så vigtigt blev der snakket med såvel andre danske portvinsentusiaster som med repræsentanter fra Portugal. Det sidste gjaldt gode bekendte som Gustavo Devesas fra Symington, Ana Rato fra Ramos Pinto og Oscar Quevedo fra Quevedo samt nye bekendtskaber som winemaker Paulo Coutinho fra Quinta do Portal, vingårdsmanager Rui Xavier Soares fra Real Companhia Velha (som jeg allerede havde truffet et par dage før ved Holte Vinlagers vinfestival i Odense) og winemaker Carla Tiago fra Burmester.

Sidstnævnte var sammen med Christian Philipson – samt selvfølgelig festivalarrangør Henrik Oldenburg – vært for pressesmagningen, som fandt sted lige inden selve festivalen åbnede. I år var det altså Burmester, der skulle præsenteres og smages, og ikke overraskende gjaldt det en fint udvalg af de mange Colheitas, som Philipson Wine med stor succes har opkøbt, lanceret og solgt i store mængder på det danske marked.

Det har der været talt meget om, bl.a. fordi flere mener, at Philipson med sine mængderabatter nærmest underminerer markedet. Den diskussion vil jeg ikke blande mig i her, men blot viderebringe Christian Philipsons ord om, at det for ham også har handlet om at slå et slag for tawnystilen og ikke mindst Colheitas. For det første fordi, der generelt er mere fokus på den mere vinøse vintage. For det andet fordi et presset marked medfører et behov for omsætning her og nu, hvorfor fade med portvin, som skal lagre i kælderen i årtier og oven i købet med et pænt svind, ikke ligefrem er den bedste forretning sammenlignet med de flaskelagrede portvinstyper for ikke at tale om nye tiltag som rosé.   

Men nu til vinene. Philipson har afhold flere store Burmester-smagninger, men det er første gang, jeg har haft mulighed for at deltage. Programmet bestod af 12 vine. 10, 20, 30 og 40 års tawny efterfulgt af Colheitas fra årene 2000, 1997, 1989, 1975, 1963, 1957, 1941 og 1937. Med andre ord en repræsentant fra hvert årti med et spænd på godt 60 år.

Vinene blev skænket samtidig, og en første konstatering var forbavsende lille forskel i farven. De helt unge var selvfølgelig lidt mørkere, dem i midten lysere, mens de ældste havde genvundet en del af mahogninuancerne. Et andet generelt træk ved de fleste af vinene var god balance mellem syre og sødme samt en lang, pebret eftersmag.

Blandt de fire tawny med alder fandt jeg 30 års bedst. God duft af blommer og figner, kraftig i smagen med fint afmålt syre. 10 års havde orange duft og var lige til at gå til. Ikke så nuanceret og dyb, men også langt billigere. 20 års havde desværre en mistænkelig duft af acetone, som ikke nåede at forsvinde. 40 års havde hel lys kant og igen orange i næsen, men var ikke umiddelbart så balanceret som den 10 år yngre udgave.

Blandt de mange Colheitas var flere topår. Min egen favorit var 1963, som var i meget flot balance med god frugt, fin syre og sødme samt såvel lidt mandel som karamel i smagen – og så forblev den i munden længe efter. Andre gode år var 1937, som var flot og dejlig frisk trods sin alder, men dog mere nedtonet i smagen. 1957 var lidt blødere i næsen, men også med en flot lang eftersmag, der dog var lidt mere pebret end 1963. Blandt de yngre vil jeg blot fremhæve 1997, hvorimod 1989 var lidt vel skarp og 2000 endnu for anonym. Dem må de gerne beholde på fade en del år endnu.

Alt i alt en flot start på dagen. Burmesters Colheitas er generelt meget drikkelige og træfsikre, hvorfor Philipsons kampagne givet har kunnet få flere og nye med på ”Colheita-vognen”. Og det er da prisværdigt. Men synes dog også, jeg har mødt flere nuancer og dybder i paletten hos andre huse.

Lad mig til slut nævne nogle udvalgte vine, som jeg smagte på selve festivalen. Andrésen er et af de få huse, som har specialiseret sig i hvide portvine med alder. Og det gør de godt. Jeg har tidligere smagt 10 og 20 års, men prøvede denne gang deres 40 års, som var en nydelse. Real Companhia Velha, som internationalt sælges under navnet Royal Oporto havde en meget tilgængelig LBV fra 2007, som faktisk er fin til prisen. Smagte også tawny og Colheita som er deres speciale samt en vintage 2003. Ramos Pintos tawny-serie er blandt mine favoritter, men dem sprang jeg over denne gang. Til gengæld var jeg positiv overrasket over deres Single Quinta Vintage 2005 fra Ervamoira – quintaen i det fjerneste hjørne af Douro, som jeg tidligere har besøgt, hvilket man kan læse om i min bog ”Mit andet hjemland”. Quinta do Portal havde flere gode årgange vintage med – unge og fulde af frugt og tanniner og en ikke overdrevet urtesmag – ligesom jeg nød vintage fra Dow´s og sidst, men ikke mindst Quinta do Vesuvío 2010.  

fredag den 26. oktober 2012

Nye portugisiske breve


Hvor sløv en krop
denne udmattede kvinde har:
hvis det at føde børn var hendes eneste oplevelse
og hun kun kunne finde bo i et halvkvalt skrig
og det brød hun spiser er plantet i vrede.

Fik endelig taget mig sammen til at læse Nye portugisiske breve fra ende til anden. ”Nye” er så meget sagt. Jeg har haft det portugisiske kvindesagsskrift fra 70´erne stående længe, men må indrømme, at det hidtil kun er blevet til løs læsning af passager. Nu skulle det være. Og det fortryder jeg ikke, selv om det tog sin tid.

Bogen består af en blanding af digte, små prosatekster, essays, personlige oplevelser og breve – såvel fiktive som mellem de tre Mariaer, der står bag bogen. Kvinderne mødtes ugentligt og forpligtede sig til hver gang at have skrevet nye tekster, som efterfølgende blev diskuteres og siden samlet i kronologisk rækkefølge, så refleksioner og udvikling kan følges. Indholdet kan ikke adskilles fra tilblivelsesmåden, som det hedder i deres efterord.

Såvel titel som afsæt er de berømte ”Portugisiske breve” fra 1600-tallet – fem breve, som tilskrives søster Mariana Alcoforado, der boede i et kloster i Beja, hvor man den dag i dag kan besøge hende celle. Som 25-årig forelskede Mariana sig i en ung fransk officer, til hvem brevene er stilet. Brevenes ægthed er dog tvivlsom, da der nok står en anonym forfatter bag, men deres værd som vidnesbyrd om forbudt og fortvivlet kærlighed er ikke mindre af den grund.

De tre forfattere af de nye breve er selv opdraget af nonner, men nu gifte og mødre – og med karrierer som journalister og forfattere. Alle tre ville gerne gennem deres skriverier ændre det bestående samfunds kønsroller, moral og lovgivning samt den katolske kirkes store indflydelse på samme. Det kostede dem anklager for ”misbrug af pressefriheden” og ”krænkelse af den offentlige anstændighed”. Bogen blev forbudt og beslaglagt, og anklagerne blev først frafaldet efter systemskiftet.

Nogle af brevene kan i dag virke vel uvedkommende, men dog historisk interessante som dokument fra tiden lige inden låget på det portugisiske samfund blev lettet. Andre er smukke og erotiske i deres eviggyldige insisteren på kvinders ret til egen seksualitet. Andre igen er rørende, barsk og vedkommende læsning om undertrykte kvindeskæbner før som nu, virkelige som fiktive. Som brevet fra Mónica M, der giftede sig af lidenskab, men glemte at spørge om han elskede hende. Og som slutter på en gang poetisk og forfærdeligt med dette lille efterskrift:
 
Før hun væltede stolen, lod Mónica hænderne langsomt glide ned over sin nøgne krop som skulle hænge for de åbne vinduer udsat for det klare morgenlys.

Nye portugisiske breve udkom for første gang i Portugal i 1972 – to år før Nellike-revolutionen, som bragte mange ændringer med sig. Men, som det hedder på bagsiden af den danske oversættelse fra 1975 med et citat fra BT´s anmeldelse: ”Ingen omvæltning i nogen fremtid vil kunne gøre de tre Maria´ers bog uaktuel. Den vil spøge i menneskers, bestemt i mænds, sind, så længe bøger læses”. Store ord, som dog kun holder noget af vejen. Som opråb og kampskrift står bogen mindre stærkt i en samtid, hvor meget heldigvis er anderledes. Men som dokument over en tid og en nødvendighed er den usvækket. Ligesom den kan fortjene læsere i andre lande, hvor undertrykkelse og kønsrollemønstre er som i Portugal under diktaturet, og hvor religionen ensidigt er på mændenes side. Og så sandelig ikke kun kvindelige læsere.  

onsdag den 12. september 2012

Dronningens portvin


Der er delte meninger om Prins Henriks vine fra Chateau de Cayx i Cahors. Selv er jeg ikke en stor fan og heller ikke af hans Cuvée Jubilée, som blev serveret til Dronning Margrethes 40 års jubilæum som regent i januar i år. Men de fik jo også andet at drikke til den store fest. De fik portvin, og det igen i form af en speciel aftapning til lejligheden.

Warre´s Jubilæums Colheita fra 1972 – året, hvor Margrethe tiltrådte som regent – er fra fire udvalgte fade og derefter leveret i 3.000 nummererede flasker, hvoraf en del stadig er i handelen.

Jeg har ikke tidligere smagt den, men ved Kjær Sommerfeldts store vinfestival, som blev afviklet i DOK5000 i Odense den 11. september var den blandt de flasker, som Gustavo Devesas fra Symington Family Estates og dermed Warre´s have valgt at medbringe. Og det skal han have tak for, for den var velsmagende. Rund, blød og indsmigrende. Brun og moden i farven. Moden frugt, valnød og abrikos i duft og smag samt lidt brændt karamel og en fin pebret, prikkende eftersmag.

Gustavo var faktisk selv med til at levere vinen til hoffet sammen med Kjær Sommerfeldts produktchef Jens Ole Eriksen og Dominic Symington. På Symingtons blog (http://thevintageportsite.com/) skriver Dominic om vinen:

The Port is a selection of four of the best pipes of the Warre’s 1972 Colheita which have been quietly ageing in the Warre’s cellars of Vila Nova de Gaia since the spring of 1973. The wine is primarily from Quinta do Retiro Antigo, which is in one of the finest locations in the Rio Torto valley”.

Det er ikke tilfældigt, at netop Warre´s blev valgt som kongelig hofleverandør. Det har de nemlig været siden 1960 med deres reserve portvin, der har ligget på fade i fem år og bærer navnet Den Kongelige Livgardes Port. Det er en mangeårig tradition i Livgarden, at der skåles i et glas portvin, når der er vagtskifte – en tradition, som efter sigende går helt tilbage til William Warre, der gjorde militærtjeneste under selveste Hertugen af Wellington, da denne hjalp portugiserne imod Napoleons invasionsstyrker i starten af 1800-tallet.

Gustavo Devesas havde selvfølgelig også Livgardens Port med tillige med Otima 10 års Tawny, LBV 2001 og Vintage 1994. Den sidste var meget fyldig og frugtrig, velbalanceret og allerede drikkeklar, men også holdbar i årene fremover.

I det hele taget en spændende vinfestival med mange gode glas. Selv om det ikke har noget med Portugal at gøre, kan jeg lige kort nævne nogle friske hvidvine fra Alsace leveret af Hugel & Fils, hvor ikke mindst deres Riesling Jubilee 2007 og 2005 fra udsøgte marker var indbydende. Lang eftersmag med ananas, pæn men ikke dominerende sødme. Fra Toscana imponerende Tenimenti Angelini med deres kraftige Brunello di Montalcino samt Umberto Cesari med et flot udvalg af sangiovesevine fra Emilia-Romagna.

onsdag den 29. august 2012

Europas nødudgang - The Lisbon Route


Hvis du husker slutscenen i filmklassikeren Casablanca, husker du måske også, at flyet letter gennem tågen med kurs mod Lissabon. Det var ikke en tilfældig destination.

Portugals stærke mand, António de Oliveira Salazar, valgte at holde landet neutralt under 2. verdenskrig. På den ene side havde Portugal flere århundrede gamle bånd til England, som det ønskede at bevare. På den anden side lå diktaturet politisk set tættere på Tyskland, ligesom portugiserne frygtede, at nabolandet Spanien ville vælge tyskernes side og invadere Portugal.     

Det var en svær balancegang med pres fra begge sider og med den konsekvens, at Lissabon udviklede sig til et transitland for flygtninge og en spionrede. Agenter fra begge sider samt Portugals eget hemmelige politi – alle holdt de øje med hinanden, rapporterede og spillede dobbeltspil.

En af dem var den senere forfatter, Ian Flemming, som faktisk menes at være blevet inspireret til sin første James Bond roman, Casino Royale, da han i 1941 var på opgave i Estoril uden for den portugisiske hovedstad. Estoril var netop et af mødestederne. Her havde nazister, englændere og jødiske flygtninge badekabiner ved siden af hinanden på stranden, ligesom de sad omkring samme bord i kasinoet om aftenen.

Om alt dette kan man læse i Ronald Webers bog ”The Lisbon Route”, hvor han bl.a. kalder Portugal for Europas  
”nødudgang”. Og den nødudgang var der mange, der benyttede sig af – såvel jøder som ikke-jøder på flugt fra krigen først til det neutrale Portugal og derefter videre, hovedsageligt mod England eller USA. Flygtningestrømmen tog kraftigt til, da nazisterne okkuperede Frankrig. Her menes den portugisiske konsul i Bordeaux, Aristides de Sousa Mendes, at have udstedt visa til hele 30.000 mennesker heraf 10.000 jøder – og det trods en ordre fra Salazar om at stoppe for ikke at provokere tyskerne.

Bogens første del udgøres af en lang række portrætter af skæbner på flugt – kendte som ukendte. Blandt de mere prominente, som i kortere tid ophold sig i Lissabon under krigen, var Hertugen af Windsor, Peggy Guggenheim, kunstneren Max Ernst, skuespilleren Leslie Howard og forfatteren Arthur Koestler, der efterfølgende brugte sine oplevelser i romanen ”Arrival and Departure”.

Selv om destinationen for alle var Lissabon, fokuser forfatteren dog i højere grad på ruten derned og trængslerne undervejs. Det er som om han mister interessen for dem, så snart de ankommer til Portugal. Som dokumentation kan det selvfølgelig være interessant, men det er også en noget tung læsning, hvis ens indfaldsvinkel mere er interesse for Portugal end for 2. verdenskrig. Tålmodigheden belønnes dog, da bogens anden del byder på afsnit om Portugals neutralitetspolitik, propagandakampen mellem Tyskland og de allierede samt den for Portugal indbringende eksport af wolfram – metallet som blev brugt i våbenindustrien. Her bliver man for alvor klogere på Portugal og på Lissabons status under 2. verdenskrig.

Ronald Weber er amerikaner, hvilket skinner igennem. Synsvinklen er konsekvent amerikansk eller engelsk – ikke blot hvad angår de benyttede kilder, men også indholds- og holdningsmæssigt. Vi hører meget om, hvordan engelsksprogede korrespondenter, forfattere og politikere opfattede Lissabon, men næsten intet om, hvordan portugiserne selv så på situationen og byens status som ”nødudgang”.        

Trods dette er det lærerig læsning. Svært at forestille sig i dag, hvordan det var at komme fra krigens rædsler til den oplyste by, hvor der blev danset, gamblet og intrigeret. En by, hvor der godt nok blev kæmpet om indflydelse og magt. Men hvor krigen foregik i skyggerne fra det hvide lys.

 

Ronald Weber: The Lisbon Route. Ivan R. Dee 2011, 358 sider

fredag den 24. august 2012

Fin vinrække i Nyborg


Det var en fin lille portvinssmagning, Vinspecialisten Nyborg havde sat sammen torsdag aften. Gode årgange fra gode huse i behageligt selskab med venner, stamgæster og kolleger fra The Vintage Port Club.

Først kunne vi skylle munden i Graham´s The Tawny, som har lagret på fad i 7-9 år. Den smager sådan set fint, som den blev serveret godt afkølet. Men prisen er tæt på, hvad en 10 års koster, så jeg ved nok, hvad jeg vil foretrække.

Derefter fulgte så det egentlige program med seks forskellige vintage samt en indlagt pause med gode oste fra den lokale leverandør deriblandt en meget velsmagende og moden stiltonost, som passede vin til vintage – dog nok bedst til de yngre årgange. Rækkefølgen for aftenen var de ældste først. Da der ikke var helt unge vine med, som ville bedøve smagssanserne, kunne man ligeså godt have valgt modsat.

Første vin var Ferreira 1963. Huset, som i 1800-tallet blev ledet af legendariske Dona Antónia Ferreira, er i dag næsten usynligt på det danske marked. Derfor er det faktisk kun få gange, jeg har smagt – senest dog i sidste uge, hvor årgang 1977 blev åbnet til et bestyrelsesmøde i portvinsklubben. Vinen var meget klar og flot lysebrun i farven. Lidt farin i smagen, pænt med frugt og en lidt stikkende eftersmag. En stadig levende og velsmagende vin, som gav lyst til flere.

Derefter fulgte to vine fra 1970, først Grahams og derefter Fonseca. Begge flasker var flotte og klare. Grahams 1970 – den første vintage efter Symingtons overtog firmaet – så afgjort mest i balance og med den genkendelige sødme samt frugt og blommer i smagen. Fonseca 1970 var – som vanligt – langt mere rå og rustik. Desværre også i næsen, som desuden havde tendens til kærnemælk. Kunne dog ane nogle kirsebær. Meget kraftfuld vin, som kan holde længe endnu.

Næste vin var fem år yngre, Fonseca 1975. Klar og rubinrød. Ligeledes harsk i næsen og med en lang og pebret eftersmag. Lidt bedre i balance end 1970´eren, men ikke så stor en vin.

Så fulgte Taylor 1985, som tidligere har skuffet ved smagninger. Det gjorde den desværre også her. Flot i farven, men med en fæl og uharmonisk næse, som både duftede af fortynder og jordslået. Bedre i smagen, men uharmonisk og uden elegance.

Sidste vin på programmet var Dow´s 1994, som er og forbliver en flot vin i årene fremover. Mørkerød mod det sorte, tør i stilen, duft og smag af mørke bær, godt med tanniner og en flot lang eftersmag. Dog også her lidt kærnemælk i næsen.

Vinene var desværre ikke dekanteret på forhånd, hvilket kan forklare, at flere af dem ikke var så indbydende i næsen. Havde flaskerne været åbnet og dekanteret om eftermiddagen, ville de have haft tid til at ilte tilstrækkeligt. Jeg valgte at lade et par glas stå lidt over, og da jeg vendte tilbage til dem lidt senere, var de allerede mere behagelige at dufte til.

En skønhedsplet på en ellers flot smagning i det hyggelige kombinerede lager og smagelokale i baghuset midt i Nyborg. Jeg kommer gerne igen en anden gang.

onsdag den 22. august 2012

Børsen 2012


Så er der sat kryds i kalenderen ud for den 5. november, hvor turen igen går til Børsen i København.  Årets Portvinsfestival finder sted i smukke omgivelser i de gamle sale, men det kan være, hvad det er, hvis ikke også indholdet er i orden. Det plejer det at være, så mon ikke der er spændende bekendtskaber at gøre og nye portvine at smage igen i år?

Udstillerlisten er endnu ikke helt på plads. Rygter vil vide, at Fladgate-gruppen, hvilket vil sige gode huse som Taylor, Fonseca og Croft, har meldt pas i år. Det er selvfølgelig ærgerligt, men med alle de producenter og importører, der er på markedet, skulle der være rigeligt at komme efter alligevel – både hvad angår kvantitet og kvalitet.

Dagen indledes med en lukket pressesmagning, som i år vil fokuserer på Burmesters Colheitas – altså fadlagret tawny med årstalsangivelse. En rapport herom vil følge efter festivalen.   

Det er som vanligt forfatteren til den danske ”portvinsbibel”, Henrik Oldenbrug og Forlaget Smag, der står bag. Nærmere information og billetsalg sker via www.forlaget-smag.dk

De foregående år har arrangøren meldt udsolgt, så man skal nok ikke vente til sidste øjeblik…

onsdag den 15. august 2012

Ny sæson starter


I Danmark er de allerede i gang. Nu kommer turen til Portugal. Den 17. august spilles første kamp i den portugisiske fodboldliga, Liga Zon Sagres. Åbningskampen er mellem Olhanense og Estoril fra henholdsvis Olhão i Algarve og casinobyen ved kysten lidt vest for Lissabon. 

Dagen efter følger to kampe, hvoraf den ene har min store interesse. Benfica tager hjemme på Estádio da Luz mod Braga – en spændende kamp, da de to hold sluttede seneste sæson som henholdsvis nummer to og tre. Såvel Sporting Lisboa som sidste års vinder, F.C. Porto spiller dagen efter igen. Sidstnævnte mod G. Vicente, hvilket burde være en overkommelig modstander.

F.C. Porto har – desværre – siddet solidt på tronen de senere år. I 09/10 lykkedes det dog Benfica at genvinde mesterskabet, men de sidste to sæsoner har det altså igen være rivalerne fra nord, der sluttede øverst i tabellen.

Ses bort fra enkelte undtagelser – senest Boavista i 00/01 – har de tre store klubber fordelt alle mesterskaber mellem sig. Vi skal dog helt tilbage til 01/02 for at finde det sidste mesterskab til Sporting Lisboa. Braga har de senere år klaret sig fint uden dog at nå helt til tops. 

De portugisiske aviser har hele sommeren fulgt udviklingen med hensyn til transfers tæt. Antallet af klubskifter er mange, og deriblandt er der også nogle større handler. Senest har Sporting købt argentineren Marcos Rojo fra Sparta Moskva for 4 millioner Euro. F.C. Porto har bl.a. rustet sig med colombianeren Jackson Martínez. Benfica med Ernesto Cornejo fra Barcelona og hollænderen Ola John, som blev købt af Twente for 9 millioner Euro.

Seneste nye er skandalen om Benficas anfører Luisão, som efter sigende skulle have overfaldet dommeren i den af samme grund afbrudte træningskamp mod tyske Fortuna Düsseldorf. Ifølge sportsavisen Record risikerer Luisão fire års karantæne. Men vores eget Ekstra Bladet mener at dokumentere, at der ligeså meget er tale om en dommer, der overdramatiserer.

Det skal blive spændende at følge såvel afgørelsen som sæsonen. Og hvis nogen skulle være i tvivl, håber jeg selvfølgelig, at Benficas investeringer giver fuld valuta, ligesom jeg satser på, at Óscar Cardozo igen bliver topscorer i ligaen.  



torsdag den 2. august 2012

Sommer i Portugal 4 – Portvinshuse i Gaia


Portvinshusene læner sig op ad hinanden på Gaia-siden af Douro. Flere gange i løbet af vores sidste ferieuge vandrer vi over den underste etage af Ponte D. Luis, kanter os forbi de mange tilbud om sejlture og turistrundvisninger for at besøge caves og smage. Et par af besøgene er arrangeret hjemmefra – andre er spontane.

Første aftale gælder Graham´s, som gemmer sig lidt oppe ad Rua Rei Ramiro. Oprindeligt var det planen, at vi skulle mødes med min gode ven Gustavo Devesas, men han havde dagen forinden brækket armen i en fodboldkamp for husets ansatte. I stedet er det Delphine Armand, som viser os rundt og forestår smagningen. Delphine er fransk, men har boet i Danmark og taler faktisk glimrende dansk.

Graham´s er i gang med en større opbygning. Reception og smagelokale er færdigt, og snart følger en ny restaurant. Delphine viser vej gennem de mange små og store fade samt ind i kælderrummet, hvor flaskerne med vintage fra 1868 til i dag ligger gemt. Undervejs fortæller hun om firmaets quintaer, de forskellige portvinstyper og fremstillingen heraf.

Efterfølgende havde Gustavo planlagt en god og bred smagning. Six Grapes og LBV 2007, 10 og 20 års tawny, Malvedos Vintage 1999 og Grahams 2003 samt som afslutning en 40 års tawny. Grahams 2003 var meget mørk og frugtfyldt og selvfølgelig med pæne tanniner. Flot potentiale fra en årgang, som det skal blive spændende at følge. Malvedos 1999 var i god balance og drikkeklar. Måske ikke så dyb som 2003, men klart et bedre glas her og nu.

Næste store besøg er hos Ramos Pinto, hvor man ikke kun kan se portvinslageret, men også museet, der byder på såvel kunst som et historisk indblik i huset. Grundlæggeren Adriano Ramos Pinto var langt forud for sin tid, hvad angår markedsføring og events.

Vi bliver vist rundt af en smilende Ana Isabel Pereira, som fortæller et udvalg af anekdoter. Om kunstinteressen, de mange gaveartikler, provokationerne og de flotte plakater. Om tronstolen, hvor husets forretningsforbindelser blev placeret, så de følte sig som noget særligt. Og om den første flyvetur over Atlanterhavet til Brasilien, hvor piloterne medbragte gaver heriblandt et par flasker Ramos Pinto, da portvinshuset havde sponseret turen. Flyet havde vi tidligere set ved kajen i Belém ved Lissabon – nu fik vi den fulde historie. Piloterne måtte nødlande undervejs og drak portvinen. I et brev til Ramos Pinto beklagede de, men ellers havde de ikke overlevet. Og det udsagn blev så udnyttet til et endnu større reklamestunt.    

Efterfølgende dukker Ana Rato også op. Hende har jeg mødt i Danmark et par gange, da hun er ansvarlig for salget i England og Danmark. Sammen havde de planlagt en flot smagning – og igen med bredde, da det jo var familiebesøg. Adriano White Reserva og Adriano Reserva (tawny) fra deres nye ”Style”-serie, der gør flot brug af kunstplakaterne på etiketterne. 10, 20 og 30 års tawny – en fornem serie, som præsenterer huset på glimrende vis. Collector Reserva (ruby), LBV 2007, Vintage 2000 og som en fremragende afslutning Vintage 1982. Selv om 82 ikke er blandt de største år, viste årgangen sig her fra sin bedste side. Flot, moden og drikkeklar.   

Det blev altså til to gode besøg med venlig gæstfrihed, charmerende værter og flotte smagninger. Derudover var vi også hos Krohn´s, hvor det blev til et par glas, vi kiggede ind til Oscar Quevedo og skævede ind hos Croft. Og endelig nød vi en 40 års tawny hos Noval, som afslutning på en ferie, der i høj grad stod i portvinens tegn. Ikke kun, da der også skulle være tid til badeture, sightseeing, læsning samt almen familie- og feriehygge.

mandag den 30. juli 2012

Sommer i Portugal 3 – Porto



De røde tage fylder godt i billedet. Fra flodens bred og op ad bakken. Fra broen, jeg står på, og til højen i baggrunden. Broen bærer det royale navn Dom Luis I eller blot Ponte D. Luis. Den tilskrives ofte fejlagtigt franske Gustave Eiffel, men er bygget af det belgiske firma Société de Willebroeck med ingeniøren Teófilo Seyrig i spidsen. Seyrig havde også stået for den nærtliggende jernbanebro Maria Pia, som netop blev skabt i samarbejde med den berømte Eiffel. Der skal da heller ikke være tvivl om, at eleven Seyrig havde et godt øje til Eiffels jernkonstruktioner.

Ponte D. Luis er med sine to etager blevet et vartegn for Porto, hvor den sidste uge af vores ferie blev tilbragt. Vi havde lejet et hus ved Praia de Salgueiros i Vila Nova de Gaia, byen på sydsiden af Douro, som faktisk med tiden har vokset sig større end selve Porto. Tæt ved stranden og med gode busfornindelser til Gaia centrum og Porto.

Vi krydser Douro på det øverste dæk af broen for at nyde udsigten. Her kørte der tidligere biler, men i dag er overgangen forbeholdt metrolinien og promenerende fodgængere. På Gaia-siden kan vi se ned over de store portvinslagre med de røde tage og rækken af Barcos Rabelos ved kajen. Bådene er tydeligt inspirereret af de vikingeskibe, der i sin tid gæstede kysterne i området. De blev i mange år benyttet til at fragte portvinstønder ned fra quintaerne i Douro – en farefuld bådfærd, som blev erstattet af store lastvogne, da infrastrukturen i dalen blev udviklet. I dag ligger bådene mest til pynt som store vuggende visitkort for portvinshusene. Hvert år den 24. juni sætter de dog sejl og kappes indbyrdes i en sejllads fra flodudmundingen til Ponte D. Luis. I år var det båden fra Warre´s, som løb af med den prestigefyldte sejr.

På Porto-siden ligger det farverige Ribeira-kvarter og øverst den gamle katedral. Tættest ved broen er Ribeira med årene blev lidt vel turistpræget med fortovsrestauranter og souvenirbutikker side om side, men bydelen har nu stadig sin charme og er et besøg værd. Her kan man spise en omgang caldo verde, bacalhau eller byens specialitet, Tripas à moda do Porto, kallun med kylling og hvide bønner. Eller man kan besøge den hyggelige portvinsbar, Vinologia - La Maison des Porto, hvis franske ejer har specialiseret sig i vine fra mindre quintaer. Vinbaren ligger lige overfor Factory House – en søjleklædt bygning, der ikke skilter med sit indhold. Men det er her de engelske portvinsskippere holder til. 

Lidt længere væk rager Clérigos tårnet op ved kirken af samme navn. Den gæster vi senere for at kravle helt til tops og kigge ud over byen. Bagefter går vi rundt om hospitalet til Museu Nacional de Soares dos Reis, som byder på en fin lille samling af portugisisk kunst fra 1700 og 1800-tallet. Det store museum for moderne kunst, Fundacão Serralves er placeret lidt længere ude, ligesom musikhuset, Casa da Música, tegnet af Rem Koolhas er et besøg værd med sin særprægede arkitektur og de mange skæve vinkler.

Vi shopper lidt rundt i gaderne omkring Clérigos, i tværgaderne for enden af Praca da Liberdade samt ikke af forglemmet i gågaden, Rua de Santa Catarina. Undervejs bliver det også til et obligatorisk besøg på São Bento banegården med de flotte, historiske azulejos-panoramer, som nyligt er blevet restaureret.

Porto et en spændende og varieret by at besøge. Fra de små skumle gyder omkring katedralen til de flotte avenuer. Bakke op og bakke ned og ikke mindst langs floden med de mange gamle som nye broer. Og så selvfølgelig ikke mindst de mange portvinslagre i Gaia, som vi også fik besøgt nogle stykker af. Herom følger i den sidste beretning.  

fredag den 27. juli 2012

Sommer i Portugal 2 – Douro



Udsigten er ikke mindre end fantastisk. Under os rækker af vin, etage efter etage hele vejen ned mod Douro-floden. Grønt i brunt, men afbrudt af de hvide bygninger. På den anden side af floden går det op igen, og også dér ligger der vingårde rundt mellem skråningernes marker.

Vi er på Quinta do Bomfim – en af mange vingårde ejet af Symington-familien. Her produceres der Dow´s portvin af den bedste slags. Men da det er juli måned, er der ikke travlt i markerne. Det er der til gengæld på selve vingården, hvor håndværkerne bruger de stille sommermåneder på at istandsætte og male. 

Joana Serôdio kører os op i markerne, så vi kan nyde udsigten. Ind i mellem er der meget stejlt, og alle fire hjul må til for at forcere skifferskråningerne. Derefter går det ned igen mod selve quintaen, hvor vi kigger inden for i bygningen, hvor vindruerne afstilkes, presses og gæres. Og bagved eller rettere under ser vi også lagerrummet, hvor sidste års høst stadig opbevares på kæmpe fade, inden den fragtes ned til Vila Nova de Gaia. Vores værter byder på en fadprøve. Imødekommende og overraskende drikkeklar samt med et flot potentiale, der bekræfter forudsigelserne om en fremragende årgang 2011. Det er med stor sandsynlig en kommende vintage, vi slubrer i os, men det skal de endelige prøver senere på året klargøre.  

Efter et par sommerdage i Lissabon fulgte et par dage i Douro, nærmeste bestemt på Chanceleiros, et flot og eksklusivt sted, hvor jeg før har boet med Den Fynske Portvinsklub. Der er alt, hvad man kan ønske af luksus – og ikke mindst udsigten ud over de omkringliggende vinmarker. Og så er der venlige værter og et godt portugisisk landkøkken, som den ene aften fremtryller en meget lækker lammeret fra ovnen.

En lille spadseretur væk, nede om hjørnet, ligger Quinta do Infantado. Hvor Bomfim er en flot og stor quinta i en stor koncern, er Infando nærmere den lille lokale vinbonde, men dog med en betydelig produktion såvel kvantitativt som kvalitativt. En aften vandrer vi på uanmeldt besøg og møder ønolog Fátima Ribas, som trods træthed efter dagens arbejde byder os på en lille rundtur på den rustikke quinta og ikke mindst en lille smagning i det flotte lokale, som de lod indrette for et par år siden. João Roseira, hvis familie ejer quintaen, er ikke til stede, men Fátima gør en glimrende erstatning. Hun fortæller, at de stadig videreudvikler på den robot, de fik et par år siden. Infantado har ellers hidtil benyttet den gamle metode med fodpresning i lagares, men da det var svært altid at få tilstrækkeligt med fødder til at trampe i druerne, valgte også de at investere i et automatisk system. En robot kan trods alt arbejde dag og nat, og den har temperaturkontrol, så gæringen bedre kan styres.

Efter et kig ind i lagerbygningen byder Fátima på et lille udvalg af deres portvin heriblandt hvid, 10 års tawny, Reserva Especial, LBV og en yngre Colheita. En fin introduktion, når man kommer uanmeldt, og en fornem afslutning på et besøg hos en venlig og imødekommende vært. Vi takker.

Det blev kun til et par nætter på Chanceleiros før vores vanlige kasketklædte taxachauffør kørte os ned til stationen i Pinhão igen. Vi nød de flotte azulejos-billeder inden toget tog os med retur til Porto, hvor den sidste uge af ferien fulgte.   

onsdag den 25. juli 2012

Sommer i Portugal


Sommerferien gik ikke så overraskende til Portugal sammen med familien og min brors familie, som aldrig havde været der før. Vi startede med et par dage i Lissabon, hvor det blev til nogle obligatoriske oplevelser for debutanter: En tur i sporvogn nr. 28, besøg på Castelo, vandretur i Alfama, Baixo, Chiado og Bairro Alto og en tur ud til Belém inklusiv smagning af nybagte Pasteis de Belém. Uhmm.

Vi fik også besøgt fadorestauranten, Parreirinha de Alfama, som ejes af Argentina Santos, som jeg har portrætteret i min bog, ligesom jeg har lavet radioreportage fra stedet. Det er derfor en restaurant, jeg ynder at vende tilbage til, da stedet har charme og autenticitet og altid byder på god fado. Argentina var desværre ikke selv til stede, hvilket hun efter sigende sjældent er i dag, da helbredet ikke er, som det var. Men personalet tog sig godt af os, musikken og sangen var god, og vi nød en udvalg af fiskeretter med kølig vinho verde til.

Det blev også til en lille tur indefor i Portvinsinstittutet for bogstaveligt talt at tage forsmag på de kommende dage. For efter et par hastige dage i hovedstaden gik turen nordpå med toget fra Santa Apolonia til Campanhã i Porto og derfra direkte videre med Linha do Douro, den smukke togtur langs Douro-floden og frem til Pinhão. Mere herom snarest.

onsdag den 13. juni 2012

Dansk film om fado


Der er langt fra de store internationale koncertsale til de små taverner i Alfama. Og der er langt fra verdensstjerner som Mariza, Christina Branco og Mísia til de mere ukendte sangere, der hver aften bevæger sig rundt i de små gyder for at lægge stemme til og videreføre fadotraditionen på de mere ydmyge steder.

Danske Anders Leifers film ”Fado” fra 2003, som heldigvis nu er genudgivet på DVD, hylder de sidstnævnte. Dagdriveren Zé António, den gamle enke Suzette, taverneejeren Concalo og opvaskeren Tina. Alle kan de ikke afholde sig fra at synge fado, og alle har de en historie at fortælle. Zé om de indre sår fra kolonikrigen i Guinea-Bissau. Suzette om de mange år i forstaden, hvor manden forbød hende at synge fado. Concalo om de store vidder i Alentejo og farmen, som familien måtte forlade efter revolutionen i 1974. Og den charmerende Tina, som stopper op midt i opvasken og indrømmer, at hun ikke ved, hvorfor hun er endt netop dér.

Trods afstikkere er det Concalos lille Taberna do Julião og de snævre gyder og stejle trapper i Alfama, der er filmens absolutte centrum. Og filmens sjæl, fristes man til at skrive. Taberna do Julião tilbyder såkaldt fado amador – altså fado med ikke-professionelle udøvere. Men ordet amador kommer af ”at elske” – og det er netop det, der er kernen i sangernes forhold til fadoen. Kvaliteten af stemmerne kan så sandelig diskuteres, men deres passion er stor og indiskutabel.

Selv om filmen er optaget i 2002, sender valget af hovedpersoner og location os tilbage i tiden. De fleste optagelser er holdt i sort-hvid, som dog iblandes grynede stemningsskabende farveoptagelser. Leifer sværmer for de gamle sporvogne, de slidte og afskallede mure og de ensomme nattevandringer gennem de smalle brostensbelagte stræder. Alfama og det nærtliggende Mouraria fremstår som tidslommer, hvor udviklingen er gået forbi, og hvor man kan genfinde fadoen, som den blev sunget og udlevet i sin barndom.

Zé, som med sin driven rundt og sin lyst til at drikke så at sige inkarnerer de typer, der var med til at skabe fadoen i sin tid, opsøger Mouraria og spørger om kvarteret vil overleve. Suzette fortæller, at hun er født i Rua do Capelão i Mouraria – gaden, hvor den mytiske Maria Severa levede – og vi hører hende synge den traditionelle fadosang Adeus Mouraria. I modsætning til Alfama, som stort set fremstår intakt, blev store dele af Mouraria ofret for byfornyelsesprojekter under Estado Novo, så kun en mindre del af bydelen har overlevet.  

Dermed er filmen på den ene side et bevis på, at fadoen ikke kun har overlevet i de store koncertsale, men også er en levende tradition blandt lokalbefolkningen. Ja, det nævnes sågar ganske korrekt, at også de unge er med på vognen. Men på den anden side får filmen et skær af romantisk nostalgi i sin insisteren på kun at fokusere på amatørsangere i de gamle kvarterer, der ikke kan andet end at forfølge deres skæbne og synge fado akkurat som generationerne før dem. Og den negligerer de mange professionelle udøvere i alle aldre, som også er en nødvendig del af fadoens udvikling og en betingelse for dens overlevelse kunstnerisk set.

En dejlig og charmerende filmisk rejse, der som fadoen selv efterlader en vemodig stemning af saudade. 


Filmen kan købes via http://www.fenrisfilm.dk/

Læs mere om Suzette, som jeg selv har mødt, i kapitlet ”De gamle damer og traditionen” i min bog Mit andet hjemland.

fredag den 25. maj 2012

Vine fra Douro vinder frem


Det er lidt blandede karakterer, vinbladet Decanter uddeler i majudgaven, hvor deres smagepanel har kastet sig over rødvine fra Douro. På en skala med fem stjerner har 4 vine scoret topkarakter, 33 har fået fire stjerner svarende til en meget varm anbefaling og hele 128 anbefales med 3 stjerner. Umiddelbart flot, men der dryppes også malurt i bægeret, for som en af eksperterne, Chris Sherwood, udtrykker det, er der en manglende ensartethed i regionen. En del i topkvalitet, men ”there is a sea of stuff that simply isn´t good enough”.

Hårde ord, men ikke forkerte. Området kan levere det bedste, men også meget, der ikke er godt nok til det internationale marked. Årsagen er måske, som Portugal- og portvinseksperten Richard Mayson påpeger, at området først blev demarkeret på bordvinsområdet i 1979. Så det er altså en ung region, der stadig har meget at lære.

Som en understregning af denne pointe, er det især vine fra kredsen omkring de såkaldte The Douro Boys, der scorer højt. Douro Boys var nogle af de første, der prioriterede bordvinene højt, ligesom de bruger druer af bedste kvalitet. Det koster så måske til gengæld lidt på portvinssiden til andres fortrydelse.        

Af de fire vine med topkarakter kommer den ene således fra Quinta do Crasto, nemlig ikke overraskende deres Vinha Maria Teresa 2009. Yderlige bedømmes Crastos Tinta Roriz 2009 og Douro Reserva Old Vines 2009 til fire stjerner ligesom deres almindelige Quinta do Crasto anbefales. Jeg kan kun erklære mig enig i deres bedømmelse.

To af vinene med fem stjerner kommer fra samme hånd. Quinta do Passadouro Reserva 2009 og Wine & Souls Pintas 2009 er begge lavet af Jorge Serodio Borges, der sammen med fruen, Sandra Tavares da Silva er forbundet med Douro Boys. Wine & Soul fik endvidere deres Pintas Character 2009 bedømt til fire stjerner. Det samme gjaldt Quinta do Vale Meão 2009 og Niepoorts Vertente 2009, mens Quinta do Vallado og Quinta de Vale Dona Maria, hvor førnævnte Sandra Tavares huserer som winemaker høstede tre stjerner.

Der var altså stjerneregn over Douro Boys med venner, hvilket dog ikke er så overraskende, da de netop har satset højt på området. Af andre producenter, som fortjener opmærksomhed, kan nævnes Quinta de la Rosa, hvis La Rosa Reserva 2009 var den sidste med fem stjerner. Tim og Sophia Bergqvist (far og datter) har ligeledes delt deres engagement mellem bordvine og portvine, hvilket synes at være almindeligt blandt producenter i mellemstørrelsen. Årsagen er givet lige dele kærlighed til begge vintyper og økonomi, da der kort og godt er flere penge i at sælge god rødvin end at være et mindre navn i portvinsbranchen, hvor produktionen samtidig er begrænset af kvoter.

Blandt vine med fire stjerner finder vi huse som Quinta de Infantado, Gaivosa og Barão de Vilar samt Douro Family Estates, som er en samling af mindre producenter. Der er altså en del navne, som er værd at lægge mærke til, når det gælder rødvine fra Douro – og antallet vil givet vokse de kommende år. Som Decanter bemærker var der sidst de fokuserede på rødvine fra Douro mindre end 100 vine at smage. Denne gang var der 226!

Det samme er Christian Seely, som bestyrer berømte Quinta do Noval og Quinta da Romaneira, inde på i sin blog. Seely fremhæver Douros styrke både i forhold til enkeltdruevine baseret på især Touriga Nacional og i forhold til et blend af de kendte portvinsdruer. Og så slutter han med at konstatere, at der vil ske meget i de kommende år: ”There are already great things to be discovered among the new red wines of the Douro, and the next few years are sure to reveal some thrilling discoveries”. Seelys egne vine Quinta do Noval 2008 og Sino da Romaneira 2008 scorede begge fire stjerner i Decanter.

En sidste bemærkning skal gå på årgangen. Som det fremgår, var det især 2009, der fik topkarakterer. Som Sarah Ahmed opsummerer i bladet var 2009 præget af høje temperaturer, hvilket er godt for portvin, men en udfordring for rødvin. Til gengæld kan resultatet blive fremragende i dygtige hænder. Eller med Sarahs ord: ”Recently, winemakers have paid more attention to balance and the panel rewarded their efforts to avoid overripeness and harness the Douro’s exuberant fruit”.



En del af vinene fra The Douro Boys fås hos Portugisisk Vinkælder

mandag den 21. maj 2012

Senhora da Noite


Der kunne være et ”s” i enden på senhora i titlen på Mísias 10. album, Senhora da Noite, som vel bedst lader sig oversætte med det engelske ”Lady of the night”. For der er tale om en hyldest til kvindelige digtere og fadosangere. Samtidig er pendulet svunget tilbage til den mere traditionelle fado – et position hun ikke har indtaget med så stor konsekvens siden albummet Ritual, der kom i 2001.

Mísia var en af de første, der slog igennem med fado efter et stille årti i hælene på revolutionen i 1974. Hun pladedebuterede i 1991 og har siden skiftet mellem at levere mere klassisk fado og moderne fado iblandet stilarter som Bolero, franske chansons mv. Fado på kanten, men altid med fadoens typiske indlevelse og stemning.

Hvem er det så Mísia hylder? Jo, for det første – selvfølgelig – Amália, idet afslutningsnummeret Rapsódia Amália er et potpourri af forskellige sange, som alle har tekst af og har været fremført af fadoens dronning. Men Amália er ikke den eneste fadista, som krediteres. Aldina Duarte, Amélia Muge og Mísia selv har leveret tekster ligesom forfattere som Rosa Lobato, Hélia Correia, Lídia Jorge og ikke mindst Agustina Bessa-Luís, hvis bidrag Mísia dog allerede indspillede som titelsang på det fremragende album Garras dos Sentidos. Nu leveres digtet i en mere tempofyldt og munter version. Nye melodier og instrumentering af gamle tekster eller modsat nye tekster til gamle melodier er faktisk ganske normalt i fadoens verden, hvor standartrepertoiret har været fortolket utallige gange.

Senhora da Noite skal ikke ses som et feministisk projekt, har Mísia selv påpeget. Men det er en påmindelse om, at kvinder ikke kun står for vokalen, når det gælder fado, men også kan levere ord og indhold. Kvinder er ikke kun fadoens muser, men også dens skabere.

Foruden titelsangen bør fremhæves den smukke, stille Tarde Longa med tekst af Lídia Jorge en af Portugals største samtidsforfattere samt Ulissipo om Penélope, der venter sin mand, den evige sømand, akkurat som kvinderne i Lissabon, når mændene var på havet. Længslen efter dem på havet eller efter dem derhjemme angives netop som en af kilderne til begrebet saudade og til fadoens opståen.

