onsdag den 13. januar 2021

Ny bog af Richard Mayson: The Wines of Portugal

 Omtalte bog er tilsendt af forlaget

 

Richard Mayson har efterhånden en del vinbøger om Portugal bag sig, og nogle af dem er kommet i flere reviderede udgaver. Det gælder først og fremmest hans nok mest kendte bog, ”Port and the Douro”, som selvsagt har fokus på portvin og sidste år udkom i fjerde udgave. Efter min mening en af de bedste bøger overhovedet om emnet. Han har også skrevet en indsigtsfuld bog om ”Madeira” samt et par generelt om portugisisk vin.


Bøgerne om portvin og madeira er begge udkommet i den udmærkede vinserie, The Infinite Ideas Classic Wine Library, som kommer langt omkring geografisk. Her er bogen ”Wines of Portugal” netop udkommet som en form for opdatering af Richard Maysons tidligere bøger ”Portugal´s Wines & Winemakers” fra 1992 og ”The Wines and Vineyards of Portugal” fra 2003. Og lad det være sagt med et samme. Det var tiltrængt med en ny bog, da udviklingen i portugisisk vin er gået meget stærkt de sidste årtier.

”Wines of Portugal” er en glimrende bog, som giver et godt overblik over portugisisk vin historisk set, de mange druesorter og de forskellige vinregioners karakteristika. Den er brugbar både til at blive læst fra ende til anden og efterfølgende som opslagsværk om regioner, druesorter eller producenter.

Det indledende historiske kapitel er fyldigt og sammenkæder på bedste vis landets politiske og økonomiske udvikling med udviklingen indenfor dyrkning og fremstilling af vin. Den store historie og den lille historie er i fin dialog. Noget er selvfølgelig gentagelser fra tilsvarende afsnit i bøgerne om portvin og madeira, da hedvinene jo spiller en stor rolle for Portugal som vinnation, men sådan må det være. Til gengæld er egentlig omtale af portvin og madeira næsten udeladt, da de to vintyper jo har deres egne anbefalelsesværdige bøger.

Som et nyt aspekt i forhold til de andre bøger bygger ”The Wines of Portugal” også på egne erfaringer. I 2004 købte Richard Mayson Quinta do Centro i underregionen Portalegre i Alentejo, men efter nogle år måtte han sande, at det krævede fuld opmærksomhed, hvorfor han i 2018 solgte vingården til Sogrape.




Afsnittet om druesorter er grundigt og fyldigt med glimrende beskrivelser, som fint rammer druernes karakteristika. Han har udvalgt alle de væsentligste af de mere end 340 forskellige druesorter, som IVV (Instituto da Vinha e do Vinho) oplister. Man kunne måske ønske sig, at de ikke var listet efter kvantitet, men også vægtet efter kvalitet.  Blandt de hvide skal man f.eks. et stykke ind i oversigten over ”andre hvide sorter”, før man når til en så væsentlig drue som Encruzado, der gemmer sig mellem langt mere ukendte navne som Douradinha og Escana Cão.

Efter således at have sorterne på plads følger de forskellige regioner – såvel DOC-regioner som Vinho Regional (IGP) – opdelt i fire hovedområder:

Altantic Wines fra Vinho Verde i nord, over Bairrada og Lisboa til Algarve – den sidste dog ofte også karakteriseret som værende med Middelhavs-klima, selv om den jo faktisk ikke ligger ved Middelhavet.

Mountain Wines med det indre af den nordlige del af landet herunder de vigtige regioner Douro og Dão.

Wines of the Plains – altså slettelandet som udgøres af især Tejo og Alentejo.

Island Wines, som omfatter Madeira og Azorerne, som begge dog får meget korte omtaler. Produktionen er nu heller ikke stor, men dog voksende, og især vine fra Azorerne har de senere år vundet hæder – og det ganske fortjent.

Man vil altid kunne diskutere valget af producenter, som portrætteres i de forskellige regioner. Som Mayson skriver i indledningen, er det hans personlige valg, og producenterne er ”chosen because of what they are doing now, due to their contribution to history, or both.” Ud over de beskrevne følger dog for hver region en lille liste over andre producenter, som det også er værd at lægge mærke til.

Listen er sådan set udmærket, men dog også lidt ”konservativ”, idet der hovedsagelig er tale om mere etablerede producenter og i langt mindre grad om nye spændende navne, men det kan jo skyldes dels en skæven til tilgængeligheden på det engelske marked eller dels et ønske om, at nye navne lige skal have tid til at etablere sig på sigt.

Blandt nyere navne, jeg personligt kan savne, er f.eks. Quinta de Santiago i Vinho Verde, Quinta de Ventozelo i Douro og Pedro Marques og hans Vale da Capucha i Lisboa, ligesom Herdade do Rocim i Alentejo havde fortjent ikke kun at blive nævnt ved navn.

En ros for måden vine omtales på. Der nævnes såvel topvine som entry-level og med få ord får forfatteren karakteriseret vinene uden, at der er tale om egentlige noter, som risikerer at blive forældet efter få år.

Bogens sidste kapitler handler om rosévin og espumante – Portugals mousserende vin. Det sidste er fint, men måske kunne rosévinen lige så godt indgå på lige fod med hvidvin og rødvin. Samtidig har kapitlet stort set kun fokus på de to store kommercielle brands, Mateus og Lancers, fra henholdsvis Sogrape og José Maria da Fonseca, mens andre kun omtales i noteform. De er betydningsfulde, hvad angår volumen og indtjening, og derfor værd at berette om. Men som i så mange andre vinlande bliver der faktisk i dag lavet meget god og seriøs rosévin i Portugal, så her kunne der være udbygget lidt.

Afslutningsvis følger et mere omfattende register over druesorter, en ordliste og en fyldigt stikordsregister – altså sammen udmærket, når bogen også skal bruges som opslagsværk.

Alt i alt en væsentlig bog om portugisisk vin, som bør være at finde i ethvert fyldigt vinbibliotek. Set med danske øjne kunne man ønske sig, at portvinens store popularitet og udbredelse fik flere og flere til at få øjnene op for de store kvaliteter i portugisisk vin.

 

Richard Mayson: The Wines of Portugal. Infinite Ideas 2020, 356 sider.

Bogen kan bestilles via forfatterens hjemmeside.

lørdag den 2. januar 2021

Farvel til manden i og fra byen

Ved nytår sagde vi farvel til 2020 og bød velkommen til 2021, som forhåbentligt vil blive et bedre år. Men begyndelsen var nu trist, da allerede årets første dag bragte meddelelse om, at Portugal havde mistet en af sine største fadostemmer. Carlos do Carmo døde på Hospital de Santa Maria i Lissabon den 1. januar – kort tid efter sin 81 års fødselsdag.




Overskriftens ”manden i byen” refererer til hans vel nok mest kendte album ”Um Homem na Cidade”, som udkom i 1977, og hvor Carlos do Carmo sang tekster om Lissabon skrevet af digteren José Carlos Ary dos Santos. Titelsangen blev lidt af en signatursang for ham, og såvel den som hele albummet var en indirekte hyldest til den nyvundne frihed efter Nellikerevolutionen i 1974. ”Eu sou um homem na cidade, que manhã cedo acorda e canta, e por amar a liberdade, com a cidade se levanta”, som omkvædet lød. Fadoen var ellers sendt til hjørne efter revolutionen sammen med så meget andet, der kunne forbindes med det gamle styre. Og jo, Estado Novo brugte fadoen politisk, akkurat som der også gennem historien er sunget revolutionære og anarkistiske fadosange. Så heldigvis blev musikformen populær igen, da det hele kom lidt på afstand, hvilket Carlos do Carmo selv var en medvirkende årsag til.




Carlos do Carmo blev så at sige født ind i fadoverdenen, men prøvede dog at undvige, da han som ung studerede sprog og hotelmanagement i Schweitz. Han blev født den 21. december 1939, og moderen var den kendte fadosangerinde Lucília do Carmo, med hvem han i 1974 udsendte pladen ”Fado Lisboa – An Evening at the Faia". Forældrene havde i 1947 etableret fadohuset ”Adega da Lucília”, som senere tog navneforandring til ”O Faia”, og som man kan besøge i Bairro Alto den dag i dag. Da faderen døde i 1962 vendte Carlos do Carmo hjem til Lissabon for at overtage administrationen af fadohuset.




Hans egen pladedebut fandt sted i 1964, og karrieren tog for alvor fat i 70´erne. I 1976 repræsenterede han sågar Portugal ved det Europæiske Melodi Grand Prix, hvor han sang ”Uma flor de verde pinho”. Det store succesalbum ”Um Homem na Cidade”, som var en stor hyldest til livet i Lissabon, blev senere efterfulgt af albummet ”Um Homem no País” med sange fra de forskellige regioner i Portugal, ligesom en film og et opsamlingsalbum har båret titlen ”Um Homem no Mundo”, hvilket også var titlen på en stor udstilling, som Museo de Fado stod for i 2003. For ja, nok er fadoen født og opvokset i Lissabon, og nok leverer den så at sige byens musikalske udtryk. Men fadoen har samtidig ladet sig influere af og selv spredt tråde ud i hele landet og i verden. Den er også global.

Carlos do Carmos lange karriere blev indstillet i 2019, hvor han annoncerede, at han trak sig tilbage fra scenen. Inden da havde han optrådt med yngre kolleger som Mariza og Camané, ligesom han tog aktivt del i kampagnen, der i 2011 førte til, at fadoen blev godkendt af UNESCO som kulturel verdensarv. Han fik da også lov til at synge sin signatursang i spanske Carlos Sauras flotte film Fados fra 2007, hvorfra det øverste foto er hentet.

Carlos do Carmos betydning for fadoen kan næppe overvurderes, og han vil blive savnet. Æret været hans minde.

onsdag den 18. november 2020

Smagen af Portugal

A Taste of Portugal. dan lød overskriften for et arrangement, som fandt sted for nogen tid siden på restaurant Nr. 2 på Christianshavn. Der var tale om en såkaldt wine & food pairing, hvor portugisiske vine skulle afprøves til forskellige portugisisk inspirerede retter og råvarer. Maden stod køkkenchef Nikolaj Køster for, vinene var sponseret af ViniPortugal, og gæsterne var en god blanding af vinskribenter og sommeliers fra toprestauranter.



Da jeg selv var indbudt til at præsentere de portugisiske vine og fortælle de fremmødte lidt om regioner, klima, druesorter mv., tog jeg ikke selv noter. Men jeg vil da allivel gerne knytte et par ord til især vinene og sammensætningen med mad.




De 11 vine var såvel hvid- og rødvine som espumante og portvin og hentet i fire forskellige regioner: Tavora Varosa, Vinho Verde, Alentejo og Douro. Et ok valg. På den ene side er de tre sidstnævnte nok de tre mest kendte og dermed tilgængelige regioner herhjemme. På den anden side kunne det have været spændende – temaer taget i betragtning – at de to meget gastronomiske vinregioner Dão og Bairrada havde været repræsenteret. Ja, en af serveringerne skreg efter min mening efter en god Bairrada vin.

Nok om det. Her er en kort beskrivelse af de seks serveringer og de tilhørende vine.

 

Mandler og iberico skinke

Hertil blev serveret en espumante, Murganheira Sparkling Super Reserve Brut 2015, fra den lille bjergrige region Tavora Varosa, som ligger mellem Douro og Dão, og som især er kendte for netop mousserende vin. Vinen havde såvel friskhed og fylde og matchede fint mandler og skinke, ligesom den vil være brugbar til andre former for petiscos – Portugals svar på tapas.

 



Saltet makrel med salturt og rygeostcreme og sardiner og tomater på toast

Hertil fik vi to forskellige vine fra Vinho Verde – begge på alvarinho: Alvarinho Pouco Comum 2019 fra Quinta da Lixa og enkeltmarksvinen Parcela Única 2018 fra Anselmo Mendes. Begge aromatiske og friske vine gik fint til sardinerne og var også brugbare til den røgede makrel. Ingen tvivl om, at Vinho Verde gør sig godt til mange fiskeretter.

 



Torsk i kålblade og indbagt brandadetærte

Vinene var et battle mellem Alentejo og Douro i form af henholdsvis Herdade do Sobroso Branco 2019 og Superior Branco 2017 fra Quinta do Crasto – begge blends af typiske hvide sorter. De to vine kunne gå til tærten, men fadpræget i Crastos hvidvin var måske lidt for dominerende i forhold til den mere sarte torsk.

