tirsdag den 11. februar 2020

Lula Pena gæster København og Odense


Med kun tre albumudgivelser bag sig siden 1998 kan man ikke ligefrem kalde den portugisiske sanger, digter, komponist og guitarist Lula Pena for produktiv. Men hun er kendt og meget respekteret i mere snævre kredse, hvorfor det er spændende, at hun her i marts kommer til Danmark for at give to koncerter i henholdsvis København og Odense.


Der har da også været lange pauser i hendes karriere – senest 10 år væk fra rampelyset. Hun er født og opvokset i Lissabon og som byen selv og dens kendte musikform fadoen er kosmopolitisk, er også Lula Penas sange inspireret fra mange steder i verden. Nogle har betegnet hende som fadosanger, men det er hun nu ikke – dog er der nok ingen tvivl om, at hun har hentet en del inspiration i fadoen, ligesom hun trækker på franske chansons, morna fra Cape Verde øerne og brasiliansk bossa-nova.
Efter det første album Phados blev udsendt i 1998, skulle der gå 12 år inden det næste kom i form af Troubador fra 2010 og så igen syv år inden Archivo Pittoresco fulgte i 2017. Selv om hun også har optrådt med andre, er det især alene med sin guitar, hun gør sig, hvilket også gælder de to koncerter i Danmark. Stemmen spænder over et stort register og bruges også som instrument, ligesom hendes guitarspil også er meget rytmisk.
Selv om der de senere år heldigvis er blevet mere interesse for portugisisk musik i Danmark, hvilket især gælder fadoen, er det ikke hver dag, man har muligheden. Og slet ikke i Odense, hvor den ene koncert finder sted.
De to koncerter finder sted den 26. marts på Alice i København og den 29. marts på Musikhuset Dexter i Odense – sidstnævnte arrangeret af Second to the Left, som de senere år har stået bag adskillige koncerter med spændende og anderledes navne inden for det, man måske lidt vel generelt kalder for verdensmusik.
Koncerten i Odense er en dobbeltkoncert, hvor også den danske folkduo Vingefang spiller. Vingefang består af Lene Høst og Miriam Ariana, som foruden nordisk folkemusik er inspireret af musik fra lande de har rejst og boet i så som Frankrig, Brasilien og Tanzania.



mandag den 10. februar 2020

Den anarkistiske bankier


Han har tjent masser af penge og skelede efter eget udsagn ikke til midlerne: Børsspekulationer, finansielle kneb, ja selv illoyal konkurrence. Alligevel påstår han, at han er anarkist – ikke bare i teoretisk forstand, men også i praksis – for han bekæmper så at sige pengenes tyranni ved at tilegne sig så mange af dem, at han bliver uafhængig af dem.
Det lyder paradoksalt og er det nok også. Men ikke, hvis man umiddelbart følger argumentationen, som ”den anarkistiske bankier” leverer i bogen af samme navn. Den er skrevet af den portugisiske digter og forfatter Fernando Pessoa, som dels skrev digte under forskellige såkaldte heteronymer så som Alberto Caeiro, Álvaro de Campos og Ricardo Reis, men også mange forskellige former for prosa og filosofiske tekster. Mest kendte blandt sidstnævnte er den enestående samling af fragmenter ”Rastløshedens Bog” af kontoristen Bernardo Soares (endnu et heteronym).
”Rastløshedens Borg” blev genudgivet på dansk sidste år i en flot, lille og illustreret udgave på forlaget A Mock Book. Forlaget fulgte sidst i 2019 op med endnu en ny udgave af Fernando Pessoa – denne gang altså ”Den anarkistiske bankier”, som udkom første gang på dansk i 1991, oversat af Mone Hvass, men nu altså er til at få igen i samme oversættelsen, men med nyt forord af Karl Erik Schøllhammer og med fine illustrationer af Ferdinand Ahm Krag.
Bogen udgøres af en lang samtale efter en middag mellem jeg-fortælleren og hans ven, ”bankieren, den fremragende forretningsmand og berygtede børsspekulant”. Fortælleren siger, at han for nyligt hørte, at vennen en gang har været anarkist”, hvorefter denne straks korrigerer og svarer, at han da stadig er anarkist. Bogen ud følger så en længere argumentationskæde, som til tider virker ganske logisk og andre gange præget af lidt ”Erasmus Montanus logik”. Vennen bliver i al fald overbevist og udbryder slutteligt, at han jo virkelig er anarkist.
Som læser er man nu knap så overbevist, men til gengæld er man godt underholdt, idet bogen faktisk er en fin lille politisk satire om idealer og praksis, mål og midler samt forsøget på at frigøre sig fra det borgerlige samfunds konventioner og uretfærdighed, som det hedder.
Det er faktisk såvel morsomt som tankevækkende og med mange politiske og filosofiske referencer, der viser, at Pessoa har sit teoretiske fundament i orden.
I sin levetid var det kun en lille del af Pessoas mangfoldige produktion, der blev offentliggjort. Den anarkistiske bankier er en af dem, idet den blev udgivet første gang i 1922 – 13 år før Fernando Pessoa døde. Men den er stadig værd at læse, som det gælder for det meste af Pessoas lyrik. Læs f.eks. min omtale af en udgivelse af ”Udvalgte digte” her.


Fernando Pessoa: Den anarkistiske bankier. A Mock Book 2019, 90 sider.

onsdag den 15. januar 2020

Lupo – dokumentar om stumfilmsinstruktør


Cinemateket i København arrangerer med jævne mellemrum filmforevisninger i samarbejde med Portugals ambassade. Det giver herboende portugisere og alle andre interesserede mulighed for at se nogle film, som ellers desværre nok aldrig ville finde vej til Danmark – selv om nogle af dem faktisk kunne fortjene at blive vist på dansk tv. Det gælder f.eks. dokumentarfilmen Alentejo, Alentejo om den regionale sangform Cante Alentejano, som blev vist for nogle år siden, for blot at nævne et eksempel.
Før jul var programsat en anden dokumentarfilm, som dog var meget anderledes tematisk og formmæssigt. Instruktøren Pedro Lino, som selv var til stede, havde gravet i filmhistorien og de gamle arkiver for at finde de noget sparsomme spor efter stumfilmsinstruktøren Rino Lupo, hvilket er blevet til filmen ”Lupo”, som blev vist sammen med Rino Lupos gamle film ”The Wolves” (Ulvene) fra 1923.


Søger man på Rino Lupo er det ikke meget, der dukker op på internettet. Så det er et i dag noget ukendt navn, Lino har kaster sig over at portrættere, så godt som det nu er muligt.
”Det var tilfældigt, at jeg blev interesseret. Det skete via Oliveira, som har henvist til Rino Lupo og nævnt, at han var elev på dennes filmskole en enkelt dag,” forklarer Pedro Lino med henvisning til Portugals helt store instruktørnavn, Manoel de Oliveira, som døde i 2015 i en alder af 106 år, og som de sidste år af sit liv var verdens ældste fungerende filminstruktør.
Men selv om nysgerrigheden blev vakt, var det ikke mange oplysninger Pedro Lino kunne finde, og folk der kendte ham enten ville eller kunne ikke fortælle meget mere.
”Hans portugisiske familie vidste heller ikke noget om ham,” siger Pedro Lino.


Cesare Rino Lupo (1888-1934) var født i Rom og altså italiensk. Men han rejste meget rundt i Europa og arbejdede som filminstruktør i adskillige lande. Filmen følger i hans fodspor fra Paris over Berlin til Moskva og derefter et år i Danmark – som jo i stumfilmstiden udgjorde lidt af et europæisk Hollywood – hvor han i 1915 laver det lidt vovede film ”Slør-Danserinden” med Adorée Villany og Gunnar Helsengreen som medvirkende. Endelig gik turen videre over Polen til Portugal, hvor han fungerer en del år med base i Porto og altså også får oprettet en filmskole og søsat flere andre projekter. I 1934 forsvinder han pludseligt.