Ud over den traditionelle besætning med guitar, Guitarra Portuguesa og bas akkompagneres Mísia af piano, violin og akkordeon – instrumenter som hun og andre fadosangere har gjort flittigt brug af før. Et par gange giver violinen klare mindelser om albummet Canto med kompositioner af Carlos Paredes.

Så afgjort et spændende og veludført udspil fra en de største. Og hvad enten Mísia synger mere traditionel fado som her eller eksperimenterer med genren, sætter hun sit eget tydelige kunstneriske fingeraftryk.

søndag den 13. maj 2012

DM i 10 års tawny


Danmarksmesterskab i 10 års tawny. Kan man overhovedet det? Nej, officielt kan man selvfølgelig ikke – og det har nok heller ikke været intentionen. Men man kan fint samle en lang række flasker i samme kategori og lade en skare mennesker smage sig igennem dem og give karakterer. Når alle point så lægges sammen, kan man kåre en vinder.

Det var portvinssitet www.portvin.nu, der stod for initiativet, som blev afviklet fredag aften i Skanderborg. Initiativtager Henrik Marcussen fortalte, at portvin.nu de senere år har afholdt en del smagninger for et bred kreds af interesserede. På baggrund heraf opstod idéen om et danmarksmesterskab, og for at få importørerne til at lege med faldt valget på 10 års tawny.  

27 huse fra det danske marked havde sagt ja til invitationen – og det såvel store som små, gamle som nye. En del manglede og deriblandt kendte huse som Sandeman, Pocas og Portal samt Hutcheson, der ellers er specialist i fadlagret portvin. Alle 27 vine skulle smages blindt, så forudfattede holdninger blev elimineret bedst muligt. Men det var nu lidt svært at lukke af for andres meninger, da der var trængsel i det lille lokale i Skanderborg Kulturhus med dejlig udsigt ned over søen.

Jeg havde på forhånd nogle favoritter i det store felt: Ramos Pinto, Krohn og Kopke. Det skulle blive spændende, hvordan jeg selv ville bedømme dem? Og hvordan de ville klare sig samlet? Og jeg må med det samme indrømme, at det ikke gik helt som forventet. Alle tre scorede i den øverste ende hos mig, men et par andre navne havde sneget sig ind i toppen – nemlig Barros, Wine & Soul og til min store overraskelse Cálem. Sidstnævnte var jeg åbenbart ikke alene om at give gode point, da den faktisk endte på en samlet 2. plads.

Og lad os bare få top 6, som alle lå meget tæt:

  1. Krohn, som er og bliver noget af det bedste, når det gælder tawny og colheitas. Jeg har tidligere selv været lidt forbeholden, men havde den dog blandt de øverste. Rødlig, fyldig og med sødme, der undgår at blive for meget. Fortjent hæder.
  2. Cálem til de flestes overraskelse, men da jeg selv var med til stemme den til tops, kan jeg jo ikke klage. Her er der altså valuta for pengene.
  3. Grahams, hvilket måske var lidt overraskende, da de godt nok altid laver god portvin, men jo trods alt mest udmærker sig med deres vintage. Også pæn score hos mig.
  4. Fonseca – også en overraskelse, da de med winemaker David Guimaraens ord er og bliver et vintagehus – og ikke er interesseret i at være andet. Selv var jeg ikke så begejstret.
  5. Quinta do Bucheiro – ikke et hus, jeg kendte i forvejen, men som jeg da nu vil lære nærmere at kende. Synes dog selv den var lidt vel parfumeret og kamferagtig i duften
  6. Kopke – også et solidt tawnyhus, som fortjener en god placering. Selv gav jeg den point lige under de højeste.

På de efterfølgende pladser fulgte Dow´s, Wine & Soul, Quinta da Vista Alegre (fra huset Vallegre), Burmester og Rozes.

Som det fremgår mangler den sidste af mine forhåndsfavoritter – og det til min store overraskelse. Selv gav jeg godt med point til Ramos Pinto, men dog ikke blandt de allerhøjeste, ligesom jeg fejlplacerede den i mit optimistiske forsøg på at navngive flaskerne. Placeringen uden for top 10 ændrer dog ikke min vurdering af, at såvel deres 10 års fra Ervamoira som deres 20 års er noget af det bedste tawny på markedet.

Af andre huse, som skuffede på den samlede liste, kan nævnes Taylor´s, som jo laver udmærket tawny, men som havde en sløj aften i Skanderborg. Det samme gjaldt Nieport og Maynards, som jeg forud ville have tipset til en højere placering.  

Foruden Quinta do Bucheiro bør et par andre spændende nye bekendtskaber fremhæves. Quinta da Gaivosa var sin egen, speciel duft og smag med brændte toner og mentol. Wine & Soul – et fælles projekt for ægteparret Jorge Borges og Sandra Tavares, der jo begge har begået sig glimrende som winemakere for andre huse – var også flot med. Samlet placering som nr. 8 og også blandet i øverste i min vurdering.

Og hvad er konklusionen så? Jo, for det første fik jeg øjnene op for nogle nye huse, som jeg gerne vil lære nærmere at kende. For det andet bør jeg måske revurdere min holdning til det store hus Cálem – i al fald hvad tawny angår. Når det er sagt, skal det også siges, at andre faktorer har stor betydning, når man vælger sine favoritter end blot farve, duft og smag. Stedet, lejligheden og husets historie. Og det synes jeg faktisk er helt i orden, da det at drikke portvin er en helhedsoplevelse. Samtidig er der også mange usikkerhedsmomenter i så omfattende en blindsmagning i tilfældig rækkefølge, hvor vinene trods indtagelse af brød og vand kan influere på hinanden og dermed på bedømmelsen.  

Men det er inspirerende og forfriskende med sådan en blindsmagning. Man kan lade sig overraske og imponere af noget, man ikke på forhånd havde den store tiltro til. Og det er da dejligt.

Arrangørerne var også tilfredse med aftenen. I al fald kunne Henrik Marcussen oplyse, at han til efteråret har planer om et tilsvarende mesterskab, men denne gang i ung LBV. Også her har jeg favoritter, som givet vil blive udfordret.

tirsdag den 1. maj 2012

Rozès – stadig god til prisen


God til prisen. Sådan lyder talen gerne, når det gælder portvinshuset Rozès, hvis vintage jævnligt ses på tilbud til 100 kroner. Og det er jo ikke meget for en ægte vintage.

Men er vinen vitterligt god nok til prisen? Eller er den ligefrem bedre endnu?

Det skulle afprøves i Den fynske Portvinsklub, som derfor havde anskaffet sig samtlige årgange, som huset har lavet siden 1977. Og det er ikke så få, da Rozès faktisk har deklareret vintage hele 17 gange i årene 1977 til 2009, hvortil kom en fadprøve fra 2011.

Huset blev grundlagt i Bordeaux i 1855 af Ostende Rozès og handlede snart med portvin i den billige ende af skalaen til det store franske marked. I 1977 blev huset overtaget af koncernen Vuitton-Moët-Hennessy, der som navnene signalerer også står bag andre gode varer. I 1998 blev Rozès så solgt videre til champagnefirmaet Vranken-Lafitte. Begyndelsesåret for smagningen var bevidst sammenfaldende med de nye ejere, som også satte sig det mål at fremme kvaliteten og bl.a. sørgede for at erhverve egne quintaer.

Foruden vintage laver Rozès single quinta fra deres bedste vingård, Terras do Grifo i Douro Superior, hvor der også produceres bordvine. Endvidere står Vranken-koncernen bag portvinsmærket São Pedro das Águias.

Da jeg ikke selv har smagt årgange fra før ejerskiftet, skal jeg ikke sammenligne kvaliteten. Men flere kilder peger på en fremgang. Og smagningen gav i al fald indblik i de seneste årtiers kvalitet og ikke mindst holdbarhed.

