A Fado for the River

Titlen dukkede pludselig op under en internetsøgning. A Fado for the River. Og med min fascination af fado, kan den ikke andet end at vække nysgerrighed. Af den korte beskrivelse fremgår det, at der er tale om en spændingsroman, skrevet af sydafrikanske Geoffrey Wells. Bogen foregår dels i nutiden under en filmfestival i Lissabon og dels i Mozambique i 1974 – året, hvor Nellikerevolutionen fandt sted, hvilket førte til selvstændighed for den sydafrikanske koloni, men desværre også til mange års borgerkrig.

Fortælleren, Raf for Raffaello, rejser fra Los Angeles til Lissabon for at være jury ved en filmfestival. Straks efter ankomsten til sit hotel modtager han et anonymt afpresningsbrev. Afsenderen vil have 500.000 dollars for at tie om, at Raf i sin tid myrdede en ung kvinde.

Anklagen er falsk, men afsenderen kender åbenbart mere end ønskeligt til Raf´s fortid, hvor han som ung sammen med en ven opholdt sig i Lorenzo Marques – det tidligere navn for Maputo. Og herefter springer handlingen frem og tilbage mellem nutidens Lissabon og fortidens Mozambique, så vi afsnit for afsnit får afklaret, hvad der virkelig hændte.

Foruden at være en lille spændingsroman er bogen også en kommentar til emner som kolonialisme, ulandsstøtte, apartheid og oprørsbevægelser. Intrigen udspiller sig midt mellem de to parter i borgerkrigen, Renamo og Frelimo, samt Estado Novos hemmelige politi og MFA (Movimento das Forças Armadas), som stod bag revolutionen i Portugal i 1974. Store, stridende kræfter og et politisk spil, som ikke er helt gennemskueligt for den unge Raf, som alligevel lader sig involvere på blodig vis.

Og det er alt dette, der nu vender tilbage for at få sin endelige afslutning. Nok valgte Raf et nyt og andet liv, men erindringen har han ikke kunnet udviske. Den har siddet dér siden som smerte, savn og sorg. Tudo isto existe, Tudo isto é triste, Tudo isto é fado, som Geoffrey Wells citerer Amálias gamle fadosang. Alt dette er fado. Raf får da også besøg flere fadorestauranter – både i Maputo og i Lissabon, hvor juryen spiser middag i Café Luso i Bairro Alto, ligesom vi kommer rundt til andre velkendte lokaliteter.

Her som i andre bøger, bruges fadoen altså til at tydeliggøre en stemning af saudade – den blanding af længsel og vemodighed, som karakteriserer fadosangen. Eller som Raf selv konkluderer det:

“I now understand the sadness of the fado; the lament lurking in the shadows of our human psyche, shared by all of us who must bear witness to our collective suffering”.

Et par enkelte tråde blafrer fortsat efter endt læsning, men overordnet har Geoffrey Wells begået en medrivende bog, som både er spændende og giver et godt indtryk af de urolige tider omkring revolutionen i Portugal og især i den samtidige spændte situation i Mozambique. Men sin opvækst i Sydafrika kender forfatteren mærkbart til forholdene. Han besøgte da også selv nabolandet kort før revolutionen og sejlede på Limpopo River for at se på flodheste – en tur, som spiller en ikke uvæsentlig rolle i bogen.

Bogen er udkommet som E-bog. Læs mere her: http://www.geoffreywellsfiction.com/a-fado-for-the-river/