Lad det være
sagt med det samme. Det blev ikke til en topplacering for mit vedkommende i år.
Men festen og oplevelsen var den samme som altid.
Den årlige
regatta med de gamle portvinsbåde – de såkaldte Barcos Rabelos – fandt som
vanligt sted Sankt Hans dag, arrangeret af portvinsbroderskabet, Confraria do
Vinho do Porto, som havde afholdt deres årlige optagelsesceremoni og
gallamiddag et par dage inden. Aftenen før havde hele Porto fejret deres
elskede skytshelgen São João med dans og fest i gaderne, hammerslag på hovedet,
grillede sardiner og masser af fadøl. Samt ikke mindst med det afsluttende
imponerende fyrværkeri på Douro-floden og fra dobbeltdækkerbroen Ponte Luís I,
hvorfra der falder en vandfald af glimtende ild.
Efter
frokosttid dagen derpå, som vel at mærke er helligdag, går forberedelserne til
regattaen i gang. Nogle hold spiser frokost sammen først, og alle medbringer
proviant på båden i form af små godbidder, vin, vand og portvin. Der klædes om
i t-shirts med logoer for de forskellige portvinshuse, og når tiden er inde
sejles alle ud til de ventende både.
Jeg var i år
inviteret med på både fra Rozès og nåede dermed et skridt videre i min
intension om at prøve at være ombord alle bådene. Det er vel at mærke ikke alle
portvinshuse, det har en båd, da en sådan er dyr både i anskaffelse og ikke
mindst i vedligeholdelse.
Vi var 8 på
båden Infanta Isabel – samme navn som Rozéses 10 års Tawny. Luís Monteiro,
Jorge Ledo, Fernando Monteiro, José Monteiro, Jorge Morgado, Mariana Monteiro
og ikke mindst Fátima Saraiva, der som ”Mestre” i portvinsbroderskabet havde
kaptajnrollen i stævnen af skibet, hvorfra hun råbte sine ”Porto”- og ”Gaia”-anvisninger
til styrmanden, som ikke selv har udsyn, da han står bag det store sejl.
Vores start
var desværre uheldig. Vejrudsigten havde lovet pænt med vind fra havsiden,
hvilket sådan set er godt, når man skal sejle opstrøms til mållinjen foran
Sandemans lodge. Men det varme vejr gjorde også, at vinden kunne springe,
hvilket netop skete, da vi fik sejlet hejst op. Det foldede sig aldrig rigtigt
ud, da vinden ramte forkert, hvorfor vi i stedet endte ved havnen i den lille
fiskerlandsby Afurada, hvor det lige netop lykkes os ikke at påsejle molen.
Sejlet måtte derfor stryges igen, og vi blev bugseret ud i midten af Douro for
at starte forfra.
Dette betød,
at vi startede et godt stykke bag alle andre både. Men nu havde vi god vind, og
på vejen ind lykkes det os faktisk at indhente et par både og slutte os til de bagerste
i feltet ved mållinjen. Herfra måtte vi så se båden fra Fonseca med winemaker
David Guimaraens som kaptajn styre over målstregen i sikker vinderposition
efterfulgt af bådene fra Porto Cruz og Dalva.
Derefter
fulgte igen lidt ventetid, som blev fyldt ud med lidt at drikke og en god snak,
inden vi blev sejlet i land. Den efterfølgende præmieoverrækkelse fandt sted på
en plads længere henne ad Avenida de Ramos Pinto lige inden Ferreiras lodge.
Her var der vanlig jubel og klapsalver til de tre vinderbåde samt ikke mindst
et lille glas portvin og en skål for portvinen, broderskabet og
portvinsbrødrene.
Dagen
sluttede med en fælles og festlig middag hos AEVP (Associação
das Empresas de Vinho do Porto), hvor broderskabet har til huse.
Alt i alt en festlig dag – trods resultatet. Stor tak til António Saraiva fra Rozès for
invitationen og mandskabet for godt selskab. Om muligt er jeg klar
igen næste år på en af bådene.
