Life on the Douro

Så fik jeg endelig set Zev Robinsons nye dokumentarfilm, Life on the Douro – og det med stor fornøjelse. Livet i Dourodalen er selvfølgelig synonymt med livet i portvinsproduktionen før som nu. Filmen er da også på en gang en stor hyldest til det smukke landskab i Dourodalen, til de mange gode folk i portvinsbranchen og til portvinen selv.

Den er opdelt i 13 små kapitler med hver deres overskrift. Nogle kapitler er historiske og handler fx om legendariske skikkelser som Marquis de Pompal, der stod for demarkeringen af vinområdet, og Dona Antonia Ferreira – den helt store kvinde i portvinshistorien, som foruden at eje mange quintaer også gjorde en stor indsats for udviklingen af området.

Et væsentligt historisk årstal er 1986, hvor det tillades at producere og eksportere portvin fra selve dalen. Hidtil havde de store udskibere i Vila Nova de Gaia haft eneret herpå, men efter lovændringen begyndte et voksende antal uafhængige små producenter at lave deres egen portvin til glæde for mangfoldigheden.

De 28 branchefolk, der medvirker i interviews og små særskilte portrætter, kommer da også fra såvel de store, gamle portvinshuse som de små familieejede vingårde. Vi møder Symington-familien og repræsentanter fra Sandeman, Taylor og Fonseca. Vi møder dynastier som van Zeller og Olazabal og dermed husene Noval og Ferreira. Og vi møder nogle af de sammensvorne i Douro Boys og en up-coming mand som Oscar Quevedo. Dertil kommer verdens vel nok førende portvinsekspert, Roy Hersh, til hvis internationale nyhedsbrev For The Love Of Port jeg i al beskedenhed selv bidrager.

En sidste kategori af kapitler er mere tematisk og debatterende. Portvinens fremtid diskuteres, der fokuseres på uenigheden om at satse på fremragende rødvine ved siden af portvinen, og vi hører om selve det at vokse op i Dourodalen.

Ind i mellem disse kapitler får vi også gennemgået de forskellige portvinstyper og det meste af produktionen fra plantning og beskæring over plukning og presning til lagring og blending. Og endelig følger vi sporadisk tilberedningen og serveringen af nogle meget lokkende gourmet-retter fra forret til portvinsdessert.

Det sidste er sammen med de flotte optagelser med til at gøre filmen meget sanselig til trods for en traditionel opbygning og fortællestil. Der er ikke meget handling, men langt flere direkte interviewsekvenser, hvor det gode portvinsfolk fortæller til kameraet og så afbrydes af stemningsskabende optagelser, der dog ikke altid er afstemt med det sagte. En rød handlingstråd gennem filmen kunne være ønskelig, især hvis den er tiltænkt et større publikum end lige os portvinsnørder.

Jo, filmen er så afgjort en hyldest til Dourofolket, men ikke helt ukritisk, da den også berører et par ømme punkter. Den skal ses for dens formidling af viden og den lange række af kendte som mere ukendte branchefolk. Og den skal ikke mindst ses for de flotte og forførende billeder af vinmarker på stejle skråninger, folk der har travlt med at lave druer til portvin, mørke kældre, store fade og støvende flasker. Og ikke mindst lyset, der glimter i et glas fyldt med dejlig portvin.

Det lokker og drager – både til et besøg i dalen og til en tår at drikke. Det første må vente til sommer. Det andet blev klaret ved at skænke et glas 10 års tawny, mens jeg så filmen.  

Læs mere om filmen og se trailers: http://lifeonthedouro.com/

Besøg For The Love Of Port: http://www.fortheloveofport.com/