Helena Gonçalves´ rødder

Det er desværre ikke så ofte, at vi har mulighed for at se portugisisk kunst herhjemme. Men lige nu er chancen der i Aarhus, hvor den portugisiske fotokunstner Helena Gonçalves er aktuel med udstillingen Raiz på Galleri Image. Udstillingen blev åbnet i fredags af Portugals ambassadør i Danmark, João Maria Cabral, og kulturrådmand i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad. 

Raiz betyder rod eller rødder, og der er på den ene side tale om nogle meget personlige iscenesatte fotografier som en form for erindring eller dagbogsnotater. På den anden side er billederne meget åbne for tilskuerens indlevelse og egen fortolkning - og overskrider derved også det personlige.

”De er lavet ud fra erindringen og optaget i Algarve, hvor jeg kommer fra,” fortæller Helena Gonçalves, som deltog i ferniseringen online fra Lissabon, hvor hun i dag bor og arbejder.

En kvinde der går med en kuffert af en vej og taber en masse skeer fra kufferten. Et gammelt og småmuggent stykke brød, der ligger på en vej. To ældre mennesker siddende i en mark med ryggen til. En stabel af gamle opmagasinerede møbler. En kvinde med flagrende rødt hår, der skjuler ansigtet.

Genfortalt som ovenfor virker motiverne enkle, men billederne er symbolladende og samtidig er kun det mest nødvendige oplyst og derfor synligt i mørket, hvilket er en bevidst strategi fra kunstnernes side.

”Jeg har optaget om natten. Det, synes jeg, er bedre, da jeg så kun sætter lys på det, jeg vil vise og dermed skaber scenariet. Jeg kan gode lide at arbejde med mørket, når jeg komponerer et billede. Jeg maler med lyset,” forklarer Helena Gonçalves.

Vi ser altså kun, hvad fotografen ønsker, at vi skal se. Men mørket udenom er ikke bare en ramme eller en kontrast, men også betydningsbærende i sig selv.

Helena Gonçalves er født i Portimão og underviser i dag ved Ar.Co (Centro de Arte & Comunicaçâo) i Lissabon. Hun er endvidere medstifter af Black Box Atelier, fotograf for Grupo de Teatro Utero og har udstillet i Portugal, Spanien, Frankrig, Italien og Tjekkiet samt altså nu i Danmark.

Det er ikke en stor udstilling rent omfangsmæssigt, men spændende, hvis man interesserer sig for fotokunst.

 

Udstillingen Raiz af Helena Gonçalves kan ses på Galleri Image, Vestergade 29 i Aarhus frem til den 27. juni.

Júlio Pomar er gået bort

En af Portugals største kunstnere gennem adskillige årtier gik bort i går. Det meddeler Atelier-Museu Júlio Pomar ifølge flere portugisiske medier. Julio Pomar afgik ved døden Hospital da Luz i Lissabon.

For mit vedkommende var hans malerier kærlighed ved første blik. Som jeg redegør for i min bog ”Mit andet hjemland” blev jeg både fascineret af farverne og motiverne i hans billeder, ligesom vi delte fælles litterære og kulturelle referencer. Inden for litteraturen gjaldt det forfattere som Edgar Allan Poe, Charles Baudelaire og ikke mindst portugisiske Fernando Pessoa. Hans portræt af Poe, Pessoa og Poes berømte ravn er f.eks. blandt mine favoritter. 

På musikområdet havde Julio Pomar som jeg en stor kærlighed til fadoen og dens udøvere, som han portrætterede, ligesom han selv skrev tekster til flere fadosange. 

Jeg har også for vane - om muligt - når jeg er i Lissabon at besøge metrostationen Alto dos Moinhos, hvor han har stået for udsmykningen og det bl.a. med azulejos-portrætter af Fernando Pessoa.

Julio Pomar blev født i Lissabon den 10. januar 1926 og nåede altså at blive 92 år gammel. Han debuterede i 1942 efter at have studeret kunst i såvel Lissabon som Porto. Som så mange andre portugisiske kunstnere boede han en del af sit liv i udlandet, da han ikke følte sig hjemme i Salazars Estado Novo. Efter revolutionen i 1974 delte han sin tid mellem Paris og Lissabon.

