fredag den 4. juni 2021

Gensyn med Portugal


For det par uger siden havde jeg den fornøjelse atter at befinde mig i Portugal. Sidste gang var i februar måned sidste år kort tid før nedlukningen.  

Jeg var inviteret til Portugal af brancheorganisationen Wines of Portugal, som hvert år afholder en stor vinkonkurrence, Concurso Vinhos de Portugal. Her kan landets vinproducenter indsende vine, som så bliver blindsmagt og bedømt af en større jury bestående af såvel portugisiske som internationale vinskribenter, sommeliers og winemakere – og jeg havde den ære at være del af den internationale jury. Det blev til tre dage med blindsmagning af en lang række vine efterfulgt af et par dage med besøg på vingårde og middage med producenter samt afslutningsvis en gallamiddag med prisoverrækkelse, hvilket man kan læs mere om på min vinblog.



Vi boede først nogle dage i Santarém ca. 80 km nordøst for Lissabon – en by jeg indtil nu må indrømme kun at have passeret på min vej nordpå og heller ikke fik det store kendskab til denne gang, da programmet kun levnede få korte pauser på egen hånd. Dernæst fulgte et par dage i Setúbal, som det er adskillige år siden, jeg har besøgt sidst.



Som i så mange andre byer er havnefronten i Setúbal blevet udviklet, og promenadealléen er et dejligt grønt åndehul med mange sjove skulpturer. Antallet af fiskerestauranter er stort, og det siges, at de bedste grillede sardiner fås i Setúbal.



Det blev også til et besøg i det flot restaurerede Jesu kloster – en slags forløber til det mere kendte Jerónimos-kloster i Belém – hvor gallamiddagen blev afholdt i klostergården. Og det blev til et gensyn med São Filipe fortet, hvor der blev afholdt en lille reception med smagning af vine fra forskellige mindre producenter fra regionen. Fortet blev opført i 1590, som forsvar mod englændere og pirater. Foruden den dejlige udsigt ned over byen og over mod Troia-halvøen på den anden side af Sado-flodens udmunding er kapellet også et besøg værd med sin flotte Azulejos-udsmykning.



Vi besøgte også nogle vingårde. Setúbal-regionen er især kendt for sine rødvine på druesorten Castelão (som Periquita) samt den søde hedvin Moscatel de Setúbal. Vi besøgte tre producenter, som gør det i alle genrer, Casa Ermelinda Freitas, José Maria da Fonseca og Bacalhôa, hvor de to sidstnævnte ligger side om side i vinbyen Azeitão midt på Setúbal-halvøen. Besøg begge steder kan højt anbefales, hvis man er på de kanter eller som en udflugt fra Lissabon.