fredag den 11. december 2015

Alentejo, Alentejo – en film om Cante

Det starter med en række ansigter. Alvorligt udseende ældre mænd, hvor tiden har sat sine spor, men også en enkelt kvinde og yngre mænd. På lydsiden hører vi støvletramp, og snart begynder sangen Grãndola, Vila Morena – José Afonsos ikoniske sang, som blev startskuddet til Nellikerevolutionen i 1974, da den blev afspillet i radioen. Sangen er Afonsos udgave af en såkaldt Cante Alentejano, den specielle korsang, som især dyrkes i Alentejo, og som sidste år kom på UNESCOs liste over kulturel verdensarv.
Scenen indleder dokumentarfilmen Alentejo, Alentejo af den portugisiske instruktør Sérgio Tréfaut. Sérgio blev i sin tid bedt om at lave en 10 minutters film om Cante Alentejano til brug for kampagnen for at blive erklæret kulturel verdensarv på samme vis som fadoen var blevet det nogle år forinden.
”Det var svært at lave en 10 minutters film til kampagnen, da det jo er en meget langsom musikform. Så derfor lavede jeg også en lang version”, fortalte Sérgio Tréfaut, da jeg mødte ham i går i Filmhuset i København, hvor tre af hans dokumentarfilm vises i en lille serie her i december.
Alentejo, Alentejo varer i godt halvanden time, hvilket ikke er for længe. Filmen består dels af optagelser af forskellige Cante-grupper, som øver eller optræder, dels af udtalelser og erindringer fra nogle af sangerne og dels af stemningsfyldte billeder af landskaber, gadeliv og dagligdagen på landet. For det er især livet og ikke mindst arbejdet på landet, som har født Cante og dannet ramme for dens udvikling og eksistens. Som bluesmusikken siges at have sin oprindelse i bomuldsplantagerne, blev Cante sunget under det hårde arbejde i markerne, og sangene handlede ofte om et liv i fattigdom med sult og slid, men også om de enkle glæder ved livet.


De mere organiserede kor dukkede op først i 1900-tallet og kunne bestå af op mod 30 personer – oftest mænd, men der blev ligeledes dannet kvindekor. Også minearbejderne fik deres eget kor, og her blev der sunget om arbejdet under jorden, om døde minearbejder og deres skytsengel.
Inspirationen til sangen, hvor en forsanger indleder, hvorefter koret falder i – ofte i vuggende bevægelser – menes at være enten arabiske sange eller kristne kirkesange, og der eksisterer da også en lang række sange med religiøst indhold den dag i dag.
Selv om der benyttes forsangere, er der tale om en kollektiv sangform, hvilket også afspejles i, at der selv for nyere sange sjældent angives ophavsmænd til teksten. Det er fællesskabet, der tæller – og altså ofte arbejdsfællesskabet, akkurat som i bageriet, der besøges i filmen. Derfor har mange sange også politisk indhold, idet der synges om krig og revolution. Under Salazars Estado Novo blev Cante dog på samme vis som fadoen og andre traditionelle kulturformer sat under styrets kontrol og udnyttet til at skildre en form for landlig og folkelig idyl. Men i modsætning til fadoen blev Cante ikke sat i skammekrogen efter revolutionen i 1974, da det kollektive fællesskab og udspringet i arbejderkredse vejede tungere.
Til gengæld har Cante væres truet af udviklingen. Efter revolutionen kom også fremskridtet til Alentejo, og hånden arbejde blev erstattet af mekanisering og maskiner. ”Det er ikke til at synge for maskinerne”, som en af mændene forklarer, mens han efterligner en maskines hastige rytme.
Den tætte tilknytning til arbejdet forsvandt, og selv om der stadig blev sunget på barer, ved festivaler og i forsamlingshuse, blev sangformen revet løs fra sin naturlige placering og sit oprindelige formål. Traditionelle kulturformer, som løsrives fra deres nødvendighed, risikerer at forsvinde, hvilket også gjaldt Cante. Der kom ikke nye sangere til, og antallet af kor blev færre og færre. Det har dog heldigvis ændret sig igen de senere år – bl.a. med udnævnelsen til verdensarv, fortalte Sérgio Tréfaut.
”Nu er der igen unge, der tager det til sig, og der opstår unge kor. Det er blevet en ny trend”, sagde han og anslog, at der findes omkring 200 kor i hele landet heraf godt 100 i Alentejo, hvoraf han har talt med 10-12 grupper i forbindelse med optagelserne til filmen.


Sérgio Tréfaut har valgt at skildre Cante uden for mange forklaringer. I stedet viser filmen, hvad Cante er, og den lader os mærke og forstå de involverede følelser. Et udmærket valg, som falder fint i tråd med sangenes form og indhold. Det handler nemlig ikke kun om at forstå ordene, men i lige så høj grad om at føle dem, som en af de unge sangere forklarer.
Serien i Cinemateket, som er støttet af den portugisiske ambassade, fortsætter med to andre film af Sérgio Tréfaut. Lørdag aften gælder det filmen Fleurette, som er et anderledes portræt af instruktørens mor, som var gift med en fransk fascist og senere en portugisisk kommunist. Søndag den 20. december følger så Another Country, der skildrer begivenhederne i 1974 gennem øjnene på udenlandske fotografer og filminstruktører, der dækkede revolutionen.



Læs om programmet her. Og læs mere på instruktørens hjemmeside.  

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar