lørdag den 20. juni 2015

Porto juni 2015 - fortsat

Der går ingen tid til spille, når man besøger portvinshuset Barão de Vilar (alias Maynards) og er i selskab med deres masterblender Alvaro van Zeller. Kigger man væk et øjeblik, eller skulle man evt. have behov for at gå på toilettet, er man straks to portvin bagefter.
Men fornøjeligt et det. Både fordi Alvaro er en herlig fortæller med mange gode anekdoter, en stor viden om portvin og et smittende humør, og fordi mange af de vine, han skænker, er af meget høj kvalitet. Formiddagens besøg talte vist op mod 20 portvine – fra Vintage over hvid Tawny til Colheitas, og fra 1950´erne til i dag.


Her er hvad jeg fik noteret: Reserva Ruby 2013, LBV 2011, Vintage 2013, Vintage 2012, 10 års hvid port, hvid Colheita 2004, Colheita 2005, Colheita 1975, 40 års Tawny, ca. 60 års Tawny (som bruges til blends), Vintage 2011 Tinta Roriz, Colheita 1974, Colheita 1963, Colheita 1962 og Colheita 1950.


Når en sådan menu smages uformelt over kort tid, er noterne selvfølgelig sparsomme. Jeg vil derfor kun fremhæve nogle enkelte højdepunkter. Hvid Colheita 2004 var en god kompleks vin med fin syre og god balance. 1975 Colheita er en del cremet og fyldig vin. Rødbrun i farven og en god duft af tørrede frugter og lidt farin samt med lidt balsamico i smagen. Den ca. 60 års Tawny havde lidt Douro-bake, men var faktisk en uhyre kompleks og fyldig vin, som med lidt mere friskhed kunne være rigtig god i sig selv. 1963 Colheita er og bliver en utrolig flot vin. Mørk, fyldig og meget koncentreret. Den et år ældre udgave var mere pebret og havde mere bid. Slet ikke så harmonisk, men kan måske udvikle sig. 1950 var efter min mening lidt vel sprittet, men mørk og koncentreret.

Efter denne tour de force besøgte vi kælderen, hvor vi lige så resterne af det fad med hvid Colheita fra 1989, som portvinsklubbens jubilæumsport er hentet fra. Et fint besøg og en solid opvarmning til aftenens ceremoni og gallafest i Confraria do Vinho do Porto.


Porto juni 2015

Ankom til Porto torsdag sent eftermiddag. Var der også i marts, men da var vejret anderledes. Disse dage er fulde af sol og med temperaturer over 30 grader. Dejligt. Jeg er her sammen med andre fra bestyrelsen fra The Vintage Port Club i anledning af den årlige optagelsesceremoni og fest i Confraria do Vinho do Porto, idet klubbens formand skal optages i broderskabet. Det foregår lørdag aften, og søndag går turen så allerede hjem igen.
Torsdag aften gik stille for sig med lidt god tapas og Vinho Verde i Ribeira med udsigt til floden Douro og portvinshusene på den anden siden. Derefter et par enkelte portvine.


Fredag startede så det egentlige program med tre planlagte besøg og et enkelt spontant. Første besøg var hos Kopke, hvor Sonia Figueira havde planlagt en flot smagning. Vi indledte med to bordvine fra Kopke, efterfulgt af fire portvine fra samme hus og endelig to gamle vine fra Barros, som også ejes af Sogevinus. Her er lidt noter:
Kopke hvid Douro DOC 2014: Herlig frisk og sprød lavet på et blend af Arinto, Gouveio og Rabigato fra Cima Corgo. Lys med blomster og frisk frugt i næsen. Fin syre og mineralsk. Måske ikke så kompleks, men så absolut et dejligt glas.
Kopke rød Douro DOC 2012: Mørk rubin. Vanilje og måske lidt kokos fra fad i næsen. Fin frugt og syre og bløde tanniner. Måske lidt vel tam.
10 års hvid port: Lys ravfarvet, klar. Mandel og appelsinskal i næsen. Fyldig i munden, afdæmpet sødme og i fin balance. Lang eftersmag. Et meget lækkert og indbydende glas hvid port.
10 års Tawny: Havde det faktisk hårdt ovenpå den hvide udgave. Rødbrun med mandel tørrede frugter og krydderier i næsen. Blød, men også noget anonym.
20 års Tawny: Mørkere i farven. Lidt skarp i næsen først, men det blev mindre med tiden. Tørrede frugter. Krydderier og peber og en lang hale. Et flot glas.
Colheita 1978: Flasket i 2015, så frisk fra fad. Lysere end 20 års, fin rødbrun. Tørrede frugter og mandel. Blød og indbydende og med fin koncentration.


Barros Colheita 1974: Et dejligt gensyn med portvinen fra revolutionsåret i den flotte flaske med nelliken udenpå. Ravfarvet, lidt tung i næsen, men frisk og syrerig. Tørrede frugter og en fin blød tekstur.
Barros Very Old Tawny, 101 edition. Nyt oplag af jubilæumsporten lavet i 2003 i anledning af 100-året for husets stiftelse. Et blend af colheitas fra 1940´erne til 1980´erne. Rødbrun, ikke så intens i næsen. Cremet, blød og elegant. Frisk med tørrede frugter og nødder i næse og smag. Måske lidt skuffende i forhold til de andre colheitas, hvilket dog kan skyldes, at der var tale om en rest.
Efter denne fine smagning fik vi lige en lille rundtur i Caléms kælder – et af de andre huse i Sogevinus gruppen. Her havde man indviet et nyt kælderrum for 10 års Tawny.


Ved middagstid ankom vi til portvinsinstituttet, IVDP, som jeg også besøgte i marts. Her fik vi en god rundvisning i laboratorier ved Paulo Russel-Pinto. Derefter en fin middag i selskab med bl.a. direktør Manuel Cabral og Bento Amaral. Græskarsuppe, bacalhau og dessert. En sprød hvidvin, Cassa 2014 og en utrolig lækker og moden Quinta do Portal grande reserva 2000 – en virkelig flot repræsentant for Douro DOC. Kompleks, dyb og med friskhed.


Derefter krydsede vi Douro igen for at få en rundtur hos Ferreira, efterfulgt af en lille smagning:
Hvid Port semi dry. Pæn, men ikke med overvældende sødme. Absolut drikkelig.
10 års Tawny: Lidt skarp i næsen med orange og mandel. Pebret og skarp i munden, men vag på karakter og dybde. Lidt vel skuffende.
20 års Tawny. Dejligt gensyn med en af de bedste 20 års på markedet. Fin rødbrun med tørrede frugter og mandel i næsen. Flot balance mellem syre og sødme, Dyb og altid spændende.
LBV 2010: Ligefrem med god frugt. Ikke så kompleks, men absolut et fint glas.


På vejen langs kajen kiggede vi derefter lige ind til Ramos Pinto, hvor jeg fik hilst på en af mine gode kontakter.  Derefter nød vi deres 20 års Tawny – så afgjort et rigtigt godt glas, som efter min mening hører til helt i toppen af 20 års hierarkiet.
Endelig bød aftenen på en fin middag i den engelske tennis og cricket klub i selskab med Alvaro van Zeller. Også her blev der budt på gode hvid- og rødvine samt flere portvine, men her blev blokken gemt væk.

onsdag den 17. juni 2015

Cask 33 – et særligt udvalgt fad

Portvinshusene sender en del meget spændende og eksklusive gamle fadlagrede portvine på markedet i disse år. Tendensen startede vel med Taylor´s Scion, som var tilbage fra 1855 og her sidste år fulgte Graham´s trop med familiearvestykket Ne Oublie – hentet fra fade fra 1882, som Andrew James Symington købte og lagde til side i 1924 for at mindes året, hvor han som den første Symington ankom til Portugal.


Sandeman har nu udsendt en om end lidt yngre, men ligeledes meget spændende gammel portvin. Cask 33 lyder navnet, og også den har et fascinerende historie bag sig.
For det første blev Cask 33 udsendt her i 2015 i anledning af, at huset fejrede sit 225 års jubilæum. Huset blev grundlagt i 1790 i London af den kun 25-årige skotte George Sandeman, som slog sig på handel med sherry og portvin. Siden 1850´erne har huset lagret portvin på fade i kælderen i Vila Nova de Gaia. Her generationer senere er slægten stadig involveret i firmaet i form af George Sandeman, selv om ejerskabet er overgået til den store koncern Sogrape, der bl.a. også ejer Ferreira og Offley.
Men Cask 33 er for det andet også en hyldest til husets mange vinmagere, idet flere generationer af blendere har været involveret i råmaterialet, som består af en blanding af 30 og 40 års gammel vin og mere komplekse vine med 60 og 70 år på bagen.


