Sandeman - her og der

Lidt foran os går en gruppe anført af en kappeklædt guide og ligeså bag os. Vores guide er dog hverken klædt i kappe eller med sombrero som den kendte ikoniske Don. Til gengæld kender han nok portvinskælderen bedre end de fleste, da han er 7. generation af familien bag portvinshuset Sandeman.

Da jeg nyligt blev udnævnt til Caveleiro i portvinsbroderskabet af dets førstemand, George Sandeman, havde jeg nu arrangeret et besøg hos det store hus, som ligger flot placeret ved kajen i Gaia. Og da logistik og kalender gik op i en højere enhed, tilbød George venligt at være vores vært. Vi fik derfor først en rundvisning i udstillingen, der fortæller om husets – og dermed også familiens – historie og efterfølgende i kælderen blandt de mange fade og i husets vintagekælder. En god tur, da det faktisk er mange år siden jeg selv har været på besøg, og da resten af selskabet ikke havde været der før.

Efterfølgende fik vi en god smagning, som viste den store spændvidde i husets portvine. Smagningen omfattede Old Invalid Ruby, Founders Reserve, LBV 2011, Vau Vintage 2003, Vintage 2000 samt den fulde Tawny serie bestående af 10, 20, 30 og 40 års Tawny.

De første viste faktisk fin karakter med god frugt og selvfølgelig med stigende kvalitet og intensitet. LBV 2011 var kraftfuld, som årgangen jo gerne er, men med balancerede modne tanniner, så den er fin at drikke nu. Vau Vintage havde en dejlig krydret stil og en god struktur. Som tilsigtet modnes den tidligt og var fint drikkeklar nu, men også med lagringspotentiale. Vintage 2000 havde en fantastisk flot næse og god kompleksitet, røde frugter og blommer, bløde integrerede tanniner og delikat. Fint drikkelig nu, men også med 20 års yderligere modning foran sig.

Tawnyserien vinder hos mig mere og mere respekt. En elegant og blød stil med en fin balance mellem friskhed, syre, appelsinskal, mandel og de tungere fadnoter, som selvfølgelig stiger i intensitet med alderen. Denne dag vil jeg nok pege på 20 års 40 års som de største oplevelser – den første med flot balance mellem friskhed og intensitet, den sidste fortættet og koncentreret, så den kunne smages længe efter.

En flot smagning, som blev efterfulgt af en meget spændende middag hos en helt nyåbnet restaurant i det øvre Gaia, The Blini, hvor vi fik en fremragende fiskemenu med vine fra Sogrape-koncernen, som Sandeman er en del af. En frisk og fyldig Vinho Verde på Alvarinho-druen fra Morgadio da Torre, en fin rosévin, Vinha Grande fra Casa Ferreirinha, en fyldigt og skøn hvidvin på Encruzado fra Quinta dos Carvalhais i Dão og endelig en 20 års Tawny fra Sandeman til desserten.

Cask 33 – et særligt udvalgt fad

Portvinshusene sender en del meget spændende og eksklusive gamle fadlagrede portvine på markedet i disse år. Tendensen startede vel med Taylor´s Scion, som var tilbage fra 1855 og her sidste år fulgte Graham´s trop med familiearvestykket Ne Oublie – hentet fra fade fra 1882, som Andrew James Symington købte og lagde til side i 1924 for at mindes året, hvor han som den første Symington ankom til Portugal.

Sandeman har nu udsendt en om end lidt yngre, men ligeledes meget spændende gammel portvin. Cask 33 lyder navnet, og også den har et fascinerende historie bag sig.

For det første blev Cask 33 udsendt her i 2015 i anledning af, at huset fejrede sit 225 års jubilæum. Huset blev grundlagt i 1790 i London af den kun 25-årige skotte George Sandeman, som slog sig på handel med sherry og portvin. Siden 1850´erne har huset lagret portvin på fade i kælderen i Vila Nova de Gaia. Her generationer senere er slægten stadig involveret i firmaet i form af George Sandeman, selv om ejerskabet er overgået til den store koncern Sogrape, der bl.a. også ejer Ferreira og Offley.

Men Cask 33 er for det andet også en hyldest til husets mange vinmagere, idet flere generationer af blendere har været involveret i råmaterialet, som består af en blanding af 30 og 40 års gammel vin og mere komplekse vine med 60 og 70 år på bagen.

Cask 33 er hentet fra en samling af 40 fade, som blev lagt til lagring i kælderen engang i 1960´erne og siden løbende er justeret efter behov. De bliver vanligt brugt, når husets gamle tawnies skal blendes, idet gamle fade kan give den ekstra karakter, som er nødvendig. Nummer 33 blev dog af winemaker Loís Sottomayor udvalgt, da det viste en meget lovende udvikling, hvorfor det ikke er blevet rørt de seneste år.

”For første gang i husets historie lancerer vi nu en vin fra et enkelt fad, da Cask 33 på grund af den store kvalitet sammenfatter højdepunktet af husets Tawny stil”, fortæller Luís Sottomayor.

Fadets 635 liter er blevet fordelt på 685 håndblæste flasker i en stil tilbage fra husets grundlæggelse. Etiketten er enkelt og bærer flaskens nummer og Luís Sottomayors signatur, men selve flasken har et segl med indskriften G.S. 1790 – refererende til grundlæggelsen.

Foruden de 685 flasker, er der også fremstillet et antal små prøveflasker, hvoraf jeg fik foræret en af George Sandeman. Og det skal siges straks, at det var en dejlig oplevelse.

Lys, klar, gylden og ravfarvet. Intens duft af mandler, orange, valnød, krydderier og cigarkasse. Silkeblød i munden, elegant, men også fyldig med fin smag af mandel, orange, peber, honning og muskat. Indbydende og kompleks, lidt sød men i fin balance og med en dejlig lang eftersmag.
Et meget dejligt glas, men som det også gælder fra de andre eksklusive gamle portvine, som sendes på markedet, snakker vi jo ikke om et produkt, der henvender sig til den almindelige forbruger, men til samlere og feinschmeckere. 

Sandeman med Sandeman

Årets Winemakers Dinner i The Vintage Port Club havde besøg af selveste Mr. George Sandeman. Og med det navn er der nok ikke mange, som er i tvivl om, hvad der blev smagt. Der var såvel Sandeman Vintage og Vau Vintage som Tawny med alder på programmet, og ved den efterfølgende middag – flot kreeret af holdet på restaurant Kok & Vin i Odense – blev der smagt endnu et par portvine samt vine fra Sogrape-koncernen, som ejer Sandeman.

Portvinshuset blev grundlagt i 1790, da skotten George Sandeman lånte 300 pund af sin far og etablerede sig som vinhandler i London og importør af portvin. Siden ekspanderede firmaet, og i 1811 indrettede det sig i den store arkadebygning ved torvet i Vila Nova de Gaia. I 1928 tegnede kunstneren George Massiot Brown den kendte Sandeman Don til en reklame, og figuren blev siden firmaets logo. Don´en bærer de portugisiske studenters kappe og en spansk caballero hat, da firmaet også producerer sherry. Hvor sherry tidligere udgjorde en større andel af produktionen end portvinen, er det i dag omvendt, fortalte George Sandeman under smagningen i fredags.

George er syvende generation af Sandeman-familien og står i spidsen for firmaet, som dog ikke længere ejes af familien. I 1980 overtog spirituskoncernen Seagram ejerskabet, og fra og med 2001 har huset altså været en del af Sogrape, som også ejer portvinshusene Ferreira og Offley samt en række producenter og vingårde, der laver bordvin heriblandt det kendte varemærke Mateus, som stadig sikrer koncernen en god indtjening.

George Sandeman indrømmer selv, at der i en periode i især 80´erne var for meget fokus på volumen og for lidt på kvalitet. Dette har sikkert været medvirkende til, at huset har haft et mindre godt ry i portvinskredse herhjemme, hvilket ikke er helt retfærdigt. Deres Tawny med alder har altid været udmærket, ligesom kvaliteten af deres Vintage tidligere var og nu igen er ganske høj. Dette skyldes såvel et skift i fokus som ansættelsen af chefwinemaker Luis de Sottomayor. Jeg har smagt deres Vintage 2011 flere gange, og den er meget potent og flot. 2011 var dog ikke med på denne smagning, men det var til gengæld en lang række andre vine af stor kvalitet.

Følgende vine blev smagt i nævnte rækkefølge:

Sandeman Vintage 2000: Mørk rubin med god frugt, modne kirsebær og lidt cigarkasse. En fin smag med god balanceret syre og frugt samt en fin pebret hale. Bløde tanniner, men stadig med kraft til at udvikle sig.

Sandeman Vintage 1994: Præsterede bedre end ved klubbens 1994 smagning nyligt. Rød med brun kant. Først lidt mælket i næsen, men også kirsebær og andre røde bær. Fin moden og i god balance, men ikke så kompleks.

Sandeman Vintage 1982: Her var den ene flaske desværre med fejl. Men ellers lys og uklar i glasset. En vag smag af røde bær, men anonym og uden kraft.

Sandeman Vintage 1977: Rød med mahogni kant, lidt uklar. Ikke så kraftig og med en lidt mistænkelig apotekerduft i næsen. Fin nok i smagen med mere kompleksitet, ikke kraftig, men moden og i fin balance.

Sandeman Vintage 1975: Lys tawnyagtig, men med god duft af røde bær. En enkel og fin, men dog noget enstrenget smag og god pebret hale. En god vin til morgenmad, som George selv udtrykte det.

Sandeman Vintage 1970: Rød med lys kant. Mere rig på frugt og fedme og med en god duft af mørke bær og cigarkasse. Et flot modent glas Vintage.

Sandeman Vintage 1966: Lidt uklar, men med fin rød farve og meget intens alderen taget i betragtning. Frugt og røde bær i næsen samt igen lidt cigarkasse. En flot struktur og stadig med megen frugtkarakter, fine krydderier og en fin balance. Faktisk en fremragende vin.

Sandeman Vintage 1934: Tawny karakter såvel i farve som i næsen. Måske lidt tilbageholdende i næsen, men med flot koncentration og intensitet i smagen, som også havde tawny- og chokoladenoter.

Vau Vintage 1988: Den første Single Quinta Vintage fra Vau, som siden blev et varemærke, som skulle tilfredsstille markedet for hurtigere modne Vintage. Mørk og rubinfarvet. Lidt mælket i næsen og stadig med kraftige tanniner og flot frugt, så den kan udvikle sig.

Vau Vintage 1997: Mørk rubin, næsten uigennemsigtig og med duft af mørke bær. Ligefrem og kraftfuld med bløde tanniner.

Vau Vintage 1999: Mørk rubin. Lidt mere anonym i næsen, men kom sig. Ikke så frugtfyldt som 1997, men igen bløde tanniner og fin struktur.

Sandeman Vintage 2003: Mørk rubin, grænsende til det uigennemsigtige. Intens i næsten med duft af solbær og andre mørke bær og med saft, kraft, krop og tanniner til en langt liv.

Sandeman Vintage 2007: Rubin og lilla og med klar duft af frugtsaft og druejuice med også krydderier. Med andre endnu for ung og med frugt og kraftige tanniner til et langt, lovende liv.

Sandeman 10 års Tawny: Mahogni rød og med duft af såvel bær som nødder og fadpræg. Et fint glas, men dog ikke med den store kompleksitet.

Sandeman 30 års Tawny: Brun med gule nuancer, dog duft af orange, vanille og honning. Intens og cremet i munden, ligeledes med fin balanceret orangepræg, men også hasselnødder og tørrede frugter.

Efter smagningen havde køkkenchef Steffen Falkesgaard og hans team lavet en meget lækker 5-retters menu, hvortil vi fik serveret fine vine fra Sogrape-koncernen samt endnu et par portvine fra Sandeman.

Menuen lød:

• Brandade af letrøget torsk med syltet fennikel. Hertil en Vinho Verde, Morgadio da Torre 2013.
• Pocheret torskeryg med brunet smør, selleripuré, syltet selleri og urter. Hertil en Quinta da Carvalhais ”Encruzado” 2013 fra Dão.
• Braiseret oksetykkam i egen braiserlage med svampe, flæsk og tomater. Hertil to rødvine: Quinta da Carvalhais ”Touriga Nacional” 2011 fra Dão samt Quinta da Leda 2010 fra Douro.
• BrillatSavarin, Lagret Comté og Stilton med hjemmesylt og maltbrød. Hertil et gensyn med Sandeman Vintage 2000.
• Mørk chokoladegateau med sveskeis og fynske æbler. Hertil Sandeman 20 års Tawny.

Da notehæftet blev lagt under middagen, skal det kun konstateres, at vinho verden var fremragende, frisk og rig på frugt, nuanceret og en god repræsentant for Alvarinho-druen. Den hvide ”Encruzado” havde mere frugt, fylde og fadpræg, mens de to røde vine også var flotte repræsentanter for henholdsvis Dão og Douro – især Quinta da Leda, som jeg heldigvis har smagt flere gange.  

Udflugt til Quinta do Seixo

Min sidste dag i Porto var lagt i hænderne på Joana Pais fra Sogrape. Joana er journalist og kendte faktisk ikke så meget til portvinsbrancen, før hun valgte et job som presseansvarlig hos den store koncern, som tæller portvinshusene Sandeman, Offley og Ferreira samt ikke mindst det kendte vinhus Mateus.

Joana mente, at det ville være rart med en lille udflugt op til Douro, hvor vi kunne besøge Sandemans besøgscenter på Quinta do Seixo, og samtidig havde hun inviteret gruppens chefwinemaker Luis de Sottomayor med på turen, så kan kunne forklare om vinene.

Dagen startede i Gaia med et lille besøg hos Offleys. Her fik jeg en lille rundvisning, hvorefter vi smagte et bredt udvalg af husets produkter. Først deres basisprodukter i form af hvid port, ruby og tawny for lige at skyde sig ind på stilen. Her var den hvide faktisk blandt de bedre af slagsen, jeg har smagt, med en god balance og uden for megen sødme.

Derefter fulgte Offleys 10 års Tawny, som straks havde mere fadpræg end den almindelige tawny. Gulbrun i farven og en duft af mandler og vanilla. Igen fin balance mellem sødme og syre. En frisk vin, men dog ikke så karakterfuld.

Samhørigheden var tydelig i de næste to vine, LBV 2009 og Vintage 2011. LBV´en er ufiltreret, mørk med rød kant og har godt med frugt. En duft af solbær, iblandet lidt hyld. Bløde tanniner. Den unge vintage var selvfølgelig meget skarpere og med en duft af solbær, cassis og lidt kaffe. Lilla kant og afsættende farve i glasset på grund af sin unge alder. Ikke så kompliceret, men ligefrem og indbydende.

Luis de Sottomayer forklarede, at stilen de tre huse imellem er lidt omvendt, hvad angår henholdsvis Tawny og Ruby. Taler vi Tawny er Sandeman mere elegant i stilen, Offley er mere rustik og Ferreira et sted imellem. Modsat med ruby og Vintage, hvor Sandeman er langt mere robust og kraftigere end Offley, som tilstræbes at være mere ligefrem og tilgængelig. Lette at drikke, som han selv udtrykte det. Og igen med Ferreira et sted imellem.

Med denne lille introduktion til et hus, hvor de lette kategorier har et pænt marked i Danmark, gik turen så mod Douro. Som så ofte var der regn på toppen af Serra do Marão, som netop deler det nordlige Portugal mellem kystklimaet og vinho verde området og så Douro i de indre land.

Quinta do Seixo blev istandsat som besøgscenter i 2007. Den ligger med udsigt til Pinhão og strækker sig over 70 hektar med såvel nyplantede som gamle vinmarker. Navnet betyder klippe, og netop derfor valgte man under restaureringen at bevare en stor klippe og bygge uden om den, så den i dag indgår i udstillingen. En rundtur starter i mørket med lidt Don-mystik, fortsætter gennem vinifikationscentret og ender i lyset i et flot lokale med store vinduespartier, hvorfra udsigten ned over Douro kan nydes samme med et glas eller to.

Foruden at være besøgscenter er quintaen vinifikationscenter for alle tre mærkers portvine af kvalitet. Et stort anlæg med robotlagares vidner om en stor produktion – ligesom stedet i sig selv klart signalerer, at vi ikke taler om en lille producent.

Efter en dejlig middag med grønsagssuppe, blæksprutter og ost – serveret med en fin frisk hvidvin Planalto, den røde Callabrica Douro 2010 fra Quinta da Leda, lavet på de traditionelle portvinsdruer, samt en Offley Colheita 1997, var det tid for en vandretur i markerne.

Første rækker nedenfor den skifferbeklædte bygning er Touriga Nacional, men derefter følger en større mark med ca. 80 år gamle vine med blandede sorter. Disse gamle marker giver altid høj kvalitet, så druerne herfra indgår altid i de bedste produkter. Beskæringen er overstået, så der kun sidder to grene med enkelte friske skud, der viser, at der nok skal komme blade og druer igen i år.

Inden turen går tilbage mod Porto nyder vi lige Sandemans Tawnyserie, bestående af hele rækken. Som Luis de Sottomayer selv havde forklaret det, er stilen lidt mere feminin og elegant end Offleys. Selv startede Luis på netop Quinta do Seixo tilbage i 1989. I 2007 blev han så chefwinemaker for alle koncernens quintaer, men med et team under sig, som han nu skal mødes med for at inspicere vinmarkerne på samtlige quintaer.

Af de fire gange Tawny foretrak jeg deres 20 års, som er lys mahogni, diskret i næsen, men med god smag af mandler og fin balanceret. 30 års var mere brun med lys gulgrøn kant, mere fadpræg og lidt orangeskal i duften. Betydelig mere cremet end de yngre udgaver, men balanceret. 40 års fortsatte stilen, men mere intens og koncentreret og yderligere fed og cremet. Så afgjort også et flot glas, men også betydeligt tungere.