mandag den 19. marts 2012

The Douro Boys

At snakke om drenge i portvinsbranchen strider lidt mod de vante forestillinger. Portvin er det ikke noget med stovte vinbønder og engelske gentlemen? Det kan det også være, men heldigvis er det også meget andet.

The Douro Boys blev født engang i 90´erne. Fem mindre og uafhængige producenter gik sammen om at udvikle og markedsføre deres portvin og ikke mindst deres bordvin. Hvor Douro traditionelt er portvinens land, valgte de fem at koncentrere sig om at lave fremragende rødvin, hvilket både vakte overbærende hovedrysten, kritik og forargelse, men også glæde. Kritikken gik især på to ting: For det første skulle de hellere koncentrere sig om at lave portvin – den skønne drik, som området er kendt for. For det andet var de lidt vel smarte i deres markedsføring med opstillede portrætfotos og pressedossiers. Modsat er der ingen tvivl om, at de har bragt fornyelse ind i en branche, som kunne være lidt vel traditionelt tænkende og måske ligefrem støvet. Et friskt og frivolt pust – ikke bare hvad angår deres produkter, men også deres indstilling og deres uhøjtidelige væremåde.   

                              
Middag og smagning med The Douro Boys. Fra venstre den tidligere formand for Den Fynske Portvinsklub Gert Jessen, Miguel Roquette og Sandra Tavares 

De fem producenter var og er:

  • Quinta de Vale Meão med Franciso ”Vito” Olazabal med fortid hos Ferreira.
  • Quinta de Crasto, ejet og drevet af Roquette-familien, far Jorge og de to sønner, Tomas og Miguel.
  • Quinta do Vale Dona Maria med Cristiano van Zeller, som kom fra selveste Noval.
  • Quinta do Vallado, som ejes af Ferreira-familien og drives af de to fætre João Ferreira Alvares Ribeiro og Francisco Ferreira.
  • Niepoort, som det mest kendte mærke og med Dirk van der Niepoort i spidsen.

Dertil kommer det kvindelig islæt i form af winemaker Sandra Tavares de Silva, som både laver vin for Vale Dona Marie og under egne mærker som Wine & Soul.  

Jeg har mødt nogle af The Douro Boys flere gange, især Miguel Roquette og Sandra Tavares, og det har altid været en stor fornøjelse – både rent socialt, og hvad angår deres vine.

Forleden i Den Fynske Portvinsklub gjaldt det så en smagning af deres portvin, og selv om det var overraskelser imellem, var det ikke skuffende. Der var tale om en blindsmagning, hvor vi foruden vine fra The Douro Boys også skulle smage såvel Baräo de Vilar som Maynard´s, der begge laves af endnu et par repræsentanter fra Zeller-slægten, Fernando og Álvaro van Zeller.

13 vine smagt blindt og med et tidsmæssigt snævert spænd fra 1992 til 2009. Det var ikke en nem opgave for nu at sige det mildt.

Det var brødrene van Zeller, der noget overraskende kom bedst ud af aftenen. Ikke fordi de ikke kunne forventes at lave god vin, da de ligeledes har en fortid hos Noval. Men overraskende fordi både mit og klubbens kendskab til deres produkter er noget sparsomt. Det skal der nok blive rådet bod på fremover.

I den samlede vurdering vandt Baräo de Vilar 1993, efterfulgt af Maynard´s 2007 og med Baräo de Vilar 1997 på tredjepladsen. Og først på 5. pladsen fulgte den ældste vin, Niepoort 1992. Den høstede nu også kun point hos hold B, hvilket dog ikke skyldtes, at den ene flaske var decideret dårlig. Selv fandt jeg den udmærket med både frugt, bid og syre til at kunne holde længe endnu, trods den allerede brune tone og kant. Sjovt nok var det omvendt med Niepoort 2003, som fik pænt med point hos hold A, men ingen hos hold B. En kraftig og frugtfyldt vin, med masser af tanniner til en langt liv, hvilket også gjaldt Barão de Vilar 1997.

Crasto 1995 skuffede fælt og endte uden point. Da jeg kender den ellers høje kvalitet hos Crasto, vil jeg vurdere, at det må have været en halvskæv flaske. Den var både flad og uhyre sødlig.

De fleste vine var stadig meget unge med lilla farve og kraftige tanniner. Såvel Vale Dona Maria 1999 og Vale de Meäo 2003 var til trods herfor overraskende harmoniske netop nu. 

Det var altså flere konklusioner på aftenen. For det første er Baräo de Vilar og Maynard´s begge navne, der fortjener større opmærksomhed. For det andet er der god kvalitet at hente blandt de labels, der ligger lige under de helt store. De er så afgjort både værd at gemme i kælderen og værd at drikke. Niepoort har parentetisk bemærket dog længe været anerkendt som værende blandt de bedste vintage-huse.

Og hvad så med The Douro Boys? Bør de koncentrere sig mere om at lave portvin af deres bedste druer frem for bordvin? Jeg skal ikke afvise, at deres portvin vil vinde på det. Men jeg vil så sandelig også være meget ked af at undvære deres fremragende rødvine som fx dem fra Quinta do Crasto.  



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar