tirsdag den 11. februar 2020

Lula Pena gæster København og Odense


Med kun tre albumudgivelser bag sig siden 1998 kan man ikke ligefrem kalde den portugisiske sanger, digter, komponist og guitarist Lula Pena for produktiv. Men hun er kendt og meget respekteret i mere snævre kredse, hvorfor det er spændende, at hun her i marts kommer til Danmark for at give to koncerter i henholdsvis København og Odense.


Der har da også været lange pauser i hendes karriere – senest 10 år væk fra rampelyset. Hun er født og opvokset i Lissabon og som byen selv og dens kendte musikform fadoen er kosmopolitisk, er også Lula Penas sange inspireret fra mange steder i verden. Nogle har betegnet hende som fadosanger, men det er hun nu ikke – dog er der nok ingen tvivl om, at hun har hentet en del inspiration i fadoen, ligesom hun trækker på franske chansons, morna fra Cape Verde øerne og brasiliansk bossa-nova.
Efter det første album Phados blev udsendt i 1998, skulle der gå 12 år inden det næste kom i form af Troubador fra 2010 og så igen syv år inden Archivo Pittoresco fulgte i 2017. Selv om hun også har optrådt med andre, er det især alene med sin guitar, hun gør sig, hvilket også gælder de to koncerter i Danmark. Stemmen spænder over et stort register og bruges også som instrument, ligesom hendes guitarspil også er meget rytmisk.
Selv om der de senere år heldigvis er blevet mere interesse for portugisisk musik i Danmark, hvilket især gælder fadoen, er det ikke hver dag, man har muligheden. Og slet ikke i Odense, hvor den ene koncert finder sted.
De to koncerter finder sted den 26. marts på Alice i København og den 29. marts på Musikhuset Dexter i Odense – sidstnævnte arrangeret af Second to the Left, som de senere år har stået bag adskillige koncerter med spændende og anderledes navne inden for det, man måske lidt vel generelt kalder for verdensmusik.
Koncerten i Odense er en dobbeltkoncert, hvor også den danske folkduo Vingefang spiller. Vingefang består af Lene Høst og Miriam Ariana, som foruden nordisk folkemusik er inspireret af musik fra lande de har rejst og boet i så som Frankrig, Brasilien og Tanzania.



mandag den 10. februar 2020

Den anarkistiske bankier


Han har tjent masser af penge og skelede efter eget udsagn ikke til midlerne: Børsspekulationer, finansielle kneb, ja selv illoyal konkurrence. Alligevel påstår han, at han er anarkist – ikke bare i teoretisk forstand, men også i praksis – for han bekæmper så at sige pengenes tyranni ved at tilegne sig så mange af dem, at han bliver uafhængig af dem.
Det lyder paradoksalt og er det nok også. Men ikke, hvis man umiddelbart følger argumentationen, som ”den anarkistiske bankier” leverer i bogen af samme navn. Den er skrevet af den portugisiske digter og forfatter Fernando Pessoa, som dels skrev digte under forskellige såkaldte heteronymer så som Alberto Caeiro, Álvaro de Campos og Ricardo Reis, men også mange forskellige former for prosa og filosofiske tekster. Mest kendte blandt sidstnævnte er den enestående samling af fragmenter ”Rastløshedens Bog” af kontoristen Bernardo Soares (endnu et heteronym).
”Rastløshedens Borg” blev genudgivet på dansk sidste år i en flot, lille og illustreret udgave på forlaget A Mock Book. Forlaget fulgte sidst i 2019 op med endnu en ny udgave af Fernando Pessoa – denne gang altså ”Den anarkistiske bankier”, som udkom første gang på dansk i 1991, oversat af Mone Hvass, men nu altså er til at få igen i samme oversættelsen, men med nyt forord af Karl Erik Schøllhammer og med fine illustrationer af Ferdinand Ahm Krag.
Bogen udgøres af en lang samtale efter en middag mellem jeg-fortælleren og hans ven, ”bankieren, den fremragende forretningsmand og berygtede børsspekulant”. Fortælleren siger, at han for nyligt hørte, at vennen en gang har været anarkist”, hvorefter denne straks korrigerer og svarer, at han da stadig er anarkist. Bogen ud følger så en længere argumentationskæde, som til tider virker ganske logisk og andre gange præget af lidt ”Erasmus Montanus logik”. Vennen bliver i al fald overbevist og udbryder slutteligt, at han jo virkelig er anarkist.
Som læser er man nu knap så overbevist, men til gengæld er man godt underholdt, idet bogen faktisk er en fin lille politisk satire om idealer og praksis, mål og midler samt forsøget på at frigøre sig fra det borgerlige samfunds konventioner og uretfærdighed, som det hedder.
Det er faktisk såvel morsomt som tankevækkende og med mange politiske og filosofiske referencer, der viser, at Pessoa har sit teoretiske fundament i orden.
I sin levetid var det kun en lille del af Pessoas mangfoldige produktion, der blev offentliggjort. Den anarkistiske bankier er en af dem, idet den blev udgivet første gang i 1922 – 13 år før Fernando Pessoa døde. Men den er stadig værd at læse, som det gælder for det meste af Pessoas lyrik. Læs f.eks. min omtale af en udgivelse af ”Udvalgte digte” her.