”Da vi ikke ved så meget om ham, er det stederne, der strukturer min film,” fortæller Pedro Lino.
”Hans mest stabile tid var nok i Portugal, hvor han blev i 10 år. Andre steder fortsætter han hurtigt videre – ligesom han også stiftede familie i Portugal.”
Filmen om Lupo fortæller en interessant historie. Det har tydeligt været svært at samle informationer til en dokumentar om den gamle instruktør, hvorfor der er tale om lidt af en detektivhistorie, hvor vi opsøger steder og personer, som – måske, måske ikke – kan tilføjet noget. Meget klogere på Rini Lupo bliver vi i og for sig ikke, men der tegnes en fascinerende skitse til et portræt.


Filmen gør på billedsiden flittigt brug af montage af gamle fotos og nye optagelser af de samme steder samt optagelser fra nogle af de film, som er bevaret. Dertil kommer interview med mennesker, der på en eller anden vis har lidt berøring med Lupo herunder de portugisiske efterkommer samt familiemedlemmer i Italien, hvor vi slutter med at få lidt af en opklaring af, hvad der blev af ham, da han forsvandt. Mange af Lupos film er desværre gået tabt herunder ”Slør-Danserinden” – selv om det faktisk denne aften i Cinemateket forlød, at der måske befandt sig et eksemplar i Sveriges filmarkiv.
Den efterfølgende stumfilm af Rini Lupo er blandt de film, han producerede i sin tid i Portugal, og handler om Tonio, der efter at været i fængslet i længere tid, slår sig ned i en lille portugisisk bjerglandsby, hvilket ændrer en del af indbyggernes liv. Den er optaget on location i Serra da Cabreira med såvel professionelle skuespillere som amatører.
Alt i alt var mødet med Lupe et sjovt lille indblik i en svunden tid og en omflakkende personlighed. Og samtidig var det sjovt med et kort blik udefra på et for længst glemt hjørne af den danske filmhistorie.



mandag den 2. december 2019

To gange hattrick til Portugal


I oktober blev Portugal for tredje år i træk kåret som Europas bedste rejsemål ved Danish Travel Awards. Nu har landet scoret endnu et hattrick, idet det netop er blevet kåret som verdens førende rejsemål ligeledes for tredje år i træk. Stort tillykke.
Den nye kåring fandt sted ved rejsebranchens globale Oscar-uddeling, World Travel Awards, den 28. november. Dette års prisoverrækkelse blev afholdt i Oman, hvor Portugal løb med den fornemme titel foran rejsemål som Kenya, Vietnam, Colombia, New Zealand, Maldiverne og Sydafrika.


Portugal besøges hvert år af mere end 21 millioner rejsende fra hele verden. Prisen som verdens førende rejseland var ikke den eneste, landet fik med hjem fra Oman. Endvidere var der priser for Bedste storbyferie-rejsemål (Lissabon), Bedste ø-rejsemål (Madeira) og Bedste attraktion for adventure-segmentet (Paiva Walkways).
World Travel Awards har været afholdt årligt siden 1993 og er skabt for at anerkende og belønne prisværdige præstationer i turismesektoren, og inspirere rejsemål til at sikre høj kvalitet for deres besøgende.

Læs mere her.

onsdag den 6. november 2019

30 års jubilæum fejret med besøg af portvinsbroderskab



Det portugisiske og det danske flag var begge hejst foran Odense Rådhus fredag den 1. november. Og indenfor fandt en ceremoni sted, som cementerede de dansk-portugisiske bånd.
”For portvinen. For broderskabet. For brødrene,” lød det i rådhusets Festsal, da det portugisiske portvinsbroderskab, Confraria do Vinho do Porto, udbragte en fælles skål sammen med de mere end 100 fremmødte, der overværede broderskabets første optagelsesceremoni på dansk grund.

Portvinsbroderskabets øverste leder, Chanceler George Sandeman, 
borgmester Peter Rahbæk Juel og ambassadør Rita Laranjinha

Blandt de nye portvinsbrødre var så prominente navne som Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel og Portugals ambassadør i Danmark Rita Laranjinha samt den fynske portvinsklub, The Vintage Port Club.
Portvinsbroderskabet, som har til formål at udbrede kendskabet til portvin, var inviteret til Odense af The Vintage Port Club, der i år fejrer sit 30 års jubilæum. Derfor var broderskabets ledelse og en række repræsentanter fra forskellige portvinshusene med til jubilæumsfesten om aftenen, men inden da havde festlighederne stået på hele dagen.
Fredagen startede med en Master Class afholdt af portvinsinstituttet IVDP på Restaurant UBN i samme lokale som The Vintage Port Club holder sine smagninger. Overskriften var ”The Magnificent 7”, idet mange af de såkaldte klassiske vintageår med bred deklarering ender på 7 – senest årgang 2017.




Smagningen omfattede dog ikke kun Vintage, men også Colheitas og gammel Tawny portvin, da målet samtidig var at komme lidt rundt i de forskellige typer. Paulo Russell-Pinto fra IVDP fortalte herom samt om årgangene. Desuden var den nyligt tiltrådte præsident for portvinsinstituttet, Gilberto Igrejas, og et par repræsentanter fra de deltagende huse til stede.
Følgende vine blev smagt: Blackett Vintage 2017, Dalva White Colheita 2007, Ramos Pinto Vintage 1997, Kopke Colheita 1987 og Quinta de Boeira Very Old Port, som var fra 1917 (for smagenoter besøg min blog Vin medMouridsen).


Efter Master Class mødte portvinsbroderskabet samt mere end 100 gæster op på Odense Rådhus. Her modtog borgmester Peter Rahbæk Juel broderskabets ledelse og Portugals ambassadør Rita Laranjinha og viste dem byrådssal og mødelokaler, hvorefter selve optagelsesceremonien fandt sted i den smukke festsal.


Forløbet var stort set det samme som ved den årlige ceremoni i Porto i juni måned. Ceremonien startede med indmarch, hvorefter de kommende medlemmer blev ført ind og kaldt op en efter en. Foruden borgmesteren og ambassadøren blev som nævnt også selve portvinsklubben optaget som ”Infancão”, mens direktør for H.J. Hansen Jens Hempel-Hansen og rådmand Jane Jegind blev optaget som æresmedlemmer med rangen Cavaleiros. Dette gjaldt også en række gode folk fra vinbranchen og detailhandelen, så det samlede antal portvinsbrødre steg med 13 nye medlemmer.


Efter overrækkelser af kæder med drikkeskåle og diplomer skrev de nye brødre under i protokollen og ceremonien sluttede med en fælles skål i broderskabets egen 10 år Tawny.
Efter ceremonien blev der marcheret med Skoleorkester og broderskabets ledelse i spidsen fra rådhuset til Odd Fellow Palæet i Odense, hvor festmiddagen i anledningen af besøget og 30 års jubilæet for The Vintage Port Club fandt sted.
Her blev der klubbens egen 30 års jubilæums Tawny skabt af huset Andresen nyt som velkomst, hvorefter fulgte en fire retters menu med vine fra Douro DOC og 20 års Tawny fra forskellige huse samt ikke mindst Confrarias egen Vintage 2000, der blev præsenteret af broderskabets kældermester David Guimaraens.