De yngste årgange var rå og med pænt af tanniner. Men dog ikke så kraftige som de unge vine fra topmærkerne, hvilket peger på en kortere levetid. Flere af dem var da også allerede drikkelige, hvis man vel at mærke kan lide sin vintage ung og forholdsvis rå. Såvel årgang 2000 som 2007 scorede pænt i klubbens vurdering. Fadprøven fra 2011 var også meget lovende.

Aftenens topscorere var fra 90´erne, hvor vinene stadig har kraft, men trods alt har fået tid til at modnes. Klart flest point scorede 1994, hvorefter fulgte 1991 og 1997. Selv havde jeg 1994 som bedst fulgt af 1997. 1995, som ikke blev generelt deklareret, da det fulgte lige efter topåret 1994, byder ofte på fine vine. Men allerede her kunne svaghedstegnene ved Rozès ses og smages. Vinen var brunlig og ved at miste sin kraft, hvilket er for tidligt.

Og det skulle vises sig at være et forvarsel for indtrykket af de ældste årgange, hvoraf nogle var helt lyse med tawny karakter og uden de store nuancer. Årgang 1982 havde ligefrem udviklet en fæl duft af acetone. Mest spændende blandt de ældre fandt jeg 1985, som var rødbrun i farven og havde en duft af hyldeblomst og lidt mentol. Meget anderledes, men spændende. Det var dog 1977, som høstede en del stemmer blandt forsamlingen, så den endte på et samlet 4. plads – en vurdering, jeg ikke var enig i.

Konklusionen er, at Rozès så afgjort kan nydes. Der er godt med bær og frugt, og vinene er rimelige potente som unge. Men helt store og langtidsholdbare er de ikke, ligesom huset nok skal overveje at skære ned på den flittige deklarering, hvis de vil længere frem i vintage-hierarkiet. 20 år er som tommelfingerregel nok grænsen for, hvor længe de skal lagre. Noget kunne dog tyde på, at grænsen er på vej til at flytte sig. De nyeste vine viste pænt potentiale og vil måske kunne holde længere. Samme konklusion når Richard Mayson, som i sin bog Port and the Douro skelner mellem før og efter 1997, hvor vinene før er mere enkle og modnes hurtigt. 
Med andre ord. Har du som jeg købt vintage fra Rozès til lave priser, er det stadig et godt køb til prisen. Men drik dem endelig, mens de har friskheden intakt.

tirsdag den 17. april 2012

Bille August filmer i Lissabon


Netop nu er Bille August i gang med optagelserne til filmen Night Train to Lisbon efter Pascal Merciers dejlige og stemningsmættede bog, som på dansk ikke overraskende hedder Nattog til Lissabon.

Filmen optages i såvel Bern som Lissabon og følger dermed bogen. Her møder man den schweiziske midaldrende professor Raimund Gregorius, som tilfældigt møder en ung smuk portugisisk kvinde, hvorefter han pludselig bryder op og rejser til Portugal. Undervejs i toget læser han en bog af den afdøde portugisiske forfatter Amadeu de Prado, hvilket bliver en hel besættelse, så han efter ankomst må opsøge steder og personer, der har været en del af Prados liv. En sand rejseberetning, som tro mod genren selvfølgelig har karakter af såvel en ydre som en indre rejse.

Det er jo langt fra den første litterære succes, Bille August giver sig i kast med, ligesom det ikke er første gang, han bruger Lissabon som kulisse. En del scener fra Isabel Allende-filmen Åndernes Hus blev faktisk optaget i Lissabon, som derved illuderer Santiago i Chile.

Rollelisten er lang og tæller en del af mine personlige favoritter, hvorfor jeg er spændt på resultatet. Hovedrollen spilles af Jeremy Irons, desuden medvirker navne Bruno Ganz, Lena Olin, Christopher Lee og Charlotte Rampling.

Bille August film har været noget svingende i kvalitet. Men med dét litterære forlæg, dén rolleliste og så det faktum, at det meste af handlingen udspiller sig i min favoritby, er der ingen tvivl om, at det er en film, der skal ses.

Foreløbig gælder det optagelserne i Lissabon, som forventes at slutte en gang i maj.



torsdag den 29. marts 2012

Life on the Douro

Så fik jeg endelig set Zev Robinsons nye dokumentarfilm, Life on the Douro – og det med stor fornøjelse. Livet i Dourodalen er selvfølgelig synonymt med livet i portvinsproduktionen før som nu. Filmen er da også på en gang en stor hyldest til det smukke landskab i Dourodalen, til de mange gode folk i portvinsbranchen og til portvinen selv.

Den er opdelt i 13 små kapitler med hver deres overskrift. Nogle kapitler er historiske og handler fx om legendariske skikkelser som Marquis de Pompal, der stod for demarkeringen af vinområdet, og Dona Antonia Ferreira – den helt store kvinde i portvinshistorien, som foruden at eje mange quintaer også gjorde en stor indsats for udviklingen af området.

Et væsentligt historisk årstal er 1986, hvor det tillades at producere og eksportere portvin fra selve dalen. Hidtil havde de store udskibere i Vila Nova de Gaia haft eneret herpå, men efter lovændringen begyndte et voksende antal uafhængige små producenter at lave deres egen portvin til glæde for mangfoldigheden.

De 28 branchefolk, der medvirker i interviews og små særskilte portrætter, kommer da også fra såvel de store, gamle portvinshuse som de små familieejede vingårde. Vi møder Symington-familien og repræsentanter fra Sandeman, Taylor og Fonseca. Vi møder dynastier som van Zeller og Olazabal og dermed husene Noval og Ferreira. Og vi møder nogle af de sammensvorne i Douro Boys og en up-coming mand som Oscar Quevedo. Dertil kommer verdens vel nok førende portvinsekspert, Roy Hersh, til hvis internationale nyhedsbrev For The Love Of Port jeg i al beskedenhed selv bidrager.

En sidste kategori af kapitler er mere tematisk og debatterende. Portvinens fremtid diskuteres, der fokuseres på uenigheden om at satse på fremragende rødvine ved siden af portvinen, og vi hører om selve det at vokse op i Dourodalen.

Ind i mellem disse kapitler får vi også gennemgået de forskellige portvinstyper og det meste af produktionen fra plantning og beskæring over plukning og presning til lagring og blending. Og endelig følger vi sporadisk tilberedningen og serveringen af nogle meget lokkende gourmet-retter fra forret til portvinsdessert.

Det sidste er sammen med de flotte optagelser med til at gøre filmen meget sanselig til trods for en traditionel opbygning og fortællestil. Der er ikke meget handling, men langt flere direkte interviewsekvenser, hvor det gode portvinsfolk fortæller til kameraet og så afbrydes af stemningsskabende optagelser, der dog ikke altid er afstemt med det sagte. En rød handlingstråd gennem filmen kunne være ønskelig, især hvis den er tiltænkt et større publikum end lige os portvinsnørder.

Jo, filmen er så afgjort en hyldest til Dourofolket, men ikke helt ukritisk, da den også berører et par ømme punkter. Den skal ses for dens formidling af viden og den lange række af kendte som mere ukendte branchefolk. Og den skal ikke mindst ses for de flotte og forførende billeder af vinmarker på stejle skråninger, folk der har travlt med at lave druer til portvin, mørke kældre, store fade og støvende flasker. Og ikke mindst lyset, der glimter i et glas fyldt med dejlig portvin.

Det lokker og drager – både til et besøg i dalen og til en tår at drikke. Det første må vente til sommer. Det andet blev klaret ved at skænke et glas 10 års tawny, mens jeg så filmen.  



Læs mere om filmen og se trailers: http://lifeonthedouro.com/

Besøg For The Love Of Port: http://www.fortheloveofport.com/