Cask 33 er hentet fra en samling af 40 fade, som blev lagt til lagring i kælderen engang i 1960´erne og siden løbende er justeret efter behov. De bliver vanligt brugt, når husets gamle tawnies skal blendes, idet gamle fade kan give den ekstra karakter, som er nødvendig. Nummer 33 blev dog af winemaker Loís Sottomayor udvalgt, da det viste en meget lovende udvikling, hvorfor det ikke er blevet rørt de seneste år.
”For første gang i husets historie lancerer vi nu en vin fra et enkelt fad, da Cask 33 på grund af den store kvalitet sammenfatter højdepunktet af husets Tawny stil”, fortæller Luís Sottomayor.
Fadets 635 liter er blevet fordelt på 685 håndblæste flasker i en stil tilbage fra husets grundlæggelse. Etiketten er enkelt og bærer flaskens nummer og Luís Sottomayors signatur, men selve flasken har et segl med indskriften G.S. 1790 – refererende til grundlæggelsen.


Foruden de 685 flasker, er der også fremstillet et antal små prøveflasker, hvoraf jeg fik foræret en af George Sandeman. Og det skal siges straks, at det var en dejlig oplevelse.
Lys, klar, gylden og ravfarvet. Intens duft af mandler, orange, valnød, krydderier og cigarkasse. Silkeblød i munden, elegant, men også fyldig med fin smag af mandel, orange, peber, honning og muskat. Indbydende og kompleks, lidt sød men i fin balance og med en dejlig lang eftersmag.
Et meget dejligt glas, men som det også gælder fra de andre eksklusive gamle portvine, som sendes på markedet, snakker vi jo ikke om et produkt, der henvender sig til den almindelige forbruger, men til samlere og feinschmeckere. 


tirsdag den 9. juni 2015

Vinho Verde i Danmark - del 1

Sommeren er gerne tiden for de mere lette vine, hvad enten man foretrækker mousserende udgaver, hvidvin eller rosé. En mulighed kunne også være portugisisk Vinho Verde.
Efter at have besøgt instituttet for Vinho Verde, CVRVV, i marts måned, besluttede jeg mig for at smage mig igennem et udvalg af de Vinho Verde mærker, som er at finde på det danske marked. Udvalget er ikke stort og består dels af billige vine fra de store supermarkeder og dels af flasker i forskellig prisleje fra mindre importører og specialister i portugisisk vin.
Generelt kan siges, at vinene varierer fra de lette og enkle, let mousserende vine, som er velegnet til terrassen en varm sommerdag, til lette fiskeretter eller måske kylling, og så til de mere frugtfyldte og komplekse udgaver, hvoraf mange er enkeltdruevine. Her er det især druerne Loureiro og Alvarinho, som imponerer - sidstnævnte med sin frugtige og eksotiske karakter. For nærmere om druerne se tidligere opslag.
Her i første omgang følger smagenoter på tre af de kendte mærker fundet på hylderne i supermarkederne. I de næste blogtekster vil jeg efterfølgende præsentere nogle udvalgte huse og producenter nærmere – nemlig Anselmo Mendes, Tapada dos Monges fra Vinhos Norte og Quinta de Soalheiro.

Solouro 2014
Lavet på et blend af 70 % Loureiro, 20 % Trajadura og 10 % Pedernã, lagret på ståltanke. Lys gulgrøn og perlende. Duft af æbler, citrus og grønt græs. Godt med syre, fin frisk smag med god frugt, når de værste bobler er væk. Enkel og ukompliceret. Skal serveres køligt som letdrikkelig sommervin, men også brugbar til ikke fed fisk eller fx kylling.
Solouro producerer også andre vine herunder en enkeltdrue vin på Alvarinho. Navnet er en sammentrækning af Sociedade Agrícola do Louro og altså opkaldt efter hjemkommunen, som ligger i underregionen Ave, opkaldte efter floden Ave. SuperBrugsen.

Aveleda 2013
Lavet på et blend af Loureiro, Trajadura og Arinto. Gulgrøn, perlende med en duft af æbler, lidt citrus samt en smule eksotisk frugt. Meget let og enkel stil. Frisk og behagelig, men ganske ukompliceret og skal drikkes som så.
Quinta da Aveleda ejes af Guedes-familien. Foruden Vinho Verde produceres der også vine fra Bairrada og Douro. Netto.

Casal Garcia
Brandet produceres af Aveleda og er førende på verdensmarkedet rent kvantitativt. Blend af Trajadura, Loureiro, Arinto og Azal. Gulgrøn, meget perlende og prikkende. Æbler og citrus i næsen. Let og frisk, men noget frugtfattig. Enstrenget og uden dybder og nuancer. Fin syre og pæn eftersmag. Fås også som rosé og rød. Føtex.