mandag den 28. september 2020

Afonso Cruz og Kokoschkas dukke

 




Omtalte bog er tilsendt fra forlaget.

”Vi er alle marionetter, nogle mere dukker end andre, nogle mere forgudede end andre. Det står fast, at dukken blev lavet og, tror jeg, viste sig at være en skuffelse. Det endte med at Kokoschka dræbte den.”

Kulturhistorien er rig på såvel lykkelige som tragiske kærlighedshistorier. En af sidstnævnte omhandler den østrigske kunstner Oskar Kokoschka, som forelskede sig passioneret i komponisten Gustav Mahlers enke Alma. Det blev til en kort affære, hvorefter hun afviste ham. I stedet lod han fremstille en dukke i naturlig størrelse som en kopi af Alma, klædte den på og gav den samme parfume, som hun havde brugt. Og siden myrdede han den.

Dukken og historien bag optræder i portugisiske Afonso Cruzes roman ”Kokoschkas dukke”. Men tro ikke, at bogen udelukkende omhandler affæren og dens efterspil. Historien om dukken fortælles i en lille roman i romanen, trykt på gråt papir og med egen bogforside. Denne del af bogen er skrevet af en af personer i rammefortællingen, og i den optræder også en detektiv med navnet Filip Marlov.

”Adele gik op ad den lyse trappe der førte til Filip Marlovs kontor Udsmykningen var så latterlig at den ikke engang ville have passet på et femstjernet hotel. Adele tog plads i et venteværelse med fjernsyn og forældede ugeblade.”

Sådan er bogen. Som en russisk babusjka-dukke, hvor der hele tiden er en ny fortælling gemt inden i. Og hvor personerne refererer til hinanden på kryds og tværs, ligesom der refereres til såvel virkelige personer som Kokoschka og fiktive som Chandlers Philip Marlowe.

Det er en morsom leg med fiktionen, som tager ”papirspersoner, der er lige så tynde som de sider de lever på, og giver dem en eksistens”, som det lyder.

Rammefortællingen er ellers alvorlig nok og handler om jødeforfølgelse, krig og bombning af Dresden. Her møder vi Isaac Dresner, der gemmer sig i kælderen i en fuglebutik, efter at en tysk soldat har skudt hans ven i hovedet. Butikkens indehaver, som selvfølgelig hedder Bonifaz Vogel, hører derefter en stemme dybt nedefra.

”Bonifaz Vogel gik altid med sandaler, selv om vinteren, og han kunne mærke hvordan ordene sneg sig op forbi de gullige tånegle og tæerne der var sammenkrummede i bestræbelsen på at mærke hele sætninger banke mod hans fodsåler, klatre op gennem hans hvide, magre ben og blive holdt tilbage i hans hoved på grund af hatten.”



Afonso Cruz gæstede nyligt Danmark i forbindelse med den danske oversættelse af romanen – nærmere bestemt i Litteraturhuset ved Vandkunsten i København, hvor han var han i dialog med Politikens Erik Jensen og læste lidt op.

Cruz, som er født i 1971 og har boet i Lissabon, men nu lever på landet i Alentejo, er lidt af en multikunstner. Han er egentlig uddannet fra kunstskole som grafiker og illustrerer selv egne og andres bøger, og foruden forfattergerningen optræder han som sanger og musiker i bandet The Soaked Lamb, ligesom han brygger sine egne øl.

”Jeg har arbejdet med billeder hele mit liv, men kan lide at skifte lidt. Jeg har ikke min egen stil, men prøver helt tiden noget nyt. Nogle gange går det galt – andre gange bedre,” siger han med et smil og fortsætter:

”Musikken lå i og for sig i familiegenerne. Min bedstemor var fadoguitarist, hvilket var usædvanligt den gang, hvor kvinderne kun sang, men mere almindeligt i dag. Min onkel er også musiker. Jeg startede selv med at spille guitar som 18-årig og var ikke særlig talentfuld. Alle i familien synes, jeg var dårlig som musiker.”

Ironi er også med til forfatterens udtryksmåder sammen med absurditet og en sproglig opfindsom, som gennemsyrer hele ”Kokoschkas dukke”, der udkom på portugisisk i 2010 og bibragte forfatteren EU´s Litteraturpris i 2012. Derfor kan det også være svært at genfortælle handlingen, da den springer i tid og sted, har mange tråde og mange personer, hvis veje krydses på forskellig vis.

”Ofte har mine bøger en enkelt handling, men ikke denne. Det er min anden roman, men jeg regner den for det første rigtige. Bogen er lidt som en labyrint, siger folk. Da jeg afleverede den til forlaget var alle kapitlerne i tilfældig rækkefølge, men det blev dog lavet om, da forlaget mente det ville være for svært for læserne,” forklarer Alonso Cruz.

”Som forfatter ønsker man ikke at åbne alle døre. Alt skal ikke være direkte og indlysende. Der må godt være noget hemmeligt,” tilføjer han.

Selve idéen opstod, da hans læste nogle af Kokoschkas efterladte breve.

”Et af dem var dem var til den dukkemager, der skulle fremstille dukken af Alma Mahler. Jeg kunne lide historien. Alma var lidt af en hjerteknuser, som efterlod mange ulykkelige forelskelser. Brevet beskriver, hvordan dukken skal laves med mange teknisk detaljer. Det er den smukkeste kærlighedserklæring, jeg har læst,” fortæller han.

Som bogen refererer til Kokoschka, nævner den også den portugisiske digter, Fernando Pessoa og alle hans heteronymer. Inspirationen herfra er da også tydelig - både direkte i form af de mange opdigtede forfattere, som kommer til orde i bogen, og indirekte i den labyrintiske struktur. Afonso Cruz har også selv som Pessoa udgivet digte under andre navne. Han har f.eks. lavet en encyklopædi over ting, der ikke eksisterer, hvor han også opfinder forfattere, der henviser til hinanden.

”Jeg elsker digte, men har ikke selv publiceret nogen i eget navn. Jeg bruger i stedet digternavne, jeg selv har fundet på.”, siger Cruz og fortsætter:

”Pessoa gjorde i litteraturen, hvad videnskaben havde gjort. Der er ikke længere noget centrum i universet, centralperspektivet opløses. På samme måde som kubismen skildrer flere perspektiver samtidig uden renæssancen fixpunkt, gør Pessoa det i digtekunsten.”

Der leges med perspektivet og fortællerstemmerne er mangfoldige hos Afonso Cruz. Foruden Pessoa kan man drage sammenligninger til Italo Calvino, der f.eks. har skrevet en bog om usynlige byer, og til Jorge Luis Borges, der ligeledes har benyttet labyrintiske strukturer.

Det er underholdende, opfindsomt og eftertænksomt. På en gang let læseligt og utroligt svært af få rede på. En bog, der indbyder til genlæsning.

 

Afonso Cruz: Kokoschkas dukke. Oversat af Ole Eistrup. Jensen & Dalgaard 2020, 197 sider.

 

tirsdag den 8. september 2020

En slentretur gennem Portugal

Bogen er tilsendt til anmeldelse fra forlaget

Der slentres meget i Jørn Ørnstrups bog ”Længslernes land – En kulturhistorisk rejse ned gennem Portugal”. Der slentres, stoppes op, lyttes, iagttages, tænkes og fås øje på ting. Der spises og drikkes – der køres i tog og overhøres samtaler. Alle sanser bruges, når forfatteren flanerer rundt i en række byer fra nord til syd i landet.

Titlen referer til en ofte anvendt beskrivelse af Portugal og portugiserne. Som Ørnstrup selv skriver i sit forord:

”Længslen som motiv spiller en central rolle i den portugisiske kultur. Både den historiske længsel efter de gyldne dage, hvor Portugal var et verdensomspændende imperium, såvel som den konkrete længsel – længslen hos portugisere, som mere eller minde frivilligt har levet afskåret fra deres hjemland, er sporbar overalt i landet.”

Længslen dukker da også op med jævne mellemrum som f.eks. i beskrivelsen af fadosangen og hos digteren Pessoa.

Bogen er som turistguider opdelt med farvekoder for hver destination. Der er dog ikke tale om en guidebog, men inspirationslæsning for dem, der ønsker at besøge byerne og få et fint indtryk af stemningen og ikke mindst omtale af et udvalg af seværdigheder og kulturelle oplevelser.

Vi starter i nord helt oppe ved Viana do Castelo og forsætter så sydpå med Braga, Porto, Coimbra, Fátima, Lissabon, Belém, Évora og Albufeira – og med afstikkere til Estoril, Cascais, Sintra og Silves. Et udvalg som repræsenterer en vis bredde størrelsesmæssigt og karaktermæssigt. Den religiøse hovedstad i nord, den gamle universitetsby, pilgrimsmålet, hovedstaden og byerne ud langs vandet samt turismens højborg i Algarve. Man kan måske savne Guimarães, hvor Portugal blev til, og som temamæssigt havde passet fint ind i helheden.

I de enkelte kapitler besøges et lille udvalg af kulturelle attraktioner så som museer, monumenter, kirker, udsigtspunkter, pittoreske kvarterer etc., men også kendte caféer, restauranter og portvinshuse. Oftest giver besøgene anledning til et tilbageblik i landets historie, tanker om kulturen eller løsere associationer til helt andre steder. Et blik på statuen af Henrik Søfareren i Porto fører f.eks. til en fortælling om denne og om navigationsskolen i Sagres. Et besøg på et kloster i Coimbra får forfatteren til at tænke på Beja i Alentejo og ”Breve fra en portugisisk nonne.” Ved et stop ved en aviskiosk på Avenida da Liberdade i Lissabon, fanger en sportsavis opmærksomheden, hvorefter følger et lille portræt af den sorte panter, fodboldspilleren Eusébio.

Bogen veksler altså mellem det deskriptive rejseberetning og det mere reflekterende, når forfatter ”kommer i tanke om noget”. Det betyder også, at der er lidt uundgåelige gentagelser, som når vi hører om nationalskjalden Luiz Camões i både afsnittet om Lissabon under et besøg i Chiado, hvor hans statue står, og i afsnittet om Bélem.

Den associerende stil er ganske fin, men et par enkelte steder går tankerne dog for langt væk fra selve bogens ærinde. Det gælder især togturen ned gennem Alentejo, hvor lidt avislæsning afføder en længere redegørelse for først situationen i Syrien og efterfølgende Sierra Leones historie. Interessant nok, men det har ikke så meget med Portugals kulturhistorie af gøre.

Jørn Ørnstrup er vidende og rejsevant i Portugal, og sproget flyder let, så bogen trods mange historiske referencer er let læselig. Et par enkelte skønhedspletter er nok uundgåelige. Nej, trods sit middelhavsklima strækker Algarve sig ikke langs Middelhavet, som ophører ved Gibraltar. Nej, gæring af druerne til portvin og tilsætning af vinsprit foregår ikke i Vila Nova de Gaia, men oppe i Douro-dalen før vinen transporteres ned.



Sådanne bagateller skal dog ikke afholde mig for at anbefale bogen, hvis man vil blive klogere på noget af Portugals kulturhistorie eller bare har lyst til at rejse med. Den er især illustreret med egne snapshots. Det fungerer, men det kunne selvfølgelig have pyntet, hvis der havde være budget til professionelle fotografier.

Og så skylder jeg slutteligt at tilføje, at bogen indgår i en serie, hvor Ørnstrup også har besøgt og beskrevet lande som Frankrig og Italien, ligesom han tidligere har udgivet bogen ”Forelsket i Lissabon.”


Jørn Ørnstrup: Længslernes land. En kulturhistorisk rejse ned gennem Portugal. Mellemgaard 2020, 222 sider.

onsdag den 5. august 2020

WOW – ny attraktion i Porto er åbnet

Yngre med interesse for computerspil vil forbinde forkortelsen WOW med World of Warcraft. Men nu har de tre bogstaver også fået en anden betydning. W for World. O for of. W for Wine.


World of Wine er navnet på The Fladgate Partnerships helt nye og 300.000 m2 store satsning i Vila Nova de Gaia overfor Porto. Stedet er netop åbnet efter flere års byggeri, men desværre i Corona-krisens skygge, få dage efter Portugal kom med på listen over lande uden restriktioner. Jeg havde selv planlagt at besøge stedet inden åbningen, men det må så blive under næste tur til Porto. Men her følger lidt om, hvad man kan se frem til.

I modsætning til de fleste andre besøgscentre i Gaia har World of Wine ikke kun fokus på portvin, men på portugisisk vin i almindelighed og dermed altså også vine fra andre regioner end Douro. WOW byder på forskellige museer, udstillinger, restauranter og vinbarer – lidt i stil med Cité du Vin i Bordeaux, som givet har været en inspirationskilde til projektet.

Lad mig kort omtale nogle af attraktionerne:

Wine Experience fortæller om klimaforhold, terroir og druesorter i Portugals forskellige regioner så som Dão, Bairrada, Vinho Verde, Alentejo, Setúbal og Lisboa for nu at nævne de mest kendte samt ikke at forglemme øerne Madeira og Azorerne. Der er også fokus på fremstillingsmetoder, og gæster vil få mulighed for at bruge deres egne sanser.


Udstillingen Planet Cork er udviklet i samarbejde med den store korkproducent Amorim. Her kan man selvfølgelig lære om korkpropper, men også om de mange andre anvendelsesmuligheder for dette unikke og miljøvenlige naturprodukt (læs mere herom i min omtale af The Cork Book).


Porto Region Across the Ages fortæller om byens historie og kulturhistorie, mens Porto Fashion & Fabric Museum omhandler mode, design og byens tekstilindustri, og The Chocolate Story beskriver chokolade i alle dens facetter.

Endelig bør nævnes The Bridge Collection, som er administrerende direktør for såvel Fladgates som WOW, Adrian Bridges, samling af glas. Samlingen omfatter mere end 1.000 forskellige effekter, spændende fra 7.000 år før Kristus fødsel og frem.

Altså vidt forskellige udstillinger, men dog med en rød tråd relateret til Porto, vin og portvin. Chokolade kan jo nydes til portvin, som drikkes af et glas!

WOW byder også på en vinskole, hvor der kan tages kortere eller længere kurser og uddannelsesforløb – de længere i samarbejdet med Wine & Spirit Education Trust (WSET). Endvidere vil der være et galleri med skiftende kunstudstillinger.

På det centrale torv i WOW er der forskellige caféer, restauranter og vinbaren Angel’s Share - opkaldt efter den andel af portvin og vin, der fordamper til englene, når vinen lagres på fade, som vi kender det fra Gaias portvinshuse.

Da planerne om WOW i sin tid blev lanceret, mødte de også modstand. Ville byggeriet skæmme gode gamle Gaia? Og hvordan med infrastrukturen i Gaia, når et så stort sted åbner? Hvordan med adgangen trafikmæssigt, og vil stedet sluge turister fra de andre selskabers lodges og restauranterne i Gaia?

Det sidste er for tidligt at sige noget om. Ses bort fra under Corona-krisen har turiststrømmen i Porto været stigende år for år, så plads til flere steder er der givet. Men med seks nye museer og ni restauranter, barer og caféer og et deraf følgende behov for et stort antal besøgende for at økonomien balancerer, er der ikke noget at sige til, at andre måske er bekymrede. For et par år siden åbnede Real Companhia Velha f.eks. et portvinsmuseum med restaurant og vinbar, Enoteca 17•56, ikke så langt derfra. Vil de få færre besøgende med det nye tiltag?


Med hensyn til udseende, har jeg som nævnt endnu ikke været på besøg. Men mit indtryk efter at have set planer og fotos – samt ved at studere byggeriet på afstand under mit seneste besøg i februar måned – er, at det er blevet langt bedre, end man kunne have frygtet. Det er det internationale arkitektfirma Broadway Malyan, som har stået for omdannelsen, og der er hovedsageligt tale om nyrenoverede gamle varehuse, så stilen fra Gaia er nogenlunde intakt.