Alt i alt en lang dag, der for mig – både som portvinsentusiast og bestyrelsesmedlem af The Vintage Port Club og som honorær konsul for Portugal – forenede flere sider af mit engagement i Portugal. Og det i min egen by, Odense.

torsdag den 31. oktober 2019

Márcia – spændende portugisisk sanger


Portugisisk musik er selvfølgelig meget andet end fado. Der findes spændende musik i de fleste genrer samt ikke mindst i spændingsfeltet mellem fado og genrer som rock, jazz og folkemusik. Det sidste gælder fx den desværre for længst opløste gruppe Madredeus med sangerinden Teresa Salgueiro i spidsen eller gruppen A Naifa, ligesom jeg er meget fascineret af de to guitarister Pedro Gonçalves og Tó Trips, der udgør Dead Combo.


En forholdsvis ny stemme, jeg har lyttet til en del på det seneste, er Márcia, som nu har fem albumudgivelser bag sig siden sin debut i 2009 med EP´en ”Márcia”. Inden da havde hun begået sig i Real Combo Lisbonense, som leverer traditionel dansemusik, og i jazzklubben Hot Club. I 2011 fulgte debutalbummet ”Dá” og seneste album i rækken hedder ”Vai e Vem” (kom og gå).
Skal man sætte en genrebetegnelse på må det være pop, men af den mere seriøse slags og med islæt af rock og singer-songwriter ligesom der er referencer til portugisisk folkemusik.
”Vai e Vem”, der består af 12 skæringer, åbner med den dragende og afdæmpede ”Tempestade” med et iørefaldende omkvæd og dejligt jazzet guitarspil. Titelsangen starter med strygere og er en stille og flot duet med António Zambujo, som ikke er den eneste mandlige sanger, der gæsteoptræder. På ”Emudeci” gælder det Samuel Úria og på ”Pega em mim” tilhører det let genkendelige stemme Salvador Sobral, der i 2017 vandt det internationale Melodi Grand Prix med sangen ”Amor pelos dois”, som var skrevet af hans søster Luísa Sobral. Samme år – altså i 2017 – deltog Márcia faktisk ligeledes i det portugisiske Grand Prix, Festival da Canção, med sangen ”Agora”, som også er at finde på ”Vai e Vem”.


Musikken leveres af et bredt sammensat band med såvel piano, bas og percussion som de to udmærkede guitarister, Manuel Dordio og Filipe C. Monteiro, ligesom Márcia " spiller også selv guitar, f.eks. på det mest elektrificerede nummer på pladen, Corredor.
Et sidste nummer, som skal fremhæves her, er ”Do Que Eu Sou Capaz”, som igen har et meget iørefaldende omkvæd. Umiddelbart enkelt, afdæmpet og ukompliceret, men veludført og behageligt at lytte til. Ord, som sådan set kan sættes på hele albummet.



torsdag den 24. oktober 2019

Smagen af Parreirinha de Alfama


Under mine mange besøg i Lissabon har jeg gæstet en del fadorestauranter. Nogle blot en enkelt gang for lige at tjekke dem ud – andre gentagne gange, fordi enten musikken, maden eller måske blot stemningen har tiltalt mig.


Et af de steder, jeg har besøgt oftest, er Parreirinha deAlfama, der som navnet siger, ligger i Alfama, nærmere bestemt i en lille smøge, der går ind fra Largo do Chafariz de Dentro modsat fadomuseet, Museudo Fado.
Første gang, jeg trådte ind gennem porten, er mange år siden nu. Jeg havde dagen forinden været på en af mine vanlige indkøbsture til Fnac-butikken i Chiado for at købe fado CD´er og rendte tilfældigvis ind i en lille præsentationskoncert i anledning af en ny udgivelse. En ældre dame stod på den lille scene og sang med en sådan kraft, passion og indlevelse, at jeg skyndte mig at lave et lyninterview og anskaffe mig pladen.
Den ældre dame var Argentina Santos, og da jeg hørte, at hun havde sin egen fadorestaurant blev det til et lille besøg dagen efter. Senere vendte jeg tilbage for at lave optagelser til en udsendelse til Danmarks Radios P1 om fado. Og siden er det blevet til adskillige besøg – både alene og sammen med venner og familie.
Historien om Argentina Santos er rørende. Den lange version har jeg givet i kapitlet ”De gamle damer og traditionen” i min bog om portugisisk historie og kultur ”Mit andet hjemland”. Hun blev født i 1926 i Mouraria – det andet gamle, men nu meget amputerede kvarter for foden af Castelo. Som 24-årige begyndte hun at arbejde som kok i de lokale restauranter. I 1963 overtog hun Parreirinha de Alfama, og her styrede hun både køkken og fadomusikken helt frem til 2014, hvor hun trak sig tilbage af helbredsmæssige årsager og overlod restauranten til Bruno Santos og Paulo Valentim. Periodisk optrådte hun også selv i den lille restaurant, men med store pauser, da begge mænd, hun har været gift med, ikke brød sig om, at hun sang. Selv har jeg haft den glæde en enkelt gang at høre hende dér, og da hun fortolkede Amália Rodrigues´ ”Lágrima” rejste hårene sig på mine arme.

Nuvel, der er andre steder, hvor kvaliteten af såvel fadosangen som maden er endnu bedre. Men fadoen er altid god og professionelt leveret, manden altid veltilberedt og rigelig, og så er der noget autentisk over indretningen og atmosfæren, der gør, at jeg synes stemningen er den helt rigtige for en god oplevelse – med eller uden Argentina selv.
Hvad angår maden har Museu do Fado nyligt i samarbejde med restauranten udsendt en lille fin bog, der dels er en hyldest til Argentina Santos og historien om restauranten og dels byder på et udvalgt af opskrifter. Bogen, som er skrevet både på portugisisk og engelsk (den engelske oversættelse halter dog lidt en gang imellem), er delt i tre hovedafsnit. Første et essay af Alberto Janes om ”Tascas, Petiscos e Fado”, hvor han beskriver baggrunden for en del fadohuses opståen, de små tascas og traditionen med at spise småretter:
”And Fado grew with the people and the people used it as sentimental identity, similar to what one feels when one thinks of flavour and scent of a family kitchen.”
Næste hovedafsnit beskriver det traditionelle portugisiske køkken som en variant af middelhavskøkkenet samt dets hovedingredienser, råvarer og krydderier:
”Portuguese cuisine, the one that is eaten by poor and rich alike, the so-called Mediterranean, is the result or our products, of our science, of our History – from Lusitania to Imperial times, of our cosmopolitanism, without manners. It is an attitude not to look for sophistication but rather for precision.”
I begge afsnit bringes der sideløbende små faktabokse om emner som laurbærtræ, vandfontæner, brød, vin, ginjinha og vinplanter. Ordet Parreira, som med diminutiven ”inha” (lille) har givet restauranten navn, er et synonym for ramada, der betegner vinplanter, som vokser i højden som pergola – en metode, der stadig bruges i Vinho Verde omend ikke så udbredt som tidligere.
Sidste del af bogen er selve opskriftdelen. Først 20 fra restauranten fordelt med fire forretter, fire supper, fire fiskeretter, fire kødretter og endelig fire desserter. Var det noget med en gang blodpølse med vindruer, sardiner med koriander, caldo verde, blæksprutter med rejer, grillet kid eller pærer i portvin? Ja, tak siger jeg, da jeg er en stor ynder af det traditionelle og også lidt rustikke portugisiske køkken, som det udfolder sig på Parreirinha de Alfama og lignende steder.
Afslutningsvis bydes der på nogle gæsteopskrifter fra andre, som f.eks. fadosangeren Ricardo Ribeiro, der foreslår kalvekød med porre og rød peber.


Bogen giver et fint indblik i madkulturen, som den udspiller sig på de traditionelle fadohuse i Lissabon. Og for os, der er kommet en del gange på Parreirinha de Alfama, er den også et dejlig gensyn med stedet og atmosfæren. Har du ikke været der før, så overvej det under dit næste besøg i byen.