 



Tartar af okse med marv og krydret pølse med grillet brød

To meget forskellige serveringer – en mere sart og en meget krydret – og to forskellige vine i form af Herdade do Sobroso Cellar Selection 2016 fra Alentejo og Réccua Expo Reserve 2014 fra Porto Reccua i Douro. Begge vine kunne drikkes til tartaren uden dog at være et perfekt match, mens den krydrede pølse var alt for kraftig og overtrumfede de ellers markante vine.

 



Grillet gris med agurk og sortfodsgris med bagt rød peber

Her ville jeg nok have foretrukket vine fra fx Bairrada frem for de to eller udmærkede Douro-vine: Batuta 2017 Tinto fra Niepoort og Reserve Old Wines 2017 fra Quinta do Crasto. Begge vine er fremragende, men måske og lidt vel kraftige og krydrede til gris. Bedst gik til de sortfodsgrisen, hvor sødmen i den bagte peberfrugt gav lidt modspil.

 



Blomme-is med crunch og syltede blommer samt mandelkage

Der blev serveret to forskellige portvine – en LBV  2007 fra Porto Reccua og en fadlagret Colheita 2007 fra Niepoort. LBV´en var desværre ikke, som den skulle være – måske skyldet alderen eller måske af andre årsager. Den friske frugt, som kunne have spillet op mod isen, var derfor fraværende. Mandelkagen gik derimod fint med Colheitaen fra Niepoort, som samtidig havde fin syre, så det ikke blev sødt på sødt.

 



Generelt har Portugal mange dejlige gastronomiske vine – både til den mere eksklusive menu på de findere restauranter og til det mere rustikke eller bredde. Den store diversitet, hvad angår terroir, klima og druesorter, giver en bred palette, så der findes noget til det mest. Men samtidig går alt selvfølgelig ikke til det hele. Nogle af ovennævnte sammensætning var udmærkede, andre kunne gå an og andre igen ramte ved siden af. Men jeg håber og tror da, at alle deltagere blev lidt klogere på portugisisk vins muligheder i forhold til menukortet.

 

Ønsker du at læse, hvad andre fik ud af arrangementet, kan jeg henvise til novemberudgaven af Din Vinguide, hvor redaktør Thomas Rydberg skriver om nogle af serveringerne og til et par skribenters blogindlæg: AndersHalskov-Jensen og Frederik Kreutzer.

mandag den 28. september 2020

Afonso Cruz og Kokoschkas dukke

 




Omtalte bog er tilsendt fra forlaget.

”Vi er alle marionetter, nogle mere dukker end andre, nogle mere forgudede end andre. Det står fast, at dukken blev lavet og, tror jeg, viste sig at være en skuffelse. Det endte med at Kokoschka dræbte den.”

Kulturhistorien er rig på såvel lykkelige som tragiske kærlighedshistorier. En af sidstnævnte omhandler den østrigske kunstner Oskar Kokoschka, som forelskede sig passioneret i komponisten Gustav Mahlers enke Alma. Det blev til en kort affære, hvorefter hun afviste ham. I stedet lod han fremstille en dukke i naturlig størrelse som en kopi af Alma, klædte den på og gav den samme parfume, som hun havde brugt. Og siden myrdede han den.

Dukken og historien bag optræder i portugisiske Afonso Cruzes roman ”Kokoschkas dukke”. Men tro ikke, at bogen udelukkende omhandler affæren og dens efterspil. Historien om dukken fortælles i en lille roman i romanen, trykt på gråt papir og med egen bogforside. Denne del af bogen er skrevet af en af personer i rammefortællingen, og i den optræder også en detektiv med navnet Filip Marlov.

”Adele gik op ad den lyse trappe der førte til Filip Marlovs kontor Udsmykningen var så latterlig at den ikke engang ville have passet på et femstjernet hotel. Adele tog plads i et venteværelse med fjernsyn og forældede ugeblade.”

Sådan er bogen. Som en russisk babusjka-dukke, hvor der hele tiden er en ny fortælling gemt inden i. Og hvor personerne refererer til hinanden på kryds og tværs, ligesom der refereres til såvel virkelige personer som Kokoschka og fiktive som Chandlers Philip Marlowe.

Det er en morsom leg med fiktionen, som tager ”papirspersoner, der er lige så tynde som de sider de lever på, og giver dem en eksistens”, som det lyder.

Rammefortællingen er ellers alvorlig nok og handler om jødeforfølgelse, krig og bombning af Dresden. Her møder vi Isaac Dresner, der gemmer sig i kælderen i en fuglebutik, efter at en tysk soldat har skudt hans ven i hovedet. Butikkens indehaver, som selvfølgelig hedder Bonifaz Vogel, hører derefter en stemme dybt nedefra.

”Bonifaz Vogel gik altid med sandaler, selv om vinteren, og han kunne mærke hvordan ordene sneg sig op forbi de gullige tånegle og tæerne der var sammenkrummede i bestræbelsen på at mærke hele sætninger banke mod hans fodsåler, klatre op gennem hans hvide, magre ben og blive holdt tilbage i hans hoved på grund af hatten.”



Afonso Cruz gæstede nyligt Danmark i forbindelse med den danske oversættelse af romanen – nærmere bestemt i Litteraturhuset ved Vandkunsten i København, hvor han var han i dialog med Politikens Erik Jensen og læste lidt op.

Cruz, som er født i 1971 og har boet i Lissabon, men nu lever på landet i Alentejo, er lidt af en multikunstner. Han er egentlig uddannet fra kunstskole som grafiker og illustrerer selv egne og andres bøger, og foruden forfattergerningen optræder han som sanger og musiker i bandet The Soaked Lamb, ligesom han brygger sine egne øl.

”Jeg har arbejdet med billeder hele mit liv, men kan lide at skifte lidt. Jeg har ikke min egen stil, men prøver helt tiden noget nyt. Nogle gange går det galt – andre gange bedre,” siger han med et smil og fortsætter:

”Musikken lå i og for sig i familiegenerne. Min bedstemor var fadoguitarist, hvilket var usædvanligt den gang, hvor kvinderne kun sang, men mere almindeligt i dag. Min onkel er også musiker. Jeg startede selv med at spille guitar som 18-årig og var ikke særlig talentfuld. Alle i familien synes, jeg var dårlig som musiker.”

Ironi er også med til forfatterens udtryksmåder sammen med absurditet og en sproglig opfindsom, som gennemsyrer hele ”Kokoschkas dukke”, der udkom på portugisisk i 2010 og bibragte forfatteren EU´s Litteraturpris i 2012. Derfor kan det også være svært at genfortælle handlingen, da den springer i tid og sted, har mange tråde og mange personer, hvis veje krydses på forskellig vis.

”Ofte har mine bøger en enkelt handling, men ikke denne. Det er min anden roman, men jeg regner den for det første rigtige. Bogen er lidt som en labyrint, siger folk. Da jeg afleverede den til forlaget var alle kapitlerne i tilfældig rækkefølge, men det blev dog lavet om, da forlaget mente det ville være for svært for læserne,” forklarer Alonso Cruz.

”Som forfatter ønsker man ikke at åbne alle døre. Alt skal ikke være direkte og indlysende. Der må godt være noget hemmeligt,” tilføjer han.

Selve idéen opstod, da hans læste nogle af Kokoschkas efterladte breve.

”Et af dem var dem var til den dukkemager, der skulle fremstille dukken af Alma Mahler. Jeg kunne lide historien. Alma var lidt af en hjerteknuser, som efterlod mange ulykkelige forelskelser. Brevet beskriver, hvordan dukken skal laves med mange teknisk detaljer. Det er den smukkeste kærlighedserklæring, jeg har læst,” fortæller han.

Som bogen refererer til Kokoschka, nævner den også den portugisiske digter, Fernando Pessoa og alle hans heteronymer. Inspirationen herfra er da også tydelig - både direkte i form af de mange opdigtede forfattere, som kommer til orde i bogen, og indirekte i den labyrintiske struktur. Afonso Cruz har også selv som Pessoa udgivet digte under andre navne. Han har f.eks. lavet en encyklopædi over ting, der ikke eksisterer, hvor han også opfinder forfattere, der henviser til hinanden.

”Jeg elsker digte, men har ikke selv publiceret nogen i eget navn. Jeg bruger i stedet digternavne, jeg selv har fundet på.”, siger Cruz og fortsætter:

”Pessoa gjorde i litteraturen, hvad videnskaben havde gjort. Der er ikke længere noget centrum i universet, centralperspektivet opløses. På samme måde som kubismen skildrer flere perspektiver samtidig uden renæssancen fixpunkt, gør Pessoa det i digtekunsten.”

Der leges med perspektivet og fortællerstemmerne er mangfoldige hos Afonso Cruz. Foruden Pessoa kan man drage sammenligninger til Italo Calvino, der f.eks. har skrevet en bog om usynlige byer, og til Jorge Luis Borges, der ligeledes har benyttet labyrintiske strukturer.

Det er underholdende, opfindsomt og eftertænksomt. På en gang let læseligt og utroligt svært af få rede på. En bog, der indbyder til genlæsning.

 

Afonso Cruz: Kokoschkas dukke. Oversat af Ole Eistrup. Jensen & Dalgaard 2020, 197 sider.

 

tirsdag den 8. september 2020

En slentretur gennem Portugal

Bogen er tilsendt til anmeldelse fra forlaget

Der slentres meget i Jørn Ørnstrups bog ”Længslernes land – En kulturhistorisk rejse ned gennem Portugal”. Der slentres, stoppes op, lyttes, iagttages, tænkes og fås øje på ting. Der spises og drikkes – der køres i tog og overhøres samtaler. Alle sanser bruges, når forfatteren flanerer rundt i en række byer fra nord til syd i landet.

Titlen referer til en ofte anvendt beskrivelse af Portugal og portugiserne. Som Ørnstrup selv skriver i sit forord:

”Længslen som motiv spiller en central rolle i den portugisiske kultur. Både den historiske længsel efter de gyldne dage, hvor Portugal var et verdensomspændende imperium, såvel som den konkrete længsel – længslen hos portugisere, som mere eller minde frivilligt har levet afskåret fra deres hjemland, er sporbar overalt i landet.”

Længslen dukker da også op med jævne mellemrum som f.eks. i beskrivelsen af fadosangen og hos digteren Pessoa.

Bogen er som turistguider opdelt med farvekoder for hver destination. Der er dog ikke tale om en guidebog, men inspirationslæsning for dem, der ønsker at besøge byerne og få et fint indtryk af stemningen og ikke mindst omtale af et udvalg af seværdigheder og kulturelle oplevelser.

Vi starter i nord helt oppe ved Viana do Castelo og forsætter så sydpå med Braga, Porto, Coimbra, Fátima, Lissabon, Belém, Évora og Albufeira – og med afstikkere til Estoril, Cascais, Sintra og Silves. Et udvalg som repræsenterer en vis bredde størrelsesmæssigt og karaktermæssigt. Den religiøse hovedstad i nord, den gamle universitetsby, pilgrimsmålet, hovedstaden og byerne ud langs vandet samt turismens højborg i Algarve. Man kan måske savne Guimarães, hvor Portugal blev til, og som temamæssigt havde passet fint ind i helheden.

I de enkelte kapitler besøges et lille udvalg af kulturelle attraktioner så som museer, monumenter, kirker, udsigtspunkter, pittoreske kvarterer etc., men også kendte caféer, restauranter og portvinshuse. Oftest giver besøgene anledning til et tilbageblik i landets historie, tanker om kulturen eller løsere associationer til helt andre steder. Et blik på statuen af Henrik Søfareren i Porto fører f.eks. til en fortælling om denne og om navigationsskolen i Sagres. Et besøg på et kloster i Coimbra får forfatteren til at tænke på Beja i Alentejo og ”Breve fra en portugisisk nonne.” Ved et stop ved en aviskiosk på Avenida da Liberdade i Lissabon, fanger en sportsavis opmærksomheden, hvorefter følger et lille portræt af den sorte panter, fodboldspilleren Eusébio.

Bogen veksler altså mellem det deskriptive rejseberetning og det mere reflekterende, når forfatter ”kommer i tanke om noget”. Det betyder også, at der er lidt uundgåelige gentagelser, som når vi hører om nationalskjalden Luiz Camões i både afsnittet om Lissabon under et besøg i Chiado, hvor hans statue står, og i afsnittet om Bélem.

Den associerende stil er ganske fin, men et par enkelte steder går tankerne dog for langt væk fra selve bogens ærinde. Det gælder især togturen ned gennem Alentejo, hvor lidt avislæsning afføder en længere redegørelse for først situationen i Syrien og efterfølgende Sierra Leones historie. Interessant nok, men det har ikke så meget med Portugals kulturhistorie af gøre.

Jørn Ørnstrup er vidende og rejsevant i Portugal, og sproget flyder let, så bogen trods mange historiske referencer er let læselig. Et par enkelte skønhedspletter er nok uundgåelige. Nej, trods sit middelhavsklima strækker Algarve sig ikke langs Middelhavet, som ophører ved Gibraltar. Nej, gæring af druerne til portvin og tilsætning af vinsprit foregår ikke i Vila Nova de Gaia, men oppe i Douro-dalen før vinen transporteres ned.



Sådanne bagateller skal dog ikke afholde mig for at anbefale bogen, hvis man vil blive klogere på noget af Portugals kulturhistorie eller bare har lyst til at rejse med. Den er især illustreret med egne snapshots. Det fungerer, men det kunne selvfølgelig have pyntet, hvis der havde være budget til professionelle fotografier.

Og så skylder jeg slutteligt at tilføje, at bogen indgår i en serie, hvor Ørnstrup også har besøgt og beskrevet lande som Frankrig og Italien, ligesom han tidligere har udgivet bogen ”Forelsket i Lissabon.”


Jørn Ørnstrup: Længslernes land. En kulturhistorisk rejse ned gennem Portugal. Mellemgaard 2020, 222 sider.

onsdag den 5. august 2020

WOW – ny attraktion i Porto er åbnet

Yngre med interesse for computerspil vil forbinde forkortelsen WOW med World of Warcraft. Men nu har de tre bogstaver også fået en anden betydning. W for World. O for of. W for Wine.


World of Wine er navnet på The Fladgate Partnerships helt nye og 300.000 m2 store satsning i Vila Nova de Gaia overfor Porto. Stedet er netop åbnet efter flere års byggeri, men desværre i Corona-krisens skygge, få dage efter Portugal kom med på listen over lande uden restriktioner. Jeg havde selv planlagt at besøge stedet inden åbningen, men det må så blive under næste tur til Porto. Men her følger lidt om, hvad man kan se frem til.

I modsætning til de fleste andre besøgscentre i Gaia har World of Wine ikke kun fokus på portvin, men på portugisisk vin i almindelighed og dermed altså også vine fra andre regioner end Douro. WOW byder på forskellige museer, udstillinger, restauranter og vinbarer – lidt i stil med Cité du Vin i Bordeaux, som givet har været en inspirationskilde til projektet.

Lad mig kort omtale nogle af attraktionerne:

Wine Experience fortæller om klimaforhold, terroir og druesorter i Portugals forskellige regioner så som Dão, Bairrada, Vinho Verde, Alentejo, Setúbal og Lisboa for nu at nævne de mest kendte samt ikke at forglemme øerne Madeira og Azorerne. Der er også fokus på fremstillingsmetoder, og gæster vil få mulighed for at bruge deres egne sanser.


Udstillingen Planet Cork er udviklet i samarbejde med den store korkproducent Amorim. Her kan man selvfølgelig lære om korkpropper, men også om de mange andre anvendelsesmuligheder for dette unikke og miljøvenlige naturprodukt (læs mere herom i min omtale af The Cork Book).


Porto Region Across the Ages fortæller om byens historie og kulturhistorie, mens Porto Fashion & Fabric Museum omhandler mode, design og byens tekstilindustri, og The Chocolate Story beskriver chokolade i alle dens facetter.

Endelig bør nævnes The Bridge Collection, som er administrerende direktør for såvel Fladgates som WOW, Adrian Bridges, samling af glas. Samlingen omfatter mere end 1.000 forskellige effekter, spændende fra 7.000 år før Kristus fødsel og frem.

Altså vidt forskellige udstillinger, men dog med en rød tråd relateret til Porto, vin og portvin. Chokolade kan jo nydes til portvin, som drikkes af et glas!

WOW byder også på en vinskole, hvor der kan tages kortere eller længere kurser og uddannelsesforløb – de længere i samarbejdet med Wine & Spirit Education Trust (WSET). Endvidere vil der være et galleri med skiftende kunstudstillinger.

På det centrale torv i WOW er der forskellige caféer, restauranter og vinbaren Angel’s Share - opkaldt efter den andel af portvin og vin, der fordamper til englene, når vinen lagres på fade, som vi kender det fra Gaias portvinshuse.

Da planerne om WOW i sin tid blev lanceret, mødte de også modstand. Ville byggeriet skæmme gode gamle Gaia? Og hvordan med infrastrukturen i Gaia, når et så stort sted åbner? Hvordan med adgangen trafikmæssigt, og vil stedet sluge turister fra de andre selskabers lodges og restauranterne i Gaia?

Det sidste er for tidligt at sige noget om. Ses bort fra under Corona-krisen har turiststrømmen i Porto været stigende år for år, så plads til flere steder er der givet. Men med seks nye museer og ni restauranter, barer og caféer og et deraf følgende behov for et stort antal besøgende for at økonomien balancerer, er der ikke noget at sige til, at andre måske er bekymrede. For et par år siden åbnede Real Companhia Velha f.eks. et portvinsmuseum med restaurant og vinbar, Enoteca 17•56, ikke så langt derfra. Vil de få færre besøgende med det nye tiltag?


Med hensyn til udseende, har jeg som nævnt endnu ikke været på besøg. Men mit indtryk efter at have set planer og fotos – samt ved at studere byggeriet på afstand under mit seneste besøg i februar måned – er, at det er blevet langt bedre, end man kunne have frygtet. Det er det internationale arkitektfirma Broadway Malyan, som har stået for omdannelsen, og der er hovedsageligt tale om nyrenoverede gamle varehuse, så stilen fra Gaia er nogenlunde intakt.

Jeg var også skeptisk, da planerne blev offentliggjort. Men jeg må også indrømme, at jeg glæder mig til at besøge World of Wine, som ligger i Rua do Choupelo lige nedenfor en anden stor Fladgate investering, luksushotellet The Yeatman, og med Offley som nabo.


torsdag den 18. juni 2020

Portugal må stadig vente


Det kan sikkert undre mange, at Portugal ikke er omfattet af de nye lempelser i Udenrigsministeriets rejsevejledning. Sammen med Sverige er de dermed de eneste lande i Europa, hvor der ikke gives grønt lys den 27. juni, kunne regeringen afsløre i dag.
Årsagen er, at man har besluttet kun at åbne for lande, der har under 20 smittede pr. 100.000 indbyggere pr. uge – og der tages afsæt i de seneste opgjorte registreringer. Her ligger Portugal lige over grænsen med 20,2.
Til gengæld er smittetrykket generelt lavt i Portugal ligesom antallet af dødsfald pr. indbygger er blandt de laveste i Europa. Men hvorfor så flere antal nye tilfælde end andre lande? Er det gået galt under genåbningen?
Nej, det er der intet, der tyder på. Til gengæld har Portugal iværksat en meget intensiv testning for Corona.
”På det seneste har man foretaget meget målrettet testning med det formål at minimere den potentielle smittespredning. Af denne årsag er antallet af nye registrerede tilfælde per indbygger højere end i andre lande. Omvendt er det såkaldte mørketal næsten ikkeeksisterende i Portugal, i modsætning til mange andre lande,” udtaler Stig Sommerfeldt Kaspersen, Turistchef for Portugal i Norden.
Turistchefen understreger, at Portugal har registreret 149 dødsfald per én million indbyggere - mens adskillige andre lande i Sydeuropa ligger langt over 500. I Danmark er der til sammenligning registreret 104 dødsfald per én million indbyggere. Portugal er da også flere steder blevet fremhævet som et foregangsland under Corona-krisen.
I den illustration, som benyttes til at anskue antallet af nye smittede og dermed, hvilke lande der umiddelbart kan åbnes for og hvilke ikke, står der også udtrykkeligt i en note: ”Vær opmærksom på, at tallene kan være påvirket af, at nogle lande tester mere end andre.”
I Portugal er omkring 10 % af indbyggerne blevet testet. Paradoksalt er det altså netop den ihærdige indsats, de portugisiske myndigheder gør, som bevirker, at danskerne på vente lidt længere med at rejse til Portugal end til andre Europæiske lande.
Rejsevejledning vil blive finpudset de kommende dage, og i den forbindelse er Portugals Ambassade i København i kontakt med Udenrigsministeriet.