søndag den 24. juni 2018

Regatta på Douro


Porto, Porto, Porto. Gaia, Gaia, Gaia.
Nej, det er ikke en fodboldkamp mellem de to byer, som ligger på hver side af Douro-floden. Det er kommandoer råbt af vores kaptajn, som står i stævnen af båden i fuld uniform. Kappe, sort hat og smagekop fra portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto. Det er da også netop broderskabet, som står bag den årlige kapsejlads på Sankt Hans dag – dagen efter Porto store, flotte fejring af São João, som de kalder ham her, hvilket foregår med gigantisk fyrværkeri på Dourofloden og stor festivitas.


Siger kaptajnen Porto, skal der styres over mod Porto-siden og modsat, hvis han råber Gaia. For det gælder om at krydse lidt, så man rammer vinden - og samtidig prøve at undgå at ramme de andre både.
Jeg er for andet i år træk inviteret ombord på en af de gamle portvinsbåde, Barcos Rabelos. Sidste år var det båden fra Ferreira – denne gang båden fra Dow´s, hvor jeg fik følgeskab af bl.a. Gustavo Devesas og to andre vikinger, den tidligere formand for Portvinsklubben af 1981 Robert Heinrich Metasch og Steen Højgård Rasmussen fra The Wine Company, som importerer Dow´s til Danmark.


Om det var vikingerne ombord, der gjorde udslaget, er ikke usandsynligt. Det gik i al fald godt og næsten perfekt. Efter en lidt langsom start fik vi kæmpet os frem, og på et tidspunkt ikke langt fra mål lå vi faktisk i spidsen. Men pludselig ingen vind, og i styrbords side så vi båden fra Sandeman komme i fuld fart og overhale os. Da vi fik vind igen, havde de desværre fået så stort et forspring, at vi ikke nåede dem, selv om afstanden blev mindre og mindre. Ak og ve. Ingen husker nummer to, som venlige portvinsvenner fortalte os. Men det er vi nu nogle stykker, som gør alligevel.


Vind og pludselig ingen vind. Det er lidt af et lotteri, hvordan det går, men selvfølgelig ikke helt tilfældigt, da placeringen på floden spiller en rolle, ligesom mandskabet om bord gør deres bedste med ror og sejl. Porto, Gaia og igen Porto. Vi andre gæster løser kun mindre opgave så som at spise de medbragte lækkerier og drikke lidt øl og portvin. Men nogen må jo gøre det sure arbejde.


Sejladsen er mest sjov og ballade og samtidig et flot promovering af portvinsbroderskabet, da bådenes kamp trækker mange tilskuere til. Og kamp er ikke et forkert ordvalg. Undervejs rammer de svært navigerbare både ind i hinanden, og der må skubbe med stager. Denne gang fuldførte alle både, men ofte må en eller to udgå – f.eks. med en knækket mast, som det skete sidste år for Ferreirabåden med mig ombord. Men det hele foregår med et smil – også selv om der selvfølgelig er god prestige i at vinde. Tillykke til Sandeman for en flot førsteplads. Tillykke til Dow´s for en mindst ligeså flot andenplads og også til Calém på tredjepladsen.


Den efterfølgende præmieoverrækkelse, reception og frokost er hyggeligt samvær og en god mulighed for at snakke med de mange bekendte i portvinsverdenen. Og så er det tid til lidt drillerier indbyrdes – sådan mellem brødre. Portvinsbrødre.

onsdag den 23. maj 2018

Júlio Pomar er gået bort


En af Portugals største kunstnere gennem adskillige årtier gik bort i går. Det meddeler Atelier-Museu Júlio Pomar ifølge flere portugisiske medier. Julio Pomar afgik ved døden Hospital da Luz i Lissabon.


For mit vedkommende var hans malerier kærlighed ved første blik. Som jeg redegør for i min bog ”Mit andet hjemland” blev jeg både fascineret af farverne og motiverne i hans billeder, ligesom vi delte fælles litterære og kulturelle referencer. Inden for litteraturen gjaldt det forfattere som Edgar Allan Poe, Charles Baudelaire og ikke mindst portugisiske Fernando Pessoa. Hans portræt af Poe, Pessoa og Poes berømte ravn er f.eks. blandt mine favoritter. 
På musikområdet havde Julio Pomar som jeg en stor kærlighed til fadoen og dens udøvere, som han portrætterede, ligesom han selv skrev tekster til flere fadosange. 
Jeg har også for vane - om muligt - når jeg er i Lissabon at besøge metrostationen Alto dos Moinhos, hvor han har stået for udsmykningen og det bl.a. med azulejos-portrætter af Fernando Pessoa.


Julio Pomar blev født i Lissabon den 10. januar 1926 og nåede altså at blive 92 år gammel. Han debuterede i 1942 efter at have studeret kunst i såvel Lissabon som Porto. Som så mange andre portugisiske kunstnere boede han en del af sit liv i udlandet, da han ikke følte sig hjemme i Salazars Estado Novo. Efter revolutionen i 1974 delte han sin tid mellem Paris og Lissabon.
Fødebyen hyldede ham for nogle år siden ved at indrette Atelier-MuseuJúlio Pomar i Bairro Alto – et fint lille udstillingssted, som er et besøg værd. Her vises nogle af hans egne værker sammen med skiftende særudstillinger af især yngre kunstnere.


Jeg mødte selv Júlio Pomar i 2015 i forbindelse med en fernisering på fadomuseet i Lissabon, som åbnede en udstilling med hans fadorelaterede værker herunder portrætter af Cristina Branco, som lige har gæstet Danmark.


Det kunne være spændende, hvis et udstillingssted i Danmark fik øjnene op for hans livsværk.
Æret været hans minde.

mandag den 21. maj 2018

Vinho Verde fremstød i Danmark


Portugisisk vin har ikke førsteprioritet, når de danske forbrugere og vinentusiaster fylder kurv og kælder op. Selvfølgelig kan Portugal ikke konkurrere med store vinlande som Italien, Spanien og Frankrig, når det gælder kvantitet, ej heller med oversøiske lande som Chile og Sydafrika, men landet fortjener langt mere opmærksom, end det får i dag.
Det kan undre, når man tænker på, hvor populær portvinen er blevet her i landet de senere år, hvor antallet af portvinsklubber og -festivaler vokser støt år efter år.
Rent talmæssigt udgjorde Portugal i 2016, hvad angår mængder lige godt 1 % af den danske import af vin – svarende til 1,9 millioner liter - en lille stigning på 0,1 i forhold til året før (kilde: Dansk Erhverv og VSOD på baggrund af data fra Danmarks Statistik). Det rækker til en 10. plads, hvilket også er placeringen, når man ser på omsætningen.


Hvad angår portvin viser tallene en kraftig vækst. Således er bruttoimporten af portvin steget med hele 44 % i forhold til 2015 og udgør nu 2,2 millioner liter i bruttotal. Der importeres altså en del mere portvin end vin. Man skulle ellers tro, at portvinens voksende popularitet ville have en afsmittende virkning alene af den grund, at de fleste portvinshuse også producerer glimrende bordvine fra Douro DOC. Men dette er i al fald ikke tydeligt.
Da det er min klare overbevisning, at såvel kvaliteten som det man kalder value for money, er til stede, må problemet være manglende kendskab til portugisisk vin – både blandt branchefolk og den almindelige forbruger.
Af samme grund arrangerede organisationen Wines of Portugal tidligere årlige smagninger, men for en del år siden valgte de desværre at trække sig ud af landet, så man nu må til Sverige for at nyde godt af deres tilbud om smagninger og seminarer. Rygter vil dog vide, at de måske er på vej tilbage, hvilket skal hilses meget velkomment.
Samtidig begynder de forskellige regioner også at røre på sig. I sidste uge var der således smagning af Vinho Verde i København arrangeret af Comissão de Viticultura da Região dos Vinhos Verdes (CVRVV) i samarbejde med Vinens Hus.


Her deltog 17 huse i en smagning for branchefolk, og jeg var i den forbindelse inviteret til at holde to små seminarer, hvor jeg fortalte om regionen, dens terroir, de mange druesorter samt ikke mindst de forskellige typer af Vinho Verde. For som en af deltagerne spurgte i pausen: Hvorfor kalder du det en region? Er det ikke en type af vin?
Nej, det er det nemlig ikke, men spørgsmålet var meget sigende. Herhjemme og i mange andre lande forbinder vi mest Vinho Verde med lette, unge, friske og perlende hvidvine med lav alkoholprocent. Sådan er mange af vinene ganske rigtigt med de kendte brands fra supermarkederne i spidsen. Men Vinho Verde er også andre typer af vin, hvorfor ovennævnte CVRVV netop har flertals s i deres navn: Vinho Verdes. Det er også mousserende vin kaldet espumante, det er rosévin, og det er rødvin. Og så er det ikke mindst spændende og vidt forskellige hvidvine, hvor der eksperimenteres med fermenteringsmetoder og fadlagring – uden perler og for nogles vedkommende med flot lagringspotentiale.


Alt dette viste smagningen, hvor de medvirkende huse netop havde en god spredning i forhold til regioner, typer og størrelse. Fra underregionen Monção og Melgaço i nord med deres fantastiske alvarinho-vine over Lima til underregioner som Amarante og Baião i det indre. Fra vine påvirket af Atlanterhavet ved kysten til de mere bjergrige højder ind mod Douro. Fra veletablerede producenter, som allerede har danske importører, til små uafhængige unge producenter, som gerne vil ind på det danske marked. Fra lette og perlende, men vellavede friske vine over knastørre og mineralske vine til fadlagrede og helt burgundiske udgaver.
Efter de to seminarer smagte jeg lidt ved standene – dog uden at tage noter. Jeg vil derfor kun fremhæve enkelte producenter og vine i denne omgang.
For det første er det altid en fornøjelse at smage vine fra Soalheiro og Anselmo Mendes, som begge var repræsenteret. Førstnævnte har i øvrigt lige skiftet importør, så de nu forhandles hos H.J. Hansen og Vinspecialisten. Hos sidstnævnte bliver jeg aldrig træt af at smage Curtimenta og Parcela Única.
Jeg smagte også et par spændende vine fra Quinta de Linhares, som jeg nyligt præsentere i et indlæg. Deres enkeltdruevine er glimrende med dejlig friskhed og flotte aromatisk, ligesom deres Avesso Reserva er en dejlig fyldig vin.
Derudover besøgte jeg bl.a. følgende producenter:


Adega de Monção, som er et kooperativ, der blev grundlagt tilbage i 1958, men altså stadig er i fuld vigør. De producerer især vine på alvarinho, men også blends, rosé og rødvin samt espumante. Jeg smagte bl.a. deres Alvarinho Deu La Deu 2017.


Guapos Wine Project, som både laver blends og enkeltdruevine på avesso, alvarinho og loureiro – og det fra vinmarker i forskellige højder, hvilket fremgår af etiketterne. De to brands, som var med, hedder Castelo Negro og Ardina, og jeg smagte flere af de udmærkede vine, som jeg gerne vender tilbage til en anden gang.


Vinho Verde Young Projects er fire unge producenter med hver deres profil, som i 2015 slog sig sammen markedsføringsmæssigt. For at fejre samarbejdet har de valgt at lave et fælles blend med det sigende navn VVYP Signature 2015, som altså er et blend af vin fra flere underregioner, Monção og Melgaço, Amarante og Baião. En spædende og anderledes Vinho Verde vin, som var lidt svær at sætte i kategori og tydeligt bar præg af, at to af vinene var lagret med battonage.
Et par de fire unge producenter, MQ Wines (Vales dos Ares) og Sem Igual, traf jeg tidligere i år til den alternative vinfestival Simplesmente Vinho i Porto. I København var alle fire repræsenteret, men foruden deres fælles signatur nåede jeg desværre kun at smage vinene fra Quinta de Santiago og må derfor have Casas Novas til gode til en anden gang.


Da Joana Santiago venligt gav mig en flaske med hjem, følger her noter på deres alvarinho.
Quinta de Santiago Alvarinho 2017, Monção e Melgaço: Lagret sur lie. Citrongul til strågul, klar uden perler. Dejlig aromatisk med tydeligt frugtpræg, moden pære, lidt floral og med afdæmpede tropiske noter som fersken. Ikke så høj på syre, men dog i balance og med friskhed, blød og cremet i munden, mineralsk. Et dejligt glas.
Alt i alt en god smagning, som viste bredden og forhåbentlig fik nogle af gæsterne til at få øjnene op for regionen og dens mangfoldighed. Og det forlød fra den danske arrangør, Vinens Hus, at der skulle være flere portugisiske fremstød på vej, hvilket jeg i al fald vil se frem til.
PS: Du vil i øvrigt kunne læse mere om Vinho Verde i min artikel i juniudgaven af Din Vinguide.

lørdag den 28. april 2018

Branco af Branco


Hele tre dage på Jazzhus Montmartre i København – nærmere bestemt her den 3.-5. maj – efterfulgt af endnu en koncert den 8. maj i Musikhuset i Aarhus. Så store har mulighederne for at høre portugisisk fadomusik i Danmark aldrig været før. Hidtil er det kun blevet til få enkeltstående koncerter, så måske får fadoen endelig sit gennembrud i Danmark? Det kunne i al fald være dejligt, hvis vi fast blev medtænkt i turnéplanerne hos de store kunstnere.
Det er pladeaktuelle Cristina Branco, som står bag koncertrækken i maj, og hun er da også nok den, der har været flittigst til at besøge os gennem årene. Det nye album hedder kort og godt ”Branco”, hvilket både er hendes efternavn og portugisisk for hvid. Begge dele spiller ind ifølge noterne til coveret, hvor hun skriver, at hvid – eller rettere hvidt lys – er foreningen af hele spektret af synligt lys, og hun fortsætter:
”Branco is the album in which I promise to rid myself of any bias, bringing together realities that gradually become a new-normal where anything is possible and the alternatives are clear, distinct.”
Hun taler altså om en slags nulstilling - en starten forfra. Ja, måske. Men samtidig er det også hende selv. ”Branco” er Branco.
Albummet er hendes 14. album og følger efter ”Menina”, som var en hyldest til kvinden som så. Flere af hendes udgivelser har været tematiske som f.eks. ”O Descobridor”, hvis hun sang digte af den hollandske forfatter Jan Jacob Slauerhoff, ”Ulisses” som kredsede om rejsen og ”Abril”, hvor hun hyldede José Afonso.
Selv om Cristina Branco repræsenterer den portugisiske fado, er der ikke tale en fadoplade i traditionel forstand. Kun den sidste sang ”Minha Sorte” kan vel betegnes som så. Her får den portugisiske guitar lov til at udfolde sig, mens den på det meste af albummet ikke håndteres som i traditionel fado, hvor den indleder og derefter spiller andenstemme, men mere fungerer rytmisk og jazzet i samspil med bas og klaver.


Trioen bag Cristina Branco er den samme som på det forrige album. Og ganske symptomatisk for albummets samlede udtryk kommer to af musikerne, kontrabassist Bernardo Moreira og pianist Luis Figueiredo, begge fra jazzens verden, mens Bernardo Couto på portugisisk guitar selvfølgelig er hjemhørende i fadoen. En dejlig fasttømret trio af kompetente musikere.
Albummet virker meget helstøbt, afvekslende i tempo fra skæring til skæring og hele tiden med Cristinas store stemmerepertoire i front. En af de mere muntre sange er den lille svømmelektion, ”Aula de Natação”, hvor for traditionel fado så usædvanlige ord som time-sharing, hidroginástica (vandaerobic) og varizes (åreknuder) afsynges i hurtigt tempo. Symptomatisk for albummets opbygning afløses sangen af den mere rolige kærlighedssang ”Namora Comigo”, hvor hendes stemme får lov til at stå alene gennem første vers, ses bort fra lidt fuglefløjt.
Cristina Branco benytter sig som på forgængeren ”Menina” igen af en lang række tekstforfattere og komponister med forskellige baggrunde – fra helt unge nye navne til veteraner som komponisten Mário Laginha og Sérgio Godinho, som hun har sunget adskillige sange af gennem karrieren. Hans sang ”Armadilha” er også blandt albummets bedste, ligesom Luis Severos ”Minha Sorte”. Et meget anderledes og afdæmpet lyd finder man på ”Perto”, skrevet af Afonso Cabral fra indiebandet You Can´t Win Charley Brown.
Alt i alt et glimrende, meget helstøbt og lytteværdigt album fra Cristina Branco, som debuterede i 1998 som en af flere eksponenter for fado novo. Fado novo var unge kunstnere, der rehabiliterede fadoen efter årtier, hvor den levede et mere stille liv i tiden efter revolutionen i 1974. Meget symptomatisk var Brancos første album en koncertoptagelse fra Amsterdam – hendes anden hjemby. Som hun turnerer ofte i Holland, kan vi håbe på at koncertrækken her i maj i Danmark er begyndelse til endnu flere besøg.



tirsdag den 3. april 2018

Historien om Quinta da Boeira


Når vi taler om portvin og quintaer, falder tankerne straks på en af de mange dejlige vingårde i Dourodalen. Quinta da Boeira er anderledes, for ejendommen ligger midt i Vila Nova de Gaia. Alligevel produceres der i dag portvin under navnet Quinta da Boeira, men der er altså tale om et brandnavn opkaldt efter ejendommen i Gaia og ikke en vingård (Single Quinta) i Douro.


Quintaens historie går tilbage til 1850, og dens relation til vin og portvin starter i 1920, hvor den blev købt af en ejer af et portvinsselskab og knyttet til Romariz.
Den nye historie begynder i 1999, hvor 10 venner sammen køber ejendommen. Målet er i første omgang at bevare den gamle smukke hovedbygning, så den ikke ville blive revet ned og erstattet af f.eks. et moderne hotelbyggeri. For det andet er det intentionen at investere i og udvikle stedet til et centrum for kultur, turisme og portvin – det sidste også lidt som en reaktion på den koncentration af ejerskab, der har fundet sted i portvinsbranchen, hvor de fem store (Porto Cruz, Symington Family Estates, The Fladgate Partnership, Sogrape og Sogevinus) ejer en lang række brands og sidder på en stor andel af markedet.


Skridt for skridt er investorerne kommet nærmere målet. Først blev der skabt faciliteter herunder et lille kapel, hvor der kunne holdes events og bryllupper. Dernæst blev selve ejendommen renoveret og bl.a. indrettet med en restaurant. I 2014 fulgte lanceringen af ”verdens største flaske” - en bygning formet som en flaske, som bruges til smagninger og andre arrangementer.


I januar 2017 blev Quinta da Boeira så registreret som portvinsproducent og var dermed klar til lanceringen af en serie af tawny med alder herunder en Very Old Tawny med en gennemsnitsalder på ca. 100 år. Vinene er blended med afsæt i gamle fade opkøbt hos såvel små producenter som Casa do Douro – en metode, som Quinta da Boeira langt fra er ene om. Siden er også udsendt colheitas, Vintage i 2013 og 2015 samt bordvine.
Det næste skridt er igangsat, idet der er ved at blive opført et stort hotel i parken bag hovedbygningen – en stor del dog under jorden. The Oporto Boeira Garden Hotel er planlagt at åbne i 2019 med 119 værelser og fem suiter. Hotellet vil blive udsmykket med kunst, hvorfor Boeira udskrev en konkurrence for portugisiske og internationale kunstnere. De indsendte værker vil efterfølgende blive udstillet på hotellet.
Kunstkonkurrencen er ikke det eneste eksempel på Quinta da Boeiras involvering i kunst og kultur. De ejer en stor samling af gamle skibsmodeller, hvoraf flere er udstillet i besøgscentret. Nogle af dem var faktisk i Danmark sidste år, hvor Boeira stod bag et fremstød på Børsen i København (læs mere her). Et tilsvarende arrangement havde forinden fundet sted i Madrid og først på året fulgte Manchester.


Under et besøg i Porto tidligere på året blev jeg venligt vist rundt og fik en god snak med et par af investorerne, Albino Jorge og Carlos Pinto Ribeiro. Albino Jorge fortalte bl.a., at de ser frem til at få afsluttet hotelbyggeriet. Både for at skabe ro på ejendommen igen, men også for, at de så i højere grad kan koncentrere sig om vin- og portvinsproduktionen. Målet er bl.a. på sigt at erhverve sig en quinta i Douro.


Det blev selvfølgelig også til en lille smagning i selskab med winemaker Helene Teixeira, der fortalte om vinene, som bl.a. omfattede:
20 års Tawny: Rødbrun med lys kant. Duft af tørrede frugter og orange. Mandel og orange i munden, blød og med høj syre, men savner lidt tyngde og kompleksitet.
30 års Tawny: Brun kerne og orange kant, forholdsvis lys. Fin duft af abrikos, appelsinskal, mandel og tørrede frugter. Nødder og tørrede frugter i munden samt lidt honning, sød stil med balanceret med flot syre og friskhed.
40 års Tawny: Mørkere i farven og mere intens. Nødder og tørrede frugter i næsen, intens. Sød med tørrede frugter, nødder og lidt balsamico samt lang hale.
Vintage 2015: Mørk rubin, lille kant. Kraftig bærduft med lidt ribenapræg. Mørke bær, mørk chokolade og krydderier samt kraftige tanniner. Pænt potentiale, men måske lidt enstrenget.


fredag den 23. februar 2018

Essência do Vinho i Porto – første dag

I disse dage finder den store vinmesse Essência do Vinho sted i den gamle børsbygning, Palácio da Bolsa i Porto. Det er 15. år messen afholdes og bag står firmaet af samme navn, som laver forskellige event inden for vin- og gastronomiområdet og desuden udgiver det glimrende vinblad Revista de Vinhos.
Jeg har længe gerne ville deltage, da alene det at få mulighed for at smage omkring 3.000 forskellige vine og møde 400 producenter fra hele landet er tillokkende, når man som jeg har portugisisk vin som speciale. Da jeg alligevel skulle til Porto for at besøge nogle quintaer i Vinho Verde med henblik på et kommende portræt af regionen i Din Vinguide, kontaktede jeg derfor arrangøren, som efterfølgende inviterede mig til at være med i deres internationale dommerpanel, som skal kåre ”TOP 10 Portuguese Wines”.  Den udfordring ville jeg gerne tage op.


Derfor deltog jeg i går formiddags i en stor blindsmagning i den flotte arabiske sal i Palácio da Bolsa. Vi smagte de 60 vine, som havde fået den bedste bedømmelse i løbet af året i Revista de Vinhos. Vinene var alle kommet på markedet i løbet af det sidste år, men var dog fordelt på mange årgange – fra gamle portvine til unge hvidvine. De var fordelt på 12 hvidvine, 37 rødvine og 11 hedvine (portvine, madeira og moscatel).


Vinene stod i kø, skænket blindt i et hastigt tempo, som ikke levnede meget tid til eftertanke. Tid nok til at give en bedømmelse, men ikke til at tage beskrivende noter, hvorfor jeg beholder mine sparsomme notater for mig selv. I aften vil der så være prisoverrækkelse, hvor top 10 bliver kåret, og så skal det jo blive spændende at se, om mine præferencer var i harmoni med de øvriges.


Men disse 60 vine var dagen ikke slut. Efterfølgende blev der budt på lunch hos portvinsinstituttet, IVDP. Her sad jeg ved Ramos Pinto og Sograpes bord sammen med bl.a. Jorge Rosas fra Ramos Pinto og winemaker Luis Sottomayor fra Sogrape, og vi nød nogle af deres vine herunder Ramos Pinot og Sandeman 20 års. Udmærket frokost.


Efter frokost var jeg inviteret til en master class med Bento Amaral fra IVDP, som fokuserede på terroiret i de tre underregioner i Douro, Baixa Corgo, Cima Corgo og Douro Superior. Vi smagte vine fra alle tre områder og fra producenter som Mateus Nicolau de Almeida (søn af João Nicolau de Almeida), Dourom, Quinta do Vale Meão og Quinta do Cotto. Spændende og lærerigt.
Lidt tid på selve messen blev det også til, men kun med enkelte smagsprøver og hilsener på gamle bekendte. I morgen fortsætter programmet – bl.a. med en spændende smagning af gamle portvine på IVDP.

Aftenen sluttede med middag på den udmærkede fiskerestaurant Gaveto i Matosinhos. Her til formiddag står den så på smagning af gamle portvine – fx en hvid colheita fra Ramos Pinto fra 1884. Jo, tak.

lørdag den 20. januar 2018

Portvinens terroir

Portvin produceres i Douro-regionen, fra ca. 100 til 250 km øst for Porto, og kun dér. Men selv om det er en rimelig afgrænset region med ca. 44.000 hektar vin fordelt på et ca. 250.000 hektar stort areal, er der forskelle, hvad angår geografi, terræn og klima – alt det, vi normalt betegner som terroir, og som har sin indvirkning på druerne og dermed på vinen.
Ved en smagning forleden i The Vintage Port Club havde vi netop sat portvinens terroir i fokus. Og siger man terroir i Douro, siger man også cadastro-systemet – det avancerede kartotek over samtlige vinmarker i regionen, som først Casa do Douro og siden portvinsinstituttet (IVDP) administrerer.


Kort fortalte besluttede man sig i 1930´erne for at registrere alle vinmarker i Douro ud fra forskellige parametre. Arbejdet tog tid, så først i 1948 var cadastroen fastlagt, og dermed var alle vinmarker klassificeret efter et indviklet system, som tildeler hver enkelt mark et antal point efter 12 forskellige parametre, som overordnet kan inddeles i tre kategorier:
Jordbund:
  • Jordbund (fra -400 til 100 point): Der gives flest point til jordbund med skiffer, blandet giver mindre, ren granit endnu mindre og andre igen mindst.
  • Sten/klipper (fra 0 til 80 point): En mere stenet jord gør det muligt for regnvandet at sive ned, ligesom skiffer reflekterer solen og holder på varmen. Begge dele er en fordel og belønnes.
  • Produktivitet (fra 0 til 120 point): Kort og godt fremmer mindre produktivitet kvaliteten.
  • Markens hældning (fra 1 til 101 point):  Jo stejlere, des bedre.

Klima:
  • Beliggenhed: fra -50 til 600 point. Hele regionen er opdelt i 5 klimatiske sektioner, som igen er opdelt i undersektioner. Hver undersektion tildeles forskellige point. Fx gives der langt færre point til marker i Baixo Corgo ved Régua end til marker i Cima Corgo ved Pinhão.
  • Højde: fra -900 til 240 point. Der gives forskellige point alt efter, hvor højt markerne ligger. Point varierer fra sektor til sektor. Flest point gives til marker der ligger i op til 150 meters højde, hvorefter det falder, jo højere det bliver.
  • Læforhold:  fra 0 til 60 point. Des mere læ, des bedre.
  • Solretning: fra -30 til 100 point. Sydvendte marker er bedst, nordvendte dårligst.

Kulturelle faktorer:
  • Druesorter: fra -150 til 150 point. Alle tilladte druesorter er inddelt i fem kategorier. Den bedste kategori (Muito Boas) omfatter bl.a. Bastardo, Tinta Francisca, Tinto Roriz, Tinto Cão, Touriga Franca og Touriga Nacional, men også hvide druesorter som Malvasia og Rabigato.
  • Opbindingsmetoder (fra 0 til 100 point): Jo tættere på jorden, des bedre.
  • Vinstokkenes alder (fra 0 til 60 point): Jo ældre, des bedre.
  • Vinstokkenes tæthed (fra 0 til 50): Tættere beplantning giver dybere rødder og bedre kvalitet ved man i dag. Tidligere var det modsat.

Når det samlede antal point kendes, opdeles markerne i forskellige kategorier. Placeringen har betydning, når den årlige produktion af portvin – den såkaldte Beneficio – skal fordeles på de forskellige producenter:
  • Klasse A: Mere end 1200 point
  • Klasse B: Fra 1001 til 1200 point
  • Klasse C: Fra 801 til 1000 point
  • Klasse D: Fra 601 til 800 point
  • Klasse E: Fra 401 til 600 point
  • Klasse F: Fra 201 til 400 point

Da det jo er en kendsgerning, at nedbør, soleksponering, temperaturer samt jordbundsforhold har en vis indvirkning på druerne, har det selvfølgelig betydning om en vinmark eller en quinta ligger i Baixo Corgo, Cima Corgo eller Douro Superior, om vi taler om sydsiden eller nordsiden af floden, nede i floddalens varme eller oppe i højderne i baglandet etc.
Det er netop en af årsagerne til, at Vintage portvin er et blend af forskellige druer fra forskellige quintaer, som så at sige supplerer hinanden. Det ene sted leverer måske frugt og fylde, det andet syre eller tanniner etc.


For at efterprøve om vi kunne smage forskelle, testede vi derfor 12 forskellige Single Quinta Vintages fordelt på fire årgange men parret, så der var variation eller andre mulige pointer at hente. Således blev to repræsentanter for Douro Boys beliggende i hver sin ende af Douro smagt op imod hinanden. De to quintaer, der leverer til Dow´s, var parret og ditto med to af de quintaer, der leverer til Taylor´s vintage. Dertil kom lidt blandede vine fra quintaer med forskellige beliggenhed i regionen, øst mod vest og syd mod nord.
Følgende vine blev smagt (med brandnavn i parentes):
Vallado Adelaide Vintage 2012: Mørk rubin, næsten sort og med lilla gardiner. Kraftig i næsen med hyld, brombær, kaffe og lidt ribena-præg. Bløde tanniner, ok med frugt, kirsebær, pebret og med honningsødme (88).
Quinta do Vale Meão Vintage 2012: Mørk rubin med lilla gardiner. God krydret næse med brombær og andre mørke bær, chokolade og måske antydning af lidt kogthed. Kraftig og fyldig med masser af frugt, solbær, god syre og lidt bid. Pænt med tanniner. Endnu ung, men med godt potentiale (91).
Quinta do Bomfim (Dow´s) Vintage 2004: Mørk rubin. God frugt og lidt grønne og florale noter i næsen. Rig på frugt og tanniner, god dybde og dejlig balanceret og med fin krydret eftersmag (92).
Quinta da Senhora da Ribeira (Dow´s) Vintage 2004: Mørk rubin. Mørke bær og cassis, men også lidt sprittet lidt marmeladepræg i næsen. Blød og cremet med brombær og solbær, fin struktur og godt med syre og kraftige tanniner (89).
Quinta da Cavadinha (Warre) Vintage 2001: Flot rubin. Hyldeblomst og grønne noter i næsen. Dejlig harmonisk, elegant og med god struktur og balance. Mangler måske lidt i dybden, men et fint glas (92).
Malvedos (Graham´s) Vintage 2001: Mørk rubin. Mørke bær, men lidt lukket og kedelig i næsen. Kraftig med bid, men virker også lidt lukket i munden., pænt med tanniner. Kom sig lidt senere på aftenen. Lidt skuffende her og nu, men tror den vil udvikle sig til det bedre (89).
Quinta do Panascal (Fonseca) Vintage 2001: Mørk rubin. Dejlig næse med hyldebær og brombær. Rig på frugt, fin struktur med kraftige, men velintegrerede tanniner. Godt glas (92).
Quinta do Pego Vintage 2000: Mørk rubin. Hyld, røde bær, violer og andre florale noter i næsen, måske lidt vel parfumeret. Fin syre og frugt, men lidt kort, bløde tanniner. Savner lidt krop (87).
Quinta dos Canais (Cockburn) Vintage 2000: Mørk rubin med let brunlig kant. Desværre præget af en næse med sæbevand og medicin, som også overskyggede smagen. Kom sig ikke i løbet af aftenen. Måske fejl ved flasken eller en uren karaffel? 
Quinta Nova de Nossa Senhora do Carmo (på det tidspunkt Burmester) Vintage 2000: Mørk rubin. Mørke bær som brombær. Godt krydret og fyldig med ok struktur. Let modnet og bløde tanniner. Vil nok ikke have et langt liv (87).
Quinta de Terra Feita (Taylor´s) Vintage 1996: Rød, lys og med brunlig kant. Flot næse med røde bær, violer og andre florale noter samt lidt lakrids. Tør og elegant, ikke så kraftig, lidt pebret og med en smule bløde tanniner. Fin drikkeklar nu (92).
Quinta de Vargellas (Taylor´s) Vintage 1996: Rubin. Hyldebær og røde bær i næsen. Kraftig med mere frugtfylde og bagkant samt mere kompleksitet, tydelige, men integrerede tanniner og fin harmoni (92).


Er det så muligt at drage konklusioner, hvad angår terroir og smag? Vi snakker i al fald ikke om tydelige og markante forskelle. Men generelt var der en tendens til at mørk frugt og fylde var mere dominerende, jo mere varme og sol markerne har været udsæt for. Det gjaldt f.eks. Bomfim vs. Senhora da Ribeira og de to quintaer fra Taylor´s. Noterne til Cavadinha svarer også nogenlunde til quintaens placering lidt højere oppe i baglandet bag Pinhão.
Men en nem øvelse med hurtige konklusioner er det ikke. Mange andre faktorer end lige den geografiske placering spiller ind som f.eks. druesammensætning og de valg winemakeren gør sig under selve vinificeringen. Terroir er givet en medbestemmende faktor, men også en kompliceret medspiller blandt andre.