Jeg var også skeptisk, da planerne blev offentliggjort. Men jeg må også indrømme, at jeg glæder mig til at besøge World of Wine, som ligger i Rua do Choupelo lige nedenfor en anden stor Fladgate investering, luksushotellet The Yeatman, og med Offley som nabo.


torsdag den 18. juni 2020

Portugal må stadig vente


Det kan sikkert undre mange, at Portugal ikke er omfattet af de nye lempelser i Udenrigsministeriets rejsevejledning. Sammen med Sverige er de dermed de eneste lande i Europa, hvor der ikke gives grønt lys den 27. juni, kunne regeringen afsløre i dag.
Årsagen er, at man har besluttet kun at åbne for lande, der har under 20 smittede pr. 100.000 indbyggere pr. uge – og der tages afsæt i de seneste opgjorte registreringer. Her ligger Portugal lige over grænsen med 20,2.
Til gengæld er smittetrykket generelt lavt i Portugal ligesom antallet af dødsfald pr. indbygger er blandt de laveste i Europa. Men hvorfor så flere antal nye tilfælde end andre lande? Er det gået galt under genåbningen?
Nej, det er der intet, der tyder på. Til gengæld har Portugal iværksat en meget intensiv testning for Corona.
”På det seneste har man foretaget meget målrettet testning med det formål at minimere den potentielle smittespredning. Af denne årsag er antallet af nye registrerede tilfælde per indbygger højere end i andre lande. Omvendt er det såkaldte mørketal næsten ikkeeksisterende i Portugal, i modsætning til mange andre lande,” udtaler Stig Sommerfeldt Kaspersen, Turistchef for Portugal i Norden.
Turistchefen understreger, at Portugal har registreret 149 dødsfald per én million indbyggere - mens adskillige andre lande i Sydeuropa ligger langt over 500. I Danmark er der til sammenligning registreret 104 dødsfald per én million indbyggere. Portugal er da også flere steder blevet fremhævet som et foregangsland under Corona-krisen.
I den illustration, som benyttes til at anskue antallet af nye smittede og dermed, hvilke lande der umiddelbart kan åbnes for og hvilke ikke, står der også udtrykkeligt i en note: ”Vær opmærksom på, at tallene kan være påvirket af, at nogle lande tester mere end andre.”
I Portugal er omkring 10 % af indbyggerne blevet testet. Paradoksalt er det altså netop den ihærdige indsats, de portugisiske myndigheder gør, som bevirker, at danskerne på vente lidt længere med at rejse til Portugal end til andre Europæiske lande.
Rejsevejledning vil blive finpudset de kommende dage, og i den forbindelse er Portugals Ambassade i København i kontakt med Udenrigsministeriet.



tirsdag den 11. februar 2020

Lula Pena gæster København og Odense


Med kun tre albumudgivelser bag sig siden 1998 kan man ikke ligefrem kalde den portugisiske sanger, digter, komponist og guitarist Lula Pena for produktiv. Men hun er kendt og meget respekteret i mere snævre kredse, hvorfor det er spændende, at hun her i marts kommer til Danmark for at give to koncerter i henholdsvis København og Odense.


Der har da også været lange pauser i hendes karriere – senest 10 år væk fra rampelyset. Hun er født og opvokset i Lissabon og som byen selv og dens kendte musikform fadoen er kosmopolitisk, er også Lula Penas sange inspireret fra mange steder i verden. Nogle har betegnet hende som fadosanger, men det er hun nu ikke – dog er der nok ingen tvivl om, at hun har hentet en del inspiration i fadoen, ligesom hun trækker på franske chansons, morna fra Cape Verde øerne og brasiliansk bossa-nova.
Efter det første album Phados blev udsendt i 1998, skulle der gå 12 år inden det næste kom i form af Troubador fra 2010 og så igen syv år inden Archivo Pittoresco fulgte i 2017. Selv om hun også har optrådt med andre, er det især alene med sin guitar, hun gør sig, hvilket også gælder de to koncerter i Danmark. Stemmen spænder over et stort register og bruges også som instrument, ligesom hendes guitarspil også er meget rytmisk.
Selv om der de senere år heldigvis er blevet mere interesse for portugisisk musik i Danmark, hvilket især gælder fadoen, er det ikke hver dag, man har muligheden. Og slet ikke i Odense, hvor den ene koncert finder sted.
De to koncerter finder sted den 26. marts på Alice i København og den 29. marts på Musikhuset Dexter i Odense – sidstnævnte arrangeret af Second to the Left, som de senere år har stået bag adskillige koncerter med spændende og anderledes navne inden for det, man måske lidt vel generelt kalder for verdensmusik.
Koncerten i Odense er en dobbeltkoncert, hvor også den danske folkduo Vingefang spiller. Vingefang består af Lene Høst og Miriam Ariana, som foruden nordisk folkemusik er inspireret af musik fra lande de har rejst og boet i så som Frankrig, Brasilien og Tanzania.



mandag den 10. februar 2020

Den anarkistiske bankier


Bogen er tilsendt fra forlaget

Han har tjent masser af penge og skelede efter eget udsagn ikke til midlerne: Børsspekulationer, finansielle kneb, ja selv illoyal konkurrence. Alligevel påstår han, at han er anarkist – ikke bare i teoretisk forstand, men også i praksis – for han bekæmper så at sige pengenes tyranni ved at tilegne sig så mange af dem, at han bliver uafhængig af dem.
Det lyder paradoksalt og er det nok også. Men ikke, hvis man umiddelbart følger argumentationen, som ”den anarkistiske bankier” leverer i bogen af samme navn. Den er skrevet af den portugisiske digter og forfatter Fernando Pessoa, som dels skrev digte under forskellige såkaldte heteronymer så som Alberto Caeiro, Álvaro de Campos og Ricardo Reis, men også mange forskellige former for prosa og filosofiske tekster. Mest kendte blandt sidstnævnte er den enestående samling af fragmenter ”Rastløshedens Bog” af kontoristen Bernardo Soares (endnu et heteronym).
”Rastløshedens Borg” blev genudgivet på dansk sidste år i en flot, lille og illustreret udgave på forlaget A Mock Book. Forlaget fulgte sidst i 2019 op med endnu en ny udgave af Fernando Pessoa – denne gang altså ”Den anarkistiske bankier”, som udkom første gang på dansk i 1991, oversat af Mone Hvass, men nu altså er til at få igen i samme oversættelsen, men med nyt forord af Karl Erik Schøllhammer og med fine illustrationer af Ferdinand Ahm Krag.
Bogen udgøres af en lang samtale efter en middag mellem jeg-fortælleren og hans ven, ”bankieren, den fremragende forretningsmand og berygtede børsspekulant”. Fortælleren siger, at han for nyligt hørte, at vennen en gang har været anarkist”, hvorefter denne straks korrigerer og svarer, at han da stadig er anarkist. Bogen ud følger så en længere argumentationskæde, som til tider virker ganske logisk og andre gange præget af lidt ”Erasmus Montanus logik”. Vennen bliver i al fald overbevist og udbryder slutteligt, at han jo virkelig er anarkist.
Som læser er man nu knap så overbevist, men til gengæld er man godt underholdt, idet bogen faktisk er en fin lille politisk satire om idealer og praksis, mål og midler samt forsøget på at frigøre sig fra det borgerlige samfunds konventioner og uretfærdighed, som det hedder.
Det er faktisk såvel morsomt som tankevækkende og med mange politiske og filosofiske referencer, der viser, at Pessoa har sit teoretiske fundament i orden.
I sin levetid var det kun en lille del af Pessoas mangfoldige produktion, der blev offentliggjort. Den anarkistiske bankier er en af dem, idet den blev udgivet første gang i 1922 – 13 år før Fernando Pessoa døde. Men den er stadig værd at læse, som det gælder for det meste af Pessoas lyrik. Læs f.eks. min omtale af en udgivelse af ”Udvalgte digte” her.


Fernando Pessoa: Den anarkistiske bankier. A Mock Book 2019, 90 sider.

onsdag den 15. januar 2020

Lupo – dokumentar om stumfilmsinstruktør


Cinemateket i København arrangerer med jævne mellemrum filmforevisninger i samarbejde med Portugals ambassade. Det giver herboende portugisere og alle andre interesserede mulighed for at se nogle film, som ellers desværre nok aldrig ville finde vej til Danmark – selv om nogle af dem faktisk kunne fortjene at blive vist på dansk tv. Det gælder f.eks. dokumentarfilmen Alentejo, Alentejo om den regionale sangform Cante Alentejano, som blev vist for nogle år siden, for blot at nævne et eksempel.
Før jul var programsat en anden dokumentarfilm, som dog var meget anderledes tematisk og formmæssigt. Instruktøren Pedro Lino, som selv var til stede, havde gravet i filmhistorien og de gamle arkiver for at finde de noget sparsomme spor efter stumfilmsinstruktøren Rino Lupo, hvilket er blevet til filmen ”Lupo”, som blev vist sammen med Rino Lupos gamle film ”The Wolves” (Ulvene) fra 1923.


Søger man på Rino Lupo er det ikke meget, der dukker op på internettet. Så det er et i dag noget ukendt navn, Lino har kaster sig over at portrættere, så godt som det nu er muligt.
”Det var tilfældigt, at jeg blev interesseret. Det skete via Oliveira, som har henvist til Rino Lupo og nævnt, at han var elev på dennes filmskole en enkelt dag,” forklarer Pedro Lino med henvisning til Portugals helt store instruktørnavn, Manoel de Oliveira, som døde i 2015 i en alder af 106 år, og som de sidste år af sit liv var verdens ældste fungerende filminstruktør.
Men selv om nysgerrigheden blev vakt, var det ikke mange oplysninger Pedro Lino kunne finde, og folk der kendte ham enten ville eller kunne ikke fortælle meget mere.
”Hans portugisiske familie vidste heller ikke noget om ham,” siger Pedro Lino.


Cesare Rino Lupo (1888-1934) var født i Rom og altså italiensk. Men han rejste meget rundt i Europa og arbejdede som filminstruktør i adskillige lande. Filmen følger i hans fodspor fra Paris over Berlin til Moskva og derefter et år i Danmark – som jo i stumfilmstiden udgjorde lidt af et europæisk Hollywood – hvor han i 1915 laver det lidt vovede film ”Slør-Danserinden” med Adorée Villany og Gunnar Helsengreen som medvirkende. Endelig gik turen videre over Polen til Portugal, hvor han fungerer en del år med base i Porto og altså også får oprettet en filmskole og søsat flere andre projekter. I 1934 forsvinder han pludseligt.


”Da vi ikke ved så meget om ham, er det stederne, der strukturer min film,” fortæller Pedro Lino.
”Hans mest stabile tid var nok i Portugal, hvor han blev i 10 år. Andre steder fortsætter han hurtigt videre – ligesom han også stiftede familie i Portugal.”
Filmen om Lupo fortæller en interessant historie. Det har tydeligt været svært at samle informationer til en dokumentar om den gamle instruktør, hvorfor der er tale om lidt af en detektivhistorie, hvor vi opsøger steder og personer, som – måske, måske ikke – kan tilføjet noget. Meget klogere på Rini Lupo bliver vi i og for sig ikke, men der tegnes en fascinerende skitse til et portræt.


Filmen gør på billedsiden flittigt brug af montage af gamle fotos og nye optagelser af de samme steder samt optagelser fra nogle af de film, som er bevaret. Dertil kommer interview med mennesker, der på en eller anden vis har lidt berøring med Lupo herunder de portugisiske efterkommer samt familiemedlemmer i Italien, hvor vi slutter med at få lidt af en opklaring af, hvad der blev af ham, da han forsvandt. Mange af Lupos film er desværre gået tabt herunder ”Slør-Danserinden” – selv om det faktisk denne aften i Cinemateket forlød, at der måske befandt sig et eksemplar i Sveriges filmarkiv.
Den efterfølgende stumfilm af Rini Lupo er blandt de film, han producerede i sin tid i Portugal, og handler om Tonio, der efter at været i fængslet i længere tid, slår sig ned i en lille portugisisk bjerglandsby, hvilket ændrer en del af indbyggernes liv. Den er optaget on location i Serra da Cabreira med såvel professionelle skuespillere som amatører.
Alt i alt var mødet med Lupe et sjovt lille indblik i en svunden tid og en omflakkende personlighed. Og samtidig var det sjovt med et kort blik udefra på et for længst glemt hjørne af den danske filmhistorie.