onsdag den 30. april 2014

Cockburn´s – før og nu

”We don’t pronounce the ck”. Sådan lyder det med tyk engelsk accent og stiv overlæbe i en af de morsomme og selvironiske reklamer, som portvinshuset Cockburn´s lod producere først i 70´erne for deres Special Reserve under kampagneoverskriften Pronounce Responsibly. Jo, udtalen er vigtig og dermed fastslået, at ck´et er stumt. Joken blev i øvrigt genoptaget i nyere tid med filmen ”12 Inch Pianist”, hvor der igen er problemer med den rette udtale i forbindelse med et ønske afsagt til lampens ånd (se nederst i dette indlæg).    

Anledningen til denne lektion i udtale er en smagning forleden i The Vintage Port Club, hvor der netop var Vintage fra Cockburn´s i glassene. Smagenoter følger nedenfor, men først lidt om huset og dets historie.
Cockburn´s blev grundlagt af skotten Robert Cockburn, som efter at have deltaget i krigen mod Napoleon slog sig ned i Porto i 1815 og startede sit eget handelshus, hvor portvinen snart blev vigtigste vare. Huset var familieejet frem til først i 1960´erne, hvor koncernen Harvey of Bristol overtog såvel Cockburn´s som Martínez. Derefter var der skiftende ejerskaber, ind til spiritusgiganten Allied Domecq i 2010 solgte huset til Symington Family Estates. Skotterne vendte altså tilbage!
Vigtigste ejendom i Douro er Quinta dos Canais (skråt overfor Vargellas), som både leverer druer til husets Vintage, men også udsender sin egen Single Quinta Vintage. Husets store lodge i Vila Nova de Gaia er for tiden ved at gennemgå en større renovering, hvilket inkluderer et helt nyt besøgscenter.


Da jeg besøgte dem sidst i marts, fik jeg en rundvisning og så det kommende velkomstcenter, de store lagerlokaler samt deres bødkerværksted, hvor fade fra alle Symingtons portvinshuse bliver repareret og vedligeholdt. Et godt gammelt håndværk, som heldigvis stadig holdes i hævd.


Tilbage til smagningen, som fandt sted lige efter klubbens generalforsamling. Følgende vine blev smagt i nævnte rækkefølge:
Vintage 1985: Året er kendt for at have mange skæve flasker. Denne var desværre én af dem. En fæl duft af acetone, hvor man skulle lede længe for at finde frugt bag. Brændende og stikkende i munden, lidt kirsebær, men stadig med overdøvende acetonepræg.
Vintage 1983: Bedre uden at være god. Rødbrun i farven, lidt bær og tobak i næsen. Mørke bær i smagen, men meget let. Lidt fattig på syre, men dog i nogenlunde balance.
Vintage 1970: Et tiltrængt kvalitetsløft. Flot mahognifarvet, lidt forsigtig i næsen til at begynde med, men frugten kom frem efterhånden. Kirsebær og andre røde bær, mere kompleks og meget harmonisk. Et godt glas. Min egen 3. plads.
Vintage 1967: Markant lysere i farven, kun lidt frugt i næsen og næsten uden syre. En lidt uheldig flaske, som også havde en snert sæbe i smagen. Cockburn´s valgte ikke at deklarere i 1966, men foretrak altså året efter, hvilket må siges at have været en fejlvurdering.
Vintage 1963: Flot rødbrun i farven med kirsebær, frugt og diskret vanille i næsen. Røde bær, kirsebær og stadig med frugt og syre. Potent og i fremragende balance. Klar vinder hos mig, selv om jeg egentlig gerne ville vælge noget mindre forudsigeligt.
Vintage 1950: Rødbrun med lys kant. Lidt tyggegummi i duften, men også frugt, eukalyptus og lidt urter. Igen kirsebær og en fin pebret hale.
Vintage 1994: Så nåede vi til de yngre årgange. Rød med brun kant, rig på frugt, men også lidt brændt karakter. Overraskende moden med god smag og i fin balance, men nok ikke så langtidsholdbar som andre fra årgangen. 
Vintage 2000: Mørk, ja næsten sort og med masser af frugt og mørke bær i næsen. Flot med frugt og solbær i smagen, rig på tanniner, men overraskende åben og drikkelig, hvis man kan lide potente, yngre Vintage. Da jeg også gerne vil belønne ungdom og potentiale fik den min andenplads.
Vintage 2011: Har givet endnu større potentiale, men slet ikke drikkeklar. Da jeg især afgiver point efter, hvordan vinene smager her og nu, valgte jeg altså 2000 frem for denne helt nye Vintage. Sort og lilla farve smittede af i glasset. Tæt og intens med utroligt meget frugt og mørke bær i næsen. En smag af cassis og frisk frugt og med tanniner til en langt liv. Glæder mig at smagen den, når den bliver voksen!


Sædvanen tro stemte vi efterfølgende om de bedste vine. Et par flaskevarianter spillede ind, bl.a. var det ene hold desværre udsat for en dårlig 63´er, men da det andet hold var meget heldig scorede årgangen alligevel forventeligt mange point. Lidt det samme gjorde sig gældende for 1967. Samlet blev top 5:
  1. 1963 med 34 point
  2. 2000 med 32 point
  3. 1950 med 29 point
  4. 1970 med 24 point
  5. 1967 med 23 point


Trods sin ungdom fik 2011 også godt med point. Ingen tvivl om, at denne første vin fra winemaker Charles Symingtons hånd har et kæmpe potentiale som mange andre vine fra årgangen.



mandag den 14. april 2014

Gisela João

Det sker gang på gang, at et nyt fadonavn udnævnes til morgendagens stjerne, som skal tage arven op efter Amália. Det er også sket for Gisela João, som har udsendt albummet, der blot bærer hendes navn. Men når roserne bl.a. kommer fra folk som Carlos do Carmo og Camané, er det værd at lægge mærke til. Så er der tale om mere end den sædvanlige forudsigelse.
Gisela João er født og opvokset som den ældste af syv søskende, i Barcelos i Minho, hvor hun begyndte at optræde på den lokale fadorestaurant. I år 2000 flyttede hun til Porto for at studere, men endte i stedet med at arbejde i butik om dagen og synge fado om aftenen. Pladedebuten kom i 2008 med albummet ”O meo Fado”, og året efter fulgte en plade med gruppen Atlantihda.
Det var mødet med fadosangeren og manageren Helder Moutinho, som for alvor satte gang i Giselas karriere. Hun begyndte at optræde i Lissabon, fadoens hovedstad, og flyttede siden dertil og blev tilknyttet steder som Sr. Vinho og Tasca de Bela. Det blev så at sige en ny start, så det seneste album på sin vis kan kaldes hendes anden pladedebut.
Og lad det bare være sagt med det samme. Det er en fremragende plade. Repertoiret er alsidigt og omfatter såvel ældre som nyere fadosange. Frygtløst begiver Gisela João sig i kast med sange kendt fra de store stjernes repertoire så som Alfredo Marceneiro, Carlos Ramos, Beatriz da Conceicão og ikke mindst Amália Rodrigues. Det gælder numre som Antigamente, Não Venhas Tarde, Maldicão og ikke mindst Meu Amigo Está Longe – en af mange fremragende sange skrevet til Amália af José Carlos Ary dos Santos og Alain Oulman. Og den fortolker hun fremragende med stor indlevelse og en flot dyb udtryksfuld stemme.

Hvor numre som Meu Amigo Está Longe, Maldicão, Primavera Triste og Voltaste hører til de mere langsomme og sørgmodige fadosange viser Gisela også, at hun flot behersker det lette og muntre repertoire som på den traditionelle Bailarico Saloio, Antigamente, Malhões e Vira og (A Casa da) Mariquinhas. Sidstnævnte er ikke Alfredo Marceneiros legendariske sang, men en senere som også Amália sang og her med ny tekst af hip-hopperen Porto Capicua. Teksten omhandler det gamle fadohus – eller rettere bordel – hvorfra såvel Alfredo Marceneiros som Dona Amálias og Herminia Silvas stemmer har lydt, men som siden er endt i ruiner. Men lukker man øjnene kan man stadig høre stemmerne og guitarspillet, da ”sange, som kommer fra hjertet, synges hele livet igennem”.
Endelig viser det også overskud, at albummet har plads til instrumentalnummeret Canto de Rua af Carlos Paredes, hvor de dygtige guitarister Ricardo Parreira (portugisisk guitar) og Tiago Oliveira får lov til at udfolde sig.
Gisela João er ikke en ny Amália. For det første vil der aldrig kommer en ny Amália. For det andet er hun sig selv – rå, dyb og dygtig. Hendes sang kommer fra hjertet og er virkelig værd at lægge mærke og øre til.