Fødebyen hyldede ham for nogle år siden ved at indrette Atelier-MuseuJúlio Pomar i Bairro Alto – et fint lille udstillingssted, som er et besøg værd. Her vises nogle af hans egne værker sammen med skiftende særudstillinger af især yngre kunstnere.

Jeg mødte selv Júlio Pomar i 2015 i forbindelse med en fernisering på fadomuseet i Lissabon, som åbnede en udstilling med hans fadorelaterede værker herunder portrætter af Cristina Branco, som lige har gæstet Danmark.

Det kunne være spændende, hvis et udstillingssted i Danmark fik øjnene op for hans livsværk.

Æret været hans minde.

Historien om Quinta da Boeira

Når vi taler om portvin og quintaer, falder tankerne straks på en af de mange dejlige vingårde i Dourodalen. Quinta da Boeira er anderledes, for ejendommen ligger midt i Vila Nova de Gaia. Alligevel produceres der i dag portvin under navnet Quinta da Boeira, men der er altså tale om et brandnavn opkaldt efter ejendommen i Gaia og ikke en vingård (Single Quinta) i Douro.

Quintaens historie går tilbage til 1850, og dens relation til vin og portvin starter i 1920, hvor den blev købt af en ejer af et portvinsselskab og knyttet til Romariz.
Den nye historie begynder i 1999, hvor 10 venner sammen køber ejendommen. Målet er i første omgang at bevare den gamle smukke hovedbygning, så den ikke ville blive revet ned og erstattet af f.eks. et moderne hotelbyggeri. For det andet er det intentionen at investere i og udvikle stedet til et centrum for kultur, turisme og portvin – det sidste også lidt som en reaktion på den koncentration af ejerskab, der har fundet sted i portvinsbranchen, hvor de fem store (Porto Cruz, Symington Family Estates, The Fladgate Partnership, Sogrape og Sogevinus) ejer en lang række brands og sidder på en stor andel af markedet.

Skridt for skridt er investorerne kommet nærmere målet. Først blev der skabt faciliteter herunder et lille kapel, hvor der kunne holdes events og bryllupper. Dernæst blev selve ejendommen renoveret og bl.a. indrettet med en restaurant. I 2014 fulgte lanceringen af ”verdens største flaske” - en bygning formet som en flaske, som bruges til smagninger og andre arrangementer.

I januar 2017 blev Quinta da Boeira så registreret som portvinsproducent og var dermed klar til lanceringen af en serie af tawny med alder herunder en Very Old Tawny med en gennemsnitsalder på ca. 100 år. Vinene er blended med afsæt i gamle fade opkøbt hos såvel små producenter som Casa do Douro – en metode, som Quinta da Boeira langt fra er ene om. Siden er også udsendt colheitas, Vintage i 2013 og 2015 samt bordvine.

Det næste skridt er igangsat, idet der er ved at blive opført et stort hotel i parken bag hovedbygningen – en stor del dog under jorden. The Oporto Boeira Garden Hotel er planlagt at åbne i 2019 med 119 værelser og fem suiter. Hotellet vil blive udsmykket med kunst, hvorfor Boeira udskrev en konkurrence for portugisiske og internationale kunstnere. De indsendte værker vil efterfølgende blive udstillet på hotellet.

Kunstkonkurrencen er ikke det eneste eksempel på Quinta da Boeiras involvering i kunst og kultur. De ejer en stor samling af gamle skibsmodeller, hvoraf flere er udstillet i besøgscentret. Nogle af dem var faktisk i Danmark sidste år, hvor Boeira stod bag et fremstød på Børsen i København (læs mere her). Et tilsvarende arrangement havde forinden fundet sted i Madrid og først på året fulgte Manchester.

Under et besøg i Porto tidligere på året blev jeg venligt vist rundt og fik en god snak med et par af investorerne, Albino Jorge og Carlos Pinto Ribeiro. Albino Jorge fortalte bl.a., at de ser frem til at få afsluttet hotelbyggeriet. Både for at skabe ro på ejendommen igen, men også for, at de så i højere grad kan koncentrere sig om vin- og portvinsproduktionen. Målet er bl.a. på sigt at erhverve sig en quinta i Douro.

Det blev selvfølgelig også til en lille smagning i selskab med winemaker Helene Teixeira, der fortalte om vinene, som bl.a. omfattede:

20 års Tawny: Rødbrun med lys kant. Duft af tørrede frugter og orange. Mandel og orange i munden, blød og med høj syre, men savner lidt tyngde og kompleksitet.

30 års Tawny: Brun kerne og orange kant, forholdsvis lys. Fin duft af abrikos, appelsinskal, mandel og tørrede frugter. Nødder og tørrede frugter i munden samt lidt honning, sød stil med balanceret med flot syre og friskhed.

40 års Tawny: Mørkere i farven og mere intens. Nødder og tørrede frugter i næsen, intens. Sød med tørrede frugter, nødder og lidt balsamico samt lang hale.

Vintage 2015: Mørk rubin, lille kant. Kraftig bærduft med lidt ribenapræg. Mørke bær, mørk chokolade og krydderier samt kraftige tanniner. Pænt potentiale, men måske lidt enstrenget.

Atelier-Museu Júlio Pomar

For en del år siden faldt jeg pladask for maleren Júlio Pomar. Det har jeg bl.a. skrevet om i min bog ”Mit andet hjemland”. Siden har jeg også mødt ham, da jeg var til åbningen af en stor udstilling af hans fadoinspirerede malerier må fadomuseet i Lissabon.

Derfor har jeg også længe gerne villet besøge Atelier-Museu Júlio Pomar i Rua do Vale i Lissabon. Oprindeligt var det faktisk meningen, at stedet også skulle fungere som hans atelier, men indretningen ved arkitekten Álvaro Siza Vieira trak lidt ud. I stedet er det nu blevet et udstillingssted, som dels viser værker af Júlio Pomar fra stedets egen samling, dels viser dialogudstillinger med unge samtidskunstnere og dels fungerer som debat- og mødested for billedkunst.

Jeg havde håbet at se flere værker af ham selv, men den aktuelle særudstilling bød nu også på flere interessante værker – ikke mindst i form af João Pedro Vales gigantiske skæve fyrtårn i sand og jern.

Et par enkelte værker af mesteren selv var der dog selvfølgelig. Og det ene, ”Almoco do Trolha” (Murerens frokost) bød også på en god historie. Billedet stammer fra Pomars neorealistiske periode og er skabt i 1946, men blev i første omgang ikke malet færdig. I mellemtiden blev Júlio Pomar arresteret og fængslet i Forte de Caxias, hvor også den senere premierminister og præsident Mário Soares sad. Flere af Pomars værker blev ligeledes beslaglagt af Salazar-styret. Værket blev første gjort færdigt i 1950.

Maleriet viser den fattige murer sammen med sin hustru og deres barn i gang med deres beskedne frokost. Mandens hænder og fødder er malet store for at understrege, at han er håndværker og bruger sig krop til at skabe sig en beskeden tilværelse. En neorealistisk arbejderhelt.

Jeg vender helt sikkert tilbage til stedet en anden gang og gerne, når de viser flere værker fra samlingen.

Læs mere her.

Mellem himlen og helvede

Små keramikhaner og djævlefigurer. Folkelige optog og dans ved fejringen af landets mange elskede helgener som Lissabons Santo António og Portos São João. Kristusfigurer, azulejospaneler og forskellige former for brugskunst. Alt sammen er farverigt og festligt og befinder sig et sted mellem kunsten og kunsthåndværket, mellem æstetik og kitsch. Men det er mere end det. For det kan også tolkes som udtryk for en folkesjæl, der traditionelt har befundet sig et sted mellem himmel og helvede – mellem det sakrale og det profane, påstår en ny bog.

I 2015 viste Museum of Anthropology ved University of British Columbia i canadiske Vancouver udstillingen “Heaven, Hell and somewhere in Between: Portuguese Popular Art”. Det omhyggelige researchmateriale blev efterfølgende bearbejdet til bogen af sammen navn, skrevet af museumsdirektør Anthony Alan Shelton, som også havde kurateret udstillingen – en flot illustreret bog om portugisisk folkekunst analyseret ud fra landets kultur, historie og religion. Eller som han selv skriver indledningsvis:

”The wider locations of popular art, in communities, in homes, in markets, in churches, in schools, on buildings and in the street — as part of public assemblages — create an everyday aesthetic capable of evoking different sentiments, memories and significations.”

Bogen kommer vidt omkring. Den starter i en lille mørk butik i Braga med bøger, brugskunst, kunst, antikviteter, religiøse figurer og fantasifulde kreationer skabt af indehaveren, som har malet eller omformet gamle genstande og derved givet dem nyt liv og ny betydning. Eller som det hedder i bogen: ”His shop was a veritable museum of Lusitania”.

Derefter fortsætter turen gennem små keramiske værksteder i Estremoz og Barcelos, via religiøse festivaler og mure udsmykkede med graffiti eller azulejos for derfra at bevæge sig ind på museer, ind i kirker og rundt på verdensudstillinger for at ende blandt dukketeatre.

Folkekunsten har mange udtryksformer og findes i mange sammenhænge, men mere interessant bliver det, når den gives betydning og sættes i relation til landets historie og til forholdet mellem folket, kirken og staten – herunder især Salazars Estado Novo, som netop benyttede folkekunsten i sin profilering af Portugal:

”Romarias, ranchos folclóricos (folk dance groups), gastronomy, village saint’s day festivals, Lisbon’s popular processions and state-sponsored rural ethnographic projects established the official version of popular culture, intrinsically linked to the idea of an “elected people” and an enduring “national spirit,” that the Estado Novo portrayed as having been constructed from regional diversity.”

Der forestår også løbende en kamp mellem det gode og det onde, mellem gud og djævelen, som optræder i forskellige udklædninger i mange keramiske arbejder. Og også her gik kirken og Estado Novo hånd i hånd:

”Both the Estado Novo and the Church upheld absolute values of good and evil in which the political good and national aspirations complemented religious grace and followed divine will and destiny. Such moral absolutism, which outlasted the political structure that supported it, exerted a pervasive influence on popular art by focusing it on the representations of good and evil as major themes.”

Endvidere inddrager forfatteren også egentlig kunst og litteratur som fx Camões ”Os Lusíadas” og den manuelinske byggestil, ligesom fadoen får et par ord med på vejen sammen med begrebet saudade – den melankolske længsel som ofte forbindes med fado og med den portugisiske folkesjæl generelt. Anthony Alan Shelton relaterer især fadoen til søfarten og den opståede længsel under fraværet, hvilket dog er noget forenklet. Det har givet spillet en rolle og er også et tema i en del fadosange, men nyere forskning har fastslået, at fadoens væsentligste rødder er afrobrasilianske danse og sange, som frigivne slaver bragte med sig til storbyen Lissabon.

Selv om der således kan spores tendenser til at overfortolke symboler og sammenhænge, er det spændende læsning, som ikke alene fortæller en del om den portugisiske folkekunst, men også om Portugals historie og selvforståelse. Og samtidig er der tale om flot billedbog, hvor mange af de viste genstande på en gang kan fremmane latter og eftertanke.

Læs mere om udstillingen og se billeder her.

Søndag med museer

Mit planlagte program for denne tur til Portugal begynder først i morgen. Men med tre museumsbesøg på samme dag, kan man vel ikke kalde dagen for ren afslapning.

I formiddags gjaldt det først Museu de Serralves, som jeg har besøgt før. Museet åbnede i 1999 i en park halvvejs ude mod kysten (buslinje 201 er en god forbindelse). Bag står Serralves Fonden, som blev stiftet i 1989 netop med det formal at drive et nationalt museum for moderne kunst. Foruden museet her i Porto skaber fonden også udstillinger rundt om i landet med afsæt i sin egen omfattende samling.

Serralves Museet viser ikke selv sin permanente samling, men skiftende udstillinger. Derfor er det aldrig helt til at vide, hvad man præsenteres for. I dag var der to store udstillinger – en retrospektiv med den brasilianske kunstner Mira Schendel og en med 12 portugisiske samtidskunstnere.

Mira Schendel (1919-1988) var schweizisk-født, men flyttede i 1949 til Brasilien hvor hun snart slog sig ned i São Paulo og blev en del af landets scene for moderne kunst. Udstillingen omfattede mere end 200 værker spændende fra tegninger over malerier til skulpturer.

Blandt de 12 samtidskunstnere var der især to værker, som jeg fandt interessante. Carla Filipes store installation ”Why Railways” med en lang række citater, udsagn og dokumenter – herunder en stor mindetavle med navnene på jernbanearbejdere, som mistede livet under 2. Verdenskrig. En anden del af installationen omhandlede, at billetpriserne i England er langt højere, hvis man køber sin togbillet på stationen i stedet for at købe den over nettet. Som Carla Filipes skrev: ”In this County I don´t feel independent. Everything has to be bought by internet and with time advance”.

Det andet værk, jeg brugte tid på, var en film af Gabriel Abrantes og Benjamin Crotty, optaget i Angola. Titlen ”Liberdade” var dobbelt, da det dels var navnet på hovedpersonen og dels betyder frihed. Filmen var en lille Romeo og Julie historie om den fattige unge, sorte mand og den rige unge kinesiske kvinde, der forelsker sig – en fortælling om fattigdom, klasseforskelle og ikke mindst præstationsangst.

Næste stop var et museum, jeg faktisk må indrømme aldrig at have besøgt før trods min store interesse for portvin. Museu do Vinho do Porto ligger lidt ude langs Dourofloden og er indrettet i et gammel pakhus, som i sin tid netop tjente som vinlager. Udstillingen er ikke omfattende og handler mere om portvinens betydning for byen Porto – end vinen selv: Om varehusene og portvinslagrenes historie, fund fra gamle udgravninger, om portvinbranchens betydning økonomisk set, om toglinjen op gennem Douro samt lidt om flaskernes historie. Har man besøgt adskillige portvinshuse, som jo efterhånden alle har deres egne små museer, er der ikke så meget nyt at hente. Men en fin lille indføring og vel ”et must” for nørder.

Efter en gang bacalhau til middag i Ribeira-kvarteret overfor portvinshusene i Gaia, besøgte jeg så endelig Henrik Søfarerens fødehjem, som netop ligger i Ribeiro. Huset havde i sin tid to tårne og fremstod den gang som en hel fæstning. Gårdspladsen er fra 1325, men helt tilbage i romertiden var der bebyggelse viser udgravninger. Huset tjente som kongens forlængede arm, hvorfra man kontrollerede handelen mellem byens havn og Europa. I dag er det et moderne indrettet museum, som ikke fortæller meget om Henrik Søfareren selv, men mest om selve huset og byens udvikling. Henrik Søfareren blev efter sigende født i huset i 1394, og han hyldes da også som bysbarn, hvilket netop er en væsentlig grund til at portvinsbroderskabet iklæder sig den karakteristiske store hat, som Henrik Søfareren selv er afbildet med på malerier.

Tre forskellige museer. Og alle på Porto-siden af Douro. Selv om udsigten over mod Gaia var indbydende, havde jeg besluttet mig for ikke at krydse broen. Det vil jeg så til gengæld gøre de næste tre dage, hvor adskillige portvinshuse skal besøges. Flere indlæg vil derfor følge de nærmeste dage.

João Penalva

Et enkelt besøg er ikke nok. Både fordi det er en omfattende udstilling med værker, der består af både tekst, film, billeder, fotografier og objekter. Men også fordi João Penalvas kunst unddrager sig en hurtig og entydig afkodning. Han kræver mere af tilskueren end blot tilstedeværelse.

Det er Kunsthallen Brandts i Odense, der frem til den 28. maj viser den portugisiske og i London bosiddende kunstner – og det under den enkle, men sigende titel ”Værker med tekst og billeder”.

Den første værk, jeg møder, er en lang gang med hundredvis af lilla-tonede fotografier og tekstuddrag side om side på væggene. Arcade hedder installationen, hvor visse motiver går igen. Broer, bygninger og ikke mindst ure i det offentlige rum, så tiden går fremad, mens man bevæger sig igennem værket. Teksterne er en blanding af fakta og fiktion, som en mumlen i baggrunden i slægt med den englene hører i Wim Wenders Himlen over Berlin. Som tilskuer kan du vælge at lade talen forblive en mumlen mens du går gennem arkaden, eller du kan stoppe op, lytte og betragte vel vidende, at din indsigt kun er til låns en stund tid.

I The Hair of Mr. Ruskin bliver der drevet gæk med kunst- og museumsinstitutionen. En gammel glasramme indeholder en hårlok af den engelske kritiker og forfatter John Ruskin. João Penalva har så fremstillet syv vellignende forfalskninger, så ingen kan se, hvad der er original og kopi. Dertil kommer, at den ene ramme på et tidspunkt blev stjålet fra en udstilling, hvilket førte til en ivrig korrespondance med politi og forsikringsselskaber. Brevene er nu ophængt som en del af værket, og som en ekstra pointering af ægthedsbegrebets flygtighed.

Et andet værk består af fotografier, tekster og ukrudtsplanter, som voksede ved en fabrik i Hiroshima. På en gang dokumentation af naturens overlevelse under svære betingelser, men samtidig en fiktionalisering, da kunstneren ikke blot registrerer, men også fabulerer videre i de tekststykker, der indgår i installationen. Andetsteds iscenesætter Penalva en vis Dr. Erlenmeyers liv herunder dennes opfindelse af mølmidlet naftalin, mens der i rummet ved siden af kører en lysbilledserie med tekster og en billedprojektion omhandlende netop et møl. 

Jo, der er nok af indtryk og fortællinger at suge til sig i udstillingen. Der er mange stemmer, der gerne vil til orde, som der er det hos den portugisiske digter Fernando Pessoas utallige heteronymer. Umiddelbart så jeg ingen direkte referencer til Pessoa, men slægtskabet er tydeligt. I ”Rastløshedens bog” kan man f.eks. følge fortælleren Bernardo Soares på hans vandring rundt i Lissabon og de indtryk af forbipasserende mennesker og steder, han siden nedskriver i sin dagbog, indlevende og meddigtende.

De mange tekstfragmenter og fotografier i Penalvas værker gengiver på samme vis uddrag af virkeligheden iblandet fiktive fortællinger. En kakofoni af snapshots, små handlingsforløb, refleksioner, beskrivelser og filosofiske smuldrer, som indbyder til, at vi som tilskuere selv aktivt leger med, digter videre og fortolker.

Udstillingen er støttet Gulbenkianfonden, som så meget andet portugisisk kultur. Det har også muliggjort udgivelsen af et digert og flot katalog på portugisisk, engelsk og dansk, som ikke alene omhandler de udstillede værker, men også andre fra de seneste årtier.

Fado i kunsten

Er du på vej til Lissabon? Og interesserer du dig for såvel fado som kunst?

Den 7. juli åbner en lille udstilling i Sala do Risco i Pátio da Galé på Comércio-pladsen. Den hedder ”Ecos do Fado na Arte Portuguesa XIX-XXI” og er arrangeret af rådhuset, Câmara Municipal de Lisboa, tæt ved og fadomuseet, Museu do Fado.

Udstillingen fokuserer på den genklang fadomusikken har fået i den portugisiske kunst i de sidste par århundrede. Mest kendt er nok José Malhoas maleri ”O Fado” fra 1910 (gengivet her), som på romantisk vis skildrer et par fra fadoens barndom. Men derudover er der en lang række af portugisiske kunstnere, der på forskellig vis har taget afsæt i fadomusikkens verden. Det gælder bl.a. modernisterne Almada Negreiros og Amadeo Souza Cardosa, den store kvinde i portugisisk kunst, Paula Rego, samt min egen favorit Júlio Pomar, som fx har portrætteret sangeren Carlos do Carmo – et billede, som pryder dennes album À Noite. Pomar skriver i øvrigt selve digte, som har været brug som fadotekster.

Udstillingen er gratis og varer frem til den 17. september, hvilket desværre er før mit næste besøg i Lissabon. Men så kan man jo altid gense fadomuseet, som foruden at fortælle om fadoens historie og dens store persongalleri også viser kunst relateret til fado. Her er et link til museet, hvor den aktuelle udstilling også er omtalt: www.museudofado.pt/

Almada Negreiros og Alcântara

Hvordan blev Salazar-styrets ideologi og holdninger formidlet i kunst og kultur? Hvordan er Estado Novos visuelle udtryk i billedkunst og arkitektur? Og var der plads til oprør og modstand i den officielle kunst og litteratur?

Det er spørgsmål som disse Ellen W. Sapega efterforsker og besvarer i sin bog ”Consensus and debate in Salazar´s Portugal” (The Pennsylvania State University Press), som jeg nyligt fik læst til ende. Bogen er lærd og giver en fin gennemgang af kultur og modkultur under et styre, som måske ikke var direkte fascistisk, men i fald havde mange fælles karaktertræk med fascismen. Dyrkelsen af det nationale, familien og historien samt den bevidste brug af kunst og kultur i propagandistisk øjemed.

Bogen og dens problematik er ikke kun historisk interessant. Den har også givet mig større forståelse for nogle af de kunst- og bygningsværker, jeg har mødt i Portugal, som monumentet for de opdagelsesrejsende i Belém, der på en gang er skræmmende og flot i sin hyldest til landets storhedstid som førende søfartsnation. Særligt spændende at læse var analysen af maleren og forfatteren José de Almada Negreiros´ flotte store murmalerier ved færgeterminalerne i Alcântara, Gare Marítima de Alcântara og Gare Marítima da Rocha do Conde de Óbidos.

Terminalerne blev bygget i 1940´erne og skulle tage imod rejsende til og fra Lissabon. Derfor var det vigtigt for myndighederne, at ankomne fik et godt indtryk af landet. Almada Negreiros fik derfor til opgave at male nogle store murpaneler, der hylder byen, historien og nationen. Vi møder skibe, sømænd og fiskekoner. Vi ser katedralen, borgen og kajen. Vi oplever havet og landskabet og får genfortalt myter og historier.

Men der blev også plads til en modfortælling. De få år, der var mellem malerierne de to steder, er tydelige. På det første sted er stilen mere traditionel og indholdet en stor hyldest til netop historien, familien, landet og religionen. I den anden terminal er stilen derimod langt mere moderne, ja nærmest kubistisk – og samtidig sniger der sig fattige, mulatter, gøglere og immigranter ind. Styret var selvsagt meget glade for den første serie af billeder, men ikke helt tilfredse med den sidste, som på et tidspunkt var tæt på at blive overmalet. Der blev jo rent faktisk stillet spørgsmålstegn ved det nationale paradis.

I dag er der desværre ikke offentlig adgang til ankomsthallerne med de imponerende og store billeder. Sidste år var jeg dog heldig at få dem af se sammen med en ansat ved havnevæsenet, som nyligt havde skrevet en lille guide om malerierne. Størrelsen og mangfoldigheden af farver og figurer var fantastisk. Sammen giver de et godt indtryk af byen og landet, historien og samtiden. Og så fortæller de altså en historie om en kunstner, som på en gang sagde ja til en bestillingsopgave for Estado Novo, men som samtidig også formåede at kritisere styret.

Almada Negreiros har også udsmykket kirken ”Nossa Senhora de Fátima” i Lissabon, og så har han virket som forfatter. Han var med i den modernistiske kunstnergruppe Orpheu, hvor også Fernando Pessoa slog sine folder. På dansk har Forlaget Ørby udsendt skuespillet ”Kvinde ønskes” og den lille roman ”Et dæknavn” (www.oerby.dk).