lørdag den 14. september 2019

Port Wine Day 2019


Siden 2014 har det været en tradition, at portvinsinstituttet, IVDP, afholder Port Wine Day i Porto i september måned for at fejre regionens demarkering, hvilket fandt sted den 10. september 1756. Trods navnet foregår det ikke kun på selve årsdagen, men over flere dage, hvor IVDP arrangerer forskellige aktiviteter for at fejre portvinen.
Programmet er forskelligt år efter år og veksler mellem smagninger, besøg på quintaer i Douro og huse i Gaia, regatta med de gamle portvinsbåde og de senere år et festligt Port Wine Day Sunset Party, hvor forskellige producenter under åben himmel skænker vin og portvin til såvel inviterede som turister og lokale, der køber smagekuponer.
Er der tale om et år, hvor der er bred Vintage deklarering, indgår der også en kæmpe smagning af den nyeste årgang samt en lille ceremoni, hvor portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, som en tradition erklærer deres egen Vintage.
Det sidste var tilfældet såvel sidste år som i år, da der jo har været tale om en såkaldt back-to-back deklarering. Jeg deltog begge år – både fordi det er en god mulighed for at smage og vurdere en lang række nye Vintage, og fordi det er en fin lejlighed til at fejre portvinen sammen med mange af producenterne, hvoraf en stor del er meget gode bekendte. Og som portvinsbroder med rang af Cavaleiro er det også altid en oplevelse at deltage i Confrarias arrangementer.
I år lagde jeg ud med et par dage i Lissabon, hvor jeg besøgte vingårde i regionen af samme navn med henblik på en kommende artikel i Din Vinguide. Derefter med eksprestoget til Porto for at deltage i Port Wine Day. 


Jeg ankom eftermiddagen inden og nåede lige at hilsen på Isabel Vieira og Joana Duarte fra Bulas, som netop har åbnet en vinbar på Porto-siden i en sidegade til Rua das Flores. Her nød jeg et glas frisk og velsmagende 10 års Dry White Port sammen med Isabel.


Port Wine Day blev indledt med en kæmpe smagning af Vintage 2017 fra 48 producenter og med i alt 72 vine, hvilket foregik i den gamle, flotte børsbygning, Palácio da Bolsa, hvor også Confrarias årlige optagelsesceremoni i juni finder sted. Jeg nåede desværre langt fra alle vine, da jeg også tog mig god tid til at snakke med winemakere, producenter og venner. Men noter fra en pæn buket af vinene vil følge snarest på min vinblog.


Derefter fulgte ceremonien i Confraria do Vinho do Porto, som fandt sted på den store trappe op til førstesalen, hvilket desværre var lidt trængt med de mange deltagere og tilskuere, hvorfor det var svært at se, høre og følge med. En efter en kaldes winemakere og andre repræsentanter fra de forskellige huse op, hvorefter de hælder en flaske af deres egen Vintage i et stort glas. Og, ja. Der er dem, der har flere flasker med, mens andre huse med flere deklareringer fordeler det lidt ud. Når blandingen af de mange forskellige vine er færdig, prøvesmages den og godkendes af broderskabets ledelse, Chancelaria, som derefter erklærer Confrarias Vintage med den vanlige skålen for portvinen, for broderskabet og for portvinsbrødrene. Ganske højtideligt og festligt.


Dagen efter vandrede jeg lidt rundt i Porto og Gaia uden et egentligt program. Jeg så, hvor langt Fladgate Partnership er kommet med byggeriet af deres megaprojekt World of Wine, som vil ændre en del på logistikken i Gaia, gik ad et par af de små rustikke smøger i anden parket og en tur ned til det lille skibsværft, hvor Dalvas Barco Rabelo åbenbart var til reparation. 


I Gaia mødte jeg også Filipa Correira, som jeg kendt siden 2001, hvor hun var ansat hos Ramos Pinto for at organisere arkivet og bane vejen for det flotte museum i de gamle kontorlokaler. I dag er hun chef for det forholdsvise nye portvinshus Vasques de Carvalho, som har eksisteret siden 2000 og især udmærker sig med deres Tawny-serie, men også laver såvel Vintage som hvid portvin og bordvin.
Filipa bød venligt på en god snak, et par glas og lidt tapas i deres dejlige lille og anbefalelsesværdige præsentationslokale, som ligger på det lille torv med kirken bag Ramos Pinto. Deres White Reserva og selvfølgelig deres 40 års Tawny bekom mig meget vel.


Senere om eftermiddagen var det så tiden for Port Wine Day Sunset Party, der lige som sidste år fandt sted i parken over det lille butikscenter ved Clérigos på Porto-siden. Her var 28 forskellige producenter repræsenteret med såvel bordvin som portvin, som blev udskænket i solen til tonerne fra en DJ. Jeg fik besøgt flere stande, men langt fra alle – og koncentrerede mig faktisk om at smage hvidvin og rødvin, inden jeg dog – selvfølgelig – sluttede med lidt portvin. Nåede også at indhente et par udgaver af Vintage 2017, som jeg ikke nåede dagen før.


Der blev ikke taget noter, så lad mig her nøjes med at sige tak for skænken og snakken til de mange, jeg mødte. Ingen nævnt – ingen glemt.
Et enkelt hus vil jeg dog nævne. Quinta do Pôpa har jeg faktisk længe gerne ville lære bedre at kende, da deres bordvine har et godt ry (de producerer dog også en Vintage Port). Quinta do Pôpa blev etableret i 2003 og laver såvel blends som enkeltdruevine af god kvalitet med masser af frugt og friskhed. Jeg håber på et senere tidspunkt at kunne introducere dem nærmere i Danmark, da de fortjener at være på markedet.


Alt i alt en god tur med gensyn med mange bekendtskaber og møder med nye. Og så er Porto jo en dejlig by med mange andre attraktioner end lige portvin.


Læs også om Port Wine Day 2018 i tidligere indlæg om Confrariasdeklarering, besøg hos Rozès og smagning af Vintage 2016.

mandag den 3. juni 2019

Agustina Bessa-Luís er død


Portugal har i dag mistet en af sine allerstørste forfattere, Agustina Bessa-Luís. 
Agustina Bessa-Luís blev født i Nordportugal i 1922. Hun har modtaget adskillige priser i såvel Portugal som internationalt, blev i 1997 nomineret til Nobelprisen i Litteratur og modtog i 2004 den fornemme Camões-pris.


Hun debuterede som forfatter i 1949 og slog igennem med romanen ”A Sibila” fra 1954. Siden er fulgt en lang række noveller, romaner og skuespil. Hun virkede da også som leder af Portugals nationalscene, Teatro Nacional D. Maria II fra 1990 til 1993. Den sidste roman ”A Ronda da Noite” (”Nattevagten”) blev udgivet i 2006. Flere af hendes romaner, herunder ”Abrahams dal”, er blevet filmatiseret af den store portugisiske instruktør Manoel de Oliveira.
Hendes skrivestil med lange ordstrømme og indskudte sætninger kan umiddelbart synes lidt svært tilgængelig, men er så afgjort udfordringen værd. Foruden de mange menneske- og familieportrætter giver de også et fint billede af Portugal før som nu.
Flere af hendes romaner er udkommet i dansk oversættelse ved Jorge Braga på hans eget forlag Ørby.
Selv om der de sidste godt 10 år har været stille omkring Agustina Bessa-Luís på grund af sygdom har hendes bøger og livsværk levet videre. Det vil de helt sikkert også gøre fremover.
R.I.P.

mandag den 27. maj 2019

Honorær konsul for Region Syddanmark


Mit engagement i Portugal ændrede nyligt gear. Den 15. marts 2019 blev jeg udnævnt som Portugals honorære konsul i Odense med jurisdiktion i Region Syddanmark. Dermed har jeg mere officielt forpligtet mig til at beskæftige mig med landet og fungere som bindeled mellem regionen og Portugals ambassade i København.


Det har været en langvarig proces, idet der er gået mere end et år siden jeg blev spurgt, om det var noget, jeg ville sige ja til. Og det ville jeg selvfølgelig, da jeg ser det som en stor ære. Portugals ambassade i Danmark har hidtil kun haft honorære konsuler udnævnt i Tórshavn, Færøerne samt i Litauen, som ligeledes hører under ambassaden i København. Den nuværende ambassadørs forgænger, Rui Macieira besluttede at udvide dette. Men da den slags tager tid, blev det altså først nu under den nuværende ambassadør Rita Laranjinha, at udnævnelsen blev effektueret.
Der vil ikke blive tale om konsulatfunktioner med hensyn til udstedelse af visa, pas eller kørekort mv., men udelukkende mere repræsentative opgaver. Det gælder om nødvendigt i forhold til herboende portugisere samt i forhold til erhvervs- eller kulturlivet mv. Her skal jeg fungere som en form for bindeled mellem regionen og ambassaden og understøtte initiativer og samarbejder de to lande imellem samt informere om landet. På sin vis ikke helt ulig det jeg faktisk allerede har praktiseret de senere år, hvor jeg har haft et godt samarbejde med ambassaden, men nok fremover i øget omfang og altså officielt.


I forbindelsen med udnævnelsen modtog jeg også det portugisiske flag og et officielt skilt, som nu pryder husfacaden i Vindegade i Odense. Tidligere i maj var ambassadør Rita Laranjinha i Odense, hvor vi sammen besøgte Rådhuset, hvor viceborgmester Tim Vermund tog imod. Derefter gik turen til det portugisiske firma Efacec, som er involveret i konstruktionen af Odense Letbane og efter en frokost blev konsulatskilte besigtiget i selskab med mit gamle portugisisklærer Pedro De Vallera Pepe.

torsdag den 9. maj 2019

Portugals mørklagte attentat


Den 4. december 1980 – blot tre dage før præsidentvalget – omkom Portugals premierminister Francisco Sá Caneiro og seks andre, da deres lille fly brød i brand og styrtede ned få sekunder efter, det var lettet fra lufthavnen i Lissabon. Med i flyet og blandt de omkomne var også forsvarsminister Adelino Amaro da Costa og den danske forlægger Snu Seidenfaden, som dannede par med Sá Caneiro.
Den officielle forklaring, som hurtigt blev fremsat og siden var gældende i mange år, lød, at der var tale om en tragisk ulykke. Det var der ikke. Det var et politisk motiveret attentat.
Journalist Eva Henningsens nye bog om attentatet er spændende som en politisk thriller. Kærlighed og politik – spioner, bombemænd, militærfolk og korrupte embedsfolk. Samtidig virker den meget redelig, selv om forfatteren ikke er helt uvildig. Nyankommet til Portugal blev Eva Henningsen i januar 1980 ansat som PR-medarbejder på forlaget Publicações Dom Quixote, som bl.a. udgav små debatbøger om aktuelle og politiske emner, hvilket i tiden inden Nellikerevolutionen i 1974 bragte dem på kant med Salazarstyrets hemmelige politik, PIDE.
Forlaget var grundlagt i 1965 af Snu Seidenfaden og hendes daværende mand, men blev i 1980 drevet af Snu alene. Hun var blevet skilt, efter hun i 1976 traf lederen af Socialdemokratiet, PSD, Francisco Sá Caneiro, og de forelskede sig. Sá Caneiros hustru ønskede derimod ikke at lade sig skille med henvisning til katolicismen, hvor der skulle gå seks års separation først. Alligevel begyndte Snu snart at optræde ved Sá Caneiros side og siden som førstedame, da hans parti i et samarbejde med det kristelige demokratiske parti, CDS, vandt valget i 1979.
Portugal var plaget af politisk uro i tiden efter revolutionen. MFA, Movimento das Forças Armadas (De væbnede styrkers bevægelse) var godt nok helte fra revolutionen, men dele af militærfolket var ikke meget for at afgive magten til demokratisk valgte politikere, ligesom det dengang stærke kommunistparti havde deres egen politiske agenda.
Den nye regering blev derfor presset fra flere sider og mødte stor modstand. Bl.a. ønskede den at afskaffe det såkaldte Revolutionsråd, der bestod af 25 militærfolk og sad på en stor del af magten helt frem til 1982, ligesom den ønskede af slette nogle klausuler i forfatningen om ”eviggyldige nationaliseringer” og en ”socialistisk samfundsudvikling”. Da forsvarsministeren så samtidig opdagede, at folk fra militæret via hemmelige fonde og imod internationale aftaler solgte og transporterede våben til lande som Iran og Irak, kom de for alvor på kollisionskurs.
Regeringen ville stoppe våbensalget og undersøge de hemmelige fonde, hvilket militærfolket ville modsætte sig med alle midler. Samtidig var CIA, den nyvalgte præsident Reagan og hans udenrigsminister Henry Kissinger involveret, idet det forlyder, at de forhandlede frigivelsen af gidslerne på den amerikanske ambassade i Teheran fri mod, at våbenleverancerne til Iran skulle fortsætte, mens leveringen til Irak skulle stoppe, nu da de to lande var kommet i krig. Kissinger rejste således til Lissabon og lagde efter sigende pres på forsvarsministeren for at få ham til at fortsætte leveringen til Iran.
Med andre ord var der flere parter, som havde deres grunde til at skaffe såvel premierministeren som forsvarsministeren af vejen. Lejligheden bød sig til, da de to sammen ville flyve til Porto for at støtte deres præsidentkandidat. En bombe blev anbragt.
Eva Henningsen bygger sin gengivelse af historien og ikke mindst sine konklusioner på en lang række dokumenter, samtaler med involverede samt ikke mindst hemmelige akter og materialet fra de i alt 10 kommissioner, som blev nedsat i årene 1982 og helt frem til 2015 – og hvis arbejde hun refererer kommission for kommission i bogen. Hun blev selv udpeget som Snu Seidenfadens families repræsentant i den sidste kommission, hvorfor hun fik direkte til adgang til de mange papirer, undersøgelsesdokumenter, afhøringer mv.
At kommissionernes arbejde tog så mange år, vidner om den modstand, der var i systemet mod at nå frem til en fuld opklaring af sagen. Det gjaldt de involverede militærfolk og deres politisk allierede, men også politi og domstole, som så at sige havde verificeret den første forklaring om, at der var tale om en ulykke.
Der blev dog aldrig rettet anklager mod konkrete bagmænd for attentatet. I den officielle rapport fra 2015 konkluderes det godt nok langt om længe, at ”det nok var Portugals militær og CIA´s fælles involvering i et stort, ulovligt internationalt våbensalg, der var motivet for attentatet, men at det ikke var lykkedes kommissionen at bevise det”. Bagmændene havde haft alt for mange år til at skule og fjerne beviser. Og ikke nok med det, ”… ingen af de portugisiske våbenhandlere blev nogensinde stillet til regnskab.”
Historien om Snu Seidenfaden og hendes forhold til Francisco Sá Caneiro er tidligere fortalt i den portugisiske journalist Cândida Pintos biografi ”Snu Seidenfaden – kærlighed, bøger og politik”, som udkom i 2011 og blev oversat til dansk i 2013. Men konklusionerne mangler, idet bogen blev skrevet, inden kommissionernes arbejde var til ende og i det hele taget kun omtales kort.
Det er derfor vigtigt, at Eva Henningsen fuldender historien med sin glimrende bog. Den bør læses af alle med interesse for Portugals historie eller politiske intriger. Og for udenforstående er den forsynet med en grundig ordliste over involverer personer, institutioner og begreber.

Eva Henningsen: Det mørklagte attentat. Forlaget Vandkunsten 2019, 193 sider.

lørdag den 6. april 2019

Porto og Douro april 2019


Det blev alligevel til en tur langs kajen i Vila Nova de Gaia. Det havde jeg ikke regnet med, men i eftermiddags var der tid til at gå langs floden med alle portvinshusene til den anden side. Det blev også til et par besøg, selv om jeg ikke havde lavet aftaler på forhånd, men et par steder, jeg gerne ville se, blev rundet og efterfulgt af en Prego-sandwich og en fadøl i Ribeira på den anden side af floden og med udsigt til den smukke dobbeltdækkerbro.


Jeg er på researchtur til Porto – eller rettere sagt til Douro-regionen – da jeg skal lave en artikel om bordvin fra Douro DOC til vinbladet Din Vinguide. Derfor har jeg planlagt en række besøg hos gode producenter, hvor der skal beses vinmarker, tales om vin, smages og interviewes.


Turen startede i går med to besøg i Douro Superior – underregionen længst ude, tæt ved grænsen til Spanien. Først besøgte jeg Ferreiras Quinta da Leda sammen med husets winemaker Luis Sottomayor, som afhentede mig på banegåden i Pocinho efter den smukke, men noget langsommelige togtur, som dog klart kan anbefales. Luis er ikke alene ansvarlig for portvinen fra ejeren Sograpes tre store brands, Ferreira, Sandeman og Offley, men også for bordvinene fra Casa Ferreirinha, som især produceres på netop Quinta da Leda. Jeg fik en køretur hele vejen rundt på den store quinta, som ligger smukt i en lille floddal ikke så langt fra Vila Nova de Foz Côa. Vi så også produktionsfaciliteterne, inden vi smagte på en længere række af vine.


Næste stop sidst på eftermiddagen var Quinta do Vale Meão, hvor det ligeledes var winemakeren, som viste rundt. Francisco Olazabal driver stedet sammen med den øvrige familie herunder selvfølgelig sin far Vito Olazabal, som i 1994 overtog quintaen, der i mange år havde leveret til Ferreira. Fem år senere begyndte egenproduktionen, hvorefter alle druer nu bliver til vin under eget navn.


Og, ja. Der er et tæt historisk bånd mellem de to quintaer. Casa Ferreirinhas legendariske rødvin Barca Velha blev nemlig i sin tid produceret på Vale Meão, men efter familien Olazabal overtog vingården, flyttede produktionen til Quinta da Leda.


Efter en rundtur på Vale Meão, en spændende smagning og en god middag efterfulgt af et nats søvn på den flotte quinta, gik turen så tilbage til Porto. Jeg ankom lidt tidligere, end jeg havde regnet med, hvorfor det altså blev til en vandretur på Gaia-siden.


Første besøg var i Real Companhia Velhas nye museum og enotek. En fin historisk udstilling både generelt om Douro-regionen og ikke mindst demarkeringen samt selvfølgelig om husets historie. Undervejs fik jeg også set en sjov romantisk og propagandaagtig film fra 1955. Filmen indledes med glade høstarbejdere, som smilende og syngende, ja nærmest trallende som de syv små dværge, vandrer ud i vinmarken til dagens arbejde. Speakeren fortæller om de stærke mænd og de smukke kvinder, som udfører arbejdet – og som på optagelserne ser ud som om de har det noget så dejligt i deres nystrøgede tøj. Lidt morsomt, hvis man kender til de hårde arbejdsforhold, der herskede på vingårdene – og gør du det ikke det, kan jeg anbefale at læse Miguel Torgas roman, Vindima (Grape Harvest) fra 1945. Men ellers en fin udstilling, som passende kan efterfølges af et besøg ovenpå i vinbaren, hvor der sågar er indrettet et særligt hjørne til de, der elsker at kombinere cigarer og portvin.
Næste stop var hos Vasques de Carvalhos Brand House i Gaia, som ligger på det lille torv ved kirken lige bag Ramos Pinto. Et fint lille og smukt indrettet sted med gårdhave, hvor de skænker prøver på såvel portvin som bordvin.


I morgen søndag skal der skrive og slappes af, inden det mandag morgen går op i Douro-dalen igen til flere besøg.

onsdag den 3. april 2019

Fadostjener til jazzfestival Danmark


Jeg har tidligere på denne blog udtrykt ærgrelse over, at de store navne i portugisisk fado som regel ikke har Danmark med i deres turnéplaner. Sådan har det desværre været i mange år, men det synes som om, at der er nye tider på vej.
Kunstmuseet Louisiana har i flere år med støtte fra Portugals ambassade i Danmark afholdt årlige koncerter – i november gjaldt det således Katia Guerreiro – og ringene synes at sprede sig. Et navn som CristinaBranco har f.eks. være på besøg flere år i træk – både på Louisiana, i DR´s koncerthus og sågar tre dage i træk på Jazzhus Montmartre.
Lige nu er fire spændende kunstnere på vej til Danmark – alle i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival, som for alvor har fået øjnene op for det portugisiske fadomusik.


Første besøg er netop Cristina Branco, som lørdag den 25. maj giver koncert i Studie 2 i DR´s Koncerthus – altså inden selve festivalen, som finder sted den 5.-14. juli, men med festivalen som arrangør.


Dernæst følger fadosangeren Camané og jazzpianisten Mário Laginha, hvilket foregår i kulturhuset Viften i Rødovre lørdag den 6. juli. Camané er blandt de største mandlige sangere i fadoen, mens Mario Laginha bl.a. er kendt for sig fremragende samarbejde med jazzsangeren Maria João. Spændende at to så erfarne herrer nu arbejder sammen om et projekt, de selv kalder for ”Aqui-Está-se Sossegade” (Her er vi stille).


Ligeledes som et led i jazzfestivalen gæster den vel nok største fadostjerne DR´s koncertsal den 9. juli. Hun hedder Mariza og har vundet en lang række priser gennem sin karriere, som startede omkring årtusindeskiftet. Debutpladen ”Fado em mim” kom i 2001 og solgte over 100.000 eksemplarer i Portugal alene. Seneste album kom sidste år og bærer blot hendes navn. Hun kan varmt anbefales.
Koncerterne finder alle sted i København, men sidste år var Cristina Branco også i Musikhuset i Aarhus, og som odenseaner kan jeg da håbe på, at landets tredje største by også snart får fado på programmet. Det kunne måske være en udfordring for festivalen Jam Days, som jo netop omfatter såvel jazz- som folkmusik – et felt, som mange af samtidens fadonavne boltrer sig i.

torsdag den 21. marts 2019

Alternative seværdigheder i Lissabon


Der findes mange forskellige guidebøger – fra almindelige turistguider over mere dybdegående med fokus på kultur og historie til alternative bøger, der f.eks. omhandler religiøse og okkulte steder.
En nyere og sjov serie er ”111 steder som du skal se”, som allerede omfatter en længere række af destinationer – såvel i Danmark som i resten af verden. Nyligt udkom også bogen om Lissabon med ”usædvanlige steder som alternativer til de kendte attraktioner”. Konceptet er tysk, og bogen om Lissabon er da også skrevet af den tyske forfatter og oversætter Kathleen Becker, som også virker som rejseleder i Lissabon.
Hver af de 111 steder fylder et opslag, en side med en fin lille beskrivelse og en side med et foto og nærmere information om beliggenhed og transport. Og bagerst i bogen er der bykort, hvor alle stederne er markeret, så bogen også er praktisk.
Og nej, det er umiddelbart ikke de kendte seværdigheder, som vi kender fra de gængse turistguider, men et stort blandet udvalg af alternativer, så der er noget for enhver smag. Ok, enkelte af stederne er efterhånden blevet så kendte, at de er med i flere guider. Det gælder f.eks. Dukkehospitalet på Praça da Figueira og spise- og kulturstedet Casa de Alentejo med den maurisk inspirerede indretning og de fine egnsretter.


Andre er vel ikke ligefrem alternativer som Chiado-kvarteret og tyrefægterarenaen Praça dos Touros på Campo Pequeno, ligesom Torre de Belém faktisk er en af byens største turistattraktioner, men her er det til gengæld en sjov lille detalje i form af den slidte næsehornsskulptur på facaden, der begrunder, at den er taget med.
Men ellers er udvalget bredt og interessant og kan give mange gode idéer til oplevelser under fremtidens besøg.
Der er små alternative butikker med brasilianske magiske smykker, kunsthåndværk eller urtete for ikke at tale om isenkræmmeren med de 40.000 metaldimser – en butiksfacade jeg tit har dvælet ved selv og det med stor forundring, for hvad i alverden skal alle de mystiske dimser dog bruges til?
Andre steder er mere til de frilufts- eller motionssøgende. Det gælder en klatrehal, et trampolin-mekka eller den forholdsvis nye cykelrute langs Tejo fra banegården Cais do Sodré til Belém. Og når vi er på vej ud af byen, er der også lokaliteter, som kræver en længere udflugt, f.eks. en sejltur over til Cacilhas og en vandretur langs de gamle graffiti-dekorerede forfaldne pakhuse, forbi et par fiske- og skaldyrsrestauranter til elevatoren op til Almada.


Der er kirker og museer som Conceiçâo Velha kirken, Casa da Achada med billeder af kunstneren Mário Dionísio, Pavillon nr. 31 på byens psykiatriske hospital og det medicinske fakultets anatomiske museum, hvor man kan se hovedet af morderen Diogo Alves, som kastede sine ofre ned fra akvædukten Águas Livres, hvilket H.C. Andersen faktisk skrev om i sin rejsebog ”Et Besøg i Portugal 1866”.
Der er også caféer og restauranter som Café Gelo, Pastelaria Mexicana og Galeto samt en restaurant med slipseudstilling, en kapverdisk dansekantine og et folkekøkken, hvor lokale fra 50 forskellige lande mødes og laver mad sammen.
Mest spændende er dog nok de helt alternative steder som kultur- og beboerhuset Folkebageriet indrettet i et gammelt bageri og blindgyden Pátio de Tronco, som er udsmykket med azulejosportrætter af nationaldigteren Luís de Camões. Eller hvad med hjemløseskabene ved banegården Santa Apolónia, hvor byens hjemløse kan opbevare nogle af deres ejendele samt få leveret post. En idé, som godt kunne tåle udbredelse til andre byer.
For mig var læsningen også en fint gensyn med Campo Mártires da Pátria, som jeg første gang så for et par år siden – dog uden at kende historien bag. På pladsen står en statue af tuberkuloselægen Sousa Martins, som behandlede mange af kvarterets fattige gratis og derfor siden har opnået en slags uofficiel helgenstatus, hvorfor folk den dag i dag placerer takketavler for foden af statuen, hvis de selv eller pårørende er blevet helbredt.


Der er altså tale om inspirerende læsning, som måske nok mest er målrettet de, der allerede har set de mest kendte seværdigheder, eller rejsende, som ikke har lyst til at gå i alle andre turisters fodspor.
En del af stederne kendte jeg som erfaren Lissabonrejsende i forvejen, andre har jeg været forbi uden helt at kende historien bag. Endelig er der også føjet nye idéer til listen over steder, jeg vil besøge under mine næste besøg.

Kathleen Becker: 111 steder som du skal se. Frydenlund 2019, 235 sider.