Asterix i Lusitanien

 

Anmeldereksemplar tilsendt fra forlaget

 

Den lille gæve galler Asterix og hans tro følgesvend Obelix har efterhånden rejst mange steder i verden. Egypten, Spanien, Grækenland, Amerika og Storbritannien for at nævne en håndfuld. Nu er de på rejse igen og denne gang til Lusitanien – det gamle navn for Portugal.

Da jeg så det nye Asterix-album foromtalt vakte det selvfølgelig min nysgerrighed. For det første har jeg i mine yngre dage læst mange tegneserier og har stadig en forkærlighed for dem, hvad enten vi taler om humoristiske, kulørte album eller mere alvorlige graphic novels. For det andet var jeg spændt på at se, hvilke historiske, kulturelle og sproglige referencer albummet på vanlig vis ville have med. Og, lad det være sagt med det samme, hvad det sidste angår blev jeg ikke skuffet.

Asterix blev skabt i 1959 af tekstforfatteren René Goscinny og tegneren Albert Uderzo og dukkede op første gang i det fransk-belgiske tegneserieblad Pilote. Siden fulgte en lang række albumudgivelser, som også udkom i Danmark fra og med 1969. Efter Goscinnys død i 1977 stod Uderzo også for teksten, men siden overtog andre tegnere og manuskriptforfattere serien. Det nye album, som er nummer 41 i rækken i Danmark, er således tegnet af Didier Conrad og har tekst af Fabcaro.

Nok tegneseriehistorie og da persongalleriet og den historiske tidsramme sikkert er velkendt af de fleste, skal det nu gælde det nye album.

Lusitanien er det gamle romerske navn for en provins, som nogenlunde svarer til det nuværende Portugal. Folket, der levede der, blev benævnt lusitanere. Men navnet forsvandt ikke med romerne. Således hedder Portugals mest berømte episke digt skrevet af Luis Vaz de Camões ”Os Lusíados”, ligesom der tales om lusofoni som et fælles kulturelt og sprogligt træk ved de portugisisk talende lande i verden.

Afsættet for historien er, at en lusitaner ankommer til gallerbyen ombord et fønikisk handelsskib. Han fortæller, at hans gode ven, garum-producenten Minustres, er arresteret og anklaget for at have forsøgt at forgifte selveste Cæsar. Men som han udtrykker det: ”Det ligner en konspiração”.

Allerede her dukker de første referencer op. Portugal var vitterligt den gang berømt for den fermenterede fiskesauce garum, som blev fremstillet og bl.a. eksporteret til Rom. Besøger man f.eks. Casa dos Bicos i Lissabon kan man se arkæologiske udgravninger fra gammel garum-produktion. Den sproglige finurlighed med at sætte et ”ção” (c udtales her som s) i enden på ord er gennemgående i albummet. Sprogligt stammer endelsen fra latin, og den benyttes flittigt i nutidens portugisisk. Andre eksempler herpå i albummet er fascinação, restauração, recepção og pakkenellike-revolução – sidstnævnte altså ovenikøbet men henvisning til Nellikerevolution i 1974. Endelsen er i øvrigt ikke den eneste sproglige reference, idet Asterix på et tidspunkt omtales som Asterixinho med den typiske portugisiske diminutiv-endelse ”inho” for lille.

Lusitaneren beder gallerne om hjælp til at befri Minustres, inden han skal kastes for løverne, og ikke overraskende bevæger Asterix, Obelix og hunden Idéfix sig afsted mod Lusitaniens hovedstad Olisipo – det gamle romerske navn for Lissabon.

Derefter går det så over stok og sten med handlingsmønstre kendt fra de mange Asterix-albums. Undervejs på sørejsen til Lusitanien møder vores venner de vanlige sørøvere, ligesom en del romerske legionærer skal bekæmpes undervejs – for Asterixes vedkommende ved hjælp af trylledrik, mens Obelix som bekendt faldt i gryden som barn.

De portugisiske referencer er mange. Vi møder hanen fra Barcelos, de berømte små brosten fra fortovene, keramikhandlere, sporvogn nr. 18, karaveller og fadosang, som gør tilhørerne triste, og som selvfølgelig bliver sunget af Amalia. Vi hører om oprørslederen Viriathus og kulinariske specialiteter som bacalhäo (Obelix foretrækker selvfølgelig vildsvin frem for klipfisk), carne de porco à alentejana, pasteis de nata, vinho verde og portvin, der omtales som ”vin fra Portus Cale, som er lavet på druer fra Douro-dalen.”

Alt ender selvfølgelig hvor det plejer. Minustres bliver befriet, hvorefter Asterix og Obelix kan drage hjem til en fortjent vildsvinefest om det runde bord, mens Trubadurix selvfølgelig er bundet og bastet til et træ og har bind for munden.

Slutteligt kan jeg da lige tilføje, at portugisiske kokke i dag har genopdaget brugen af garum, så rejsende kan selv få mulighed for at smage det gamle produkt, hvilket selvfølgelig også gælder de andre omtalte portugisiske specialiteter.

 

Asterix i Lusitanien er udkommet på forlaget Cobolt.

Mit andet hjemland som e-bog

 

Det er nu snart 14 år siden, at min bog ”Mit andet hjemland – Rejser i Portugals kultur” udkom første gang. Nu er den genudgivet som e-publikation.

Jeg havde puslet med idéen i en del år forinden. Jeg ønskede at forklare, hvorfor jeg havde kastet mit kærlighed på Portugal og rejste derned gang på gang. Men jeg havde efterhånden også i kraft at mit virke som journalist fået samlet en del tekster om portugisisk kultur, som jeg gerne ville give et længere liv end dagspressens flygtige.

Det lille Ørbys Forlag ved nu afdøde Jorge Braga sagde ja til at udgive bogen efter at have fået tilsendt et par prøvekapitler. Efter nogle års fælles arbejde udkom bogen så i 2011, og da det lille førsteoplag nåede at blive udsolgt, udkom andet oplag i 2016.

Bogens kapitler omhandler bl.a. søfartsnationen, fadosang, portvin og vin, digteren Fernando Pessoa og andre forfattere, H.C. Andersens rejse til Portugal, fodboldklubben Benfica, billedkunstneren Júlio Pomar samt andre kulturelle og historiske emner. Dertil kommer nogle mere personlige essays, der fortæller om min kærlighed til Portugal.

Bogen høstede  sin tid en ganske fin lektørudtalelse, hvor konklusionen lød: ”God personlig essaybog om Portugal med vægt på især Lissabons særlige charme og kultur.”

Siden er forlaget desværre ophørt, og bogen har ikke kunnet fås. Men det kan den altså nu, da den netop er udkommet som ebog, udgivet af Saga Egmont. Det er jeg selvfølgelig glad for, da jeg har fået en del forespørgsler på den gennem årene.

Mit andet hjemland kan købes hos diverse netboghandlere som Saxo og William Dam.

N.R.P. Sagres i Esbjerg

 

I disse dage besøger det internationale sejlskibs event, Tall Ships Races, havnen i Esbjerg. De deltagende sejlskibe fra 17 forskellige lande har været på en rundtur fra Le Havre i Frankrig over Dunkerque, Aberdeen og Kristiansand til målet i Esbjerg, hvor der i går var optog med besætningerne rund om i byens gader og præmieoverrækkelse på torvet.

Foruden de sejlbåde – store som små – der deltog i sejladsen, var der også andre flotte sejlskibe i havnen. Et af dem var det portugisiske N.R.P. Sagres, som tilhører søværnet og bruges som skoleskib til officersskolens kadetter. Det imponerende flotte skib kom sejlende direkte fra Lissabon, hvor det er hjemhørende i flådebasen Alfeita på sydsiden af Tejo-floden. Herfra sejler det ud på togter med den unge kadetaspiranter ombord, som et led i deres uddannelse.

Lige nu er skibet altså i Esbjerg, hvor der i går aftes blev afholdt reception og middag ombord på invitation fra skibets kaptajn José Sousa Luis og Portugal ambassadør i Danmark João Maria Cabral – et event, jeg selvfølgelig deltog i med glæde.

Først fik vi lov til at gå rundt på dækket, hvorefter der blev serveret velkomst drink, vin, Moscatel de Douro, portvin og kolde øl – selvfølgelig af mærket Sagres, når nu skibet bærer samme navn. Dertil fik vi serveret diverse petiscos, skinke, ost, frugt og Bacalhau à Brás, som efter sigende skulle være fodboldikonet Cristiano Ronaldos favoritret.

N.R.P. Sagres er fra 1937 og er et ud af flere søsterskibe, som blev bygget af Blohm & Voss i Hamburg for den tyske krigsmarine. Efter 2. verdenskrig var skibet ejet af U.S.A., som i 1948 solgte det til den brasilianske flåde. I 1961 overtog Portugals flåde så ejerskabet og etablerede det som skoleskib. Af type er det en såkaldt bark, som betegner et tre til fem masters fartøj. Sagres er 89 meter langt og har tre master.

Under besøget fik vi en god snak med løjtnant Joana Costa, som arbejder på kadetskolen. Hun fortalte om livet ombord på skibet, og hvordan det blev brugt i uddannelsesforløbet.

Uden jeg på nogen måde er kyndig ud i sejlads, kan man ikke andet end blive imponeret over så smukt et skib, og det var en stor oplevelse af være på besøg. Og nej, det var selvfølgelig ikke det eneste af de mange sejlskibe, som var værd at beundre i havnen i Esbjerg.

Sommeraftener med fado

Årets sommerferie gik til Portugal. Vi startede og sluttede i Lissabon og var i mellemtiden på en lille rundtur med overnatning i Évora og Coimbra samt vingårdsbesøg i såvel Alentejo som Dão. Herom vil der blive berettet på min vinblog, Vin med Mouridsen.

Turen bød også på hele fem aftener med fado. Først en koncert i Coimbra, hvor vi blev præsenteret for byens særlige fadostil, som er tæt knyttet til byens universitet og primært synges af mandlige sangere i – hvad man vel kan kalde – en form for serenadestil. Der findes flere fadorestauranter rundt om i den gamle bydel.

Tilbage i Lissabon hørte vi fado fire aftener i træk. Vi startede og sluttede med amatørfado på A Tasco do Chico. Den lille bar ligger i Rua do Diário de Notícias i Bairro Alto. Her er der altid god stemning og en herlig duft af grillede chouricopølser. Men stedet er også meget besøgt, så der hurtigt opstår kø om at komme indenfor i de trænge lokaler, hvor alle vægge prydes af fotos af indehaveren i selskab med diverse fadosangere heriblandt store stjerne som Mariza og Ana Moura.

De to andre aftener var med professionel fado leveret i de vanlige pauser i spisningen. Først hos Maria da Mouraria i Mouraria-kvarteret lige bag Martim Moniz pladsen. Restauranten er indrettet i huset, hvor den første fadostjerne Maria Severa boede i 1800-tallet. Restaureringen af stedet blev udført med støtte fra bystyret og hjælp fra fadomuseet og ledes kunstnerisk af fadosangeren Helder Moutinho, som også selv synger der jævnligt. Og det gjorde han heldigvis den aften, vi kiggede forbi, så det var en fint gensyn. Se en video med ham på stedet nederst.

Aftenen efter gjaldt det en af højborgene for professionel fado, Sr. Vinho i Lapa-kvarteret ikke langt fra Estrella-kirken. Her nød vi en fin menu med gode vine og fado fra tre guitarister og tre forskellige sangere heriblandt Vanessa Alves. En dejlig aften med flot optræden.

Begge steder benytter man sig i dag af fastlagte menuer, som selvfølgelig koster mere end tilsvarende på andre restauranter, da man jo også får livemusik for pengene. Endvidere er det en god idé at reservere bord på forhånd.

PS: Du kan i øvrigt læse mere om de tre fadosteder i Lissabon i min artikel "Fadistas" i guidebogen om Lissabon i serien Vide Verden.

Smagen af Parreirinha de Alfama

Under mine mange besøg i Lissabon har jeg gæstet en del fadorestauranter. Nogle blot en enkelt gang for lige at tjekke dem ud – andre gentagne gange, fordi enten musikken, maden eller måske blot stemningen har tiltalt mig.

Et af de steder, jeg har besøgt oftest, er Parreirinha deAlfama, der som navnet siger, ligger i Alfama, nærmere bestemt i en lille smøge, der går ind fra Largo do Chafariz de Dentro modsat fadomuseet, Museudo Fado.

Første gang, jeg trådte ind gennem porten, er mange år siden nu. Jeg havde dagen forinden været på en af mine vanlige indkøbsture til Fnac-butikken i Chiado for at købe fado CD´er og rendte tilfældigvis ind i en lille præsentationskoncert i anledning af en ny udgivelse. En ældre dame stod på den lille scene og sang med en sådan kraft, passion og indlevelse, at jeg skyndte mig at lave et lyninterview og anskaffe mig pladen.

Den ældre dame var Argentina Santos, og da jeg hørte, at hun havde sin egen fadorestaurant blev det til et lille besøg dagen efter. Senere vendte jeg tilbage for at lave optagelser til en udsendelse til Danmarks Radios P1 om fado. Og siden er det blevet til adskillige besøg – både alene og sammen med venner og familie.

Historien om Argentina Santos er rørende. Den lange version har jeg givet i kapitlet ”De gamle damer og traditionen” i min bog om portugisisk historie og kultur ”Mit andet hjemland”. Hun blev født i 1926 i Mouraria – det andet gamle, men nu meget amputerede kvarter for foden af Castelo. Som 24-årige begyndte hun at arbejde som kok i de lokale restauranter. I 1963 overtog hun Parreirinha de Alfama, og her styrede hun både køkken og fadomusikken helt frem til 2014, hvor hun trak sig tilbage af helbredsmæssige årsager og overlod restauranten til Bruno Santos og Paulo Valentim. Periodisk optrådte hun også selv i den lille restaurant, men med store pauser, da begge mænd, hun har været gift med, ikke brød sig om, at hun sang. Selv har jeg haft den glæde en enkelt gang at høre hende dér, og da hun fortolkede Amália Rodrigues´ ”Lágrima” rejste hårene sig på mine arme.

Nuvel, der er andre steder, hvor kvaliteten af såvel fadosangen som maden er endnu bedre. Men fadoen er altid god og professionelt leveret, manden altid veltilberedt og rigelig, og så er der noget autentisk over indretningen og atmosfæren, der gør, at jeg synes stemningen er den helt rigtige for en god oplevelse – med eller uden Argentina selv.

Hvad angår maden har Museu do Fado nyligt i samarbejde med restauranten udsendt en lille fin bog, der dels er en hyldest til Argentina Santos og historien om restauranten og dels byder på et udvalgt af opskrifter. Bogen, som er skrevet både på portugisisk og engelsk (den engelske oversættelse halter dog lidt en gang imellem), er delt i tre hovedafsnit. Første et essay af Alberto Janes om ”Tascas, Petiscos e Fado”, hvor han beskriver baggrunden for en del fadohuses opståen, de små tascas og traditionen med at spise småretter:

”And Fado grew with the people and the people used it as sentimental identity, similar to what one feels when one thinks of flavour and scent of a family kitchen.”

Næste hovedafsnit beskriver det traditionelle portugisiske køkken som en variant af middelhavskøkkenet samt dets hovedingredienser, råvarer og krydderier:

”Portuguese cuisine, the one that is eaten by poor and rich alike, the so-called Mediterranean, is the result or our products, of our science, of our History – from Lusitania to Imperial times, of our cosmopolitanism, without manners. It is an attitude not to look for sophistication but rather for precision.”

I begge afsnit bringes der sideløbende små faktabokse om emner som laurbærtræ, vandfontæner, brød, vin, ginjinha og vinplanter. Ordet Parreira, som med diminutiven ”inha” (lille) har givet restauranten navn, er et synonym for ramada, der betegner vinplanter, som vokser i højden som pergola – en metode, der stadig bruges i Vinho Verde omend ikke så udbredt som tidligere.

Sidste del af bogen er selve opskriftdelen. Først 20 fra restauranten fordelt med fire forretter, fire supper, fire fiskeretter, fire kødretter og endelig fire desserter. Var det noget med en gang blodpølse med vindruer, sardiner med koriander, caldo verde, blæksprutter med rejer, grillet kid eller pærer i portvin? Ja, tak siger jeg, da jeg er en stor ynder af det traditionelle og også lidt rustikke portugisiske køkken, som det udfolder sig på Parreirinha de Alfama og lignende steder.

Afslutningsvis bydes der på nogle gæsteopskrifter fra andre, som f.eks. fadosangeren Ricardo Ribeiro, der foreslår kalvekød med porre og rød peber.

Bogen giver et fint indblik i madkulturen, som den udspiller sig på de traditionelle fadohuse i Lissabon. Og for os, der er kommet en del gange på Parreirinha de Alfama, er den også et dejlig gensyn med stedet og atmosfæren. Har du ikke været der før, så overvej det under dit næste besøg i byen.

Alternative seværdigheder i Lissabon

Der findes mange forskellige guidebøger – fra almindelige turistguider over mere dybdegående med fokus på kultur og historie til alternative bøger, der f.eks. omhandler religiøse og okkulte steder.

En nyere og sjov serie er ”111 steder som du skal se”, som allerede omfatter en længere række af destinationer – såvel i Danmark som i resten af verden. Nyligt udkom også bogen om Lissabon med ”usædvanlige steder som alternativer til de kendte attraktioner”. Konceptet er tysk, og bogen om Lissabon er da også skrevet af den tyske forfatter og oversætter Kathleen Becker, som også virker som rejseleder i Lissabon.

Hver af de 111 steder fylder et opslag, en side med en fin lille beskrivelse og en side med et foto og nærmere information om beliggenhed og transport. Og bagerst i bogen er der bykort, hvor alle stederne er markeret, så bogen også er praktisk.

Og nej, det er umiddelbart ikke de kendte seværdigheder, som vi kender fra de gængse turistguider, men et stort blandet udvalg af alternativer, så der er noget for enhver smag. Ok, enkelte af stederne er efterhånden blevet så kendte, at de er med i flere guider. Det gælder f.eks. Dukkehospitalet på Praça da Figueira og spise- og kulturstedet Casa de Alentejo med den maurisk inspirerede indretning og de fine egnsretter.

Andre er vel ikke ligefrem alternativer som Chiado-kvarteret og tyrefægterarenaen Praça dos Touros på Campo Pequeno, ligesom Torre de Belém faktisk er en af byens største turistattraktioner, men her er det til gengæld en sjov lille detalje i form af den slidte næsehornsskulptur på facaden, der begrunder, at den er taget med.

Men ellers er udvalget bredt og interessant og kan give mange gode idéer til oplevelser under fremtidens besøg.

Der er små alternative butikker med brasilianske magiske smykker, kunsthåndværk eller urtete for ikke at tale om isenkræmmeren med de 40.000 metaldimser – en butiksfacade jeg tit har dvælet ved selv og det med stor forundring, for hvad i alverden skal alle de mystiske dimser dog bruges til?

Andre steder er mere til de frilufts- eller motionssøgende. Det gælder en klatrehal, et trampolin-mekka eller den forholdsvis nye cykelrute langs Tejo fra banegården Cais do Sodré til Belém. Og når vi er på vej ud af byen, er der også lokaliteter, som kræver en længere udflugt, f.eks. en sejltur over til Cacilhas og en vandretur langs de gamle graffiti-dekorerede forfaldne pakhuse, forbi et par fiske- og skaldyrsrestauranter til elevatoren op til Almada.

Der er kirker og museer som Conceiçâo Velha kirken, Casa da Achada med billeder af kunstneren Mário Dionísio, Pavillon nr. 31 på byens psykiatriske hospital og det medicinske fakultets anatomiske museum, hvor man kan se hovedet af morderen Diogo Alves, som kastede sine ofre ned fra akvædukten Águas Livres, hvilket H.C. Andersen faktisk skrev om i sin rejsebog ”Et Besøg i Portugal 1866”.

Der er også caféer og restauranter som Café Gelo, Pastelaria Mexicana og Galeto samt en restaurant med slipseudstilling, en kapverdisk dansekantine og et folkekøkken, hvor lokale fra 50 forskellige lande mødes og laver mad sammen.

Mest spændende er dog nok de helt alternative steder som kultur- og beboerhuset Folkebageriet indrettet i et gammelt bageri og blindgyden Pátio de Tronco, som er udsmykket med azulejosportrætter af nationaldigteren Luís de Camões. Eller hvad med hjemløseskabene ved banegården Santa Apolónia, hvor byens hjemløse kan opbevare nogle af deres ejendele samt få leveret post. En idé, som godt kunne tåle udbredelse til andre byer.

For mig var læsningen også en fint gensyn med Campo Mártires da Pátria, som jeg første gang så for et par år siden – dog uden at kende historien bag. På pladsen står en statue af tuberkuloselægen Sousa Martins, som behandlede mange af kvarterets fattige gratis og derfor siden har opnået en slags uofficiel helgenstatus, hvorfor folk den dag i dag placerer takketavler for foden af statuen, hvis de selv eller pårørende er blevet helbredt.

Der er altså tale om inspirerende læsning, som måske nok mest er målrettet de, der allerede har set de mest kendte seværdigheder, eller rejsende, som ikke har lyst til at gå i alle andre turisters fodspor.

En del af stederne kendte jeg som erfaren Lissabonrejsende i forvejen, andre har jeg været forbi uden helt at kende historien bag. Endelig er der også føjet nye idéer til listen over steder, jeg vil besøge under mine næste besøg.

Kathleen Becker: 111 steder som du skal se. Frydenlund 2019, 235 sider.

Casa do Alentejo

Udefra synes stedet ikke af noget, men indenfor åbner det sig op med en flot udsmykket og maurisk inspireret forhal. Videre op ad trapperne følger restaurant, balsal og bibliotek.

Casa do Alentejo ligger i en af Lissabon travle turistgader, hvor tjenere lokker med menukort på mange forskellige sprog. Men finder man først vej ind af den lille port og op ad trapperne får man en anderledes oplevelse. For det første rent visuelt, hvor de flotte dekorerede lokaler og sale minder om fordums storhed. Ornamentik, træarbejder, malerier og azulejosbilleder, som romantisk gengiver arbejde og fest på landet.

Casa do Alentejo er indrettet i et fornemt palæ fra slutningen af det 17. århundrede, men er siden blev ombygget af flere omgange. I starten af 1900-tallet fungerede stedet som kasino, og i 1932 blev det så leaset af Grémio Alentejo – en slags lav eller forening for regionen Alentejo. Formålet var at skabe kulturelle aktiviteter mv. for indbyggere, som kom fra Alentejo, og generelt promovere regionen overfor hovedstaden. Da foreninger ikke var velsete under Salazars Estado Novo, blev det omdøbt til Casa do Alentejo.

Restauranten er hverken dyr eller eksklusiv trods de fine omgivelser, men serverer solid mad med afsæt i Alentejo til yderst rimelige priser – og det selvfølgelig med afsæt i regionens kulinariske traditioner. Under et besøg i forleden aften nød jeg således først en Acorda Alentejano, som er en suppe med masser af hvidløg, brød og pocheret æg, og derefter en af mine favoritretter, Carne de Porco Alentejano, bestående af marineret svinekød med små muslinger og koriander. Dertil en vin fra Alentejo fra Magnum Carlos Lucas, Maria Mora.

Mange turister har selvfølgelig allerede fundet vej til Casa do Alentejo, da stedet omtales i de fleste guidebøger. Men det er absolut også værd at besøge – både for synets skyld, men også for maden, hvis man kan lide mere traditionel, men veltilberedt portugisisk mad. Læs mere her.

Andersen og Portugal i Odense

Sidste år var det 150 år siden vores verdenskendte forfatter H.C. Andersen besøgte Portugal. Turen varede i godt tre måneder, hvilket der kom en fin lille rejsebog ud af, ”Et besøg i Portugal 1866”. Bogen kan anbefales til alle, der skal til Portugal – især hvis rejsen kommer forbi byer som Lissabon, Coimbra, Sintra og Setubal, hvor Andersen opholdt sig mest.

I H.C. Andersens fødeby Odense afholdes hvert år H.C.Andersen Festivals med en lang række aktiviteter, udstillinger, teaterforestillinger og andre kulturtilbud i løbet af næste uge. Den portugisiske ambassade i Danmark har valgt at deltage med et par programpunkter i årets festival, idet de står bag en udstilling og en filmforevisning – begge med visse tråde til Andersen besøg i landet for godt 150 år siden.

Udstillingen viser skolebørns tegninger af den store akvædukt i Lissabon, Águas Livres. Da Andersen opholdt sig i Lissabon boede han på Quinta do Pinheiro, som i dag er en del af den amerikanske ambassade, og herfra han havde udsigt til netop Águas Livres, hvilket kan berettede om i sin rejsebog. Han lavede også en tegning af akvædukten og beskrev den altså både i ord og streg, hvilket netop var den opgave de portugisiske skolebørn fik stillet.

Udstillingen, som er kurateret af den dansk-portugisiske kunstner Henrique Hinnerfeldt, kan ses i Møntergården fra tirsdag den 22. til lørdag den 26. august. Læs mere her.

Tråden fra Andersen til filmen ”Vejen til Sintra” er måske lidt søgt, men da det er sjældent, at der er mulighed for at se portugisiske film herhjemme, er det et fint initiativ. Og jo, Andersen besøgte da Sintra netop omkring den tid, hvor en del af filmen foregår. Handlingen er nemlig inspireret af romanen ”Mysteriet på vejen til Sintra”, skrevet af den store portugisiske forfatter Eça de Queirós i samarbejde med Ramalho Ortigão. Bogen blev udgivet i avisen Diário de Notícias over nogle måneder i 1870 og regnes for landets første kriminalhistorie. Kort fortalt handler den om to mænd, der kidnappes og føres til et hus, hvor de finder et lig. Da fortællingen gik som føljeton i avisen, troede læserne, at der var tale om en virkelig historie – akkurat som da Orson Welles langt senere dramatiserede Klodernes Kamp i radioen og udløste panik blandt lytterne.

Filmen er instrueret af Jorge Paixão da Costa, som vil være til stede ved visningen onsdag. Men der er ikke tale om direkte filmatisering af romanen, idet filmens handling udspilles på flere planer og sammenfletter fiktion og virkelighed.

”Vejen til Sintra” vises på Møntergården onsdag den 23. august kl. 16. Læs mere her.

Akvædukten i Lissabon og Sintra vil altså være i fokus under H.C. Andersen Festival – og lad da bare digteren få de sidste ord. Inden afrejsen skrev Andersen et lille digt, som hyldede nogle af de steder, han besøgte, og sidste strofe lyder således:

Aqvædukten og Palmella,

Cintras Bjerge, hver en ven.

Sødt at mødes, tungt at skilles, 

Mon I huske mig igjen?

Billeder fra Lissabon

Frank Sebastian Hansen er fotograf og forfatter til den kendte guidebog ”Turen går til Lissabon”. Nu er han også romanforfatter, idet han har forenet de to interesser i romanen ”Billeder fra Lissabon”.

Når forfattere henlægger det meste af handlingen i en bog til en bestemt by, kan valget af location være tilfældigt uden at spille en væsentlig rolle for historien. Det er heldigvis ikke tilfældet her – både fordi man fornemmer forfatterens gode kendskab til Lissabon, og fordi byens eller rettere landets historie har afgørende betydning for handlingen.

Hovedpersonen er den 29-årige Paula, som er datter af en dansk mor og en portugisisk far, der mødte hinanden til en fest i et storkollektiv i 80´erne. Da moderen dør, beslutter Paula sig for at genfinde sin far, som pludselig er forsvundet. Hun finder et fotoalbum, en soldateruniform, et brev og en adresse, som alt sammen peger på, at faderen nok har været en anden, end den han udgav sig for. Han var ikke var guitarist fra Angola, som hun altid har troet, men fotograf fra Lissabon, hvor hans skæbne og flugt fra Portugal var forbundet med Salazar-styret og dets fald ved Nellikerevolutionen i 1974.

Paula beslutter sig derfor for at rejse til Lissabon – en by hun aldrig har besøgt før – for at forfølge de få spor, hun har.

”Det havde aldrig været en del af planen, at hun skulle til Lissabon for at jage fortidens spøgelser frem af deres støvede gemmer. Hvad var i det hele taget pointen med at rende rundt hernede som en anden samspilsramt madamme iført solhat og bykort på jagt efter sin far, der selv havde valgt at vende sin døende ekskone og datter ryggen og skride ad helvede til uden at forklare hvorfor? En far, der heller ikke ligefrem kunne beskyldes for at spille med åbne kort om sin fortid.”

Det er altså lidt detektivhistorie over bogen – ikke af den handlingsmættede slagt, men mere forstået som et puslespil, der lægges brik for brik gennem læsning af breve og dagbøger og gennem samtaler med personer, der har kendt faderen fra hans tid i Portugal. Paula opsøger søsteren i Rua das Janelas Verdes, faderens tidligere kæreste, en fotografkollega samt andre, der har kendt ham. Og i sin søgen får hun hjælp af fotografen Joaquim, som hun møder under en lang nats turen rundt i først Bairro Alto og siden Cais do Sodrés minefelt. Handlingen bringer os altså godt rundt i Lissabons forskellige kvarterer samt et smut til Alentejos store vidder. 

Som eftersøgningens skrider frem, bliver vi samtidig klogere på Portugals historie. Det gælder modsætningen mellem de privilegerede, som var tilhængere af Salazars Estado Novo, og arbejderklassen og de revolutionære. Det gælder kolonikrigen i Angola og den voksende modstand mod samme, og det gælder revolutionen i 1974 og tiden, der fulgte efter. Og som små indskud hører vi også lige lidt om fado og om Fernando Pessoa, hvilket for mig, som er stor ynder af begge, er ganske fint, men måske kan virke lidt påklistret. Som en obligatorisk kulturel lektion.

Som et længere indskud får Paula adgang til faderens dagbog fra tiden i Angola, hvor han dels virker som fotograf og dels er soldat. Han involveres i krigens rædsler både som iagttager og som deltager, hvilket forvandler ham. Som Frank Sebastian Hansen skildrer såvel kolonikrigen som eftertidens bearbejdelse af de mange år under Salazars diktatur – eller måske rettere manglen på samme – fornemmes, hvor stor en betydning det havde og har for portugiserne. Næsten 50 år under et ultrakonservativt styre med visse fascistiske træk forsvinder ikke ud af bevidstheden med et fingerknips og nelliker i geværløb. Der er sår, der skal heles, hvilket tager mere end en generation.

Bogen er ganske velskrevet og sproget flydende. Og for en Portugal-interesseret er historien også medrivende. Er man ikke det, kan man til gengæld blive klogere på landets historie gennem læsningen af ”Billeder fra Lissabon”.

Foruden selve historien er bogen også rig på fine miljøskildringer og genkendelige billeder fra Lissabon. Det gælder skildringen af hotellet, Paula indlogerer sig på og elevatoren med dens ”enerverende metallisk hvinen”. Det gælder den pludselige regn og paraplysælgernes energiske indsats. Og det gælder gamle forretninger fra en anden tid, den overfyldte sporvogn og de stemningsfyldte vandringer rundt i de centrale kvarterer.

”Duggen lå som en fedtet hinde hen over fortovets små, firkantede sandsten, og formiddagen var kølig med den skarphed i luften, det giver, når det har regnet det meste af natten. Paula trængte til en kop kaffe og valgte at gå ned ad Rua Dom Pedro V i retning af Chiado, hvor velklædte forretningsfolk i rask gang var på vej til deres kontorer, mens en flok murere med hvidt kridtstøv på tøjet var i fuld gange med at pudse facaden på en kirke”.

Hvis man som jeg godt kan lide at læse romaner, der foregår de steder, man opholder sig, er bogen oplagt til en tur til Lissabon eller Portugal.   

Og lad mig slutteligt for en god ordens skyld nævne, at Frank Sebastian Hansen foruden at være fotograf også er cand.mag. i dansk og filosofi samt boganmelder ved Ekstra Bladet.  

Frank Sebastian Hansen: Billeder fra Lissabon. EC Edition 2017, 272 sider.

Ny guidebog om Lissabon

”Fadistas – en rundtur i fadoens topografi”. Sådan hedder mit bidrag til den nye guidebog Lissabon, som udkom i april i serien vide verden fra Aarhus Universitetsforlag – en guideserie, som jeg selv har nydt at læse før, under og efter rejser, da de både er skrevet med fascination for emnet og samtidig kommet et lag dybere end de almindelige turistguider formår.

Kapitlet, som er et ud af 13 i bogen, giver en rundtur til nogle af de steder, som har betydning for fadoen såvel historisk som i dag. Det gælder f.eks. Rua do Capelão i Mouraria, hvor legenden Severa boede, og som i dag undergår en tiltrængt ansigtsløftning, fadomuseet samt selvfølgelig kvartererne Alfama og Bairro Alto, som byder på den største koncentration af faderestauranter. Foruden Severa møder vi fadosangere som Amália, Argentina Santos, Carlos do Carmo, Helder Moutinho, Aldina Duarte og mange flere.

Kapitler fortæller både om fadoen som genre og om dens opståen og udvikling, og den giver et portræt af, hvor og hvordan den udleves i dagens Lissabon – på samme måde som andre skribenter i bogen forener det historiske og det informative og det med et personligt præg.   

Da jeg jo selv er medforfatter til bogen, vil jeg naturligvis afstå for at anmelde den her. Men jeg kan citere forlagets tekst, som giver et lille indtryk af, hvad man ellers kan læse om i bogen, og samtidig se, hvem der ellers bidrager:

”12 forfattere. 13 passioner. Få hjemve med Mia Degner. Mærk byens vibe med Jens Lysdal. Få fodboldfeber med Niels Christian Frederiksen. Syng fadoer med Bjarne Mouridsen. Gå digternes veje med Dan Ringgaard. Oplev revolutionen med Eva Henningsen. Slå følge med H.C. Andersen og Henrik Wivel. Sæt søfarernes sejl med Jørn Ørnstrup. Find din yndlingscafé med Kurt Hollesen. Bliv beruset med Søren Markers. Eksponér dig for Expo med Morten Gliemann. Kig på kakler med Søren Markers. Træd indenfor med Karen Fastrup.”

Fotoet nedenfor, som er anvendt i bogen, har jeg selv taget under et besøg i Lissabon i forbindelse med min research til bogen. Her giver Christina Branco en lille koncert i forbindelse med ferniseringen på en kunstudstilling med maleren Júlio Pomar på Museu do Fado. 

Forelsket i Lissabon

Overskriften kunne i og for sig være min egen. Men det er det ikke. Det er titlen på en lille bog af rejsejournalist Jørn Ørnstrup, som netop er udkommet. Og da det jo ikke ligefrem er mange bøger, der udgives herhjemme om Lissabon eller Portugal, måtte jeg selvfølgelig rekvirere den hjem.

Undertitlen lyder ”En kulturhistorisk lystvandring”, og som sådan er bogen skrevet. Der er ikke tale om en egentlig turistguide - dertil mangles faktaoplysninger - men en kærlighedserklæring, som skal give læseren lyst til selv at opleve Lissabon, som forfatteren skriver i sit forord.

Vandringen starter og slutter på Castelo de São Jorge og bevæger sig ellers rundt i Alfama, Baixa, Bairro Alto, Chiado og Belém og runder en lang række af de mest kendte turistattraktioner. Vi taler altså ikke om det ukendte Lissabon, men en indføring i historien og kulturen fortalt gennem bygninger, gader, pladser, kirker, museer og kulturelle udtryk som fado, mad & drikke og litteratur. Et udvalg af meget sigende overskrifter er: Katedral og helgen, Jordskælvet, Lissabons kakler, Avenida da Liberdade, Byens sporvogne og Revolution og demokrati.

Jeg bliver dog nødt til at hælde lidt malurt i bægeret. Vandreturen går selvfølgelig også forbi portvinsinstituttet i Bairro Alto, og i den forbindelse skriver forfatteren lidt om de forskellige typer af portvin. Han skelner mellem rød, hvid, ruby og tawny og skriver, at ”Den røde portvin – tinto – som er ung og frugtagtig, er den bedst kendte”. Endvidere hedder det, at ”Ruby – tinto-aloirado – er lidt ældre end den røde portvin og har en anden farve.”

Det er ganske simpelt noget vrøvl. Almindelig billig og rød standartportvin hedder netop kort og godt ruby, og kategorien tinto findes ganske enkelt ikke. Og når det efterfølgende om tawny hedder, at den som regel har modnet i mindst syv år, er det også forkert. En årgangstawny – altså colheita – skal lagre i mindst syv år. Almindelig tawny er lagret mindre, mens tawny med alder (10, 20, 30 eller 40) år er blendet af forskellige vine, der har lagret længere tid. 

Bogen er hurtigt læst – både i kraft af et nemt sprog og det beskedne antal sider. Bagerst følger et udførlig sted- og personregister, og endelig er bogen udstyret med en række internet-adresser, men listen er desværre uforståelig og ubrugelig. Når der eksempelvis står ”www.pasteis de belem”, er der jo ikke tale om en internetadresse, men snarere en opfordring til at google ordet, hvilket fx kan bringe en frem til www.pasteisdebelem.pt. På samme vis findes siden www.alfama.dk ikke. Her er det gået for stærkt for forfatter og forlag.

Når det er sagt, bør nævnes, at der alt i alt er tale om en fin lille og velment indføring i centrale områder og vigtige temaer i byen. Jørn Ørnstrup har et godt øje for folkelivet på gaden og de små detaljer som to sultne katte foran restaurant Casa do Leão på Castelo. Ses bort fra enkelt afsnit fortælles byen og landets historie netop med afsæt i konkrete steder og gode iagttagelser. Intentionen er god. Ønsket om at flere kaster deres kærlighed på byen ligeså.

Jørn Ørnstrup: Forelsket i Lissabon. Forlaget mellemgaard 2015, 86 sider. 

Maria da Mouraria

Det er, som det skal være. To guitarister – den ene på Viola, den anden på Guitarra Portuguesa. Og så en ældre dame, som synger med næsten lukkede øjne i den dæmpede belysning.

Det er fado, som det altid er. Men alligevel er det anderledes og nyt. For stedet er under et år gammelt, nyrestaureret af arkitekten José Andrão og moderne og stilfuldt i sin indretning. Det er ikke en gammel rustik fadorestaurant, men en helt ny af slagsen, beliggende på en mytologisk adresse og bærende et navn, som giver mange associationer inden for fadomiljøet i Lissabon.

Maria da Mouraria heddet det nye sted, som bestyres af fadosangeren Helder Moutinho. Stedet er Largo da Severa i bydelen Mouraria, men huset havde oprindeligt adresse i Rua do Capelão – det lille stræde der leder ind mod torvet. Og det var netop i dette hus, at den første kendte store fadista, Maria Severa (1820-1846) boede.

Maria Severas biografi tæller lige dele fakta og lige dele mytologi, da hun har fundet vej til romaner, skuespil, film og ikke mindst en del fadotekster. Hun var prostitueret og havde en affære med greven af Vimioso. Den slags kærlighed på tværs af store sociale skel er godt stof for romantisk digtning – og da Severa samtidig døde af tuberkulose som kun 26-årig var grunden til myten lagt.

Men Maria Severa er ikke den eneste Maria knyttet til stedet og bydelen. I Gabriel de Olivieras kendte fadosang, Há Festa na Mouraria, optræder en anden prostitueret fra Rua do Capelão, Rosa Maria. Og på Helder Moutinhos seneste album 1987 er en sekvens af sange viet til netop Maria da Mouraria. De fire sange er skrevet og komponeret af Pedro Campos og omhandler Maria, som flytter fra landsbyen til storbyen på grund af ulykkelig kærlighed. Her møder hun skiftende nye elskere, men lever også et håbløst og sørgeligt liv, som noterne til albummet fortæller det.

Det er nok den sidste Maria da Mouraria, som har givet stedet sit navn. Men sangfortællingen på Helder Moutinhos album er samtidig inspireret af de mange andre tilsvarende skæbner fra bydelen Mouraria, som var kendt for prostitution, kriminalitet og de mange små taverner med fadosang. Maria da Mouraria går i hælene på Rosa Maria og Maria Severa og givet mange andre.

Jeg besøgte det nye fadosted i lørdags, inviteret af Helder Moutinho, som gerne ville vise mig det. Flot indrettet og med god fado. Ses bort fra lidt ost og et par glas rødvine, spiste jeg desværre ikke på restauranten. Men det er Bela, som også driver fadorestaurant i Alfama, som står for køkkenet, så det borger godt. Og jeg vil givet vende tilbage næste gang, jeg er i Lissabon.

Det er fadomuseet, Museu do Fado, som har stået for renoveringen af bygningen for at hædre Maria Severa, men også for at bringen fadoen tilbage til Mouraria. Her blev den født, men under Salazars Estado Novo blev området saneret og meget af den oprindelige liv forsvandt.

Helder fortæller mig, at han gerne vil skabe en mere autentisk atmosfære på stedet, som ikke er målrettet turiststrømmene. Og så vil han og Bela servere god mad til en rimelig pris. Endvidere er det også hans intention af bringe fadoen tilbage til Mouraria, hvor den hører hjemme – som den gør det i Alfama og Bairro Alto. Musikerne er hans egne, men de øvrige sangere er skiftende, fortæller han.

Efter lidt snak synger Helder Moutinho selv tre fadosange, hvilket han gerne gør, med mindre han har koncerter andre steder. Derefter kører vi videre mod Alfama mod Bela Bar, hvor en ny optræden venter. Han har travlt, men ser ud til at nyde det. Travlt med sin egen karriere, travlt med at hjælpe unge talenter på vej og nu også travlt med at drive sin egen fadorestaurant.   

http://www.mariadamouraria.pt/

Gensyn med Lisboa

Ankom lidt senere til Lissabon i går end planlagt. Derfor var der ikke tid til så meget. Fik dog vandret lidt rundt i Alfama og kiggede indenfor på et par fadosteder. Sluttede at med en drink i Bairro Altos minefelt.

I dag tillod jeg mig at sove længe, men har alligevel nået en del. Hos Viniportugal smagte jeg en udmærket Malvasia fra Colares – et vindistrikt, som ligger i nærheden af Sintra, ude ved kysten lidt nordvest for Lissabon, og netop er kendt for hvide vinstokke, som vokser i sandet jord. En speciel vin, grøn i stilen og med en mindelse om tør sherry. Fik også tid til at nyde solen lidt for foden af ryttestatuen på Commercio-pladsen, hvilket jeg efterhånden har gjort mig for vane.

Derefter det obligatoriske stop i Fnac for at købe nogle nye fadoplader. Lyttede først lidt til Dead Combos nye album ”A Bunch of Meninos”. Meget spændende guitarmusik kogt sammen af blues, fado, rock og så lidt gamle westerns og en smule David Lynch. Vil prøve at rekvirere pladen til anmeldelse. Købte i stedet fire CD´er: En med Fernando Maurício, som jeg har manglet i min samling, en ældre med Carlos do Carmo, ”Mais do quer amor é amar”, hvor han synger fado af portugisiske forfattere, den seneste af Carminho, ”Alma”, og endelig António Chainhos ”Lisgoa”, hvor han blandet sin portugisiske guitar med indisk musik. Titlen er da også en sammentræning af Lisboa og Goa – den gamle portugisiske koloni i Indien.

I eftermiddags har jeg tilbragt tre timer i Tasca de Jamie i Graca. Stedet er omtalt grundigt i Lila Ellen Greys bog ”Fado Sesounding”, som jeg anmeldte her den 6. marts. En god bog, så jeg synes jeg måtte besøge stedet, og jeg blev ikke skuffet. En længere række fadosangere af skiftende kvalitet, men alle med den rigtige indstilling og vilje til at synge fado amador. Tog en masse noter, som måske vil indgå i en kommende bog om fado.

I aften regner jeg så med at gense Helder Moutinho, som har inviteret mig til sit nye fadosted, ”Maria de Mouraria”, indrettet i Maria Severas hus i Rua de Capelão ikke langt fra min lille pension.

Fado Resounding

Endnu en bog om fado, landede i postkassen. Dejligt. Lystlæsning og læring. Hvor den forrige var en grundig gennemgang af fadoens historie skrevet af en portugiser (se post fra januar 2014), er ”Fado Resounding” en etnografisk og sociologisk analyse af fadoens betydninger ved den amerikanske professor i musik ved Columbia University, Lila Ellen Gray.

Når bogen indledes med en længere redegørelse for den videnskabelige metode og afsluttes med mere end 35 siders noter, kan man frygte, at den er for tør og teoretisk i sin tilgang og for lidt konkret. At den udelukkende analyserer fadoen udefra uden at opleve og sanse den indefra. Men Lila Ellen Gray formår at gøre begge dele. Jo, det er et etnografisk og musiksociologisk studie, men det er også skrevet af en kvinde, som har boet i Lissabon, opholdt sig i fadomiljøet gennem længere tid, lyttet og sågar selv prøvet at synge fado. Hun skriver på basis af levet erfaring og ikke kun studeret viden.

To meget forskellige lokaliteter spiller en større rolle i bogen. Tasca do Jaime i bydelen Graça og Museu do Fado i Alfama. Det første sted bliver hendes foretrukne. Her møder hun den ægte amatørfado, hun lytter, føler og lærer, og hun taler med en lang række optrædende og synger sågar selv. På fadomuseet ser hun selvfølgelig udstillingen om fadoens historie, men tager også sangundervisning på museets fadoskole og interviewer underviserne.

Hvor det første sted repræsenterer den mere folkelige udgave af fadoen og dermed traditionen, er det sidste sted eksponent for den professionelle tilgang – to poler som fadoen netop er udspændt imellem. Vil man være fadosanger kan professionel sangundervisning selvfølgelig være nødvendigt og givende, men den uformelle læring i fadomiljøet er mindst lige så vigtig. Det er på de små fadosteder, at overleveringen og de uskrevne regler kan erfares, og hvor myterne florerer på godt og ondt. For Lila Ellen Gray formår fint at vise, at en del af de ”sandheder”, som fadohistorien og -kulturen er rig på, netop ikke er objektive sandheder, men erfaringer og fortællinger overleveret fra mund til mund og gennem generationer.

Lila Ellen Gray kommer omkring emner som historien, byen, følelserne, teksterne, melodierne, fadoens position i verdensmusikken og kønsproblematikken. Vi hører om de mandlige musikere og de kvindelige sangere, om tekster hvor kvinden er underlagt manden og om luder-madonna komplekset, personificeret i den første fadostjerne Severa og tilstedeværende i mange fadotekster.

Et par emner får særlig behandling, nemlig fadoen stilling under Salazars Estado Novo og Amálias eftermæle som stjerne og ikon. Som bogen så rammende beskriver det, er Amália til stede overalt. Hendes billede står som relikvie i montre på fadorestauranter, og hun er den store reference, som alle sammenlignes med, og hvis repertoire af samme grund er respekteret, så det kræver mod at synge hendes kendte sange. Hun høres som muzak i stormagasiner og i turistvogne på gaden, og hun dyrkes i dragmiljøet.

”Her name was everywhere, invoked as a divine musical standard, as patrimony, as culture, as nation, as place: My daughter is a veritable Amália. You should hear her sing. The voice of Amália is the voice of national patrimony”, som Lila Ellen Gray beskriver og citerer det.

