lørdag den 9. oktober 2021

Food Trodden – dejlig ny bog om portugisisk vin

Har du besøgt Douro under høsten i efteråret, er du måske blevet indbudt til at hoppe op i det gamle granitlagar på quintaen og hjælpe med at fodtræde druerne, som senere skal blive til portvin.

Fodtrådt, ”Food Trodden”, er netop titlen på en ny bog om portugisisk vin, skrevet af Simon J Woolf og Ryan Opaz – og med fotos af sidstnævnte. Og lad det være sagt med det samme. Er man som jeg vild med autentisk portugisisk vin, er bogen en stor fornøjelse at læse.

I Simon J. Woolfs forord bliver bogens udgangspunkt og formål formuleret som et forsøg på at besvare spørgsmålet: Hvorfor påskønner den vinelskende verden portugisisk så lidt? Tro mig. Det samme spørgsmål har jeg også ofte stillet mig selv, selv om de senere år dog har bragt langt større og velfortjent international anerkendelse.


I første kapitel er afsættet vinfestivalen Simplesmente Vinho, som blev etableret i 2013 af Mateus Nicolau de Almeida og João Roseira fra Quinta do Infantado. Sidstnævnte har siden været primus motor i den årlige festival, der finder sted parallelt med den store og mere strømlinede og kommercielle vinfestival Essencia do Vinho i Porto. Dermed signaleres det også, hvad det er for en del af den portugisiske vinscene, som forfatterne dedikerer sig til.
Som de selv formulerer det om festivalen:

”Like a movie trailer, it tantalised with the promise of things to come. And it heralded the start of a new age for Portuguese wine: one that would be more uncompromising, more diverse and more exciting than anything that went before.”

Vi taler om såkaldt ”handcrafted” vin fra primært små uafhængige producenter og boutique-wineries med fokus på minimal indgriben og f.eks. økologi og biodynamik. Vi snakker om winemakere, der går deres egen vegne, er innovative, har fokus på oprindelige druesorter og terroir og sværger til gamle traditioner, men i en moderne kontekst.

Foruden at fortælle om Simplesmente Vinho er første kapitel såvel historisk som kulturelt funderet. Her berettes om Marquis de Pombal og demarkeringen af Douro, om Salazartiden og de mange statsejede kooperativer, om det nærmest uoversættelige begreb saudade og fadosang, om gamle blandede vinmarker, vinha velhas, og fodpresning af druer i lagares.

De efterfølgende kapitler har fokus på de mest kendte regioner: Vinho Verde, Douro, Dão, Bairrada og Alentejo samt mindre kendte eller lidt glemte regioner som Colares og Madeira. Særligt interessant er beretningen om traditionen med talhas i landsbyen Vila Alva i Alentejo – såvel på mikroniveau, hvor en enkelt lerkrukke er i brug bagerst i garagen, som den nye bølge og de større producenter, der har genoplivet traditionen.


Vi møder såvel yngre som mere erfarne winemakere som Vasco Croft, Rita Ferreira Marques (Conceito), António Madeira, Álvaro Castro, Filipa Pato, Francisco Figueiredo (Colares), Oscar Quevedo og Pedro Marques. Men selv om bogen koncentrerer sig om de mindre og uafhængige producenter, fortælles også om kommercielle brands som Aveledas Casal Garcia og Sograpes Mateus Rosé, om vindynastier som Symingtons, Guedes, Soares Franco og Blandys og om storproducenter som Sogevinus og Esporão.

Bogen er ikke bare en hyldest til gamle traditioner og den alternative vinscene. Den problematiserer også aspekter i den portugisiske vinbranche som f.eks. den rigide Beneficio i Douro og anden form for bureaukrati i vinlovgivningen, hvor udmærkede vine ikke opnår regional godkendelse på grund af de stramme regler:

”The rules, regulations and stylistic requirements that once helped drive quality now stifle innovation and diversity in winemaking and wine styles. Worse yet, they alienate some of Portugal´s most innovative winemakers from the organizations which supposedly exist to support them.”

Der er også et kritisk blik på trafficking med billige arbejdskraft og på mainstreamvine fra Alentejo, for som det hedder om Alentejo:

”Your endless dusty plains are punctuated with gleaming stainless-steel tanks, massive wineries offering up robust red wines hewn from imported cultivars and irrigated vines. No-one stops to mention that your parched savannahs might be better suited to cork or olive trees.”

Trods det velmente og nok også sandfærdige kritiske blik, er bogen som nævnt indledningsvis en stor opfordring til at interessere sig mere for portugisisk vin og samtidig en kærlighedserklæring til landet, befolkningen, kulturen og traditionerne. Det er skøn, inspirerende og flot illustreret læsning.

 

Simon J. Woolf og Ryan Opaz: Food Trodden – Portugal and the wines that time forgot”. Interlink Books 2021, 257 sider.

 

Læs mere om Simplesmente Vinho her.

PS: Ses bort fra bogens titelblad er ovennævnte mine egne fotos og derfor ikke sammenlignelige med Ryan Opaz smukke billeder i bogen.

søndag den 26. september 2021

Lídia Jorge fortæller

Portugisiske forfattere er ikke særligt kendte i Danmark. Mest kendt er nok nobelprisvinderen José Saramago, mens færre har hørt om eller læst navne som António Lobo Antunes, Agustina Bessa-Luís, den modernistiske digter Fernando Pessoa og Luis de Camões – manden bag det gamle nationalepos, Lusiaden. Derefter begynder det for alvor at knibe, men der findes faktisk flere spændende navne, som også er tilgængelige i dansk oversættelse.


En af dem er Lídia Jorge, som i marts 2021 af præsidenten blev inddraget i statsrådet. En fornem placering, som vidner om hendes status i portugisisk litteratur og kultur. Nyligt udkom tre små noveller af Lídia Jorge på dansk i Eva Kvornings oversættelse under titlen ”Lídia Jorge fortæller”.

Lídia Jorge blev født i 1946 i Algarve, flyttede siden til Lissabon for at studere. Faderen og bedstefaren var flyttet til Afrika, hvilket inspirerede Lídia, som efterfølgende arbejdede som lærer i Angola og Mozambique og blev gift med en officer. Kolonikrigen og den senere ublodige revolution satte sine præg på hende og siden også på forfatterkarrieren, hvor sociale problemer og psykologisk karaktertegning blev særkender. Hun debuterede som forfatter i 1980 og har siden udgivet en længere række af romaner og novellesamlinger.

Kvindens traditionelle stilling i samfundet er temaet for to af novellerne i bogen. Parfume er historien om kærlighed, ægteskab og utroskab filmisk fortalt gennem et barns øjne. I Ægtemand møder vi en portnerske, som tænder lys og beder for det bedste udfald, når manden kommer hjem fra byen, men samtidig er solidarisk med ham. Og endelig er Fuglebeviset inspireret af en fortælling af Jorge Luis Borges om et ”ornitologisk bevis” for Guds eksistens.

Det er tre fine små noveller, som vidner om god indlevelse og fin forståelse for tilværelsens psykologiske mekanismer – samtidig med at især de første to også skildrer sociale perspektiver.

 

”Lídia Jorge fortæller” kan købes i vinbutikken, Vinho, som har specialiseret sig i portugisisk vin, og ligger i Knabrostræde 3 i København.

fredag den 4. juni 2021

Gensyn med Portugal


For det par uger siden havde jeg den fornøjelse atter at befinde mig i Portugal. Sidste gang var i februar måned sidste år kort tid før nedlukningen.  

Jeg var inviteret til Portugal af brancheorganisationen Wines of Portugal, som hvert år afholder en stor vinkonkurrence, Concurso Vinhos de Portugal. Her kan landets vinproducenter indsende vine, som så bliver blindsmagt og bedømt af en større jury bestående af såvel portugisiske som internationale vinskribenter, sommeliers og winemakere – og jeg havde den ære at være del af den internationale jury. Det blev til tre dage med blindsmagning af en lang række vine efterfulgt af et par dage med besøg på vingårde og middage med producenter samt afslutningsvis en gallamiddag med prisoverrækkelse, hvilket man kan læs mere om på min vinblog.



Vi boede først nogle dage i Santarém ca. 80 km nordøst for Lissabon – en by jeg indtil nu må indrømme kun at have passeret på min vej nordpå og heller ikke fik det store kendskab til denne gang, da programmet kun levnede få korte pauser på egen hånd. Dernæst fulgte et par dage i Setúbal, som det er adskillige år siden, jeg har besøgt sidst.



Som i så mange andre byer er havnefronten i Setúbal blevet udviklet, og promenadealléen er et dejligt grønt åndehul med mange sjove skulpturer. Antallet af fiskerestauranter er stort, og det siges, at de bedste grillede sardiner fås i Setúbal.



Det blev også til et besøg i det flot restaurerede Jesu kloster – en slags forløber til det mere kendte Jerónimos-kloster i Belém – hvor gallamiddagen blev afholdt i klostergården. Og det blev til et gensyn med São Filipe fortet, hvor der blev afholdt en lille reception med smagning af vine fra forskellige mindre producenter fra regionen. Fortet blev opført i 1590, som forsvar mod englændere og pirater. Foruden den dejlige udsigt ned over byen og over mod Troia-halvøen på den anden side af Sado-flodens udmunding er kapellet også et besøg værd med sin flotte Azulejos-udsmykning.



Vi besøgte også nogle vingårde. Setúbal-regionen er især kendt for sine rødvine på druesorten Castelão (som Periquita) samt den søde hedvin Moscatel de Setúbal. Vi besøgte tre producenter, som gør det i alle genrer, Casa Ermelinda Freitas, José Maria da Fonseca og Bacalhôa, hvor de to sidstnævnte ligger side om side i vinbyen Azeitão midt på Setúbal-halvøen. Besøg begge steder kan højt anbefales, hvis man er på de kanter eller som en udflugt fra Lissabon.



søndag den 30. maj 2021

Helena Gonçalves´ rødder



Det er desværre ikke så ofte, at vi har mulighed for at se portugisisk kunst herhjemme. Men lige nu er chancen der i Aarhus, hvor den portugisiske fotokunstner Helena Gonçalves er aktuel med udstillingen Raiz på Galleri Image. Udstillingen blev åbnet i fredags af Portugals ambassadør i Danmark, João Maria Cabral, og kulturrådmand i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad. 




Raiz betyder rod eller rødder, og der er på den ene side tale om nogle meget personlige iscenesatte fotografier som en form for erindring eller dagbogsnotater. På den anden side er billederne meget åbne for tilskuerens indlevelse og egen fortolkning - og overskrider derved også det personlige.

”De er lavet ud fra erindringen og optaget i Algarve, hvor jeg kommer fra,” fortæller Helena Gonçalves, som deltog i ferniseringen online fra Lissabon, hvor hun i dag bor og arbejder.




En kvinde der går med en kuffert af en vej og taber en masse skeer fra kufferten. Et gammelt og småmuggent stykke brød, der ligger på en vej. To ældre mennesker siddende i en mark med ryggen til. En stabel af gamle opmagasinerede møbler. En kvinde med flagrende rødt hår, der skjuler ansigtet.




Genfortalt som ovenfor virker motiverne enkle, men billederne er symbolladende og samtidig er kun det mest nødvendige oplyst og derfor synligt i mørket, hvilket er en bevidst strategi fra kunstnernes side.

”Jeg har optaget om natten. Det, synes jeg, er bedre, da jeg så kun sætter lys på det, jeg vil vise og dermed skaber scenariet. Jeg kan gode lide at arbejde med mørket, når jeg komponerer et billede. Jeg maler med lyset,” forklarer Helena Gonçalves.




Vi ser altså kun, hvad fotografen ønsker, at vi skal se. Men mørket udenom er ikke bare en ramme eller en kontrast, men også betydningsbærende i sig selv.

Helena Gonçalves er født i Portimão og underviser i dag ved Ar.Co (Centro de Arte & Comunicaçâo) i Lissabon. Hun er endvidere medstifter af Black Box Atelier, fotograf for Grupo de Teatro Utero og har udstillet i Portugal, Spanien, Frankrig, Italien og Tjekkiet samt altså nu i Danmark.

Det er ikke en stor udstilling rent omfangsmæssigt, men spændende, hvis man interesserer sig for fotokunst.

 

Udstillingen Raiz af Helena Gonçalves kan ses på Galleri Image, Vestergade 29 i Aarhus frem til den 27. juni.

onsdag den 13. januar 2021

Ny bog af Richard Mayson: The Wines of Portugal

 Omtalte bog er tilsendt af forlaget

 

Richard Mayson har efterhånden en del vinbøger om Portugal bag sig, og nogle af dem er kommet i flere reviderede udgaver. Det gælder først og fremmest hans nok mest kendte bog, ”Port and the Douro”, som selvsagt har fokus på portvin og sidste år udkom i fjerde udgave. Efter min mening en af de bedste bøger overhovedet om emnet. Han har også skrevet en indsigtsfuld bog om ”Madeira” samt et par generelt om portugisisk vin.


Bøgerne om portvin og madeira er begge udkommet i den udmærkede vinserie, The Infinite Ideas Classic Wine Library, som kommer langt omkring geografisk. Her er bogen ”Wines of Portugal” netop udkommet som en form for opdatering af Richard Maysons tidligere bøger ”Portugal´s Wines & Winemakers” fra 1992 og ”The Wines and Vineyards of Portugal” fra 2003. Og lad det være sagt med et samme. Det var tiltrængt med en ny bog, da udviklingen i portugisisk vin er gået meget stærkt de sidste årtier.

”Wines of Portugal” er en glimrende bog, som giver et godt overblik over portugisisk vin historisk set, de mange druesorter og de forskellige vinregioners karakteristika. Den er brugbar både til at blive læst fra ende til anden og efterfølgende som opslagsværk om regioner, druesorter eller producenter.

Det indledende historiske kapitel er fyldigt og sammenkæder på bedste vis landets politiske og økonomiske udvikling med udviklingen indenfor dyrkning og fremstilling af vin. Den store historie og den lille historie er i fin dialog. Noget er selvfølgelig gentagelser fra tilsvarende afsnit i bøgerne om portvin og madeira, da hedvinene jo spiller en stor rolle for Portugal som vinnation, men sådan må det være. Til gengæld er egentlig omtale af portvin og madeira næsten udeladt, da de to vintyper jo har deres egne anbefalelsesværdige bøger.

Som et nyt aspekt i forhold til de andre bøger bygger ”The Wines of Portugal” også på egne erfaringer. I 2004 købte Richard Mayson Quinta do Centro i underregionen Portalegre i Alentejo, men efter nogle år måtte han sande, at det krævede fuld opmærksomhed, hvorfor han i 2018 solgte vingården til Sogrape.




Afsnittet om druesorter er grundigt og fyldigt med glimrende beskrivelser, som fint rammer druernes karakteristika. Han har udvalgt alle de væsentligste af de mere end 340 forskellige druesorter, som IVV (Instituto da Vinha e do Vinho) oplister. Man kunne måske ønske sig, at de ikke var listet efter kvantitet, men også vægtet efter kvalitet.  Blandt de hvide skal man f.eks. et stykke ind i oversigten over ”andre hvide sorter”, før man når til en så væsentlig drue som Encruzado, der gemmer sig mellem langt mere ukendte navne som Douradinha og Escana Cão.

Efter således at have sorterne på plads følger de forskellige regioner – såvel DOC-regioner som Vinho Regional (IGP) – opdelt i fire hovedområder:

Altantic Wines fra Vinho Verde i nord, over Bairrada og Lisboa til Algarve – den sidste dog ofte også karakteriseret som værende med Middelhavs-klima, selv om den jo faktisk ikke ligger ved Middelhavet.

Mountain Wines med det indre af den nordlige del af landet herunder de vigtige regioner Douro og Dão.

Wines of the Plains – altså slettelandet som udgøres af især Tejo og Alentejo.

Island Wines, som omfatter Madeira og Azorerne, som begge dog får meget korte omtaler. Produktionen er nu heller ikke stor, men dog voksende, og især vine fra Azorerne har de senere år vundet hæder – og det ganske fortjent.

Man vil altid kunne diskutere valget af producenter, som portrætteres i de forskellige regioner. Som Mayson skriver i indledningen, er det hans personlige valg, og producenterne er ”chosen because of what they are doing now, due to their contribution to history, or both.” Ud over de beskrevne følger dog for hver region en lille liste over andre producenter, som det også er værd at lægge mærke til.

Listen er sådan set udmærket, men dog også lidt ”konservativ”, idet der hovedsagelig er tale om mere etablerede producenter og i langt mindre grad om nye spændende navne, men det kan jo skyldes dels en skæven til tilgængeligheden på det engelske marked eller dels et ønske om, at nye navne lige skal have tid til at etablere sig på sigt.

Blandt nyere navne, jeg personligt kan savne, er f.eks. Quinta de Santiago i Vinho Verde, Quinta de Ventozelo i Douro og Pedro Marques og hans Vale da Capucha i Lisboa, ligesom Herdade do Rocim i Alentejo havde fortjent ikke kun at blive nævnt ved navn.

En ros for måden vine omtales på. Der nævnes såvel topvine som entry-level og med få ord får forfatteren karakteriseret vinene uden, at der er tale om egentlige noter, som risikerer at blive forældet efter få år.

Bogens sidste kapitler handler om rosévin og espumante – Portugals mousserende vin. Det sidste er fint, men måske kunne rosévinen lige så godt indgå på lige fod med hvidvin og rødvin. Samtidig har kapitlet stort set kun fokus på de to store kommercielle brands, Mateus og Lancers, fra henholdsvis Sogrape og José Maria da Fonseca, mens andre kun omtales i noteform. De er betydningsfulde, hvad angår volumen og indtjening, og derfor værd at berette om. Men som i så mange andre vinlande bliver der faktisk i dag lavet meget god og seriøs rosévin i Portugal, så her kunne der være udbygget lidt.

Afslutningsvis følger et mere omfattende register over druesorter, en ordliste og en fyldigt stikordsregister – altså sammen udmærket, når bogen også skal bruges som opslagsværk.

Alt i alt en væsentlig bog om portugisisk vin, som bør være at finde i ethvert fyldigt vinbibliotek. Set med danske øjne kunne man ønske sig, at portvinens store popularitet og udbredelse fik flere og flere til at få øjnene op for de store kvaliteter i portugisisk vin.

 

Richard Mayson: The Wines of Portugal. Infinite Ideas 2020, 356 sider.

Bogen kan bestilles via forfatterens hjemmeside.

lørdag den 2. januar 2021

Farvel til manden i og fra byen

Ved nytår sagde vi farvel til 2020 og bød velkommen til 2021, som forhåbentligt vil blive et bedre år. Men begyndelsen var nu trist, da allerede årets første dag bragte meddelelse om, at Portugal havde mistet en af sine største fadostemmer. Carlos do Carmo døde på Hospital de Santa Maria i Lissabon den 1. januar – kort tid efter sin 81 års fødselsdag.




Overskriftens ”manden i byen” refererer til hans vel nok mest kendte album ”Um Homem na Cidade”, som udkom i 1977, og hvor Carlos do Carmo sang tekster om Lissabon skrevet af digteren José Carlos Ary dos Santos. Titelsangen blev lidt af en signatursang for ham, og såvel den som hele albummet var en indirekte hyldest til den nyvundne frihed efter Nellikerevolutionen i 1974. ”Eu sou um homem na cidade, que manhã cedo acorda e canta, e por amar a liberdade, com a cidade se levanta”, som omkvædet lød. Fadoen var ellers sendt til hjørne efter revolutionen sammen med så meget andet, der kunne forbindes med det gamle styre. Og jo, Estado Novo brugte fadoen politisk, akkurat som der også gennem historien er sunget revolutionære og anarkistiske fadosange. Så heldigvis blev musikformen populær igen, da det hele kom lidt på afstand, hvilket Carlos do Carmo selv var en medvirkende årsag til.




Carlos do Carmo blev så at sige født ind i fadoverdenen, men prøvede dog at undvige, da han som ung studerede sprog og hotelmanagement i Schweitz. Han blev født den 21. december 1939, og moderen var den kendte fadosangerinde Lucília do Carmo, med hvem han i 1974 udsendte pladen ”Fado Lisboa – An Evening at the Faia". Forældrene havde i 1947 etableret fadohuset ”Adega da Lucília”, som senere tog navneforandring til ”O Faia”, og som man kan besøge i Bairro Alto den dag i dag. Da faderen døde i 1962 vendte Carlos do Carmo hjem til Lissabon for at overtage administrationen af fadohuset.




Hans egen pladedebut fandt sted i 1964, og karrieren tog for alvor fat i 70´erne. I 1976 repræsenterede han sågar Portugal ved det Europæiske Melodi Grand Prix, hvor han sang ”Uma flor de verde pinho”. Det store succesalbum ”Um Homem na Cidade”, som var en stor hyldest til livet i Lissabon, blev senere efterfulgt af albummet ”Um Homem no País” med sange fra de forskellige regioner i Portugal, ligesom en film og et opsamlingsalbum har båret titlen ”Um Homem no Mundo”, hvilket også var titlen på en stor udstilling, som Museo de Fado stod for i 2003. For ja, nok er fadoen født og opvokset i Lissabon, og nok leverer den så at sige byens musikalske udtryk. Men fadoen har samtidig ladet sig influere af og selv spredt tråde ud i hele landet og i verden. Den er også global.

Carlos do Carmos lange karriere blev indstillet i 2019, hvor han annoncerede, at han trak sig tilbage fra scenen. Inden da havde han optrådt med yngre kolleger som Mariza og Camané, ligesom han tog aktivt del i kampagnen, der i 2011 førte til, at fadoen blev godkendt af UNESCO som kulturel verdensarv. Han fik da også lov til at synge sin signatursang i spanske Carlos Sauras flotte film Fados fra 2007, hvorfra det øverste foto er hentet.

Carlos do Carmos betydning for fadoen kan næppe overvurderes, og han vil blive savnet. Æret været hans minde.

onsdag den 18. november 2020

Smagen af Portugal

A Taste of Portugal. dan lød overskriften for et arrangement, som fandt sted for nogen tid siden på restaurant Nr. 2 på Christianshavn. Der var tale om en såkaldt wine & food pairing, hvor portugisiske vine skulle afprøves til forskellige portugisisk inspirerede retter og råvarer. Maden stod køkkenchef Nikolaj Køster for, vinene var sponseret af ViniPortugal, og gæsterne var en god blanding af vinskribenter og sommeliers fra toprestauranter.



Da jeg selv var indbudt til at præsentere de portugisiske vine og fortælle de fremmødte lidt om regioner, klima, druesorter mv., tog jeg ikke selv noter. Men jeg vil da allivel gerne knytte et par ord til især vinene og sammensætningen med mad.




De 11 vine var såvel hvid- og rødvine som espumante og portvin og hentet i fire forskellige regioner: Tavora Varosa, Vinho Verde, Alentejo og Douro. Et ok valg. På den ene side er de tre sidstnævnte nok de tre mest kendte og dermed tilgængelige regioner herhjemme. På den anden side kunne det have været spændende – temaer taget i betragtning – at de to meget gastronomiske vinregioner Dão og Bairrada havde været repræsenteret. Ja, en af serveringerne skreg efter min mening efter en god Bairrada vin.

Nok om det. Her er en kort beskrivelse af de seks serveringer og de tilhørende vine.

 

Mandler og iberico skinke

Hertil blev serveret en espumante, Murganheira Sparkling Super Reserve Brut 2015, fra den lille bjergrige region Tavora Varosa, som ligger mellem Douro og Dão, og som især er kendte for netop mousserende vin. Vinen havde såvel friskhed og fylde og matchede fint mandler og skinke, ligesom den vil være brugbar til andre former for petiscos – Portugals svar på tapas.

 



Saltet makrel med salturt og rygeostcreme og sardiner og tomater på toast

Hertil fik vi to forskellige vine fra Vinho Verde – begge på alvarinho: Alvarinho Pouco Comum 2019 fra Quinta da Lixa og enkeltmarksvinen Parcela Única 2018 fra Anselmo Mendes. Begge aromatiske og friske vine gik fint til sardinerne og var også brugbare til den røgede makrel. Ingen tvivl om, at Vinho Verde gør sig godt til mange fiskeretter.

 



Torsk i kålblade og indbagt brandadetærte

Vinene var et battle mellem Alentejo og Douro i form af henholdsvis Herdade do Sobroso Branco 2019 og Superior Branco 2017 fra Quinta do Crasto – begge blends af typiske hvide sorter. De to vine kunne gå til tærten, men fadpræget i Crastos hvidvin var måske lidt for dominerende i forhold til den mere sarte torsk.

 



Tartar af okse med marv og krydret pølse med grillet brød

To meget forskellige serveringer – en mere sart og en meget krydret – og to forskellige vine i form af Herdade do Sobroso Cellar Selection 2016 fra Alentejo og Réccua Expo Reserve 2014 fra Porto Reccua i Douro. Begge vine kunne drikkes til tartaren uden dog at være et perfekt match, mens den krydrede pølse var alt for kraftig og overtrumfede de ellers markante vine.

 



Grillet gris med agurk og sortfodsgris med bagt rød peber

Her ville jeg nok have foretrukket vine fra fx Bairrada frem for de to eller udmærkede Douro-vine: Batuta 2017 Tinto fra Niepoort og Reserve Old Wines 2017 fra Quinta do Crasto. Begge vine er fremragende, men måske og lidt vel kraftige og krydrede til gris. Bedst gik til de sortfodsgrisen, hvor sødmen i den bagte peberfrugt gav lidt modspil.

 



Blomme-is med crunch og syltede blommer samt mandelkage

Der blev serveret to forskellige portvine – en LBV  2007 fra Porto Reccua og en fadlagret Colheita 2007 fra Niepoort. LBV´en var desværre ikke, som den skulle være – måske skyldet alderen eller måske af andre årsager. Den friske frugt, som kunne have spillet op mod isen, var derfor fraværende. Mandelkagen gik derimod fint med Colheitaen fra Niepoort, som samtidig havde fin syre, så det ikke blev sødt på sødt.

 



Generelt har Portugal mange dejlige gastronomiske vine – både til den mere eksklusive menu på de findere restauranter og til det mere rustikke eller bredde. Den store diversitet, hvad angår terroir, klima og druesorter, giver en bred palette, så der findes noget til det mest. Men samtidig går alt selvfølgelig ikke til det hele. Nogle af ovennævnte sammensætning var udmærkede, andre kunne gå an og andre igen ramte ved siden af. Men jeg håber og tror da, at alle deltagere blev lidt klogere på portugisisk vins muligheder i forhold til menukortet.

 

Ønsker du at læse, hvad andre fik ud af arrangementet, kan jeg henvise til novemberudgaven af Din Vinguide, hvor redaktør Thomas Rydberg skriver om nogle af serveringerne og til et par skribenters blogindlæg: AndersHalskov-Jensen og Frederik Kreutzer.