mandag den 26. august 2013

Mariza i Tønder




Med den ene arm højt hævet over hovedet danser hun rundt på scenen, søndag aften i Tønder. Graciøst og elegant i den lange sorte kjole, som på en gang er moderne og traditionel. Det samme kan siges om hendes musik, der som for mange andre samtidige fadostjerners vedkommende er udspændt mellem tradition og fornyelse.
Mariza med det karakteristiske platinblonde hår blev snart efter sin pladedebut i 2001, Fado em Mim, et ikon for den portugisiske fadomusik. Hun var ikke den første, der genoplivede genren efter en del år i skammekrogen i hælene på Nellikerevolutionen i 1974, hvor alt der kunne forbindes med Salazarstyret blev afskrevet. Men hun er nok den største og i al fald den internationalt mest succesrige, hvilket flere world music priser og global koncertvirksomhed vidner om.
Hendes seneste album fra 2010, Fado Tradicional, der ganske rigtigt er en hyldest til den traditionelle fado, fyldte ikke overraskende en del ved koncerten. Vi fik bl.a. sangen om Rosa da Madragoa og Boa Noite Solidáo, som Fernando Maurício gjorde kendt. Maurício boede i kvarteret Mouraria i Lissabon, som sammen med Alfama var arnestedet for fadoens opblussen. Og her voksede Mariza faktisk selv op, da familien som så mange andre rejste fra Mozambique efter frigivelsen af kolonien.
Men koncerten var ikke lutter traditionel fado, nej langt fra. Kernebesætning bestående af portugisisk guitar, guitar og basguitar blev udvidet med trommer, og fadoens kernerepertoire blev suppleret med afrikanske rytmer, brasiliansk sang og toner fra Capo Verde. På samme vis vekslede Mariza aftenen igennem mellem det energiske og udadvendte og det mere inderlige, hvor hun flere gange sad på scenekanten eller sang uden akkompagnement.
Vi fik da også flere af hendes mest kendte ældre sange så som Jorge Fernandos Chuva i et lidt anderledes arrangement og den lystige Rosa Branca, hvor det til sidste lykkedes Mariza at få publikum til at synge med på omkvædet, samt ikke mindst som afslutningsnummer den utrolig smukke O Gente da Minha Terre – et af højdepunkerne fra hendes koncertudgivelse fra Lissabon foran Belémstårnet, hvor hun måtte holde pause midt i sangen, da tårerne tvang sig frem.
Så meget løb følelserne ikke af med hende i Tønder. Men jeg tror publikum, som virkede lidt skeptisk og tøvende i starten, lod sig overbevise både af storheden i Marizas stemme og af den udtrykfulde kraft, fadoen besidder. Samtidig påtog hun sig rollen som formidler, da hun prøvede at forklare lidt om fadoen undervejs – en ambassadørrolle hun også påtog sig i forbindelse med fadoens udnævnelse til kulturel verdensarv for et par år siden. Et lille sprogkursus blev det sågar til, hvor vinho tinto synes at være det eneste, der var kendt i forvejen.
Det var modigt af festivalen at sætte fado på dagsordenen ved afslutningskoncerten. Tak for det. Håber ikke det bliver sidste gang.

fredag den 23. august 2013

Cuca Roseta: Raiz



Cuca Roseta debuterede for et par år siden og har nu udsendt sit andet album, Raiz. Cuca er udsprunget i miljøet omkring Clube de Fado og guitaristen Mário Pacheco. Hvor såvel Pacheco som den argentinske musiker og producent Gustavo Santaolalla havde store fingeraftryk på debuten, er det nye album i høj grad Cucas eget. Det er resultatet af et års kreativt virke, idet hun har skrevet både tekst og musik til næsten alle sange. Dermed har hun udviklet sig fra ”blot” at være en køn og dygtig sangerinde til i højere grad at være kunstner.
Alle sange på nær én er fadosange og har sågar ordet fado i titlen, ligesom teksterne kommer omkring fadoens vokabular: liv, tab, håb, tilgivelse etc. Raiz betyder rod – og vi kommer ind i fadoen og sjælens rødder. Fra den smukke Fado do Cansaco over den korte, lystige Fado Do Contra og den let jazzede Fado Da Entrega til den stille Fado Menor Isabel, som Cuca Roseta givet selv har lagt navn til, idet hendes rigtige fornavn er Isabel.  
Undtagelsen er Marcha da Esperance – en hilsen til en anden traditionel portugisisk musikform, som får sin fulde udfoldelse under Marchas Populares i juni i Lissabon, hvor alle bykvarterer marcherer ned ad Avenida da Liberdade med dans, musik og kostumer. Cuca er langt fra den første fadosanger, som synger Marchas. På mange fadoplader finder man et enkelt nummer inkluderet, ligesom Amália faktisk sidst i 60´erne udgav et helt album med Marchas de Lisboa. Selv om stilen rent musikalsk er en anden, er der tekstmæssigt store ligheder, da både fadoen og marchas ofte hylder lokale kvarterer og byen - omend sidstnævnte mangler alvoren.
En anden sang, der skiller sig lidt ud er Fado da Vaidade. Her har Cuca Roseta sat musik til et digt fra samlingen ”Livro de Mágoas” af Florbela Espanca, (1894-1930), som var digter og dertil forløber for den portugisiske kvindebevægelse. 
Alt i alt er Raiz en meget mere personlig plade end debuten. Hvor jeg den gang savnede lidt personlighed, kant og nerve, er hun her i højere grad trådt i karakter som sin egen. Det skal blive spændende at høre hende fremover – og ingen tvivl om, at hun står over for sit store gennembrud.




http://www.cucaroseta.com/