tirsdag den 14. juni 2011

Den gamle mester, Oliveira

Jeg skal med det samme og med skam indrømme, at det kun er få film af Manuel de Oliveira, jeg har set. Hovedårsagen er, at de stort set aldrig bliver vist i Danmark, ses bort fra særprogrammer i Cinemateket. I den danske udgave af Wikipedia fylder omtalen af Oliveira meget symptomatisk godt en linie med angivelse af fødeåret 1908 og konstateringen af, at han ”tilsyneladende” er verdens ældste aktive filminstruktør. Så er der i al fald ikke sagt for meget.

Men det er vitterligt også imponerende, at han i en alder af 102 år stadig instruerer film – og efter sigende endnu med en stor portion friskhed og kreativitet. Her til oktober forventes der således at være premiere på hans nyeste film, A Igreja do Diabo om en ung mand, der rejser til Rio de Janeiro for at studere og indlogerer sig hos en mand, som åbenlyst er sin kone utro – et tema, som det ikke er første gang, Oliveira berører. Filmen er ifølge The Internet Movie Database nummer 57 i rækken som instruktør!

Karrieren startede i 1931 med dokumentarfilmen Douro, Faina Fluvial, som portrætterer arbejdslivet på og langs Douro-floden i fødebyen Porto. Efter endnu nogle kort- og dokumentarfilm spillefilmsdebuterende Oliveira i 1942 med Aniki Bóbó, hvis underlige titel er hentet fra en børneremse, og som da også har børn som hovedpersoner. Derefter blev det kun til endnu et par spillefilm de næste årtier, da han var i opposition til Estado Novo og derfor var forhindret i at lave de film, han gerne ville. Men efter revolutionen i 1974 gik det stærk, og han lavede mindst en film om året, som om energien havde hobet sig op gennem årene.

I bogserien ”Contemporary Film Directors” (udgivet på University of Illinois Press) giver Randal Johnson fra University of California en fin gennemgang af Oliveiras livsværk, film efter film med handlingsreferater og små analyser og indplacering i filmhistorien. Spændende læsning, når nu filmene er svære at opdrive. Svært tilgængelige er filmene også, hvilket selvfølgelig kan være medvirkende til de manglende premierer herhjemme. Ofte karakteriseres hans film som talefilm eller filmede skuespil og ofte af den lange slags, helt op til den 6 timer og 40 minutter lange, Le Soulier de satin (1985) efter Paul Claudels skuespil.

Oliveira har til dels udforsket og udfordret filmen som kunstart, dels filosoferet over temaer som troen og den umulige kærlighed og dels taget favntag med nationale fænomener som de store opdagelsesrejser, krige og ikke mindst den messianistiske sebastianisme – opkaldt efter den unge Kong Sebastian, som forsvandt i ørkenen ved Alcacer Quibir i 1578 under sit eget felttog mod de vantro. Man fandt dog aldrig liget, hvorfor der snart opstod den myte, at han ville vende tilbage og genvinde landet dets storhedstid.

Læsningen af bogen har i al fald overbevist mig om, at der er en række af film, som jeg snarest skal have set. Foruden de to nævnte debutfilm gælder det bl.a.:

Non ou a Vã Glória de Mandar (1990), som omhandler en række store krige i Portugals historie, fra kampen mod romerne over førnævnte slag ved Alcacer Quibir til kolonikrigen i Angola.

Vale Abraão (1993) om Ema, der som en anden Emma Bovary finder sin egen sensualitet og udfordrer sit ægteskab. Filmen, der foregår i den skønne Douro-dal, bygger på Agustina Bessa-Luís roman ”Abrahams Dal”, som er udkommet på danske på Ørbys Forlag.    

Porto da Minha Infância (2001), som er en hyldest til instruktørens barndom i Porto og rummer såvel dokumentaristiske som fiktive træk.

Um Filme Falado (2003), som skildrer samtaler mellem en historieprofessor og hendes datter samt en række personer fra forskellige sydeuropæiske lande, men de sejler fra Lissabon gennem Middelhavet og Suezkanalen på vej mod Bombay – en odyssé gennem den vestlige civilisation og kulturs vugge, men også mod dens undergang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar