Lidt foran os går en gruppe anført af en kappeklædt guide og
ligeså bag os. Vores guide er dog hverken klædt i kappe eller med sombrero som
den kendte ikoniske Don. Til gengæld kender han nok portvinskælderen bedre end
de fleste, da han er 7. generation af familien bag portvinshuset Sandeman.
Da jeg nyligt blev udnævnt til Caveleiro i
portvinsbroderskabet af dets førstemand, George Sandeman, havde jeg nu arrangeret
et besøg hos det store hus, som ligger flot placeret ved kajen i Gaia. Og da logistik
og kalender gik op i en højere enhed, tilbød George venligt at være vores vært.
Vi fik derfor først en rundvisning i udstillingen, der fortæller om husets – og
dermed også familiens – historie og efterfølgende i kælderen blandt de mange
fade og i husets vintagekælder. En god tur, da det faktisk er mange år siden
jeg selv har været på besøg, og da resten af selskabet ikke havde været der
før.
Efterfølgende fik vi en god smagning, som viste den store
spændvidde i husets portvine. Smagningen omfattede Old Invalid Ruby, Founders
Reserve, LBV 2011, Vau Vintage 2003, Vintage 2000 samt den fulde Tawny serie
bestående af 10, 20, 30 og 40 års Tawny.
De første viste faktisk fin karakter med god frugt og
selvfølgelig med stigende kvalitet og intensitet. LBV 2011 var kraftfuld, som
årgangen jo gerne er, men med balancerede modne tanniner, så den er fin at
drikke nu. Vau Vintage havde en dejlig krydret stil og en god struktur. Som
tilsigtet modnes den tidligt og var fint drikkeklar nu, men også med
lagringspotentiale. Vintage 2000 havde en fantastisk flot næse og god kompleksitet,
røde frugter og blommer, bløde integrerede tanniner og delikat. Fint drikkelig
nu, men også med 20 års yderligere modning foran sig.
Tawnyserien vinder hos mig mere og mere respekt. En elegant
og blød stil med en fin balance mellem friskhed, syre, appelsinskal, mandel og
de tungere fadnoter, som selvfølgelig stiger i intensitet med alderen. Denne
dag vil jeg nok pege på 20 års 40 års som de største oplevelser – den første
med flot balance mellem friskhed og intensitet, den sidste fortættet og
koncentreret, så den kunne smages længe efter.
En flot smagning, som blev efterfulgt af en meget spændende
middag hos en helt nyåbnet restaurant i det øvre Gaia, The Blini, hvor vi fik
en fremragende fiskemenu med vine fra Sogrape-koncernen, som Sandeman er en del
af. En frisk og fyldig Vinho Verde på Alvarinho-druen fra Morgadio da Torre, en
fin rosévin, Vinha Grande fra Casa Ferreirinha, en fyldigt og skøn hvidvin på
Encruzado fra Quinta dos Carvalhais i Dão og endelig en 20 års Tawny fra
Sandeman til desserten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar