Dão – Portugals Bourgogne

Det er ikke uden grund, at Douro de senere år har fået stor opmærksomhed på vinområdet. Udviklingen har været fantastisk, og den ene fremragende vin efter den anden vinder priser og hæder.

Men derfor skal vi jo ikke glemme, at der er andre udmærkede vinregioner i Portugal. I sommermånederne fokuserede jeg en del på de friske vine fra Vinho Verde – såvel de lette og perlende som de mere frugtrige enkeltdruevine – og i den kommende tid skal det gælde en af mest kendte vinregioner i landet, nemlig Dão.

Dão kaldes nogle gange for Portugals Bourgogne, da der er visse ligheder, men dog også forskelle. Hvidvinene kan have lagringspotentiale som hvid Bourgogne, og rødvinene er frugtrige, elegante og syrerige og har ligeledes lagringspotentiale. Men selv om et par druesorter skelner sig ud og også fremstilles som enkeltdruevine, dominerer de ikke som Chardonnay og Pinot Noir i Bourgogne. I Dão er vinene da også oftere blends på flere druesorter.

Vi er i Beiras i midten af Portugal, nærmere bestemt i egnen omkring byen Viseu, nordøst for universitetsbyen Coimbra. Området ligger på et granitplateau, som gennembrydes af floderne Ceira, Mandega og Dão, hvor den sidstnævnte altså har navngivet DOC´en. Dão er omkranset af beskyttende bjerge – ikke mindst Serra da Estrela mod øst, hvilket giver en mildere klima med højdeforskelle fra 200 meter over havets overflade til 1.000 meter. Kølige nætter samt milde og tørre somre, giver langsommere modning af druerne, hvilket igen betyder højere syreniveau og fint lagringspotentiale.   

Blandt de hvide druer er Encruzado den mest berømte, men der dyrkes også Bical, Cercial, Malvasia Fina og Verdelho. Hos de røde har Touriga Nacional samme position suppleret af Alfrocheiro, Tinta Roriz, Jaen, Bastardo samt lidt Baga (der ellers er kendt fra naboregionen Bairrada).    

Lad mig kort introducere de mest karakteristiske sorter:

Encruzado: Mest udbredt i Dão, hvor den benyttes i såvel enkeltdruevine som blends. Aromatisk med citrus og florale noter, men også mineralitet. God balance mellem syre og sukkerindhold, rig og struktureret og fremragende lagringspotentiale.  Ved lagring på fad antager den Bourgogne-kvaliteter.

Bical: I naboområdet Bairrada bruges den især til produktion af Espumante. Giver friske, bløde og aromatiske vine med præg af pære og abrikos eller ligefrem tropiske noter. Men også rig på syre, hvis den ikke plukkes for sent. Fint lagringspotentiale.

Malvasia Fina: Frisk, men ikke så intens og kompleks. Bruges især i blends og kan give lidt honningspræg og røget karakter

Touriga Nacional: Den mest berømte blandt portvinsdruerne, men også stjernen i Dão. Tykskindet, koncentreret og rig på farve og tanniner. Giver god struktur og lagringspotentiale. Intens med såvel florale noter som solbær og hindbær samt violer og krydderier.

Alfrocheiro: Hjemhørende i Dão, men har siden spredt sig til andre regioner. Modner tidligt, men har let til oidium og botrytis. Brombær og modne jordbær. Rig på farve, god syre og med bløde tanniner.

Tinta Roriz: Også kendt som Aragonês og i Spanien som Tempranillo. Meget produktiv, modner tidligt og giver robust, men også elegant vin med god bærpræg og krydderier. 

Jaen: Mest udbredt i Dão. Modner tidligt og ikke så resistent overfor sygdomme som meldug og botrytis. Ikke så farveintens og med lav syre, parfumeret med brombær, blåbær og kirsebær og kan give finesse til blends.

Vinen gror på mellem fyrreskove på mindre marker, hvoraf en del stadig er med blandede sorter. Under Salazars Estado Novo blev der oprettet store kooperativer, og det blev forbudt private producenter at indkøbe druer, så kooperativer så at sige fik monopol på vinproduktionen. Enkelte gjorde det godt, men mange sjuskede med vinifikationen, afstilkede ikke og sorterede ikke i druerne. Resultatet var ofte – med ikke altid – aggressive og tanninfyldte vine uden den elegance og friskhed, som området ellers lægger op til. Men flaskerne var billige, hvorfor de også fandt vej til de danske supermarkeder og var med til at udbrede portugisisk vin i de år, hvor det var nyt at drikke vin i herhjemme. Senere, da der blev øget fokus på kvalitet, var de til gengæld med til at give portugisisk vin et lidt dårligt ry. Blandt de mest berømte og bedre er Grão Vasco, som siden 1957 har været et brand i Sogrape-familien.

I dag er de private producenter igen på banen – spændende fra små og uafhængige til store koncerner som Sogrape. Metoderne er blevet langt bedre og resultatet ligeså, hvorfor Dão så afgjort fortjener større opmærksomhed – ikke kun pga. prisen, men også hvad angår kvalitet. I en tid, hvor markedet generelt synes at rykke sig fra de tunge og meget alkoholrige vine til de lettere og friskere, må der være grobund for en renæssance.

I efterfølgende poster vil jeg derfor præsentere et udvalg af huse og flasker på det danske marked. Det gælder bl.a. vine fra Quinta das Camélias, Julia Kemper, Quinta da Carvalhais, Caves São João, Quinta de Cabriz og M.O.B. En del af flaskerne er venligst sponseret af importørerne.