mandag den 28. september 2020

Afonso Cruz og Kokoschkas dukke

 




Omtalte bog er tilsendt fra forlaget.

”Vi er alle marionetter, nogle mere dukker end andre, nogle mere forgudede end andre. Det står fast, at dukken blev lavet og, tror jeg, viste sig at være en skuffelse. Det endte med at Kokoschka dræbte den.”

Kulturhistorien er rig på såvel lykkelige som tragiske kærlighedshistorier. En af sidstnævnte omhandler den østrigske kunstner Oskar Kokoschka, som forelskede sig passioneret i komponisten Gustav Mahlers enke Alma. Det blev til en kort affære, hvorefter hun afviste ham. I stedet lod han fremstille en dukke i naturlig størrelse som en kopi af Alma, klædte den på og gav den samme parfume, som hun havde brugt. Og siden myrdede han den.

Dukken og historien bag optræder i portugisiske Afonso Cruzes roman ”Kokoschkas dukke”. Men tro ikke, at bogen udelukkende omhandler affæren og dens efterspil. Historien om dukken fortælles i en lille roman i romanen, trykt på gråt papir og med egen bogforside. Denne del af bogen er skrevet af en af personer i rammefortællingen, og i den optræder også en detektiv med navnet Filip Marlov.

”Adele gik op ad den lyse trappe der førte til Filip Marlovs kontor Udsmykningen var så latterlig at den ikke engang ville have passet på et femstjernet hotel. Adele tog plads i et venteværelse med fjernsyn og forældede ugeblade.”

Sådan er bogen. Som en russisk babusjka-dukke, hvor der hele tiden er en ny fortælling gemt inden i. Og hvor personerne refererer til hinanden på kryds og tværs, ligesom der refereres til såvel virkelige personer som Kokoschka og fiktive som Chandlers Philip Marlowe.

Det er en morsom leg med fiktionen, som tager ”papirspersoner, der er lige så tynde som de sider de lever på, og giver dem en eksistens”, som det lyder.

Rammefortællingen er ellers alvorlig nok og handler om jødeforfølgelse, krig og bombning af Dresden. Her møder vi Isaac Dresner, der gemmer sig i kælderen i en fuglebutik, efter at en tysk soldat har skudt hans ven i hovedet. Butikkens indehaver, som selvfølgelig hedder Bonifaz Vogel, hører derefter en stemme dybt nedefra.

”Bonifaz Vogel gik altid med sandaler, selv om vinteren, og han kunne mærke hvordan ordene sneg sig op forbi de gullige tånegle og tæerne der var sammenkrummede i bestræbelsen på at mærke hele sætninger banke mod hans fodsåler, klatre op gennem hans hvide, magre ben og blive holdt tilbage i hans hoved på grund af hatten.”



Afonso Cruz gæstede nyligt Danmark i forbindelse med den danske oversættelse af romanen – nærmere bestemt i Litteraturhuset ved Vandkunsten i København, hvor han var han i dialog med Politikens Erik Jensen og læste lidt op.

Cruz, som er født i 1971 og har boet i Lissabon, men nu lever på landet i Alentejo, er lidt af en multikunstner. Han er egentlig uddannet fra kunstskole som grafiker og illustrerer selv egne og andres bøger, og foruden forfattergerningen optræder han som sanger og musiker i bandet The Soaked Lamb, ligesom han brygger sine egne øl.

”Jeg har arbejdet med billeder hele mit liv, men kan lide at skifte lidt. Jeg har ikke min egen stil, men prøver helt tiden noget nyt. Nogle gange går det galt – andre gange bedre,” siger han med et smil og fortsætter:

”Musikken lå i og for sig i familiegenerne. Min bedstemor var fadoguitarist, hvilket var usædvanligt den gang, hvor kvinderne kun sang, men mere almindeligt i dag. Min onkel er også musiker. Jeg startede selv med at spille guitar som 18-årig og var ikke særlig talentfuld. Alle i familien synes, jeg var dårlig som musiker.”

Ironi er også med til forfatterens udtryksmåder sammen med absurditet og en sproglig opfindsom, som gennemsyrer hele ”Kokoschkas dukke”, der udkom på portugisisk i 2010 og bibragte forfatteren EU´s Litteraturpris i 2012. Derfor kan det også være svært at genfortælle handlingen, da den springer i tid og sted, har mange tråde og mange personer, hvis veje krydses på forskellig vis.

”Ofte har mine bøger en enkelt handling, men ikke denne. Det er min anden roman, men jeg regner den for det første rigtige. Bogen er lidt som en labyrint, siger folk. Da jeg afleverede den til forlaget var alle kapitlerne i tilfældig rækkefølge, men det blev dog lavet om, da forlaget mente det ville være for svært for læserne,” forklarer Alonso Cruz.

”Som forfatter ønsker man ikke at åbne alle døre. Alt skal ikke være direkte og indlysende. Der må godt være noget hemmeligt,” tilføjer han.

Selve idéen opstod, da hans læste nogle af Kokoschkas efterladte breve.

”Et af dem var dem var til den dukkemager, der skulle fremstille dukken af Alma Mahler. Jeg kunne lide historien. Alma var lidt af en hjerteknuser, som efterlod mange ulykkelige forelskelser. Brevet beskriver, hvordan dukken skal laves med mange teknisk detaljer. Det er den smukkeste kærlighedserklæring, jeg har læst,” fortæller han.

Som bogen refererer til Kokoschka, nævner den også den portugisiske digter, Fernando Pessoa og alle hans heteronymer. Inspirationen herfra er da også tydelig - både direkte i form af de mange opdigtede forfattere, som kommer til orde i bogen, og indirekte i den labyrintiske struktur. Afonso Cruz har også selv som Pessoa udgivet digte under andre navne. Han har f.eks. lavet en encyklopædi over ting, der ikke eksisterer, hvor han også opfinder forfattere, der henviser til hinanden.

”Jeg elsker digte, men har ikke selv publiceret nogen i eget navn. Jeg bruger i stedet digternavne, jeg selv har fundet på.”, siger Cruz og fortsætter:

”Pessoa gjorde i litteraturen, hvad videnskaben havde gjort. Der er ikke længere noget centrum i universet, centralperspektivet opløses. På samme måde som kubismen skildrer flere perspektiver samtidig uden renæssancen fixpunkt, gør Pessoa det i digtekunsten.”

Der leges med perspektivet og fortællerstemmerne er mangfoldige hos Afonso Cruz. Foruden Pessoa kan man drage sammenligninger til Italo Calvino, der f.eks. har skrevet en bog om usynlige byer, og til Jorge Luis Borges, der ligeledes har benyttet labyrintiske strukturer.

Det er underholdende, opfindsomt og eftertænksomt. På en gang let læseligt og utroligt svært af få rede på. En bog, der indbyder til genlæsning.

 

Afonso Cruz: Kokoschkas dukke. Oversat af Ole Eistrup. Jensen & Dalgaard 2020, 197 sider.

 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar