onsdag den 15. januar 2020

Lupo – dokumentar om stumfilmsinstruktør


Cinemateket i København arrangerer med jævne mellemrum filmforevisninger i samarbejde med Portugals ambassade. Det giver herboende portugisere og alle andre interesserede mulighed for at se nogle film, som ellers desværre nok aldrig ville finde vej til Danmark – selv om nogle af dem faktisk kunne fortjene at blive vist på dansk tv. Det gælder f.eks. dokumentarfilmen Alentejo, Alentejo om den regionale sangform Cante Alentejano, som blev vist for nogle år siden, for blot at nævne et eksempel.
Før jul var programsat en anden dokumentarfilm, som dog var meget anderledes tematisk og formmæssigt. Instruktøren Pedro Lino, som selv var til stede, havde gravet i filmhistorien og de gamle arkiver for at finde de noget sparsomme spor efter stumfilmsinstruktøren Rino Lupo, hvilket er blevet til filmen ”Lupo”, som blev vist sammen med Rino Lupos gamle film ”The Wolves” (Ulvene) fra 1923.


Søger man på Rino Lupo er det ikke meget, der dukker op på internettet. Så det er et i dag noget ukendt navn, Lino har kaster sig over at portrættere, så godt som det nu er muligt.
”Det var tilfældigt, at jeg blev interesseret. Det skete via Oliveira, som har henvist til Rino Lupo og nævnt, at han var elev på dennes filmskole en enkelt dag,” forklarer Pedro Lino med henvisning til Portugals helt store instruktørnavn, Manoel de Oliveira, som døde i 2015 i en alder af 106 år, og som de sidste år af sit liv var verdens ældste fungerende filminstruktør.
Men selv om nysgerrigheden blev vakt, var det ikke mange oplysninger Pedro Lino kunne finde, og folk der kendte ham enten ville eller kunne ikke fortælle meget mere.
”Hans portugisiske familie vidste heller ikke noget om ham,” siger Pedro Lino.


Cesare Rino Lupo (1888-1934) var født i Rom og altså italiensk. Men han rejste meget rundt i Europa og arbejdede som filminstruktør i adskillige lande. Filmen følger i hans fodspor fra Paris over Berlin til Moskva og derefter et år i Danmark – som jo i stumfilmstiden udgjorde lidt af et europæisk Hollywood – hvor han i 1915 laver det lidt vovede film ”Slør-Danserinden” med Adorée Villany og Gunnar Helsengreen som medvirkende. Endelig gik turen videre over Polen til Portugal, hvor han fungerer en del år med base i Porto og altså også får oprettet en filmskole og søsat flere andre projekter. I 1934 forsvinder han pludseligt.


”Da vi ikke ved så meget om ham, er det stederne, der strukturer min film,” fortæller Pedro Lino.
”Hans mest stabile tid var nok i Portugal, hvor han blev i 10 år. Andre steder fortsætter han hurtigt videre – ligesom han også stiftede familie i Portugal.”
Filmen om Lupo fortæller en interessant historie. Det har tydeligt været svært at samle informationer til en dokumentar om den gamle instruktør, hvorfor der er tale om lidt af en detektivhistorie, hvor vi opsøger steder og personer, som – måske, måske ikke – kan tilføjet noget. Meget klogere på Rini Lupo bliver vi i og for sig ikke, men der tegnes en fascinerende skitse til et portræt.


Filmen gør på billedsiden flittigt brug af montage af gamle fotos og nye optagelser af de samme steder samt optagelser fra nogle af de film, som er bevaret. Dertil kommer interview med mennesker, der på en eller anden vis har lidt berøring med Lupo herunder de portugisiske efterkommer samt familiemedlemmer i Italien, hvor vi slutter med at få lidt af en opklaring af, hvad der blev af ham, da han forsvandt. Mange af Lupos film er desværre gået tabt herunder ”Slør-Danserinden” – selv om det faktisk denne aften i Cinemateket forlød, at der måske befandt sig et eksemplar i Sveriges filmarkiv.
Den efterfølgende stumfilm af Rini Lupo er blandt de film, han producerede i sin tid i Portugal, og handler om Tonio, der efter at været i fængslet i længere tid, slår sig ned i en lille portugisisk bjerglandsby, hvilket ændrer en del af indbyggernes liv. Den er optaget on location i Serra da Cabreira med såvel professionelle skuespillere som amatører.
Alt i alt var mødet med Lupe et sjovt lille indblik i en svunden tid og en omflakkende personlighed. Og samtidig var det sjovt med et kort blik udefra på et for længst glemt hjørne af den danske filmhistorie.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar