En slentretur gennem Portugal

Bogen er tilsendt til anmeldelse fra forlaget

Der slentres meget i Jørn Ørnstrups bog ”Længslernes land – En kulturhistorisk rejse ned gennem Portugal”. Der slentres, stoppes op, lyttes, iagttages, tænkes og fås øje på ting. Der spises og drikkes – der køres i tog og overhøres samtaler. Alle sanser bruges, når forfatteren flanerer rundt i en række byer fra nord til syd i landet.

Titlen referer til en ofte anvendt beskrivelse af Portugal og portugiserne. Som Ørnstrup selv skriver i sit forord:

”Længslen som motiv spiller en central rolle i den portugisiske kultur. Både den historiske længsel efter de gyldne dage, hvor Portugal var et verdensomspændende imperium, såvel som den konkrete længsel – længslen hos portugisere, som mere eller minde frivilligt har levet afskåret fra deres hjemland, er sporbar overalt i landet.”

Længslen dukker da også op med jævne mellemrum som f.eks. i beskrivelsen af fadosangen og hos digteren Pessoa.

Bogen er som turistguider opdelt med farvekoder for hver destination. Der er dog ikke tale om en guidebog, men inspirationslæsning for dem, der ønsker at besøge byerne og få et fint indtryk af stemningen og ikke mindst omtale af et udvalg af seværdigheder og kulturelle oplevelser.

Vi starter i nord helt oppe ved Viana do Castelo og forsætter så sydpå med Braga, Porto, Coimbra, Fátima, Lissabon, Belém, Évora og Albufeira – og med afstikkere til Estoril, Cascais, Sintra og Silves. Et udvalg som repræsenterer en vis bredde størrelsesmæssigt og karaktermæssigt. Den religiøse hovedstad i nord, den gamle universitetsby, pilgrimsmålet, hovedstaden og byerne ud langs vandet samt turismens højborg i Algarve. Man kan måske savne Guimarães, hvor Portugal blev til, og som temamæssigt havde passet fint ind i helheden.

I de enkelte kapitler besøges et lille udvalg af kulturelle attraktioner så som museer, monumenter, kirker, udsigtspunkter, pittoreske kvarterer etc., men også kendte caféer, restauranter og portvinshuse. Oftest giver besøgene anledning til et tilbageblik i landets historie, tanker om kulturen eller løsere associationer til helt andre steder. Et blik på statuen af Henrik Søfareren i Porto fører f.eks. til en fortælling om denne og om navigationsskolen i Sagres. Et besøg på et kloster i Coimbra får forfatteren til at tænke på Beja i Alentejo og ”Breve fra en portugisisk nonne.” Ved et stop ved en aviskiosk på Avenida da Liberdade i Lissabon, fanger en sportsavis opmærksomheden, hvorefter følger et lille portræt af den sorte panter, fodboldspilleren Eusébio.

Bogen veksler altså mellem det deskriptive rejseberetning og det mere reflekterende, når forfatter ”kommer i tanke om noget”. Det betyder også, at der er lidt uundgåelige gentagelser, som når vi hører om nationalskjalden Luiz Camões i både afsnittet om Lissabon under et besøg i Chiado, hvor hans statue står, og i afsnittet om Bélem.

Den associerende stil er ganske fin, men et par enkelte steder går tankerne dog for langt væk fra selve bogens ærinde. Det gælder især togturen ned gennem Alentejo, hvor lidt avislæsning afføder en længere redegørelse for først situationen i Syrien og efterfølgende Sierra Leones historie. Interessant nok, men det har ikke så meget med Portugals kulturhistorie af gøre.

Jørn Ørnstrup er vidende og rejsevant i Portugal, og sproget flyder let, så bogen trods mange historiske referencer er let læselig. Et par enkelte skønhedspletter er nok uundgåelige. Nej, trods sit middelhavsklima strækker Algarve sig ikke langs Middelhavet, som ophører ved Gibraltar. Nej, gæring af druerne til portvin og tilsætning af vinsprit foregår ikke i Vila Nova de Gaia, men oppe i Douro-dalen før vinen transporteres ned.

Sådanne bagateller skal dog ikke afholde mig for at anbefale bogen, hvis man vil blive klogere på noget af Portugals kulturhistorie eller bare har lyst til at rejse med. Den er især illustreret med egne snapshots. Det fungerer, men det kunne selvfølgelig have pyntet, hvis der havde være budget til professionelle fotografier.

Og så skylder jeg slutteligt at tilføje, at bogen indgår i en serie, hvor Ørnstrup også har besøgt og beskrevet lande som Frankrig og Italien, ligesom han tidligere har udgivet bogen ”Forelsket i Lissabon.”

Jørn Ørnstrup: Længslernes land. En kulturhistorisk rejse ned gennem Portugal. Mellemgaard 2020, 222 sider.

WOW – ny attraktion i Porto er åbnet

Yngre med interesse for computerspil vil forbinde forkortelsen WOW med World of Warcraft. Men nu har de tre bogstaver også fået en anden betydning. W for World. O for of. W for Wine.

World of Wine er navnet på The Fladgate Partnerships helt nye og 300.000 m2 store satsning i Vila Nova de Gaia overfor Porto. Stedet er netop åbnet efter flere års byggeri, men desværre i Corona-krisens skygge, få dage efter Portugal kom med på listen over lande uden restriktioner. Jeg havde selv planlagt at besøge stedet inden åbningen, men det må så blive under næste tur til Porto. Men her følger lidt om, hvad man kan se frem til.

I modsætning til de fleste andre besøgscentre i Gaia har World of Wine ikke kun fokus på portvin, men på portugisisk vin i almindelighed og dermed altså også vine fra andre regioner end Douro. WOW byder på forskellige museer, udstillinger, restauranter og vinbarer – lidt i stil med Cité du Vin i Bordeaux, som givet har været en inspirationskilde til projektet.

Lad mig kort omtale nogle af attraktionerne:

Wine Experience fortæller om klimaforhold, terroir og druesorter i Portugals forskellige regioner så som Dão, Bairrada, Vinho Verde, Alentejo, Setúbal og Lisboa for nu at nævne de mest kendte samt ikke at forglemme øerne Madeira og Azorerne. Der er også fokus på fremstillingsmetoder, og gæster vil få mulighed for at bruge deres egne sanser.

Udstillingen Planet Cork er udviklet i samarbejde med den store korkproducent Amorim. Her kan man selvfølgelig lære om korkpropper, men også om de mange andre anvendelsesmuligheder for dette unikke og miljøvenlige naturprodukt (læs mere herom i min omtale af The Cork Book).

Porto Region Across the Ages fortæller om byens historie og kulturhistorie, mens Porto Fashion & Fabric Museum omhandler mode, design og byens tekstilindustri, og The Chocolate Story beskriver chokolade i alle dens facetter.

Endelig bør nævnes The Bridge Collection, som er administrerende direktør for såvel Fladgates som WOW, Adrian Bridges, samling af glas. Samlingen omfatter mere end 1.000 forskellige effekter, spændende fra 7.000 år før Kristus fødsel og frem.

Altså vidt forskellige udstillinger, men dog med en rød tråd relateret til Porto, vin og portvin. Chokolade kan jo nydes til portvin, som drikkes af et glas!

WOW byder også på en vinskole, hvor der kan tages kortere eller længere kurser og uddannelsesforløb – de længere i samarbejdet med Wine & Spirit Education Trust (WSET). Endvidere vil der være et galleri med skiftende kunstudstillinger.

På det centrale torv i WOW er der forskellige caféer, restauranter og vinbaren Angel’s Share - opkaldt efter den andel af portvin og vin, der fordamper til englene, når vinen lagres på fade, som vi kender det fra Gaias portvinshuse.

Da planerne om WOW i sin tid blev lanceret, mødte de også modstand. Ville byggeriet skæmme gode gamle Gaia? Og hvordan med infrastrukturen i Gaia, når et så stort sted åbner? Hvordan med adgangen trafikmæssigt, og vil stedet sluge turister fra de andre selskabers lodges og restauranterne i Gaia?

Det sidste er for tidligt at sige noget om. Ses bort fra under Corona-krisen har turiststrømmen i Porto været stigende år for år, så plads til flere steder er der givet. Men med seks nye museer og ni restauranter, barer og caféer og et deraf følgende behov for et stort antal besøgende for at økonomien balancerer, er der ikke noget at sige til, at andre måske er bekymrede. For et par år siden åbnede Real Companhia Velha f.eks. et portvinsmuseum med restaurant og vinbar, Enoteca 17•56, ikke så langt derfra. Vil de få færre besøgende med det nye tiltag?

Med hensyn til udseende, har jeg som nævnt endnu ikke været på besøg. Men mit indtryk efter at have set planer og fotos – samt ved at studere byggeriet på afstand under mit seneste besøg i februar måned – er, at det er blevet langt bedre, end man kunne have frygtet. Det er det internationale arkitektfirma Broadway Malyan, som har stået for omdannelsen, og der er hovedsageligt tale om nyrenoverede gamle varehuse, så stilen fra Gaia er nogenlunde intakt.

Jeg var også skeptisk, da planerne blev offentliggjort. Men jeg må også indrømme, at jeg glæder mig til at besøge World of Wine, som ligger i Rua do Choupelo lige nedenfor en anden stor Fladgate investering, luksushotellet The Yeatman, og med Offley som nabo.

Portugal må stadig vente

Det kan sikkert undre mange, at Portugal ikke er omfattet af de nye lempelser i Udenrigsministeriets rejsevejledning. Sammen med Sverige er de dermed de eneste lande i Europa, hvor der ikke gives grønt lys den 27. juni, kunne regeringen afsløre i dag.

Årsagen er, at man har besluttet kun at åbne for lande, der har under 20 smittede pr. 100.000 indbyggere pr. uge – og der tages afsæt i de seneste opgjorte registreringer. Her ligger Portugal lige over grænsen med 20,2.

Til gengæld er smittetrykket generelt lavt i Portugal ligesom antallet af dødsfald pr. indbygger er blandt de laveste i Europa. Men hvorfor så flere antal nye tilfælde end andre lande? Er det gået galt under genåbningen?

Nej, det er der intet, der tyder på. Til gengæld har Portugal iværksat en meget intensiv testning for Corona.

”På det seneste har man foretaget meget målrettet testning med det formål at minimere den potentielle smittespredning. Af denne årsag er antallet af nye registrerede tilfælde per indbygger højere end i andre lande. Omvendt er det såkaldte mørketal næsten ikkeeksisterende i Portugal, i modsætning til mange andre lande,” udtaler Stig Sommerfeldt Kaspersen, Turistchef for Portugal i Norden.

Turistchefen understreger, at Portugal har registreret 149 dødsfald per én million indbyggere - mens adskillige andre lande i Sydeuropa ligger langt over 500. I Danmark er der til sammenligning registreret 104 dødsfald per én million indbyggere. Portugal er da også flere steder blevet fremhævet som et foregangsland under Corona-krisen.

I den illustration, som benyttes til at anskue antallet af nye smittede og dermed, hvilke lande der umiddelbart kan åbnes for og hvilke ikke, står der også udtrykkeligt i en note: ”Vær opmærksom på, at tallene kan være påvirket af, at nogle lande tester mere end andre.”

I Portugal er omkring 10 % af indbyggerne blevet testet. Paradoksalt er det altså netop den ihærdige indsats, de portugisiske myndigheder gør, som bevirker, at danskerne på vente lidt længere med at rejse til Portugal end til andre Europæiske lande.

Rejsevejledning vil blive finpudset de kommende dage, og i den forbindelse er Portugals Ambassade i København i kontakt med Udenrigsministeriet.

To gange hattrick til Portugal

I oktober blev Portugal for tredje år i træk kåret som Europas bedste rejsemål ved Danish Travel Awards. Nu har landet scoret endnu et hattrick, idet det netop er blevet kåret som verdens førende rejsemål ligeledes for tredje år i træk. Stort tillykke.

Den nye kåring fandt sted ved rejsebranchens globale Oscar-uddeling, World Travel Awards, den 28. november. Dette års prisoverrækkelse blev afholdt i Oman, hvor Portugal løb med den fornemme titel foran rejsemål som Kenya, Vietnam, Colombia, New Zealand, Maldiverne og Sydafrika.

Portugal besøges hvert år af mere end 21 millioner rejsende fra hele verden. Prisen som verdens førende rejseland var ikke den eneste, landet fik med hjem fra Oman. Endvidere var der priser for Bedste storbyferie-rejsemål (Lissabon), Bedste ø-rejsemål (Madeira) og Bedste attraktion for adventure-segmentet (Paiva Walkways).

World Travel Awards har været afholdt årligt siden 1993 og er skabt for at anerkende og belønne prisværdige præstationer i turismesektoren, og inspirere rejsemål til at sikre høj kvalitet for deres besøgende.

Læs mere her.

Porto og Douro april 2019

Det blev alligevel til en tur langs kajen i Vila Nova de Gaia. Det havde jeg ikke regnet med, men i eftermiddags var der tid til at gå langs floden med alle portvinshusene til den anden side. Det blev også til et par besøg, selv om jeg ikke havde lavet aftaler på forhånd, men et par steder, jeg gerne ville se, blev rundet og efterfulgt af en Prego-sandwich og en fadøl i Ribeira på den anden side af floden og med udsigt til den smukke dobbeltdækkerbro.

Jeg er på researchtur til Porto – eller rettere sagt til Douro-regionen – da jeg skal lave en artikel om bordvin fra Douro DOC til vinbladet Din Vinguide. Derfor har jeg planlagt en række besøg hos gode producenter, hvor der skal beses vinmarker, tales om vin, smages og interviewes.

Turen startede i går med to besøg i Douro Superior – underregionen længst ude, tæt ved grænsen til Spanien. Først besøgte jeg Ferreiras Quinta da Leda sammen med husets winemaker Luis Sottomayor, som afhentede mig på banegåden i Pocinho efter den smukke, men noget langsommelige togtur, som dog klart kan anbefales. Luis er ikke alene ansvarlig for portvinen fra ejeren Sograpes tre store brands, Ferreira, Sandeman og Offley, men også for bordvinene fra Casa Ferreirinha, som især produceres på netop Quinta da Leda. Jeg fik en køretur hele vejen rundt på den store quinta, som ligger smukt i en lille floddal ikke så langt fra Vila Nova de Foz Côa. Vi så også produktionsfaciliteterne, inden vi smagte på en længere række af vine.

Næste stop sidst på eftermiddagen var Quinta do Vale Meão, hvor det ligeledes var winemakeren, som viste rundt. Francisco Olazabal driver stedet sammen med den øvrige familie herunder selvfølgelig sin far Vito Olazabal, som i 1994 overtog quintaen, der i mange år havde leveret til Ferreira. Fem år senere begyndte egenproduktionen, hvorefter alle druer nu bliver til vin under eget navn.

Og, ja. Der er et tæt historisk bånd mellem de to quintaer. Casa Ferreirinhas legendariske rødvin Barca Velha blev nemlig i sin tid produceret på Vale Meão, men efter familien Olazabal overtog vingården, flyttede produktionen til Quinta da Leda.

Efter en rundtur på Vale Meão, en spændende smagning og en god middag efterfulgt af et nats søvn på den flotte quinta, gik turen så tilbage til Porto. Jeg ankom lidt tidligere, end jeg havde regnet med, hvorfor det altså blev til en vandretur på Gaia-siden.

Første besøg var i Real Companhia Velhas nye museum og enotek. En fin historisk udstilling både generelt om Douro-regionen og ikke mindst demarkeringen samt selvfølgelig om husets historie. Undervejs fik jeg også set en sjov romantisk og propagandaagtig film fra 1955. Filmen indledes med glade høstarbejdere, som smilende og syngende, ja nærmest trallende som de syv små dværge, vandrer ud i vinmarken til dagens arbejde. Speakeren fortæller om de stærke mænd og de smukke kvinder, som udfører arbejdet – og som på optagelserne ser ud som om de har det noget så dejligt i deres nystrøgede tøj. Lidt morsomt, hvis man kender til de hårde arbejdsforhold, der herskede på vingårdene – og gør du det ikke det, kan jeg anbefale at læse Miguel Torgas roman, Vindima (Grape Harvest) fra 1945. Men ellers en fin udstilling, som passende kan efterfølges af et besøg ovenpå i vinbaren, hvor der sågar er indrettet et særligt hjørne til de, der elsker at kombinere cigarer og portvin.

Næste stop var hos Vasques de Carvalhos Brand House i Gaia, som ligger på det lille torv ved kirken lige bag Ramos Pinto. Et fint lille og smukt indrettet sted med gårdhave, hvor de skænker prøver på såvel portvin som bordvin.

I morgen søndag skal der skrive og slappes af, inden det mandag morgen går op i Douro-dalen igen til flere besøg.

Alternative seværdigheder i Lissabon

Der findes mange forskellige guidebøger – fra almindelige turistguider over mere dybdegående med fokus på kultur og historie til alternative bøger, der f.eks. omhandler religiøse og okkulte steder.

En nyere og sjov serie er ”111 steder som du skal se”, som allerede omfatter en længere række af destinationer – såvel i Danmark som i resten af verden. Nyligt udkom også bogen om Lissabon med ”usædvanlige steder som alternativer til de kendte attraktioner”. Konceptet er tysk, og bogen om Lissabon er da også skrevet af den tyske forfatter og oversætter Kathleen Becker, som også virker som rejseleder i Lissabon.

Hver af de 111 steder fylder et opslag, en side med en fin lille beskrivelse og en side med et foto og nærmere information om beliggenhed og transport. Og bagerst i bogen er der bykort, hvor alle stederne er markeret, så bogen også er praktisk.

Og nej, det er umiddelbart ikke de kendte seværdigheder, som vi kender fra de gængse turistguider, men et stort blandet udvalg af alternativer, så der er noget for enhver smag. Ok, enkelte af stederne er efterhånden blevet så kendte, at de er med i flere guider. Det gælder f.eks. Dukkehospitalet på Praça da Figueira og spise- og kulturstedet Casa de Alentejo med den maurisk inspirerede indretning og de fine egnsretter.

Andre er vel ikke ligefrem alternativer som Chiado-kvarteret og tyrefægterarenaen Praça dos Touros på Campo Pequeno, ligesom Torre de Belém faktisk er en af byens største turistattraktioner, men her er det til gengæld en sjov lille detalje i form af den slidte næsehornsskulptur på facaden, der begrunder, at den er taget med.

Men ellers er udvalget bredt og interessant og kan give mange gode idéer til oplevelser under fremtidens besøg.

Der er små alternative butikker med brasilianske magiske smykker, kunsthåndværk eller urtete for ikke at tale om isenkræmmeren med de 40.000 metaldimser – en butiksfacade jeg tit har dvælet ved selv og det med stor forundring, for hvad i alverden skal alle de mystiske dimser dog bruges til?

Andre steder er mere til de frilufts- eller motionssøgende. Det gælder en klatrehal, et trampolin-mekka eller den forholdsvis nye cykelrute langs Tejo fra banegården Cais do Sodré til Belém. Og når vi er på vej ud af byen, er der også lokaliteter, som kræver en længere udflugt, f.eks. en sejltur over til Cacilhas og en vandretur langs de gamle graffiti-dekorerede forfaldne pakhuse, forbi et par fiske- og skaldyrsrestauranter til elevatoren op til Almada.

Der er kirker og museer som Conceiçâo Velha kirken, Casa da Achada med billeder af kunstneren Mário Dionísio, Pavillon nr. 31 på byens psykiatriske hospital og det medicinske fakultets anatomiske museum, hvor man kan se hovedet af morderen Diogo Alves, som kastede sine ofre ned fra akvædukten Águas Livres, hvilket H.C. Andersen faktisk skrev om i sin rejsebog ”Et Besøg i Portugal 1866”.

Der er også caféer og restauranter som Café Gelo, Pastelaria Mexicana og Galeto samt en restaurant med slipseudstilling, en kapverdisk dansekantine og et folkekøkken, hvor lokale fra 50 forskellige lande mødes og laver mad sammen.

Mest spændende er dog nok de helt alternative steder som kultur- og beboerhuset Folkebageriet indrettet i et gammelt bageri og blindgyden Pátio de Tronco, som er udsmykket med azulejosportrætter af nationaldigteren Luís de Camões. Eller hvad med hjemløseskabene ved banegården Santa Apolónia, hvor byens hjemløse kan opbevare nogle af deres ejendele samt få leveret post. En idé, som godt kunne tåle udbredelse til andre byer.

For mig var læsningen også en fint gensyn med Campo Mártires da Pátria, som jeg første gang så for et par år siden – dog uden at kende historien bag. På pladsen står en statue af tuberkuloselægen Sousa Martins, som behandlede mange af kvarterets fattige gratis og derfor siden har opnået en slags uofficiel helgenstatus, hvorfor folk den dag i dag placerer takketavler for foden af statuen, hvis de selv eller pårørende er blevet helbredt.

Der er altså tale om inspirerende læsning, som måske nok mest er målrettet de, der allerede har set de mest kendte seværdigheder, eller rejsende, som ikke har lyst til at gå i alle andre turisters fodspor.

En del af stederne kendte jeg som erfaren Lissabonrejsende i forvejen, andre har jeg været forbi uden helt at kende historien bag. Endelig er der også føjet nye idéer til listen over steder, jeg vil besøge under mine næste besøg.

Kathleen Becker: 111 steder som du skal se. Frydenlund 2019, 235 sider.

Historien om Quinta da Boeira

Når vi taler om portvin og quintaer, falder tankerne straks på en af de mange dejlige vingårde i Dourodalen. Quinta da Boeira er anderledes, for ejendommen ligger midt i Vila Nova de Gaia. Alligevel produceres der i dag portvin under navnet Quinta da Boeira, men der er altså tale om et brandnavn opkaldt efter ejendommen i Gaia og ikke en vingård (Single Quinta) i Douro.

Quintaens historie går tilbage til 1850, og dens relation til vin og portvin starter i 1920, hvor den blev købt af en ejer af et portvinsselskab og knyttet til Romariz.
Den nye historie begynder i 1999, hvor 10 venner sammen køber ejendommen. Målet er i første omgang at bevare den gamle smukke hovedbygning, så den ikke ville blive revet ned og erstattet af f.eks. et moderne hotelbyggeri. For det andet er det intentionen at investere i og udvikle stedet til et centrum for kultur, turisme og portvin – det sidste også lidt som en reaktion på den koncentration af ejerskab, der har fundet sted i portvinsbranchen, hvor de fem store (Porto Cruz, Symington Family Estates, The Fladgate Partnership, Sogrape og Sogevinus) ejer en lang række brands og sidder på en stor andel af markedet.

Skridt for skridt er investorerne kommet nærmere målet. Først blev der skabt faciliteter herunder et lille kapel, hvor der kunne holdes events og bryllupper. Dernæst blev selve ejendommen renoveret og bl.a. indrettet med en restaurant. I 2014 fulgte lanceringen af ”verdens største flaske” - en bygning formet som en flaske, som bruges til smagninger og andre arrangementer.

I januar 2017 blev Quinta da Boeira så registreret som portvinsproducent og var dermed klar til lanceringen af en serie af tawny med alder herunder en Very Old Tawny med en gennemsnitsalder på ca. 100 år. Vinene er blended med afsæt i gamle fade opkøbt hos såvel små producenter som Casa do Douro – en metode, som Quinta da Boeira langt fra er ene om. Siden er også udsendt colheitas, Vintage i 2013 og 2015 samt bordvine.

Det næste skridt er igangsat, idet der er ved at blive opført et stort hotel i parken bag hovedbygningen – en stor del dog under jorden. The Oporto Boeira Garden Hotel er planlagt at åbne i 2019 med 119 værelser og fem suiter. Hotellet vil blive udsmykket med kunst, hvorfor Boeira udskrev en konkurrence for portugisiske og internationale kunstnere. De indsendte værker vil efterfølgende blive udstillet på hotellet.

Kunstkonkurrencen er ikke det eneste eksempel på Quinta da Boeiras involvering i kunst og kultur. De ejer en stor samling af gamle skibsmodeller, hvoraf flere er udstillet i besøgscentret. Nogle af dem var faktisk i Danmark sidste år, hvor Boeira stod bag et fremstød på Børsen i København (læs mere her). Et tilsvarende arrangement havde forinden fundet sted i Madrid og først på året fulgte Manchester.

Under et besøg i Porto tidligere på året blev jeg venligt vist rundt og fik en god snak med et par af investorerne, Albino Jorge og Carlos Pinto Ribeiro. Albino Jorge fortalte bl.a., at de ser frem til at få afsluttet hotelbyggeriet. Både for at skabe ro på ejendommen igen, men også for, at de så i højere grad kan koncentrere sig om vin- og portvinsproduktionen. Målet er bl.a. på sigt at erhverve sig en quinta i Douro.

Det blev selvfølgelig også til en lille smagning i selskab med winemaker Helene Teixeira, der fortalte om vinene, som bl.a. omfattede:

20 års Tawny: Rødbrun med lys kant. Duft af tørrede frugter og orange. Mandel og orange i munden, blød og med høj syre, men savner lidt tyngde og kompleksitet.

30 års Tawny: Brun kerne og orange kant, forholdsvis lys. Fin duft af abrikos, appelsinskal, mandel og tørrede frugter. Nødder og tørrede frugter i munden samt lidt honning, sød stil med balanceret med flot syre og friskhed.

40 års Tawny: Mørkere i farven og mere intens. Nødder og tørrede frugter i næsen, intens. Sød med tørrede frugter, nødder og lidt balsamico samt lang hale.

Vintage 2015: Mørk rubin, lille kant. Kraftig bærduft med lidt ribenapræg. Mørke bær, mørk chokolade og krydderier samt kraftige tanniner. Pænt potentiale, men måske lidt enstrenget.

En lystrejse i Portvinsdalen

Adskillige nye bøger om portvin har set dagens lys på det seneste. I Danmark fik vi nyligt den nye og reviderede udgave af Henrik Oldenburgs ”Portvin”, og i Tyskland er Axel Probst udkommet med sin ”Portwein”, som ligger klar til anmeldelse på min reol.

Kan man læse svensk, er der også inspiration at hente i den finsk-svenske sommelier Glenn Sundstedts bog ”Portvinsdalen”, som han netop har udgivet i samarbejde med fotografen Anders Wingren, hvis flotte billeder virkelig gør bogen værd at bladre i. Undertitlen ”En rejse i portvinets värld” er meget sigende for bogen, da der i modsætning til de førnævnte bøger ikke er tale om en grundbog med masser af viden om portvin, men netop en rejse – ja, man fristes til at skrive en lystrejse – med portvin som omdrejningspunkt.

Lidt faktuel viden om portvin er der dog blevet plads til indledningsvis, hvilket vel også er en nødvendig forudsætning for læsningen. Vi skal vide lidt om historien, geografien, druerne, produktionen og portvinstyperne for at være klædt på til rundturen mellem vingårde og portvinshuse i henholdsvis Douro og Vila Nova de Gaia. Dertil kommer, at vi undervejs får serveret gode små tips og faktabokse fx om fado, Douro Bake og den berømte Barca Velha rødvin.

De 30 quintaer eller producenter, som besøges i bogens store midterdel, er af meget forskellig karakter. Glenn Sundstedt oplyser selv, at kriterierne for udvalget har været blandet. Dels er der tale om huse, hvis portvin er tilgængelige i Norden, dels berømte vingårde og dels producenter og quintaer, som han selv synes er særlig interessante – altså en blanding af objektive og subjektive kriterier. Nogen der bør med og andre, som han har besøgt og ikke kan glemme, men også adskillige, som ikke er med.

Stederne er arrangeret alfabetisk, så vi lægger ud med en af de mindre kendte, Alves de Sousa (Gaivosa) og ender hos Taylor´s i Gaia. Undervejs runder vi store portvinshuse som Calem, Graham´s, Cruz, Ramos Pinto og Sandeman, mindre huse og quintaer som Churchill´s, Quevedo, Quinta de la Rosa, Quinta do Vale Dona Maria, Quinta do Sagrado og Quinta do Vesúvio, som parentetisk bemærket er et selvstændigt brand ejet af Symingtons og ikke under Graham´s, som det nævnes et sted i bogen. Endelig besøger vi også vinhuse som Raposeira og Murganheira, der gør det i mousserende vin, og Quinta do Popa, som udelukkende laver Dourovine. Hvert besøg byder på lidt information om produkter og muligheder for vinturisme samt lidt personlige oplevelser og indtryk fra besøget og fra mødet med personligheder som Carlos Flores dos Santos, Tania Branco Oliveira, Oscar Quevedo, Sophia Bergqvist og Jorge Rosas.

Der er kun få og spredte smagenoter, hvilket nogen måske vil beklage, men det er netop ikke bogens ærinde. Bogens målgruppe er ikke specialister og nørder, som i forvejen ved meget om portvin og kender de fleste huse. Den er ikke et leksikalt eller historisk værk om portvin, men en fin og lokkende appetitvækker, der på sanselig vis formidler indtryk og oplevelser i ord og billeder. Dermed er den en god introduktion for nybegyndere og let øvede samt vininteresserede turister. Og er målet at få endnu flere til at have lyst til at rejse til Portugal og selv opleve området, lever bogen fuldt ud op til det.   

Efter præsentationen af de forskellige huse, quintaer og producenter følger lidt omtale af restauranter og hoteller samt en – måske lidt malplaceret – lille afstikker til Madeira. Endelig har konditor Annika Lindroos bidraget med en tekst om mad og portvin, hvorefter der følger lidt opskrifter – bl.a. på forskellige drinks med portvin. 

Alt i alt en dejlig bog at læse og kigge i, men pas på! Den skærper appetitten, så man efter læsning får lyst til et glas, en omgang frisk skaldyr og en flybillet til den næste tur.

Glenn Sundstedt og Anders Wingren: Portvinsdalen. 208 sider. Bogen kan bestilles her.

Besøg forfatterens hjemmeside her. 

Alentejo – en introduktion til vinregionen

Øde vidder, marker med korn eller vin, storgodser og kooperativer, små hvide landsbyer, arkæologiske minder fra romertiden og så en stykke kulturel verdensarv i form af Cante Alentejano. Det er nogle af de ting, som karakteriserer Portugals arealmæssigt største region, Alentejo, som strækker sig syd og øst for Lissabon ned til Algarve og hele vejen ind til Spanien. Alentejo, landet bag Tejo, udgør næsten en tredjedel af Portugals samlede areal, men indbyggermæssigt kun ca. 5 %, så der er langt mellem byerne.

Traditionelt har regionen været udlagt til landbrugsproduktion, hvilket i og for sig stadig gør sig gældende. Flade arealer med marker med hvede, solsikker og majs, oliventræer, korkege og vinranker afløst af mindre byer samt større byer som Portalegre, Évora og Beja, som i sig selv er et besøg værd. Dertil kommer kvægdrift og sortfodssvin, som er en af egnens specialiteter. Husker især en herlig middag på den danskejede vingård Cortes de Cima, hvor kokken, som var ven af huset, havde langtidsbraiseret et sortfodssvin, men de bruges også til forskellige former for petiscos som fx tørrede skinker, presunto. 

Vinmæssigt er det en region, som synes mere international og mere bredt tilgængelig. For det første dyrkes der her flere internationale sorter, og for det andet kan mange vine virke mere oversøiske i stilen på grund af mere varme, sol og betydelige fadlagring. Men modsat er der også producenter, som fastholder de portugisiske sorter, ligesom højderne i nord og ind mod Spanien (især underregionen Portalegre) giver et køligere klima end på de store flade vidder.

Der produceres især rødvin, men marker ved kysten og i højderne giver gode betingelser for hvide druer også. Af dominerede sorter kan nævnes Antão Vaz, Roupeiro, Arinto, Verdelho og Alvarinho blandt de hvide, og for de røde sorter er det især Aragonês (alias Tinta Roriz i Douro og Tempranillo i Spanien), Trincadeira, Alicante Bouschet, Alfrocheiro, Touriga Nacional, Castelão, Cabernet Sauvignon og Syrah, som gør sig gældende. Størstedelen af vinene er blends, men der laves også forskellige enkeltdruevine, som fx hos førnævnte Cortes de Cima, som jeg besøgte for nogle år siden for at skrive en reportage til Vinbladet.

Før Alentejo opnåede sin DOC-status var flere af underregionerne demarkerede. Dem er der 8 af: Portalegre, Borba, Redondo, Évora, Reguengos, Granja-Amareleja, Moura og Vidigueira. Godt halvdelen af de ca. 22.000 ha plantet med vin lanceres som DOC og resten som Vinho Regional.

I den næste tid vil jeg præsentere en række producenter fra Alentejo. Indledningsvis kan jeg henvise til et par, som jeg allerede har skrevet om og prøvesmagt, nemlig Herdade do Rocim og Monte da Penha, som begge blev omtalt i forbindelse med præsentationen af sammenslutningen D´Uva. 

Begge producenter samt den spændende Susana Esteban (billedet) blev endvidere omtalt i min artikel ”Kvinder og vin i Portugal” i Vinbladet.

De sidste dage i Porto

Ferien er for længst slut, men her følger dog lidt noter fra de sidste dage i Porto, som – ses bort fra et enkelt besøg – blev brugt til andet end portvin.

Det blev til et besøg i São Francisco kirken midt i Porto, tæt ved den gamle børsbygning. Jeg er gået forbi kirken adskillige gange bl.a. i optog med portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, men havde endnu ikke været indenfor. Udefra syner den gotiske kirke ikke af så meget. Stor, gammel og mørk, men indenfor åbenbarer der sig et fantastisk syn af guld og marmor. Franciskanerordenen etablerede sig i Porto omkring år 1223, og kirken blev opført i årene 1383 til 1425. Kirkerummet byder på en lang række altre, skulpturer, træskærerarbejder etc., som i deres ekstravaganthed vidner om de enorme rigdomme, ordenen fik skrabet sammen. I det tilstødende palæ er der møderum for ordenen på overetagen og krypt med gravpladser i kælderen samt et museum med skiftende udstillinger.

Efter besøget tog vi den ene af de gamle sporvognsruter, som gennemskærer byen. Endestationen er lige nedenfor kirken på Rua do Infante D. Henrique, hvorfra sporvognen bumler hele vejen langs Douro ud til Foz, hvor vi nød en gang grillede sardiner på en lille tasca.

Det blev også til et enkelt museumsbesøg, idet vi besøgte det moderne kunstmuseum, Museu Serralves. Museet viser udelukkende skiftende udstillinger, og vi oplevede bl.a. italienske Giorgio Griffa og portugisiske Silvestre Pestana samt nogle morsomme installationer af britiske Liam Gillick (fotoet ovenfor). Efterfølgende så vi på skulpturer i den smukke park.

Endvidere tog vi på en af de meget populære sejlture under de seks broer herunder den gamle jernbanebro, Maria Pia, som dog ikke længere er i brug. Det er den – og netop ikke den mere kendte dobbeltdækkerbro, Dom Luis I, som er konstrueret af Gustavo Eiffel, selv om sidstnævnte tydeligt er inspireret af samme.

Fado skal efter min mening nydes i Lissabon, men vi prøvede lykken på en lille restaurant, som reklamerede med fado. Der var tale om amatørfado, Fado amador, hvor det var servitricen, tjeneren og kokken, der sang. Ikke den store musikalske oplevelse, men fin stemning med mad, drikke, guitarspil og sang.

Et lille portvinsbesøg mere blev det dog også til. Vi besøgte Graham´s, hvor vi fik den obligatoriske rundvisning, og turen gik bl.a. gik fordi de gamle fade, som Andrew James Symington købte og satte til side for at fejre sin ankomst til Porto i 1882. Det ene af de tre fade blev sidste år brugt til fremstilling af den eksklusive gamle portvin, Ne Oublie, som jeg var så heldig at smage, da den blev lanceret i Danmark, hvilket jeg skrev om i sin tid i Vinbladet.

Rundturen blev efterfulgt af en lille smagning, hvor vi smagte følgende vine:

Graham´s Six Grapes: Mørk ruby med lille kant. Duft af hyldebær og andre mørke bær. Fin struktur, men enkel og ukompliceret. Et fint ligefremt glas ruby, der sammen med andre i samme kategori vidner om, at der faktisk er god value for money at hente blandt Reserva´er.

Malvedos Vintage 2004: Mørk ruby med rødbrun kant. Duft af hyldebær, solbær, måske lidt vel ribenaagtig. Blød og velsmagende med bløde tanniner. Et dejligt og overraskende modnet glas, hvilket skyldes, at der jo ikke er tale om et stort vintageår.

10 års Tawny: Mørk mahogni med orange kant. Karamelnoter, men også lidt frugtpræg. Ikke blandt mine favoritter, hvad angår 10 års.

20 års Tawny: Orange og gylden med dejlig duft af orange og mandel. Mere fadkarakter, men samtidig elegant, fin og blød og med en lang, flot eftersmag.

Punktummet for turen, hvad angår smagning af vin, var dog ikke dermed sat, da vi også besøgte vinbaren The Wine Box lige ved indgangen til tunnelen et par gange. Her smagte vi bl.a. Ramos Pinto Duas Quintas i hvid og rød, Burmesters Touriga Nacional, Esporão Reserva Tinto og rødvin fra Herdade do Rocim. 

Minho og Douro

Vi forlod Porto i går morges for i en lejet bil at tage på firedags udflugt. Først gik det nordpå mod Braga, hvor vi gjorde holdt ved det spektakulære valfartssted Bom Jesus do Monte lidt uden for byen. Stedet er kendt for den særprægede lange trappe, der leder op til kirken øverst. Her er der på afsatser små kapeller, der fortæller Jesu lidelseshistorie, samt altre, statuer og fontæner, og øverst bag kirken er der et lille parkområde, som bruges til udflugtsmål om søndagen.

Derfra gik turen mod øst ind mod naturparken Gerés ved bjerget af samme navn. Efter et stop på en lille lokal restaurant, hvor vi nød en fin omgang bacalhau med vinho verde og kaffe til den rørende pris af 11 euro per person, indlogerede vi os på en pousada i Canicada for at dyrke lidt afslapning. 

En lille tur ned til de kunstige søer, som er fremkommet i forbindelse med opdæmning af nogle af floderne, der gennemskærer Minho, blev det dog til.  Vi fik også set adskillige vinmarker her i Vinho Verde land, men det blev dog ikke til besøg denne gang.

Dagen efter gik det sydpå og så mod øst, gennem den nye lange tunnel under Marão-bjerget som adskiller Minho fra Douro. Ved Regua tog vi vejen langs Douro med udsigt til stejle skråninger med rækker af vin og hvide quintaer. Vi krydsede floden i Pinhão for at køre lidt tilbage på højre bred, da vores opholdssted de næste par dage er Chanceleiros – en herlig oase, som jeg kan vende tilbage til gang på gang. Også her vil der bliver tid til afslapning, da det jo er ferie. Men der er selvfølgelig også planlagt nogle besøg på Quintaer med rundvisning og smagning.

Gensyn med São João

Lyden er straks genkendelig. Nedenfor på gaden er et diskotek ved at varme op til nattens fest. Henne på hjørnet står en af de utallige sælgere med et stort arsenal af kulørte plastikhamre, som udsender deres pibende lyd, når den rammer forbipasserende oven på hovedet. Andre steder tilbydes der kager, urtepotter med basilikum, hvidløgsblomster og små vers. På grillen syder de første sardiner, og de første ølsælgere står klar med deres baljer med is og flasker. Varmluftballoner stiger til vejrs og vedbliver at svæve over byen hele natten.

Porto er i feststemning. Det er aftenen for Säo João, byens elskede helgen, som fejres helt anderledes end vores tilsvarende Sankt Hans. Hele centrum er en stor fest, hvor vi bevæger os rundt tæt i vrimlen og kæmper os vej ned mod Douro for at overvære det store fyrværkeri ved midnatstid. Her står vi tæt, men det er umagen værd. Et flot fyrværkeri til rocktoner fra bl.a. AC/DC, Pink Floyd og Queen.

Aftenen blev indledt med god solid og traditionel portugisisk middag på Brasão Cervejaria tæt ved byens rådhus i selskab med bl.a. Carlos Flores fra Andresen og Alvaro van Zeller fra Maynards. Her fik vi efter en omgang herlig petiscos husets specialitet francesinha – en varm sandwich med skinke, pølse, steak, brød og smeltet ost i krydret tomatsauce – og dertil en god fadøl.

Derefter stod det så på slag oven i hovedet af de mange plastichamre og ønsket om en god São João, et par enkelte kolde fadøl og musik fra de mange dansesteder rundt om på gaderne. Og, ja festen fortsatte til den lyse morgen – dog ikke for mit vedkommende.

Jeg er på en kort tur til Porto i selskab med venner fra The Vintage Port Club, hvorfor hovedformålet da også har med portvin at gøre. I dag skal vi besøge Taylors nyrenoverede besøgscenter og i eftermiddag ud at sejle i forbindelse med den store regatta for de gamle portvinsbåde. I morgen følger så endnu et besøg og en smagning og ceremonien og festmiddagen i Confraria do Vinho do Porto.

Ny guidebog om Lissabon

”Fadistas – en rundtur i fadoens topografi”. Sådan hedder mit bidrag til den nye guidebog Lissabon, som udkom i april i serien vide verden fra Aarhus Universitetsforlag – en guideserie, som jeg selv har nydt at læse før, under og efter rejser, da de både er skrevet med fascination for emnet og samtidig kommet et lag dybere end de almindelige turistguider formår.

Kapitlet, som er et ud af 13 i bogen, giver en rundtur til nogle af de steder, som har betydning for fadoen såvel historisk som i dag. Det gælder f.eks. Rua do Capelão i Mouraria, hvor legenden Severa boede, og som i dag undergår en tiltrængt ansigtsløftning, fadomuseet samt selvfølgelig kvartererne Alfama og Bairro Alto, som byder på den største koncentration af faderestauranter. Foruden Severa møder vi fadosangere som Amália, Argentina Santos, Carlos do Carmo, Helder Moutinho, Aldina Duarte og mange flere.

Kapitler fortæller både om fadoen som genre og om dens opståen og udvikling, og den giver et portræt af, hvor og hvordan den udleves i dagens Lissabon – på samme måde som andre skribenter i bogen forener det historiske og det informative og det med et personligt præg.   

Da jeg jo selv er medforfatter til bogen, vil jeg naturligvis afstå for at anmelde den her. Men jeg kan citere forlagets tekst, som giver et lille indtryk af, hvad man ellers kan læse om i bogen, og samtidig se, hvem der ellers bidrager:

”12 forfattere. 13 passioner. Få hjemve med Mia Degner. Mærk byens vibe med Jens Lysdal. Få fodboldfeber med Niels Christian Frederiksen. Syng fadoer med Bjarne Mouridsen. Gå digternes veje med Dan Ringgaard. Oplev revolutionen med Eva Henningsen. Slå følge med H.C. Andersen og Henrik Wivel. Sæt søfarernes sejl med Jørn Ørnstrup. Find din yndlingscafé med Kurt Hollesen. Bliv beruset med Søren Markers. Eksponér dig for Expo med Morten Gliemann. Kig på kakler med Søren Markers. Træd indenfor med Karen Fastrup.”

Fotoet nedenfor, som er anvendt i bogen, har jeg selv taget under et besøg i Lissabon i forbindelse med min research til bogen. Her giver Christina Branco en lille koncert i forbindelse med ferniseringen på en kunstudstilling med maleren Júlio Pomar på Museu do Fado. 

Dourodalen på tysk

Der findes turistguider, og der findes bøger om vin, men færre der kombinerer begge. Taler vi om portvin, indeholder to af de væsentligste værker – Henrik Oldenburgs ”Portvin” og Richard Maysons ”Port and the Douro” – begge et lille appendix med rejsetips, men så er det også det. Og modsat har rejsebøger om Portugal gerne et lille overfladisk afsnit om vin og portvin.

For et par år siden udsendte den portugisiske vinskribent Maria João de Almeida bogen ”Guide to Wine Tourism”, som også var forbi portvinens land, og nu er der for de tyskkyndige kommet en lille bog for portvinsglade turister i Dourodalen.

Bogen heder kort og godt ”Das Douro-Tal” og er skrevet af Christopher Pfaff, der arbejder sammen med Axel Probst om portvinssiden World of Port. Sidstnævnte er ved at skrive en bog om portvin for det tyske marked, mens Christopher Pfaff altså har valgt at koncentrere sig om den turistmæssige side af sagen. Og det gør han på glimrende vis, da bogen fint kombinerer det faktuelle og oplysende med de mere personlige indtryk. I mange afsnit er det således tydeligt, at han har rejst flittigt i dalen og skriver ud fra egne oplevelser og erfaringer.

Bogen er ikke tynget af historie – hverken om portvin eller de enkelte byer og vingårde. Men efter en kort introduktion i form af en reportage fra et besøg på Quinta da Marrocos følger et lille historisk afsnit, som især omhandler fortællingen om Baron Forrester og Dona Antonia Adelaide Ferreira og førstnævntes død, da deres båd kæntrede ved Cacháo de Valeira – strømfaldet, som for længst er blevet tæmmet af opdæmningen. Men hvorfor nu lige den historie? Jo, Baron Forrester var på sin vis en pioner, hvad angår vinturismen i området, da han jo lavede det kendte kort over Dourodalen med angivelse af vingårde mv. Og legendariske Dona Antonia var ikke bare ejer af en lang række af de mest kendte quintaer som Vargellas, Vesuvio og Vale Meao, men investerede også en del af sin rigdom i udviklingen af infrastrukturen i den ellers svært tilgængelige dal.

Efter det indledende afsnit, som også omtaler quintaernes indretning, de forskellige typer portvin (hvor jeg dog savner en omtale af Single Quinta Vintage, selv om det indrømmet ikke er en særlig kategori) og maden på egnen, følger så den egentlige guidedel logisk opdelt i de tre underregioner Baixo Corgo, Cima Corgo og Douro Superior.

Guiden besøger såvel byer som quintaer og indeholder desuden information om hoteller og restauranter. Alle stop undervejs har en fin lille omtale samt de nødvendige fakta, ligesom det lille handy format gør bogen brugbar på rejsen. Et stort savn, hvis bogen skal bruges som rejsefører, er dog et ordentligt oversigtskort med angivelse af de vigtigste byer, quintaer og veje. Det lille kort først i bogen er ikke brugbart i den henseende. 

Udvalget af quintaer kan selvfølgelig altid diskuteres. Det omfatter såvel quintaer med offentlig adgang og besøgscentre som quintaer, hvor man kun kan komme, hvis man har en særlig aftale. Men en del af de sidstnævnte (fx Vargellas og Vesuvio) er nu stadig seværdige, selv om man ikke kommer indenfor. Der er selvfølgelig et par enkelte steder, som jeg personligt savner. Det gælder fx Quinta do Infantado og Quinta do Bom Retiro, men objektivt set kan udvalget sådan set ikke klandres.

Bogen afsluttes med et praktisk kapitel med information og gode tip vedrørende transport (bil, tog eller båd), vejr, sprog og andre fritidsaktiviteter samt endelig en kapitel om portvinsbyerne Porto og Gaia. Afsnittet om Porto og Gaia giver et lille indblik i de forskellige bydele, men fokuserer naturligvis primært på portvinshusene, hvor især Sandeman, Ramos Pinto og Graham´s fremhæves som et besøg værd. Der er også en kort liste over hoteller og restauranter, men især hvad det sidste angår, kunne tilføjes mange andre gode steder. Ligeledes ville det måske have været rart med enkelte tip til andre seværdigheder som fx nogle af byens spændende museer.

Som rejsefører for den portvinsinteresserede turist giver guiden et fint overblik og en række gode idéer til besøg. Det gælder også denne læser, som fik føjet endnu et par quintaer til listen over fremtidige besøgsmuligheder. Vil man så fordybe sig i portvinen må man søge til andre kilder, ligesom øvrig turistinformation findes andetsteds. Men det kan man vel næppe klandre forfatteren for, da det jo netop ikke har været målet med bogen. For tyskkyndige portvinsentusiaster, kan bogen helt sikkert varmt anbefales. 

