Børsen og Burmester

Den årlige portvinsfestival på Børsen er vel overstået. Der blev smagt god portvin – og det både hvid, tawny, Colheita, LBV og vintage. Og måske lige så vigtigt blev der snakket med såvel andre danske portvinsentusiaster som med repræsentanter fra Portugal. Det sidste gjaldt gode bekendte som Gustavo Devesas fra Symington, Ana Rato fra Ramos Pinto og Oscar Quevedo fra Quevedo samt nye bekendtskaber som winemaker Paulo Coutinho fra Quinta do Portal, vingårdsmanager Rui Xavier Soares fra Real Companhia Velha (som jeg allerede havde truffet et par dage før ved Holte Vinlagers vinfestival i Odense) og winemaker Carla Tiago fra Burmester.

Sidstnævnte var sammen med Christian Philipson – samt selvfølgelig festivalarrangør Henrik Oldenburg – vært for pressesmagningen, som fandt sted lige inden selve festivalen åbnede. I år var det altså Burmester, der skulle præsenteres og smages, og ikke overraskende gjaldt det en fint udvalg af de mange Colheitas, som Philipson Wine med stor succes har opkøbt, lanceret og solgt i store mængder på det danske marked.

Det har der været talt meget om, bl.a. fordi flere mener, at Philipson med sine mængderabatter nærmest underminerer markedet. Den diskussion vil jeg ikke blande mig i her, men blot viderebringe Christian Philipsons ord om, at det for ham også har handlet om at slå et slag for tawnystilen og ikke mindst Colheitas. For det første fordi, der generelt er mere fokus på den mere vinøse vintage. For det andet fordi et presset marked medfører et behov for omsætning her og nu, hvorfor fade med portvin, som skal lagre i kælderen i årtier og oven i købet med et pænt svind, ikke ligefrem er den bedste forretning sammenlignet med de flaskelagrede portvinstyper for ikke at tale om nye tiltag som rosé.   

Men nu til vinene. Philipson har afhold flere store Burmester-smagninger, men det er første gang, jeg har haft mulighed for at deltage. Programmet bestod af 12 vine. 10, 20, 30 og 40 års tawny efterfulgt af Colheitas fra årene 2000, 1997, 1989, 1975, 1963, 1957, 1941 og 1937. Med andre ord en repræsentant fra hvert årti med et spænd på godt 60 år.

Vinene blev skænket samtidig, og en første konstatering var forbavsende lille forskel i farven. De helt unge var selvfølgelig lidt mørkere, dem i midten lysere, mens de ældste havde genvundet en del af mahogninuancerne. Et andet generelt træk ved de fleste af vinene var god balance mellem syre og sødme samt en lang, pebret eftersmag.

Blandt de fire tawny med alder fandt jeg 30 års bedst. God duft af blommer og figner, kraftig i smagen med fint afmålt syre. 10 års havde orange duft og var lige til at gå til. Ikke så nuanceret og dyb, men også langt billigere. 20 års havde desværre en mistænkelig duft af acetone, som ikke nåede at forsvinde. 40 års havde hel lys kant og igen orange i næsen, men var ikke umiddelbart så balanceret som den 10 år yngre udgave.

Blandt de mange Colheitas var flere topår. Min egen favorit var 1963, som var i meget flot balance med god frugt, fin syre og sødme samt såvel lidt mandel som karamel i smagen – og så forblev den i munden længe efter. Andre gode år var 1937, som var flot og dejlig frisk trods sin alder, men dog mere nedtonet i smagen. 1957 var lidt blødere i næsen, men også med en flot lang eftersmag, der dog var lidt mere pebret end 1963. Blandt de yngre vil jeg blot fremhæve 1997, hvorimod 1989 var lidt vel skarp og 2000 endnu for anonym. Dem må de gerne beholde på fade en del år endnu.

Alt i alt en flot start på dagen. Burmesters Colheitas er generelt meget drikkelige og træfsikre, hvorfor Philipsons kampagne givet har kunnet få flere og nye med på ”Colheita-vognen”. Og det er da prisværdigt. Men synes dog også, jeg har mødt flere nuancer og dybder i paletten hos andre huse.

Lad mig til slut nævne nogle udvalgte vine, som jeg smagte på selve festivalen. Andrésen er et af de få huse, som har specialiseret sig i hvide portvine med alder. Og det gør de godt. Jeg har tidligere smagt 10 og 20 års, men prøvede denne gang deres 40 års, som var en nydelse. Real Companhia Velha, som internationalt sælges under navnet Royal Oporto havde en meget tilgængelig LBV fra 2007, som faktisk er fin til prisen. Smagte også tawny og Colheita som er deres speciale samt en vintage 2003. Ramos Pintos tawny-serie er blandt mine favoritter, men dem sprang jeg over denne gang. Til gengæld var jeg positiv overrasket over deres Single Quinta Vintage 2005 fra Ervamoira – quintaen i det fjerneste hjørne af Douro, som jeg tidligere har besøgt, hvilket man kan læse om i min bog ”Mit andet hjemland”. Quinta do Portal havde flere gode årgange vintage med – unge og fulde af frugt og tanniner og en ikke overdrevet urtesmag – ligesom jeg nød vintage fra Dow´s og sidst, men ikke mindst Quinta do Vesuvío 2010.