A wonderful Kingdom – nyt filmisk portræt af Douro

Der er efterhånden kommet flere dokumentarfilm om Douro og portvin – og tak for det. I 2012 gjaldt det Zev Robinsons ”Life on the Douro” og i 2016 fulgte David Kennards fremragende “A Year in Port” for at nævne to af de mest markante. I år gælder det så ”A wonderful Kingdom” af Carlos Carneiro, som ikke så meget fokuserer på portvinsbranchen, men mere på landskabet og ikke mindst høstarbejdernes virke i marken og i kælderen.

”Beyond Marão, those who rule are those who are there”, lyder det indledningsvis med et citat lige inden de første smukke billeder toner frem af broerne ved Regua ved solopgang fulgt af en panorering under broerne og op i Douro. Således ankommer vi til titlens vidunderlige, men isolerede kongedømme, som vækkes til live hvert år under høsten.

Gennem fire kapitler med overskrifterne ”Everybody is in charge”, ”Hot Land, Cold Land”, “Bottled Sunlight” og “Son of Tras-os-Montes” følger vi arbejdet fra plukning af druerne i marken, transporten til quintaen, sortering, fodtrædning i lagaren, gæring og arbejdet med fadene og kvaset samt flytning af fade. Skridt for skridt og uden nærmere forklaring. Instruktøren forklarer:

”For det første ville jeg gerne vise Douro fra sin bedste side under høsten – et magisk sted. Men så ønskede jeg også at zoome ind på befolkningen, de såkaldte ”transmontanos”, og gøre dem til heltene frem for dem, der normalt får al opmærksomheden så som vinproducenterne. På den måde ville jeg gerne lidt bag scenen og vise den arbejdsproces, det er at fremstille portvin og Douro-vin,” siger Carlos Carneiro og fortsætter:

”Det er et kærlighedsbrev – en ode til Transmontano.”

Filmen er på en gang en dokumentarfilm, men samtidig også et billeddigt baseret på den portugisiske forfatter Miguel Torgas prosa af samme navn, ”Um Reino Maravilhoso”, der som det meste af Torgas produktion er en hyldest til det barske landskab i Trás-os-Montes – landet bag bjergene og ikke mindst dets indbyggere. Det gælder f.eks. den for portvinsentusiaster meget interessante roman ”A Vindima” (oversat til engelsk som Grape Harvest), der udspiller sig i 1945 under høsten på Quinta da Cavadinha og klart kan anbefales.

”Under min research læste jeg ”A Vindima”. Men så faldt jeg over hans bog ”Portugal” fra 1950, som er et poetisk portræt af landet, der viser arbejderklassens hårde arbejde og svære forhold under diktaturet. Hver region har sit kapitel, og det om Trás-os-Montes, ”A Wonderful Kingdom”, ramte mig virkelig. En utrolig beskrivelse af regionen og dets indbyggere, som jeg vidste, at jeg aldrig kunne overgå. Så i stedet for en fortæller, som giver alle mulige facts om Douro, valgte jeg Torgas poetiske beskrivelse af regionen,” fortæller Carlos Carneiro.

Miguel Torgas tekst er oversat til engelsk og selveste Malcolm MacDowell, som de fleste sikkert husker i rollen som Alex i Stanley Kubricks ”A Clockwork Orange”, lægger stemme til. Fortællestemmen, hvis udtale af portugisiske stednavne godt kunne trænge til en opstramning, dukker op med mellemrum, ligesom teksten trods sine poetiske kvaliteter også med mellemrum virker lidt malplaceret, som da den remser hvide druesorter op, men vi ser røde druer. Derudover udgøres lydsiden kun af lidt stemningsskabende underlægningsmusik, reallyde og small talk mellem arbejderne i marken eller i kældrene – inklusiv deres umiddelbare kommentarer om kameraets tilstedeværelse. Men her er altså netop ingen såkaldte ”talking heads”, der forklarer og fortæller om, hvad der foregår.

Det er derfor ikke en film, man bliver klogere på portvin af at se. Det er mere tale om formidling af en stemning og en poetisk hyldest til befolkningen, arbejdet og landskabet. Douro præsenteres som en mytisk land – et kongedømme af skønhed, hvor klipperne taler. Og som et sted, hvor der slides i mark og kælder.  

Stederne og quintaerne bliver ikke navngivet, men enkelte som Niepoorts Vale de Mendiz og Quinta de Nápoles samt Churchill´s Quinta da Gricha er dog genkendelige.  Derudover oplyser instruktøren, at der er optagelser fra Quinta das Amendoeiras og Quinta Maria Izabel.

Den en time og 20 minutter lange film er flot, men kræver tålmodighed. Den fortælles i et meget langsomt tempo med lange passager kun med lyde og billeder. Køreture mellem vinstokkene, lange vandreture mellem fadene i kælderen, vand der løber, druer der sorteres og fødder der farves røde af druesaft. Ind i mellem benyttes ovenikøbet optagelser i slowmotion, hvilket sænker tempoet yderligere.

 

 Læs mere om filmen og om, hvordan du kan se den, her.

Stillfotos fra filmen.

Lupo – dokumentar om stumfilmsinstruktør

Cinemateket i København arrangerer med jævne mellemrum filmforevisninger i samarbejde med Portugals ambassade. Det giver herboende portugisere og alle andre interesserede mulighed for at se nogle film, som ellers desværre nok aldrig ville finde vej til Danmark – selv om nogle af dem faktisk kunne fortjene at blive vist på dansk tv. Det gælder f.eks. dokumentarfilmen Alentejo, Alentejo om den regionale sangform Cante Alentejano, som blev vist for nogle år siden, for blot at nævne et eksempel.

Før jul var programsat en anden dokumentarfilm, som dog var meget anderledes tematisk og formmæssigt. Instruktøren Pedro Lino, som selv var til stede, havde gravet i filmhistorien og de gamle arkiver for at finde de noget sparsomme spor efter stumfilmsinstruktøren Rino Lupo, hvilket er blevet til filmen ”Lupo”, som blev vist sammen med Rino Lupos gamle film ”The Wolves” (Ulvene) fra 1923.

Søger man på Rino Lupo er det ikke meget, der dukker op på internettet. Så det er et i dag noget ukendt navn, Lino har kaster sig over at portrættere, så godt som det nu er muligt.

”Det var tilfældigt, at jeg blev interesseret. Det skete via Oliveira, som har henvist til Rino Lupo og nævnt, at han var elev på dennes filmskole en enkelt dag,” forklarer Pedro Lino med henvisning til Portugals helt store instruktørnavn, Manoel de Oliveira, som døde i 2015 i en alder af 106 år, og som de sidste år af sit liv var verdens ældste fungerende filminstruktør.

Men selv om nysgerrigheden blev vakt, var det ikke mange oplysninger Pedro Lino kunne finde, og folk der kendte ham enten ville eller kunne ikke fortælle meget mere.

”Hans portugisiske familie vidste heller ikke noget om ham,” siger Pedro Lino.

Cesare Rino Lupo (1888-1934) var født i Rom og altså italiensk. Men han rejste meget rundt i Europa og arbejdede som filminstruktør i adskillige lande. Filmen følger i hans fodspor fra Paris over Berlin til Moskva og derefter et år i Danmark – som jo i stumfilmstiden udgjorde lidt af et europæisk Hollywood – hvor han i 1915 laver det lidt vovede film ”Slør-Danserinden” med Adorée Villany og Gunnar Helsengreen som medvirkende. Endelig gik turen videre over Polen til Portugal, hvor han fungerer en del år med base i Porto og altså også får oprettet en filmskole og søsat flere andre projekter. I 1934 forsvinder han pludseligt.

”Da vi ikke ved så meget om ham, er det stederne, der strukturer min film,” fortæller Pedro Lino.

”Hans mest stabile tid var nok i Portugal, hvor han blev i 10 år. Andre steder fortsætter han hurtigt videre – ligesom han også stiftede familie i Portugal.”

Filmen om Lupo fortæller en interessant historie. Det har tydeligt været svært at samle informationer til en dokumentar om den gamle instruktør, hvorfor der er tale om lidt af en detektivhistorie, hvor vi opsøger steder og personer, som – måske, måske ikke – kan tilføjet noget. Meget klogere på Rini Lupo bliver vi i og for sig ikke, men der tegnes en fascinerende skitse til et portræt.

Filmen gør på billedsiden flittigt brug af montage af gamle fotos og nye optagelser af de samme steder samt optagelser fra nogle af de film, som er bevaret. Dertil kommer interview med mennesker, der på en eller anden vis har lidt berøring med Lupo herunder de portugisiske efterkommer samt familiemedlemmer i Italien, hvor vi slutter med at få lidt af en opklaring af, hvad der blev af ham, da han forsvandt. Mange af Lupos film er desværre gået tabt herunder ”Slør-Danserinden” – selv om det faktisk denne aften i Cinemateket forlød, at der måske befandt sig et eksemplar i Sveriges filmarkiv.

Den efterfølgende stumfilm af Rini Lupo er blandt de film, han producerede i sin tid i Portugal, og handler om Tonio, der efter at været i fængslet i længere tid, slår sig ned i en lille portugisisk bjerglandsby, hvilket ændrer en del af indbyggernes liv. Den er optaget on location i Serra da Cabreira med såvel professionelle skuespillere som amatører.

Alt i alt var mødet med Lupe et sjovt lille indblik i en svunden tid og en omflakkende personlighed. Og samtidig var det sjovt med et kort blik udefra på et for længst glemt hjørne af den danske filmhistorie.

Andersen og Portugal i Odense

Sidste år var det 150 år siden vores verdenskendte forfatter H.C. Andersen besøgte Portugal. Turen varede i godt tre måneder, hvilket der kom en fin lille rejsebog ud af, ”Et besøg i Portugal 1866”. Bogen kan anbefales til alle, der skal til Portugal – især hvis rejsen kommer forbi byer som Lissabon, Coimbra, Sintra og Setubal, hvor Andersen opholdt sig mest.

I H.C. Andersens fødeby Odense afholdes hvert år H.C.Andersen Festivals med en lang række aktiviteter, udstillinger, teaterforestillinger og andre kulturtilbud i løbet af næste uge. Den portugisiske ambassade i Danmark har valgt at deltage med et par programpunkter i årets festival, idet de står bag en udstilling og en filmforevisning – begge med visse tråde til Andersen besøg i landet for godt 150 år siden.

Udstillingen viser skolebørns tegninger af den store akvædukt i Lissabon, Águas Livres. Da Andersen opholdt sig i Lissabon boede han på Quinta do Pinheiro, som i dag er en del af den amerikanske ambassade, og herfra han havde udsigt til netop Águas Livres, hvilket kan berettede om i sin rejsebog. Han lavede også en tegning af akvædukten og beskrev den altså både i ord og streg, hvilket netop var den opgave de portugisiske skolebørn fik stillet.

Udstillingen, som er kurateret af den dansk-portugisiske kunstner Henrique Hinnerfeldt, kan ses i Møntergården fra tirsdag den 22. til lørdag den 26. august. Læs mere her.

Tråden fra Andersen til filmen ”Vejen til Sintra” er måske lidt søgt, men da det er sjældent, at der er mulighed for at se portugisiske film herhjemme, er det et fint initiativ. Og jo, Andersen besøgte da Sintra netop omkring den tid, hvor en del af filmen foregår. Handlingen er nemlig inspireret af romanen ”Mysteriet på vejen til Sintra”, skrevet af den store portugisiske forfatter Eça de Queirós i samarbejde med Ramalho Ortigão. Bogen blev udgivet i avisen Diário de Notícias over nogle måneder i 1870 og regnes for landets første kriminalhistorie. Kort fortalt handler den om to mænd, der kidnappes og føres til et hus, hvor de finder et lig. Da fortællingen gik som føljeton i avisen, troede læserne, at der var tale om en virkelig historie – akkurat som da Orson Welles langt senere dramatiserede Klodernes Kamp i radioen og udløste panik blandt lytterne.

Filmen er instrueret af Jorge Paixão da Costa, som vil være til stede ved visningen onsdag. Men der er ikke tale om direkte filmatisering af romanen, idet filmens handling udspilles på flere planer og sammenfletter fiktion og virkelighed.

”Vejen til Sintra” vises på Møntergården onsdag den 23. august kl. 16. Læs mere her.

Akvædukten i Lissabon og Sintra vil altså være i fokus under H.C. Andersen Festival – og lad da bare digteren få de sidste ord. Inden afrejsen skrev Andersen et lille digt, som hyldede nogle af de steder, han besøgte, og sidste strofe lyder således:

Aqvædukten og Palmella,

Cintras Bjerge, hver en ven.

Sødt at mødes, tungt at skilles, 

Mon I huske mig igjen?

A Year in Port

Det starter med et billede af en smuk, gammel bro. Ikke den kendte dobbeltdækkerbro Dom Luís i Porto, men den ligeledes ikoniske Tower Bridge i London. I den engelske hovedstad samles en større kreds af ældre mænd for i en blanding af højtidelig og festlig stemning bl.a. at drikke Vintage portvin fra 1985 samt afsynge Rule Britannia som en hyldest til den britiske flåde. Det er så engelsk og så klassisk, som det kan være. Portvin er en after dinner drik for engelske gentlemen.

Sådan indledes filmen ”A Year in Port”, som er instrueret af David Kennard, der tidligere har stået bag de to tilsvarende dokumentarfilm ”A Year in Burgundy” (2013) og ”A Year in Champagne” (2015). Bourgogne, Champagne og Port – en herlig treenighed for alle vinelskere, og for en dedikeret portvinsentusiast som mig, er den nye film selvfølgelig kronen på værket.

Jo, portvin er også englændernes vin såvel historisk som i dag. Selvom ejerne af de britiske portvinshuse i dag er lige så portugisiske, er der stadig traditioner og sociale sammenkomster, der oser af britisk kultur. Det gælder i London, hvor ældre forretningsfolk nyder deres Taylor Vintage – og det gælder i Porto, når portvinsfolket møder deres kunder til en dyst på cricketbanen. Men portvin er selvfølgelig også portugisisk, når vi besøger den lokale vinbonde, som sælger sine druer til de store huse, eller når vi vises rundt i museet hos Ramos Pinto med dets azulejospaneler.

Filmen har ganske fornuftigt valgt at koncentrere sig om enkelte huse og hovedpersoner, i stedet for at skøjte rundt hos alt og alle. Det gælder Taylors og The Fladgate Partnership med Adrian Bridge, Symington Family Estates med især Paul Symington, Niepoort med Dirk Niepoort og endelig Ramos Pinto med den nu forhenværende winemaker og direktør João Nicolau de Almeida. 

Men der dukker selvfølgelig også andre op så som winemaker hos Fladgates David Guimaraens, portvinsinstituttets præsident Manuel Cabral, winemaker Sandra Tavares, lokale vinbønder og entusiastiske unge winemakere, som især satser på bordvine. Dertil kommer – som det var tilfældet i de to foregående film – den fransk-amerikanske vinimportør og co-producer af filmen Martine Saunier, som vi følger på besøg hos portvinshusene og til festlige fødselsdage og optagelsesceremonien i portvinsbroderskabet Confraria do Vinho do Porto i 2013, hvor hun selv blev optaget. Samme år blev den daværende formand for The Vintage Port Club, Henning Borup Jensen, ligeledes optaget, hvorfor jeg selv og andre fra bestyrelsen af portvinsklubben deltog i ceremonien. Derfor lykkes det da mig også at genfinde mig selv som kortvarig statist i tre scener i filmen.

Som titlen signalerer følger filmen årets gang gennem årstiderne og det skiftende klima. Vi er med om sommeren, når der fejres São João i Porto i juni, og de gamle portvinsbåde sejler om kap. Vi er med i markerne før og under høsten i september, når de lokale landsbybeboere møder frem til ugers slid. Vi er med i lagaren på Quinta do Vesuvio og Quinta de Vargellas og med i blendingrummet hos Ramos Pinto, hvor João Nicolau fortæller om deres såkaldte piano – de utallige fadprøver, som giver blenderen mange tangenter at spille på. 

Vi er også med i markerne resten af året, hvor andre opgaver som fx reparationen af de mange skifferterrasser finder sted, ligesom der tages en afstikker til korkindustrien. Vi følger de mange overvejelser om det rette tidspunkt at indlede høsten og oplever ærgrelserne, når man satsede forkert. Og endelig følger vi vinfolket på mere slap line ved sammenkomster og i fritiden, når Adrian Bridge er på cykeltur i Douro, og Paul Symington kører gennem landskabet på motorcykel sammen med den lokale præst.

Men ud over, at handlingen følger årets gang, lancerer instruktøren også nogle modsætninger eller potentielle konflikter for at give fortællingen fremdrift og spænding. Der er de store koncerner over for de mindre spillere på markedet og de små vinbønder. Der er den allerede nævnte modsætning mellem englændere og portugisere. Og så er der det mest tydelige modsætningsforhold – nemlig mellem tradition og fornyelse. Og netop her spiller Dirk Niepoort en betydelig rolle, som den enfant terrible han kan være. Jo, det er portvin, men det er også bordvin, hvor unge winemakere og fx Douro Boys prioriterer Douro DOC vinene højt. Dirk & Co. repræsenterer ”the modern face of Portugal´s wine” og ”a revolution in winemaking”, som det hedder sig i filmen. Men selv om der stadig findes folk, der taler imod denne revolution og mener, at de bedste druer hører hjemme i en portvinsflaske, er der vist ingen tvivl om, at fornyelsen har sejret. Men filmen viser fint og elegant, at det ikke behøves at være en enten-eller, men sagtens kan være et både-og. Portvin (”The Englishman´s Wine”, som titlen lyder på en bog, jeg nyligt har læst) kan stadig associeres med stive engelske overlæber og højtidelige sammenkomster i London. Men det er dog i højere grad portugisernes vin – et unikt produkt, men ikke det eneste, som de stejle skråninger i Douro kan byde på i en tid, hvor såvel de hvide som de røde vine fra samme region vinder udbredelse og berømmelse verden over.

Filmen slutter da også i Porto med det flotte syn af Dom Luís broen. Den indrammes således helt symbolsk af de to kendte broer i England og Porto. Og det i form af flotte optagelser, hvilket i hele taget kendetegner hele filmen, som aldrig bliver for tung af ”talking heads” – altså personer, der blot fortæller til kameraet. Der er også liv, handling, historier, glæde og kontraster – elementer, som tilsammen gør en fremragende dokumentarfilm, som alle portvinsnydere bør unde sig selv at se. Jeg vil derfor varmt anbefale en af de store tv-stationer at indkøbe den, så den kan blive vist i Danmark også.

David Kennard: ”A Year in Port” distribueres gennem Samuel Goldwyn Films og vil senere kunne ses via Netflix. Varighed 1.25.

Læs mere om filmen her.

Alentejo, Alentejo – en film om Cante

Det starter med en række ansigter. Alvorligt udseende ældre mænd, hvor tiden har sat sine spor, men også en enkelt kvinde og yngre mænd. På lydsiden hører vi støvletramp, og snart begynder sangen Grãndola, Vila Morena – José Afonsos ikoniske sang, som blev startskuddet til Nellikerevolutionen i 1974, da den blev afspillet i radioen. Sangen er Afonsos udgave af en såkaldt Cante Alentejano, den specielle korsang, som især dyrkes i Alentejo, og som sidste år kom på UNESCOs liste over kulturel verdensarv.

Scenen indleder dokumentarfilmen Alentejo, Alentejo af den portugisiske instruktør Sérgio Tréfaut. Sérgio blev i sin tid bedt om at lave en 10 minutters film om Cante Alentejano til brug for kampagnen for at blive erklæret kulturel verdensarv på samme vis som fadoen var blevet det nogle år forinden.

”Det var svært at lave en 10 minutters film til kampagnen, da det jo er en meget langsom musikform. Så derfor lavede jeg også en lang version”, fortalte Sérgio Tréfaut, da jeg mødte ham i går i Filmhuset i København, hvor tre af hans dokumentarfilm vises i en lille serie her i december.

Alentejo, Alentejo varer i godt halvanden time, hvilket ikke er for længe. Filmen består dels af optagelser af forskellige Cante-grupper, som øver eller optræder, dels af udtalelser og erindringer fra nogle af sangerne og dels af stemningsfyldte billeder af landskaber, gadeliv og dagligdagen på landet. For det er især livet og ikke mindst arbejdet på landet, som har født Cante og dannet ramme for dens udvikling og eksistens. Som bluesmusikken siges at have sin oprindelse i bomuldsplantagerne, blev Cante sunget under det hårde arbejde i markerne, og sangene handlede ofte om et liv i fattigdom med sult og slid, men også om de enkle glæder ved livet.

De mere organiserede kor dukkede op først i 1900-tallet og kunne bestå af op mod 30 personer – oftest mænd, men der blev ligeledes dannet kvindekor. Også minearbejderne fik deres eget kor, og her blev der sunget om arbejdet under jorden, om døde minearbejder og deres skytsengel.

Inspirationen til sangen, hvor en forsanger indleder, hvorefter koret falder i – ofte i vuggende bevægelser – menes at være enten arabiske sange eller kristne kirkesange, og der eksisterer da også en lang række sange med religiøst indhold den dag i dag.

Selv om der benyttes forsangere, er der tale om en kollektiv sangform, hvilket også afspejles i, at der selv for nyere sange sjældent angives ophavsmænd til teksten. Det er fællesskabet, der tæller – og altså ofte arbejdsfællesskabet, akkurat som i bageriet, der besøges i filmen. Derfor har mange sange også politisk indhold, idet der synges om krig og revolution. Under Salazars Estado Novo blev Cante dog på samme vis som fadoen og andre traditionelle kulturformer sat under styrets kontrol og udnyttet til at skildre en form for landlig og folkelig idyl. Men i modsætning til fadoen blev Cante ikke sat i skammekrogen efter revolutionen i 1974, da det kollektive fællesskab og udspringet i arbejderkredse vejede tungere.

Til gengæld har Cante væres truet af udviklingen. Efter revolutionen kom også fremskridtet til Alentejo, og hånden arbejde blev erstattet af mekanisering og maskiner. ”Det er ikke til at synge for maskinerne”, som en af mændene forklarer, mens han efterligner en maskines hastige rytme.

Den tætte tilknytning til arbejdet forsvandt, og selv om der stadig blev sunget på barer, ved festivaler og i forsamlingshuse, blev sangformen revet løs fra sin naturlige placering og sit oprindelige formål. Traditionelle kulturformer, som løsrives fra deres nødvendighed, risikerer at forsvinde, hvilket også gjaldt Cante. Der kom ikke nye sangere til, og antallet af kor blev færre og færre. Det har dog heldigvis ændret sig igen de senere år – bl.a. med udnævnelsen til verdensarv, fortalte Sérgio Tréfaut.

”Nu er der igen unge, der tager det til sig, og der opstår unge kor. Det er blevet en ny trend”, sagde han og anslog, at der findes omkring 200 kor i hele landet heraf godt 100 i Alentejo, hvoraf han har talt med 10-12 grupper i forbindelse med optagelserne til filmen.

Sérgio Tréfaut har valgt at skildre Cante uden for mange forklaringer. I stedet viser filmen, hvad Cante er, og den lader os mærke og forstå de involverede følelser. Et udmærket valg, som falder fint i tråd med sangenes form og indhold. Det handler nemlig ikke kun om at forstå ordene, men i lige så høj grad om at føle dem, som en af de unge sangere forklarer.

Serien i Cinemateket, som er støttet af den portugisiske ambassade, fortsætter med to andre film af Sérgio Tréfaut. Lørdag aften gælder det filmen Fleurette, som er et anderledes portræt af instruktørens mor, som var gift med en fransk fascist og senere en portugisisk kommunist. Søndag den 20. december følger så Another Country, der skildrer begivenhederne i 1974 gennem øjnene på udenlandske fotografer og filminstruktører, der dækkede revolutionen.

Læs om programmet her. Og læs mere på instruktørens hjemmeside.  

Tabu – en filmanmeldelse

I går indledte Cinemateket i København deres filmserie ”Ny portugisisk film – på kanten af virkeligheden”. Resten af december vil der være visning af de fire forskellige film, der indgår i serien, herunder åbningsfilmen ”Tabu”, som vises igen søndag den 28. december.

Det er meget sjældent, at der er mulighed for at se portugisiske film i Danmark, og derfor endnu mere sjældent, at de opnår medieomtale. Derfor kan jeg – som gammel filmanmelder – ikke lade være med at bringe denne lille omtale af ”Tabu”, som er instrueret af Miguel Comes. Men ikke kun af den grund. Den er også en omtale værd!

Filmen er opdelt i en prolog og to afsnit: Paradise Lost og Paradise. Prologen fortæller en lille fabel om en opdagelsesrejsende, som vælger at kaste sig ud til krokodillerne på grund af ulykkelig kærlighed. Siden da har man jævnligt set en bedrøvet krokodille og en smuk kvinde sammen ved floden, lyder det.

Første del foregår i nutidens Lissabon og har den hjælpsomme Pilar og hendes naboer, den ældre kvinde Aurora og hendes afrikanske tjenestepige Santa, i centrum. Aurora lever mest i sine drømme, og da hun kommer på hospitalet, beder hun Pilar om at opsøge en mand, Gian-Luca Ventura. Det er denne mand, der fortæller filmens anden del, som er et tilbageblik på 60´ernes kolonitid i Afrika, nærmere bestemt Mozambique. Her havde Aurora en farm, arvet efter faderen, og her mødte hun sin mand og siden den unge levemand Ventura, som hun får en fatal affære med.

”Tabu” er anderledes fortalt i sort-hvid, hvilket passer fint til en historie, som mest af talt udspiller sig i erindringen. Og så emmer den af ulykkelig kærlighed, melankoli og længsel efter det tabte paradis – det portugiserne ynder at kalde for saudade.

Titlen kan forstås på flere måder. Det kunne selvfølgelig være en påstand om, at Portugals forhold til kolonitiden er tabuiseret, men filmens ærinde er hverken politisk eller et historisk opgør, selv om kolonikrigen sniger sig nærmere i filmen. Men titlen er derimod klart en henvisning til F. W. Murnaus gamle film ”Tabu”, der lige som denne er opdelt i to afsnit med samme titler – og som tematisk også har ligheder.

Endelig er titlen også en konkret henvisning til bjerger Tabu. ”Aurora havde en farm i Afrika for foden af Mount Tabu”, som fortællerstemmen forkynder på helt Karen Blixens vis. Men heldigvis er kolonihistorien ikke ren ”Out of Africa”, men nærmere Blixens egen måde at konstruere mytiske fortællinger. Eller Hemingway for den sags skyld, når han lader sine romaner og noveller udspille sig blandt europæere og amerikanere i Afrika. The Short Happy Life of Francis Macomber for blot at nævne en enkelt titel.  

I sin form er ”Tabu” ikke en film for det bredde publikum. Men det er en gribende og godt fortalt kærlighedshistorie, hvor der også er plads til humoren. Det er en – måske lidt vel romantisk – hyldest til gamle fortællemåder. Og så er det ikke mindst en stemningsfyldt film, hvor musik, de flotte billeder og selve historien harmonerer fint. 

Ny Portugisisk Film i Cinemateket

Portugisiske film finder desværre sjældent vej til de danske biografsale eller til tv-kanalerne. Samtidig har landet generelt stået i skyggen af de større filmlande som Spanien og Frankrig.

Fra og med i dag har man dog chancen for at se et lille udvalg, idet Cinemateket i København i samarbejde med Den Portugisiske Ambassade viser en lille række af nye portugisiske film.

I aften gælder det ”Tabu” af Miguel Gomes, som har været vist i en række europæiske lande, men altså ikke Danmark. Filmen foregår dels i nutidens Lissabon og dels i 1950´ernes Mozambique, hvor kolonilandet dannede rammen for en ikke glemt kærlighedshistorie.

I løbet af måneden følger så tre andre film. ”This Side of Resurrection” om et søskendepar, hvor brodere lever som munk i et kloster ved Guincho-stranden. ”Historic Center”, som et en episodefilm i fire dele, der hylder Guimarães. Blandt bidragsyderne er finske Aki Kaurismäkis og den portugisiske nestor Manoel de Oliveira. Endelig vises João Botelhos filmatisering af Fernando Pessoas ”Rastløshedens bog”, som er en række dagbogsagtige notater nedfældet af Bernardo Soares – en af Pessoas mange såkaldte heteronymer. Filmversionen er ført op til vore dages Lissabon.

Læs mere om filmene på Cinematekets hjemmeside.

Bond i Portugal

Egentlig var det bare en sen aftens gensyn med en filmklassiker. Men det blev et gensyn i mere end en forstand. Filmen var James Bond, ”I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste” – den første, sidste og eneste Bond film med australske Georg Lazenby i titelrollen.

Selv om Lazenby jo ikke kan konkurrere med Sean Connery i at give Bond-karakteren liv, charme og kvalitet, har jeg altid haft en svaghed for netop denne Bond-film. Sanatoriet med de mange kvinder, de åbenlyse humoristiske seksuelle hentydninger, den lange skijagt ned af bjerget, Telly ”Kojak” Savalas som Blofeld, Tracy Drago spillet af Diana Rigg, som jeg vist var lidt lun på i rollen som Emma Peal i tv-serien The Avengers, samt ikke mindst den tragiske og melankolske slutning.

Måske har der hele tiden være endnu en grund til, at jeg har yndet filmen. En stor del af den er nemlig optaget i Portugal, hvad jeg måske nok har læst, men aldrig været helt opmærksom på. Det blev jeg så forleden.

Det er første del af filmen samt det afsluttende bryllup mellem Bond og Tracy, der har portugisiske locations. I sin Aston Martin kører Bond ad kystvejen ved Guincho stranden ved Caiscais, hvor han redder Tracy fra at drukne sig i bølgerne. Han indlogerer sig på det gamle mondæne Hotel Palácio Estoril, som ligger lige ved siden af Casino Estoril, som selvfølgelig også besøges.

Senere går turen over den flotte bro, Ponte 25 de Abril – opkaldt efter revolutionsdagen – og Lissabon anes i baggrunden. Han besøger Tracys far, gangsterchefen Draco på dennes landsted, hvor han overværer tyrefægtning. Her er referencen til Portugal tydelig, da sidste akt udgøres af de såkaldte forcados, en gruppe mænd, hvor anføreren skal gribe om tyrens horn, mens de andre skal stoppe den. Landejendommen, hvor det afsluttende bryllup også foregår, er Vinho Estate Zambujal, som ligger ved Sado-floden lige vest for Setúbal. De forelskede par shopper i Lissabon og går ture i parken ved Palácio dos Marqueses da Fronteira (se billedet) i udkanten af Monsantoparken i Lissabon, mens Louis Armstrong synger kærlighedstemaet ”We have all the time in the World”, hvad det jo så viser sig, at de ikke har. Og slutteligt skulle den sidste køretur med Tracy være optaget på Arrabida-halvøen syd for Lissabon.

I Ian Flemings bogforlæg foregår alt dette i Sydfrankrig. Men efter sigende fandt filmholdet de forskellige franske locations for ”brugte”, hvorfor de i stedet valgt Portugal. Valget gav sådan set god mening. Ikke bare for en Portugal-elsker som mig, men også i forhold til historikken. For hotellet og kasinoet i Estoril spillede en rolle i tilblivelsen af James Bond figuren.

Ian Fleming arbejdede selv som hemmelig agent for den britiske Navy Intelligence Division under 2. verdenskrig. Den 20. maj 1941 tjekkede han ind på netop Hotel Palácio i Estoril, som et led i planlægningen af operation Golden Eye (som jo senere navngav en anden Bond film). Lissabon og Portugal var på det tidspunkt en større spionrede, hvor alle nationaliteter – ven som fjender – færdes de samme steder og holdt øje med hinanden. Et af mødestederne var netop Hotel Palácio samt kasinoet ved siden af, hvor Ian Flemming også tog del i glæderne. Efter et af besøgene på kasinoet skulle Fleming have udtalt, at det kunne have været spændende at blanke alle nazisterne af ved spillebordet.

Denne tanke blev genbrugt, da han i 1952 skrev sin første Bond-roman, Casino Royale, hvor Bond prøver at vinde skurken Le Chiffres penge i poker. Endvidere forlyder det, at en af de spioner, Fleming vitterligt mødte i Estoril, dobbeltagenten Dusko Popov, var en inspirationskilde for selve James Bond figuren.  

Men god vilje kan man altså konkludere, at James Bond vendte hjem til Portugal i ”I Hendes Majestæts hemmelige tjeneste”. Som jeg gjorde det ved gensynet.

Dansk film om fado

Der er langt fra de store internationale koncertsale til de små taverner i Alfama. Og der er langt fra verdensstjerner som Mariza, Christina Branco og Mísia til de mere ukendte sangere, der hver aften bevæger sig rundt i de små gyder for at lægge stemme til og videreføre fadotraditionen på de mere ydmyge steder.

Danske Anders Leifers film ”Fado” fra 2003, som heldigvis nu er genudgivet på DVD, hylder de sidstnævnte. Dagdriveren Zé António, den gamle enke Suzette, taverneejeren Concalo og opvaskeren Tina. Alle kan de ikke afholde sig fra at synge fado, og alle har de en historie at fortælle. Zé om de indre sår fra kolonikrigen i Guinea-Bissau. Suzette om de mange år i forstaden, hvor manden forbød hende at synge fado. Concalo om de store vidder i Alentejo og farmen, som familien måtte forlade efter revolutionen i 1974. Og den charmerende Tina, som stopper op midt i opvasken og indrømmer, at hun ikke ved, hvorfor hun er endt netop dér.

Trods afstikkere er det Concalos lille Taberna do Julião og de snævre gyder og stejle trapper i Alfama, der er filmens absolutte centrum. Og filmens sjæl, fristes man til at skrive. Taberna do Julião tilbyder såkaldt fado amador – altså fado med ikke-professionelle udøvere. Men ordet amador kommer af ”at elske” – og det er netop det, der er kernen i sangernes forhold til fadoen. Kvaliteten af stemmerne kan så sandelig diskuteres, men deres passion er stor og indiskutabel.

Selv om filmen er optaget i 2002, sender valget af hovedpersoner og location os tilbage i tiden. De fleste optagelser er holdt i sort-hvid, som dog iblandes grynede stemningsskabende farveoptagelser. Leifer sværmer for de gamle sporvogne, de slidte og afskallede mure og de ensomme nattevandringer gennem de smalle brostensbelagte stræder. Alfama og det nærtliggende Mouraria fremstår som tidslommer, hvor udviklingen er gået forbi, og hvor man kan genfinde fadoen, som den blev sunget og udlevet i sin barndom.

Zé, som med sin driven rundt og sin lyst til at drikke så at sige inkarnerer de typer, der var med til at skabe fadoen i sin tid, opsøger Mouraria og spørger om kvarteret vil overleve. Suzette fortæller, at hun er født i Rua do Capelão i Mouraria – gaden, hvor den mytiske Maria Severa levede – og vi hører hende synge den traditionelle fadosang Adeus Mouraria. I modsætning til Alfama, som stort set fremstår intakt, blev store dele af Mouraria ofret for byfornyelsesprojekter under Estado Novo, så kun en mindre del af bydelen har overlevet.  

Dermed er filmen på den ene side et bevis på, at fadoen ikke kun har overlevet i de store koncertsale, men også er en levende tradition blandt lokalbefolkningen. Ja, det nævnes sågar ganske korrekt, at også de unge er med på vognen. Men på den anden side får filmen et skær af romantisk nostalgi i sin insisteren på kun at fokusere på amatørsangere i de gamle kvarterer, der ikke kan andet end at forfølge deres skæbne og synge fado akkurat som generationerne før dem. Og den negligerer de mange professionelle udøvere i alle aldre, som også er en nødvendig del af fadoens udvikling og en betingelse for dens overlevelse kunstnerisk set.

En dejlig og charmerende filmisk rejse, der som fadoen selv efterlader en vemodig stemning af saudade. 

Filmen kan købes via http://www.fenrisfilm.dk/

Læs mere om Suzette, som jeg selv har mødt, i kapitlet ”De gamle damer og traditionen” i min bog Mit andet hjemland.

Bille August filmer i Lissabon

Netop nu er Bille August i gang med optagelserne til filmen Night Train to Lisbon efter Pascal Merciers dejlige og stemningsmættede bog, som på dansk ikke overraskende hedder Nattog til Lissabon.

Filmen optages i såvel Bern som Lissabon og følger dermed bogen. Her møder man den schweiziske midaldrende professor Raimund Gregorius, som tilfældigt møder en ung smuk portugisisk kvinde, hvorefter han pludselig bryder op og rejser til Portugal. Undervejs i toget læser han en bog af den afdøde portugisiske forfatter Amadeu de Prado, hvilket bliver en hel besættelse, så han efter ankomst må opsøge steder og personer, der har været en del af Prados liv. En sand rejseberetning, som tro mod genren selvfølgelig har karakter af såvel en ydre som en indre rejse.

Det er jo langt fra den første litterære succes, Bille August giver sig i kast med, ligesom det ikke er første gang, han bruger Lissabon som kulisse. En del scener fra Isabel Allende-filmen Åndernes Hus blev faktisk optaget i Lissabon, som derved illuderer Santiago i Chile.

Rollelisten er lang og tæller en del af mine personlige favoritter, hvorfor jeg er spændt på resultatet. Hovedrollen spilles af Jeremy Irons, desuden medvirker navne Bruno Ganz, Lena Olin, Christopher Lee og Charlotte Rampling.

Bille August film har været noget svingende i kvalitet. Men med dét litterære forlæg, dén rolleliste og så det faktum, at det meste af handlingen udspiller sig i min favoritby, er der ingen tvivl om, at det er en film, der skal ses.

Foreløbig gælder det optagelserne i Lissabon, som forventes at slutte en gang i maj.

Læs mere her: http://www.night-train-to-lisbon-film.com/

Life on the Douro

Så fik jeg endelig set Zev Robinsons nye dokumentarfilm, Life on the Douro – og det med stor fornøjelse. Livet i Dourodalen er selvfølgelig synonymt med livet i portvinsproduktionen før som nu. Filmen er da også på en gang en stor hyldest til det smukke landskab i Dourodalen, til de mange gode folk i portvinsbranchen og til portvinen selv.

Den er opdelt i 13 små kapitler med hver deres overskrift. Nogle kapitler er historiske og handler fx om legendariske skikkelser som Marquis de Pompal, der stod for demarkeringen af vinområdet, og Dona Antonia Ferreira – den helt store kvinde i portvinshistorien, som foruden at eje mange quintaer også gjorde en stor indsats for udviklingen af området.

Et væsentligt historisk årstal er 1986, hvor det tillades at producere og eksportere portvin fra selve dalen. Hidtil havde de store udskibere i Vila Nova de Gaia haft eneret herpå, men efter lovændringen begyndte et voksende antal uafhængige små producenter at lave deres egen portvin til glæde for mangfoldigheden.

De 28 branchefolk, der medvirker i interviews og små særskilte portrætter, kommer da også fra såvel de store, gamle portvinshuse som de små familieejede vingårde. Vi møder Symington-familien og repræsentanter fra Sandeman, Taylor og Fonseca. Vi møder dynastier som van Zeller og Olazabal og dermed husene Noval og Ferreira. Og vi møder nogle af de sammensvorne i Douro Boys og en up-coming mand som Oscar Quevedo. Dertil kommer verdens vel nok førende portvinsekspert, Roy Hersh, til hvis internationale nyhedsbrev For The Love Of Port jeg i al beskedenhed selv bidrager.

En sidste kategori af kapitler er mere tematisk og debatterende. Portvinens fremtid diskuteres, der fokuseres på uenigheden om at satse på fremragende rødvine ved siden af portvinen, og vi hører om selve det at vokse op i Dourodalen.

Ind i mellem disse kapitler får vi også gennemgået de forskellige portvinstyper og det meste af produktionen fra plantning og beskæring over plukning og presning til lagring og blending. Og endelig følger vi sporadisk tilberedningen og serveringen af nogle meget lokkende gourmet-retter fra forret til portvinsdessert.

Det sidste er sammen med de flotte optagelser med til at gøre filmen meget sanselig til trods for en traditionel opbygning og fortællestil. Der er ikke meget handling, men langt flere direkte interviewsekvenser, hvor det gode portvinsfolk fortæller til kameraet og så afbrydes af stemningsskabende optagelser, der dog ikke altid er afstemt med det sagte. En rød handlingstråd gennem filmen kunne være ønskelig, især hvis den er tiltænkt et større publikum end lige os portvinsnørder.

Jo, filmen er så afgjort en hyldest til Dourofolket, men ikke helt ukritisk, da den også berører et par ømme punkter. Den skal ses for dens formidling af viden og den lange række af kendte som mere ukendte branchefolk. Og den skal ikke mindst ses for de flotte og forførende billeder af vinmarker på stejle skråninger, folk der har travlt med at lave druer til portvin, mørke kældre, store fade og støvende flasker. Og ikke mindst lyset, der glimter i et glas fyldt med dejlig portvin.

Det lokker og drager – både til et besøg i dalen og til en tår at drikke. Det første må vente til sommer. Det andet blev klaret ved at skænke et glas 10 års tawny, mens jeg så filmen.  

Læs mere om filmen og se trailers: http://lifeonthedouro.com/

Besøg For The Love Of Port: http://www.fortheloveofport.com/

Den gamle mester, Oliveira

Jeg skal med det samme og med skam indrømme, at det kun er få film af Manuel de Oliveira, jeg har set. Hovedårsagen er, at de stort set aldrig bliver vist i Danmark, ses bort fra særprogrammer i Cinemateket. I den danske udgave af Wikipedia fylder omtalen af Oliveira meget symptomatisk godt en linie med angivelse af fødeåret 1908 og konstateringen af, at han ”tilsyneladende” er verdens ældste aktive filminstruktør. Så er der i al fald ikke sagt for meget.

Men det er vitterligt også imponerende, at han i en alder af 102 år stadig instruerer film – og efter sigende endnu med en stor portion friskhed og kreativitet. Her til oktober forventes der således at være premiere på hans nyeste film, A Igreja do Diabo om en ung mand, der rejser til Rio de Janeiro for at studere og indlogerer sig hos en mand, som åbenlyst er sin kone utro – et tema, som det ikke er første gang, Oliveira berører. Filmen er ifølge The Internet Movie Database nummer 57 i rækken som instruktør!

Karrieren startede i 1931 med dokumentarfilmen Douro, Faina Fluvial, som portrætterer arbejdslivet på og langs Douro-floden i fødebyen Porto. Efter endnu nogle kort- og dokumentarfilm spillefilmsdebuterende Oliveira i 1942 med Aniki Bóbó, hvis underlige titel er hentet fra en børneremse, og som da også har børn som hovedpersoner. Derefter blev det kun til endnu et par spillefilm de næste årtier, da han var i opposition til Estado Novo og derfor var forhindret i at lave de film, han gerne ville. Men efter revolutionen i 1974 gik det stærk, og han lavede mindst en film om året, som om energien havde hobet sig op gennem årene.

I bogserien ”Contemporary Film Directors” (udgivet på University of Illinois Press) giver Randal Johnson fra University of California en fin gennemgang af Oliveiras livsværk, film efter film med handlingsreferater og små analyser og indplacering i filmhistorien. Spændende læsning, når nu filmene er svære at opdrive. Svært tilgængelige er filmene også, hvilket selvfølgelig kan være medvirkende til de manglende premierer herhjemme. Ofte karakteriseres hans film som talefilm eller filmede skuespil og ofte af den lange slags, helt op til den 6 timer og 40 minutter lange, Le Soulier de satin (1985) efter Paul Claudels skuespil.

Oliveira har til dels udforsket og udfordret filmen som kunstart, dels filosoferet over temaer som troen og den umulige kærlighed og dels taget favntag med nationale fænomener som de store opdagelsesrejser, krige og ikke mindst den messianistiske sebastianisme – opkaldt efter den unge Kong Sebastian, som forsvandt i ørkenen ved Alcacer Quibir i 1578 under sit eget felttog mod de vantro. Man fandt dog aldrig liget, hvorfor der snart opstod den myte, at han ville vende tilbage og genvinde landet dets storhedstid.

Læsningen af bogen har i al fald overbevist mig om, at der er en række af film, som jeg snarest skal have set. Foruden de to nævnte debutfilm gælder det bl.a.:

Non ou a Vã Glória de Mandar (1990), som omhandler en række store krige i Portugals historie, fra kampen mod romerne over førnævnte slag ved Alcacer Quibir til kolonikrigen i Angola.

Vale Abraão (1993) om Ema, der som en anden Emma Bovary finder sin egen sensualitet og udfordrer sit ægteskab. Filmen, der foregår i den skønne Douro-dal, bygger på Agustina Bessa-Luís roman ”Abrahams Dal”, som er udkommet på danske på Ørbys Forlag.    

Porto da Minha Infância (2001), som er en hyldest til instruktørens barndom i Porto og rummer såvel dokumentaristiske som fiktive træk.

Um Filme Falado (2003), som skildrer samtaler mellem en historieprofessor og hendes datter samt en række personer fra forskellige sydeuropæiske lande, men de sejler fra Lissabon gennem Middelhavet og Suezkanalen på vej mod Bombay – en odyssé gennem den vestlige civilisation og kulturs vugge, men også mod dens undergang.

Until the End of the World

Til verdens ende. Mindre kan ikke gør det i tyske Wim Wenders film fra 1991, som jeg så første del af i går aftes i director´s cut. Men inden enden nås, er vi kommet vidt omkring. Berlin, Moskva. Beijing, Tokyo og Lissabon blandt mange andre steder.

Filmen følger Claire Tourneurs (Solveig Dommartin) jagt på den gådefulde Trevor McPhee (William Hurt), som dog viser sig virkelig at hedde Sam Farber. Og i hælene på Claire følger så hendes tidligere kæreste Eugene (Sam Neill) – ligesom privatdetektiven Phillip Winter (Rüdiger Vogler) og en CIA-agent er på samme tur rundt i verden.  Der er tale om en underlig blanding af road movie, krimi-noir og science fiction – det sidste dog på en i dag lidt morsom måde, da gadgets som videotelefoner for længst er indhentet af udviklingen. Det hele tilsat en flot soundtrack med bl.a. Talking Heads, Lou Reed, R.E.M., Elvis Costello, Nick Cave og ikke mindst U2, der har lavet titelmelodien.

Opholdet i Lissabon er en del af jagten. Claire og Trevor flygter lænket til hinanden ud i byen, op og ned af nogle af de mange trapper og stejle gyder og ind i en sporvogn. Her undrer en ældre kvindelig passager sig over, hvorfor de er lænket sammen, men de opdigter en historie om australske traditioner for nygifte. Kvinden er ingen ringere end fadostjernen Amália Rodrigues, som dermed har fået en lille statistrolle. Amália var nu ikke uvant med filmmediet, da hun faktisk har optrådt som fadosangerinde i adskillige spillefilm – mest berømt er nok ”Fado, História d´uma Cantadeira”.

Voglers karakter Phillip Winter er også et gensyn, om end hans beskæftigelse har været forskellig fra film til film i Wenders bagkatalog. Nogle år efter medvirker han som lydmand i ”Lisbon Story”, som er en stor hyldes til Lissabon og ikke mindst dens billeder og lyde. I det hele taget har Wenders en stor kærlighed til Portugal, da også hans ”The State of Things” delvist udspiller sig i landet. Her følger vi et tysk filmhold, som strander under optagelserne til et remake af en film om overlevende efter atomkrig. Filmen er Roger Cormans ”Day the World Ended” – en titel, som jo ikke ligger langt fra ”Until the End of the World”.

Den tre timer lange udgave af sidstnævnte er flot og en gensyn værd, men nok mest for Wenders-nørder. Andre kan sikkert nøjes med den officielle udgave. En fascinerende hyldest til det at rejse, men også en drømmeagtig dystopi om verdens udvikling. Og så ikke mindst et dejligt gensyn med Lissabon, hvilket jo altid er en nydelse i sig selv. Glæder mig at se de næste afsnit.