lørdag den 24. juni 2017

Regatta på Douro

Min karriere som kapsejler blev kort. Troede ellers på gode vinderchancer, da der nu var en ægte viking ombord på den gamle Barco Rabelo, som efter sigende er delvist inspireret af de gamle vikingeskibe. Men nej. Sådan skulle det ikke gå. Fem minutter efter starten brød sejlet sammen. Knækket og knust. Turen var slut, og vejen tilbage var i form af bugsering af en lille båd med påhængsmotor.
Ærgerligt, men fornøjeligt var det.


Båden var opkaldt efter selveste Dona Antonia og tilhører portvinsfirmaet Ferreira. Jeg havde fået lov til at være med blandt besætningen, da båden skulle sejle om kap med de andre portvinsbåde – en årlig sejlads arrangeret af portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto. Her bliver alle de gamle både sejlet ud til udmundingen af Douro, hvorefter de skal sejle ind til mållinjen lige ud for Sandemans lodge. Festligt, fornøjeligt, men altså også en kort tur for vores vedkommende.
Vinder af årets regatta blev i øvrigt Calém, som vandt foran båden fra Fonseca. Vores båd var vist den eneste der udgik, hvis vi ser bort fra Dow´s, som sank natten inden – måske som følge af São João festen. Visse tunger vil nok sige sabotage. Det påberåbte vi os også, og så vi var vi enige om, at vi i det mindst var den første båd, der sluttede sejladsen.


Turen starter med, at man mødes sammen med det øvrige mandskab og får udleveret T-shirt og andet udstyr. Derefter stiger man ombord, hvorefter en motorbåd bugserer os ud til udmundingen, hvor vi og de andre både så venter på starten. Ventetiden går med en god snak og en del vin og portvin samt spisning af medbragte lækkerier. Med i båden var bl.a. Inez Vaz, António Rocha Graca og Ligia Marques fra Sogrape samt Luis Sottomayor, som er winemaker for Sandeman, Offley og Ferreira og Confraria-kaptajnen João Engracia Antunes. Dejlige mennesker, som det var rart at få en snak med.


Da det annonceres, at der er fem minutter til start, stiger intensiteten. Den del af mandskabet, der har det hårde arbejder tømmer deres glas og gør sig klar. Vi andre venter lidt og skåler endnu en gang. 


Da starten så lyder, hejses sejlene, nogle både får fart på med det samme, andre har vanskeligheder. Det sidste gjaldt desværre Ferreiras båd, som aldrig nåede at få fart og snart med sammenbrud til følge. Men så var der jo tid til et glas mere eller to, mens vi langsomt blev sejlet retur.



Idéen med en årlig regatta er glimrende. Det er et flot syn for turister og alle andre at se de mange flotte både komme sejlende. Og så er det ikke mindst en herlig event, som efterfølges af præmieoverrækkelse ved Sandemands portvinskælder og en middag med vin og portvin indenfor. God reklame for de forskellige portvinshuse. God reklame for portvinsbroderskabet. Og en god anledning til en fest for portvinsfolket.

Ramos, cricket og São João

Kort før afrejse skrev jeg til Ana Rosas fra Ramos Pinto for at høre, om der måske kunne være mulighed for at smage deres nye Vintage 2015, hvis jeg kikkede indenfor. Svaret var en invitation til en større smagning samt frokost, men det sidste måtte vi desværre sige nej tak til, da vi havde en anden aftale.


Dagen startede med den obligatoriske, men altid interessante tur rundt i museet. Synes altid jeg opdager nye detaljer, når jeg er der, fx gamle sjove flasker. Derefter gik vi i kælderen længere oppe bagved, hvor også den gamle, støvede Vintage kælder ligger med et hav af flasker fra før og nu.


Smagningen blev afholdt sammen med Ana Rosas i hendes blending-rum med det berømte piano fyldt med en lang række fadprøver, som hun han eksperimentere med. Vi blev præsenteret for fire forskellige serier, hvoraf de to handlede om komponenter. Alt blev stillet frem, så der var så at sige ”fri bar”.


Jeg lagde ud med Vintage 1983 – året, hvor João Nicolau de Almeida valgte at lave portvin på enkeltdruer for at studere de forskellige sorter og deres udvikling hver for sig. João havde jeg heldigvis fået en lille snak med aftenen før ved Confraria-festen, hvor hans to sønner og hans datter alle blev optaget i broderskabet.
Det er fjerde gang jeg er så heldig at smage og sammenligne enkeltdruer med helhed – nærmere bestemt Tinta Barroca, Touriga Franca, Tinta Roriz og Touriga Nacional samt altså Vintage 1983, der jo altid imponerer. Læs mere her.


Derefter kastede jeg mig over tre nye flasker. Quinta do Bom Retiro Vintage 2014, Ramos Pinto Vintage 2015 og en netop flasket LBV 2013. Bom Retiro var utrolig fyldig med masser af frugt og struktur, men den nye Vintage var lidt mere elegant i stilen, med også kraftig og godt med tanniner. Ana Rosas fortalte, at hun ikke et øjeblik var i tvivl om, at de havde materialet til en Vintage af den gode slags, selv om den nok ikke har samme udsigter som 2011. Til gengæld var hun tvivlende overfor, om de ville deklarere 2016, som andre huse jo valgte at satse på. Så hvem ved, måske ender det med en ægte split-deklaration mellem de to år og ikke et klassisk, bredt deklareret år.


Næste serie var deres altid dejlige 10, 20 og 30 års Tawny, hvor især 20 års er en af mine absolutte favoritter med en perfekt balance mellem friskhed og de mere tunge fadnoter. Her blev de smagt op mod nogle af de gamle colheitas, som bruges til at give dem karakter, henholdsvis fra 1900, 1909 og 1924. En fin test at kunne genkende noter og nuancer fra de gamle i de færdige blend.




Endelig havde Ana Rosas stillet et par gamle svende fra 1884 op, en rød og en hvid colheita. Spørgsmålet fra mesteren var, om vi kunne se eller smage, hvad der var hvad. Farvemæssigt var den hvide faktisk mørkere end den røde, men der var et eller andet i smagen, som fik mig til at gætte rigtigt. Smagsmæssigt var de uhyre koncentrerede og intense med balsamico, puddersukker etc. Dejligt at prøve, men for intenst til at nyde et helt glas af.


Frokosten måtte vi desværre springer over, men tak til Ana for en herlig og lærerig smagning. Fra Ramos Pinto gik det i taxi ud til den engelske cricket og tennisklub, hvor Alvaro van Zeller havde inviteret til ”let frokost”. Foruden Alvaro selv deltog bl.a. Carlos Flores fra Andresen, tyske Axel Probst og de danske vikinger inklusiv de to nyudnævnte medlemmer af Confraria. Som ekstra dessert blev der disket op med nogle privat medbragt flasker. Lidt sparsomme noter:
Warre Colheita 1940: Balsamico og puddersukker i næsen, tydeligt fadpræg, lidt sprittet hale, men den fandt frem, som den fik lidt tid i glasset og endte faktisk med at være fremragende og godt balanceret.
Barãro de Vilar White Colheita 1940: En fadprøve, som Alvaro stadig arbejder med. Meget mørk med balsamico og fint med syre, intens, sød og meget udviklet, nærmest Madeira-agtig . Ikke helt i balance, men mon ikke Alvaro skal ende med et godt resultat.
Noval Nacional 1986: Lidt vag i næsen med røde bær. Ikke så intens som Nacional normalt er, bløde tanniner. Manglede noget fylde og karakter.
Noval Crusted Port fra 1962 (men også med 1963): Rødbrun med røde bær og modne kirsebær i næsen. Manglede måske lidt stringent struktur, men udviklede sig fint i glasset, så derfor faktisk et udmærket glas.
Noval 1955: En fornøjelse fra start til slut. Lidt uklar, men med en flot næse af kirsebær og modne røde bær. Dejligt modnet, men stadig med frugt og bær i smagen, flot balanceret og lang hale. Virkelig høj klasse og et glas, som til fulde viser, hvad en gammel Vintage fra et godt år og et godt hus kan præstere.


Om aftenen fejrede de danske vikinger Sankt Hans sammen med et dejligt traktement med bl.a. krabbesalat, skinke fra en sortfodsgris og foie gras samt vinho verde fra Anselmo Mendes, rødvine fra Vale Meão og Ramos Pinto samt portvine. Det sidste omfattede både lidt rester fra frokosten samt et par gamle flasker fra Grahams, Vintage 1945 og Vintage 1948.
Aftenen sluttede, som den skal. Det store festfyrværkeri blev nydt fra toppen af Gaia-siden. Derefter en lang tur ned i mængden og hen lags kajen, så jeg også fik min årlige ration af kulørte plastikhamre, som med deres piv-lyd ønsker en god São João.

For flere detaljer om São João læs her.

fredag den 23. juni 2017

Dagen før Sankt Hans

Som der efterhånden er tradition for tilbringer jeg nogle dage i Porto omkring Sankt Hans. Primært for at deltage i den årlige event i portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto, som jeg blev optaget i sidste år, men også for at deltage i folkefesten São João, som Sankt Hans kaldes hernede.
I år skulle to portvinsvenner fra Danmark optages i broderskabet, så de skulle selvfølgelig også fejres. 


Det foregik ved ceremonien på Børsen i går aftes, og efterfølgende var der procession gennem byen og festmiddag med gode vine og et glas portvin eller flere.
Men dagen startede lang tid inden. Om formiddagen besøgte vi mastodonten Porto Cruz og deres mindre brand Dalva, som har specialiseret sig i hvid portvin med alder og Colheitas. Vi fik først en rundvisning i produktionsfaciliteterne efterfulgt af en flot smagning samt endelig en ”let frokost” – et begreb, som der efterhånden jokes en del med, da det portugiserne kalder en let frokost ofte viser sig at være adskillige udsøgte retter med god vin, hvilket også var tilfældet her.


Smagningen var planlagt af Elsa Couto og winemaker Pedro Pina Cabral og omfattede følgende vine fra Dalva:
Dry White: Helt lys, meget tør, frisk og floral, men også med fin frugtpræg.
Dry White Reserva: Lidt mørkere og med begyndende fadnoter i næsen og lidt federe konsistens. Men stadig frisk og let med blomster i næsen.
10 års White: Lys gylden. Blomster i næsen, lidt sødere, men stadig tør, diskret fadkarakter.
20 års White: Mørkere, gylden til orange. Fadkarakter i næsen, lidt vanilje og mandel samt blomster. Fyldig og frisk.
40 års White: Orangebrun i farven, flot duft med nødder og lidt orange. Lidt tawnypræg og lidt sprittet bid, men dejlig.


White Colheita 2007: Lys orange, orange i næsen, mandarin og lidt mandel, frisk med fin syre og i flot balance.
Golden White 1989: Nødder og mandel i næsen, mere modenhed og lidt orangepræg. Kraftig og med større kompleksitet end de tørre udgaver.


Golden White 1971: Mørk gylden, nødder og orangeskal i næsen, lidt sprittet hale, men i flot balance. Synes at vokse for hver gang, jeg smager den.
Golden White 1963: Flot moden, gylden som en lys tawny, stadig med friskhed med udpræget fadpræg med mandler. Ok med syre til at balancere. Et flot glas.
Golden White 1952: Ikke helt balanceret denne gang. Gylden med nødder, men også lidt acetone i næsen. Manglede lidt friskhed, men stadig en flot vin.


Efter denne flotte start på dagen fulgte så Confrariaceremoni og festmiddag, hvor der var lejlighed til at få en snak med en lang række af venner og kontakter i portvinsverdenen. Og det er jo altid en fornøjelse, når man både nyder portvin og skriver om det.

Og til sidst. Tillykke til Peter Skov og Ivan Madsen. Velkommen i broderskabet.


mandag den 19. juni 2017

Udvalgte digte af Pessoa

Jeg har flere gange spekuleret over, hvem jeg egentlig holder mest af? Den stilfærdigt filosoferende hyrdedigter Alberto Caeiro, den fabulerende, maniske og futuristiske Álvaro de Campus eller den neoklassicistiske Ricardo Reis? For ikke at tale om bogholderen Bernardo Soares, den engelsksprogede Alexander Search eller Fernando Pessoa selv?
Jeg holder af dem alle – hver for sig og tilsammen. Og ikke mindst holder jeg af Fernando Pessoa, som er ophavsmand til dem alle – og som altså også publicerede digte og meget andet i eget navn.
Pessoa blev født i Lissabon i 1888, men tilbragte en del af sin barndom og ungdom i Sydafrika. I 1905 vendte han tilbage til Lissabon, hvor han levede af at oversætte handelskorrespondance og døde af skrumpelever som kun 47-årig i 1935.
Sideløbede skrev han – ikke kun digte, men også skuespil, essays, filosofiske tekster og sågar en rejsefører. Og han skrev ikke kun i eget navn, men også i en lang række heteronymer, hvor af de største og mest kendte er netop Caeiro, Campus og Reis. Digterkollegerne havde ikke blot deres eget navn, de havde også deres egen biografi, identitet og personlighed. De skrev med deres helt egen stemme og i deres egen stilart, og de polemiserede indbyrdes, anmeldte hinandens bøger og skrev udkast til forord til hinandens udgivelser. Kun lidt blev dog publiceret, mens Fernando Pessoa levede, da det meste blev fundet som en gang rodede manuskripter og notater efter hans død.
Brøndums Forlag har tidligere udsendt fire bind med digte af de tre store heteronymer og Pessoa selv i Peter Poulsens oversættelse. Nu er der på Rosinante tillige kommet et stor og fyldigt udvalg heraf, som giver en glimrende introduktion til et af modernismens helt store skikkelse.
Først fårehyrden Alberto Caeiro, som hylder naturens enkelthed og konstant minder os om ikke at tillægge tingene anden betydning end det, de er og besidder i sig selv. For nu at citere et helt lille digt, som fint beskriver hans filosofi:
”Postvognen kørte forbi på vejen, og er forsvundet;
Og vejen blev hverken smukkere eller grimmere af det.
Sådan går mennesket gennem verden.
Vi føjer intet til og trækker intet fra; vi passerer og vi glemmer;
Og solen møder til tiden hver eneste dag.”
Anderledes voldsom er skibsingeniøren Álvaro de Campos, som tydeligt er inspireret af Walt Whitman. Her hyldes fremskridtet, teknikken og storbyens larm. Hør blot indledningen til den kendte Triumfode:
”I det skærende lys fra fabrikkernes store, elektriske camper
Sidder jeg febril og skriver.
Jeg skriver som et snerrende rovdyr, hungrende efter skønhed,
Denne skønhed totalt ukendt for de gamle mestre.”
Er der langt fra Caeiro til Campos, er der mindst lige så langt til Ricardo Reis med hans stramt komponerede digte fulde af henvisninger til antikken. Han er også ophavsmand til en række kærlighedsdigte henvendt til forskellige kvindeskikkelser – eller nok rettere muser, da det er småt med kødelighed hos Pessoa generelt:
”Kom og sæt dig, Lidia, hos mig ved flodens bred.
Lad os stille følge dens kurs og lad os forstå
At livet glider forbi, og vi holder ikke hinandens hænder.”
Sidste digter i rækken er Fernando Pessoa selv, og her finder vi nogle meget spændende digte, som bl.a. henter deres stof i barndomserindringer, i hverdagsglimt fra livet i Lissabon eller i drømme. Men også i tanker om landets historie som i digtet om Portugisernes Hav:
”Dit salt er vore tårer slet og ret.
O hav, som portugiserne har grædt!
Hvor mødrene har mistet mange sønner
Og børnene opsendt forgæves bønner!
For at du skulle blive vort, o hav,
Umådelige ofre vi dig gav.”
Det er ikke uden grund, at en del af Fernando Pessoas digte er endt som fadosange med deres melankolske – og meget portugisiske – tone. Men Pessoa var ikke bare Pessoa. Pessoa var også Caeiro, Campos, Reis og de mange andre stemmer, som jeg alle holder af. Og måske er det netop her sandheden om min fascination af Pessoa ligger gemt. Han er aldrig blot Pessoa. Han er de mange stemmers digter. Inderlig stilfærdig, poetisk, voldsom, højtråbende, aggressiv, melankolsk, eftertænksom. Han er det hele.
Bogen præsenterer et glimrende udvalg for såvel nybegyndere som øvede. Og endelig har bogen et fint introducerende og forklarende forord ved Martin Bastkjær, så alle kan være med.  


Fernando Pessoa: Udvalgte digte. Rosinante 2016, 310 sider.

onsdag den 10. maj 2017

Gamle skibe, 200 års portvin og broderskab

Det er ikke hver dag, man inviteres til en udstilling af modeller af gamle sejlskibe, smagning af portvin med i alt 200 år på bagen samt en optagelsesceremoni i et vinbroderskab. Men sådan lød programmet sidste torsdag på Børsen i København for et arrangement, som Quinta da Boeira, AICEP og den portugisiske ambassade i Danmark havde inviteret til. Og da en venlig opringning fra ambassaden gjorde mig opmærksom på, at de havde indstillet mig til optagelse i sammenslutningen af portugisiske vinbroderskaber, mødte jeg selvfølgelig op.


Men først lidt om Quinta da Boeira. De senere år er der dukket mange nye navne op i portvinens verden. Nogle er mindre quintaer, som i stedet for at levere druer til de store firmaer begynder at producere portvin under eget navn. Andre er firmaer, som ikke selv ejer jord, men opkøber druer eller især gamle fade rundt om i Douro.
Det lidt specielle ved Quinta da Boeira er, at quintaen ikke ligger i Douro, men midt i Vila Nova de Gaia. Foruden den flotte hovedbygning er der vinkælder, bar og smagelokaler i en bygning formet som et flaske og om et par år følger et hotel – alt sammen noget, der signalerer vinturisme.  Quintaen kan dateres tilbage til 1850, og der har været handlet med vin og portvin siden 1920.  I 1999 kom der nyt ejerskab til, hvorefter der har været arbejdet ihærdigt for at synliggøre firmaet under slogans som ”Wines with History” og med fokus på kunst og kultur samt fra og med i år også som eksportør af portvin under eget navn. Quintaen udstiller f.eks. en samling på 23 håndlavede skibsmodeller, fremstillet af den tidligere fisker og sømand Albino Costa. Samlingen skal fejre 500 året for den første jordomsejling, som Fernão Magalhães foretog i 1519, hvorved han også opdagede søvejen nedenom Sydamerika. 


En del af de flotte skibsmodeller var fragtet til Danmark og blev udstillet i de flotte omgivelser på Børsen – et sted, der jo kender til portvin i forvejen, da det er her Henrik Oldenburg afholder sin årlige portvinsfestival første mandag i november. 


Quinta da Boeira har både bordvin og portvin i deres portefølje. På portvinsområdet koncentrerer de sig udelukkende om vin med årgang eller alder: Tawny Reserve, 10, 20, 30 og 40 års Tawny samt en Very Old Tawny, Colheita og Vintage. De annoncerede 200 års portvin dækkede over fem glas, nemlig tawnyserien og så den helt gamle, som angiveligt skulle have en gennemsnitsalder på ca. 100 år.


Her er mine smagenoter:
10 års Tawny: Rødbrun med orange kant, klar. Duft af modne kirsebær og lidt røde bær samt tørrede frugter. Stadig med frugt og god friskhed, fin syre og balance, måske lidt vel ligefrem og let, lidt sprittet hale.
20 års Tawny: Brunrød med lys orange kant. Ikke så ekspressiv i næsen, tørrede frugter, marmelade, rosiner og lidt karamel. Mere fyldig og cremet i munden med tørrede frugter og lidt orange samt fin balance.
30 års Tawny: Flot tawnybrun med lys orange kant. God og intens duft af rosiner, nødder, honning og orangeskal. Dejlig fyldig med også med friskhed og i god balance, orange, mandel og lidt kaffe samt et fint syresvip med halen. Faktisk en flot vin.
40 års Tawny: Mørkere, brun. Lidt lukket i næsen, åbnede dog op for nødder, tørrede frugter og marcipan. Tungere, mere fyldig og med mere kompleksitet. Pænt balanceret med nok syre til at kontrastere de lidt tungere fadnoter. Ok hale med mandelsmag.
Very Old Tawny: Brun med lidt grønt skær. Koncentreret og intens, men måske og lidt sprittet i næsen. Tørrede frugter, valnød, lidt orangeskal og balsamico. Cremet fyldig struktur, kompleks og med flot syre, alderen taget i betragtning. Tørrede frugter og kaffe, flot friskhed og en lang eftersmag.


Efter smagningen fulgte optagelsesceremonien i vinbroderskabet. Sidste år havde jeg den ære at blive optaget i portvinsbroderskabet, Confraria do Vinho do Porto. Denne gang gjaldt det Federacão das Confrarias Báquicas de Portugal, som er en sammenslutning af de forskellige vinbroderskaber i landet herunder portvinsbroderskabet. I forbindelse med arrangementet på Børsen holdt de en lille optagelsesceremoni, hvor bl.a. Portugals ambassadør i Danmark, Rui Macieira, blev optaget. Ambassaden havde indstillet mig til optagelse som æresmedlem grundet mine skriverier om portugisisk vin, hvorfor jeg også blev kaldt op og modtog en medajle og et diplom, hvorefter jeg skrev under i broderskabets store bog.
Quinta da Boeira var ikke ene om at være til stede på Børsen den dag. Der var også mulighed for at smage gode portugisiske oste og vine fra andre regioner. Her smagte jeg bl.a. hvid- og rødvine fra Manzwine fra Cheleiros ved Mafra i Lissabon-regionen samt en spændende hvid hedvin fra Villa Oeiras fra det gamle vindistrikt Carcavelos, som nærmest ligger i storbyen Lissabon og derfor har kæmpet en brav kamp for overlevelse. Et spændende bekendtskab, som jeg vil studere nærmere en gang i fremtiden.


Læs mere om Quinta da Boeira her.

mandag den 1. maj 2017

På skovtur med Julia Kemper

Det var modstræbende, at Julia de Melo Kemper sagde ja til at overtage Quinta do Cruzeiro, som har været i familiens eje i 400 år. Hun arbejdede som advokat og havde ingen intentioner om at blive vinbonde. Men efter nogle års betænkningstid sagde hun i 2003 ja, hvilket hun aldrig har fortrudt siden. Godt nok bor hun stadig i Lissabon og elsker storbyens liv, men hun pendler gerne op til Dão og elsker at gå rundt på ejendommen med dens ro og skønhed eller snuppe en tur på mountainbike på de små stier, hvor granit eller marmorklipper stikker frem.


Da jeg besøgte hende lørdag, startede vi med at gå en tur gennem skoven, som konstant skal rengøres og vedligeholdes. Herefter dukker vinmarkerne frem for igen at blive afløst af skov. Mærk duften af alle træerne, af pinje og eukalyptus. Du vil genfinde dem i min vin, forudsagde Julia Kemper.
Kort efter måtte vi slå paraplyerne op, da der langt om længe kom regn – noget som har været savnet i regionen. Det blev nu ikke til meget, men senere om natten kom der mere.


Skoven, den golde granitjord, store temperaturforskelle og så det faktum, at Dão ligger på et plateau gemt bag bjergene, giver det særlige terroir. Undervejs på turen passerede vi også den del af skoven, som brændte sidste år. En ældre bygning røg med i købet, men heldigvis blev de øvrige samt ikke mindst vinmarkerne sparet.


Der er blevet produceret vin længe på ejendommen, men ikke med henblik på salg. De 60 hektar giver 60.000 flasker om året, som ligeledes fremstilles på stedet, hvor Julia Kemper har udvidet faciliteterne og har planer om endnu en tilbygning, der skal bruges som lager. 


Der dyrkes og fremstilles også lidt olivenolie og vineddike samt holdes får på quintaen og til smagningen nød vi stedets egen ost og olivenolie. Alt sammen dyrket økologisk, hvilket altså også gælder vinene – noget Julia Kemper lægger stor vægt på.


Med udsigt til skoven, smagte vi følgende.
Julia Kemper Branco 2005: Gulgrøn. Et blend af Encruzado og Verdelho. Pære, lemon, passionsfrugt og florale noter i næsen. Flot friskhed og fylde, fin balance og en god lang hale.
Julia Kemper Branco Reserva 2001: Samme blend, men med lidt mere Verdelho, lagret et år på nye fade og seks år på flaske. Strågul. Mere ekspressiv i næsen med fin frugt, lemon, fersken og lidt tropisk frugt og smør fra lagringen. Tydeligt fadpræg, men stadig med fin friskhed og god syre til at balancere. Dejlig nu, men kan også lagres.
Curiosity Branco 2013: En særlig topvin, som kun laves, hvis alt går op i en højere enhed. Druerne er plukket tidligere og lagret på gamle fade. Gulgrøn. Citronskal og blomster i næsen samt lidt harpiks og pinje, som skoven. God struktur i munden og med mindre fadpræg. En flot vin med stor friskhed og fylde og meget velafbalanceret.


Aragonez 2012: Rubinrød, ikke så intens – lidt som en Bourgogne. Det samme gjaldt næse og smag. Ung frugt, kirsebær, blomster samt skov og jord. Fin brugt og meget bløde og velintegrerede tanniner. Lidt røget og mineralsk eftersmag.
Elpenor 2010: Vinen er opkaldt efter en lille sommerfuglelarve, som kun trives under de bedste betingelser. Etiketten er malet efter et foto, som blev taget i vinmarken. Blend af Touriga Nacional, Tinta Roriz, Alfrocheiro og Jaen. Rubin med let lilla kant. Ekspressiv i næsen med ren frugt og mørke bær. Elegant med godt med syre og frugt i munden.
Julia Kemper Reserva 2010: Mørk rubin med brunlig kant. Mørke bær og igen såvel floral og med noter fra skoven.  Mere fyldig og taktil i munden med god struktur og større kompleksitet. Noter fra fadet, men balancerende. God syre og velintegrerede, men markante tanniner.
Touriga Nacional 2011: Mørk rubin. Flot og ekspressiv duft af brombær og andre mørke bær samt violer. Dejlig frugt, krydret med lidt rosmarin og mokka, meget harmonisk og med bløde tanniner i halen.


En fin serie af vine, som viser, at Julia Kemper klarer sig ganske godt som vinbonde. Samtidig har hun også vist dygtighed i at promovere Julia Kemper Wines. Julia fortalt i øvrigt, at hun snart sender en enkeltdruevin på Jaen på markedet. Spændende, da nabolandet jo har god succes med samme druesort, hvor den går under navnet Mencia.

Læs mere om Julia Kemper Wines. Vinene importeres af Nordentoft Wine

søndag den 30. april 2017

Vine fra Álvaro de Castro

Mit andet besøg i Dão gjaldt en anden mester, når vi taler om kunsten at lave vin i denne region, Álvaro de Castro. I 1980 arvede Álvaro de Castro den familieejede ejendom Quinta da Pellada, der sammen med Quinta de Saes leverer vinmarker og dermed druer til hans vine. Pellada ligger lige for foden af Sierra de Estrela – og som det gælder de fleste vingårde i Dão er der i modsætning til i Alentejo ikke de store skilte, der viser én på vej, så jeg måtte spørge et par gange, inden jeg fandt stedet.


En tur ud i markerne viste igen det barske landskab med granit og marmorblokke strittende op mellem markerne – betingelser som føder de dejlige Dão-vine. Vinmarkerne er tilplantet med både enkeltdruer og med vinhas velhas, som er blandende druesorter i samme mark – 12 forskellige hvide og 18 forskellige røde sorter. Et værre rod, som dog giver fremragende materiale til gode vine – både på grund af vinstokkenes alder og på grund af et ofte unikt blend. Når en vinplante dør, bliver den da også erstattet af akkurat samme sort og samme klon, så det særlige ”field-blend” forbliver det samme.


Derefter blev det til en fin smagning på verandaen foran et lille gæstehus på ejendommen. Álvaro de Castro bruger ikke meget fadlagring, da han ikke ønsker at camouflere frugten bag træ og fad. Helt fint for en som mig, som ikke er til overdrevet fadpræg. 


Smagningen omfattede vine fra begge ejendomme:
Quinta de Saes Rosé 2016: Lavet på et blend af Alfrocheiro, Tinta Roriz, lidt Baga og Cabernet Sauvignon. Meget lys rosé, let perlende lige efter opskænkning. Blomster og andre vegetale noter samt lidt grøn peber. Let og frisk, men med fin smag, lav alkohol.
Quinta de Saes Reserva Branco 2014: Blend af Encruzado, Bical og Cercial, uden fadlagring. Frisk duft med vegetale noter som asparges, men også lidt tropisk frugt. Mineralsk, frisk og elegant, men måske lidt kort.
Quinta da Pellada Primus 2014: Blend direkte fra marken fra gammel vinhas velhas med især Encruzado. Lagret på ståltank og på lidt egetræsfad til sidst. Meget intens i næsen med citrus, æble og lidt banan. Flot frugt, men også salt og mineraler og ok med syre. En kompleks vin med flot struktur.
Quinta de Saes Tinto 2014: Et blend af Alfrocheiro, Jaen, Touriga Nacional og Tinta Roriz. Rubinrød, men ikke så intens. Fin duft af kirsebær og andre røde bær. Frisk med god frugt og godt med syre samt bløde tanniner. Lidt som en ung Bourgogne.
Quinta de Saes Tinto Reserva 2013: Lavt halvt på vinhas velhas og halvt på andre druer. Fin rubin. Mere elegant i næsen med røde bær, viol og florale noter. Godt med frugt, fin struktur og bløde tanniner.
Quinta da Pellada 2012: Lavet på vinhas velhas, herunder Touriga Nacional og Tinta Roriz, lagret to år på fad og to år på flaske. Rubinrød, ikke så intens i farven. Duft af ren frugt og røde bær. En elegant vin i flot balance og med bløde tanniner.
Quinta da Pellada Carrosel 2011: 100 % Touriga Nacional fra gamle vinmarker med op mod 20 forskellige kloner. Og skulle man være i tvivl om, at den druesort kan levere god kvalitet som enkeltdruevin, fjerner Carrosel al skepsis. Mørkere og mere intens i farven. Mørke bær og violer i næsen. Rig på frugt, men med stor elegance og flot struktur. Bløde, indsmigrende og meget bløde og integrerede tanniner. Lang, let krydret eftersmag. En virkelig topvin fra en stor producent. Og skal jeg være ærlig, er det den bedste Touriga Nacional, jeg nogensinde har smagt.



Vinene fra Quinta de Saes fås hos Portugisisk Vinkælder. Læs mere om Quinta da Pellada her.