Fadoens forhold til Estado Nova har været og er stadig meget omdiskuteret. Lila Ellen Gray redegør fint for samspillet mellem opblomstringen af de mange casas de fado og Estado Novos folkloristiske og nationale kultursyn samt om styrets censur, der forbød tekster med politisk indhold, hvilket ellers var fremherskende. Men hun viser også at billedet ikke er entydigt ved at referere til revolutionære og oppositionelle fadosange og ved bl.a. at præsentere en kunstner som José Manuel Osório. Ligeledes med Amálias eftermæle, da hun kritiseres for at have været en del af systemet, men samtidig også sang ”oprørske” sange.  

Når fadoens kan inspirere til bøger som ”Fado Resounding”, skyldes det, at der jo ikke blot er tale om en musikgenre. Fadoen er også en urban udviklingshistorie – en musikform og livsform, som har eksisteret under og i opposition til et samfund, som gennem de sidste 200 år har gennemgået mange omvæltninger. Den har overlevet og har i dag stor betydning – både for de små lokale miljøer som det omkring Tasca do Jaime og for den mere kommercielle musikindustri og den globale verdensmusik.

Eller som Lila Ellen Gray skriver i første kapitel om Tasca do Jaime:

”There are places in Lisbon that gather fado and fadistas: places where the talk of fans and singers, the photographs on the walls, and the songs and the stories told through singing merge and spin off of one another, teaching and reinscribing what fado is and its relation to history – both its own history as a genre and Portuguese history writ large. These places teach one to listen to fado, how to feel saudade, and teach one how to have soul”.

Lila Ellen Gray: Fado Resounding. Duke University Press 2013. 

Bond i Portugal

Egentlig var det bare en sen aftens gensyn med en filmklassiker. Men det blev et gensyn i mere end en forstand. Filmen var James Bond, ”I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste” – den første, sidste og eneste Bond film med australske Georg Lazenby i titelrollen.

Selv om Lazenby jo ikke kan konkurrere med Sean Connery i at give Bond-karakteren liv, charme og kvalitet, har jeg altid haft en svaghed for netop denne Bond-film. Sanatoriet med de mange kvinder, de åbenlyse humoristiske seksuelle hentydninger, den lange skijagt ned af bjerget, Telly ”Kojak” Savalas som Blofeld, Tracy Drago spillet af Diana Rigg, som jeg vist var lidt lun på i rollen som Emma Peal i tv-serien The Avengers, samt ikke mindst den tragiske og melankolske slutning.

Måske har der hele tiden være endnu en grund til, at jeg har yndet filmen. En stor del af den er nemlig optaget i Portugal, hvad jeg måske nok har læst, men aldrig været helt opmærksom på. Det blev jeg så forleden.

Det er første del af filmen samt det afsluttende bryllup mellem Bond og Tracy, der har portugisiske locations. I sin Aston Martin kører Bond ad kystvejen ved Guincho stranden ved Caiscais, hvor han redder Tracy fra at drukne sig i bølgerne. Han indlogerer sig på det gamle mondæne Hotel Palácio Estoril, som ligger lige ved siden af Casino Estoril, som selvfølgelig også besøges.

Senere går turen over den flotte bro, Ponte 25 de Abril – opkaldt efter revolutionsdagen – og Lissabon anes i baggrunden. Han besøger Tracys far, gangsterchefen Draco på dennes landsted, hvor han overværer tyrefægtning. Her er referencen til Portugal tydelig, da sidste akt udgøres af de såkaldte forcados, en gruppe mænd, hvor anføreren skal gribe om tyrens horn, mens de andre skal stoppe den. Landejendommen, hvor det afsluttende bryllup også foregår, er Vinho Estate Zambujal, som ligger ved Sado-floden lige vest for Setúbal. De forelskede par shopper i Lissabon og går ture i parken ved Palácio dos Marqueses da Fronteira (se billedet) i udkanten af Monsantoparken i Lissabon, mens Louis Armstrong synger kærlighedstemaet ”We have all the time in the World”, hvad det jo så viser sig, at de ikke har. Og slutteligt skulle den sidste køretur med Tracy være optaget på Arrabida-halvøen syd for Lissabon.

I Ian Flemings bogforlæg foregår alt dette i Sydfrankrig. Men efter sigende fandt filmholdet de forskellige franske locations for ”brugte”, hvorfor de i stedet valgt Portugal. Valget gav sådan set god mening. Ikke bare for en Portugal-elsker som mig, men også i forhold til historikken. For hotellet og kasinoet i Estoril spillede en rolle i tilblivelsen af James Bond figuren.

Ian Fleming arbejdede selv som hemmelig agent for den britiske Navy Intelligence Division under 2. verdenskrig. Den 20. maj 1941 tjekkede han ind på netop Hotel Palácio i Estoril, som et led i planlægningen af operation Golden Eye (som jo senere navngav en anden Bond film). Lissabon og Portugal var på det tidspunkt en større spionrede, hvor alle nationaliteter – ven som fjender – færdes de samme steder og holdt øje med hinanden. Et af mødestederne var netop Hotel Palácio samt kasinoet ved siden af, hvor Ian Flemming også tog del i glæderne. Efter et af besøgene på kasinoet skulle Fleming have udtalt, at det kunne have været spændende at blanke alle nazisterne af ved spillebordet.

Denne tanke blev genbrugt, da han i 1952 skrev sin første Bond-roman, Casino Royale, hvor Bond prøver at vinde skurken Le Chiffres penge i poker. Endvidere forlyder det, at en af de spioner, Fleming vitterligt mødte i Estoril, dobbeltagenten Dusko Popov, var en inspirationskilde for selve James Bond figuren.  

Men god vilje kan man altså konkludere, at James Bond vendte hjem til Portugal i ”I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste”. Som jeg gjorde det ved gensynet.

Helder Moutinho: 1987

Fadoen har flere familier, som har skrevet sig ind i historien. Nyligt fejrede fadomiljøet Amálias lillesøster Celeste Rodrigues 90 år fødselsdag. Carlos do Carmo har sunget duet med sin mor Lucília do Carmo i en koncertoptagelse fra A Faia, som familien drev i mange år.

Familien Moutinho – med de tre brødre Camané, Helder og Pedro – er gjort af samme stof. Mest kendt er storebror Camané, som nok er den største mandlige fadosanger blandt den yngre generation. Men alle tre har gjort karriere og har flere pladeudgivelser bag sig.

1987 er Helder Moutinhos fjerde album og måske hans hidtil bedste. I al fald er det det mest personlige. Titlen har han måttet forklare i adskillige interviews, for hvorfor lige netop det årstal? Hans svar er kort og godt, at 1987 var et skelsættende år i hans eget liv. Her fyldte han 18 og vandt sin selvstændighed og frihed. Det var her kan gennemlevede sine ”dias da liberdade”, som han har udtrykt det.

Os dias da liberdade er netop temaet for de første fire sange, som Helder Moutinho selv har skrevet. I åbningssangen Venho de um tempo…, som han også har komponeret, ses tilbage på ungdomstiden, og på de efterfølgende sange hører vi om den første kærlighed, ensomme nattevandringer etc.

Hele albummet er opdelt i 4 x 4 sange med hvert sin gennemgående røde tråd og hver sin tekstforfatter. Efter Helders eget personlige bidrag følger således José Fialho Gouveia, João Monge, og Pedro Campos, hvis sange kredser om henholdsvis sorgen efter et ophørt kærlighedsforhold, uoverensstemmelser og misforståelser og ikke mindst sange om Maria fra Mouraria, hvor mange af fadoens klassiske temaer dukker op. Så selv om der er tale om nyskrevet materiale, er indholdet i og for sig ganske traditionelt, ligesom flere af melodierne er traditionelle. Det gælder fx Volta a dar, hvis første del er en tempofyldt Fado Corrido og Escrito no destino, som ganske usædvanligt er en over 12 minutter lang Fado Menor i mol passende til João Monges sørgmodige tekst om ensomhed i et forladt hjerte, hvor kun fadoen bor.

