Almada Negreiros og Alcântara

Hvordan blev Salazar-styrets ideologi og holdninger formidlet i kunst og kultur? Hvordan er Estado Novos visuelle udtryk i billedkunst og arkitektur? Og var der plads til oprør og modstand i den officielle kunst og litteratur?

Det er spørgsmål som disse Ellen W. Sapega efterforsker og besvarer i sin bog ”Consensus and debate in Salazar´s Portugal” (The Pennsylvania State University Press), som jeg nyligt fik læst til ende. Bogen er lærd og giver en fin gennemgang af kultur og modkultur under et styre, som måske ikke var direkte fascistisk, men i fald havde mange fælles karaktertræk med fascismen. Dyrkelsen af det nationale, familien og historien samt den bevidste brug af kunst og kultur i propagandistisk øjemed.

Bogen og dens problematik er ikke kun historisk interessant. Den har også givet mig større forståelse for nogle af de kunst- og bygningsværker, jeg har mødt i Portugal, som monumentet for de opdagelsesrejsende i Belém, der på en gang er skræmmende og flot i sin hyldest til landets storhedstid som førende søfartsnation. Særligt spændende at læse var analysen af maleren og forfatteren José de Almada Negreiros´ flotte store murmalerier ved færgeterminalerne i Alcântara, Gare Marítima de Alcântara og Gare Marítima da Rocha do Conde de Óbidos.

Terminalerne blev bygget i 1940´erne og skulle tage imod rejsende til og fra Lissabon. Derfor var det vigtigt for myndighederne, at ankomne fik et godt indtryk af landet. Almada Negreiros fik derfor til opgave at male nogle store murpaneler, der hylder byen, historien og nationen. Vi møder skibe, sømænd og fiskekoner. Vi ser katedralen, borgen og kajen. Vi oplever havet og landskabet og får genfortalt myter og historier.

Men der blev også plads til en modfortælling. De få år, der var mellem malerierne de to steder, er tydelige. På det første sted er stilen mere traditionel og indholdet en stor hyldest til netop historien, familien, landet og religionen. I den anden terminal er stilen derimod langt mere moderne, ja nærmest kubistisk – og samtidig sniger der sig fattige, mulatter, gøglere og immigranter ind. Styret var selvsagt meget glade for den første serie af billeder, men ikke helt tilfredse med den sidste, som på et tidspunkt var tæt på at blive overmalet. Der blev jo rent faktisk stillet spørgsmålstegn ved det nationale paradis.

I dag er der desværre ikke offentlig adgang til ankomsthallerne med de imponerende og store billeder. Sidste år var jeg dog heldig at få dem af se sammen med en ansat ved havnevæsenet, som nyligt havde skrevet en lille guide om malerierne. Størrelsen og mangfoldigheden af farver og figurer var fantastisk. Sammen giver de et godt indtryk af byen og landet, historien og samtiden. Og så fortæller de altså en historie om en kunstner, som på en gang sagde ja til en bestillingsopgave for Estado Novo, men som samtidig også formåede at kritisere styret.

Almada Negreiros har også udsmykket kirken ”Nossa Senhora de Fátima” i Lissabon, og så har han virket som forfatter. Han var med i den modernistiske kunstnergruppe Orpheu, hvor også Fernando Pessoa slog sine folder. På dansk har Forlaget Ørby udsendt skuespillet ”Kvinde ønskes” og den lille roman ”Et dæknavn” (www.oerby.dk).