torsdag den 13. december 2018

The Cork Book


Kork er et vidunderligt materiale. Det ved vinelskere, som har flasker liggende i kælderen, hvor de langsomt modnes. Der er intet som lyden af en prop, der trækkes op og spreder forventning om gode oplevelser i glasset.
Men kork er meget mere end korkpropper i vinindustrien. Det er også natur og miljø, da der er tale om et 100 % genanvendeligt naturprodukt. Og så er det ikke mindst design inden for mode, indretning, møbler, arkitektur og meget mere.
Portugal er verdens største producent af kork. 34 % af verdens korkskove ligger i Portugal, og landets produktion af kork udgør næsten 50 % af produktionen på verdensplan. Har man kørt rundt i Alentejo, har man helt sikkert bemærket de afbarkede korktræer i landskabet, hvor der er malet et tal på den nøgne stamme med angivelse af sidste høstår. Høsten foregår gerne hvert niende år, så det er en langsommelig proces. Ca. 80 % af Portugals korkskove ligger i Alentejo, mens resten er fordelt i andre regioner som Algarve og Lisboa.


Verdens største korkproducent hedder Amorim, og ovennævnte tal er hentet fra bogen ”The Cork Book”, som Amorim udsendte tidligere på året – et flot, digert værk, som det er en nydelse at have i hånden. Med sine 380 sider er den tyk og tung, men den er også flot illustreret og smukt komponeret rent grafisk. Forsiden er i blødt kork, som er dejligt at røre ved – en æstetisk og taktil nydelse. Bogen vandt da også bronze ved European Design Awards i juni måned.
Det er altså en bog, man bliver klog af, og som samtidig er dejlig at bladre i. Ok. Der er selvfølgelig også tale om et partsindlæg og en markedsføringsartikel fra Amorim. På den ene side skal bogen i sidste ende fremme salget af kork. På den anden side virker den meget seriøs og videnskabeligt funderet – uden at jeg dog har forsøgt af få verificeret de mange udsagn.
Bogen er delt i tre store hovedafsnit. I det første ”Balance” fortælles om korktræerne rent biologisk og om korkskovene som økosystemer. Korskovene er blandt verdens 36 ”biodiversity hotspots” – altså vigtige, men også sårbare økosystemer. Korkegen har en enorm evne til at optage CO2, hvorfor korkskove er vigtige rent miljømæssigt. Det skyldes, at træet og korken så at sige ånder – en evner, der fortsætter efter høsten. Ja, selv en færdig korkprop kan optage 112 gram CO2.


I bogens andel del, ”Uniquenes”, redegøres nærmere for produktionen af korkpropper, de forskellige typer af propper – fra de bedste, skåret af et stykke, til de billigste lavet af presset korksmulder – og fordelene ved kork fremhæves. Selv om plastik, metalskruelåg og senest glas har vundet frem, er det stadig kork, der dominerer i de europæiske vinlande, og på verdensplan sidder der stadig en korkprop i 7 ud af 10 vinflasker.
Men er der blot tale om tradition og snobberi, når vi som vinelskere foretrækker kork frem for alternativerne? Og når vi som i min indledning lader os forføre af det at trække en prop op? Nej, der er også videnskabelige studier, der fortæller, at vinen udvikler sig bedre ved brugen af kork. Der foregår en lille oxidation – ikke gennem proppen, som mange fejlagtigt tror, men via selve proppen. En korkprop er opbygget 800 millioner små celler, som er fyldt med en luftlignende gas. Det er de mange celler, der gør det muligt at presse korken sammen, hvorefter den efterfølgende prøver at finde tilbage til sin originale form og derfor lukker helt tæt i flaskehalsen. Yderligere betyder de mange celler, at der presses lidt ilt ned i flasken, hvilket er gavnligt for vinen:
”It is the air cells that allow a tiny amount of oxygen to permeate into the bottle, with a uniquely beneficial impact on the evolution of the wine.”
Problemet med TCA (propsyge) omtales selvfølgelig også. TCA er en kemisk forbindelse, som udvikles af naturlige forekommende svampesporer, og resultatet er en fæl lugt af gammel karklud og råd. Risikoen herfor kan aldrig helt elimineres, men er med forbedrede teknikker og øget kvalitetskontrol reduceret væsentligt. Ifølge en artikel i vinbladet Decanter fra april i år opgør kvalitetskontrollen på området, at TCA er blevet reduceret med 95 % siden 2001. Dette er bl.a. sket ved at skære den nederste del af korken væk samt gennem forbedret tørring, kogning, analysering ved kromatografi og efterfølgende selektion, hvorved risikoen for TCA minimeres. TCA forekommer også i træ, hvorfor vin med skruelåg faktisk også kan have prop.


Tredje og sidste del, ”Innovation”, omhandler alt det andet, kork i dag bruges til – både som en erstatning for den faldende produktion af korkpropper – en udvikling, der dog igen er vendt – og som resultatet af almindelig innovation. Gulve, vægbeklædning og isolering kender vi, men det er som om kun fantasien sætter grænser. Huse beklædt med kork udvendigt, ved anlæggelse af jernbaneskinner, i toge, biler og sågar raketter, kunstgræsbaner, skateboards og surfboards, sko, slips og meget andet indenfor mode og design. Herhjemme importerer firmaet Portugal Trends bl.a. tasker og andet design fremstillet i kork.
Et eksempel fra arkitekturen er terminalen for krydstogtskibe i Lissabon. Indenfor kunst og design har den danske kunstnergruppe Superflex brugt kork i en stor installation i Tate Modern i London, hvor der bl.a. blev opstillet gynger lavet af kork. Superflex har selv udtalt om brugen:
”Cork creates a unified, organic surface, as if you were walking into the forest. It has this scent, which adds another level. It´s an organic material, instead of a plastic material, and it serves a function as it absorbs impact.”


Jo, lyden af en korkprop, der forlader flasken, er dejlig. Og ifølge adskillige vinfolk, som udtaler sig i ”The Cork Book”, vil man fortsætte med at anvende kork i vinproduktionen. Men kork er meget mere end vin.

tirsdag den 4. december 2018

Mérito ordenen


I går blev der afholdt en lille ceremoni efterfulgt af en dejlig middag på Portugals ambassade i København – eller rettere i ambassadør Rita Laranjinhas residens i Charlottenlund. Her fik jeg overrakt den portugisiske fortjenstmedalje Ordem do Mérito med graden af kommandør, Grau de Comendador.
Det er jeg selvfølgelig meget beæret og stolt over.


Mérito-ordenen blev indstiftet i 1927 og bliver givet til såvel portugisere som udlændinge for deres gerninger til fordel for Portugal. I mit tilfælde fik jeg den for de mange år, hvor jeg gennem avisartikler, bøger, magasiner mv. samt her på bloggen har berettet om Portugals kultur, historie, vin, portvin mv. og dermed været med til at udbrede kendskabet til Portugal.
Det er Portugals præsident Marcelo Rebelo de Sousa, som på nationaldagen tidligere på året tildelte mig ordenen efter indstilling fra Rita Laranjinhas forgænger i embedet Rui Macieira. En stor tak til ham, til den nuværende ambassadør og til alle på ambassaden for det gode samarbejde, vi har haft gennem årene. Håber og er overbevist om, at det fortsætter i årene fremover.

fredag den 16. november 2018

Katia Guerreiro – en kort præsentation


Urhistorien om fado fortæller, at sangerne kommer fra fattige kår i de gamle centrale bydele som Mouraria og Alfama – som den største af dem alle, Amália Rodrigues, der solgte frugt på gaderne. Sådan har det været i fadoens barndom, men i dag kommer fadokunstnerne nu alle steder fra rent geografisk og med alle mulige forskellige baggrunde.
Sangerinden Katia Guerreiro er f.eks. uddannet læge, men sang sideløbende med arbejdet på hospitalet. Hun er født i 1976 i Sydafrika, vokset op på Azorerne og studerende medicin i Lissabon. Hun debuterede i 2000 ved en mindekoncert til ære for netop Amália, som døde året før, og året efter fulgte så pladedebuten med ”Fado Maior”. Siden har hun udsendt små ti albums – det seneste ”Sempre” her i oktober 2018. I 2010 modtog hun den såkaldt Amália Pris som bedste fadofortolker. Et par på efter fulgte hun yderligere i stjernens fodspor, da hun udsendte albummet ”Live at the Olympia” med en koncertoptagelse fra Olympia i Paris, hvor også Amália høstede stor succes.
Det nye album ”Sempre” (Altid) er blevet til som et møde mellem traditionelle fadomelodier (Fado Menor, Fado Mouraria, Fado Rigorose etc.) og digte og tekster skrevet af navne som Fernando Campos de Castro, Maria Luisa Baptista, Helder Moutinho og Manuela de Freitas og Katia Guerreiro selv, som indleder og slutter med ”A Minha Vida é” (Mit liv er). Albummet har en dejlig spændvidde fra den rene a cappella prolog over traditionelle fadomelodier til nyskrevne. Fra lystige sange i hurtigt tempo som ”Quem Diria” til langsomme ballader som ”Tristeza Velha”.
Udvælgelsen af sange og tekster skete i samarbejde med fadosangeren, arrangøren og producenten José Mário Branco, der selv medvirker på Quem Diria, og digteren og skuespilleren Manuela de Freitas, der har leveret fire af albummets sangtekster.


Katia Guerreiro er nok ikke så kendt herhjemme, men befinder sig et sted lige bag de allerstørste stjerner som Mariza og Cristina Branco. Repertoiret er forholdsvis traditionelt, hvilket også gælder akkompagnementet (portugisisk guitar, spanske guitar og bas), men flot fortolket og udført. Hun optræder mest i udlandet rundt om i hele verden.
Torsdag den 22. november giver Katia Guerreiro koncert på Louisiana i et led i deres årlige fadokoncerter, arrangeret i samarbejde med Portugal ambassade i Danmark. Og tak for det. Rækken af navne tæller bl.a. førnævnte Cristina Branco, Mísia, Helder Moutinho, Ana Moura og Gisela João. Jeg glæder mig at høre Katia Guerreiro, som jeg aldrig har hørt live før.



torsdag den 11. oktober 2018

Jeg glæder mig i denne tid…


Portvin drikker man kun til jul. Sådan lyder en påstand, men det er selvfølgelig en gammel fordom, som slet ikke har sin gyldighed. Eller det vil sige: Portvin kan drikkes hele året – såvel sommer som vinter – og derfor også til jul. Ja, en del gør det faktisk hver dag i december.
De senere år er der nemlig dukket en del såkaldte portvinsjulekalendere op på det danske marked som en konsekvens af den voksende popularitet og udbredelse. Quevedo har sin egen af slagsen, der findes en med vine fra otte forskellige huse herunder Dalva, Dow´s, Taylor og Kopke, Grahams står bag en adventskalender, ligesom drikportvin har fået fremstillet sin egen med vine fra Bulas, Vieira de Sousa og DR. Og endelig findes der portvinsentusiaster, der laver deres egen jule- eller adventskalender med indkøbte små portvine.


AMKA, der bl.a. importerer vin og portvin til COOP, står ligeledes bag en portvinsjulekalender – og den vil jeg selv have stående i december, da jeg venligt har fået tilsendt et eksemplar.
Som enhver anden julekalender taler vi om 24 låger, der åbnes efterhånden, som december skrider frem. Bag lågerne gemmer sig 24 forskellige portvine fra Poças, Rozès og Quinta do Pégo. Vinene fordeler sig på stort set alle typer. Der vil være hvide portvine herunder Lágrima, tawny med og uden alder og colheita samt ruby, LBV og Vintage Port i forskellige årgange. Det sidste skulle være en nyhed i årets kalender, da det efter sigende er første gang, at Vintage er godkendt til at blive tappet i små flasker. Hver flaske er 5 cl. Der er altså nok til et glas om dagen eller til en lille smagsprøve, hvis man er to om at dele kalenderen.
På selve kalenderkassen er der information om de forskellige portvinstyper, man kan støde på i løbet af måneden. Dertil kommer information om de enkelte vine og producenten bag, som man kan læse på sitet portvinskalender.dk, hvor der åbnes en virtuel luge hver dag.
For mit vedkommende begynder julen aldrig før 1. december. Det gør den heller ikke i år – ses bort fra dette lille indlæg. Til gengæld skal julemåneden nok bliver hyggeligt, men et lille glas hver dag.

Kalenderen er udviklet i samarbejde mellem AMKA og COOP og fås i Kvickly, SuperBrugsen og Dagli´Brugsen.  

søndag den 24. juni 2018

Regatta på Douro


Porto, Porto, Porto. Gaia, Gaia, Gaia.
Nej, det er ikke en fodboldkamp mellem de to byer, som ligger på hver side af Douro-floden. Det er kommandoer råbt af vores kaptajn, som står i stævnen af båden i fuld uniform. Kappe, sort hat og smagekop fra portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto. Det er da også netop broderskabet, som står bag den årlige kapsejlads på Sankt Hans dag – dagen efter Porto store, flotte fejring af São João, som de kalder ham her, hvilket foregår med gigantisk fyrværkeri på Dourofloden og stor festivitas.


Siger kaptajnen Porto, skal der styres over mod Porto-siden og modsat, hvis han råber Gaia. For det gælder om at krydse lidt, så man rammer vinden - og samtidig prøve at undgå at ramme de andre både.
Jeg er for andet i år træk inviteret ombord på en af de gamle portvinsbåde, Barcos Rabelos. Sidste år var det båden fra Ferreira – denne gang båden fra Dow´s, hvor jeg fik følgeskab af bl.a. Gustavo Devesas og to andre vikinger, den tidligere formand for Portvinsklubben af 1981 Robert Heinrich Metasch og Steen Højgård Rasmussen fra The Wine Company, som importerer Dow´s til Danmark.


Om det var vikingerne ombord, der gjorde udslaget, er ikke usandsynligt. Det gik i al fald godt og næsten perfekt. Efter en lidt langsom start fik vi kæmpet os frem, og på et tidspunkt ikke langt fra mål lå vi faktisk i spidsen. Men pludselig ingen vind, og i styrbords side så vi båden fra Sandeman komme i fuld fart og overhale os. Da vi fik vind igen, havde de desværre fået så stort et forspring, at vi ikke nåede dem, selv om afstanden blev mindre og mindre. Ak og ve. Ingen husker nummer to, som venlige portvinsvenner fortalte os. Men det er vi nu nogle stykker, som gør alligevel.


Vind og pludselig ingen vind. Det er lidt af et lotteri, hvordan det går, men selvfølgelig ikke helt tilfældigt, da placeringen på floden spiller en rolle, ligesom mandskabet om bord gør deres bedste med ror og sejl. Porto, Gaia og igen Porto. Vi andre gæster løser kun mindre opgave så som at spise de medbragte lækkerier og drikke lidt øl og portvin. Men nogen må jo gøre det sure arbejde.


Sejladsen er mest sjov og ballade og samtidig et flot promovering af portvinsbroderskabet, da bådenes kamp trækker mange tilskuere til. Og kamp er ikke et forkert ordvalg. Undervejs rammer de svært navigerbare både ind i hinanden, og der må skubbe med stager. Denne gang fuldførte alle både, men ofte må en eller to udgå – f.eks. med en knækket mast, som det skete sidste år for Ferreirabåden med mig ombord. Men det hele foregår med et smil – også selv om der selvfølgelig er god prestige i at vinde. Tillykke til Sandeman for en flot førsteplads. Tillykke til Dow´s for en mindst ligeså flot andenplads og også til Calém på tredjepladsen.


Den efterfølgende præmieoverrækkelse, reception og frokost er hyggeligt samvær og en god mulighed for at snakke med de mange bekendte i portvinsverdenen. Og så er det tid til lidt drillerier indbyrdes – sådan mellem brødre. Portvinsbrødre.

onsdag den 23. maj 2018

Júlio Pomar er gået bort


En af Portugals største kunstnere gennem adskillige årtier gik bort i går. Det meddeler Atelier-Museu Júlio Pomar ifølge flere portugisiske medier. Julio Pomar afgik ved døden Hospital da Luz i Lissabon.


For mit vedkommende var hans malerier kærlighed ved første blik. Som jeg redegør for i min bog ”Mit andet hjemland” blev jeg både fascineret af farverne og motiverne i hans billeder, ligesom vi delte fælles litterære og kulturelle referencer. Inden for litteraturen gjaldt det forfattere som Edgar Allan Poe, Charles Baudelaire og ikke mindst portugisiske Fernando Pessoa. Hans portræt af Poe, Pessoa og Poes berømte ravn er f.eks. blandt mine favoritter. 
På musikområdet havde Julio Pomar som jeg en stor kærlighed til fadoen og dens udøvere, som han portrætterede, ligesom han selv skrev tekster til flere fadosange. 
Jeg har også for vane - om muligt - når jeg er i Lissabon at besøge metrostationen Alto dos Moinhos, hvor han har stået for udsmykningen og det bl.a. med azulejos-portrætter af Fernando Pessoa.


Julio Pomar blev født i Lissabon den 10. januar 1926 og nåede altså at blive 92 år gammel. Han debuterede i 1942 efter at have studeret kunst i såvel Lissabon som Porto. Som så mange andre portugisiske kunstnere boede han en del af sit liv i udlandet, da han ikke følte sig hjemme i Salazars Estado Novo. Efter revolutionen i 1974 delte han sin tid mellem Paris og Lissabon.
Fødebyen hyldede ham for nogle år siden ved at indrette Atelier-MuseuJúlio Pomar i Bairro Alto – et fint lille udstillingssted, som er et besøg værd. Her vises nogle af hans egne værker sammen med skiftende særudstillinger af især yngre kunstnere.


Jeg mødte selv Júlio Pomar i 2015 i forbindelse med en fernisering på fadomuseet i Lissabon, som åbnede en udstilling med hans fadorelaterede værker herunder portrætter af Cristina Branco, som lige har gæstet Danmark.


Det kunne være spændende, hvis et udstillingssted i Danmark fik øjnene op for hans livsværk.
Æret været hans minde.

mandag den 21. maj 2018

Vinho Verde fremstød i Danmark


Portugisisk vin har ikke førsteprioritet, når de danske forbrugere og vinentusiaster fylder kurv og kælder op. Selvfølgelig kan Portugal ikke konkurrere med store vinlande som Italien, Spanien og Frankrig, når det gælder kvantitet, ej heller med oversøiske lande som Chile og Sydafrika, men landet fortjener langt mere opmærksom, end det får i dag.
Det kan undre, når man tænker på, hvor populær portvinen er blevet her i landet de senere år, hvor antallet af portvinsklubber og -festivaler vokser støt år efter år.
Rent talmæssigt udgjorde Portugal i 2016, hvad angår mængder lige godt 1 % af den danske import af vin – svarende til 1,9 millioner liter - en lille stigning på 0,1 i forhold til året før (kilde: Dansk Erhverv og VSOD på baggrund af data fra Danmarks Statistik). Det rækker til en 10. plads, hvilket også er placeringen, når man ser på omsætningen.


Hvad angår portvin viser tallene en kraftig vækst. Således er bruttoimporten af portvin steget med hele 44 % i forhold til 2015 og udgør nu 2,2 millioner liter i bruttotal. Der importeres altså en del mere portvin end vin. Man skulle ellers tro, at portvinens voksende popularitet ville have en afsmittende virkning alene af den grund, at de fleste portvinshuse også producerer glimrende bordvine fra Douro DOC. Men dette er i al fald ikke tydeligt.
Da det er min klare overbevisning, at såvel kvaliteten som det man kalder value for money, er til stede, må problemet være manglende kendskab til portugisisk vin – både blandt branchefolk og den almindelige forbruger.
Af samme grund arrangerede organisationen Wines of Portugal tidligere årlige smagninger, men for en del år siden valgte de desværre at trække sig ud af landet, så man nu må til Sverige for at nyde godt af deres tilbud om smagninger og seminarer. Rygter vil dog vide, at de måske er på vej tilbage, hvilket skal hilses meget velkomment.
Samtidig begynder de forskellige regioner også at røre på sig. I sidste uge var der således smagning af Vinho Verde i København arrangeret af Comissão de Viticultura da Região dos Vinhos Verdes (CVRVV) i samarbejde med Vinens Hus.


Her deltog 17 huse i en smagning for branchefolk, og jeg var i den forbindelse inviteret til at holde to små seminarer, hvor jeg fortalte om regionen, dens terroir, de mange druesorter samt ikke mindst de forskellige typer af Vinho Verde. For som en af deltagerne spurgte i pausen: Hvorfor kalder du det en region? Er det ikke en type af vin?
Nej, det er det nemlig ikke, men spørgsmålet var meget sigende. Herhjemme og i mange andre lande forbinder vi mest Vinho Verde med lette, unge, friske og perlende hvidvine med lav alkoholprocent. Sådan er mange af vinene ganske rigtigt med de kendte brands fra supermarkederne i spidsen. Men Vinho Verde er også andre typer af vin, hvorfor ovennævnte CVRVV netop har flertals s i deres navn: Vinho Verdes. Det er også mousserende vin kaldet espumante, det er rosévin, og det er rødvin. Og så er det ikke mindst spændende og vidt forskellige hvidvine, hvor der eksperimenteres med fermenteringsmetoder og fadlagring – uden perler og for nogles vedkommende med flot lagringspotentiale.


Alt dette viste smagningen, hvor de medvirkende huse netop havde en god spredning i forhold til regioner, typer og størrelse. Fra underregionen Monção og Melgaço i nord med deres fantastiske alvarinho-vine over Lima til underregioner som Amarante og Baião i det indre. Fra vine påvirket af Atlanterhavet ved kysten til de mere bjergrige højder ind mod Douro. Fra veletablerede producenter, som allerede har danske importører, til små uafhængige unge producenter, som gerne vil ind på det danske marked. Fra lette og perlende, men vellavede friske vine over knastørre og mineralske vine til fadlagrede og helt burgundiske udgaver.
Efter de to seminarer smagte jeg lidt ved standene – dog uden at tage noter. Jeg vil derfor kun fremhæve enkelte producenter og vine i denne omgang.
For det første er det altid en fornøjelse at smage vine fra Soalheiro og Anselmo Mendes, som begge var repræsenteret. Førstnævnte har i øvrigt lige skiftet importør, så de nu forhandles hos H.J. Hansen og Vinspecialisten. Hos sidstnævnte bliver jeg aldrig træt af at smage Curtimenta og Parcela Única.
Jeg smagte også et par spændende vine fra Quinta de Linhares, som jeg nyligt præsentere i et indlæg. Deres enkeltdruevine er glimrende med dejlig friskhed og flotte aromatisk, ligesom deres Avesso Reserva er en dejlig fyldig vin.
Derudover besøgte jeg bl.a. følgende producenter:


Adega de Monção, som er et kooperativ, der blev grundlagt tilbage i 1958, men altså stadig er i fuld vigør. De producerer især vine på alvarinho, men også blends, rosé og rødvin samt espumante. Jeg smagte bl.a. deres Alvarinho Deu La Deu 2017.


Guapos Wine Project, som både laver blends og enkeltdruevine på avesso, alvarinho og loureiro – og det fra vinmarker i forskellige højder, hvilket fremgår af etiketterne. De to brands, som var med, hedder Castelo Negro og Ardina, og jeg smagte flere af de udmærkede vine, som jeg gerne vender tilbage til en anden gang.


Vinho Verde Young Projects er fire unge producenter med hver deres profil, som i 2015 slog sig sammen markedsføringsmæssigt. For at fejre samarbejdet har de valgt at lave et fælles blend med det sigende navn VVYP Signature 2015, som altså er et blend af vin fra flere underregioner, Monção og Melgaço, Amarante og Baião. En spædende og anderledes Vinho Verde vin, som var lidt svær at sætte i kategori og tydeligt bar præg af, at to af vinene var lagret med battonage.
Et par de fire unge producenter, MQ Wines (Vales dos Ares) og Sem Igual, traf jeg tidligere i år til den alternative vinfestival Simplesmente Vinho i Porto. I København var alle fire repræsenteret, men foruden deres fælles signatur nåede jeg desværre kun at smage vinene fra Quinta de Santiago og må derfor have Casas Novas til gode til en anden gang.


Da Joana Santiago venligt gav mig en flaske med hjem, følger her noter på deres alvarinho.
Quinta de Santiago Alvarinho 2017, Monção e Melgaço: Lagret sur lie. Citrongul til strågul, klar uden perler. Dejlig aromatisk med tydeligt frugtpræg, moden pære, lidt floral og med afdæmpede tropiske noter som fersken. Ikke så høj på syre, men dog i balance og med friskhed, blød og cremet i munden, mineralsk. Et dejligt glas.
Alt i alt en god smagning, som viste bredden og forhåbentlig fik nogle af gæsterne til at få øjnene op for regionen og dens mangfoldighed. Og det forlød fra den danske arrangør, Vinens Hus, at der skulle være flere portugisiske fremstød på vej, hvilket jeg i al fald vil se frem til.
PS: Du vil i øvrigt kunne læse mere om Vinho Verde i min artikel i juniudgaven af Din Vinguide.