Branco af Branco

Hele tre dage på Jazzhus Montmartre i København – nærmere bestemt her den 3.-5. maj – efterfulgt af endnu en koncert den 8. maj i Musikhuset i Aarhus. Så store har mulighederne for at høre portugisisk fadomusik i Danmark aldrig været før. Hidtil er det kun blevet til få enkeltstående koncerter, så måske får fadoen endelig sit gennembrud i Danmark? Det kunne i al fald være dejligt, hvis vi fast blev medtænkt i turnéplanerne hos de store kunstnere.

Det er pladeaktuelle Cristina Branco, som står bag koncertrækken i maj, og hun er da også nok den, der har været flittigst til at besøge os gennem årene. Det nye album hedder kort og godt ”Branco”, hvilket både er hendes efternavn og portugisisk for hvid. Begge dele spiller ind ifølge noterne til coveret, hvor hun skriver, at hvid – eller rettere hvidt lys – er foreningen af hele spektret af synligt lys, og hun fortsætter:

”Branco is the album in which I promise to rid myself of any bias, bringing together realities that gradually become a new-normal where anything is possible and the alternatives are clear, distinct.”

Hun taler altså om en slags nulstilling - en starten forfra. Ja, måske. Men samtidig er det også hende selv. ”Branco” er Branco.

Albummet er hendes 14. album og følger efter ”Menina”, som var en hyldest til kvinden som så. Flere af hendes udgivelser har været tematiske som f.eks. ”O Descobridor”, hvis hun sang digte af den hollandske forfatter Jan Jacob Slauerhoff, ”Ulisses” som kredsede om rejsen og ”Abril”, hvor hun hyldede José Afonso.

Selv om Cristina Branco repræsenterer den portugisiske fado, er der ikke tale en fadoplade i traditionel forstand. Kun den sidste sang ”Minha Sorte” kan vel betegnes som så. Her får den portugisiske guitar lov til at udfolde sig, mens den på det meste af albummet ikke håndteres som i traditionel fado, hvor den indleder og derefter spiller andenstemme, men mere fungerer rytmisk og jazzet i samspil med bas og klaver.

Trioen bag Cristina Branco er den samme som på det forrige album. Og ganske symptomatisk for albummets samlede udtryk kommer to af musikerne, kontrabassist Bernardo Moreira og pianist Luis Figueiredo, begge fra jazzens verden, mens Bernardo Couto på portugisisk guitar selvfølgelig er hjemhørende i fadoen. En dejlig fasttømret trio af kompetente musikere.

Albummet virker meget helstøbt, afvekslende i tempo fra skæring til skæring og hele tiden med Cristinas store stemmerepertoire i front. En af de mere muntre sange er den lille svømmelektion, ”Aula de Natação”, hvor for traditionel fado så usædvanlige ord som time-sharing, hidroginástica (vandaerobic) og varizes (åreknuder) afsynges i hurtigt tempo. Symptomatisk for albummets opbygning afløses sangen af den mere rolige kærlighedssang ”Namora Comigo”, hvor hendes stemme får lov til at stå alene gennem første vers, ses bort fra lidt fuglefløjt.

Cristina Branco benytter sig som på forgængeren ”Menina” igen af en lang række tekstforfattere og komponister med forskellige baggrunde – fra helt unge nye navne til veteraner som komponisten Mário Laginha og Sérgio Godinho, som hun har sunget adskillige sange af gennem karrieren. Hans sang ”Armadilha” er også blandt albummets bedste, ligesom Luis Severos ”Minha Sorte”. Et meget anderledes og afdæmpet lyd finder man på ”Perto”, skrevet af Afonso Cabral fra indiebandet You Can´t Win Charley Brown.

Alt i alt et glimrende, meget helstøbt og lytteværdigt album fra Cristina Branco, som debuterede i 1998 som en af flere eksponenter for fado novo. Fado novo var unge kunstnere, der rehabiliterede fadoen efter årtier, hvor den levede et mere stille liv i tiden efter revolutionen i 1974. Meget symptomatisk var Brancos første album en koncertoptagelse fra Amsterdam – hendes anden hjemby. Som hun turnerer ofte i Holland, kan vi håbe på at koncertrækken her i maj i Danmark er begyndelse til endnu flere besøg.