Fernando Pessoa: Den anarkistiske bankier. A Mock Book 2019, 90 sider.

onsdag den 15. januar 2020

Lupo – dokumentar om stumfilmsinstruktør


Cinemateket i København arrangerer med jævne mellemrum filmforevisninger i samarbejde med Portugals ambassade. Det giver herboende portugisere og alle andre interesserede mulighed for at se nogle film, som ellers desværre nok aldrig ville finde vej til Danmark – selv om nogle af dem faktisk kunne fortjene at blive vist på dansk tv. Det gælder f.eks. dokumentarfilmen Alentejo, Alentejo om den regionale sangform Cante Alentejano, som blev vist for nogle år siden, for blot at nævne et eksempel.
Før jul var programsat en anden dokumentarfilm, som dog var meget anderledes tematisk og formmæssigt. Instruktøren Pedro Lino, som selv var til stede, havde gravet i filmhistorien og de gamle arkiver for at finde de noget sparsomme spor efter stumfilmsinstruktøren Rino Lupo, hvilket er blevet til filmen ”Lupo”, som blev vist sammen med Rino Lupos gamle film ”The Wolves” (Ulvene) fra 1923.


Søger man på Rino Lupo er det ikke meget, der dukker op på internettet. Så det er et i dag noget ukendt navn, Lino har kaster sig over at portrættere, så godt som det nu er muligt.
”Det var tilfældigt, at jeg blev interesseret. Det skete via Oliveira, som har henvist til Rino Lupo og nævnt, at han var elev på dennes filmskole en enkelt dag,” forklarer Pedro Lino med henvisning til Portugals helt store instruktørnavn, Manoel de Oliveira, som døde i 2015 i en alder af 106 år, og som de sidste år af sit liv var verdens ældste fungerende filminstruktør.
Men selv om nysgerrigheden blev vakt, var det ikke mange oplysninger Pedro Lino kunne finde, og folk der kendte ham enten ville eller kunne ikke fortælle meget mere.
”Hans portugisiske familie vidste heller ikke noget om ham,” siger Pedro Lino.


Cesare Rino Lupo (1888-1934) var født i Rom og altså italiensk. Men han rejste meget rundt i Europa og arbejdede som filminstruktør i adskillige lande. Filmen følger i hans fodspor fra Paris over Berlin til Moskva og derefter et år i Danmark – som jo i stumfilmstiden udgjorde lidt af et europæisk Hollywood – hvor han i 1915 laver det lidt vovede film ”Slør-Danserinden” med Adorée Villany og Gunnar Helsengreen som medvirkende. Endelig gik turen videre over Polen til Portugal, hvor han fungerer en del år med base i Porto og altså også får oprettet en filmskole og søsat flere andre projekter. I 1934 forsvinder han pludseligt.


”Da vi ikke ved så meget om ham, er det stederne, der strukturer min film,” fortæller Pedro Lino.
”Hans mest stabile tid var nok i Portugal, hvor han blev i 10 år. Andre steder fortsætter han hurtigt videre – ligesom han også stiftede familie i Portugal.”
Filmen om Lupo fortæller en interessant historie. Det har tydeligt været svært at samle informationer til en dokumentar om den gamle instruktør, hvorfor der er tale om lidt af en detektivhistorie, hvor vi opsøger steder og personer, som – måske, måske ikke – kan tilføjet noget. Meget klogere på Rini Lupo bliver vi i og for sig ikke, men der tegnes en fascinerende skitse til et portræt.


Filmen gør på billedsiden flittigt brug af montage af gamle fotos og nye optagelser af de samme steder samt optagelser fra nogle af de film, som er bevaret. Dertil kommer interview med mennesker, der på en eller anden vis har lidt berøring med Lupo herunder de portugisiske efterkommer samt familiemedlemmer i Italien, hvor vi slutter med at få lidt af en opklaring af, hvad der blev af ham, da han forsvandt. Mange af Lupos film er desværre gået tabt herunder ”Slør-Danserinden” – selv om det faktisk denne aften i Cinemateket forlød, at der måske befandt sig et eksemplar i Sveriges filmarkiv.
Den efterfølgende stumfilm af Rini Lupo er blandt de film, han producerede i sin tid i Portugal, og handler om Tonio, der efter at været i fængslet i længere tid, slår sig ned i en lille portugisisk bjerglandsby, hvilket ændrer en del af indbyggernes liv. Den er optaget on location i Serra da Cabreira med såvel professionelle skuespillere som amatører.
Alt i alt var mødet med Lupe et sjovt lille indblik i en svunden tid og en omflakkende personlighed. Og samtidig var det sjovt med et kort blik udefra på et for længst glemt hjørne af den danske filmhistorie.