Dansk film om fado

Der er langt fra de store internationale koncertsale til de små taverner i Alfama. Og der er langt fra verdensstjerner som Mariza, Christina Branco og Mísia til de mere ukendte sangere, der hver aften bevæger sig rundt i de små gyder for at lægge stemme til og videreføre fadotraditionen på de mere ydmyge steder.

Danske Anders Leifers film ”Fado” fra 2003, som heldigvis nu er genudgivet på DVD, hylder de sidstnævnte. Dagdriveren Zé António, den gamle enke Suzette, taverneejeren Concalo og opvaskeren Tina. Alle kan de ikke afholde sig fra at synge fado, og alle har de en historie at fortælle. Zé om de indre sår fra kolonikrigen i Guinea-Bissau. Suzette om de mange år i forstaden, hvor manden forbød hende at synge fado. Concalo om de store vidder i Alentejo og farmen, som familien måtte forlade efter revolutionen i 1974. Og den charmerende Tina, som stopper op midt i opvasken og indrømmer, at hun ikke ved, hvorfor hun er endt netop dér.

Trods afstikkere er det Concalos lille Taberna do Julião og de snævre gyder og stejle trapper i Alfama, der er filmens absolutte centrum. Og filmens sjæl, fristes man til at skrive. Taberna do Julião tilbyder såkaldt fado amador – altså fado med ikke-professionelle udøvere. Men ordet amador kommer af ”at elske” – og det er netop det, der er kernen i sangernes forhold til fadoen. Kvaliteten af stemmerne kan så sandelig diskuteres, men deres passion er stor og indiskutabel.

Selv om filmen er optaget i 2002, sender valget af hovedpersoner og location os tilbage i tiden. De fleste optagelser er holdt i sort-hvid, som dog iblandes grynede stemningsskabende farveoptagelser. Leifer sværmer for de gamle sporvogne, de slidte og afskallede mure og de ensomme nattevandringer gennem de smalle brostensbelagte stræder. Alfama og det nærtliggende Mouraria fremstår som tidslommer, hvor udviklingen er gået forbi, og hvor man kan genfinde fadoen, som den blev sunget og udlevet i sin barndom.

Zé, som med sin driven rundt og sin lyst til at drikke så at sige inkarnerer de typer, der var med til at skabe fadoen i sin tid, opsøger Mouraria og spørger om kvarteret vil overleve. Suzette fortæller, at hun er født i Rua do Capelão i Mouraria – gaden, hvor den mytiske Maria Severa levede – og vi hører hende synge den traditionelle fadosang Adeus Mouraria. I modsætning til Alfama, som stort set fremstår intakt, blev store dele af Mouraria ofret for byfornyelsesprojekter under Estado Novo, så kun en mindre del af bydelen har overlevet.  

Dermed er filmen på den ene side et bevis på, at fadoen ikke kun har overlevet i de store koncertsale, men også er en levende tradition blandt lokalbefolkningen. Ja, det nævnes sågar ganske korrekt, at også de unge er med på vognen. Men på den anden side får filmen et skær af romantisk nostalgi i sin insisteren på kun at fokusere på amatørsangere i de gamle kvarterer, der ikke kan andet end at forfølge deres skæbne og synge fado akkurat som generationerne før dem. Og den negligerer de mange professionelle udøvere i alle aldre, som også er en nødvendig del af fadoens udvikling og en betingelse for dens overlevelse kunstnerisk set.

En dejlig og charmerende filmisk rejse, der som fadoen selv efterlader en vemodig stemning af saudade. 

Filmen kan købes via http://www.fenrisfilm.dk/

Læs mere om Suzette, som jeg selv har mødt, i kapitlet ”De gamle damer og traditionen” i min bog Mit andet hjemland.