João Penalva

Et enkelt besøg er ikke nok. Både fordi det er en omfattende udstilling med værker, der består af både tekst, film, billeder, fotografier og objekter. Men også fordi João Penalvas kunst unddrager sig en hurtig og entydig afkodning. Han kræver mere af tilskueren end blot tilstedeværelse.

Det er Kunsthallen Brandts i Odense, der frem til den 28. maj viser den portugisiske og i London bosiddende kunstner – og det under den enkle, men sigende titel ”Værker med tekst og billeder”.

Den første værk, jeg møder, er en lang gang med hundredvis af lilla-tonede fotografier og tekstuddrag side om side på væggene. Arcade hedder installationen, hvor visse motiver går igen. Broer, bygninger og ikke mindst ure i det offentlige rum, så tiden går fremad, mens man bevæger sig igennem værket. Teksterne er en blanding af fakta og fiktion, som en mumlen i baggrunden i slægt med den englene hører i Wim Wenders Himlen over Berlin. Som tilskuer kan du vælge at lade talen forblive en mumlen mens du går gennem arkaden, eller du kan stoppe op, lytte og betragte vel vidende, at din indsigt kun er til låns en stund tid.

I The Hair of Mr. Ruskin bliver der drevet gæk med kunst- og museumsinstitutionen. En gammel glasramme indeholder en hårlok af den engelske kritiker og forfatter John Ruskin. João Penalva har så fremstillet syv vellignende forfalskninger, så ingen kan se, hvad der er original og kopi. Dertil kommer, at den ene ramme på et tidspunkt blev stjålet fra en udstilling, hvilket førte til en ivrig korrespondance med politi og forsikringsselskaber. Brevene er nu ophængt som en del af værket, og som en ekstra pointering af ægthedsbegrebets flygtighed.

Et andet værk består af fotografier, tekster og ukrudtsplanter, som voksede ved en fabrik i Hiroshima. På en gang dokumentation af naturens overlevelse under svære betingelser, men samtidig en fiktionalisering, da kunstneren ikke blot registrerer, men også fabulerer videre i de tekststykker, der indgår i installationen. Andetsteds iscenesætter Penalva en vis Dr. Erlenmeyers liv herunder dennes opfindelse af mølmidlet naftalin, mens der i rummet ved siden af kører en lysbilledserie med tekster og en billedprojektion omhandlende netop et møl. 

Jo, der er nok af indtryk og fortællinger at suge til sig i udstillingen. Der er mange stemmer, der gerne vil til orde, som der er det hos den portugisiske digter Fernando Pessoas utallige heteronymer. Umiddelbart så jeg ingen direkte referencer til Pessoa, men slægtskabet er tydeligt. I ”Rastløshedens bog” kan man f.eks. følge fortælleren Bernardo Soares på hans vandring rundt i Lissabon og de indtryk af forbipasserende mennesker og steder, han siden nedskriver i sin dagbog, indlevende og meddigtende.

De mange tekstfragmenter og fotografier i Penalvas værker gengiver på samme vis uddrag af virkeligheden iblandet fiktive fortællinger. En kakofoni af snapshots, små handlingsforløb, refleksioner, beskrivelser og filosofiske smuldrer, som indbyder til, at vi som tilskuere selv aktivt leger med, digter videre og fortolker.

Udstillingen er støttet Gulbenkianfonden, som så meget andet portugisisk kultur. Det har også muliggjort udgivelsen af et digert og flot katalog på portugisisk, engelsk og dansk, som ikke alene omhandler de udstillede værker, men også andre fra de seneste årtier.