Det er lidt blandede karakterer, vinbladet Decanter uddeler
i majudgaven, hvor deres smagepanel har kastet sig over rødvine fra Douro. På en
skala med fem stjerner har 4 vine scoret topkarakter, 33 har fået fire stjerner
svarende til en meget varm anbefaling og hele 128 anbefales med 3 stjerner.
Umiddelbart flot, men der dryppes også malurt i bægeret, for som en af
eksperterne, Chris Sherwood, udtrykker det, er der en manglende ensartethed i regionen.
En del i topkvalitet, men ”there is a sea of stuff that simply
isn´t good enough”.
Hårde ord, men ikke forkerte. Området kan levere det bedste,
men også meget, der ikke er godt nok til det internationale marked. Årsagen er
måske, som Portugal- og portvinseksperten Richard Mayson påpeger, at området
først blev demarkeret på bordvinsområdet i 1979. Så det er altså en ung region,
der stadig har meget at lære.
Som en understregning af denne pointe, er det især vine fra
kredsen omkring de såkaldte The Douro Boys, der scorer højt. Douro Boys var
nogle af de første, der prioriterede bordvinene højt, ligesom de bruger druer
af bedste kvalitet. Det koster så måske til gengæld lidt på portvinssiden til
andres fortrydelse.
Af de fire vine med topkarakter kommer den ene således fra
Quinta do Crasto, nemlig ikke overraskende deres Vinha Maria Teresa 2009.
Yderlige bedømmes Crastos Tinta Roriz 2009 og Douro Reserva Old Vines 2009 til
fire stjerner ligesom deres almindelige Quinta do Crasto anbefales. Jeg kan kun
erklære mig enig i deres bedømmelse.
To af vinene med fem stjerner kommer fra samme hånd. Quinta
do Passadouro Reserva 2009 og Wine & Souls Pintas 2009 er begge lavet af
Jorge Serodio Borges, der sammen med fruen, Sandra Tavares da Silva er
forbundet med Douro Boys. Wine & Soul fik endvidere deres Pintas Character
2009 bedømt til fire stjerner. Det samme gjaldt Quinta do Vale Meão 2009 og
Niepoorts Vertente 2009, mens Quinta do Vallado og Quinta de Vale Dona Maria,
hvor førnævnte Sandra Tavares huserer som winemaker høstede tre stjerner.
Der var altså stjerneregn over Douro Boys med venner,
hvilket dog ikke er så overraskende, da de netop har satset højt på området. Af
andre producenter, som fortjener opmærksomhed, kan nævnes Quinta de la Rosa,
hvis La Rosa Reserva
2009 var den sidste med fem stjerner. Tim og Sophia Bergqvist (far og datter)
har ligeledes delt deres engagement mellem bordvine og portvine, hvilket synes
at være almindeligt blandt producenter i mellemstørrelsen. Årsagen er givet
lige dele kærlighed til begge vintyper og økonomi, da der kort og godt er flere
penge i at sælge god rødvin end at være et mindre navn i portvinsbranchen, hvor
produktionen samtidig er begrænset af kvoter.
Blandt vine med fire stjerner finder vi huse som Quinta de
Infantado, Gaivosa og Barão de Vilar samt Douro Family Estates, som er en
samling af mindre producenter. Der er altså en del navne, som er værd at lægge
mærke til, når det gælder rødvine fra Douro – og antallet vil givet vokse de
kommende år. Som Decanter bemærker var der sidst de fokuserede på rødvine fra
Douro mindre end 100 vine at smage. Denne gang var der 226!
Det samme er Christian Seely, som bestyrer berømte Quinta do
Noval og Quinta da Romaneira, inde på i sin blog. Seely fremhæver Douros styrke
både i forhold til enkeltdruevine baseret på især Touriga Nacional og i forhold
til et blend af de kendte portvinsdruer. Og så slutter han med at konstatere, at der vil ske meget i de kommende år: ”There are already great
things to be discovered among the new red wines of the Douro ,
and the next few years are sure to reveal some thrilling discoveries”. Seelys
egne vine Quinta do Noval 2008 og Sino da Romaneira 2008 scorede begge fire
stjerner i Decanter.
En sidste bemærkning skal gå på årgangen. Som det fremgår,
var det især 2009, der fik topkarakterer. Som Sarah Ahmed opsummerer i bladet
var 2009 præget af høje temperaturer, hvilket er godt for portvin, men en
udfordring for rødvin. Til
gengæld kan
resultatet blive fremragende i dygtige hænder. Eller med Sarahs ord: ”Recently,
winemakers have paid more attention to balance and the panel rewarded their
efforts to avoid overripeness and harness the Douro ’s
exuberant fruit”.
En del af vinene fra The Douro Boys fås hos Portugisisk Vinkælder
Ingen kommentarer:
Send en kommentar