Christopher Pfaff: “Das Douro-Tal. Unterwegs zum Welterbe und den schönsten Weingütern”. BoD 2016, 196 sider.

Bogen kan købes som book on demand her 

Mit andet hjemland i nyt oplag

For snart seks år siden besluttede jeg mig for, at jeg gerne ville udgive en bog om Portugal og især om portugisisk kultur. Som journalist havde jeg beskæftiget mig en del med emnet, lavet reportager til Danmarks Radio og skrevet artikler for aviser og magasiner. Men jeg havde også en del aldrig publiceret materiale liggende – såvel næsten færdige artikler som løse skitser – ligesom jeg havde friske idéer.

Foruden at udbrede kendskabet til portugisisk kultur skulle bogen forsøge at besvare det spørgsmål, jeg så ofte fik stillet. Hvad det dog lige er ved Portugal, der får mig til at rejse derned igen og igen? Derfor skulle der også være tale om mere personlige beretninger og en tilgang, hvor jeg investerede min egen fascination af landet og heriblandt ikke mindst af digteren Fernando Pessoa, af fadoens univers og af den dejlige portvin – tre emner, som har været med til at udvikle mit forhold til landet, og som jeg gennem årene har forsøgt at gøre mig til specialist i.

Jeg gennemskrev derfor nogle af teksterne og skrev en form for programerklæring, som siden i forkortet version blev til bogens forord. Og så indgik jeg et samarbejde med Forlaget Ørby, som jeg i forvejen kendte lidt til. Det drives af den herboende portugiser Jorge Brage, som gennem en del år har sendt bøger på markedet – oftest oversættelser af portugisisk litteratur herunder ikke mindst af Agustina Bessa-Luís.

Resultatet udkom i 2011 i form af bogen “Mit andet hjemland – Rejser i Portugals kultur”, som har været udsolgt i et par år. Derfor er jeg meget glad for, at den nu genudgives i andet oplag. Samtidig er formatet ændret en smule, og der er kommet nyt omslag med flapper, hvilket gør den lidt mere indbydende.

Bogen fik i sin tid en udmærket lektorudtale, hvor det bl.a. hed:

“Fortrinlig rejse- og reportagebog med udvalgte temaer om Portugals kultur, identitet og steder… God personlig essaybog om Portugal med vægt på især Lissabons særlige charme og kultur.”

Det sker da også med mellemrum, at jeg gennem de sociale medier får en henvendelse fra folk, som skriver, at de har læst min bog og gjort brug af den på en rejse til Portugal. Det varmer selvfølgelig altid, når nogen har glæde at noget, man har skrevet. Men det varmer ekstra, da det jo netop var målet med bogen fra starten. Den skulle ikke konkurrere med almindelige guidebøger, men henvende sig til kulturinteresserede rejsende, som gerne vil vide lidt mere. Den skulle give læserne lyst til at opsøge de samme steder og stifte bekendtskab med den portugisiske kultur.

Det nye oplag udkommer nu den 13. februar, hvilket markeres i boghandelen Ræven og Pindsvinet, Vesterbrogade 176 på Frederiksberg, hvor jeg vil fortælle om Portugal og om bogen. Så hvis du har lyst til at høre mere om Portugal og om, hvad der fascinere mig ved landet, skal du være velkommen på lørdag fra kl. 11.

Bogen vil kunne fås gennem boghandlere og netboghandlere og kan i øvrigt allerede nu bestilles via forlaget.

H.C. Andersen turisme i Portugal

Rejse i H.C. Andersens fodspor i Portugal, kreativ skriveworkshop og seminar om eventyr-terapi med bl.a. den danske digter på programmet. Det er nogle af de tilbud, som en nyt portugisisk rejsebureau med fokus på kulturrejser tilbyder her i det nye år. Moonluza hedder bureauet, som nu prøver at skabe oplevelser med afsæt i H.C. Andersen.

Den danske digter besøgte Portugal i 1866 og udgav to år senere den glimrende rejsebog, ”Et Besøg i Portugal 1866”, hvor han fortæller om den i alt godt syv måneder lange rejse. Andersen var inviteret af Jorge O´Neill, der som barn havde boet i Danmark, da faderens var landets konsul. Invitationen blev gentaget flere gange, inden den nu aldrende digter indvilligede. Under opholdet boede han hos Jorge på landstedet Quinta do Pinheiro lige uden for Lissabon. I dag er ejendommen opslugt af storbyen og udgør faktisk en den af den amerikanske ambassade. Endvidere opholdt han sig hos Jorges brødre i Setubal og Sintra og tog på udflugter til Coimbra og Aveiro. Men læs selv bogen eller læs om den i min egen bog, ”Mit andet Hjemland”, hvor jeg selv har rejst i Andersens fodspor.

Det indbyder det nye bureau altså også til. Turen finder sted i påsken, nærmere bestemt fra den 1.-7. april og bringer deltagerne til de nævnte byer. Undervejs hører man om Andersens rejse og stifter bekendtskab med Portugals kultur.   

Indehaveren af bureauet, Adriana Jurczyk Duarte, fortæller:

”Lige siden jeg læste H.C. Andersens bog om hans rejse i Portugal i 1866, har jeg ment, at den kunne være en fantastisk inspirationskilde til et kultur- og turismeprojekt. Og nu, hvor jeg har åbnet mit eget selskab, kan drømmen gå i opfyldelse.”

”Turen er en kulturrejse med H.C. Andersen som guide, lidt som at besøge Portugal og se landet gennem hans øjne. Undervejs vil deltagerne få nærmere information om Andersens rejse i 1866,” siger Adriana Jurczyk Duarte.

Inden turen i april gøder Moonluza interessen for Andersen og eventyrgenren med et internationalt seminar om ”Fairy-tale Therapy” den 10.-13. marts i Sintra. Byen er med sine paladser og flotte haver en hel eventyrfortælling i sig selv, hvorfor Andersen da også kaldte byen for paradisisk. Ved seminaret vil der være en lang række foredrag og oplæg ved internationale forskere herunder danske Johs. Nørregaard Frandsen og Jacob Bøggild fra H.C. Andersen Centret ved Syddansk Universitet i Odense. De to danske forskere vil tale om henholdsvis ”Hans Christian Andersen’s fairytales as a mirror of existential breaks and continuity” og ”Hans Christian Andersen’s “The Story of a Mother”: Death as therapist, Death as Teiresias”.

Dansk forskning i H.C. Andersen og portugisisk interesse vakt gennem den gamle rejsebog går altså hånd i hånd hos Moonluza. Bureauet har endvidere arrangeret kulturrejser og seminarer med fokus på azulejos, de karakteristiske portugisiske fliser, skriveseminarer i Sintra og et møde mellem fadomusik og skotsk traditionel dans.

Læs mere på Moonluza´s hjemmeside