Et efterfølgende 13. nummer er en veloplagt hyldestsang til Beatriz de Conceicão, som Helder Moutinho i noterne kalder sin favorit fadista og sidestiller med Alfredo Marceneiro. Helder fik tilbudt sangen af Fernando Tordo under indspilningerne, så den måtte med som et efterskrift, hvilket giver en fin afrunding på pladen.

Hele albummet er optaget i et gammelt palæ i Mouraria, et hus jeg ofte er gået forbi på mine vandreture. Her er der udsigt over Sé-katedralen, Tejo og bykvarterer som Mouraria, Alfama og Bairro Alto – steder som alle er emblematiske i fadoens tekstunivers. De forskellige rum i det gamle palæ leverede en særlig akustik til indspilningerne, en slags efterklang fjernt fra et moderne pladestudie. Palæet med de rustikke dørkamme og blå azulejos på væggene blev i øvrigt også brugt som location til optagelse af videoerne til det nye album.

Alt i alt er 1987 på en gang personlig og klassisk i sin stil. Albummet emmer af saudade i såvel tekster, melodi, stemning og videooptagelserne, hvor det tomme palæ vidner om en tid, der var – den tid teksterne også kredser om.

Sommer i Portugal

Sommerferien gik ikke så overraskende til Portugal sammen med familien og min brors familie, som aldrig havde været der før. Vi startede med et par dage i Lissabon, hvor det blev til nogle obligatoriske oplevelser for debutanter: En tur i sporvogn nr. 28, besøg på Castelo, vandretur i Alfama, Baixo, Chiado og Bairro Alto og en tur ud til Belém inklusiv smagning af nybagte Pasteis de Belém. Uhmm.

Vi fik også besøgt fadorestauranten, Parreirinha de Alfama, som ejes af Argentina Santos, som jeg har portrætteret i min bog, ligesom jeg har lavet radioreportage fra stedet. Det er derfor en restaurant, jeg ynder at vende tilbage til, da stedet har charme og autenticitet og altid byder på god fado. Argentina var desværre ikke selv til stede, hvilket hun efter sigende sjældent er i dag, da helbredet ikke er, som det var. Men personalet tog sig godt af os, musikken og sangen var god, og vi nød en udvalg af fiskeretter med kølig vinho verde til.

Det blev også til en lille tur indefor i Portvinsinstittutet for bogstaveligt talt at tage forsmag på de kommende dage. For efter et par hastige dage i hovedstaden gik turen nordpå med toget fra Santa Apolonia til Campanhã i Porto og derfra direkte videre med Linha do Douro, den smukke togtur langs Douro-floden og frem til Pinhão. Mere herom snarest.

Dansk film om fado

Der er langt fra de store internationale koncertsale til de små taverner i Alfama. Og der er langt fra verdensstjerner som Mariza, Christina Branco og Mísia til de mere ukendte sangere, der hver aften bevæger sig rundt i de små gyder for at lægge stemme til og videreføre fadotraditionen på de mere ydmyge steder.

Danske Anders Leifers film ”Fado” fra 2003, som heldigvis nu er genudgivet på DVD, hylder de sidstnævnte. Dagdriveren Zé António, den gamle enke Suzette, taverneejeren Concalo og opvaskeren Tina. Alle kan de ikke afholde sig fra at synge fado, og alle har de en historie at fortælle. Zé om de indre sår fra kolonikrigen i Guinea-Bissau. Suzette om de mange år i forstaden, hvor manden forbød hende at synge fado. Concalo om de store vidder i Alentejo og farmen, som familien måtte forlade efter revolutionen i 1974. Og den charmerende Tina, som stopper op midt i opvasken og indrømmer, at hun ikke ved, hvorfor hun er endt netop dér.

Trods afstikkere er det Concalos lille Taberna do Julião og de snævre gyder og stejle trapper i Alfama, der er filmens absolutte centrum. Og filmens sjæl, fristes man til at skrive. Taberna do Julião tilbyder såkaldt fado amador – altså fado med ikke-professionelle udøvere. Men ordet amador kommer af ”at elske” – og det er netop det, der er kernen i sangernes forhold til fadoen. Kvaliteten af stemmerne kan så sandelig diskuteres, men deres passion er stor og indiskutabel.

Selv om filmen er optaget i 2002, sender valget af hovedpersoner og location os tilbage i tiden. De fleste optagelser er holdt i sort-hvid, som dog iblandes grynede stemningsskabende farveoptagelser. Leifer sværmer for de gamle sporvogne, de slidte og afskallede mure og de ensomme nattevandringer gennem de smalle brostensbelagte stræder. Alfama og det nærtliggende Mouraria fremstår som tidslommer, hvor udviklingen er gået forbi, og hvor man kan genfinde fadoen, som den blev sunget og udlevet i sin barndom.

Zé, som med sin driven rundt og sin lyst til at drikke så at sige inkarnerer de typer, der var med til at skabe fadoen i sin tid, opsøger Mouraria og spørger om kvarteret vil overleve. Suzette fortæller, at hun er født i Rua do Capelão i Mouraria – gaden, hvor den mytiske Maria Severa levede – og vi hører hende synge den traditionelle fadosang Adeus Mouraria. I modsætning til Alfama, som stort set fremstår intakt, blev store dele af Mouraria ofret for byfornyelsesprojekter under Estado Novo, så kun en mindre del af bydelen har overlevet.  

Dermed er filmen på den ene side et bevis på, at fadoen ikke kun har overlevet i de store koncertsale, men også er en levende tradition blandt lokalbefolkningen. Ja, det nævnes sågar ganske korrekt, at også de unge er med på vognen. Men på den anden side får filmen et skær af romantisk nostalgi i sin insisteren på kun at fokusere på amatørsangere i de gamle kvarterer, der ikke kan andet end at forfølge deres skæbne og synge fado akkurat som generationerne før dem. Og den negligerer de mange professionelle udøvere i alle aldre, som også er en nødvendig del af fadoens udvikling og en betingelse for dens overlevelse kunstnerisk set.

En dejlig og charmerende filmisk rejse, der som fadoen selv efterlader en vemodig stemning af saudade. 

Filmen kan købes via http://www.fenrisfilm.dk/

Læs mere om Suzette, som jeg selv har mødt, i kapitlet ”De gamle damer og traditionen” i min bog Mit andet hjemland.

Bille August filmer i Lissabon

Netop nu er Bille August i gang med optagelserne til filmen Night Train to Lisbon efter Pascal Merciers dejlige og stemningsmættede bog, som på dansk ikke overraskende hedder Nattog til Lissabon.

Filmen optages i såvel Bern som Lissabon og følger dermed bogen. Her møder man den schweiziske midaldrende professor Raimund Gregorius, som tilfældigt møder en ung smuk portugisisk kvinde, hvorefter han pludselig bryder op og rejser til Portugal. Undervejs i toget læser han en bog af den afdøde portugisiske forfatter Amadeu de Prado, hvilket bliver en hel besættelse, så han efter ankomst må opsøge steder og personer, der har været en del af Prados liv. En sand rejseberetning, som tro mod genren selvfølgelig har karakter af såvel en ydre som en indre rejse.

Det er jo langt fra den første litterære succes, Bille August giver sig i kast med, ligesom det ikke er første gang, han bruger Lissabon som kulisse. En del scener fra Isabel Allende-filmen Åndernes Hus blev faktisk optaget i Lissabon, som derved illuderer Santiago i Chile.

Rollelisten er lang og tæller en del af mine personlige favoritter, hvorfor jeg er spændt på resultatet. Hovedrollen spilles af Jeremy Irons, desuden medvirker navne Bruno Ganz, Lena Olin, Christopher Lee og Charlotte Rampling.

Bille August film har været noget svingende i kvalitet. Men med dét litterære forlæg, dén rolleliste og så det faktum, at det meste af handlingen udspiller sig i min favoritby, er der ingen tvivl om, at det er en film, der skal ses.

Foreløbig gælder det optagelserne i Lissabon, som forventes at slutte en gang i maj.

Læs mere her: http://www.night-train-to-lisbon-film.com/