Gisela João spiller den 23. maj på Louisiana.  

onsdag den 2. april 2014

Maria da Mouraria

Det er, som det skal være. To guitarister – den ene på Viola, den anden på Guitarra Portuguesa. Og så en ældre dame, som synger med næsten lukkede øjne i den dæmpede belysning.
Det er fado, som det altid er. Men alligevel er det anderledes og nyt. For stedet er under et år gammelt, nyrestaureret af arkitekten José Andrão og moderne og stilfuldt i sin indretning. Det er ikke en gammel rustik fadorestaurant, men en helt ny af slagsen, beliggende på en mytologisk adresse og bærende et navn, som giver mange associationer inden for fadomiljøet i Lissabon.
Maria da Mouraria heddet det nye sted, som bestyres af fadosangeren Helder Moutinho. Stedet er Largo da Severa i bydelen Mouraria, men huset havde oprindeligt adresse i Rua do Capelão – det lille stræde der leder ind mod torvet. Og det var netop i dette hus, at den første kendte store fadista, Maria Severa (1820-1846) boede.


Maria Severas biografi tæller lige dele fakta og lige dele mytologi, da hun har fundet vej til romaner, skuespil, film og ikke mindst en del fadotekster. Hun var prostitueret og havde en affære med greven af Vimioso. Den slags kærlighed på tværs af store sociale skel er godt stof for romantisk digtning – og da Severa samtidig døde af tuberkulose som kun 26-årig var grunden til myten lagt.
Men Maria Severa er ikke den eneste Maria knyttet til stedet og bydelen. I Gabriel de Olivieras kendte fadosang, Há Festa na Mouraria, optræder en anden prostitueret fra Rua do Capelão, Rosa Maria. Og på Helder Moutinhos seneste album 1987 er en sekvens af sange viet til netop Maria da Mouraria. De fire sange er skrevet og komponeret af Pedro Campos og omhandler Maria, som flytter fra landsbyen til storbyen på grund af ulykkelig kærlighed. Her møder hun skiftende nye elskere, men lever også et håbløst og sørgeligt liv, som noterne til albummet fortæller det.

Det er nok den sidste Maria da Mouraria, som har givet stedet sit navn. Men sangfortællingen på Helder Moutinhos album er samtidig inspireret af de mange andre tilsvarende skæbner fra bydelen Mouraria, som var kendt for prostitution, kriminalitet og de mange små taverner med fadosang. Maria da Mouraria går i hælene på Rosa Maria og Maria Severa og givet mange andre.
Jeg besøgte det nye fadosted i lørdags, inviteret af Helder Moutinho, som gerne ville vise mig det. Flot indrettet og med god fado. Ses bort fra lidt ost og et par glas rødvine, spiste jeg desværre ikke på restauranten. Men det er Bela, som også driver fadorestaurant i Alfama, som står for køkkenet, så det borger godt. Og jeg vil givet vende tilbage næste gang, jeg er i Lissabon.
Det er fadomuseet, Museu do Fado, som har stået for renoveringen af bygningen for at hædre Maria Severa, men også for at bringen fadoen tilbage til Mouraria. Her blev den født, men under Salazars Estado Novo blev området saneret og meget af den oprindelige liv forsvandt.
Helder fortæller mig, at han gerne vil skabe en mere autentisk atmosfære på stedet, som ikke er målrettet turiststrømmene. Og så vil han og Bela servere god mad til en rimelig pris. Endvidere er det også hans intention af bringe fadoen tilbage til Mouraria, hvor den hører hjemme – som den gør det i Alfama og Bairro Alto. Musikerne er hans egne, men de øvrige sangere er skiftende, fortæller han.
Efter lidt snak synger Helder Moutinho selv tre fadosange, hvilket han gerne gør, med mindre han har koncerter andre steder. Derefter kører vi videre mod Alfama mod Bela Bar, hvor en ny optræden venter. Han har travlt, men ser ud til at nyde det. Travlt med sin egen karriere, travlt med at hjælpe unge talenter på vej og nu også travlt med at drive sin egen fadorestaurant.