søndag den 6. december 2015

Quinta de Cabriz fra Dão Sul

Jeg har valgt at starte min serie af indlæg, der fokuserer på forskellige producenter fra Dão, som er at finde på det danske marked, med Quinta de Cabriz. For et nærmere introduktion til regionen se seneste indlæg.
Quinta de Cabriz var initiativtager til grundlæggelse af Dão Sul i 1989. Målet var at promovere vine fra især det sydlige Dão og fremme vinturismen såvel nationalt som internationalt. Sammenslutningen omfatter forskellige mindre producenter i området, men har siden også bredt sig til andre vinregioner. Blandt andre medlemmer er Casa de Santar, som ligeledes ligger i Dão, samt Douro-baserede Quinta das Tecedeiras.
Vingården, som omfatter både en gammel hovedbygning fra 1600-tallet, et flot kapel, et moderne vinifikationsanlæg samt tilhørende restaurant, ligger i Carregal do Sal, ca. midt mellem Coimbra og Viseu. Den første vin blev produceret så sent som 1998 af tre gange Carlos, Carlos Moura, Carlos Rodrigues og Carlos Lucas. Der laves såvel mousserende vine som rosé, hvid- og rødvine.

Følgende vine er smagt:


Cabriz Encruzado 2014
Hvidvin lavet på regionens mest betydningsfulde grønne drue, Encruzado. Lagret på fransk eg i 6 måneder. Gulgrøn i farven. Dejlig duft med markante tropiske noter, især ananas, men også med friskhed i næsen. Såvel frugt som mineralitet. Ikke så kompleks, men med flot fylde, tæthed og en fin syre til at balancere. Behersket, men tydelig fadpræg og cremet konsistens samt en god eftersmag. Rigtigt godt glas hvidvin til prisen.

Cabriz 2013, Colheita Seleccionada
Lavet på et blend af Touriga Nacional, Alfrocheiro og Tinta Roriz. Lagret på fransk eg i 6 måneder. Rubin, klar, ikke så intens. Dejlig frisk duft af brombær, hindbær og en smule røget bacon. Ligefrem med god ren frugt, friske bær, mineralitet og fin syre. På ingen måde en kompleks vin, men en god frugtrig hverdagsvin med runde bløde tanniner.

Cabriz Reserva 2011
Lavet på et blend af Touriga Nacional, Alfrocheiro og Tinta Roriz. Lagret på fransk eg i 9 måneder. Rubin, lidt mørkere og mere intens. Fin duft af brombær, kirsebær og lidt mørkere toner. Fyldig og med bedre struktur og flere nuancer. Godt med frugt med tendens mod det lidt marmeladeagtige, men fint med syre samt tanniner. Kan sagtens lagre, men er også fin at drikke her og nu.




Såvel vinene fra Quinta de Cabriz som vine fra en anden af Dão Suls producenter, Casa de Santar, fås hos Portugisisk Vinkælder. Læs mere om Dão Sul her.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar