onsdag den 15. januar 2020

Lupo – dokumentar om stumfilmsinstruktør


Cinemateket i København arrangerer med jævne mellemrum filmforevisninger i samarbejde med Portugals ambassade. Det giver herboende portugisere og alle andre interesserede mulighed for at se nogle film, som ellers desværre nok aldrig ville finde vej til Danmark – selv om nogle af dem faktisk kunne fortjene at blive vist på dansk tv. Det gælder f.eks. dokumentarfilmen Alentejo, Alentejo om den regionale sangform Cante Alentejano, som blev vist for nogle år siden, for blot at nævne et eksempel.
Før jul var programsat en anden dokumentarfilm, som dog var meget anderledes tematisk og formmæssigt. Instruktøren Pedro Lino, som selv var til stede, havde gravet i filmhistorien og de gamle arkiver for at finde de noget sparsomme spor efter stumfilmsinstruktøren Rino Lupo, hvilket er blevet til filmen ”Lupo”, som blev vist sammen med Rino Lupos gamle film ”The Wolves” (Ulvene) fra 1923.


Søger man på Rino Lupo er det ikke meget, der dukker op på internettet. Så det er et i dag noget ukendt navn, Lino har kaster sig over at portrættere, så godt som det nu er muligt.
”Det var tilfældigt, at jeg blev interesseret. Det skete via Oliveira, som har henvist til Rino Lupo og nævnt, at han var elev på dennes filmskole en enkelt dag,” forklarer Pedro Lino med henvisning til Portugals helt store instruktørnavn, Manoel de Oliveira, som døde i 2015 i en alder af 106 år, og som de sidste år af sit liv var verdens ældste fungerende filminstruktør.
Men selv om nysgerrigheden blev vakt, var det ikke mange oplysninger Pedro Lino kunne finde, og folk der kendte ham enten ville eller kunne ikke fortælle meget mere.
”Hans portugisiske familie vidste heller ikke noget om ham,” siger Pedro Lino.


Cesare Rino Lupo (1888-1934) var født i Rom og altså italiensk. Men han rejste meget rundt i Europa og arbejdede som filminstruktør i adskillige lande. Filmen følger i hans fodspor fra Paris over Berlin til Moskva og derefter et år i Danmark – som jo i stumfilmstiden udgjorde lidt af et europæisk Hollywood – hvor han i 1915 laver det lidt vovede film ”Slør-Danserinden” med Adorée Villany og Gunnar Helsengreen som medvirkende. Endelig gik turen videre over Polen til Portugal, hvor han fungerer en del år med base i Porto og altså også får oprettet en filmskole og søsat flere andre projekter. I 1934 forsvinder han pludseligt.


”Da vi ikke ved så meget om ham, er det stederne, der strukturer min film,” fortæller Pedro Lino.
”Hans mest stabile tid var nok i Portugal, hvor han blev i 10 år. Andre steder fortsætter han hurtigt videre – ligesom han også stiftede familie i Portugal.”
Filmen om Lupo fortæller en interessant historie. Det har tydeligt været svært at samle informationer til en dokumentar om den gamle instruktør, hvorfor der er tale om lidt af en detektivhistorie, hvor vi opsøger steder og personer, som – måske, måske ikke – kan tilføjet noget. Meget klogere på Rini Lupo bliver vi i og for sig ikke, men der tegnes en fascinerende skitse til et portræt.


Filmen gør på billedsiden flittigt brug af montage af gamle fotos og nye optagelser af de samme steder samt optagelser fra nogle af de film, som er bevaret. Dertil kommer interview med mennesker, der på en eller anden vis har lidt berøring med Lupo herunder de portugisiske efterkommer samt familiemedlemmer i Italien, hvor vi slutter med at få lidt af en opklaring af, hvad der blev af ham, da han forsvandt. Mange af Lupos film er desværre gået tabt herunder ”Slør-Danserinden” – selv om det faktisk denne aften i Cinemateket forlød, at der måske befandt sig et eksemplar i Sveriges filmarkiv.
Den efterfølgende stumfilm af Rini Lupo er blandt de film, han producerede i sin tid i Portugal, og handler om Tonio, der efter at været i fængslet i længere tid, slår sig ned i en lille portugisisk bjerglandsby, hvilket ændrer en del af indbyggernes liv. Den er optaget on location i Serra da Cabreira med såvel professionelle skuespillere som amatører.
Alt i alt var mødet med Lupe et sjovt lille indblik i en svunden tid og en omflakkende personlighed. Og samtidig var det sjovt med et kort blik udefra på et for længst glemt hjørne af den danske filmhistorie.



mandag den 2. december 2019

To gange hattrick til Portugal


I oktober blev Portugal for tredje år i træk kåret som Europas bedste rejsemål ved Danish Travel Awards. Nu har landet scoret endnu et hattrick, idet det netop er blevet kåret som verdens førende rejsemål ligeledes for tredje år i træk. Stort tillykke.
Den nye kåring fandt sted ved rejsebranchens globale Oscar-uddeling, World Travel Awards, den 28. november. Dette års prisoverrækkelse blev afholdt i Oman, hvor Portugal løb med den fornemme titel foran rejsemål som Kenya, Vietnam, Colombia, New Zealand, Maldiverne og Sydafrika.


Portugal besøges hvert år af mere end 21 millioner rejsende fra hele verden. Prisen som verdens førende rejseland var ikke den eneste, landet fik med hjem fra Oman. Endvidere var der priser for Bedste storbyferie-rejsemål (Lissabon), Bedste ø-rejsemål (Madeira) og Bedste attraktion for adventure-segmentet (Paiva Walkways).
World Travel Awards har været afholdt årligt siden 1993 og er skabt for at anerkende og belønne prisværdige præstationer i turismesektoren, og inspirere rejsemål til at sikre høj kvalitet for deres besøgende.

Læs mere her.

onsdag den 6. november 2019

30 års jubilæum fejret med besøg af portvinsbroderskab



Det portugisiske og det danske flag var begge hejst foran Odense Rådhus fredag den 1. november. Og indenfor fandt en ceremoni sted, som cementerede de dansk-portugisiske bånd.
”For portvinen. For broderskabet. For brødrene,” lød det i rådhusets Festsal, da det portugisiske portvinsbroderskab, Confraria do Vinho do Porto, udbragte en fælles skål sammen med de mere end 100 fremmødte, der overværede broderskabets første optagelsesceremoni på dansk grund.

Portvinsbroderskabets øverste leder, Chanceler George Sandeman, 
borgmester Peter Rahbæk Juel og ambassadør Rita Laranjinha

Blandt de nye portvinsbrødre var så prominente navne som Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel og Portugals ambassadør i Danmark Rita Laranjinha samt den fynske portvinsklub, The Vintage Port Club.
Portvinsbroderskabet, som har til formål at udbrede kendskabet til portvin, var inviteret til Odense af The Vintage Port Club, der i år fejrer sit 30 års jubilæum. Derfor var broderskabets ledelse og en række repræsentanter fra forskellige portvinshusene med til jubilæumsfesten om aftenen, men inden da havde festlighederne stået på hele dagen.
Fredagen startede med en Master Class afholdt af portvinsinstituttet IVDP på Restaurant UBN i samme lokale som The Vintage Port Club holder sine smagninger. Overskriften var ”The Magnificent 7”, idet mange af de såkaldte klassiske vintageår med bred deklarering ender på 7 – senest årgang 2017.




Smagningen omfattede dog ikke kun Vintage, men også Colheitas og gammel Tawny portvin, da målet samtidig var at komme lidt rundt i de forskellige typer. Paulo Russell-Pinto fra IVDP fortalte herom samt om årgangene. Desuden var den nyligt tiltrådte præsident for portvinsinstituttet, Gilberto Igrejas, og et par repræsentanter fra de deltagende huse til stede.
Følgende vine blev smagt: Blackett Vintage 2017, Dalva White Colheita 2007, Ramos Pinto Vintage 1997, Kopke Colheita 1987 og Quinta de Boeira Very Old Port, som var fra 1917 (for smagenoter besøg min blog Vin medMouridsen).


Efter Master Class mødte portvinsbroderskabet samt mere end 100 gæster op på Odense Rådhus. Her modtog borgmester Peter Rahbæk Juel broderskabets ledelse og Portugals ambassadør Rita Laranjinha og viste dem byrådssal og mødelokaler, hvorefter selve optagelsesceremonien fandt sted i den smukke festsal.


Forløbet var stort set det samme som ved den årlige ceremoni i Porto i juni måned. Ceremonien startede med indmarch, hvorefter de kommende medlemmer blev ført ind og kaldt op en efter en. Foruden borgmesteren og ambassadøren blev som nævnt også selve portvinsklubben optaget som ”Infancão”, mens direktør for H.J. Hansen Jens Hempel-Hansen og rådmand Jane Jegind blev optaget som æresmedlemmer med rangen Cavaleiros. Dette gjaldt også en række gode folk fra vinbranchen og detailhandelen, så det samlede antal portvinsbrødre steg med 13 nye medlemmer.


Efter overrækkelser af kæder med drikkeskåle og diplomer skrev de nye brødre under i protokollen og ceremonien sluttede med en fælles skål i broderskabets egen 10 år Tawny.
Efter ceremonien blev der marcheret med Skoleorkester og broderskabets ledelse i spidsen fra rådhuset til Odd Fellow Palæet i Odense, hvor festmiddagen i anledningen af besøget og 30 års jubilæet for The Vintage Port Club fandt sted.
Her blev der klubbens egen 30 års jubilæums Tawny skabt af huset Andresen nyt som velkomst, hvorefter fulgte en fire retters menu med vine fra Douro DOC og 20 års Tawny fra forskellige huse samt ikke mindst Confrarias egen Vintage 2000, der blev præsenteret af broderskabets kældermester David Guimaraens.


Alt i alt en lang dag, der for mig – både som portvinsentusiast og bestyrelsesmedlem af The Vintage Port Club og som honorær konsul for Portugal – forenede flere sider af mit engagement i Portugal. Og det i min egen by, Odense.

torsdag den 31. oktober 2019

Márcia – spændende portugisisk sanger


Portugisisk musik er selvfølgelig meget andet end fado. Der findes spændende musik i de fleste genrer samt ikke mindst i spændingsfeltet mellem fado og genrer som rock, jazz og folkemusik. Det sidste gælder fx den desværre for længst opløste gruppe Madredeus med sangerinden Teresa Salgueiro i spidsen eller gruppen A Naifa, ligesom jeg er meget fascineret af de to guitarister Pedro Gonçalves og Tó Trips, der udgør Dead Combo.


En forholdsvis ny stemme, jeg har lyttet til en del på det seneste, er Márcia, som nu har fem albumudgivelser bag sig siden sin debut i 2009 med EP´en ”Márcia”. Inden da havde hun begået sig i Real Combo Lisbonense, som leverer traditionel dansemusik, og i jazzklubben Hot Club. I 2011 fulgte debutalbummet ”Dá” og seneste album i rækken hedder ”Vai e Vem” (kom og gå).
Skal man sætte en genrebetegnelse på må det være pop, men af den mere seriøse slags og med islæt af rock og singer-songwriter ligesom der er referencer til portugisisk folkemusik.
”Vai e Vem”, der består af 12 skæringer, åbner med den dragende og afdæmpede ”Tempestade” med et iørefaldende omkvæd og dejligt jazzet guitarspil. Titelsangen starter med strygere og er en stille og flot duet med António Zambujo, som ikke er den eneste mandlige sanger, der gæsteoptræder. På ”Emudeci” gælder det Samuel Úria og på ”Pega em mim” tilhører det let genkendelige stemme Salvador Sobral, der i 2017 vandt det internationale Melodi Grand Prix med sangen ”Amor pelos dois”, som var skrevet af hans søster Luísa Sobral. Samme år – altså i 2017 – deltog Márcia faktisk ligeledes i det portugisiske Grand Prix, Festival da Canção, med sangen ”Agora”, som også er at finde på ”Vai e Vem”.


Musikken leveres af et bredt sammensat band med såvel piano, bas og percussion som de to udmærkede guitarister, Manuel Dordio og Filipe C. Monteiro, ligesom Márcia " spiller også selv guitar, f.eks. på det mest elektrificerede nummer på pladen, Corredor.
Et sidste nummer, som skal fremhæves her, er ”Do Que Eu Sou Capaz”, som igen har et meget iørefaldende omkvæd. Umiddelbart enkelt, afdæmpet og ukompliceret, men veludført og behageligt at lytte til. Ord, som sådan set kan sættes på hele albummet.



torsdag den 24. oktober 2019

Smagen af Parreirinha de Alfama


Under mine mange besøg i Lissabon har jeg gæstet en del fadorestauranter. Nogle blot en enkelt gang for lige at tjekke dem ud – andre gentagne gange, fordi enten musikken, maden eller måske blot stemningen har tiltalt mig.


Et af de steder, jeg har besøgt oftest, er Parreirinha deAlfama, der som navnet siger, ligger i Alfama, nærmere bestemt i en lille smøge, der går ind fra Largo do Chafariz de Dentro modsat fadomuseet, Museudo Fado.
Første gang, jeg trådte ind gennem porten, er mange år siden nu. Jeg havde dagen forinden været på en af mine vanlige indkøbsture til Fnac-butikken i Chiado for at købe fado CD´er og rendte tilfældigvis ind i en lille præsentationskoncert i anledning af en ny udgivelse. En ældre dame stod på den lille scene og sang med en sådan kraft, passion og indlevelse, at jeg skyndte mig at lave et lyninterview og anskaffe mig pladen.
Den ældre dame var Argentina Santos, og da jeg hørte, at hun havde sin egen fadorestaurant blev det til et lille besøg dagen efter. Senere vendte jeg tilbage for at lave optagelser til en udsendelse til Danmarks Radios P1 om fado. Og siden er det blevet til adskillige besøg – både alene og sammen med venner og familie.
Historien om Argentina Santos er rørende. Den lange version har jeg givet i kapitlet ”De gamle damer og traditionen” i min bog om portugisisk historie og kultur ”Mit andet hjemland”. Hun blev født i 1926 i Mouraria – det andet gamle, men nu meget amputerede kvarter for foden af Castelo. Som 24-årige begyndte hun at arbejde som kok i de lokale restauranter. I 1963 overtog hun Parreirinha de Alfama, og her styrede hun både køkken og fadomusikken helt frem til 2014, hvor hun trak sig tilbage af helbredsmæssige årsager og overlod restauranten til Bruno Santos og Paulo Valentim. Periodisk optrådte hun også selv i den lille restaurant, men med store pauser, da begge mænd, hun har været gift med, ikke brød sig om, at hun sang. Selv har jeg haft den glæde en enkelt gang at høre hende dér, og da hun fortolkede Amália Rodrigues´ ”Lágrima” rejste hårene sig på mine arme.

Nuvel, der er andre steder, hvor kvaliteten af såvel fadosangen som maden er endnu bedre. Men fadoen er altid god og professionelt leveret, manden altid veltilberedt og rigelig, og så er der noget autentisk over indretningen og atmosfæren, der gør, at jeg synes stemningen er den helt rigtige for en god oplevelse – med eller uden Argentina selv.
Hvad angår maden har Museu do Fado nyligt i samarbejde med restauranten udsendt en lille fin bog, der dels er en hyldest til Argentina Santos og historien om restauranten og dels byder på et udvalgt af opskrifter. Bogen, som er skrevet både på portugisisk og engelsk (den engelske oversættelse halter dog lidt en gang imellem), er delt i tre hovedafsnit. Første et essay af Alberto Janes om ”Tascas, Petiscos e Fado”, hvor han beskriver baggrunden for en del fadohuses opståen, de små tascas og traditionen med at spise småretter:
”And Fado grew with the people and the people used it as sentimental identity, similar to what one feels when one thinks of flavour and scent of a family kitchen.”
Næste hovedafsnit beskriver det traditionelle portugisiske køkken som en variant af middelhavskøkkenet samt dets hovedingredienser, råvarer og krydderier:
”Portuguese cuisine, the one that is eaten by poor and rich alike, the so-called Mediterranean, is the result or our products, of our science, of our History – from Lusitania to Imperial times, of our cosmopolitanism, without manners. It is an attitude not to look for sophistication but rather for precision.”
I begge afsnit bringes der sideløbende små faktabokse om emner som laurbærtræ, vandfontæner, brød, vin, ginjinha og vinplanter. Ordet Parreira, som med diminutiven ”inha” (lille) har givet restauranten navn, er et synonym for ramada, der betegner vinplanter, som vokser i højden som pergola – en metode, der stadig bruges i Vinho Verde omend ikke så udbredt som tidligere.
Sidste del af bogen er selve opskriftdelen. Først 20 fra restauranten fordelt med fire forretter, fire supper, fire fiskeretter, fire kødretter og endelig fire desserter. Var det noget med en gang blodpølse med vindruer, sardiner med koriander, caldo verde, blæksprutter med rejer, grillet kid eller pærer i portvin? Ja, tak siger jeg, da jeg er en stor ynder af det traditionelle og også lidt rustikke portugisiske køkken, som det udfolder sig på Parreirinha de Alfama og lignende steder.
Afslutningsvis bydes der på nogle gæsteopskrifter fra andre, som f.eks. fadosangeren Ricardo Ribeiro, der foreslår kalvekød med porre og rød peber.


Bogen giver et fint indblik i madkulturen, som den udspiller sig på de traditionelle fadohuse i Lissabon. Og for os, der er kommet en del gange på Parreirinha de Alfama, er den også et dejlig gensyn med stedet og atmosfæren. Har du ikke været der før, så overvej det under dit næste besøg i byen.

lørdag den 14. september 2019

Port Wine Day 2019


Siden 2014 har det været en tradition, at portvinsinstituttet, IVDP, afholder Port Wine Day i Porto i september måned for at fejre regionens demarkering, hvilket fandt sted den 10. september 1756. Trods navnet foregår det ikke kun på selve årsdagen, men over flere dage, hvor IVDP arrangerer forskellige aktiviteter for at fejre portvinen.
Programmet er forskelligt år efter år og veksler mellem smagninger, besøg på quintaer i Douro og huse i Gaia, regatta med de gamle portvinsbåde og de senere år et festligt Port Wine Day Sunset Party, hvor forskellige producenter under åben himmel skænker vin og portvin til såvel inviterede som turister og lokale, der køber smagekuponer.
Er der tale om et år, hvor der er bred Vintage deklarering, indgår der også en kæmpe smagning af den nyeste årgang samt en lille ceremoni, hvor portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, som en tradition erklærer deres egen Vintage.
Det sidste var tilfældet såvel sidste år som i år, da der jo har været tale om en såkaldt back-to-back deklarering. Jeg deltog begge år – både fordi det er en god mulighed for at smage og vurdere en lang række nye Vintage, og fordi det er en fin lejlighed til at fejre portvinen sammen med mange af producenterne, hvoraf en stor del er meget gode bekendte. Og som portvinsbroder med rang af Cavaleiro er det også altid en oplevelse at deltage i Confrarias arrangementer.
I år lagde jeg ud med et par dage i Lissabon, hvor jeg besøgte vingårde i regionen af samme navn med henblik på en kommende artikel i Din Vinguide. Derefter med eksprestoget til Porto for at deltage i Port Wine Day. 


Jeg ankom eftermiddagen inden og nåede lige at hilsen på Isabel Vieira og Joana Duarte fra Bulas, som netop har åbnet en vinbar på Porto-siden i en sidegade til Rua das Flores. Her nød jeg et glas frisk og velsmagende 10 års Dry White Port sammen med Isabel.


Port Wine Day blev indledt med en kæmpe smagning af Vintage 2017 fra 48 producenter og med i alt 72 vine, hvilket foregik i den gamle, flotte børsbygning, Palácio da Bolsa, hvor også Confrarias årlige optagelsesceremoni i juni finder sted. Jeg nåede desværre langt fra alle vine, da jeg også tog mig god tid til at snakke med winemakere, producenter og venner. Men noter fra en pæn buket af vinene vil følge snarest på min vinblog.


Derefter fulgte ceremonien i Confraria do Vinho do Porto, som fandt sted på den store trappe op til førstesalen, hvilket desværre var lidt trængt med de mange deltagere og tilskuere, hvorfor det var svært at se, høre og følge med. En efter en kaldes winemakere og andre repræsentanter fra de forskellige huse op, hvorefter de hælder en flaske af deres egen Vintage i et stort glas. Og, ja. Der er dem, der har flere flasker med, mens andre huse med flere deklareringer fordeler det lidt ud. Når blandingen af de mange forskellige vine er færdig, prøvesmages den og godkendes af broderskabets ledelse, Chancelaria, som derefter erklærer Confrarias Vintage med den vanlige skålen for portvinen, for broderskabet og for portvinsbrødrene. Ganske højtideligt og festligt.


Dagen efter vandrede jeg lidt rundt i Porto og Gaia uden et egentligt program. Jeg så, hvor langt Fladgate Partnership er kommet med byggeriet af deres megaprojekt World of Wine, som vil ændre en del på logistikken i Gaia, gik ad et par af de små rustikke smøger i anden parket og en tur ned til det lille skibsværft, hvor Dalvas Barco Rabelo åbenbart var til reparation. 


I Gaia mødte jeg også Filipa Correira, som jeg kendt siden 2001, hvor hun var ansat hos Ramos Pinto for at organisere arkivet og bane vejen for det flotte museum i de gamle kontorlokaler. I dag er hun chef for det forholdsvise nye portvinshus Vasques de Carvalho, som har eksisteret siden 2000 og især udmærker sig med deres Tawny-serie, men også laver såvel Vintage som hvid portvin og bordvin.
Filipa bød venligt på en god snak, et par glas og lidt tapas i deres dejlige lille og anbefalelsesværdige præsentationslokale, som ligger på det lille torv med kirken bag Ramos Pinto. Deres White Reserva og selvfølgelig deres 40 års Tawny bekom mig meget vel.


Senere om eftermiddagen var det så tiden for Port Wine Day Sunset Party, der lige som sidste år fandt sted i parken over det lille butikscenter ved Clérigos på Porto-siden. Her var 28 forskellige producenter repræsenteret med såvel bordvin som portvin, som blev udskænket i solen til tonerne fra en DJ. Jeg fik besøgt flere stande, men langt fra alle – og koncentrerede mig faktisk om at smage hvidvin og rødvin, inden jeg dog – selvfølgelig – sluttede med lidt portvin. Nåede også at indhente et par udgaver af Vintage 2017, som jeg ikke nåede dagen før.


Der blev ikke taget noter, så lad mig her nøjes med at sige tak for skænken og snakken til de mange, jeg mødte. Ingen nævnt – ingen glemt.
Et enkelt hus vil jeg dog nævne. Quinta do Pôpa har jeg faktisk længe gerne ville lære bedre at kende, da deres bordvine har et godt ry (de producerer dog også en Vintage Port). Quinta do Pôpa blev etableret i 2003 og laver såvel blends som enkeltdruevine af god kvalitet med masser af frugt og friskhed. Jeg håber på et senere tidspunkt at kunne introducere dem nærmere i Danmark, da de fortjener at være på markedet.


Alt i alt en god tur med gensyn med mange bekendtskaber og møder med nye. Og så er Porto jo en dejlig by med mange andre attraktioner end lige portvin.


Læs også om Port Wine Day 2018 i tidligere indlæg om Confrariasdeklarering, besøg hos Rozès og smagning af Vintage 2016.

mandag den 3. juni 2019

Agustina Bessa-Luís er død


Portugal har i dag mistet en af sine allerstørste forfattere, Agustina Bessa-Luís. 
Agustina Bessa-Luís blev født i Nordportugal i 1922. Hun har modtaget adskillige priser i såvel Portugal som internationalt, blev i 1997 nomineret til Nobelprisen i Litteratur og modtog i 2004 den fornemme Camões-pris.


Hun debuterede som forfatter i 1949 og slog igennem med romanen ”A Sibila” fra 1954. Siden er fulgt en lang række noveller, romaner og skuespil. Hun virkede da også som leder af Portugals nationalscene, Teatro Nacional D. Maria II fra 1990 til 1993. Den sidste roman ”A Ronda da Noite” (”Nattevagten”) blev udgivet i 2006. Flere af hendes romaner, herunder ”Abrahams dal”, er blevet filmatiseret af den store portugisiske instruktør Manoel de Oliveira.
Hendes skrivestil med lange ordstrømme og indskudte sætninger kan umiddelbart synes lidt svært tilgængelig, men er så afgjort udfordringen værd. Foruden de mange menneske- og familieportrætter giver de også et fint billede af Portugal før som nu.
Flere af hendes romaner er udkommet i dansk oversættelse ved Jorge Braga på hans eget forlag Ørby.
Selv om der de sidste godt 10 år har været stille omkring Agustina Bessa-Luís på grund af sygdom har hendes bøger og livsværk levet videre. Det vil de helt sikkert også gøre fremover.
R.I.P.